Sundhedsvæsenet i en statsopgave

6. juni 2012

Sundhedsvæsenet i en statsopgave 

Personer og brancher, som nu om dage kommer ud for modgang klynker, at samfundet har pligt til at klare vanskelighederne.

Jo flere uselvstændige og ansvarsforskydende borgere des dårligere samfund. Des tungere bliver det for Folketinget at løse opgaverne. For besværlighederne gror sig store, mens statsapparatet bruger 5 år og en formiddag på at lægge kursen.

Når det endelig er sket, har den mellemliggende udvikling sørget for, at virkelighedens problemer er blevet helt andre, end hvad Christiansborg sammen med diverse komiteer og organisationer har tærsket langhalm på.

Et samfund der ikke holder fast ved, at ansvaret i næsten alle anliggender ligger hos det enkelte individ tømmes for mange af de kvaliteter, som i fortiden resulterede i mere hensigtsmæssig brug af de til rådighed værende ressourcer.

Men livet er mangfoldigt. Nok er det sund fornuft at henvise raske, arbejdsdygtige mennesker til – ved deltagelse i produktionen – selv at tjene til, hvad de vil forbruge.

Men vi har alle en risiko for, at fremtiden vil påføre os sygdom og invaliditet. Ingen ved, hvem, der rammes, og hvordan det sker. Det offentlige sundheds- og sygesikringsvæsen forøger derfor på praktisk måde den samlede nyttevirkning af samfundets kræfter.

Når indsatsen så endda krones med hel eller delvis helbredelse, er grunden dobbelt: Et bedre liv for vedkommende. Men da også ved, at samfundets arbejdskraftreserve genoprettes.

Mogens Glistrup 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 18 / 15. årgang / 22. maj 1987

Advertisements
%d bloggers like this: