Forside > Fremskridtspartiet, Mogens Glistrup > Ord af Mogens Glistrup

Ord af Mogens Glistrup

24. oktober 2010

Ord af Mogens Glistrup

En af grundene til, at de gamle partier har bevaret deres næsten-monopol er, at de for længst er etablerede, så de ikke oplever de splittelser og fraktionsdannelser, som normalt slår nye partier ihjel eller i al fald får næsten hele befolkningen til at vende sig fra dem med afsky: Hvordan skal de dog kunne styre landet, når de ikke kan styre sig selv, men blot bruger deres kræfter på indbyrdes persondolkninger i stedet for at samle sig om, at gøre noget godt for det Danmark, der lever uden for de snævre partikredse.

Fra første Fremskridtsfærd har jeg været fuldt opmærksom på denne kæmpefare. Den har bestemt min holdning til organisation, og den har for mig understreget, at vidtstrakt indbyrdes tolerance ikke blot er den rigtige holdning, men også enormt nødvendig indadtil for, at et nyt parti overhovedet kan fortsætte med at være stort og vokse sig endnu større.

Men de gamle partier og deres journalister er selvsagt også opmærksomme på tingenes sammenhæng. Derfor har de nu gennem 6½ år pustet kraftigt muligt til splittelsesmuligheden i det Fremskridtsparti, som udgør den alvorligste trussel mod, at de fortsat kan hengive sig til pampermisbrug.

De har opfundet strammer/slapperproblematikken og pustet så kraftigt til den, at der er nogle af vore egne, som tror, at det er en realitet.

Men det er det kun, hvis vi selv lader os overvælde deraf.

Sandheden er, at Fremskridtspolitik er strammerpolitik. Uden en strammerlinje kommer Danmark ikke ud af den misere, hvori gammelpartiernes 20-årige slapsvanse har anbragt os.

Men sandheden er også, at Fremskridtspolitik er realistisk politik. Fremskridtspartiet har bestandig foran i sit program skrevet – og i praksis efterlevet – at partiet ikke er noget alt-eller-intet-parti, men indstillet på at støtte alt, hvad der er Fremskridt – om end det så kun bevæger sig i snegletempo i den rigtige retning.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 13 / 7. årgang / 20. august 1979

Advertisements
  1. Endnu ingen kommentarer.
  1. 15. august 2013 kl. 12:47
  2. 14. september 2013 kl. 10:30
  3. 15. september 2013 kl. 07:23
  4. 11. november 2013 kl. 07:39
Der er lukket for kommentarer.
%d bloggers like this: