Arkiv

Posts Tagged ‘ulandsbistand’

Otte hovedveje fra 124.000 til 91.000 millioner kroner

5. juli 2012 68 kommentarer

Otte hovedveje fra 124.000 til 91.000 millioner kroner 

Udgiftsreduktionerne fra 124.000 til 91.000 millioner kroner kører ad otte hovedveje: 

Fra én kasse til en anden                                                                                                             

En del af de milliardbeløb borgerne indbetaler i den ene offentlige kasse, får de samme borgere senere udbetalt af en anden offentlig kasse. Havde skattevæsenet blot ladet folk i fred, havde de selv været i stand til at betale deres egne udgifter. Både økonomisk og menneskeligt vil det være langt bedre. Ud fra denne synsvinkel spares for eksempel børnetilskud, fritidsundervisning, boligsikring og teaterstøtte.

Forældede udgifter                                                                                                                     

Det offentlige har gennem årerne påtaget sig at betale for et væld af aktiviteter, hvor Fremskridtspartiet under nutidens forhold prioriterer indkomstskatteafviklingen højere end fortsat skatteyderfinansiering. Nye udgiftsområder (f.eks. forureningsbekæmpelse) og vækst på gamle (folkepension og sygelønnens overgang fra arbejdsgiver til stat) bevirker, at man for ikke at havne i uacceptable skatteresultater må bortsanere offentlige udgiftsfelter, der er groet op under andre samfundsforhold end de nu rådende. Eksempelvis kan nævnes diplomatiske repræsentationer, store dele af biblioteksvæsenet, erhvervstilskud, Ribe, Roskilde og Aalborg Universitets Centre og uddannelser i sociologi, psykologi og snesevis af luksusuddannelser.

Urimelige udgifter                                                                                                                     

Staten og kommunerne har for skatteborgernes penge indladt sig på at yde tilskud til formål, om hvilke der er vidtstrakt uenighed. Fremskridtspartiet mener, at den enkelte selv må afgøre, hvad hun eller han vil bidrage til. Derfor bør man ikke skatteyderfinansiere f.eks. ulandsbistand, idræt og kunstfonds.

Kirken                                                                                                                                         

Med indkomstskatteafviklingen forsvinder kirkeskatten pr 1. januar 1978. Menighederne får herefter økonomisk selvstyre. Ved at gøre statens kirke til folkets kirke modvirkes den ligegyldighedspræst, der på lidt længere sigt truer den lutherske kirke.

Færøerne og Grønland                                                                                                                              

Færøerne og Grønland er ikke naturlige områder under Danmark. Ønsker færinger eller grønlændere at flytte til Danmark, skal de være velkomne, men at fortsætte med at styre disse områder fra Syddanmark, er hverken i den færøske eller den grønlandske nations interesse.

Offentlige lønninger                                                                                                                    

Indkomstskatteafvikling vil især være en fordel for de offentligt ansatte. I praksis rammes de nemlig særlig hårdt af indkomstskatten.  Dette er nok en del af baggrunden for, at der sideløbende med indkomstskattens himmelflugt i de sidste 12-14 år er sket større forhøjelser i de offentligt ansattes arbejdsvederlag pr. effektiv arbejdstime, end de privatansatte har opnået. Alle, der forbliver i offentlig tjeneste, vil få mindre bruttoløn efter alternativ Z. Forskellen bliver minimal for de lavtlønnede tjenestemænd og så meget desto større for de højtlønnede overenskomstansatte. Gennemsnitsnedsættelsen bliver på 14 %. Med den samtidige indkomstskattereduktion skulle alligevel næsten alle få levestandardsfremgang, men det offentlige sparer ca. 9 % af de 33.000 millioner kroner, der skal findes.

Det er naturligvis ikke de offentligt ansatte som mennesker, Fremskridtspartiet har noget imod. Det, vi går i krig mod er, at vi i Danmark fejlanvender vort vigtigste råstof, arbejdskraften. Det har vi simpelthen ikke råd til at fortsætte med. Slet ikke efter at stigende råvarepriser og den unødvendige arbejdsløshed har gjort os fattigere. I de næste par år bør man nok holde op med at øge antallet af offentligt ansatte med ca. 2500 om måneden og i stedet mindske det med omkring 4300. Den gradvise mindskning skal først og fremmest ske ved, at man undlader at foretage nyansættelser ved naturlig afgang. Der bliver jo rigeligt med beskæftigelsesmuligheder i det private erhvervsliv i et samfund, hvor indkomstskatten er under afvikling. Egentlige afskedigelser kommer der nok kun ca. 100 af pr. måned (mindre end 1/7000 del af de offentligt ansatte).

Ens pension                                                                                                                                 

Den skatteyderfinansierede pension til tidligere offentligt ansatte må i længden ikke være større end andre borgers folkepension. Som led i overgangsordningen nedskæres aktuelle tjenestemandspensioner med 55 %, samtidig med indkomstskatteafviklingens iværksættelse den 1. januar 1978. Dette betyder, at det disponible pensionsbeløb bliver nogenlunde uændret for den enkelte tjenestemandspensionist. I og med forhøjelsen af den almindelige folkepension ophæves særpensionsordningerne såsom ATP og den til 1979 planlagte tillægspension fra den sociale pensionsfond.

Mindre administration

Fremskridtspartiets lovforenklingsindsats vil medføre, at det administrative personale – også i den offentlige sektor – bliver formindsket meget væsentligt. Herved spares naturligvis ikke blot lønudgifter til de pågældende, men også alle de mange følgeudgifter, som det nuværende kontoriusseri fører med sig.

Fremskridtspartiet

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 20 / 4. årgang / 18. november 1976 

Fremskridtspartiet rejser forespørgselsdebat om Danmarks Ulandsbistand

23. januar 2012 3 kommentarer

Fremskridtspartiet rejser forespørgselsdebat om Danmarks Ulandsbistand 

Fremskridtspartiet har i Folketinget fremsat forespørgselsdebat om Danmarks Ulandsbistand, oplyser partiets politiske leder, Kim Behnke.

– Nu er der kommet endnu et eksempel på, at Danida smider pengene ud af vinduet. Derfor må Ulandsbistanden lægges helt om. Inklusive miljø- og katastroferammen er de årlige bevillinger nu på over 17 milliarder kroner. Det kan ikke moralsk forsvares længere, at meget store dele af dette beløb går til spilde, siger Kim Behnke.

De nye tal viser en ualmindelig slendrian i Danida. Og det er ikke første gang. For et par år siden kom statsrevisorerne også med en sønderlemmende kritik. Det er altså ikke blevet bedre siden da.

Danida skalter og valter med skatteydernes penge og opfører sig som en stat i staten. Det skal ganske enkelt stoppes, og de ansvarlige skal stilles til regnskab for deres handlinger, siger Kim Behnke.

Kim Behnke

Pressemeddelelse 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 10 / 25. årgang / oktober 1997 

15 Fremskridt – for ulandene

20. november 2011 42 kommentarer

15 Fremskridt – for ulandene 

  1. Den danske statslige ulandsbistand afvikles over få år.
  2. DANIDA nedlægges, og udenrigstjenesten reduceres kraftigt.
  3. Der opretholdes kun en statslig pulje for ydelse af katastrofehjælp.
  4. Den danske ulandsbistand overlades til private hjælpeorganisationer, hvis midler må komme fra frivillige bidrag fra befolkningen.
  5. Ulandsbistanden skal i højere grad anvendes liberalt med hjælp fra private hjælpeorganisationer, indtil statens engagement er afviklet.
  6. Dansk erhvervsliv skal have større indflydelse og deltagelse i danske ulandsprojekter, indtil statens engagement er afviklet.
  7. Ulandene skal stilles over for skrappere krav om overholdelse af menneskerettighederne, indtil statens engagement er afviklet.
  8. Ulande, der er krigsførende, skal udelukkes fra dansk ulandsbistand.
  9. Dansk ulandsbistand skal primært gå til mennesker og ikke til stater.
  10. Danmark skal i alle internationale organer arbejde for at få åbnet for fri verdenshandel.
  11. Danmark skal gå foran med åbning af vores markeder for import fra østlandene.
  12. Ulandene skal gøres til ligeværdige lande med selvrespekt og ikke holdes i tilskudsmodtagerens ydmyge rolle.
  13. Danmarks hjælp til Østeuropa skal gælde teknologihjælp og fri handel, mens tilskud afvikles.
  14. Den danske internationale miljøhjælp skal primært gå til afhjælpning af miljøkatastrofer i vore nabolande.
  15. Ofre for krige, naturkatastrofer og lignende skal hjælpes i nærområdet og ikke fragtes jorden rundt som flygtninge.

 —————————————————————————————————————————————————-

Danmarks rolle i det internationale samarbejde er kritisabel. Vi vil i 1995 yde ca. 18.000 millioner kroner i ulandsbistand, østhjælp og miljøhjælp. Det er penge, som alle må lånes. Danmark yder ukritisk hjælp til totalitære regimer ofte med kommunistisk ledelse, hvilket langt fra afspejler danskernes holdning. DANIDAs udøvelse af ”kollektiv moral” må bringes til ophør. Danskerne skal have frihed til – gennem private donationer – at hjælpe hvem, og hvor de vil.

Ulandshjælp bliver ofte spist op af korruption og fejlslagne projekter. Ulandsbistand er med til at fastholde ulandene i den umyndige rolle som modtager af gaver. 

FREMSKRIDTSPARTIET vil ændre dansk ulandsbistand markant og grundlæggende. Fri handel mellem alle lande er midlet til opnåelse af bedre vilkår i ulandene. Indtil den statslige ulandsbistand er helt afviklet, må reglerne strammes betydeligt op.

Kilde: Fremskridt valg ´94 – september 1994

Nedlæg Danida

2. juni 2010 6 kommentarer

Nedlæg Danida

Fremskridtspartiet vil nu i Folketinget fremsætte beslutningsforslag om nedlæggelse af Danida.

Partiets finanspolitiske ordfører, Kim Behnke siger:

Den senere tids oplysninger om Danida-projektet er simpelthen en skandale og det er desværre ikke første gang, at organisationen har bevist, at den overhovedet ikke magter opgaven. Danske ulandspenge bliver simpelthen smidt ud af vinduet, uden at komme nogen som helst til gavn. Projekterne er uprofessionelt gennemført og hærget af korruption i modtagerlandene.

Alle er derfor bedst tjent med, at Danida simpelthen nedlægges, og at de sparede midler bruges til skattelettelser. Ulandsbistand bør være en helt privat sag og når skattelettelserne er kommet igennem, vil folk også bedre få råd til at støtte de humanitære formål, de finder rigtige, siger Kim Behnke.

Kim Behnke

Pressemeddelelse

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 10 / 19. årgang / november 1991

Ulandspenge flyder i en strid strøm

21. januar 2009 22 kommentarer

Ulandspenge flyder i en strid strøm

 

Flertallet i Folketinget har vedtaget, at Danmark skal yde 15.000 millioner kroner i bistand til andre lande. Det gælder miljøbistand, østhjælp og ulandsbistand.

Ulandsbistanden udgør i 1996 ca. 9.000 millioner kroner af de 15.000 millioner kroner. Folketingets finansudvalg får hver onsdag forelagt ansøgninger om anvendelse af ulandspengene.

I denne Folketingssamling har flertallet (alle partier minus Fremskridtspartiet) vedtaget ulandsbevillinger:

 

 

Akt Modtager Millioner kroner
15 Zimbabwe, film og videouddannelse 14,2
19 Uganda, transmissionslinie 111,2
50 Sydafrika, pilotprojekt for jordreform 72,5
70 Mozambique, betalingsbalancestøtte 61,0
72 Cambodia, kortlægning af vådområder 10,8
73 Burkina Faso, betalingsbalancebistand 50,5
75 Benin, betalingsbalancebistand 40,8
101 Burkina Faso, drikkevandsforsyning 83,7
102 Uganda, gældslettelse 30,8
111 Niger, strukturtilpasning 33,5
118 Sydafrika, ørkenkonvention 10,0
140 Eritrea, undervisningssektoren 80,0
143 Sydafrika, reform vandsektoren 18,0
145 Uganda, vedligeholdelse distriktsveje 27,3
146 Rakai, distriktsudviklingsprogram 62,0
147 Uganda, medicinforsyningsprogram 73,0
148 Vietnam, kvalitetsforbedring af fiskeprodukter 32,2
159 Uganda, kvindeprogram 17,4
196 Zambia, telekommunikation 15,5

Kim Behnke

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 4 / 24. årgang / april 1996

Gør det for egne penge

14. januar 2009 18 kommentarer

Gør det for egne penge

 

Ulandsbistand kan være en god sag, hvis man gør det for sine egne penge.

 

Derimod er det helt forfejlet, at give staten lov til at smide om sig med skattepenge, den tvangsmæssigt har taget fra befolkningen.

 

Det samme gælder skatteyderbetaling til for eksempel film og kulturfondsformål. Fra Rifbjerg til hesteslagtere.

 

Fremskridtspartiet

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 11 / 1. årgang / 23. november 1973

Fiasko for Schlüters Moskva-safari

21. november 2008 15 kommentarer

Fiasko for Schlüters Moskva-safari

Det mest positive der kan siges om statsminister Poul Schlüters (C) nylig afsluttede rejse til Moskva, må vel være, at han ikke, som det ellers er sædvane når danske ministre rejser ud, forærede værtslandet nogle hundrede millioner i såkaldt ulandsbistand.

Bortset fra dette enkeltstående lyspunkt må turen til Rusland betegnes som en total fiasko. End ikke en enkelt udrejsetilladelse til en dansk gift sovjetborger lykkedes det Schlüter at få magthaverne i Kreml til at underskrive. Handelsmæssigt var safarituren også en dyr oplevelse. Ganske vist blev der indgået handelsaftaler om dansk eksport for 90 millioner kroner, men samtidig blev Danmark prakket for 120 millioner kroner russiske varer på. Altså et underskud på ca. 30 millioner kroner.

Hvor er logikken?

Det er meget svært at se logikken i den udenrigspolitik, regeringen fører. I EF, FN og andre internationale forsamlinger optræder Danmark stærkt fordømmende overfor et vestligt orienteret land som Sydafrika. Dagen efter står Danmarks statsminister respektfuldt og bukker for de ledere i Moskva, der blæser på alt, hvad der hedder menneskerettigheder, samtidig med at de myrder løs i Afghanistan.

Lille Danmark kan naturligvis ikke ændre forholdene i hverken Sydafrika eller Rusland, men vi skal heller ikke være hyklere og gå Moskvas ærinde.

I øvrigt er det påfaldende, så ivrige danske regeringer altid bliver efter at optræde på de skrå brædder i udlandet, når de ikke længere magter problemerne herhjemme.

Efter julepakke, påskepakke og kartoffelpesten er det forståeligt, at ingen herhjemme står i vejsiderne og vifter med små dannebrogsflag, når statsministeren passerer.

Det gjorde man i Moskva, hvor rørende…

Helge Dohrmann

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 39 / 14. årgang / 14. november 1986

Hvordan skal gældsbyrden afvikles?

14. oktober 2008 127 kommentarer

Hvordan skal gældsbyrden afvikles?


Vores grundlovsgivende forgængere var desværre ikke så forudseende, at de indbyggede nogle sikkerhedsventiler i vores grundlov, sådan at der f.eks. var en grænse for, hvor meget statens underskud kunne vokse til eller en grænse for, hvor højt vores skattetryk kunne blive her i landet.


Jeg tror nok, at hvis de kunne se, hvordan landets økonomi har udviklet sig i øjeblikket, ville de ærgre sig lidt over, at de ikke i sin tid indbyggede sådan nogle ventiler i vores grundlov. For forskellige flertal i denne sal har nemlig medvirket til, at staten i dag er så langt ude, at vores statsunderskud svarer til mere end 2 års samlede statsudgifter, hvilket nok må siges at være aldeles uacceptabelt.


På trods af den kendsgerning – at statens gæld i 1991 vil runde 500 milliarder kr. -, er der ikke et eneste af de øvrige 7 partier i Folketinget eller endsige Regeringen (V, og B, red.), som har fremlagt en politik til, hvordan vi får den enorme gældsbyrde afviklet. Finansministeren (Henning DyremoseC, red.) erkender da ganske vist gældsbyrdens eksistens i den seneste budgetoversigt, nr. 2, men egentlige løsninger synes vi ikke man kan finde. Der er ganske vist en kvart sætning om, at man håber på lidt mere gang i den private sektor. Lidt senere erkender man, at væksten, i hvert fald næste år, bliver desværre nok ikke så stor, som man havde regnet med, så allerede dér er der næppe den store løsning at hente.


Nu kan det selvfølgelig også være en barsk omgang at skulle nedbringe så stor en gældspost, særlig når man selv har ansvaret for dens tilblivelse, men det kan vel ikke være for meget at forlange, at vi hvis vi ikke kan afvikle gælden så i det mindste lader være med at lade gælden vokse yderligere. Men heller ikke her formulerer regeringen en, hvad der på nudansk hedder bæredygtig politik.


Alene 1989- og 1990-underskuddene burde i sig selv få enhver ansvarlig finansminister og enhver ansvarlig regering til øjeblikkelig at slå bremserne i, så gældsudviklingen ikke fortsætter. Men ak nej, Finanslovsforslaget, som det ligger på bordet til forhandling i dag, har et budget med 17 milliarder kr. i underskud, og den seneste prognose spår, at 1991 minsandten vil ende snarere med 31 milliarder kr. i underskud. Hvert eneste år med underskud betyder, at den samlede gæld bliver tilsvarende højere.


Gæld giver altså begrænset økonomisk bevægelsesfrihed. Gæld er en møllesten på hele landets økonomi. Ikke mindst den årlige rentebetaling på gælden, der i 1991 er sat til 59 milliarder kr., er med til at stjæle penge op af lommen på landets befolkning. Tænk engang, hver borger fra vugge til grav, må hvert år eller i hvert fald næste år undvære 12.000 kr. blot for at kunne betale renter på den gigantiske gæld.


Forestiller vi os, at udviklingen fortsætter uændret, f.eks. i bare 5 år, vil statsgælden ved udgangen af 1995 være på næsten 700 milliarder kr., og den årlige renteudgift vil være på et sted mellem 75 og 77 milliarder kr., afhængigt at renteniveauet. Den årlige rentebetaling vil på det tidspunkt svare til alt, hvad der kommer ind i moms. Er det holdbart?


Efter vores mening nej. For den fortsatte gældssætning vil alene på rentesiden betyde, at der hvert år skal skæres yderligere en 4-5 milliarder kr. væk fra andre statsudgifter; ikke for at spare eller lave skattelettelser, nej, blot for at fodre gældsuhyret med yderligere rentebetaling.


Hvis jeg nu, og jeg understreger ordet hvis, fra denne talerstol formulerede et besparelseskrav på f.eks. 50 eller 60 milliarder kr. næste år, og de penge skulle bruges til budgetbalance, skattelettelser og måske oven i købet en lille smule gældsfradrag, ville finansministeren gå på talerstolen og erklære, at mit og Fremskridtspartiets krav var komplet urealistisk, og aviserne ville i morgen være fyldt med lignende bemærkninger om det urealistiske og det ultimative protestparti, som man under ingen omstændigheder kan samarbejde med.


Men hvem er egentlig urealistisk? Er det den politiker, der erkender, at der skal gøres noget ved gældssituationen, eller er det de politikere, der fortsætter med at bevilge guld og grønne skove, vel at mærke på kredit?


Regeringen mener f.eks., at det både er realistisk og ansvarligt:

  • at fortsætte med at forhøje ulandsbistanden med 500 millioner kr. om året,
  • at afsætte mange hundrede millioner kroner til brug i Østlandene,
  • at bruge endnu flere penge på såkaldt uddannelse og igangsættelse,
  • at bruge endnu flere penge på kultur, at fortsætte med at sætte arbejdstiden ned
  • o.s.v.

Til finansiering af det og af nogle af de skattelettelsesforslag som regeringen har formuleret, anvender man så ikke engang besparelser. Nej, man anvender nye indtægter, hvilket altså betyder, at den danske befolkning vil have et fortsat uforskammet højt skatteniveau. Det er altså det, man kalder “den realistiske politik” , hvorimod den politiker der er så “uforskammet” at snakke om at få sat balance i tingene bliver erklæret urealistisk. Det kan godt være, at det er godt med moral, men det er altså ikke dobbelt så godt med dobbeltmoral. Derfor burde regeringen leve op til de påbud, man har givet befolkningen.


Det pudsige er, at hver gang en interesseorganisation – en flok kunstnere, et erhvervsområde eller lignende – kommer på finansloven, er der ingen grænser for, hvor hurtigt det kan gå, og hvor mange rosende ord det giver i landets aviser. Hvis man derimod går den anden vej, hvis man vil skære ned, så kræver det årelange afviklingsordninger, der skal laves alternativer og lapperier og alt muligt bureaukrati, og så er der kun anledning til skældsord. For et af de største problemer, vi har i den offentlige sektor er, at der er alt for mange folk ansat til at lave stadig mindre, men nødvendigt arbejde. I 1970 var der 420.000 offentligt ansatte. Der var ingen sygehusventelister dengang, der var postudbringning de fleste steder to gange om dagen o.s.v., o.s.v. I dag er der næsten 900.000 offentligt ansatte. Der er lange ventelister på sygehusene, og der er end ikke engang pakkeudbringning om lørdagen. Det er bare for at give to eksempler.


Så finansministeren burde erkende at statens størrelse, også rent personalemæssigt, er for stor. Det, man praler med i finanslovteksten, at man laver personalereduktioner er efter vores mening fup og talmagi. Det, at man har ændret statussen for Københavns Lufthavn, og at man nu også vil gøre det for telesektoren godtgør ikke, at man kan fratrække det personale, lige så vel som også Storebæltsforbindelsen, D.O.N.G. o.s.v., er en del at statens personale.


Men tilbage er det helt grundlæggende spørgsmål, hvor stor den offentlige sektor skal være eller kan være, før samfundsøkonomien kollapser. Der er vel næppe nogen, der er i tvivl om, at hvis ikke vi havde lånt de 500 milliarder kr. på statens vegne, var den offentlige økonomi for længst kollapset. Derfor må man, uanset partifarve, erkende, at det ikke længere går.


Amerikanerne har et begreb, de kalder “welfare pusher”, hvilket vil sige at mange af dem, der er ansat i velfærdssektoren har en personlig og faglig interesse i at få flest mulige klienter og holde på dem længst muligt. Sådan behøver det ikke at være.


F.eks. har man i Kina mange steder et system, hvor patienten betaler lægen, lige så længe man er rask, men i det øjeblik man bliver syg, betaler man ikke længere til sin læge. Uden at jeg specielt skal anbefale den ordning i Danmark, er det er eksempel på, hvor incitamentstrukturen vender rigtigt. Det gør den ikke i den offentlige danske sektor.


Velfærdsarbejderne får tværtimod flere ressourcer, jo dårligere folk har det. Det er altså en diskussion, som måske nok kan virke lidt provokerende, men som vi bliver nødt til at tage her på randen af velfærdsstatens kollaps.


Fremskridtspartiets budskab i forhold til finansloven for 1991 er, at vi da gerne medvirker til at bære finansloven igennem, hvis målet kan blive, og jeg understreger ordet målet, budgetbalance, skattelettelser og fortsatte privatiseringer. Tre mål, som det næppe kan være hverken finansministeren eller regeringen særlig fjernt at kunne tilslutte sig.


Et det at snakke om budgetbalance bare noget fuldstændig urealistisk, som man ikke gider høre på? Det er nemlig sådan, at den danske karrusel kører baglæns i øjeblikket. Vi kan konstatere, at et lavere privatforbrug giver mere arbejdsløshed og færre indtægter til staten, at begge dele giver større statsunderskud, og hvortil regeringen så minsandten maner befolkningen til at spare endnu mere og lægge endnu flere penge til side. Og så kører man endnu en tur mere på karrusellen. Det vi skal have er, at vi skal have karrusellen til at køre den modsatte vej rundt. Vi skal give nogle lavere skatter, vi skal have en forøget omsætning i den danske samfundsøkonomi. Det giver nemlig flere arbejdspladser, det giver igen færre statsudgifter, som igen giver plads til flere skattelettelser, og så lige pludselig kører samfundsøkonomien den rigtige vej rundt.


Vi håber i Fremskridtspartiet, at regeringen ikke vil bruge alt for lang tid til at konstatere, at et finansforlig med Socialdemokratiet ikke fører noget som helst godt med sig. Regeringen må nemlig forstå, at hvis vi skal have et realistisk forlig mellem regeringen og Fremskridtspartiet, tager det tid. Det tager nemlig tid, har vi erfaret at nå frem til besparelser, og besparelser skal der altså til, subsidiært voldsomme privatiseringer. Derfor opfordrer vi regeringen til, at den hurtigst muligt indleder realitetsforhandlinger om finansloven for 1991 med et forlig som mål.


Så har jeg også til sidst en bøn. Ikke så meget til finansministeren, men måske mere til hele regeringen: Hvis vi allerede på nuværende tidspunkt får en erklæring om, når vi i Fremskridtspartiet har som mål ved indgangen til forhandlingerne, at vi skal prøve at få balance på budgettet, at det er totalt urealistisk, har regeringen afskåret sig fra at kunne få et finanslovforlig med Fremskridtspartiet. Det må være målet ved indgangen til de forhandlinger, vi skal i gang med nu, og så vil vi ikke hverken kaldes urealistiske eller fanatiske, når vi stiller med noget så simpelt som et ønske om balance på budgettet, skattelettelser og fortsatte privatiseringer.


Kim Behnkes ordførertale

Uddrag fra 1. behandling af finansloven


Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 10 / 18. årgang / november 1990

Børn misbruges til indsamlinger

16. august 2008 Skriv en kommentar

Børn misbruges til indsamlinger

 

– Det må være i strid med de nye forbud om, at børn deltager i arbejde, når Folkekirkens Nødhjælp og andre velgørende organisationer indsamler penge ofte ved brug af netop børn. Det siger Fremskridtspartiets gruppeformand, Kim Behnke, der nu har rejst sagen over for arbejdsministeren (Jytte Andersen, A, red.).

 

Folketinget har vedtaget de absurde EU-regler, der forbyder børn på 13 år at gå ud med aviser eller reklamer for at tjene lidt lommepenge. Forbuddet har også betydet, at børn ikke længere kan være eksempelvis modeller. Men når velgørende organisationer indsamler penge, bruger de i stor stil børn som indsamlere. Senest da Folkekirkens Nødhjælp indsamlede penge.

 

Det er Folketinget, der har vedtaget reglerne. Men det kan ikke være rigtigt, at børn må indsamle penge til ulandsbistand, flygtningelejre og andre såkaldt velgørende formål, mens de samme børn ikke må tjene lidt penge ved at bringe reklamer eller aviser ud.

 

Jeg har nu rejst sagen over for arbejdsministeren og bedt hende redegøre over for Folketinget, hvordan hun kan tillade, at børn går rundt og tigger penge til velgørende organisationer, slutter Kim Behnke.

 

Kim Behnke

Pressemeddelelse

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 3 / 25. årgang / marts 1997

%d bloggers like this: