Forside > Uncategorized > Hvem tilkommer afgørelsesretten?

Hvem tilkommer afgørelsesretten?

16. januar 2012

Hvem tilkommer afgørelsesretten? 

I moderne tid skal der hver dag træffes snesevis af millioner af afgørelser i Danmark. Hvis der ikke træffes nogen afgørelse i et anliggende, er det i og for sig også en afgørelse, der ofte vil påvirke udviklingen mindst lige så kraftigt, som hvis der direkte var blevet besluttet noget.

For så vidt angår afgørelserne med noget længere rækkende betydning er der naturligt nok ganske kraftige politiske diskussioner om, hvem af de 5,1 millioner danskere der skal bestemme (for så vidt der ikke er tale om nogle af de stadig flere områder, hvor det gældssyge Danmark reelt har pantsat beslutningsretten til udlændinge).

Her har vi det helt principielle problem, som er afgørende for mangfoldige politiske enkeltemner.

David Rehlings naturfredningsdebat drejer sig eksempelvis ikke om forurening og miljø. Den angår dybest set spørgsmålet om, hvorvidt tidspunkt og omfang for eksempel gylleudkørsel fra enkelte landbrugsbedrifter skal tilrettelægges af landmanden eller en offentlig myndighed.

Den herskende klasse der dominerer fjernsyn, radio, aviser, organisationer, ministerierne, Folketing og domstole (rækkefølgen er ikke tilfældig) vil absolut have, at styring og kontrol skal ligge hos embedsmændene.

Fremskridtspartiet er ene om den personlige friheds standpunkt nemlig, at afgørelsen oftest skal ske hos den enkelte ejer af virksomheden og den ejendom, som tingene drejer sig om.

Til festbrug kan man nok høre repræsentanter for partiet Venstre o.l. forfægte noget lignende, men det eneste der tæller er, at når der skal stemmes i folketingssalen, er disse uheldige helte altid at finde på det sted, hvor medievinden i øjeblikket blæser kraftigst.

Og det vil den så at sige altid gøre til fordel for, at det er det offentlige, der skal have bestemmelsesretten således, at landbrugerens, fiskerens og erhvervsmandens og ejendomsejerens vilje sidder i kontorchefens bukselomme.

Jeg nævnte som eksempel den igangværende miljødebat, men kunne lige så godt have omtalt spørgsmålene om flygtninge, om redigeringen af statens fjernsyn og radio, om skoler, om private sygehuse, om asbest, og genteknologi, om ØD, om produktionssammensætninger og om et væld af andre områder. Nært beslægtet med denne problemstilling er, om man i Folketinget økonomisk via tilskuds– og skatteregler tilvejebringer den tilstand, at det er liv eller død for den enkelte næringsdrivende, at han opfører sig, som det kræves af finakademikerne, der er så umådeligt kloge udi egen indbildning.

Det er helt fundamentalt afgørende i denne konflikt kraftigt at styrke Fremskridtspartiet. Får de onde kræfter lov til at tilkæmpe sig endnu mere magt, vil det totalt kvæle frihedens livsform, som i praksis har vist sig, at være alt andet særdeles overlegent. Både hvad angår menneskelig trivsel og lykke og i henseende til at skabe økonomisk velstand, rigdom og velfærd.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 18 / 15. årgang / 22. maj 1987

%d bloggers like this: