Arkiv

Posts Tagged ‘Uland’

Krigsgal?

25. januar 2012 6 kommentarer

Krigsgal? 

Biskop Desmond Tutu siger, at der kun er én vej frem i Sydafrika – revolution!

Og Winnie Mandela – ”A.N.C.” – fastslår, at så længe der i Sydafrika findes bildæk, benzin og tændstikker, skal ingen føle sig sikker. ”Halsbånddøden” skal flamme, indtil det kommunistiske ”A.N.C.” har fået magten.

Herhjemme skriver man om ”vilkårlige henrettelser i Sydafrika”, men glemmer at fortælle, at det drejer sig om ”A.N.C.”s halsbåndshenrettelser!

Både Mandela og Desmond Tutu støttes af Danmarks biskoppelige ”fribande”. Jo, kristendommen er vel hørt!

”Afrika sulter”, og der samles ind gennem ”Folkekirkens Nødhjælp”, ”Folk til Folk” og andre kollekter. 90 % af det indsamlede går til krigsgale sorte.

Fornylig sendte man 5,4 millioner kroner til det sorte Afrika. 45.000 kroner gik til humanitært arbejde, medens resten – over 5 millioner – blev brugt til terror og krig.

De gavmilde bliver taget ved næsen, medens Afrika fortsat sulter!

A. Th. Riemann 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 9 / 15. årgang  / 13. marts 1987

Fremskridtspartiet rejser forespørgselsdebat om Danmarks Ulandsbistand

23. januar 2012 3 kommentarer

Fremskridtspartiet rejser forespørgselsdebat om Danmarks Ulandsbistand 

Fremskridtspartiet har i Folketinget fremsat forespørgselsdebat om Danmarks Ulandsbistand, oplyser partiets politiske leder, Kim Behnke.

– Nu er der kommet endnu et eksempel på, at Danida smider pengene ud af vinduet. Derfor må Ulandsbistanden lægges helt om. Inklusive miljø- og katastroferammen er de årlige bevillinger nu på over 17 milliarder kroner. Det kan ikke moralsk forsvares længere, at meget store dele af dette beløb går til spilde, siger Kim Behnke.

De nye tal viser en ualmindelig slendrian i Danida. Og det er ikke første gang. For et par år siden kom statsrevisorerne også med en sønderlemmende kritik. Det er altså ikke blevet bedre siden da.

Danida skalter og valter med skatteydernes penge og opfører sig som en stat i staten. Det skal ganske enkelt stoppes, og de ansvarlige skal stilles til regnskab for deres handlinger, siger Kim Behnke.

Kim Behnke

Pressemeddelelse 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 10 / 25. årgang / oktober 1997 

15 Fremskridt – for ulandene

20. november 2011 42 kommentarer

15 Fremskridt – for ulandene 

  1. Den danske statslige ulandsbistand afvikles over få år.
  2. DANIDA nedlægges, og udenrigstjenesten reduceres kraftigt.
  3. Der opretholdes kun en statslig pulje for ydelse af katastrofehjælp.
  4. Den danske ulandsbistand overlades til private hjælpeorganisationer, hvis midler må komme fra frivillige bidrag fra befolkningen.
  5. Ulandsbistanden skal i højere grad anvendes liberalt med hjælp fra private hjælpeorganisationer, indtil statens engagement er afviklet.
  6. Dansk erhvervsliv skal have større indflydelse og deltagelse i danske ulandsprojekter, indtil statens engagement er afviklet.
  7. Ulandene skal stilles over for skrappere krav om overholdelse af menneskerettighederne, indtil statens engagement er afviklet.
  8. Ulande, der er krigsførende, skal udelukkes fra dansk ulandsbistand.
  9. Dansk ulandsbistand skal primært gå til mennesker og ikke til stater.
  10. Danmark skal i alle internationale organer arbejde for at få åbnet for fri verdenshandel.
  11. Danmark skal gå foran med åbning af vores markeder for import fra østlandene.
  12. Ulandene skal gøres til ligeværdige lande med selvrespekt og ikke holdes i tilskudsmodtagerens ydmyge rolle.
  13. Danmarks hjælp til Østeuropa skal gælde teknologihjælp og fri handel, mens tilskud afvikles.
  14. Den danske internationale miljøhjælp skal primært gå til afhjælpning af miljøkatastrofer i vore nabolande.
  15. Ofre for krige, naturkatastrofer og lignende skal hjælpes i nærområdet og ikke fragtes jorden rundt som flygtninge.

 —————————————————————————————————————————————————-

Danmarks rolle i det internationale samarbejde er kritisabel. Vi vil i 1995 yde ca. 18.000 millioner kroner i ulandsbistand, østhjælp og miljøhjælp. Det er penge, som alle må lånes. Danmark yder ukritisk hjælp til totalitære regimer ofte med kommunistisk ledelse, hvilket langt fra afspejler danskernes holdning. DANIDAs udøvelse af ”kollektiv moral” må bringes til ophør. Danskerne skal have frihed til – gennem private donationer – at hjælpe hvem, og hvor de vil.

Ulandshjælp bliver ofte spist op af korruption og fejlslagne projekter. Ulandsbistand er med til at fastholde ulandene i den umyndige rolle som modtager af gaver. 

FREMSKRIDTSPARTIET vil ændre dansk ulandsbistand markant og grundlæggende. Fri handel mellem alle lande er midlet til opnåelse af bedre vilkår i ulandene. Indtil den statslige ulandsbistand er helt afviklet, må reglerne strammes betydeligt op.

Kilde: Fremskridt valg ´94 – september 1994

Befolkningseksplosionen på vor jord

5. maj 2011 7 kommentarer

Befolkningseksplosionen på vor jord

Det er en trist kendsgerning, at ulandene ikke deler vor frygt for vor fælles Jords overbefolkning. Tværtimod – det siges af deres talsmænd og praktiseres af deres folkeslag. Undtagelsen fra reglen er Kina, men trods de statslige restriktioner, som forbyder par at få mere end ét barn, vokser befolkningen alligevel med 25 millioner om året.

Indiens årlige befolkningsvækst ligger i 1987 på omkring 12 millioner i et land, hvor i forvejen utallige millioner lever i dybeste armod.

Omkring 100 millioner er arbejdsløse analfabeter og hutler sig gennem livet på fortovene i Calcutta, Bombay og de andre storbyer. Der fødes, lever og dør de. På trods af de hyppige naturkatastrofer og blodige indbyrdes strid som koster mange liv, bliver man stadig flere.

Pakistan og Bangladesh erkender, at deres familieplanlægning er slået fejl, og deres 100 millioner indbyggere bidrager med ca. 10 millioner små nye mennesker hvert år.

Årsagen

Årsagen til denne misere burde FN interessere sig for. Fødevarehjælp og diverse hjælpeprogrammer svarer til at give aspirin for et brækket ben.

Årsagen er, at vestlig logik preller af på østlig tænkning, der lærer at fødsel og død er ubetydelige faser i en lang række af liv. At vi fødes igen og igen for at fuldende vor skæbne og nå til menneskelig fuldkommenhed. Det er en tro, som uvægerlig låser samfundet fast i dets stive struktur. Man betragter ikke sin egen elendighed som noget foranderligt, men som straf for synder i et tidligere liv og afstår derfor fra at forbedre sine levevilkår. Man lider, tier og beder. Desværre er det en tankegang, som er fast indgroet, fordi livet uden den ikke ville være til at udholde, når man ved og ikke blot frygter, at man ikke har de store chancer for at blive mere end 20 år gammel, 30, hvis man er heldig.

Det er også en tænkning, der har forhindret kommunismen i at få nævneværdigt fodfæste i Indien, og som muliggjorde Indiens rolle som ”Imperiets juvel” i kolonitiden.

Østlandenes behov for børnefødsler

Det siges, at socialismen er vejen til at begrænse fødselstallet, og der henvises til statistikker fra østlandene. Men for det første er statistikker fra østlandene sjældent i overensstemmelse med kendsgerninger. For eksempel ved man, at muslimer i Sovjetunionen får ca. 3 gange så mange børn som russerne i den vestlige del af Unionen.

For det andet er det således, at om end kvinderne i de socialistiske lande arbejder på lige fod med mændene og således deltager i det hårdeste og groveste arbejde, er trangen til at få børn dybt forankret i næsten alle kvinder. Da staten desuden har et fast tag i nakken på statistikken i alle diktatoriske stater, kan man bearbejde statistikker, som man vil. Videre er man reelt, men uofficielt interesseret i befolkningstilvækst, som anses for samfundsmæssigt ønskeligt og især, hvis nabostaterne kan bringes til at holde igen.

De fremmedes syn på befolkningstilvækst

Men lad os prøve at se tingene fra de fremmedes side.

Hvis mr. Singh fra universitetet i New Delhi besøgte familien Andersen i Herning og ville belære parret om, at de burde leve deres liv på en ganske anden måde og blandt andet få mindst 8 børn, ville Andersen sikkert vise ham døren.

Hverken indere, pakistanere eller afrikanere – hvis befolkningseksplosion trods de elendige levevilkår slår alle rekorder, og hvor man taler om en fordobling af befolkningen inden årtusindeskiftet – ytrer noget ønske om at overtage vor filosofi. De erkender, at deres liv er konfliktfyldt, men ikke, at vor livsform er bedre end deres. Hvis den da er det for dem!

Det er helt forskellige livsopfattelser, der ligger til grund for meningsdannelsen. Vi kan ikke tale sammen selv ikke, hvis vi finder et fælles anvendeligt sprog, for vi lægger ikke det samme i ordene.

Så længe dette er tilfældet, taler vi forbi hinanden.

Ingen indblanding i andres livsmønstre

Desuden lever vi i forskellige tidsaldre. Intet land kan befri et andet for nød, sult og slette herskere. Det gælder for resten også for det enkelte menneske.

Først når mennesket ønsker at befri sig selv, kan andre hjælpe, og bør gøre det.

Men undlad uønsket indblanding i andre kultures livsmønstre og filosofier. Hvem siger, at vore er de rette? Er de overhovedet for os selv? Vel har vi det materielt uendeligt meget bedre end ulandenes folk, men tragikomisk nok synes bekymringernes sum at være konstant – blot af forskellig natur.

Claus Frost-Hansen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 37 / 15. årgang / 6. november 1987

Betaling for sygdom

24. april 2011 7 kommentarer

Betaling for sygdom 

Det er beklageligt og påfaldende, så ofte og ensidigt venstrefolk økonomisk truer dem, der er blevet ramt af sygdom.

Senest skete det ved et møde i Hjerndrup, hvor Venstres folketingskandidat i Haderslev-kredsen – Eva Kjer Hansen – ifølge Jydske Tidende udtalte, at Venstre mente, det var yderst rimeligt, om folk selv betalte, hvis de fik brug for lægehjælp enten ved ulykker eller sygdom.

Venstres asociale holdning til dette spørgsmål fortjener så absolut et par barske ord med på vejen.

Som Eva Kjer Hansen så udmærket ved, har vi danskere verdensrekord i skattetryk. Rekorden gælder såvel, hvad angår de direkte personskatter som afgiftsniveauet. Under den nuværende såkaldte borgerlige regering er skattetrykket blevet endnu værre. Folk bliver ganske enkelt flået i skat, og mange har som følge deraf dårlig råd til at betale deres andre udgifter til bolig, tøj og mad.

Skulle man nu oven i det hele til at lægge en slags skat på sygdom, hører alting op. Kronisk syge og ældre mennesker ville selvfølgelig blive så hårdt ramt, at der kun var råd til læge og medicin først på måneden. Men for alle andre ville det også blive et lotterispil, om man kunne holde sig sund og rask.

På verdensplan ynder Danmark – oftest repræsenteret ved udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) – at svinge sig på de bonede gulve. Var det ikke bedre, om Venstre støttede Fremskridtspartiets forslag om at skære ned på de milliardbeløb, vi hver eneste år øser ud til meningsløse projekter i udlandet? Eller hvad med om vi fik hjemsendt nogle af de mange fremmede, der har invaderet landet de sidste år?

Var det ikke mere rimeligt end at straffe folk, der bliver syge?

Fremskridtspartiet har altid ment, at de offentlige udgifter skulle reduceres og skatterne sænkes. Derfor har vi tidligere stillet hundredevis af ændringsforslag til Finansloven om at fjerne helt urimelige tilskudsordninger og udgifter. Men Fremskridtspartiet kunne ikke drømme om at sparke til folk, der ligger ned. Ikke mange ved det, men i 1983 var de nuværende regeringspartier (V, C, CD og KrF, red.) og Det Radikale Venstre enige om, at patienterne på sygehusene selv skulle betale for mad og drikke.

Som formand for Fremskridtspartiets folketingsgruppe fejede jeg forslaget af bordet under et møde i Statsministeriet, og det kom aldrig til behandling i folketingssalen. Eksemplet viser blot, hvor farligt det kan være at stemme på de partier og folketingskandidater, hvis synsrækkevidde bedst kan sammenlignes med muldvarpens.

Helge Dohrmann 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 25 / 15. årgang / 21. august 1987

ANC – en voldsbevægelse

21. april 2011 3 kommentarer

ANC – en voldsbevægelse

ANC er terrororganisationer, der driver deres terror i hele det sydlige Afrika. I Zimbabwe under navnet ”African National Council” og i Sydafrika som ”African National Congres”.

Danmark støtter ANC og har oven i købet oprettet et ANC-kontor i København. Vi er med andre ord blevet terrorister i Afrika. Nu kan vi vel vente, at omtalte lande – som gengæld – opretter BZ-kontorer til støtte for voldsmænd her i Danmark. Jo, så er krigen i gang startet af socialistiske danskere fra både den ”borgerlige” og ”røde” fløj.

I Sydafrika er kun en lille gruppe rabiate kommunister tilsluttet ANC. Langt de fleste sorte tager afstand fra ANC.

Lederne i Sydafrika holder et vågent øje med ANC og både det militære, og politimæssige efterretningsvæsen har infiltreret organisationen.

Hver gang ANC sender medlemmer på terroristuddannelse i Østtyskland eller Angola, er der et par folk fra ”Secret Service” med, og regeringen er derfor godt orienteret om ANC’s planer og metoder.

Man er på samme måde godt informeret om, hvor terroristerne i nabolandene holder til og kan omgående slå igen mod deres snig angreb. Derfor er der meget få bombeangreb i Sydafrika.

Danmarks forsmædelige støtte til voldsmænd og mordere har – heldigvis – ikke nogen stor effekt, men forkastelig er den. Og mest forkastelig fordi vi – der er modstandere af terror – tvinges til at være medbetalere.

A. Th. Riemann  

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 25 / 15. årgang / 14. august 1987

Bøvle Danmark

19. april 2011 7 kommentarer

Bøvle Danmark

I min skoletid – længe før uvidenhed var anerkendt som en menneskeret, dovenskab blev kaldt skoletræthed og dumhed for alternativ intelligens –, havde Danmark et fint renommé ude i verden.

Min geografilærer fortalte, at man som dansker kunne gå ind i enhver bank i Canada og låne penge til jordkøb – på sit glatte ansigt. Overalt vidste man, at der var gods i danskerne.

Tiderne skifter. I dag skal man ikke reklamere med at være dansk, når man færdes i udlandet. Reaktionerne veksler fra venlig overbærenhed over lettere fnisen og uartige bemærkninger til kølig foragt. I pænt internationalt selskab ser man os som forkælede børn og skrækindjagende eksempler på, hvor galt det kan gå, når et folk udvikler bøvleriet til en kunstart.

Og vi er jo blevet et folk af bøvlere – mennesker, der mener at have en guddommelig ret til alverdens goder uden, at vi vil påtage os de dermed forbundne pligter.

Vi under alverdens folkeslag – ’Bolivias højlandsindianere, pakistanske bønder og Indiens sultende masser for slet ikke at tale om afrikanerne (men naturligvis ikke naboen – det dumme svin) hver sit parcelhus med bil i carporten, farve-tv og et liv i velfærd, men på den anden side, vil vi ikke røre en finger for at opnå disse tilstande. Bortset naturligvis fra at skænke penge – som vi låner!

Bøvlere anser principielt pligter som indgreb i den personlige frihed, og følgelig er de mennesker, som skaber arbejdspladser i deres øjne suspekte og strafværdige individer, som ikke hører hjemme i det mønstergyldige bøvler samfund.

Bøvlerne mener desuden, at alle problemer – menneskelige, økonomiske og politiske – kan løses ved strejker, faglige møder (i arbejdstiden forstår sig) og optog med hylekor og faner. De drages uimodståeligt mod de personer, som taler højest om solidaritet og retfærdighed.

Videre er det typisk for bøvlerne, at de betragter staten som den naturlige forsørger, når forældrene falder fra.

I denne tro bestyrkes de også daglig af deres regering bestående af super-bøvlere valgt på god demokratisk – og af massemedierne, der fortæller dem, at det er onde, udenlandske magter – især de multinationale selskaber og præsident Reagan –, der er skyld i alle fortrædeligheder, medens de selv er skyldfri og rene som nyfalden sne.

I de senere år har bøvlerne knyttet stærke bånd til fæller i udlandet. Med dem udveksler de værdifulde erfaringer. Vi har jo her i landet to institutioner, der har udviklet sig til forbilleder for alverdens bøvlere. Postvæsenet og Danmarks Radio – så at sige vore esser i ovennævnte erfaringsudveksling.

Først og størst er postvæsenet, hvis studierejser i det sydlige Europa og de mellemamerikanske bananstater har medført indførelse af nye og vigtige teknikker mht. ineffektivitet og pakkebehandling. I postterminalen – i årevis Danmarks dyreste syltekrukke – havde man efter sigende et slogan, der lød: Tag telefonen – samtalen bliver ikke væk undervejs! Det var kort før, KTAS også blev overtaget af bøvlerne.

Ledelsen talte om indskrænkninger – af økonomiske grunde. Personalet om udvidelser – af arbejdsmæssige grunde. Så den ansvarlige minister stillede – 500 nye stillinger i udsigt. Set fra enhver synsvinkel forbilledligt bøvleri.

Vor anden mønsterbøvlevirksomhed er Danmarks Radio, som efterhånden er ved at fortrænge postvæsenet fra den gule førertrøje – undskyld – røde!

Her producerer en medarbejderstab (bl.a. ca. 600 journalister) på størrelse med en mindre provinsbys befolkning Europas mindste og måske ringeste udbud af radio- og tv-programmer. Og med det absolut maksimale antal fejl og tekniske vanskeligheder på trods af det dyreste og mest avancerede udstyr der kan købes for penge.

Mikrofonprøver har man for længst forkastet som udemokratisk. I dag behøver en speaker ikke at kunne læse en tekst uden at hakke eller stamme i den. Man retter sig selv med et frejdigt ”om igen” og i fjernsynet med et lille smil; betror eventuelt seeren at det sandelig var et svært ord at sige. Man fumler med manuskripter, der ikke passer sammen med de viste billeder. Glemmer med usvigelig sikkerhed at trykke på en knap som får mikrofonen til at virke.

Det er heller ikke mere nødvendigt at kunne stave for at skrive undertekster – lige så lidt, som det er nødvendigt med sprogkundskaber for at oversætte.

Danmarks Sproglærerforening forsøgte for år tilbage at få Danmarks Radio til at ansætte kvalificerede sprogfolk til dette job, men man holder sig konsekvent til skuespillere og andre uden nævneværdige sproglige forudsætninger.

En sprogbehandling som ville have været kritisabelt i en 3. mellem i gamle dage er ej heller nogen hindring for en strålende karriere. Altafgørende er nemlig hvorvidt fagforeningsbogen er iorden!

Men lad os ikke fortvivle –, de nævnte institutioner har et absolut modstykke for at skabe balance: Skattevæsenet!

Der fungerer alt friktionsfrit. Skatteopkrævninger når ud til tiden. Momsregnskaber behandles hurtigt og effektivt. Ingen slinger i valsen.

Det er nok kun et spørgsmål om tid, hvornår bøvlerne også holder deres indtog der, og så er der nok en del, som vil fejre det som en festdag – værdig til den gamle flaske whisky (43 %), som i årevis har ventet på en virkelig anledning.

Claus Frost-Hansen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 13 / 15. årgang / 10. april 1987

Socialforskningsobjekt?

17. april 2011 Skriv en kommentar

Socialforskningsobjekt? 

Siden 1814 har vi haft folkeskolen der forpligtige børn mellem 7 og 14 år at lære skrivning og læsning. Undervisningen er udbygget med gymnasier, universiteter, højskoler og talrige kurser, der lod os være stolte af dansk folkeoplysning. Når det så alligevel i dag står ringe til med den, kan vi måske bedre forstå, at verden ser ud som den gør – søden for Kongeåen og øst for Skåne. For slet ikke at tale om de talrige lande hvor man slet ikke kan være nyttige.

Det er et meget interessant emne, vi her skal beskæftige os med, som burde appellere til sociologisk nysgerrighed dette, at vi danskere er så skrappe til mangt og meget. Til at bygge broer, komplicerede vejanlæg og klare os find ude i verden, mens vi overhovedet ikke kan se simple sammenhænge i vort samfund og overskue dagligdagens problemer end ikke, når de bliver klippet i pap og bukket i neon for os. Blinde muldvarpe som løser rumfartsproblemer – en interessant konstellation.

Min saglige far berettede engang for mig, at han som lille dreng en juleaften havde fået et indianertelt af den slags med en stang i midten. Han ville rejse det på gulvtæppet med det samme. Det mislykkedes naturligvis, fordi stangen ikke ville stå. Det udløste skrig og skrål, til han med et klaps i enden blev beordret i seng. Logik var ikke hans stærke side i otteårsalderen. Om end på et højere niveau, men med samme mangel på logik bevæger vi os som folk i dag. Tingene skal hænge sammen og fungere uanset, hvor meget de strider mod naturlovene. Vi er ret tungnemme.

Lad os se på et par eksempler.

1.      Fortiden jamres over et tiltagende fattigdomsproblem. Det siges, at omkring 150.000 er fattige. Heraf ca. 30.000 så elendigt stillede at selv Mother Teresa ville knibe en tåre, hvis hun hørte om deres trængsler. En af hendes disciple hastede tilbage til Bombays slum, da han ikke kunne udholde synet af de lidende danskere.

Smertelig berørt søger socialministeren (Mimi Jakobsen, CD, red.) at fremskaffe 10 millioner kroner til at lindre den værste nød. Forskellige muligheder prøves, hedder det.

Samtidig ansøger udenrigsministeren (Uffe Ellemann-Jensen, V, red.) om finansudvalgets godkendelse af yderligere 700 millioner kroner til asylsøgende og flygtninge. Foruden 120 millioner kroner til at udbedre hullede veje (!) i Kenya og Tanzania. Sidstnævnte land ville også være glad for at få godt 27 millioner kroner til forbedring af transportsystemet. Det er for resten også en erkendelse af, at ca. 400 bevilgede millioner til projekter i Indien er spildte, hvilket dog ikke forhindre, at der bedes om 400 mere. Formanden for ulandsstyrelsen (et ret ironisk navn) – socialdemokraten Chr. Kelm-Hansen – siger i den forbindelse, at vi må lære at forstå mentaliteten i de lande, vi ønsker at hjælpe. Der er ikke den samme forståelse af begrebet tid, og effektivitetskravet har man også svært ved at efterkomme. Det er jo sandt nok og velsagtens årsagen til den elendighed, vi så gerne vil afhjælpe. Det at man ikke rigtig forstår noget og kræver hjælp på sine egne præmisser, at vi ikke kan sige: Så fatter vi skovlen venner og tager fat!

2.      Vi har svært ved at se sammenhængen mellem vor egen sociale deroute, manglen på penge til sygehuse, operationer, vanskeligt stillede medborgere, boliger og anlægsarbejde og det faktum, at vi forærer pengene bort hurtigere, end vi kan tjene dem.

Nuvel, men så kan vi i det mindste glæde os over de mange venner, vi får ude i verden, ikke sandt? Tja, det kan måske diskuteres.

Dagbladet Information bragte for nogle dage siden udtalelser fra en libaneser, som talte på egne og andres vegne. Han kritiserede asylcentret Sandholmlejren og havde sandelig noget at skrive hjem om. Politiet var racistisk, personalet sjusket og de fysiske forhold sammenlignede han med Hitlers koncentrationslejre. Det er nærliggende at formode, at de kurdere som iført håndjern blev ført bort af politiet efter deres happening i København deler disse meninger, iranerne gør det i stor udstrækning som palæstinenserne også.

Mon ikke snart en rimelig portion nationalegoisme kunne være påkrævet i stedet for det daglige vås om, at vi er et af verdens rigeste lande?

Claus frost-Hansen

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 25 / 15. årgang  / 21. august 1987

Nedlæg Danida

2. juni 2010 6 kommentarer

Nedlæg Danida

Fremskridtspartiet vil nu i Folketinget fremsætte beslutningsforslag om nedlæggelse af Danida.

Partiets finanspolitiske ordfører, Kim Behnke siger:

Den senere tids oplysninger om Danida-projektet er simpelthen en skandale og det er desværre ikke første gang, at organisationen har bevist, at den overhovedet ikke magter opgaven. Danske ulandspenge bliver simpelthen smidt ud af vinduet, uden at komme nogen som helst til gavn. Projekterne er uprofessionelt gennemført og hærget af korruption i modtagerlandene.

Alle er derfor bedst tjent med, at Danida simpelthen nedlægges, og at de sparede midler bruges til skattelettelser. Ulandsbistand bør være en helt privat sag og når skattelettelserne er kommet igennem, vil folk også bedre få råd til at støtte de humanitære formål, de finder rigtige, siger Kim Behnke.

Kim Behnke

Pressemeddelelse

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 10 / 19. årgang / november 1991

Folketinget bør dadles – ikke snabeldyrene

11. april 2010 Skriv en kommentar

Folketinget bør dadles – ikke snabeldyrene

Amtsmanden over Frederiksborg amt, Elkjær-Larsen, har i bekymring for sit gode udkomme og sin behagelige skrivebordsstilling i skatteyderfinancierede tæppebelagte kontorer med barskabet i hjørnet, formået Frederiksborg Amts Avis til at tildele sig spalteplads for et håbløst forsvar for sin overflødige gerning.

I den anledning udtaler Mogens Glistrup:

Når man taler om afskaffelse af Ulandshjælp, kunstfonds eller Danmarks Statistikkan man gå ud fra, at de, som har deres virke på området fremhæver, at netop på deres felt kan der bestemt ikke spares.

Det svar får man simpelthen overalt fra de myriader af offentligt ansatte, hvis stillinger bør nedlægges, såfremt samfundet ikke skal gå i stykker indenfor det kommende tiår.

Der var således intet overraskende i, at også det tredje hjul på overadministrationsvognen – amterne – fandt en fortaler.

Een ting har Elkjær-Larsen ret i på linje med de hundredtusinder andre med landsskadelige snabler i skatteyderkassen: Det er ikke de pågældende mennesker, der skal dadles. Det er det Folketing, som ikke forstår at handle efter tidens krav og derfor tøver med at afskaffe amterne og alt det andet dårligskab som tiden er løbet fra.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 4 / 2. årgang / 19. februar 1974

%d bloggers like this: