Rødt styre

9. februar 2011

Rødt styre

Desværre er det en almindelig opfattelse, at ret og retfærdighed nødvendigvis har noget med hinanden at gøre. Hvis man for eksempel går til en fodboldkamp, oplever man gang på gang, at det ene hold har spillet og haft chancerne, men at det andet hold laver det afgørende mål.

Retten er målet. Retfærdigheden ville have været, at det andet hold havde vundet.

For at blive i billedsproget: Manden i det sorte tøj har fløjten og retten, uanset om alle andre mener, han er bindegal, så udøver han retten, men ikke nødvendigvis retfærdigheden. Dommeren skal udøve retten. Han skal dømme straffespark til sit hold, hvis der begås frispark imod en af holdets spillere i modstanderens straffesparksfelt, uanset om det resulterer i, at holdet vinder en helt uretfærdig sejr på dette straffespark.

På samme måde forholder det sig med ret og retfærdighed i et samfund. Det er selvfølgelig mere kompliceret at lave spilleregler for et samfund end for et boldspil. Men det ønskelige er at lave enkle og forståelige spilleregler for at nærme den almindelige opfattelse af ret og retfærdighed til hinanden.

Desværre har vi i Danmark gjort det uhyre vanskeligt for befolkningen at forstå og følge med i samfundets spilleregler. Folketinget producerer mellem200 og 250 nye love om året, og sammenlagt med cirkulærer og forordninger er vi oppe på et ukendt antal spilleregler på imellem 50 og 100 tusinde.

Det er derfor klart, at ingen kan se en forbindelse mellem ret og retfærdighed i et sådant system. Hertil kommer, at en mængde af disse love og forordninger er et udtryk for flertallets politiske ret til at fremme det samfundssystem, flertallet ønsker. For øjeblikket har vi et ”rødt” styre i Danmark, derfor får vi en ”rød” lovgivning, hvilket mindretallet ikke finder særligt retfærdigt.

For yderligere at komplicere systemet er lovgivningen udformet af eksperter, juristerne. Disse lovskræddere har kolleger ansat i administrationen og ved domstolene. Fra at være udformet af folkets repræsentanter bliver lovene nu spilleregler, der udøves og fortolkes af specialister. Dermed fjernes forståelsen for en eventuel sammenhæng imellem ret og retfærdighed.

Det er i og for sig et besynderligt system, at man påberåber sig et demokratisk samfunds ret til at vælge sine repræsentanter til den lovgivende forsamling for at sikre, at samfundets spilleregler bliver udformet i overensstemmelse med befolkningsflertallets ønsker. Og derefter overlader man til specialister at administrere og dømme befolkningen efter deres forgodtbefindende uden at sikre sig en kontrol fra befolkningens side.

Det er endda så groft, at folketingets formand mener, at nogle folketingsmedlemmer ”blander sig” for meget i administrationens arbejde.

Dette er helt ved siden af, når de faktiske forhold er, at de folkevalgte ikke har en jordisk chance for reelt at have indflydelse på forvaltning af spillereglerne.

At det er nødvendigt med folkevalgte administratorer og dommere i det nuværende system, har vi tydeligt set med det skidt, der er hvirvlet op i Landsskatteretten (Glistrup-sagen, red.).

Også spørgsmålet om strengere straffe for vold ville være mere i overensstemmelse med befolkningens ønsker, hvis spillereglerne på dette område ikke blot var overladt til specialister.

Ole Maisted

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 15 / 7. årgang / 17. september 1979

Reklamer
%d bloggers like this: