Arkiv

Posts Tagged ‘DR’

Efter deadline

11. oktober 2012 16 kommentarer

Efter deadline

Med baggrund i DR1 Tv-udsendelsen den 5. maj, bringes hermed Kim Behnkes henvendelse til Danmarks Radio:

Vedrørende en DR-udsendelse

Anledningen til denne henvendelse er en meget beklagelig oplevelser vi har været ude for i Fremskridtspartiet.

Allerede under folketingsvalgkampen er der en person, som oplyser han hedder Christian Nielsen, der henvender sig til vort sekretariat (Bent Erik Olsen) med spørgsmål om, hvordan han skal forholde sig, hvis han vil give Fremskridtspartiet et bidrag til valget. Han får oplyst vores giro nr. på vores valgfond og i øvrigt oplyst, hvordan han skal forholde sig. Han ringer flere gange og oplyser at han er bange for om myndighederne får oplyst, at han har givet bidrag. Vi oplyser ham om, at vores regnskaber er offentlige, men at vi derudover ikke giver særlig meddelse om, hvem der støtter os.

Der sker imidlertid ikke mere.

Efter valget ringer han igen og vil nu have et møde med Kirsten Jacobsen om en donation til partiet m.v. Han får lavet en aftale med vores sekretariatschef, Bent Erik Olsen om at gøre fremmøde den 23. april. Han kommer og optræder, som efterlader det indtryk, at han har en sygdom eller lignende. Han er meget bekymret for myndighederne m.v. Han når at snakke med Kirsten Jacobsen (Z) og vil have hende til at stille et spørgsmål til en minister. Det vil Kirsten Jacobsen selvfølgelig gerne. Han tilbyder at give partiet penge. Kirsten vil dog ikke modtage penge for det, eftersom alle får gratis service hos os. Manden har 30.000 kr. med i kontanter, som han vil give Fremskridtspartiet. Han giver sit navn og adresse på et stykke papir, så vi kan sende spørgsmål/svar fra ministeren til ham.

Da han har forladt vores kontor, mødes Kirsten Jacobsen, undertegnede og Bent Erik Olsen ganske kort. Manden har efterladt det indtryk hos Kirsten og Bent, at han måske er uligevægtig eller måske under behandling. Vi beslutter os for IKKE at modtage pengene fra ham, men at lægge dem i en forseglet kuvert i vores pengeskab. Vores bekymring er, at et familiemedlem, en hverve eller lignende måske vil henvende sig med ønske om at få pengene retur, da Christian Nielsen har disponeret forkert.

I dag, den 30. april 1998, bliver både Kirsten Jacobsen og Bent Erik Olsen ringet op fra en medarbejder, Jersild, som nu oplyser, at “Christian Nielsen” er en DR-medarbejder, som har været hos os med skjult båndoptager for at afsløre, om vi modtager bidrag mod loven. Samtalerne i dag afsluttes med at Jersild oplyser, at han i øvrigt også har båndoptaget disse telefonsamtaler.

Jersild beskylder os for at have modtaget pengene ulovligt. At vi tager imod penge for at stille spørgsmål, og at vi har lovet manden anonymitet. Kirsten Jacobsen oplyser over for Jersild, at det ikke er tilfældet.

For det første har vi ikke modtaget pengene, men har dem liggende i forvaring, fordi vi var dybt skeptiske over for personen, og hvorvidt han disponerer retsmæssigt over pengene.

For det andet tager vi ikke imod penge for at stille spørgsmål i Folketinget. I Fremskridtspartiet hjælper alene Kirsten Jacobsen omkring 6.000 borgere om året. Dertil kommer gruppens øvrige medlemmer – vi tager aldrig imod penge for vores arbejde, hvilket også klart blev meddelt af Kirsten Jacobsen til “Christian Nielsen”.

For det tredje har vi både navn og adresse på manden, hvilket ville være bogført i vores hovedbestyrelses bogholderi og regnskab for 1998, lige som andre bidragsydere vil blive opført, såfremt de giver partiet mere end 20.000 kr. (det sker desværre ikke så tit!).

Jeg vil på vegne af Fremskridtspartiet udtrykke min kraftige påtale over for den måde, Jersild tilvejebringer materiale til udsendelsen. Jeg vil gøre ophævelse imod, at DR anvender licenspenge til at yde bidrag til de politiske partier – hvorfor jeg også tilbagesender den forseglede kuvert i uåbnet tilstand.

Vi forventer en uforbeholden undskyldning for denne sag og forventer, at du vil påtale over for rette vedkommende, at DR benytter sig af denne type metoder.

Kim Behnke

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 5 / 26. årgang / maj 1998

Sådan behandles Fremskridtspartiet af medierne

8. september 2012 16 kommentarer

Sådan behandles Fremskridtspartiet af medierne

Fortielser, fordrejelser og direkte usandheder er hverdagskost i avisers, radios og Tv’s behandling af Z-politikken og Z-folk. FREMSKRIDT dokumenterer to aktuelle eksempler. 

Foretager Fremskridtspartiets folketingsgruppe sig aldrig noget? Man læser aldrig om det i aviserne! Hvad er der blevet af Mogens Glistrup? Man hører aldrig noget til ham!

Sådan lyder et par af de spørgsmål hovedbestyrelsens og folketingsgruppens medlemmer og andre fra partiets centrale organer meget ofte mødes med i deres daglige omgang med andre mennesker ude i den virkelige verden.

Svaret lyder, at mediernes aktuelle holdning til Fremskridtspartiet er, at et hel- eller halvglemt parti har svært ved at skaffe sig stemmer. Vi skal derfor omtales så lidt som muligt. “Fremskridtspartiet skal dø i fred”, som de så slangefromt udtrykker det.

Og omtales partiet eller dets ledende medlemmer en sjælden gang, sker det med fordrejelser og direkte løgnagtigheder, så Z-kilden har mere end vanskeligt ved at genkende den oprindelige historie og de faktiske kendsgerninger.

Den sædvanlige flæben om uvederhæftige journalister og manipulerende presse? Nej!

At det virkelig forholder sig som overfor beskrevet, vil FREMSKRIDT i denne uge – med to aktuelle eksempler – dokumentere sort på hvidt.

Berlingske Tidendes lede leder

Den 2. februar holdt partiets hovedbestyrelse møde hos Ib Stæhr i Silkeborg. Et medarbejderhold fra Tv-avisen aflagde besøg og optog omkring 10 minutters snak med landsformand Annette Just. I TV-A´s udgave, “Søndagsavisen”, samme aften, blev det til ca. 20 sekunders enetale af Annette Just, der gav seerne indtryk af, at forsamlingen stort set intet fornuftigt havde beskæftiget sig med den hele dag. Der stod ellers flere store sager af både politisk og organisatorisk karakter på dagsordenen.

Berlingske Tidende beskæftigede sig med samme HB-møde i en leder den 4. februar, under overskriften “Lavvande i kassen” hed det blandt andet: “Fremskridtspartiet er i vanskeligheder. Det går dårligt i opinionsmålingerne, og det bliver stadigt sværere for partiet at markere sig i den praktiske politik. (…) I et forsøg på at sanke stumperne har partiledelsen overvejet, hvorledes der kan stilles et værn op over for den stadige udsivning. En ting er, at den rammer partiet på dets politik, noget andet – og næsten endnu alvorligere – er, at det betyder svindende indtægter for partikassen. De vederlag, som kommunalbestyrelsesmedlemmer modtager, er for store deles vedkommende gået i partiets pengetank. (…) Derfor arbejdes der nu med et forslag, ikke om større partiskat, men om bindinger, som hindrer frafaldne i at ramme partiet to gange: Først ved at gå, dernæst ved at tage indtægter fra vederlag mv. med sig. Det kan blive småt for enhver”.

Ikke sandt, løgn og sludder! For hvilken partiskat er det Fremskridtspartiets medlemmer af kommunalbestyrelser, amtsråd, Folketinget, Radiorådet, statsrevisionen o.s.v. betaler eller har måttet betale? Ingen, aldrig én eneste krone! Ikke fordi partikassen ikke har haft – og har – god brug for det, men fordi partiet som bekendt er imod indkomstskat – under alle former. Derfor har Fremskridtspartiet, i modsætning til en række af landets øvrige politiske partier, aldrig tvangsopkrævet så meget som én eneste rød femøre hos så meget som ét eneste medlem.

Noget helt andet er selvfølgelig de frivillige bidrag til partiarbejdet og valgkampagner, som adskillige, både medlemmer og andre, gennem årerne har været villige til at yde. Men det er nu vist i øvrigt langt fra de, der har haft indtægter fra partiarbejde eller tillidserhverv, der har været de største og de flittigste bidragsydere.

Glistrups dementi

Allerede samme dag, som Berlingske Tidende offentliggjorde sin lede leder, sendte Mogens Glistrup avisen følgende brev:

“Virum den 4. februar 1986

Berlingske Tidende, Pilestræde 34, 1147 København K.

De bedes optage følgende protest-indlæg:

Nok er Fremskridtspartiet helt alene på markedet med et sammenhængende program for at fjerne gælds- og skatteåget på den danske befolkning. Alligevel arbejder vi hårdt hele tiden for stadig at være på højde med udviklingen.

Vort syv timers hovedbestyrelsesmøde i søndags beskæftigede sig således med EF, socialpolitik, landbrugsforhold og mange andre samfundsmæssige anliggender. Da mødet stod på kanten af sin afslutning, blev det nævnt, at der var en, der havde sagt noget om, at det er urimeligt, at Fremskridtsfolk gang efter gang offervilligt spytter tusindvis af kroner i bøssen for at føre valgkamp for folk, der på den basis kommer ind i kommunalbestyrelser og på fire år får scoret mellem en halv og en million ned i deres egen lomme, men som – måske dagen efter valget – svigter det Fremskridtsgrundlag, de er valgt på, og går over til Venstre eller andre landsødelæggerpartier.

Disse rent parentetiske bemærkninger er det eneste, som Berlingske Tidende har beskæftiget sig med  fra mødet . Bl.a. i en leder den 4 ds., som groft forvansker sandheden.

Sådan som Berlingske Tidende altid har forvansket og undertrykt sandheden om Fremskridtspartiet.

Skal vore børn og børnebørn have nogensomhelst mulighed for at leve i et lykkeligt samfund med personlig frihed, er det på tide, at Berlingske og de andre medier går i gang med at meddele sandfærdige oplysninger om Fremskridtspolitikken. Den er landets eneste redningsplanke.

 

Mogens Glistrup, Hummeltoftevej 125, 2830 Virum”.

—————————

Men protesten kom aldrig i Berlingske Tidende. Den 14. marts, altså halvanden måned efter(!), modtog Mogens Glistrup dette brev fra avisen:

“Tak for Deres brev, som vi har læst med interesse.

Vi ser desværre ingen mulighed for at placere det, hvorfor det vedlagt returneres.

 

Med venlig hilsen, Berlingske Tidende, Jørgen Ginnerup”. 

Mogens Glistrup måtte altså ikke komme til orde, og hans dementi ikke offentliggøres. Berlingskes løgne-leder skulle ikke modsiges.

————————–

Jyllands-Postens fortielser

I FREMSKRIDT nr. 12-86 (side 5) blev der vist, hvorledes Morgenavisen Jyllands-Posten i en leder skamroste CD “for at tale husejernes sag” og helt “glemte”, at det rent faktisk er Fremskridtspartiet, der i Folketinget har fremsat forslag til lov, som skal neutralisere den nye gigantiske “lejeværdi af egen bolig“, som bliver følgen af den 18. almindelige ejendomsvurdering.

 

Påske-søndag var den igen gal med hukommelsen i bladhuset i Viby J.

Dagen før, lørdag den 29. marts, havde Fremskridtspartiets politiske ordfører, Pia Kjærsgaard, via telex ladet udsende en pressemeddelelse om at Z-gruppen i Folketinget atter vil forsøge at få bilernes fartgrænser ændret. I pressemeddelelsen henviste Pia Kjærsgaard til en ny undersøgelse, der viser, at de nugældende hastighedsbestemmelser ikke overholdes og at det vil være bedre for både trafiksikkerheden og retsbevidstheden om loven ændres, så hastigheden skal afpasses efter forholdende. På den måde kan bilisterne koncentrere sig om selve kørslen og ikke om speedometret. Endelig mindede Pia Kjærsgaard om, at den nugældende forfejlede lov blev vedtaget af et meget spinkelt flertal i Folketinget (èn stemme), og at man derfor kan håbe på, at et nyt folketingsflertal vil være med til at ændre den igen.

Jyllands-Posten bragte dele af pressemeddelelsen i en beskeden 1-spaltet opsætning i søndagsudgavens 1. del, side 8. I samme udgave behandlede redaktionen det selv samme emne og den selv samme problematik i en stor 4-spaltet leder. Men (naturligvis!) uden hverken at nævne eller henvise til Fremskridtspartiets dagfriske folketings-initiativ på området.

Dårlig journalistik.

Beskidt manipulation.

Flere forglemmelser

I sin leder skrev Jyllands-Posten blandt andet:

Undersøgelser tyder på, at fartgrænserne for biler ikke overholdes. For folk, som selv kører bil, kommer det altså ikke som nogen stor overraskelse.(…) Sagen er, at fartgrænserne er en misforståelse, og det vil de blive ved med at være, indtil den dag Folketinget finder på at ophæve dem igen.

De trådte i kraft pr. 1. oktober sidste år, efter at være blevet vedtaget i Folketinget af Socialdemokratiet, Det radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Venstresocialisterne med et flertal på kun én stemme. Allerede i november havde tinget en ny diskussion om fartgrænserne, men der kunne ikke skaffes flertal for at sætte dem op, skønt borgerlige politikere ønskede det.

Redaktionen “glemte” altså også at nævne, at den folketings-diskussion “allerede i november”, som den selv henviste til, var foranlediget af Fremskridtspartiet, og at de “borgerlige politikere der ønskede det” (at ændre loven), var Fremskridtspartiets folketingsgruppe.

Skoleeksempler

Det, der her er dokumenteret, er skoleeksempler på, hvordan medierne fupper med deres orientering om Fremskridtspartiet, dets politik og dets folk. Og er blot et par eksempler ud af mange.

Stol på FREMSKRIDT.

Pressen er fuld af løgn.

T. Zinglersen

P.S.: Ved redaktionens slutning har pressen – ikke mindst Radioavisen – travlt med at fortælle om skatte”reform” partiernes indgreb mod den forventede store stigning i lejeværdi af egen bolig, som følge af den nye ejendomsvurdering. Selvfølgelig uden at fortælle, at Fremskridtspartiet spillede ud i den sag for allerede 6 uger siden med et lovforslag i Folketinget. Se FREMSKRIDT nr. 8 og 9 -86.  

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 14 / 14. årgang / 31. januar 1986

Sådan misbruger DR mil. af licenskroner

6. september 2012 7 kommentarer

Sådan misbruger DR mil. af licenskroner

Tror De, at De får radio- og fjernsynsprogrammer for alle Deres dyre licenspenge? Det gør De ikke! 

En god del af de ca. 1,6 mil. kroner Danmarks Radio – med Folketingets finansudvalgs godkendelse – tvangsudskriver i licens, misbruges nemlig på det groveste. Til ting og sager og foranstaltninger, der intet som helst har med programproduktionen at gøre. Og her ser vi helt bort fra de hundrede af millioner, der ødsles bort til den omfattende administration i det overbureaukratiserede monopol.

Kantineunderskud på 7 mil. kr.

Hvor grelt det gennem årene har udviklet sig, afsløres ved gennemlæsning af Danmarks Radios nye udsendte regnskab for 1983.

Her kan det således konstateres, at det kostede licensbetalerne næsten 7 millioner kr., at DR-medarbejderne ikke tager madpakke med hjemmefra. Eller sagt på en anden måde: Driften af Danmarks Radios kantiner og spisestuer har i 1983 belastet licenskassen med 6.838 mil. kr. Det er godt nok en forbedring på omkring 1,2 mil. kr. i forhold til året før, men alligevel helt uanstændigt og i øvrigt i strid med statens cirkulære vedrørende drift og tilskud til det offentliges kantiner.

Personaleforeninger og rejselegater

Og fråseriet fortsættes på en lang række andre felter. Tilskud til personaleforeninger, andre organisationer og personaleblad har været på henholdsvis 492.000 kr., 116.000 kr. og 584.000 kr. eller tilsammen over 1 million kroner.

Til rejselegater er anvendt 331.000 kr., til understøttelse til ikke-pensions berettigede medarbejdere 1.005 mil. kr. mens indkøb af kunstværker blot har sneget sig op til runde 30.000 kr.

Hyggeweekender

To årlige lyttermøder, som består i hyggeweekender på luksushoteller rundt i landet med rigelig spisning og drikkelse for radiorådsrødder, DR-chefer og medarbejderrepræsentanter samt medlemmer af de aldeles overflødige amtslige programråd og som for skams skyld garneres med et par uforpligtende foredrag og lidt snik-snak-debat kostede de glade (?) licensbetalere 323.000 kr.

DR-årbogen, en overflødig prestige tryksag med flotte farver på fornemt papir indeholdende lidt statistik samt ligegyldige udgydelser af skiftende radiorådsformænd og stationære monopolchefer løb i 1983 op i 305.000 kr., og det var endda en besparelse på 40.000 kr. i forhold til budgettet, hvor der var afsat hele 345.000 kr. til værket, som sendes til en snæver kreds af DR`s venner og forretningsforbindelser, men afgjort hverken er til gavn eller glæde for de – kunderne – der betaler gildet.

Underskuddet på rundvisninger i Radiohuset og TV-byen blev holdt på 43.000 kr. mens DR`s repræsentation nåede at runde 1.370 mil. kr.

Danske film

Alle disse beløb kan måske, set i relation til Danmarks Radios samlede årsbudget på 1,6 milliarder, synes forholdsvis beskedne. Men sammenlagt udgør de trods alt i omegnen af 12 mil. kr., som anvendt med fornuft i produktionen, kunne have betalt mange lytter- og seervenlige programmer. Hvad med eksempelvis ældre, populære danske spillefilm i TV, som de lærde og verdensfjerne DR-magistre gennem de seneste år aldeles har forholdt seerne. “Producenternes prisforlangende er for højt, vi har ikke pengene” lyder undskyldningen.

Jo, pengene har man, man  anvender dem blot forkert.

DR-huse over hele landet

Af regnskabet fremgår det også, at de 19.274 timers radio og 2.694 timers fjernsyn, der blev udsendt i 1983, tilsammen har kostet 1.325.032 mia. kr. Heraf udgør personaleudgifterne alene lige ved 721 mil. kr., mens de såkaldte afdelings- og specialomkostninger, der bl.a. dækker over administration, løber op i 358 mil. kr.

Fremskridtspartiets repræsentant (tidligere repræsentanter) har naturligvis gennem alle årerne tordnet mod alt dette ødsleri, der har nødvendiggjort den ene grove forhøjelse af licensen efter den anden. Men forgæves. Socialdemokrater, radikale, Venstre, CD og konservative har på det nærmeste kappedes om, hvem der kunne få millionerne til at rulle hurtigst.

DR-driftledelsen har ikke holdt sig tilbage med forslag og tiltag, herunder ønsket om at se monopolet under eget tag i snart sagt hver en landsby Riget over, men kan i øvrigt ikke bebrejdes misbruget da budgettet, som radiorådsflertallet har afstukket, er overholdt.

Et frisk eksempel

Hvor stor lysten til at friholde licensbetalerne for øgede byrder er blandt de øvrige partier, blev tydeligt illustreret på forrige uges radiorådsmøde.

Et forslag fra Fremskridtspartiets Torben Zinglersen om, at overføre 30 mil. kr. fra et regnskabsmæssigt overskud i 1983 til budgettet for 1985, for på den måde at imødegå en allerede bebudet licensstigning på et tilsvarende beløb, fik kun Zinglersens egen stemme.

Så nu bliver millionerne i stedet puttet i Radiospredningsfonden.

– Jeg mener afgjort pengene havde ligget både bedre og mere sikkert i licensbetalernes egne lommer, men det synes radiorådsflertallet inkl. V. A. Jakobsen altså ikke, siger Torben Zinglersen.

g-mand

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 19 / 12. årgang / 18. maj 1984 

Røde hunde

15. august 2012 14 kommentarer

Røde hunde 

Jamen, det er jo sådant noget, der optager de unge. Det er den slags de beskæftiger sig med, interesserer sig for og taler om.

Sådan omtrent lyder det fra cheferne i Danmarks Radios Børne- og Ungdomsafdeling og Kultur- og Samfundsafdelingen, Mogens Vemmer og Jørgen Vedel-Petersen, og fra andre af statsmonopolets magthavere, når det veldokumenteret påpeges, at de i deres ivrige socialiserings-håndlangervirksomhed – og i strid med radioloven! – overdoserer med alt deres freds-, BZ-, antiatom-, antiraket-, antiamerikansk- og såmænd også antidansk – præk. Eller fylder æteren med reklamegas for snart den ene, snart den anden venstrefløjsdomineret “græsrodsbevægelse“.

Men det er ikke den slags undergravningsvirksomhed, der optager nutidens unge. De har sundere interesser. I hvert fald langt de fleste af dem.

Vi andre har vist det hele tiden, og nu har æterforurenerne fået syn for sagn.

En ny opinionsundersøgelse foretaget af Gallup og offentliggjort i Berlingske Tidende fastslår nemlig, at kun fem procent af de unge, det vil sige i aldersgruppen 15 til 29 år, er medlem af en af disse såkaldte græsrodsbevægelser, og de kommer hovedsageligt alle fra venstrefløjspartierne VS, SF og Danmarks kommunistiske Parti.

Hertil kommer, at undersøgelsen fortæller, at kun fjorten procent af de unge på et tidspunkt overhovedet har overvejet at melde sig ind i en græsrodsbevægelse.

Sådanne tørre tal burde selvsagt få monopolets undergravningsledere til at stikke fløjten ind, eller i hvert fald få Radiorådet til at belære dem om, at linjen skal lægges om, så lovens ord om alsidighed efterleves. Men se om det sker.

Et tidligere Z-medlem af Radiorådet mente engang at kunne konstatere, at en række af DR`s medarbejdere var stærkt angrebet af børnesygdommen Røde Hunde. En vist meget præcis diagnose.

Ledelsen dalrer videre uden at lede, og Radiorådets flertal svigter sit ansvar, så kuren er endnu ikke indledt.

Og imens breder sygdommen sig.

T. Zinglersen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 36 / 12. årgang / 19. oktober 1984

Usaglig Tv-dækning af landsmøde

3. juli 2012 14 kommentarer

Usaglig Tv-dækning af landsmøde 

DR1s reportage søndag aften fra Fremskridtspartiets landsmøde i Aars levede desværre ikke op til forventningerne. Usagligt og overfladisk. Endvidere var der i udsendelsen en alvorlig fejl, og de ansvarlige bliver nu stillet til ansvar ifølge medieansvarlighedsloven, siger Fremskridtspartiets genvalgte landsformand, Johannes Sørensen, der desuden er medlem af Danmarks Radios bestyrelse.

– Under udsendelsen blev det påstået, at ”kun en gang tidligere har det set værre ud end i dag. Det er tvivlsomt, om partiet overhovedet kommer ind ved næste valg”. Det er forkert. Specielt når man tænker på, at den seneste meningsmåling giver Fremskridtspartiet 4,1 % af stemmerne. Den ansvarlige journalist vil blive stilet til regnskab for denne alvorlige fejl.

– Reportagen startede og sluttede med længerevarende interviews med Mogens Glistrup. Det have intet som helst at gøre med Fremskridtspartiets landsmøde, og det ved DR1 udmærket. Allerede lørdag stod det klart, at Glistrup ikke ville blive inviteret til mødet. Derfor har DR1 gjort sig skyld i falsk reklame, når de har reklameret med, at de ville sende en halv times reportage fra Fremskridtsparties landsmød. Sagen rejses nu over for Danmarks Radios programråd.

Medierne har endnu en gang bevist, at de ikke er deres opgave voksen. Landsmødet var præget af politiske indlæg og sund debat, og der var en virkelig god stemning på dette rolige og konstruktive landsmøde, hvorfra deltagerne tog hjem glade og optimistiske. Desværre fokuserede dele af pressen på alt muligt andet, og DR1 formåede på en halv time at tegne et helt forvrænget billede af et stort, flot og positivt landsmøde. Det er bittert og helt uacceptabelt, slutter Johannes Sørensen

Johannes Sørensen

Landsformand

Pressemeddelelse

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 10 / 24. årgang / oktober 1996 

Masser af Z-stemmer

3. maj 2012 Skriv en kommentar

Masser af Z-stemmer 

Fra nu af og til valgaftenen kl. 20 drejer det sig om, at hver eneste af os bruger alle sine kræfter, tid, opfindsomhed og al sin energi på at overbevise de ca. 97 % af uoplyste, der ifølge meningsmålingsmålingerne i øjeblikket er i den danske vælgerbefolkning.

Vi skal slås for den gode Z-sag med al den kraft, vi overhovedet kan aktivere. Idealet er, at vi brugte 168 timer om ugen på at score flest mulige Z-stemmer. Det kan ingen selvsagt klare. Men så må vi bruge så megen tid, som vi overhovedet kan overkomme til den for fremtiden vigtige opgave, at der kommer flest mulige liste Z-krydser i valgurnerne.

Den eneste begrænsning er, at vi ikke skal synke ned på niveau med de andre partier, som blot er interesserede i stemmekøb ved at love alt godt fra havet ved, at Big Brotherstat hjælper med tilskud her og tilskud der. Tilskudsdillen formindsker katastrofalt udfoldelsesmulighederne for alle nulevende 5,1 million danskere og deres børn og børnebørn.

Selv om mange – der har gået i Danmarks Radios fordummelsesskole – er blevet hjernevasket til at tro, at det at de får offentlige tilskud er til gavn for dem er sandheden, at tilskuddene virker som en rusgift. Som den, der indtager alkohol, narko eller andre dopings midler i et umådeholdent omfang, virker tilskuddene i første omgang tilsyneladende livgivende, men de er dræbende på længere sigt.

Mogens Glistrup 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 10 / 15. årgang / 20. marts 1987

Sandsynlighedsmatematikkens folkestyrevigtighed

16. april 2012 1 kommentar

Sandsynlighedsmatematikkens folkestyrevigtighed

Folketingets opgave er at skabe størst mulig lykke hos befolkningen.

En af hindringerne for at gøre det er, at fornuftsbestemt risikoafvejning ikke er en udbredt foreteelse. Så snart man nævner kernevåbenkrig, forureningsmuligheder, atomkraftværker eller for den sags skyld en 13 ´er i tipning, forbinder mange mennesker ydertilfældet med sig selv og har slet ikke virkelighedsnære forestillinger om, hvordan risikoforholdet er mellem, at man selv kommer ud for det ekstreme, og at man ikke gør det.

For at der kan handles fornuftigt, er det derfor en vigtig opgave for medierne at indprente det øverste statsorgan – den enkelte vælger – en forståelse ind til marv og ben af sandsynlighedsmatematikkens størrelsesforhold.

Aviserne mener imidlertid – og sikkert med rette –, at de kan sælge større oplag ved at gøre det stik modsatte: Kæle for folkets frygtfornemmelse og få dem til at vokse.

Så længe vi har et statsforetagende på mediefronten – Danmarks Radio og TV –, må det helt oplagt være en af dets fornemste opgaver at danne modvægt og for at skabe størst mulig balance: Når millioner af danske fundamentalt ødelægges af angstneuroser, ligger vejen åben for at charlataner, – hvad enten der er SF´ere, grønne eller af anden observans – kan hidføre et Danmark, som lever i ulykke og realitetsflugt i stedet for i harmoni, tryghed og livsglæde.

Også her svigter Rosenørns Allé og Gyngemosen nationen så meget, som svigtes kan.

Mogens Glistrup 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 17 / 15. årgang / 15. maj 1987

%d bloggers like this: