Archive

Posts Tagged ‘Velstand’

Dansk dynamik – En helt ny vækststrategi

20. maj 2013 9 kommentarer

Dansk dynamik – En helt ny vækststrategi

Kilde:

DANSK DYNAMIK – En helt ny vækststrategi.

Er udgivet af Fremskridtspartiets folketingsgruppe 1993

Må gengives med fuld kildeangivelse

 ———————————————————————————–

Forord

Det danske samfund oplever en ulykkelig situation, hvor arbejdsløsheden er steget uafbrudt siden 1987. I samme periode er beskæftigelsen faldet, hvilket påviser, at arbejdsløsheden ikke alene skyldes aftagende økonomisk vækst og vigende efterspørgsel. Adskillige undersøgelser og analyser har dokumenteret, at ledigheden fortrinsvis skyldes en forkert indretning af vort dagpengesystem kombineret med et skattesystem, som straffer den aktive indsats.

Såvel dagpengesystemet som skattesystemet er indrettet under helt andre forhold end de nuværende i 90´ernes Danmark. Dagpengereglerne er ikke tilpasset en ledighed på over 300.000 helårspersoner. Og skattesystemet er ikke indrettet på den internationalisering, vores økonomi er blevet udsat for.

Der er derfor brug for en grundlæggende revision af den del af de systemer, som i dag udgør en barriere for at få genskabt en kraftig velstandsskabende vækst i vores erhvervsliv og hele samfund.

Politiske forlig i Folketinget er præget af her-og-nu løsninger uden perspektiv og uden vilje til at ændre på grundlæggende forhold.

Mange udvalg har været nedsat, mange rapporter er blevet skrevet, og endnu flere politiske forhandlinger har været ført uden, at det har fået et flertal i Folketinget til at foretage de fornødne ændringer i lovgivningen og den administrative praksis.

Resultatet er blevet, at ledigheden er steget, statens gældsætning er forøget, og det samlede skatteniveau er forhøjet. Det vil Fremskridtspartiet ikke affinde sig med.

Siden Fremskridtspartiet første gang kom i Folketinget den 4. december 1973, har Fremskridtspartiet fremlagt grundige forslag til, hvordan det danske samfund kan rettes op – økonomisk og velfærdsmæssigt. Dette forslag er ikke gammel vin på nye flasker, men derimod en helt ny vækststrategi for det danske samfund. Vækststrategien er dog fortsat baseret på det veldokumenterede rigtige synspunkt, at vejen til mindre arbejdsløshed og mere velfærd går gennem markant lavere personskatter (skat på arbejde) og en kraftigt reduceret offentlig sektor.

Visse skattelettelser giver ikke indkomsttab for det offentlige, eftersom de er så vækstskabende, at de bliver selvfinansierende. Andre skattelettelser giver indkomsttab for det offentlige. I stedet for at kompensere dette tab med andre indtægter (nye skatter og afgifter) foreslår Fremskridtspartiet i dette udspil, at der gennemføres beskæftigelsesneutrale besparelser i den offentlige sektor. Det vil sige, at de offentlige budgetter reduceres betydeligt uden at der, som en netto-betragtning, gennemføres afskedigelser.

Fremskridtspartiet har med interesse læst Socialdemokratiets udspil ”Den gode cirkel” og KV-regeringens udspil ”Vejen til fuld beskæftigelse”. Dette er et udspil fra Fremskridtspartiet, som skal modsvare de to andre udspil. Hvor de andre partiers udspil ikke gør op med den fejlslagne politik, så gør Fremskridtspartiets udspilEn helt ny vækststrategi.

Det er ganske enkelt Dansk dynamik.

Fremskridtspartiets folketingsgruppe, 1993

 ———————————————————————————————————————————————-

Dansk dynamik

Vejen til øget beskæftigelse går via øget produktion. Denne erkendelse er udgangspunktet for Fremskridtspartiets udspil til løsning af de to helt grundlæggende problemer i det danske samfund: Lav vækst og høj ledighed.

Fremskridtspartiets udspil er et angreb på de væksthæmmende barrierer, som i dag bidrager til at fortrænge produktion og beskæftigelse:

  • Arbejdsmarkedsuddannelserne, der ikke er i overensstemmelse med virksomhedernes nuværende og fremtidige behov.
  • Dagpengeydelserne, der sammenpresser lønstrukturen på arbejdsmarkedet og i praksis virker som en politisk fastsat minimumsløn.
  • Beskatningen, der både reducerer udbuddet af arbejdskraft, opsparing og investeringer og påvirker virksomhedernes risikovillighed og lokaliseringsovervejelser negativt.
  • Statsgælden, der beslaglægger en stadig større andel af udlånsmassen og bidrager til et højt renteniveau.
  • Reguleringen, der hæmmer den fri etableringsret og erhvervsudøvelse.

Ved at sammenkæde en række politiske tiltag der enten fjernes eller reducerer disse fortrængningseffekter, præsenterer Fremskridtspartiet en helt ny vækststrategi, der sigter mod en grundlæggende forbedring af erhvervs- og beskæftigelsesvilkår i Danmark.

Vækststrategien er et opgør med de myter og forestillinger, der har præget den politiske og økonomiske debat i Danmark i de sidste 30 år. Det er et brud med den økonomiske politik, som har søgt at reducere ledigheden ved at fjerne visse personer fra arbejdsmarkedet, øget beskatningen og belastet erhvervslivet med omfattende detailregulering.

Ambitionsniveauet er højt, men ikke urealistisk. Stort set alle OECD-lande har i 80´erne gennemført samfundsmæssige forandringer, der er lige så vidtgående, som det foreliggende udspil. Og selvom enhver omstilling kræver opofrelse, så behøver det rent faktisk ikke at gøre ondt, før det bliver godt. Det hele afhænger alene af hvilke midler, der tages i anvendelse.

1.1  Alternativet

De fleste politiske partier er bekymrede over den store arbejdsløshed. Det er Fremskridtspartiet også, men vi ønsker at gøre noget ved det. Ikke ved at forøge statens underskud og anvende midlerne til fremrykning af offentlige anlægsinvesteringer, institutionaliseret uddannelse- og erhvervsstøtte, som Folketingets øvrige partier har foreslået. Det er traditionelle instrumenter, som hidtil har vist sig fuldstændig virkningsløse.

Intet tyder på, at de anførte instrumenter er blevet tilført nogen ny magisk kraft – snarere tværtimod.

For det første er offentlige anlægsinvesteringer i dag underlagt EF´s licitationsregler, hvilket på forhånd tilslører den beskæftigelsesmæssige virkning.

For det andet har de hidtidige offentlige uddannelses- og beskæftigelsespolitiske foranstaltninger ikke haft nogen dokumenteret effekt, der berettiger til en forøget indsats. Og endelig er erfaringerne med selektiv erhvervspolitik så dårlige, at påstanden om en mulig beskæftigelsesgevinst kan afvises.

Forventninger om at de traditionelle virkemidler vil resultere i mere beskæftigelse er således grundløse. Men hertil kommer de utilsigtede virkninger af et stadigt større statsunderskud. Det offentliges lånebehov vil føre til rentestigninger, idet en større andel af udlånsmassen skal anvendes til finansiering af statsunderskuddet. Det vil fortrænge ellers rentable private investeringer og derved øge både ledighed og statsunderskuddet yderligere.

KV-regeringens og Socialdemokratiets udspil – ”Vejen til fuld beskæftigelse” og ”Den gode cirkel” – vil således ikke bidrage til øget vækst og beskæftigelse, men nærmere forstærke de problemer, vi står over for i dag. Fremskridtspartiet ønsker med det foreliggende udspil at præsentere et alternativt forhandlingsoplæg, der bygger på velstandsskabelse i stedet for fattigdomsforståelse. Vi har nemlig ikke mistet troen på, at der kan gøres noget effektivt for at reducere den høje ledighed.

1.2  Den nye vækststrategi

Udspillet består af fire hovedhjørnestene, som samlet set vil bidrage til en øget vækst og beskæftigelse, samtidig med, at der tilstræbes balance på statsregnskabet.

– Arbejdsmarkedets strukturelle stivheder nedbrydes og erstattes med mere dynamiske tilpasningsmekanismer. Dagpengesystemet erstattes af understøttelsesordninger, der både hviler på individuelle og kollektive forsikringsprincipper. Det nye dagpengesystem bygger på frivillighed og er omkostningsneutralt for alle virksomhedstyper.

– Personbeskatningen reduceres. Den skattefri bundgrænse øges til 60.000 kr., dels med det formål at give en indkomstforbedring for alle og dels for at eliminere de såkaldte samspilsproblemer. Marginalskatten på 6 % fjernes for at øge arbejdsudbud, opsparing og investeringer. Der etableres en særlig fradragsordning for virksomheder, så alle uddannelsesinvesteringer kan afskrives med 125 %. Og endelig bortfalder de evt. ejendomsbeskatninger som følge af nye vurderinger.

– En række beskæftigelsesneutrale udgifter justeres som følge af de strategiske skattelettelser. Arbejdsmarkedsuddannelserne afvikles og erstattes af virksomhedsrelaterede uddannelsesordninger, ligesom tilbageværende erhvervsstøtteordninger ophæves. På længere sigt – når den private sektors efterspørgsel efter arbejdskraft øges – nedbringes antallet af offentligt ansatte, så der etableres flere permanente besparelser.

– Statslige aktie- og ejendomsbesiddelser afhændes og en række udvalgte statsinstitutioner udbydes til salg. De frigjorte éngangsindtægter og løbende driftsbesparelser anvendes til henholdsvis nedbringelse af statsgælden og til skattelettelser. Samtidig gennemføres der liberaliseringer på en række infrastrukturelle områder. Det drejer sig bl.a. om energi-, transport- og boligsektoren.

Det overordnede motiv bag udspillet er at flytte ressourcer fra den offentlige til den private sektor. Det er her fremtidens vækst og arbejdspladser skal skabes, og derfor er det nødvendigt at reducere skattetrykket væsentligt, så der både er tilskyndelse og fornøden likviditet til beskæftigelseslovende investeringer.

Vækststrategien er imidlertid underlagt en tidshorisont, der strækker sig over flere finansår. For eksempel udskydes reduktionen i antallet af offentligt ansatte, indtil den private sektor kan opsuge den offentlige sektors overkapacitet.

Det dynamiske arbejdsmarked – Dansk dynamik

20. maj 2013 32 kommentarer

2. Det dynamiske arbejdsmarked

Kilde:

DANSK DYNAMIK– En helt ny vækststrategi.

Fremskridtspartiets folketingsgruppe, 1993

 Må gengives med fuld kildeangivelse

 —————————————————————–

Selv om verdensøkonomien i disse år er præget af global afmatning, så er den høje danske arbejdsløshed langt fra et konjunkturbetinget fænomen. Uanset hvor stort det kommende opsving bliver, vil ledigheden i Danmark forblive på et uacceptabelt højt niveau. Det er derfor helt uansvarligt at indtage en afventende position og håbe på, at arbejdsløsheden langsomt forsvinder.

Arbejdsløsheden forsvinder ikke, blot fordi efterspørgselen øges. For eksempel oplevede vi fra 1984 til 1987 en særdeles gunstig efterspørgselsudvikling, men det bragte kun arbejdsløsheden ned på omkring 8 %. Og det var vel at mærke fra et lavere ledighedsniveau, end de 12 %, vi oplever i dag.

Det understreger med al ønskelig tydelighed, at den høje ledighed skyldes strukturproblemer på arbejdsmarkedet. Det er her problemerne skabes, og det er her problemerne skal løses. Det er imidlertid ikke ligegyldigt, hvordan det sker.

2.1. Myter om arbejdsløshedens årsager

Først må der gøres op med de myter, der hersker om arbejdsløsheden. Én af de mest sejlivede er forestillingen om, at teknologien overflødiggør den menneskelige arbejdskraft. Myten næres blandt andet af, at der i de seneste år har været en markant produktivitetsfremgang, samtidig med at ledigheden er steget voldsomt. På den baggrund fremsættes ofte forhastede konklusioner om, at teknologien generelt fortrænger arbejdspladser.

Fordi to begivenheder indtræffer samtidigt, er det ikke ensbetydende med, at der er en sammenhæng. I 1960´erne, hvor produktivitetsvæksten var væsentligt større, var der fx næsten ingen arbejdsløshed. Det er muligt at påvise, at teknologien med tiden skaber flere arbejdspladser (1). Produktion, som ikke tidligere var teknisk mulig, er i dag grundlaget for tusinder af arbejdspladser. Alene det faktum at arbejdsstyrken i dag er større end nogen sinde før viser, at teknologien ikke har reduceret beskæftigelsen.

Men den teknologiske udvikling har ikke kun bidraget til flere, men også til bedre arbejdspladser. Arbejdsmiljøet er løbende blevet forbedret ved, at det ensformige og fysisk belastende arbejde er blevet erstattet af procesautomation. I stedet er der opstået arbejdspladser, der er blevet mindre monotone og fysisk krævende.

En anden sejlivet myte er forestillingen om, at der kun eksisterer en given mængde arbejde. I det omfang det måtte være tilfældet, kan arbejdsløsheden kun reduceres, hvis den givne arbejdsmængde fordeles, eller hvis en række personer forlader arbejdsstyrken. Og rent faktisk har myten været grundlag for de sidste 20 års arbejdsmarkedspolitiske initiativer. Arbejdstidsforkortelsen var fx et forsøg på at fordele arbejdet, mens efterlønsordningen og betalt forældreorlov var forsøg på at reducere arbejdsstyrken. Men på trods af foranstaltninger er ledigheden alligevel fortsat med at stige. Forklaringen er naturligvis, at arbejdsmængden ikke er konstant, men at den nærmere er en funktion af arbejdsstyrken.

At reducere arbejdsstyrken er derfor det samme som at reducere samfundets potentielle produktionskapacitet. Derved afskærer vi os fra den mulige velstand, som kunne opnås under et mere fleksibelt arbejdsmarked. Arbejde avler ganske enkelt arbejde, idet arbejdsindkomster anvendes til køb af ydelser, som andet arbejde har frembragt osv. (2).

Endelig er det en udbredt forestilling, at vi savner en overordnet erhvervspolitisk strategi i Danmark. Derfor fremsættes der lejlighedsvis forslag om, at staten skal spille en større og mere aktiv rolle i udviklingen af bestemte virksomhedstyper. Et krav, der i sig selv er uhåndterligt, fordi det hele tiden skifter form og indhold.

I begyndelsen af 80´erne ønskede man at skabe en såkaldt iværksætterkultur, dvs. fremme underskoven i dansk erhvervsliv. Derefter opstod idéerne om såkaldte industrilokomotiver, der skulle trække underskoven med sig. Og endelig fødtes strategien om at fremme såkaldte servicevirksomheder, der skulle eksporter den offentlige sektors knowhow til underudviklede lande. Fælles for de tre strategier er dog, at de ikke bidrog til skabelsen af én eneste arbejdsplads i den private sektor. Skal der overhovedet drages nogen lære af denne periode, så er det, at erhvervslivets udviklingsmuligheder ikke fremmes i et overflødigt statsligt ilttelt.

2.2 Arbejdsmarkedspolitiske foranstaltninger

De arbejdsmarkedspolitiske foranstaltninger i Danmark er en ren katastrofe. I de sidste 20 år er midlerne til ”aktiv” ledighedsbekæmpelse firedoblet samtidig med, at arbejdsløsheden er eksploderet til et hidtil uset niveau på omkring 323.000 helårsledige (ultimo 1992).

På den baggrund forekommer det bemærkelsesværdigt, at et flertal af Folketingets partier ønsker, at intensivere indsatsen yderligere. Det sker ganske vist ud fra en argumentation om, ar arbejdsløsheden ville have været endnu større uden de pågældende foranstaltninger. Men de sparsomme undersøgelser der er foretaget af de forskellige ordninger viser, at de ikke har nogen dokumenteret beskæftigelseseffekt.

En række arbejdsmarkedsforskere, der har undersøgt de såkaldte arbejdsmarkedsuddannelser (AMU) når ligefrem til det paradoksale resultat, at kursister med en forudgående høj ledighed stilles beskæftigelsesmæssigt ringere efter deltagelse i et AMU-kursus (3).

Arbejdsmarkedsstyrelsen har foretaget mindre detaljerede undersøgelser af de såkaldte arbejdstilbud (ATB), og også her er resultatet nedslående. Det har nemlig været umuligt at påvise nogen gunstig beskæftigelsesvirkning.

Effekten af den kommunale ledighedsbekæmpelse kendes ikke, idet der ikke foreligger en samlet undersøgelse. Lokale erfaringer viser dog, at de såkaldte løntilskudsordninger ikke bidrager til varig beskæftigelse, men kun tjener som opbevaringspræmie for de private arbejdsgivere.

Ud fra en samlet vurdering kan det altså konstateres, at den såkaldt ”aktive” arbejdsmarkedspolitik er mislykkedes; de mange foranstaltninger skaber ikke nye og varige arbejdspladser. Denne konklusion deles også af det såkaldte Zeuthen-udvalg, som dog er forbløffende konsekvensløst i sine anbefalinger (4). Udvalget forudsætter således grundløst, at det nuværende aktiveringssystem kan smidiggøres og omlægges, så der skabes positive beskæftigelseseffekter.

Aktiveringsordningernes eneste sikre effekt er imidlertid, at de bidrager til usynliggørelsen af den reelle arbejdsløshed. Personer, der deltager i en af de pågældende ordninger, bliver nemlig ikke registreret som ledige i den officielle arbejdsløshedsstatistik. Ved at summere antallet af helårspersoner, der er omfattet af aktiveringsordningerne med den officielle ledighed, fremkommer den mere retvisende bruttoledighed på ca. 400.000 (jf. tabel 2.1.).

Tabel2.1.:

Udviklingen i bruttoledigheden 1988-1992

Officiel ledighed Personer omfattet af aktiveringsordninger Bruttoledighed
1988

244.000

32.100

276.100

1989

265.000

48.100

313.100

1990

272.000

63.500

335.500

1991

296.000

74.600

370.600

1992

323.000

77.000

400.000

Kilde: Arbejdsmarkedsstyrelsen og Zeuthen-udvalget

Tabellen omfatter kun de statslige arbejdsmarkedsforanstaltninger, hvorfor de kommunale beskæftigelsesinitiativer – med ca. 43.000 ledige – er udeladt. Det samme er efterlønsordningen og delpensionen, der også må betragtes som delvis skjult ledighed. Bruttoledigheden er derfor et undervurderet skøn.

Fremskridtspartiet ønsker gradvis at afskaffe de omtalte foranstaltninger; ikke fordi vi er modstander af en beskæftigelsespolitisk indsats, men fordi det nuværende system årligt koster mellem 12 og 14 mia. kroner uden nogen påviselig effekt. Vi er derfor fremmede over for tanken om at intensivere yderligere og peger i stedet på en helt anden vej.

2.3 Virksomhedsrelateret uddannelse (VRU)

Uddannelse er investering i arbejdstagernes produktionsevne. Der er altså en sammenhæng mellem en persons kundskabsniveau og hans relative produktivitet. Hvori denne sammenhæng består, afhænger naturligvis af den arbejdsfunktion, der skal udføres. I de fleste job kræves en række generelle kundskaber, mens der i andre job også kræves specifikke kundskaber. Og det er netop denne sondring, der er udgangspunktet for Fremskridtspartiets forslag om virksomhedsrelaterede uddannelser (VRU).

Den generelle uddannelse varetages i dag af folkeskolen, tekniske skoler, handelsskoler, gymnasier og de højre læreranstalter. De giver eleverne en række grundlæggende kundskaber, som de kan anvende i deres senere arbejdsliv. Uddannelserne er således ikke i sig selv kompetencegivende.

Når en virksomhed ansætter en medarbejder, sker det med andre ord ikke ud fra den forudsætning, at personen øjeblikkelig vil kunne varetage jobfunktionen. Der er en naturlig oplæringstid, ligesom der løbende kræves efteruddannelse. Og det er vel at mærke uddannelse, som er specifik for den enkelte virksomhed, og som ikke kan varetages i offentligt regi.

I Japan findes der af samme grund ingen formaliserede arbejdsmarkedsuddannelser. Uddannelsen foregår i virksomhederne ved, at ældre medarbejdere oplærer nytilkomne og yngre medarbejdere i de specifikke kundskaber, og de yngre medarbejdere oplærer de ældre medarbejdere i de nye generelle kundskaber. Spørgsmålet er i øvrigt blevet grundigt belyst af Det økonomiske Råd i deres seneste rapport fra november 1992.

Det er en del af forklaringen på AMU-kursernes overflødighed; de imødekommer hverken virksomhedernes krav om generelle eller specifikke kundskaber. Kurserne fungerer oftest som et opbevaringssted, hvor ledige uden udsigt til beskæftigelse behændigt kan gemmes af vejen.

Fremskridtspartiet er modstander af denne form for passiverende arbejdsmarkedsuddannelse. Vi er imidlertid opmærksomme på, at virksomhedernes muligheder for at uddanne deres personale er et omkostningsfølsomt problem. Derfor ønsker vi at etablere en fradragsordning for uddannelse, så virksomhedernes afskrivning af fysisk kapital (maskiner) suppleres med en afskrivningsret for menneskelig kapital (uddannelse).

Virksomhedernes valg mellem køb af nye maskiner eller uddannelse af arbejdskraften vil dermed ikke hvile på et skattemæssigt grundlag, men alene på den mest hensigtsmæssige produktionssammensætning.

En sådan nytænkning betyder, at virksomhederne ikke fraholder sig en udvidelse af medarbejderstaben på grund af oplæringsomkostninger. De vil tværtimod kunne foretage en mere fleksibel personaleplanlægning, der er afstemt efter deres langsigtede behov. Omvendt kan arbejdstagerne koncentrere sig om de generelle kundskabsforbedringer med en forsikring om, at den specifikke jobtræning tilbydes af arbejdsgiverne.

2.4. Dagpengessystemets skadevirkninger

Den høje arbejdsløshed skyldes imidlertid ikke alene manglende kundskaber hos arbejdsstyrken. Det høje ledighedsniveau kan primært tilskrives indretningen af det nuværende dagpengesystem, som på mindst tre afgørende områder fortrænger beskæftigelse.

For det første bidrager den relativt høje dækningsgrad for de lavtlønnede til en sammenpresning af lønstrukturen. Dagpengenes størrelse udgør en nedre grænse for den løn, de arbejdsløse er villige til at acceptere. Det er derfor ikke overraskende, at de seneste års arbejdsmarkedsforskning har påvist en uheldig sammenhæng mellem dækningsgraden og ledighedens varighed (5).

En lavere dækningsgrad for de lavtlønnede ville kunne øge udbuddet af arbejdspladser med et lavere lønindhold. Det høje ydelsesniveau fungerer i praksis som en politisk fastsat minimumsløn. Der kan naturligvis fremføres fordelingspolitiske indvendinger imod en reduktion i dækningsgraden, men det ændre ikke hovedsynspunktet. De lavtlønnedes indkomstnedgang kan nemlig kompenseres ved social- og skattepolitiske tiltag, der neutraliserer virkningerne af en lavere dagpengesats.

For det andet er varighedsperioden betydeligt længere i Danmark end i de lande, vi normalt sammenligner os med. Og det er indlysende, at kombinationen af høj dækningsgrad og lang oppebæringsperiode virker ødelæggende for den enkeltes tilskyndelse til at søge arbejde. OECD har også ved flere lejligheder beskrevet dette forhold som en afhængighedskultur, der stimulerer langtidsledighed og nedbryder den enkeltes selvværdsfølelse (6).

Endelig udgør finansieringen et selvstændigt problem, idet staten alene bærer udgifterne ved en stigning i ledigheden. Den arbejdsløshed, der måtte opstå som følge af omfattende lønstigninger ved overenskomstforhandlinger, afspejles således ikke direkte i øgede omkostninger for den enkelte lønmodtager, men kun indirekte i form af højere skatter.

Det påvirker naturligvis løndannelsen negativt.

Selvom disse tre fortrængningseffekter er velkendte, så kniber det kolossalt med at finde effektive løsninger. Forslagene fra det såkaldte Zeuthen-udvalg imødekommer ganske vist Fremskridtspartiets ønske om en finansieringsform, men vi har stærke reservationer over for de enkelte forslags indhold.

For eksempel finder vi det bemærkelsesværdigt, at Zeuthen-udvalget opererer med modeller, der alene er baseret på øget arbejdsgiverfinansiering. Det vil jo blot forstærke den skadelige adfærd ved overenskomstforhandlingerne, i det lønmodtagerne ikke engang indirekte mærker konsekvenserne af deres lønkrav i form af højere skatter. Virksomhedernes konkurrenceevne svækkes imidlertid mærkbart; de skal både dække de højere løn- og dagpengeudgifter.

Af den grund er det også uforståeligt, at regeringen (V og C, red.) lader dette element indgå i forhandlingerne om en arbejdsmarkedsreform. Det sker ganske vist med den begrundelse, at det vil reducere den ”midlertidige hjemsendelse”. Men det er der ikke det mindste belæg for. Det kan med større ret hævdes, at en øget arbejdsgiverbetaling vil fortrænge de arbejdspladser, som er forbundet med midlertidig hjemsendelse. Forsøget på at begrænse den midlertidige hjemsendelse kan derfor ende med en permanent hjemsendelse. Fremskridtspartiet præsenterer derfor en alternativ finansieringsmodel, der skaber sammenhæng mellem lønkrav og ledighedsrisiko.

2.5. En adfærdsrigtig dagpengemodel

Det er bydende nødvendigt at afpolitisere arbejdsmarkedet. De naturlige tilpasningsmekanismer, som kendes fra de andre markeder skal genskabes, og arbejdsmarkedets socialpolitiske funktion skal afvikles. I det omfang den nuværende indkomstfordeling ønskes fastholdt, må det ske via socialpolitikken og ikke ved politisk indblanding i løndannelsen.

Fremskridtspartiet ønsker derfor, at der foretages en gradvis privatisering af A-kassesystemet, så det får karakter af en egentlig forsikringsordning. Hovedkravet til en reform må imidlertid være, at erhvervslivets omkostningsniveau generelt forbliver uforandret. Fremskridtspartiet accepterer med andre ord ikke en løsning, der øger omkostningerne for én type virksomhed mod en reduktion for andre typer af virksomheder. Derfor kan vi ikke medvirke til en dagpengereform, der forøger antallet af arbejdsgiverbetalte ledighedsdage.

Dagpengesystemet bør indrettes på en sådan måde, at de personer der bruger det også finansierer det. Forestår brugerne selv finansieringen af dagpengesystemet igennem en forsikringsordning, vil de personer, der modtager arbejdsløshedsdagpenge uden reelt at være arbejdssøgende blive udskilt fra A-kassen, hvorved den sande ledighed vil fremstå.

Under et privatiseret A-kassesystem vil brugernes bidrag typisk afhænge af den ledighedsrisiko, der er i den for den pågældende A-kasses fagområde. Det skaber en adfærdsrigtig afvejning mellem fremsatte lønkrav og forøget ledighedsrisiko, idet denne sammenhæng mærkes direkte i form af højere eller lavere bidrag. Løndannelsen vil derfor blive præget af en ansvarlighed, der er i overensstemmelse med lønmodtagernes egne interesser.

Privatiseringen af A-kasserne skal imidlertid ske sideløbende med, at der gives overkompenserende skattelettelser. Det vil betyde, at den finansieringsmæssige omlægning opleves som en netto-gevinst af den enkelte lønmodtager. Og i den forbindelse kan de fordelingspolitiske ønsker tilgodeses ved at give lavindkomstgrupperne en relativt større skattekompensation.

Den anførte privatisering af A-kasserne vil være en bevægelse i retning af et mere dynamisk arbejdsmarked, hvor en hurtig og effektiv tilpasning af arbejdskraften reducerer ledighedsrisikoen. Det er samtidig en bevægelse væk fra den ”afhængighedskultur”, som kontinuerligt ødelægger velstand og begunstiger passivitet. Endelig er det er tilbud om øget vækst og beskæftigelse; ikke blot i de nærmeste år, men helt ind i det nye årtusinde.

Det hele er alene et spørgsmål om vilje, og denne vilje er Fremskridtspartiet i besiddelse af.

Henvisninger

  1. Se fx, ”Produktivitet skaber velstand, ikke arbejdspladser” i Ugebrevet Industrien, 9. november 1992, s. 6-7.
  2. Se fx Niels Blomgren-Hansen, ”Arbejde avler arbejde”, Den Grimme Ælling, nr. 4, november 1991.
  3. Jensen, Peter m.fl., ”Arbejdsmarkedsuddannelserne, evalueringen af effekten på arbejdsløshed og løn”, Working Paper 91-3, Århus Universitet, august 1991.
  4. ”Rapport fra Udredningsudvalget om Arbejdsmarkedets Strukturproblemer 1-5”, Udredningsudvalgets Sekretariat, København, juni 1992.
  5. 5. Jensen, Peter, ”Empirical studies of individual labour market behavior”, Licentiatafhandling, Århus Universitet, 1989.
  6. OECD – Economic Outlook 51, Paris, juni, s. xi.

Erhvervspolitik – det modsatte af socialpolitik

31. august 2012 1 kommentar

Erhvervspolitik – det modsatte af socialpolitik 

Fagforeningernes enormt konservative reaktionærhed viser sig bl.a. i påstanden om, at det er en menneskeret, at staten bevarer de arbejdspladser, som er opstået engang i fortiden. I offentlig eller i privat sektor.

Det stemmer uendeligt dårligt med, at Danmarks velstand beror på hele tiden at være på toppen af den ekspresfartede tekniske udvikling.

Masser af mennesker må finde sig i at tilpasse sig et nyt arbejde, fordi det gamle ikke længere kan give dem deres udkomme.

Fremskridtsfolk går i spidsen med at sige dundrende nej til utilbørlige pres og krævementalitet. Produktionsvirksomheder skal ikke være socialpolitiske opbevaringssteder.

Tværtimod måles deres værdi på, hvor meget summen af de ressourcer der forbruges er mindre end det resultat, som fremkommer. Erhvervsvirksomhedernes sociale forpligtigelse er, at tilvejebringe størst mulig værdiskabelse. Ikke værdireduktioner.

Mogens Glistrup

Må citers med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 33 / 14. årgang / 3. oktober 1986

Tiden arbejder for Fremskridtspartiet

1. maj 2012 4 kommentarer

Tiden arbejder for Fremskridtspartiet

Uretten kan ikke bære et nederlag! Og det er uretten, der præger det danske folketing.

Vi må kende vores besøgelsestid, for tiden er med os. Og kun hvis vi svigter ideologien og de sunde tanker, Fremskridtspartiet er bygget op på, vil vælgerne svigte os. Og derfor skal vi stå fast.

Kompromis – mellemting er ”noget bras” – for at benytte et statsministerudtryk (Poul Schlüter, C, red.). Vi skal ikke være kompromissøgende – tværtimod –, for det vil være farligt ikke mindst på det økonomiske område. Vi vil – ved for en hver pris at søge kompromis – kompromittere os, og denne kompromispolitik vil igen ende i alles kamp mod alle – netop den situation Danmark befinder sig i.

Samfundsøkonomisk skal fanen holdes højt. Vi har alt for længe hørt på Keynes og Gallbraiths letsindige principper. Følgen er blevet gældsætning og økonomisk morads for både de enkelte og fællesskabet.

Den økonomiske frihed – liberalismen – må frigøre sig, fra det socialistiske vildnis vi er langt inde i.

Rundt omkring os præger nye principper – fremført af den internationale finansekspert Lafall – udviklingen og fremgangen. Se blot på Japan, USA og England! Dem må vi lære af.

Principperne er:

  • Skatterne fjernes eller holdes på et lavt niveau. Virksomhederne og de enkelte mennesker får lov til at beholde indtjening og overskud.
  • Pengene vil efter god forretningsskik blive investeret i nye arbejdspladser, der sætter yderligere gang i erhvervslivet, produktudviklingen og eksporten.
  • Det vil overalt tjenes sunde penge, – penge der ligger en produktion og værdiskabelse bagved. Og der vil blive et sundt forbrug på baggrund af velstand i stedet for et forbrug, der modsvarers af oppustede, fiktive værdier og gældsættelse af befolkningen og samfundet.

Hvis ikke vi finder ud af det, forarmes landet, og vi ender i økonomisk trældom og politisk forvirring.

A. Th. Riemann

PS. Læs Guy Sormans nye bog ”Den liberale løsning”.

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 1 / 15. årgang / 16. januar 1987

OPEC er ikke skurken

15. februar 2012 16 kommentarer

OPEC er ikke skurken

Gammelpartierne har ødelagt dansk økonomi. Eksempler på, at de selv har måttet anerkende det, finder vi i FREMSKRIDT 1979-16 side 2 med henvisninger. Oftest søger de imidlertid, at skyde skylden over på olieprisernes stigning.

Forholdsmæssigt er olieprisen imidlertid faldet ganske stærkt. Undskyldningen gælder derfor overhovedet ikke.

Dette bevises blandt andet ved følgende tal, som jeg har fremskaffet fra Økonomiministeriet vedrørende detailprisen for en liter superbenzin:

Øre 1.    jan. 1949  1. juli 1979 Stigning
Importpris 17 98 81
Grossistavance m.v. 6 21 15
Tankstationsavance 4 23 19
Skatter til den danske stat (benzinafgift og moms) 47 248 201
Samlet forbrugerpris 74 390 316

Det ses altså ganske klart, at statens afgiftspolitik er den værste fordyrer. Og så er forholdet jo endda det, at de 34 øres stigning, der har været til de danske handelsled, i vidt omfang skyldes, at der har skullet skaffes penge til at betale øgede indkomstskatter m.v.

At det ikke er udgifterne forud for importen, som har været det belastende, ses af, at en gennemsnitlig arbejdsløn (3 kroner og 11 øre i timen) i januar 1949 krævede en arbejdsindsats i 198 sekunder for at betale importprisen for en liter benzin. Da Danmark blev fattigere som følge af Korea-krigen i de følgende år, steg dette til, at der i januar 1951 skulle arbejdes 258 sekunder for at kunne klare importprisen. Siden da er er olieimportpriserne imidlertid faldet meget stærkt sammenholdt med velstandsudviklingen. Minimum blev nået i juli 1972, hvor gennemsnitsarbejderen skulle arbejde 36 sekunder for at betale for importen af en liter superbenzin. Siden da er det blevet noget dyrere, men bestemt ikke sådan, at man kan sige, at det er olieproducenterne, olieselskaberne og tankskibsejere, der har udnyttet situationen til umådeholdne prisforhøjelser. De 36 sekunder fra juli 1972 har således i juli måned i de følgende år udviklet sig til følgende:

År Sekunder
1973 48
1974 84
1975 66
1976 72
1977 60
1978 54
1979 66

Det ses altså, at påstanden om de store olieprisstigningers ødelæggelse af dansk økonomi simpelthen ikke holder stik og det må selvsagt også erindres, at benzinens kvalitet gennem årerne er blevet bedre og bedre og produktet mindre og mindre forurenende.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 17 / 7. årgang / 8. oktober 1979

Lånestempelafgiften

6. februar 2012 1 kommentar

Lånestempelafgiften 

Ofte hører man de venstreforvirrede reportere i TV og radio tale om kapitalismens krise og manglende egnethed til at klare problemet.

I virkeligheden burde man udtrykke den allerstørste beundring for, hvad private erhvervsvirksomheder kan præstere til trods for, at staten giver dem usle arbejdsvilkår ved at baste og binde arbejdsmuligheder og arbejdsglæde med skadelige skatter, afgifter og restriktioner.

Disse slag mod Danmarks velstand – og dermed også mod Danmarks velfærd – kommer dumpende et efter et, og offentligheden får aldrig noget sammenhængende overblik over, hvor alvorlig helheden er blevet.

En af de i sig selv små skærpelser er den bebudede forhøjelse af stempelafgiften på pantebreve til 5 %.

Skal virksomhederne fungere, må blodomløbet – kreditformidlingen – ske uhindret af propper. Hæmmer man kreditformidlingen, gør man det i disse år altafgørende produktionsliv lidt mindre konkurrencedygtig.

Selvfølgelig er et statsunderskud på over 40 milliarder kroner aldeles uacceptabelt, når 1980 bliver sjette år i træk med stigende underskud. Men det skal ikke bekæmpes ved stigende skatter og afgifter, men derimod ved at staten indskrænker sine udgifter til, hvad samfundets bærekraft kan strække til efter, at gammelpartierne i så høj grad år efter år har molesteret den danske samfundsøkonomi.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 21 / 7. årgang / 3. december 1979

Hvem tilkommer afgørelsesretten?

16. januar 2012 4 kommentarer

Hvem tilkommer afgørelsesretten? 

I moderne tid skal der hver dag træffes snesevis af millioner af afgørelser i Danmark. Hvis der ikke træffes nogen afgørelse i et anliggende, er det i og for sig også en afgørelse, der ofte vil påvirke udviklingen mindst lige så kraftigt, som hvis der direkte var blevet besluttet noget.

For så vidt angår afgørelserne med noget længere rækkende betydning er der naturligt nok ganske kraftige politiske diskussioner om, hvem af de 5,1 millioner danskere der skal bestemme (for så vidt der ikke er tale om nogle af de stadig flere områder, hvor det gældssyge Danmark reelt har pantsat beslutningsretten til udlændinge).

Her har vi det helt principielle problem, som er afgørende for mangfoldige politiske enkeltemner.

David Rehlings naturfredningsdebat drejer sig eksempelvis ikke om forurening og miljø. Den angår dybest set spørgsmålet om, hvorvidt tidspunkt og omfang for eksempel gylleudkørsel fra enkelte landbrugsbedrifter skal tilrettelægges af landmanden eller en offentlig myndighed.

Den herskende klasse der dominerer fjernsyn, radio, aviser, organisationer, ministerierne, Folketing og domstole (rækkefølgen er ikke tilfældig) vil absolut have, at styring og kontrol skal ligge hos embedsmændene.

Fremskridtspartiet er ene om den personlige friheds standpunkt nemlig, at afgørelsen oftest skal ske hos den enkelte ejer af virksomheden og den ejendom, som tingene drejer sig om.

Til festbrug kan man nok høre repræsentanter for partiet Venstre o.l. forfægte noget lignende, men det eneste der tæller er, at når der skal stemmes i folketingssalen, er disse uheldige helte altid at finde på det sted, hvor medievinden i øjeblikket blæser kraftigst.

Og det vil den så at sige altid gøre til fordel for, at det er det offentlige, der skal have bestemmelsesretten således, at landbrugerens, fiskerens og erhvervsmandens og ejendomsejerens vilje sidder i kontorchefens bukselomme.

Jeg nævnte som eksempel den igangværende miljødebat, men kunne lige så godt have omtalt spørgsmålene om flygtninge, om redigeringen af statens fjernsyn og radio, om skoler, om private sygehuse, om asbest, og genteknologi, om ØD, om produktionssammensætninger og om et væld af andre områder. Nært beslægtet med denne problemstilling er, om man i Folketinget økonomisk via tilskuds– og skatteregler tilvejebringer den tilstand, at det er liv eller død for den enkelte næringsdrivende, at han opfører sig, som det kræves af finakademikerne, der er så umådeligt kloge udi egen indbildning.

Det er helt fundamentalt afgørende i denne konflikt kraftigt at styrke Fremskridtspartiet. Får de onde kræfter lov til at tilkæmpe sig endnu mere magt, vil det totalt kvæle frihedens livsform, som i praksis har vist sig, at være alt andet særdeles overlegent. Både hvad angår menneskelig trivsel og lykke og i henseende til at skabe økonomisk velstand, rigdom og velfærd.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 18 / 15. årgang / 22. maj 1987

%d bloggers like this: