De uundgåelige offentlige besparelser

De uundgåelige offentlige besparelser

Nogle Z-folk er så miljøskadede, at de beskedent slår øjnene ned, når talen falder på Z-planens punkt om over de næste fem år at bortskære halvdelen af de offentlige udgifter.

Blufærdigheden er grundløs. For i virkeligheden er det lykkeligt, at den fordomsfrie Fremskridtsnytænkning kan få den påkrævede tilbageholdenhed med offentlig pengespredning til at gå hånd i hånd med menneskeberigende individuelle udfordringer, som giver tilværelsen bedre kvaliteter end den nuværende servering af hele baduljen på et sølvfad.

Til de ængsteliges indvendinger hører: Kan danskerne overhovedet klare sig, når de levnes så få offentlige udgiftskroner?

Her kan man høre radiointerviews med Mogens Glistrup

Det uomgængelige svar er: Det er vi nødt til. Ellers går vi helt rabundus i et kæmpestort bankerotkaos. Folketingets otte stemmekøbspartier har påprakket befolkningen en offentlig sektor af dimensioner uden jordforbindelse til den faktiske værdiskabelse i Danmark. Derfor er det uundgåeligt, at store dele af nationens ressourcer omprioriteres fra det offentliges solderi til produktionsområdet. I de sidste 28 år har Folketinget firedoblet det offentliges dirigeren og snagen. Så kan tinget selvsagt også nedbringe den offentlige overbygning på Skibet Danmark til de foreslåede 32 % af bruttonationalproduktet over de næste fem år.

Nationalproduktet vokser jo stærkt, når skatten mindskes. De 32 % af vor produktion i 1993 er derfor en hel del mere end halvdelen af de nuværende 65 % af 1988-produktet.

I det indkomstskattefrie samfund bliver det enkelte menneske langt stærkere og får derfor ikke så store behov for offentlig støtte. Private penge strækker ofte til mere velfærd end det samme antal offentlige kroner gramkastet efter det såkaldte gratisprincip.

I det indkomstskattefrie samfund bliver en krone nemlig så meget værd, som en sort krone er i dag: Nemlig en krone. For tiden har en hvid krone jo kun en kurs på mellem 30 og 50 øre.

Afmagringen af stat, amt og kommuner må igangsættes, også selv om folketingsflertallet endnu ikke er modent til at udrydde samfundets fjende nummer eet, indkomstskatten. I så fald er det endnu mere nødvendigt for det fattige Danmark at rebe sejlene kraftigt.

De spagfærdige og forknytte kræver nok, at vi skal gå stille med dørene. Men lalleri er den sikre vej til undergang. Det afslører historien for 199 af 200 partier uden mediemagt.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 25 / 16. årgang / 19. august 1988