Arkiv

Posts Tagged ‘dansk industri’

ØD

25. april 2012 8 kommentarer

ØD 

Regeringen (A og V, red.) gør umådelig skade ved bestandig at dænge truslen om den lønskat, man kalder ØD, over virksomhederne. Så længe man blot rumler dermed, afskrækkes både indenlandske og udenlandske investorer fra danske industrivirksomheder. Derved skabes kapitalflugten. Datterselskaber oprettes andre steder på jordkloden, hvor man er fri for den trussel. Derfor må vi tage afstand fra, at lovgivningen påtvinger økonomisk demokrati. Definitivt, kompromisløst og utvetydigt. Ellers kan dansk industri ikke forvente nogen fremtid, hvor den vil være i stand til at løse sin samfundsopgave. Og det er hjerteløst bagholdsangreb mod maskinarbejder Jensen, om han skulle ombytte den mulighed med en – i bedste fald – mikroskopisk ligegyldig anpart i en stor central fond.

Erhvervsvirksomheder kan simpelthen ikke fungere fornuftigt under det, man kalder medarbejderdemokrati. I praksis betyder nemlig en ulidelig uendelighed af møderier. Og intriger og uvenskaber i de enkelte aktives kamp for at få et flertal for et eller andet mere eller mindre virksomhedsundergravende socialistforslag, som flertallet er evigglade med. De fleste gider derfor ikke sagligt, at sætte at sætte sig ind i de længere rækkende konsekvenser af, hvad der stemmes om. Men ufred og kævlerier og usundt arbejdsklima er de sikre følger af mødedilleraseriet.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 9 / 7. årgang / 21. maj 1979

Industriens forhold forringes

5. december 2011 2 kommentarer

Industriens forhold forringes

– Regeringen (A, B og Centrum Demokraterne (D), red.) skal ikke regne med Fremskridtspartiets støtte i bestræbelserne på at få lagt afgifter på industriens spildevand. Lovforslaget – som regeringen vil fremsætte inden sommerferien – er endnu en byrde for erhvervslivet, og det er ganske uacceptabelt, siger Fremskridtspartiets miljøpolitiske ordfører, Aage Brusgaard.

– Regeringen og erhvervsministeren (Mimi Jakobsen, D, red.) har gang på gang lovet at forbedre forholdene for erhvervslivet. Men den gør det stik modsatte ved gang på gang at opfinde nye afgifter og skatter.

Nu skal virksomhederne – oveni det kolossale papirarbejde staten i forvejen pålægger dem – også til at udfylde skemaer og lave statistiker for hvor meget spildevand, der bliver ledt ud. Efterhånden bruger erhvervslivet mere tid på at udfylde skemaer end at drive virksomhed, og det er mildest talt en katastrofe.

Det kan efterhånden ikke undre at færre og færre vælger at slå sig ned som selvstændig. Med alt det administrative arbejde der bliver pålagt dem, mister man modet, inden man overhovedet er kommet i gang.

Hvornår indser regeringen, at des bedre forhold der skabes for erhvervslivet, des bedre går det dem? I sidste ende er det de danske virksomheder, der skal tjene penge til den danske statskasse. Derfor er det gangske uforståeligt, at regeringen gang på gang prøver at gøre livet for dem så surt som muligt, slutter Aage Brusgaard.

Aage Brusgaard

Pressemeddelelse

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 4 / 24. årgang / april 1996

Erhvervsstøtte

17. oktober 2010 14 kommentarer

Erhvervsstøtte

De glade 60 ´ere, blev af Folketinget benyttet til en påbegyndelse af erhvervsstøtte. På et tidspunkt, hvor der var mangel på arbejdskraft, hvor erhvervslivet blomstrede, hvor ordrene strømmede ind til os fra udlandet, og hvor dansk industri år for år øgede såvel produktion som overskud, anså Folketingsflertallet tiden inde til at give erhvervslivet støtte.

De to mest kendte former er skibskreditfonden og egnsudviklingsstøtten.

Skibskreditfonden blev oprettet som en konsekvens af den forfejlede rentepolitik som Danmark har ført indenfor de sidste 12-15 år. Skibsværfterne kan her optage lån til en rente, som ligger på linje med deres konkurrenter i for eksempel Japan. Man har altså i konsekvens af en forfejlet finanspolitik ønsket, at gennemføre en selektiv støtteordning for at redde en del af erhvervslivet, hvor mange tusinde er beskæftiget. At skibsværfterne overhovedet har kunnet reddes indtil nu hænger formentlig sammen med den kendsgerning, at de store skibsværfter er ejet af skibsrederne:

  • Lindøværftet således af A. P. Møller
  • Nakskov-værftet af Ø. K.
  • Helsingør- og Aalborg-værftet af D.F.D.S.

Det er vanskeligt nøjagtigt at gøre støtten op pr. arbejdstime, men ifølge beregninger foretaget af Handelsministeriet udgjorde det i 1977 ca. 27 kroner pr. arbejdstime. Beregningen er foretaget på basis af, at Nationalbanken ved løbende overtagelse til pari af obligationer udstedt af Danmarks Skibskreditfond på overtagelsestidspunktet har konstateret et kurstab i forhold til de på Københavns Fondsbørs noterede kurser på 776 millioner kroner. Da der i 1977 udførtes i alt ca. 29 millioner arbejdstimer på værfterne, når man altså frem til beløbet 27 kroner pr. arbejdstime. Det anførte kurstab er udtryk for den merudgift, skibskreditfondens låntagere ville have haft, såfremt obligationerne skulle have været afhændet på det danske obligationsmarked.

Kunne rederne i stedet være gået ind på det internationale kapitalmarked, havde Statens Skibskredit Fond været overflødig. Statens Skibskredit Fond er således et godt eksempel på, hvorledes en restriktion medfører at specielle grene af erhvervslivet har kunnet få særordninger.

Imidlertid er det jo en kendsgerning, at særordninger, der indføres betales af andre og i dette specielle tilfælde har Nationalbanken altså båret et tab på 776 millioner kroner.

For at gøre sagen til ende, må man gøre opmærksom på, at de 776 millioner kroner fremkommer som skattefri gevinst hos de velhavende skatteborgere, der har haft mulighed for at købe statens skibskredit obligationer og som er pengestærke nok til at have dem liggende indtil de udbetales til pari. Med andre ord en skattefri gevinst til velhavende danskere.

Egnsudviklingsstøtten blev indført på et tidspunkt, hvor arbejdsløshedsøer var et begreb. Nu,  hvor der er arbejdsløshed over hele landet, skulle man tro, at baggrunden for lovgivningen var borte og at man derfor ville sløjfe den.

Egnsudviklingsstøtten har i et par tilfælde direkte været misbrugt og kostet skatteyderne mange penge, således som for eksempel tilfældet Balling Engelsen på Lolland viste.

Her var en stor fabrik dukket op på basis af lån fra det offentlige. Fabrikkens succes, der var baseret blandt andet på en lav rente, medførte at ordentlige, veldrevne firmaer i samme branche måtte lukke, således som det var tilfældet med tre.

Da fabrikken lukkede, manglede det offentlige over 20 millioner. Pengene kan jo kun komme et sted fra og erhvervslivet må altså se i øjnene, at det via skat til det offentlige må finansiere, at staten medvirker som igangsætter at firmaer, som via lav rente går i konkurrence med de bestående virksomheder.

Det erhvervslivet har brug for er ikke støtte, som mere eller mindre tilfældigt gives til grene af erhvervslivet eller som i tilfældet med erhvervsudviklingsstøtten til enkelte firmaer, som har dygtighed til at få de forskellige statsinstitutioner til at finansiere dem. Det erhvervslivet har brug for, er en total ændring af Danmarks finanspolitik, som vil medføre dels et lavere omkostningsniveau. Fremskridtspartiet har gennem vore ændringsforslag til finansloven vist vejen til et bedre Danmark, hvor velstand og frihed kan gå hånd i hånd og hvor de støtteordninger, som gives i flæng på uretfærdigt grundlag er fjernet. Et samfund, hvor såvel erhvervslivet som den enkelte i langt højere grad er ansvarlig for sin egen skæbne. Et samfund, der får langt bedre råd til at værne om de grupper af befolkningen, der virkelig trænger til støtte, således som for eksempel vore gamle, vores syge eller andre, som af en eller anden grund ikke kan beskytte sig selv.

Fremskridtspartiet

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 6  / 7. årgang / 2. april 1979

Citater og evigt aktuelle kommentarer af Glistrup

31. august 2008 Skriv en kommentar

Citater og evigt aktuelle kommentarer af Glistrup

Charles Hansen, der er leder i Centralorganisationen af Metalarbejdere, har givet bl.a. følgende udtalelser til Jyllands-Posten:

“Får inflationen lov til at fortsætte, vil det medføre, at Danmark bliver en industriel ødemark.

Den almindelige holdning til inflation og forbrug er udtryk for manglende solidaritet med de ledige og de unge.

Han peger på, at vi har masser af muligheder, fordi industrien kan regne med god og veluddannet arbejdskraft samt en teknik, som tilsikrer høj effektivitet og stor konkurrencedygtighed.

Industriel udvikling og vækst er vor eneste chance for at overleve og for at komme af med arbejdsløsheden. Der er et stort behov for en overordnet industripolitik, som i virkeligheden kan betegnes som en samfundspolitik, idet industrien udgør en central faktor for en videreførelse af velfærdssamfundet. En sådan politik skal gerne bygge på en større forståelse for industriens vilkår, end vi hidtil har været i stand til at fremvise her i landet.

Mange ryster på hovedet, når de præsenteres for politikeres og økonomers alvorlige advarsler. De gør det ud fra det ræsonnement, at hvis det vi her og nu oplever, er krisen, så lad den dog endelig fortsætte.”

Kommentar:

Den bratte opvågningens time kommer senest, når SVCQMBF´erne får nej til deres låneansøgninger og besked om, at nu skal Danmark til at betale tilbage. Nu bruger vi 110 kr., hver gang vi producerer for 100 kr. når vi skal tilbagebetale, kan vi kun forbruge 90 kroner, hver gang vi producerer for 100 kroner. Nogle folk vil mene, at det betyder, at andre samfundsgrupper end hans egne skal gå 30 % ned i levestandard, og at han selv kan stige 2 %. Men det eneste virkelighedsnære svar på udfordringen er Z-politikken. Forhøj produktionen med 20 % og brug for eksempel 6 % til levestandardsforbedring i Danmark og de 10 % til tilbagebetaling af allerede pådragen gæld.

Men for at opnå det, må vi væk fra den for høje danske inflationstakt, som bl.a. blev belyst i FREMSKRIDT 1978-17 side 23. Hvis vi ikke takket være det europæiske valutasamarbejde havde at ligge som bivogn på den tyske mark, havde det stået endnu mere skralt til, jfr. FREMSKRIDT 1977-19 side 2-3.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 2 / 8. årgang / 4. februar 1980

Zarens kur

2. august 2008 29 kommentarer

Zarens kur

Bladet DANSK INDUSTRI har igen i sit februarnummer en leder, som er værdig til viderebringning.

Lederen lød som følger:

I det gamle Rusland udbrød engang en koleraepidemi. Landets læger rejste hen til de distrikter, hvor epidemien rasede. Dér, hvor epidemien havde særligt hårdt fat, kom der naturligt nok flest læger. Lægerne gjorde, hvad de kunne for at bekæmpe epidemien. Desværre var der ikke læger nok i landet, og derfor var det svært at bekæmpe epidemien.

Men så fik regeringen den idé, at den også ville gøre noget ved det syge land. Zaren sendte en minister ud for at undersøge sagen. Ministeren kom tilbage til Zaren og fortalte om sine observationer ude i landet. Jo flere læger der er i et distrikt, desto mere kolera finder man, berettede ministeren. Sagen er klar, svarede Zaren. Skal vi redde landet fra kolera, må vi slå lægerne ihjel. Det gjorde man så. Det var Zarens kur.

Flere århundrede senere fik et lille land en syg økonomi. Landets gæld voksede og voksede, fordi eksporten ikke kunne følge med importen. Landets industri gjorde, hvad den kunne for at producere varer, som blev eksporteret, eller som kunne overflødiggøre import. For at kunne producere måtte industrien købe råvarer, maskiner og energi i udlandet. Naturligt nok var værdien af industriens produktion større end den import, der var nødvendig for at producere. Industrien hjalp derfor den syge økonomi. Desværre var der ikke industri nok i landet, og derfor havde økonomien svært ved at blive rask.

Men så fik regeringen den idé, at den også ville gøre noget for at helbrede den syge økonomi. Man sendte ministre rundt i landet for at se på sagen. De kom tilbage og fortalte, hvad de havde set. Vi har lagt mærke til, at industrien køber en masse i udlandet, maskiner f.eks., og så bruger den energi, som også koster udenlandsk valuta. Sagen er klar, konkluderede regeringen. Skal vi redde landets syge økonomi, må vi slå industrien ihjel.

Regeringen satte en plan i værk.

Først lagde man ekstra skatter på de virksomheder, der ville købe maskiner og den slags. For som man sagde: ”Der importeres en grusom masse maskiner”.

Så sørgede man for at de, der havde maskiner, eller som overvejede at købe nogle trods de ekstra skatter blev i vildrede med, om de i fremtiden kunne få strøm til deres maskiner.

Til sidst lagde man ekstra skat strøm til maskinerne og anden energi til produktionen.

Det var regeringens kur.

Dansk Industri

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 4 / 8. årgang / 3. marts 1980

%d bloggers like this: