Foran et farefuldt år

19. august 2008

Foran et farefuldt år


Inden næste landsmøde har vi nok oplevet vort andet folketingsvalg. Mister vi stemmer, vil hele det etablerede Danmark trække vejret lettet. Magistrenes og Socialrådgivernes fagforeninger. Juristernes og Økonomernes Fagforbund. Deres altid villige håndlangere i fjernsyn, radio og dagspresse vil erklære faren for overstået. Med frisk mod genoptager de herskende klasser udviklingstråden, der brast og skattebelaster befolkningen yderligere. Bevares, det hele sukres ind i ordrige forklaringer og undskyldninger, men hvor det bærer hen, ved vi alt for godt.


Opnår vi mere end 30 mandater, vil det forår, som vor hidtidige indsats har varslet, for alvor kunne bryde igennem. VKR lod indkomstskattekurven stige stejlt, Anker Jørgensen konstaterede med stolthed i 1972, at hvert år bød på stadig nye indkomstskatterekorder, som hver olympiade bød på stadig nye idrætsrekorder. Selvom gammelpartierne først sent vil erkende det, er det utvivlsomt Fremskridtspartiets fremkomst i 1973, der har ændret signalerne. Men vil det kun blive en døgnflue? Liste Z-resultatet ved næste folketingsvalg vil blive den for bevarelsen mest betydende enkeltfaktor.


Reportagen fra Christiansborg-mødet den 21. og 22. september kan blive afgørende. Berettes det, at Fremskridtspartiet er et hus i splid med sig selv, vil mistilliden og modløsheden brede sig ud over landet og en genoprettelse måske blive umulig for et fattigt, presseløst parti som vort.


Landsmødets hovedtema er organisationsdannelsen. Vigtigt er det, om vi får det ene eller andet vedtægtsgrundlag, men i sandhedens interesse må vi nok erkende, at ingen kan forudse, om den ene organisationsmåde vil være mere lykkebringende end den anden. Kun ved vi, at gammelpartiernes partibureaukrati ikke er velstemmende med fremskridtstanker. Ej heller virker deres vælgerforeningssystem tidssvarende. Hvad der er rigtigt for Bornholm, behøver ikke at være lykken på Frederiksberg eller i Nordjylland. En landsledelse, der alene har størrelse nok til at løse landsomfattende problemer, må derfor være sagen. Vi må bevare retten til, hver for sig, at bære vor hat, næsten som vi vil. Også selvom vi af praktiske grunde tvinges til at organisere os. Fjernstyres vil vi kun i det omfang, det er nødvendigt for at bevare partiets enhed.


Men hvilke personer skal vi så give beføjelsen som partiets landsbestyrelsesmedlemmer? Forhåbentlig kan vi dræbe ambitioner på egen personers og lokalregioners vegne. Lad være med at nære mistillid til andre fremskridtsfolk, blot fordi de kommer fra en anden egn af landet eller i øvrigt er lidt anderledes.


Skal vi ved vort andet landsmøde ud i skænderier om vedtægtsparagraffer eller personvalg, risikerer vi meget let, at partiet strander så fast, at vi ikke kommer fri af grunden før vort andet folketingsvalg.


Gælder det derfor nogensinde i Fremskridtspartiets historie om at neddæmpe individualiteters frembrusen og om at præstere samdrægtig opslutning, så gælder det ved forhandlingerne om vedtægter og om hovedbestyrelsesvalg den 21. og 22. september 1974.


Uenighedkan sætte så meget over styr, at intet vindes ved, at man får gennemtrumfet sine yndlingsidéer i denne omgang.


Fremskridtspartieter det eneste eksisterende parti, som er i stand til at føre den for landet i disse år nødvendige politik. Naturligvis kan vi ikke indrette det således, at alle synes, at der er skabt den helt rigtige organisation. Hver ekstra time, vi på landsmødet bruger på at kævles og kværne om partiopbygningen, kan sætte os uger eller måneder tilbage i arbejdet med at få vort politiske idégrundlag til at slå faste rødder i stadig større befolkningskredse. Det er den udadvendte missionsvirksomhed, som er den vigtigste for Fremskridtsfolk både før og efter landsmødet.


Måtte vi den 23. september kunne konstatere, at vi klarede pynten.


Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 15 / 2. årgang / 13. september 1974

Reklamer
%d bloggers like this: