Arkiv

Posts Tagged ‘skatteforhold’

Væk med gamle småskattesager

4. april 2012 13 kommentarer

Fremskridtsforslag: Væk med gamle småskattesager

Mogens Glistrup redegør for lovforslag, der skal afskaffe umådeligt tidsspilde for offentligt ansatte, skatteborgerne og deres rådgivere, fordi skattevæsenet har alt for travlt med unødvendige småkorrektioner af skatteregningen.

Samfundsmæssigt er det rent spild af beslaglagte ressourcer til indkomstskattevæsenet. Herved tilvejebringes intet trivselsskabende. Danmarks kosteligste råstof – arbejdskraften – bør derfor ikke benyttes til bureaukrati ud over, hvad der er strengt nødvendigt for at opretholde nødvendige funktioner.

Her kan man høre radiointerviews med Mogens Glistrup

Faktum er imidlertid, at umådelig megen tid bruges både af de offentligt ansatte, skatteborgerne og deres rådgivere til noget så nyttelyst som at korrigere skatteligningen. Under alle omstændigheder vil den være skrigende uretfærdig, fordi indkomstskattesystemet ikke kan tilpasses det moderne samfund, og fordi den danske indkomstskattelovgivning er så rædselsfuld dårlig.

Lovforslaget

Fremskridtspartiet har derfor i folketinget fremsat følgende lovforslag om begrænsning af skattesagernes antal:

”Har en skatteyder (fysisk person) ikke senest den 8. november i det efter indkomståret følgende år fået meddelelse om iværksættelse af forhøjelse af ansættelsen af hans skattepligtige indkomst, formue eller særlige indkomst, kan sådan forhøjelse ikke senere ske, medmindre den udløser skattekrav for de pågældende indkomstår på mindst 40.000 kroner.

En sådan ordning vil medføre større tryghed i danske hjem og stærkt nedsætte skattevæsenets personalebehov. Den vil næppe medføre noget nævneværdigt nettoprovenuetab og ej heller forøge skatteuretfærdighederne.

Et af degenerationselementerne i indkomstskattesystemet ligger i myndighedernes overnidkærhed med skønsvilkårlige indkomstforhøjelser, for eksempel vedrørende et længst udrundet års befordring, privatforbrug og overarbejdsfradrag. I det offentliges mange milliardforretning er det småpenge. Men skatteyderen rejser børster. Og hurtigt har sagen slugt mere til administration m.v., end skattekravet udgør. Og ingen ved, om det rejste krav eller det oprindeligt selvangivne, er det mindst ukorrekte for en millimeterretfærdig optimus vir (juridisk for en idealperson som er i besiddelse af den højeste viden på et givet livsområde, red.).

Landsskatteretten overdynges med sager i forhold til, hvad den på sit nuværende ineffektivitetsniveau har kapacitet til at behandle og afgøre. Skattemyndighedernes tilbøjelighed til at gå tilbage i tiden for at foretage småreguleringer er en af hovedkilderne til overbebyrdelse af landsskatteretten.

Om ”8. november”

Når skattevæsenet skriver til skattesubjekterne om forhøjelser af skatteindkomsten, plejer man at anføre, at svar skal være meddelt i løbet af nogle få dage eller uger.

Man kunne – hvis det var nødvendigt – selvfølgelig opstille endnu kortere frister for det arbejde, som skattevæserne skal udføre. Deres folk er jo specialister, heldagsbeskæftigede og professionelle på skatteområdet.

Imidlertid er det for en hensigtsmæssig måde at tilrettelægge ligningsarbejdet på ikke nødvendigt at være så skrap over for eksperterne, som de er over for menigmand.

Man kan vente helt frem til begyndelsen af november måned med at forlange, at eksperterne skal være færdige med den selvangivelse som de har modtaget for 5-10 måneder forinden.

Fra 8. november er der cirka tre måneder til, at det næste års selvangivelser begynder at strømme ind. Disse tre måneder kan anvendes til afholdelse af ferier for skatteembedsmændene, færdiggørelse af de sager, som er rejst før 8. november for det foregående indkomstår og forberedelse af ligningsarbejdet for det nye år.

Dette sidste må så ske på en sådan måde, at nogle skatteydere eller skatteydergrupper ikke år efter år begunstiges ved at blive sat nederst i rækken, så deres selvangivelser er dårligere gennemgået end andre i perioden før 8. november.

Kernen er, at skattepersonalet under alle omstændigheder skal klare ét indkomstår på ét års arbejde. I stedet for inden for det enkelte år at beskæftige sig med mange indkomstår er det langt mere befolkningsvenligt til stadighed kun at beskæftige sig med det sidst indkomne hold selvangivelser.

Om ”40.000 kroner”

Hovedbetragtningerne bag det stillede lovforslag og hensynet til enkelhed i lovgivningen ville føre til, at tidsfristen 8. november var absolut.

Mange af betragtningerne taber imidlertid i vægt, hvis den enkelte sag drejer sig om et noget større skattebeløb.

Fremskridtspartiet mener derfor, at der i sådanne tilfælde skal kunne ske en afvigelse fra 8. november-grænsen.

Det er vigtigt, at få en helt skarp og klar grænse. Langt vigtigere end at man herved udsætter sig for ioniseringer vedrørende den, der ligger lige under grænsen i forhold til den, der ligger lige over grænsen. Sådanne angreb plejer socialdemokrater (herunder VCQMBF´ erne) at svælge i, men ret beset er de blot afkom af den lille misundelse over i den tarveligste og tommeste Christiansborgtone.

De 40.000 kroner er ikke noget helligt tal og for at kunne fremme med nytænkningen og lade denne chance for at vise sine velsignelser i praksis, vil Fremskridtspartiet gerne forhandle om et mindre grænsebeløb, som vi altid har været og altid vil være kompromisvillige, når blot udviklingen går i den rigtige retning.

En lav grænse vil imidlertid føre til, at mange gamle sager kommer op på ny. Sager, der ellers højst kunne føre til skatteforhøjelser på 8.000, 10.000 eller 12.000 kroner, undersøges. Fejlanvendelse af arbejdskraft finder derved sted, og man presser måske til syvende og sidst forhøjelser svarende til 15.000 kroner i merskat igennem, hvis grænsen for eksempel blev lagt på dette beløb.

Om ”strafbare forhold”

Det har været overvejet, om man ud over den objektive afgrænsede undtagelse på de 40.000 kroner, også skulle have en subjektivt afgrænset undtagelse, så strafbare forhold skulle føre til, at man under alle omstændigheder kunne foretage forhøjelser.

Herved ville man hidføre en enorm social ubalance. Det ville blive en undtagelse, som ramte rengøringskonen, den der privat udlejer sit sommerhus og andre ikke-skatteakrobater. Derimod er det typiske for den, der med Nureddin-mentalitet snu lægger sine skatteforhold til rette – eventuelt med revisorbistand – at hans skatteunddragelser bevæger sig uden for det strafbare område.

Dertil kommer, at dansk skattestrafferet er udformet så tilfældigt og vilkårligt, at myndighederne uden noget særligt overbevisende grundlag somme tider lader en sag falde inden for det strafbares område og til andre tider lader en ganske tilsvarende sag falde uden for.

Dette er tilfældighedernes hasardpræg over for skattevæsenshverdagen ville blot yderligere blive sat i skarp sovs, hvis der blev indført en undtagelse for strafbare forhold. Man ville meget vel kunne risikere, at skattevæsenerne i deres jagt på at få nogle flere personaleomkostninger ville undergrave hele lovens formål ved blot at kalde meget mere end nu for strafbart. I så fald ville man ikke nå den tilsigtede betydelige begrænsning af skattesagernes antal.

Selve lovforslaget og mere om spørgsmålet kan fås på folketingsgruppens kontor.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 5 / 7. årgang / 19. marts 1978

Skatterekord

23. februar 2012 Skriv en kommentar

Skatterekord 

Den bestandige sætten skattetryksrekord efter det seneste valg bekræfter på ny det gamle ord: Som man reder, så ligger man.

Og opredningen fra VKR-regering nr. 2 har fra første færd været at piske den danske befolkning med endnu flere skatteskorpioner.

Det er, hvad den såkaldte borgerlige regering har gjort. Det må enhver erkende, som vil og tør se sandheden i øjnene. Og at spærre sig ude fra den kommer en nation ikke godt fra i længden.

Schlüter (C) har fået os til at holde fire års pause frikvarter fra kendsgerningerne, men nu nærmer sandhedens time sig forhåbentlig. Der er derfor al mulig grund til at gå ud i åben kamp.

Her kan man høre radiointerviews med Mogens Glistrup

Når der i det næste folketing kommer en indflydelsesrig Fremskridtsgruppe, vil Schlüters muligheder blive stærkt formindsket for at fortsætte skatteplyndringsrekorderne, plagsomme skrankepaverier, forlængede sygehusventelister, fedtede folkepensionsudmålinger, forstærkede muhamedanerinvasioner, fixering af Mor Danmark i ØD-spændetrøjer, og hvad der nu ellers har kendetegnet firkløverregimet (V, C, CD og KrF, red.).

Men det vil udarte langt værre, såfremt Fremskridtsfolket ikke – hver og en – er tilstrækkeligt energisk, vedholdende, veldisciplineret og loyal overfor Fremskridtssagen til, at vi erobrer den afgørende plads i Folketinget.

Mogens Glistrup 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 4 / 15. årgang / 6. februar 1987

Big Brother-staten er lige om hjørnet

4. november 2008 2 kommentarer

Big Brother-staten er lige om hjørnet

Venstre og Socialdemokrater foreslår ændring i skattekontrolloven, der fører os lige ind i statsovervågnings-helvedet.

Får finansminister Anders Andersen (V) og hans embedsmænd magt, som de har agt, må alle landets skatteborgere se sig indfanget i et Big Brother-samfund, hvor intet – selv ikke de personlige forhold – straffrit kan forholdes statsmagtens forlængede arm – det altid glubende, grådige og videbegærlige skattevæsen.

Rædselsmanende fremtidsperspektiver om en fantasistat á la Orwells´ “1985”? Nej – foruroligende, uimodsigelige kendsgerninger om Danmark 1. januar anno 1975!

Årsagen til dette nye og meget lange skridt endnu dybere ind i det uhyggelige bureaukratiske Big Brother-system er seks små ord, som tilhængerne af dette overvågnings-helvede nu ønsker slettet i skattekontrolloven.

Efter denne lovs § 2 har skattevæsenet hidtil kunnet forlange at få alle oplysninger “af betydning for skattesættelsen og skatteberegningen“. Det er disse seks ord, man nu forsøger at få slettet.

Sker det, er det ikke én stavelse for stærkt sagt, at danske skatteborgere da vil befinde sig i Big Brothers uheldsvangre favntag.

Uden den begrænsning der ligger i den nugældende lovs ord om, at det alene er oplysninger “af betydning for skattesættelsen og skatteberegningen”, vil skattevæsenet have frit slag. Intet vil mere være helligt og høre privatlivet til. Under straffeansvar vil man være pligtet til at skulle svare på alt, eksempelvis oplysninger til Danmarks Statistik, stemte De på Venstre ved sidste valg? o.s.v, o.s.v.

Eksperterne har advaret

Denne voldtagelse af det danske samfund har – som så megen anden vildførelse, (naturligvis) – sit udspring i socialdemokratiske idéer. På tværs af alle undersøgelser og analyser i ind- og udland, som klart har bevist, at en sondring mellem, hvad der er privat gæld, hvad der er forretningsmæssig gæld, og hvad der er gæld i fast ejendom (parcelhuse og lign.) ikke kan lade sig gøre, har Henry Grünbaum (A) nu for 117. gang i Ligningsrådet hyppet de socialdemokratiske kartofler for at få indført en regel herom.

Af uforklarlige årsager er Venstre – Danmarks liberale Parti og vist også den ellers så besindige Ib Stetter (C) – hoppet på den Grünbaumske reklamevogn.

Mogens Glistrup:

– Alle sagkyndige har advaret og erklæret, at en opdeling af gæld på den måde ikke lader sig gøre. Alligevel vil man nu fra lovgivningensmagtens side forlange, at borgerne – under strafansvar – skal foretage en sådan opdeling…

Det bliver travle tider for landets domstole -.

T.  Zinglersen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 19 / 2. årgang / 19. november 1974

Kategorier:Skat og afgifter, Socialdemokratiet, Velfærdsstaten, Venstre Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Frem i lyset med politikernes fradrag

21. oktober 2008 26 kommentarer

Frem i lyset med politikernes fradrag

 

Før der kan tales om slet eller god skattemoral bør lovgivernes skatteforhold lægges frem for offentligheden.

Men tåler de det?

 

Kort før jul anbefalede landsformand Helge Dohrmann (Z) skatte- og afgiftsminister Isi Foighel (C) at offentliggøre alle skatteregistre. Dohrmann mener, at en sådan offentliggørelse vil afsløre, at mange af de, der råber højest op om andres skattemoral selv næsten intet betaler i skat.

 

Helge Dohrmann: – Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg tror, at offentlighedens adgang til skatteregistrene vil afsløre, at hovedparten af regeringens og Folketingets medlemmer har nogle tilsigtede fradrag, der ligger langt over gennemsnittet. Inden Folketinget derfor overhovedet kan tillade sig at anvende ordet moral i forbindelse med skat, har offentligheden krav på at få oplyst, hvorledes lovgiverne, ministrene, borgmestre med flere har det med skatten.

 

Ved redaktionens slutning var der endnu ikke indløbet noget svar fra hr. Foighel. Han har nok sine overvejelser…

I den Københavnske vestegnkommune Høje-Taastrup har en anonym person allerede taget forskud på Dohrmanns plan. Vedkommende har ganske enkelt tilsendt den lokale presse kopi af samtlige byrådsmedlemmers selvangivelse for 1983 med en opfordring til pressen om, at undersøge hvem der har benyttet ”skattefiduser”.

 

Det har fået den konservative borgmester i kommunen, Laurids Christensen, til at true med bål og brand. Han har betegnet sagen som noget af det groveste han har været ude for i sin borgmestertid, og han mener det nu må være politiets opgave, at finde den anonyme brevskriver.

 

Hvad mon borgmester Laurids Christensen og hans byrødder har at skjule?

 

G-mand

P S.

I et land som USA ville det være helt utænkeligt, at politikerne fik lov til at skjule deres privatøkonomiske oplysninger over for vælgerne.

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 3 / 13. årgang / 18. januar 1985