Arveafgift

26. april 2009

Arveafgift

I februarudgaven af ”Det vil vi i Fremskridtspartiet” lyder et af de nye punkter:

”45. Arveafgift svares ikke, hvis arvingen er en fysisk person og han enten er ældre end arvelader eller dog mindre end 10 år yngre end han”.

Begrundelsen herfor er, at de gældende arveafgiftsregler forskelsbehandler landets familier. Der opstår nemlig større samlet afgiftsbelastning på slægtsformuen, når der kommer hyppige arvefald som følge af, at der ikke består den sædvanlige generationsforskel mellem arvelader og arving. Dertil kommer, at det ofte vil føles unaturligt med et indbrud fra skattevæsenets side i økonomien, hvis midlerne stort set forbliver i samme generation eller måske endda går op i en ældre generation.

De hyppigst forekommende tilfælde er barnløse ægtefæller eller ægtefæller, der ikke kan sidde i uskiftet bo, for eksempel fordi der har været særejemidler. Imidlertid forekommer der jo på den ene side ægteskab mellem personer, som der er stor aldersforskel på og på den anden side tilfælde, hvor arvingen ikke har vielsesattest med afdøde – for eksempel tilfælde, hvor ugifte søskende igennem et langt liv har haft fælleshusholdning.

Fremskridtsforslaget er i paragrafform forelagt Folketingets skatte- og afgiftsudvalg og forventes at komme til afstemning i folketingssalen i foråret 1976.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 8 / 4. årgang / 22. april 1976

Advertisements
%d bloggers like this: