Energi – et yndet skattemål

4. august 2008

Energi – et yndet skattemål

 

Siden regeringsskiftet i 1993 er der for alvor kommet gang i beskatningen af energi. Det er blevet dyrere at bruge vand, varme og lys og Fremskridtspartiet er ikke i tvivl om, at skatteskruen får flere nøk opad de kommende år. Det er de skræmmende udsigter, så længe flertallet i Folketinget er sovset ind i Socialdemokratiets fejlslagne økonomiske politik.

 

Selv om vi i Danmark allerede i dag har verdens højeste energiskatter, så er det regeringens (A, B, Centrum Demokraterne, D), red.) erklærede mål, at disse skatter skal forhøjes de kommende år.

 

Eksempelvis har et flertal i Folketinget bestemt, at Danmark skal reducere CO2-udslippet med 20 procent inden år 2005. Og ikke nok med det. Inden år 2037 skal CO2-udledningen reduceres med 37 procent. Intet andet land i verden har så høje mål. Kun i Danmark er politikerne dumme nok til at tro, at så urealistiske mål kan nås.

 

Regeringen kan ikke “skatte” sig til en forbedring af miljøet. Således er Danmarks del af det globale CO2-udslip forsvindende lille. Det er at skyde gråspurve med kanoner, når danskerne pålægges en så høj CO2-afgift. Den har kun en meget ringe effekt på miljøet, men gavner til gengæld statskassen, som skiftende regeringer på det skammeligste har tømt.

 

Vi danskere betaler i forvejen verdens højeste skatter og afgifter. Derfor er det aldeles urimeligt, at regeringen planlæger, at vi i de kommende år skal betale endnu mere. Dertil kommer, at det er aldeles umoralsk at beskatte noget så livsnødvendigt som vand, varme og strøm. Det er ikke en luksus i det kolde nord, men en tvingende nødvendighed.

 

Regeringens iver efter at beskatte og afgiftsbelægge energi – de såkaldte grønne afgifter – koster danskerne dyrt. Der er skat på vand, el, benzin, diesel, affald, spildevand o.s.v. I 1998 skal familien Danmark betale næsten 5.500 kroner i ekstra-skatter i forhold til 1993. Det er mange penge, når man tænker på, at de grønne skatter er kommet til efter den skattereform, der i forvejen forhøjede skatterne. Og pengene kan kun hentes ét sted: I husholdningsbudgettet.

 

De grønne afgifter vender den tunge ende nedad. Således er det de mindre velstillede, der kommer til at betale mest. Sammenligner man med en familie med 250.000 kroner i årlig indkomst, og en familie med 700.000 kroner i årlig indkomst, og antager, at de begge bor i ejerlejligheder, er urimeligheden indlysende. Begge familier har det samme forbrug af vand, varme og el. Begge familier betaler det samme i grønne afgifter og skatter. Familien med den laveste årsindkomst betaler altså lige så meget som familien med den noget højere indkomst.  Regeringen kalder det retfærdighed, Fremskridtspartiet kalder det dybt asocialt.

 

Fremskridtspartiet har intet imod grønne skatter og afgifter. De skal bare ikke indføres som et supplement til det eksisterende skattesystem. De skal erstatte de skatter, vi kender i dag.

 

Jo højere skattetryk des færre penge til forbrug for den enkelte. Dermed fjernes incitamentet til at arbejde. Det er på tide, at regering og Folketing tager hele skattesystemet op til revurdering. Er det den rigtige vej at gå både af hensyn til miljøet og den enkelte skatteborger? Fremskridtspartiet mener nej.

 

Gennem de seneste 25 år har vi argumenteret for, at den eneste vej til ægte beskæftigelse i den private sektor går over markant lavere skatter for de laveste indkomster. Udenlandske erfaringer har med al tydelighed dokumenteret, at det er den rigtige vej at gå. Nu mangler vi bare, at også regeringen og den øvrige del af Folketinget får øjnene op for dette faktum og igen gør det sjovt at være dansker.

Kim Behnke

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 7-8 / 24. årgang / august 1996

%d bloggers like this: