Arkiv

Posts Tagged ‘Vognmands branchens arbejdsvilkår’

Løsning kan være et Dansk Internationalt Transportregister

14. september 2009 4 kommentarer

Løsning kan være et Dansk Internationalt Transportregister

Løsningen for den danske transportbranche kan være et Dansk Internationalt Transportregister (DIT), som på samme tid kan forhindre udflagning af danske lastbiler og skabe en god konkurrencesituation for erhvervet. Det vil gavne hele det danske samfund i form af indtjening og flere arbejdspladser, mener Fremskridtspartiets Kim Behnke, der i denne kronik lover, at han nok skal fremsætte lovforslag om DIT i dette efterår, hvis regeringen (V og C, red.) ikke gør det.

I årerne 1985 til 88 var landets aviser fyldt med beregninger om hvor mange rederier, der valgte at lade deres skibe udflage. Resultatet var både tab af arbejdspladser og indsejlet valuta. Problemet for rederierne var nok en række afgifter og andre konkurrenceforvridende forhold i Danmark, som konkurrenterne i udlandet ikke skulle beregne, men den afgørende forskel var spørgsmålet om lønudgifter til søfolkene.

Rederierne opnåede en meget betydelig omkostningsnedgang ved at udflage, idet søfolkene derved kunne indhyres til udenlandske overenskomster, der er afstemt efter udenlandske personskatteniveauer.

Folketinget gik på banen i 1988 og vedtog to væsentlige love. Den ene var indførelsen af DIS (Dansk Internationalt Skibsregister). Den anden var afskaffelsen af sømandsskatten.

DIS blev succes

I dag er alle enige om, at indførelsen af DIS har haft en meget væsentlig andel af den positive udvikling inden for søfarten. I perioden 1985-88 faldt den danske handelsflåde fra ca. 5 til under 4 mio. bruttoregisterton. I antal skibe var der et fald på over 100 skibe! Prognoser fra Danmarks Rederiforening viser, at i 1995 vil vi være oppe på 1985-niveauet med hensyn til antal skibe, nemlig ca. 600. Derimod vil disse skibe repræsentere over 6 mio. bruttoregisterton.

Rederiforeningen kunne i april i år oplyse, at de begynder at få problemer med at skaffe et tilstrækkeligt antal danske søfolk! DIS kan med andre ord uden forbehold udnævnes til at være en succes.

Nok har staten mistet nogle skatteindtægter, men de opvejes til fulde – og meget mere af den vækst, rederibranchen oplever.

Nu gælder det lastbilerne

Efterårets store problem bliver ikke søfarten, men derimod den landbaserede transport. Vognmændene udflager i øjeblikket i foruroligende omfang.

De seneste folketingsinitiativer med reduceret dieselafgiftsrefusion, CO2-afgift og andre konkurrenceforringelser har naturligvis sat yderligere skub i virksomhedernes overvejelser. Efter min mening er vognmandserhvervet i det moderne samfund særdeles vitalt, hvorfor vi ikke passivt skal acceptere, at danske chauffører bliver arbejdsløse, og at bilerne kommer på udenlandske nummerplader.

Skatteministeren (Anders Fogh Rasmussen, V, red.) skrev i Transport nr. 12, at ændringerne på dieselafgiften er nødvendig EF-harmonisering og at der derfor ikke er tale om konkurrenceforvridning.

Det er nok meget muligt, at dieselafgiften isoleret set harmoniseres, men ministeren glemmer, at danske vognmænds bruttolønudgift er langt højere end i de andre EF-lande. Det samlede resultat – og det er det eneste, der tæller, når man sidder om aftenen med regnemaskinen og skal gøre sine overvejelser – er at danske vognmænd har fået konkurrencesituationen ødelagt.

Må sikres

For ikke at skabe yderligere usikkerhed i erhvervet om, hvad regeringen og EF kan finde på af ”ubetydelige” harmoniseringer, så må vi én gang for alle sikre, at vognmændene kan overleve.

Mit forslag er derfor, at man indfører Dansk Internationalt Transportregister (DIT) efter samme model som DIS. Altså at personskatten reduceres for chaufførerne mod, at overenskomsterne ændres. Således at chaufføren får den same samme nettoløn mens vognmændenes bruttolønudgift reduceres betydeligt. Det vil give en helt ny og langt mere konkurrencefornuftig situation for det danske vognmandserhverv.

Fremsætter lovforslag

Hvis ikke andre vil fremsætte et sådant lovforslag (læs regeringen), så vil jeg gøre det til efteråret.

Jeg håber, at man fra vognmandsside vil være behjælpelig med idéer og inspiration. Sådan, at vi om få år kan fejre DIT som en succes på linje med DIS.

Kim Behnke

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 8 / september 1991 / 19. årgang