Arkiv

Posts Tagged ‘sort arbejde’

Alle skatter er hæslige!

30. maj 2012 8 kommentarer

Alle skatter er hæslige!

Fremskridtspartiets udgangspunkt er, at alle former for skatter og afgifter er hæslige. Skat og afgift betyder jo, at der frastjæles nogle værdier fra en borger eller gruppe af borgere, for derefter at bruge pengene til at begunstige en anden borger eller gruppe af borgere. Det skattepolitiske mål må derfor være at reducerer skatterne og afgifterne til et absolut minimum.

Minimal offentlig sektor

Absolut minimum er de penge, som skal til for at opretholde en minimal offentlig sektor, der kun skal varetage nogle få afgrænsede opgaver. For Fremskridtspartiet er de vigtigste fælles-opgaver bl.a. følgende: Sundhed, alderdom, uddannelse, politi, domstole, demokratiet (Folketinget, byråd o.s.v. ), veje, forsvar og social sikring af de få, der absolut ikke kan klare sig selv. Der kan selvfølgelig nævnes nogle få andre opgaver, men hovedudgangspunktet er, at det meste bør foregå i privat regi.

Disse minimumsopgaver skal så betales i form af skat eller afgifter. Spørgsmålet er så, hvilken skal eller afgift, der har den mindste samfundsskade. Vurderingen er, at afgifter på forbrug (moms, punktafgifter o.s.v.) er de mindst skadelige skatteformer.

Den skadelige indkomstskat

I den modsatte ende er skatten på arbejde – indkomstskatten – den mest skadelige skat. Det er der flere grunde til:

1) Indkomstskat betyder, at arbejdsgiveren dels skal betale den løn som medarbejderen har brug for at kunne leve, og så derudover betale en skat. Skatten virker således omkostningsforøgende og dermed konkurrenceødelæggende.

2) Indkomstskatten, uanset, hvordan den sammenstrikkes, har også den virkning, at borgerne foretrækker sort arbejde. Og en lønmodtager må kikke på sin skattebillet før han siger ja til ekstra arbejde. Skatteskalaens hop betyder, at en enkelt ekstra tjent krone kan give et direkte tab!

3) Indkomstskatten, eller skat på arbejde betyder, at man straffer folk for at berige samfundet. Uanset om man er renovationsarbejder, maskinsnedker eller købmand, så er den daglige arbejdsindsats med til at gøre samfundskagen større. Da det er til alles bedste, at samfundskagen vokser, skal man ikke straffe, men belønne arbejdsindsatser.

I landet med verdens højeste skattetryk, kan det virke aldeles udsigtsløst, når borgeren først betaler en høj indkomstskat, derefter betaler 22 pct. moms på forbrug og derefter også betaler punktafgifter. Dertil kommer en mangfoldighed af: Ejendomskatter, lejeværdi af egen bolig, formueskat, arveafgift, miljøafgifter, selskabsskat o.s.v. Der er ikke mange øre tilbage af den tjente krone.

Væk med mine skatter

Man fristes derfor til at forlange skatter og afgifter fjernet i den rækkefølge, som girokortene dukker op i postkassen.

Men er det nu også den rigtige rækkefølge?

Mange gør med rette oprør mod den uretfærdige skat, der kaldes noget så usympatisk som lejeværdi af egen bolig. Spørgsmålet er imidlertid, om denne skat skal stå øverst på ønskesedlen?

Hvad er bedst – at få fjernet lejeværdien eller at få sin løn forhøjet (gennem indkomstskattenedsættelser) så meget, at det svarer til lejeværdien? For privatøkonomien er det ligegyldigt. Men for vores konkurrenceevne og vores samfundsøkonomi er det bestemt ikke ligegyldigt.

For hver milliard det er muligt at skrabe sammen til skattelettelser, da anvendes disse penge bedst på lempelser i indkomstskatten – eftersom det giver forøget konkurrenceevne. At lempe lejeværdien giver ingen konkurrenceforbedring!

EF´s indre marked med harmoniserede skatter og afgifter kan betyde, at forbrugsafgifter, som vi mener, er den bedste kilde til finansiering af en begrænset offentlig sektor, kan blive tvunget ned. Det giver behov for, at opkræve skatter og afgifter på områder, der ikke er omfattet af EF-harmoniseringer – vel at mærke stærkt reduceret skattetryk da indkomstskattens bortreduktion fortsat er målet.

Opretholdelsen af f.eks. ejendomsskatter og lejeværdi af egen bolig skal ses i det perspektiv, at der er gennemført væsentlige reduktioner i andre skatter og afgifter.

Gælden skal betales tilbage

Med en samfundsgæld på over 300 milliarder kroner til udlandet, må enhver skattelettelsesaktion gå på at skabe konkurrenceforbedring – kun gennem øget eksport kan vi fjerne udlandsgælden.

Kommer Fremskridtspartiet derfor i den behagelige situation at skulle afgøre, hvorvidt nogle milliarder kroner skal anvendes til lempelser af indkomstskatten eller lempelser af lejeværdien af egen bolig, så må det være soleklart, at indkomstskatten i bred forstand kommer først.

Men som fastslået i indledningen, så er alle skatter hæslige. Og derfor skal enhver fornuftig skattenedsættelse støttes.

Kim Behnke 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 4 / årgang 18 / april 1990

Black is beautiful

24. februar 2012 Skriv en kommentar

Black is beautiful 

Jeg gik til bageren efter morgenbrød. De 8 kroner for 5 rundstykker røg ned i den åbne kasse.

Derefter var jeg hos frisøren, hvor vi drøftede ”Momsen” og dens forhøjelse til 22,5 %. ”Det er skønt”, sagde frisøren, medens han lagde betalingen i tegnebogen: ”Nu tjener jeg 22,5 % mere”.

Mit sidste ærinde gjaldt vinduespudseren, som jeg bad pudse husets vinduer. ”Skal du have kvittering?”, spurgte han. Jeg trak på skuldrene. ”Ja, så slipper du med 200 kroner. Skal det bogføres, er det 400 kroner”.

Havemanden ventede på mig derhjemme. ”55 kroner i timen”, sagde han ”eller 80 regnskabskroner”.

Moralen bliver bedre og bedre. Der er ikke længere noget, der er umoralsk!.

Th. Riemann 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 23 / 15. årgang / 26. juni 1987 

Socialdemokratiet og økonomien (1981)

6. november 2011 Skriv en kommentar

Socialdemokratiet og økonomien 

Socialdemokratiet er jo Danmarks største arbejderparti, og det virker derfor noget ejendommeligt, at regeringen (Socialdemokratiet, red.) dækker sit overforbrug ind ved at udstede statspapirer, der giver en skattefri kursgevinst og en høj rente med den begrundelse, at der er tale om en nødforanstaltning p.g.a. den høje ledighed og de økonomisk dårlige tider.

Denne ”nødforanstaltning” gør det muligt at placere passiv kapital i statspapirer i stedet for at placere pengene i produktive arbejdspladser. Den lave forrentning af kapitalen i virksomheder betyder også, at ledig kapital anvendes til opkøb af statspapirer. Derved fremmes ledigheden, og skatteministerens  (Mogens Lykketoft, A, red.) pristalsregulerede skatter og afgifter får befolkningen til at foretage en form for modrevolution ved at udføresort” arbejde, ligesom den finder på alverdens fradrag i den skattepligtige indkomst. Dette bebrejder skatteministeren folk.

Når imidlertidig regeringen udsteder statspapirer en masse for at dække det offentlige overforbrug, så er det åbenbart helt i orden, til trods for at regeringen herved pantsætter befolkningen, presser renteniveauet op og forringer fremtiden for den del af befolkningen, der ikke har midler til at opkøbe statspapirer.

Befolkningens ”nødforanstaltninger” er langt mere velbegrundede end regeringens, for den har jo hele tiden haft magt til at få balance på de offentlige budgetter.

Ole Maisted

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 28 / 9. årgang / 21. august 1981

Jurassic Park og velfærdsstaten

4. november 2009 34 kommentarer

Jurassic Park og velfærdsstaten

Hvad er forskellen på Jurassic Park og velfærdsstaten? I det ene scenarie ses nogle kolossers sammenbrud. Der ses nogle fortidslevn, der for længst er uddøde, men som med kunstgreb holdes i live i et moderne samfund, hvor de ikke hører hjemme, inden de bryder sammen med store ødelæggelser for det omgivende samfund til følge. Det andet er en film instrueret af den amerikanske filmmager Steven Spielberg.

I den senere tid er der blevet rettet fokus på velfærdsstatens mangfoldige problemer og evne til fortsat at bestå. De fleste – der har deltaget i debatten om velfærdsstatens fremtid – har en klar forståelse for, at ”dinosaureren” er ved at styrte om dødeligt syg.

Det har forlydt, at for at redde den udødende dinosaur skal de offentlige udgifter skæres helt til benet, lovkomplekset skal reduceres til næsten ingenting, skatterne skal reduceres markant, de offentlige institutioner skal – med få undtagelser – privatiseres, nedlægges eller reduceres til næsten ingenting,  den statslige regulering af arbejdsmarkedet skal ophøre o.s.v.

Disse forslag lyder som ren afskrift af Fremskridtspartiets program, som det blev præsenteret for over 20 år siden. Det er rart at konstatere, at samfundsdebattørerne nu har adopteret synspunkter, som Fremskridtspartiet gennem tiderne er blevet skældt ud for.

Det afgørende spørgsmål er ikke længere, hvorvidt velfærdsstaten skal reduceres, og om det skal ske med 50 eller 60 %, det var også konklusionen på den rapport om den svenske velfærdsstats fremtid, som den forhadte Lundbeck-kommissionen udgav til mange socialdemokraters store fortrydelse. Debatten om velfærdsstatens størrelse bør starte med en afprøvning af, om velfærdsstaten kan og skal bestå. Næsten ligegyldig hvilken indfaldsvinkel der bruges, vil svaret blive, at velfærdsstaten som model er ubrugelig i det moderne samfund.

Ud fra en simpel betragtning om at få økonomien til at fungere mest effektivt og til befolkningens glæde og velfærd er velfærdsstaten ubrugelig. Statslige indgreb, regulering, skatter og manipulation med pengepolitikken virker som en bremse på evne til at skabe vækst og dermed forøge velstanden og afskaffe arbejdsløsheden. Dette er stort set anerkendt af alle moderne økonomer. De sidste års tildelinger i Nobelpriser i økonomi understreger den klare anerkendelse, frimarkedsøkonomer nyder i den akademiske verden. Det er bare en skam, at politikerne som regel er så indskrænkede, at de krampagtigt holder fast i dinosaurer, der er uddøde for mange millioner år siden

Nobelprismodtageren, den østrigske økonom og filosof, F. A. Hayek samt den østrigske økonom, Von Mises, har fremført, at en mellemting mellem fri markedsøkonomi og socialisme (ofte betegnet som den skandinaviske velfærdsstat) ikke kan bestå i længden. En kombination af fri markedsøkonomi og socialisme findes ikke. Enten er det socialisme eller fri markedsøkonomi. Premierministeren i Tjekkiet, Vaclav Klaus, har med ordene ”Den tredje vej er den hurtigste vej til den tredje verden” udtrykt dette forhold meget præcist.

Velfærdsstaten kan heller ikke bruges til at skabe lighed gennem økonomisk omfordeling. I dag giver næsten 80 pct. af befolkningen til næsten 80 pct. af befolkningen. Mange af de indkomstflytninger der er forbundet med offentlige ydelser går fra de laveste indkomstgrupper til de højeste indkomstgrupper. Bl.a. Socialforskningsinstituttet har i redegørelsen, nederst ved bordet påvist, hvordan lavindkomstgrupper via skattebetaling finansierer de bedre stilledes forbrug af f.eks. kulturgoder og lignende. Oven i den ”omvendte Robin Hood-effekt” velfærdsstaten udøver, kommer det velfærdsøkonomiske tab som opstår, hver gang pengene skifter hænder.

Moralsk set har velfærdsstaten aldrig været berettiget. Selvom skattemidlerne indgår i et kolossalt omfordelingscirkus, er det moralsk uacceptabelt, at staten som en røver stjæler op mod 70 pct. af frugten af befolkningens arbejde. At det er et politisk flertal, der står bag statens tyverier, legitimerer ikke tyveriet.

Opgøret med velfærdsstaten er derfor ikke kun et ideologisk opgør med 50 års socialdemokratisme, men også et nødråb fra de dårligst stillede, fra hvem jeg skulle hilse og sige, at velfærdsstaten ikke virker. Når København fejrer Kulturby ´96 så prøv at fortæl posedamerne på risten ved Det Kgl. Teater, at de skal være glade for velfærdsstaten. Når ventelistepatienterne enten dør eller efter måneders ventetid bliver placeret på sygehusenes gange, så oplever de velfærdsstatens bedrageri. Når fagforenings- og overenskomststyrede normeringer forhindrer ældre senile mennesker i at blive vasket eller få mad, så fortæl dem, at velfærdsstatens strandhugst på deres livs arbejdsindkomst er i orden!

Nej, det må være slut.

Individets rettigheder

Personer har naturlige rettigheder, som ingen politiske myndigheder kan tage fra dem. Individer har ret til liv, frihed og retmæssigt erhvervet ejendom. Det eneste disse rettigheder kræver, for at blive respekteret af andre er, at der ikke bruges tvang imod dem. Tvang, vold og trusler om vold er moralsk set utilladeligt uanset, om det er Mafiaen eller Miljøministeriet, der fremsætter dem. Da det meste af velfærdsstatens virke decideret er baseret på tvang, er den i et moralsk perspektiv en ubrugelig størrelse.

Reduktion af staten eller revolution

Når det så entydigt er konstateret at ligegyldigt, hvilken indfaldsvinkel der bruges, vil svaret blive, at velfærdsstaten som model er ubrugelig, er det væsentligt at vurdere, hvilke metoder der kan bruges til at få lagt denne uddøde dinosaur i graven.

Al erfaring viser, at politiske metoder kun meget vanskeligt kan bruges. Bortset fra kollapsen af de tidligere kommunistiske stater i Østeuropa findes der ingen eksempler i historien på, at skatterne markant er blevet reduceret, og den offentlige sektor er blevet reduceret.

Kort sagt er det meget vanskeligt gennem almindelige politiske metoder at give befolkningen frihed. I Østeuropa tog befolkningerne initiativet i egen hånd og afsatte de politikere, der i så mange år havde domineret dem, forringet deres levestandard, fjernet deres frihed og udøvet vilkårlig tvang. Med disse hændelser in mente er det ikke urealistisk, at der en dag opstår et organiseret folkeligt modtryk til den politiske misforvaltning, der i alt for mange år har fundet sted. Vi ser allerede i dag de første tendenser, den civile ulydighed bliver større og større. Det er en stor og hurtigt voksende bevægelse, der i dag bruger sort arbejde og naturalieøkonomi til at undgå skat og andre overgreb fra politikerne. Dette vil fortsætte. Hvis politikerne og de politiske institutioner skal gå ud af kampen mod befolkningen med æren i behold, er der kun en vej at gå, og det er at afvikle sig selv og give friheden tilbage.

Kim Behnke

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 12 / december 1993 / 21. årgang

Penge lugter ikke

3. december 2008 15 kommentarer

Penge lugter ikke


Lad de rige betale! (Man appellerer aldrig forgæves til misundelsen).


”I gamle dage var den første fordring, man stillede til en regering, at den skulle skaffe folket billigt brød. Nu anses det for den fineste statsmandskunst at fordyre det så meget som muligt. Mange politikere er endt på en lygtepæl for mindre end det, der nu kræves for at blive folketingsmedlem eller minister”.


Myndighederne har altid vist stor fantasi, når det gælder om at finde nye veje for at fylde statskassen. I den forbindelse bør man lægge mærke til, at ordet skat ofte bliver erstattet med andre betegnelser såsom afgift, gebyr eller bidrag.


Da den romerske kejser Vespian ved vor tidsregning begyndelse trængte til flere penge for at bygge nye pragtbygninger i Rom, fandt han på en hidtil ukendt afgift. Han lagde skat på toiletterne. Da dette påfund blev kritiseret, svarede han med de berømte ord: “Penge lugter ikke”.


I Danmark siger man, at vi skal arbejde os ud af samfundsproblemerne, og samtidig brandbeskatter man arbejdet og beslaglægger gennem skatter, moms og afgifter op mod 90 procent af folkets indtægter.


Den måske mest berømte – eller berygtede – skat er “den første nats ret” eller “brudeskat”. Når en af godsejerens undersåtter giftede sig, havde godsejeren krav på en afgift. Denne afgift kunne erlægges i naturalier, d.v.s. bruden måtte tilbringe bryllupsnatten sammen med godsejeren i stedet for brudgommen.


Uægte penge

Thomas Gresham (1500-tallet), som senere blev adlet, begyndte sin karrierer som købmand i London. Han var en idérig og flittig købmand og blev grundlægger af børsen i London.


Dronning Elisabeth – der som alle andre monarker havde vanskeligheder med at få penge i statskassen – gjorde sir Thomas til sin finansrådgiver, og han svigtede hende ikke. Han havde endnu en god idé.


Indtil da havde mønterne været deres vægt værd i guld eller sølv. Nu fandt den smarte Gresham på at erstatte de ægte guld- og sølvmønter med legeringer af mindre ædle metaller. De nye mønter fyldte godt i Elisabeths kasser.


Men resultatet blev i den sidste ende, at “godtfolk” lagde de ægte mønter på kistebunden, medens kun de uægte cirkulerede. Dette befordrede den økonomiske naturlov, at “dårlige penge fordriver de gode penge” med alle de slette følger dette får.


I Rusland fandt zar Peter den Store (1700-tallet) på noget andet for at fylde rigets skattekister. Han var kendt for sin positive holdning overfor alt, der kom vestfra og han søgte at fremme Vestens påvirkning i sit isolerede og primitive rige. Da den vestlige mode påbød skægløshed, indførte Peter derfor den såkaldte “skægskat” for at få de mandlige undersåtter til at rage skægget af. Dette førte –  sammen med andre urimeligheder – til oprør og stridigheder.


Preusserkongen Frederik den 2., også kaldet Frederik den Store, der levede for ca. 200 år siden, havde flere hundrede “kaffesnusere” i sin tjeneste. Det var oftest pensionerede militærfolk, hvis opgave var at lugte sig frem til ulovlig indført kaffe, d.v.s. kaffe, der ikke var betalt skat af. Preusseren havde dengang en meget høj afgift på kaffe.


Skat på vinduer og døre

Det var naturligvis langt lettere at kontrollere, hvor mange døre og vinduer folk havde i deres huse, og det benyttede man sig af i Frankrig.


Husejerne blev simpelthen skattepligtige efter hvor mange døre og vinduer, man havde ud mod gaden. Den dag i dag undrer man sig som turist over de mange ældre huse i Frankrig – særligt på landet -, der ser så tillukkede ud, men her har man altså forklaringen. Noget lignende havde man i England, hvor “vinduesskatten” først blev ophævet i 1851.


I Holland findes der – hvilket danske turister ikke kan have undgået at lægge mærke til – mange utroligt smalle huse. Også dette har sin forklaring i skatten. Det var facadebredden, der kostede skattepenge. Man kunne bygge husene, lige så højt man ville, og så dybt som det passede en, men hver centimeter mod gaden eller vejen kostede dyre skatter. Den tåbelige skattepolitik lyser os i møde i hver eneste hollandske by.


Her i Danmark er skatters følger også blevet synlige og vil helt sikkert afspejle sig i historien.


Skattens fordyrelse af biler og benzin afslører sig i de trafikfarlige “bilvrag”, der kører på vejene. Og i selve landskabet er historiske slotte og herregårde ruinprægede på grund af ejendoms- og formueskatternes plyndring.


Utålelige afgifter

Forretningslukninger i det sydlige Jylland og massetransporter af danskere til nordtyske forretningscentre symboliserer utålelige vareafgifter.


Også den store “kursusindustri” givet et tidsbillede af skatteflåningen. Kroer og hoteller i hobetal laves til konferencecentre. Det skattefrie ophold giver en behagelig skattefri ferie for “kursisten” og skæpper hos hotelejerne.


Jo, de gamle franske, hollandske og engelske byer og bygninger fortæller skattehistorie, mens Danmark bærer præg af de nye tiders grådige skatter, der årtier fremover vil give et billede af “skatte-Pouls´” (Poul Schlüter, C, red.) politik.


Skatterne sløver i arbejdstiden, men giver til gengæld travlhed i fritiden, hvor indtjente penge har 3-dobbelt værdi og sætter en ekstra skattefri “kage” på bordet eller øger charterferiens charme.


Også den enkelte familie præges af “skatte-boom´et”. Skattetænkning og skatteunddragelse er blevet et led i børne- og ungdomsopdragelsen. Det er simpelthen en nødvendig nødværge, hvis man vil overleve under rimelige forhold.


Firkløveret” (V, C, CD og KrF, red.) har sat sig et historisk monument, mens Danmark bliver fattigere og fattigere og befolkningen “småkriminelle”.

A. Th. Riemann

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 36 / 17. årgang  / 3. november 1989

Indkomstskatten afvikles over 6-7 år

18. november 2008 50 kommentarer

Indkomstskatten afvikles over 6-7 år

Midt i denne måned indfandt støvets år sig for den danske indkomstbeskatning. Da vore bedsteforældre avlede den, levede befolkningen i småsamfund. Familiernes forhold var ensartede og overskuelige. Kyndige og retsindige ligningsfolk fastsatte husmandens og gårdejerens indkomster ihukommende den gamle verselinje: Rev vi marken let, det er gammel ret. Skete det alligevel, at indkomstskatten sattes lidt for højt, var det til at bære med en topbeskatningsprocent omkring de to og en halv.

Bedsteforældres ideer

Ak hvor forandret når skattevæsen folkene i dag istemmer: Marken er mejet! Nu har det udviklet sig til en professionel fagekspertise at skønne sig til alverdens virkelige og indbildte indkomster og at stable disse ovenpå hinanden for at slutte med en beskatning, der ofte rager væsentligt op over halvdelen af den postulerede indkomst.

Skattetryk af den størrelse er dødsensfarlig. Det fører til en forvridning af den økonomiske struktur. Mange mennesker mener ikke, det kan betale sig at arbejde og investere, medmindre det kan ske sort. Bedsteforældrenes idéer om skattebetaling efter evne er blevet til skattesnydning efter evne. Dette fører igen til forvridning af retsbegreberne og dermed sænkning af kulturstadet.

De største genier

Som tiden går, bliver det plattere og plattere umuligt at opretholde en indkomstskat rent teknisk. Med nutidsspecialiseringens stadigt skiftende beskæftigelsesstruktur kan ingen ligningsmand være tilstrækkelig sagkyndig til overalt at kunne bedømme den “virkelige” indtjening og de “virkelige” driftsomkostningsfradrag.

Skal man nå et stykke ad vejen, må man bruge de største genier i hver generation på noget så goldt og samfundsmæssigt urentabelt som skattearbejde. Staten må sætte kontrollanter på hver enkelt skatteyder for at følge ham i hans dagligfærd for at få fastlagt det nødvendige grundlag for den indkomstmåling, som er indkomstbeskatningens alfa og omega.

Uhumsk olding

Uanset hvad vore politikermunde har udsovset gennem årerne, har lovgivningshandlingerne været bestandige forhøjelser af beskatningsprocenterne og uforståelighedsmørelse af skattereglerne. Den psykologiske virkning heraf er, at ingen mere tror på, at det er muligt for de danske statsledere at virkeliggøre en varig menneskeliggørelse af indkomstskattebetalingen. Demoraliseringsprocessen skrider derfor rask fremad. Privathjemsrengøringingspersonalet, aktieselskabsfidusmagerne og skatteemigranterne vil, hvad enten Sir Henry logrer eller bjæffer føre os videre ad den vej.

Antagelig er det lykkeligst for Danmark, at få forceret den pinefulde operation: Væk med indkomstskatten. En national lykke ville det være, om vi kunne komme mange år forud for de omgivende lande med hensyn til at sige den efterhånden uhumske olding det endelige farvel.

Visionsløse teknokrater i gammelpartierne og embedsmnadspaverierne kan slet ikke se, at det kan lade sig gøre. Demagoger som vor udenrigsminister (Henry Grünbaum, A, Red.), forsøger endog at bilde folk ind, at vi ville blive ført tilbage til stenalderen ved afskaffelse af indkomstskatten.

Det er imidlertid ikke noget Andersen-eventyr, at vi over en tilstrækkelig lang årrække på forsvarlig vis kan kvitte den af os selv skabte indkomstskat. Striden kan alene stå om, hvor lang afviklingsperioden skal være. De eneste som seriøst har arbejdet med den opgave, er nået frem til det resultat, at afviklingen vil være 6-7 år.

Farvel til runde fødselsdage

En indkomstskats afviklingspolitik er nemlig det stik modsatte af den nuværende stagnationslinje. Flere og flere gode produktive kræfter frigøres jo, i stedet for at man som nu binder og forvrider dem. Den økonomiske opblomstring – finansieret af indenlandsk og udenlandsk kapital og arbejdsincitament – vil gøre hele afviklingsprocessen væsentlig lettere.

Igangsættelsen skal udråbes hurtigt gennem lovgivning, men der vil herefter hengå et lille års tid, før nedskæringen af de offentlige udgifter er så langt fremme, at indkomstskattelettelsen bliver aktuel.

På det tidspunkt er man imidlertid også kommet så langt frem, at man kan lade den altovervejende majoritet glide ud af indkomstskatten ved en bestemmelse om, at indkomstskatten opkræves som en enhedsskat på 50 % af de indkomstdele, der overstiger 60.000 kr. skattepligtigt, mens beløb op til den nævnte grænse går helt fri for beskatning.

Når det er sagligt rigtigt at tage det store spring med det samme, beror det på, at netop i indkomstgrupperne op til 60.000 kr. er der enormt meget at hente ved at sløjfe indkomstoverførelsesordninger og frigøre tilskyndelserne til at tage overarbejde. Arbejdskraftbesparelserne i skattevæsenet bliver der selvsagt virkelig mærkbare, når det er 80 % eller mere af befolkningen, der med et slag føres ud af indkomstskatteåget.

Står det til Fremskridtspartiet, bliver der ikke flere 15. maj´er, hvor den danske indkomstbeskatning kan holde runde fødselsdage.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 2 / 1. årgang / juni 1973

Imod den menneskelige natur at betale skat med glæde

12. november 2008 2 kommentarer

Warburg i spansk TV: Imod den menneskelige natur at betale skat med glæde

En ren maraton forestilling.

Sådan blev det, da spanske Tv-kiggere forleden – få dage før selvangivelsen skulle skrives – skulle høre om indkomstskattens forbandelser. 41/2 time tog seancen, men så blev der også budt på en spillefilm ind imellem, for at få al skattesnakken til at glide ned.

Som tidligere omtalt i FREMSKRIDT, havde det spanske fjernsyn ønsket at få skatteeksperten Mogens Glistrup med i “Programe la Clave”, en spansk udgave af Tv-aktuelt. Det modsatte justitsminister Erik Ninn-Hansen (C) sig. Han ønskede invitationen skulle gå videre til partikammerat Foighel, men det betakkede de spanske arrangører sig for. Der måtte være en grænse, mente de.

Og så blev Fremskridtspartiets statsrevisor Henrik Warburg budt på den spændende opgave.

Eneste sted i verden

Og hvordan gik det så? Warburg er returneret fra Madrid og fortæller” Det var bestemt meget interessant at diskutere indkomstskat med folk, der ikke har gennemlevet den danske form for indkomstbeskatning.

Men det blev en lang forestilling. Udsendelsen varede fra kl. 20 til kl. 00:30, kun afbrudt af halvanden times spillefilm. En pause, som vi deltagere i øvrigt benyttede til at spise middag i.

Det hele foregik med spansk-engelsk simultantolkning, så alle kunne forstå hinanden.

Med i debatten var bl.a. den tidligere finansminister som for syv år siden indførte den nuværende indkomstskat i Spanien, en konservativ og en kommunistisk politiker, samt en privat skatterådgiver.

Den nuværende socialdemokratiske vicefinansminister, som var meget skarp i sine analyser, var så venlig efter udsendelsen at sige, at jeg var kommet med mange interessante og nye betragtninger over emnet. Da gik det op for mig, at Fremskridtspartiet nok er det eneste parti i verden, hvor man så systematisk har analyseret indkomstskattens skadelige virkninger.

Men vi er nok også de eneste, der på samme tid har haft et kæmpeskattetryk og en Glistrup.

Man kvæles i regler og papir

Et af spørgsmålene til mig lød: “Hvad har Fremskridtspartiet i Danmark imod indkomstskatten“?

Og den var jo nem nok.

Indkomstskatten er en skat på arbejde, produktion, initiativ og økonomisk vækst. Man beskatter det folk skaber, det de lægger ind i samfundet og ikke det de forbruger, ikke det de tager ud af samfundet. Den slags kan i praksis ikke administreres rimeligt. Alle kvæles i regler og papir.

Dertil kommer, at indkomstskatten ikke er social retfærdig. Det er middelstanden og lønmodtagerne der belastes særligt hårdt på grund af ringere mulighed for fradrag. Man beskattes ikke efter evne til at betale, men efter manglende evne til at skaffe sig fradrag eller til at snyde.

Den tyggede de så lidt på.

Imod den menneskelige natur

Det var tydeligt, at for regeringsrepræsentanten drejede det sig om, at få spaniolerne motiveret til at betale skat med glæde. Men det vil ikke lykkes.

Det er simpelthen imod den menneskelige natur at betale skat med glæde. Man tror, at bare folk føler, at de får noget for deres penge, vil de gerne slippe skillingerne. Men der tager man grundigt fejl, den går ikke.

Beviset ligger i Danmark, hvor den offentlige sektor i hvert fald for nogle år tilbage virkede så godt, som man nu kan forvente, at sådan èn gør, når lederne ikke har et økonomisk eller personligt ansvar for deres dispositioner.

I den lange udsendelse kom vi også indkomstskat på at snakke sort arbejde.

Kommunisten var meget forarget og mente, at den skader beskæftigelsen. Og socialdemokraten gav ham ret.

Det gjorde jeg ikke. Sort løn er netop en form for løn, som man kan være sikker på, at der ligger produktion bag. Og i al den tid folk arbejder sort, er man helt sikker på, at de reelt er beskæftiget. Ganske vist indgår den form for arbejde ikke i statistikken.

Modelforsøget

Indkomstskatten er derimod langt skadeligere for beskæftigelsen. Den presser bruttolønnen i vejret og skader derved konkurrenceevnen. Den eneste eksport indkomstskatten gavner, er eksporten af arbejdspladser.

Som eksempel kunne jeg berette om 1969, hvor vi i Danmark havde det skattemilde år, Et kæmpemodelforsøg med, hvordan skattelettelser virker. I 1969 betalte vi skat af indkomsten i 1968 og i 1970 var det 70-indkomsten der beskattedes. For mange mennesker blev selve 69-indkomsten ikke beskattet. Og i det år havde man så den dobbelte økonomiske vækst af det vi havde i årerne både før og efter.

Også den tyggede de længe på i det spanske television.

T. Zinglersen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 25 / 11. årgang / 3. august 1984

%d bloggers like this: