Æterfrihed

Æterfrihed

At Socialdemokratiet, Arne Melchior (CD) og Frode Nør Christensen (Centrum Demokraterne (D) – ud fra deres socialistiske grundholdning – ønsker at forstærke Post- og Telegrafvæsenets monopol kan vel ikke komme som den store overraskelse. Mere påfaldende var det sikkert, at både Venstre og Det konservative Folkeparti – uden kritiske kommentarer – stemte ja til indgrebet mod den personlige frihed om frit at kunne modtage TV fra satellitterne.

Speciel hvad angår Venstres folketingsgruppe, er det efterhånden påfaldende, så ofte dette partis medlemmer stemmer ja til de love, der vedtages for så kort tid efter at sole sig i medierne med afvigende synspunkter. Ivar Hansen (V) og Svend Heiselbergs (V) kritiske holdning til hybridnettet er fuldt ud berettiget. Men hvorfor i alverden reagerede de to venstrefolk da ikke, før de selv var med til at stemme ja til lovforslaget?

Hvad angår selve hybridnettet – set i relation til TV –, er det en kendt sag, at de mange milliarder kroner, der skal anvendes til nedlæggelse af kabler er en total fejlinvestering. Private husejere og antenneselskaber kan via parabolantenner hente signalerne direkte ned fra satellitterne.

Loven om hybridnettet er således alene vedtaget for, at statsdirigerede smagskontrollører kan bestemme, hvad folk allernådigst må se eller ikke se. Derudover indebærer loven naturligvis også, at man ud over den sædvanlige licens vil opkræve ekstra skatter til etableringen og senere en hybridlicens.

Ifølge ordbogen betyder hybrid krydsning eller bastard. Fremskridtspartiet vil gøre alt for, at denne udanske bastard-lovgivning bliver ophævet igen. Uden at drage direkte sammenligning minder forbuddet mod at se direkte TV alt for meget om Hitler-tiden, hvor det såvel i Tyskland som i de besatte lande var forbudt at aflytte udenlandske radiostationer som fx BBC.

Derfor skal man ikke bøje nakken og stiltiende acceptere lovmagernes henvisninger til enten det ene eller det andet cirkulære. Frit at kunne læse aviser, høre radio, udtale sig og se TV er fundamentale demokratiske rettigheder. Disse rettigheder forsøger et folketingsflertal at knægte.

Adlyd dem ikke!

Helge Dohrmann

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 4 / 15. årgang / 6. februar 1987

Op med parabolerne – ned med monopolerne

Op med parabolerne – ned med monopolerne 

Ifølge Vestkysten den 2. maj er trafikminister Frode Nør Christensen (CD) meget ophidset over, at jeg for nogle måneder siden benyttede mig af mine demokratiske rettigheder ved at lade opstille en parabolantenne og således ucensureret kunne modtage satellit-tv.

Nu betyder det selvfølgelig ikke så meget, hvad trafikministeren og hans socialdemokratiske aftalepartner – J. K. Hansen – fortæller 18 fremmødte deltagere (de to talere, serveringspersonalet og ministerchaufføren inkl.) om min parabolantenne. Mere interessant er det måske, at selvsamme parabol gav anledning til så megen omtale og sympatitilkendegivelser hos befolkningen, at et stort flertal i Folketinget nu har aftalt at ændre loven, så det fremover minder lidt om forholdene i et demokratisk samfund.

Vedrørende ministerens udtalelser i øvrigt, så plejer det blandt Folketingets partiet at høre til god tone – så vidt muligt – ikke at angribe personer, der ikke er til stede og slet ikke, når de ingen indflydelse har fået.

Frode Nør Christensen er imidlertid ret så speciel også på dette område. Jeg hentyder her til et møde, nogle antenneforeninger i Nordjylland havde arrangeret mellem trafikministeren og undertegnede i Støvring. Et sted mellem 250 og 300 mennesker mødte op – blot for med undren at måtte konstatere at ministeren – udover den tid det tog at spise middagen – erklærede, at han højest kunne være der en time og i denne time overhovedet ikke ville debattere mødets temaer nemlig hybridnettet og parabolantenner.

At trafikminister Frode Nør Christensen erklærer, at han har svært ved at finde ud af, hvad hans ministerium egentlig omfatter, overrasker mig ikke. Men er det et helt urimeligt forlangende, at regeringschefen (Poul Schlüter, C, red.) udpeger nogle ministre, der blot har en lille smule indblik i de ting, de beskæftiger sig med?

Helge Dohrmann

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 17 / 15. årgang / 15. maj 1987