Arkiv

Posts Tagged ‘Thomas Nielsen’

Klokkerent LO-udspil mod arbejdspladserne

18. september 2012 11 kommentarer

Klokkerent LO-udspil mod arbejdspladserne

Om så jorden slår revner, og himlen falder ned… ja, koste hvad det vil, Thomas Nielsen vil have den totale styring over al kapital i Danmark.

Den halv-avisløse tid bruges til at slå på stortromme for det dødssyge socialdemokratiske luftkastel kaldet ØD/OD. Radioavisen var i påskedagene fyldt med snak om, at nu er der flertal for Aukens og Thomas Nielsens dille om OD/ØD.

Ved nærmere læsning viste det sig, at det der er flertal for, blot er det, der hele tiden har været lovligt og muligt uden at ændre på den bestående lovgivning.

Det drejer sig slet og ret om, hvorvidt borgerne synes, det er godt, at virksomhedernes overskud deles, og det gør man jo i allerhøjeste grad allerede. De fleste steder endda så voldsomt, at der kun er det rene og nøgne underskud tilbage, men underskudsdeling tales der ikke nær så meget om.

Dateret 15. april og bragende rødt udsendtes et særnummer af LO-bladet. På side 2 i bladet bringes et billede af en smilende Thomas Nielsen, og LO-bossen citeres for en udtalelse om, at LO vil sætte hjulene i gang. Hvis det er muligt for LO at sætte hjulene i gang, forudsætter det i hvert fald, at hjulene står stille- og vi kan jo nok være enige om, at der er mange af erhvervslivets hjul, der står stille. Men når nu det er tilfældet ifølge LO, hvorfor vil LO så fortsætte i ledtog med det parti, der har sat hjulene i stå, nemlig Socialdemokratiet.

Hvad rummer LO-bladets særnummer i øvrigt?

Jo, man lancere en eneste stor nedrakning af erhvervslivets ledere, hvilket ”Fremskridt” kan illustrere ved at gengive et af bladets karikatur tegninger. Det er ”Hosby-Huse, det går ud over, og tegningen viser en ”rigtig fæl og ækel arbejdsgiver”, der med cigar i munden og fed mave står og uddeler ”overskud” i form af søm til forhutlede, lasede, duknakkede arbejdere med ”hatten i hånden”.

Ja, så grov er LO – og så tror man, at man kan få virksomhedernes indehavere til at ansætte flere folk, og man tror, at nye tør starte virksomheder, når de ser, hvad de kan vente fra LO`s side.

Sagen er, at de vedholdende trusler om ØD og OD holder tusindvis af virksomhedsindehavere tilbage fra at tage nye initiativer. Hvorfor skal man dog risikere kapital, når eventuel profit blot skal opsuges af og administreres af Thomas Nielsen og hans LAKAJER?

Hvorfor finder danske lønmodtagere sig i, at LO kører denne hetz mod virksomhedsindehavere? Hvad skal denne mistænkeliggørelse af erhvervslivets folk til for, hvis det da ikke er, fordi alle privatejede arbejdspladser efter LO`s program skal lægges øde?

LO har formået at få Instituttet for Statskundskab ved Århus Universitet til at kompromittere sig sammen med meningsmålingsinstituttet AIM. Man har stillet nogle ledende spørgsmål om ØD og OD, og følgelig fået de svar man ønskede, og herudfra er det så, at LO`s gigantiske reklamenummer affyres. Hvis det skulle være ærligt, så skulle man naturligvis have stillet ærlige spørgsmål som f.eks.: 

”Når det nu er således under allerede eksisterende lovgivning, at enhver arbejdstager og arbejdsgiver frit, individuelt eller kollektivt kan aftale overskudsdelingsordninger, er der så grund til at lovgive herom?”

Hvad ville alle have svaret?

At så behøver Folketinget selvfølgelig ikke blande sig mere i den sag;

Hvis man desuden havde spurgt, om det er rimelig, at erhvervsvirksomheder skal dele deres overskud med skatteministeren (Mogens Lykketoft, A, red.) på en måde således, at der efter en deling med skatteministeren ikke er overskud nok til en rimelig konsolidering af virksomhederne, bør skatteministerens part af virksomhedernes overskud så ikke reduceres til fordel for den sikring af danske arbejdspladser, der følger af bedre konsolidering af danske virksomheder, ville alle så ikke logisk have svaret JA? Jo, selvfølgelig.

Man kunne også have spurgt, om det er logisk at trække kapital ud af virksomhederne via kunstige ordninger for derefter at påberåbe sig, at den kapital, man har trukket ud af virksomhederne, skal bruges til at konsolidere med via Thomas Nielsen styrede tilskud? Ja, selvfølgelig ville alle svare, at så ville det være langt mere rationelt blot at lade kapitalerne blive i virksomhederne

Og se, denne belysning afslører jo, at det ikke er virksomhederne Thomas Nielsen og Svend Auken vil styrke, nej, man vil styrke LO`s magt.

Redaktionen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 16 / 9. årgang / 1. maj 1981

Fra Glistrup om landsmødedebat (1978)

12. maj 2012 13 kommentarer

Fra Glistrup om landsmødedebat

Når nytænkerbevægelser opstår, er det almindelig historisk erfaring, at de etablerede ikke forstår, hvad det er, der er ved at ske.

Sådan var for eksempel Jacob Estrups holdning for 100 år siden over for Socialdemokratiet og Venstre, og sådan har vi haft masser af andre eksempler i tidligere tid.

Dette gentager sig nu for Fremskridtspartiets vedkommende.

Det ville være lykkeligt, om der kunne komme en debat i gang, som både de gamle og vi nye kunne lære noget af i stedet for, at de bare fremturer med deres hadefulde og foragtende indstilling over for os Z-folk.

Med henblik herpå søgte hovedbestyrelsen at få en debat i gang med kendte danske på landsmødet den 23. september 1978 i Skive. Alle dem vi indbød, sagde imidlertid nej og henviste til, at de kun havde fået en god måneds tid til at besvare indbydelsen i.

Belært af denne erfaring har hovedbestyrelsen allerede nu udsendt invitationer til en debat i Falkoner Centret på Frederiksberg på den første landsmødedag, lørdag den 29. september 1979 fra klokken 15.00 til klokken 18.00.

Vi har den 9. marts udsendt indbydelsen til 12 personer. Der foreligger imidlertid nu afbud fra de fire:

Thomas Nielsen skriver således:

“Jeg skal herved meddele, at jeg ikke agter at deltage i seancen, der er indbudt til lørdag den 29. september d.å”.

Knud Christensen:

“Det skal herved meddeles, at jeg ikke agter at deltage i det arrangement, der er indbudt til lørdag den 29. september d.å.”

Max Harvøe:

“Som svar på indbydelse til Fremskridtspartiets landsmøde lørdag den 29. september 1979 skal herved meddeles, at undertegnede ikke ønsker at medvirke”.

Georg Poulsen:

“Undertegnede bekræfter modtagelsen af Deres skrivelse af 9. marts d.å., men må meddele, at jeg ikke finder mulighed for at deltage i det pågældende landsmøde”.

Derimod har pastor Søren Krarup fra Seem svaret:

“Tak for brevet.

Sidste år ville jeg ikke deltage i landsmødet, fordi jeg da skulle udtale mig om, hvad Fremskridtspartiet gjorde forkert, hvilket måtte være et spørgsmål til fremskridtsfolket, hvad jeg ikke er.

Men emnet denne gang – uafhængig kritik af Fremskridtspartiet – er ikke på samme måde partipræget. Jeg vil derfor gerne komme og sige min mening, hvis vel at mærke i hvert fald én af de øvrige indbudte kommer. Således vil det fremgå, at det er netop uafhængige kritikere, der taler.

Da jeg netop har talt med Poul Dam, som ville stille sig på samme måde, skulle dette imidlertid ikke blive noget problem”.

Men ak, Poul Dams svar lød:

“Jeg kommer gerne – under den helt klare forudsætning, at I også får bindende tilsagn fra mindst tre andre af de inviterede på denne oprindelige liste.

Det må ikke tages som udtryk for overdreven forsigtighed, men bygger på den opfattelse, at det arrangement, I tænker jer bliver temmelig meningsløst, hvis deltagerkredsen ikke har såvel en vis bredde som et vist niveau.

Såfremt I ikke opnår tilsagn i den udstrækning, som jeg synes er nødvendig, mener jeg personligt, at I burde søge en anden form for det kritiske indslag i jeres landsmøde. Dette anfører jeg ikke for at give bedrevidende gode råd, men blot som udtryk min personlige holdning. Jeg mener som bekendt, at I skal behandles ordentlig af jeres modstandere. Det må blot være helt klart, at der virkelig er tale om modstandere”.

De seks, vi ikke har hørt fra endnu er følgende:

  • Elsa Gress
  • Bettina Heltberg
  • Arne Lund
  • Knud Overø
  • Klaus Rifbjerg
  • Kirsten Stallknecht

Forhåbentlig vil der komme positive svar fra de endnu manglende, men hvis Fremskridtsfolk har idéer til andre end de anførte, hører jeg meget gerne snarest herom.

Endvidere må vi jo se at finde frem til den bedst mulige måde at udnytte de tre timer på. Man kan jo eksempelvis tænke sig, at der udover egentlige talerindlæg bliver lejlighed til at besvare spørgsmål fra salen eller deltage i ordveksling med en eller flere Fremskridtsfolk.

Jeg vil være glad for så mange forslag som muligt også vedrørende den tekniske tilrettelæggelse, så dette landsmødeindslag kan blive så givtigt som overhovedet muligt. Såvel for vore gæster som for landsmødedeltagerne og for, at den fremtidige udvikling kan komme til at foregå med mindre hadefuldhed fra de etableredes side end det, vi har oplevet i de hidtil forløbne 98 måneder.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 6 / 7. årgang / 2. april 1978

Arrogant fagbevægelse

10. januar 2012 21 kommentarer

Arrogant fagbevægelse

Fagbevægelsen har sejret ad helvede til, sagde LO´s forbundsformand, Thomas Nielsen, da han abdicerede. Om det så er godt eller skidt er en smagssag. Til gengæld kan det konstateres, at kampen har kostet store ofre. Såvel samfundsøkonomiske som privatøkonomiske. Og ikke mindst har det kostet personlig frihed. Men sejrherren er fagbevægelsens ledelse, og de vil gøre alt for at holde fast i deres sejr, koste hvad det vil.

Enhver anfægtelse af fagbevægelsens berettigelse i det moderne samfund bliver brutalt slået ned. Hvad ligner det, at Jørgen Elikofer (Børsen 28.01) latterliggør Anders Uhrskov, blot fordi denne retter en berettiget kritik mod organisationerne? Den nedtromlende og docerende stil har hele tiden kendetegnet den arrogante fagbevægelse. De tåler ikke, at der stilles spørgsmål og rejses kritik. Og enhver som ikke vil købe varen, bliver lukket ud af arbejdsmarkedet.

Sandheden er, at meget få ville være medlemmer, såfremt der var et frit valg, og såfremt der ikke var fradragsmulighed for kontingentet – kun under 20 procent af arbejdsstyrken. Skatteværdien af dette fradrag er beregnet til 2,8 milliarder kr. i 1996 (Skatteudgifter i Danmark).

I de fleste forhold har vi i Danmark organisationsfrihed, og det er et af de betydningsfulde elementer i Grundloven. Men når vi taler om fagbevægelsen, som eksisterer på grund af denne organisationsfrihed, er den personlige organisationsfrihed ophævet. Fagbevægelsen skal ikke legitimere sig, og ingen skal stille spørgsmål. Fagbevægelsen påkalder sig kollektivets ret og pligt. Vi ser det til stadighed, og for øjeblikket er der en spektakulær aktion omkring fagforeningens tvang i Nyhavn. Her er der nogle ansatte, som ikke er blevet overbevist ved information, de skal nu tvinges til medlemsskab af et bestemt forbund. Selv kan de ikke se noget behov for at være organiserede. Denne aktion støttes som sædvanlig af højtråbende venstrefløjsaktivister. Præcis som det blev demonstreret i Esbjerg og Århus ved de respektive konflikter over for RiBus og Århus Renholdningsselskab.

Der er ingen grund til at prale af den høje organisationsgrad i Danmark, da den kun er opnået ved tvang og statsstøtte. Der er ingen grund til at være stolte af fagforeningens sejre, som først og fremmest er en ødelæggelse af effektivitet og fleksibilitet på arbejdsmarkedet. Fagforeningerne kan ikke bidrage med noget nyttigt for den moderne medarbejder, som netop kræver fleksibilitet og individuel behandling. Hele fagbevægelsens fundament er kollektivismen.

Vi ser det, når unge ikke kan få lov til at arbejde til en løn, som de selv finder passende. Vi ser det, når de ældre ikke kan få arbejde. For begge disse grupper er årsagen til ledighed, at de ikke på det givne tidspunkt er den løn værd, som fagbevægelsen kræver, de skal have. På den måde er fagbevægelsen kun til for de personer, som er højtydende og resten falder ud af arbejdsmarkedet. Og det er fagbevægelsen ligeglad med. Hvor er solidariteten med de arbejdsløse? Det er jo samfundets opgave at tage sig af de personer, som falder ud. På den anden side er fagbevægelsen heller ikke meget værd for den stærke gruppe af medarbejdere, som i stigende grad er individuelt kontraktansatte.

Det er ganske korrekt, når Jørgen Elikofer omtaler fagbevægelsens mange opgaver i samfundet. Imidlertid overser han, at det faktisk er et af problemerne ved fagbevægelsen. De er nemlig ikke underlagt den folkelige, parlamentariske og juridiske kontrol, som resten af den offentlige sektor er. Samfundet lider af et demokratisk efterslæb i forhold til organisationerne. Kun set fra organisationernes egen interesse i magt er dette et gode. Vi andre er tvunget til at acceptere denne stat i staten. Det frie valg er vi blevet frataget for længe siden.

De undersøgelser fagbevægelsen i øvrigt selv laver er ikke meget værd. Hvad ligner det for eksempel at blive ved med at omtale al jobskabelse i USA som “burgerjobs”. Det er et skræmmebillede uden hold i virkeligheden. I USA er ledigheden særdeles lav, og kun få af de nyskabte jobs er lavtlønnede. Lav løn skal desuden ses, som en entre på arbejdsmarkedet og lav løn skal ses i forhold til skattetryk.

Fagbevægelsen harsejret ad helvede til” – den har skabt en underklasse af folk på overførselsindkomst, som ikke kan få plads på arbejdsmarkedet, men som henvises til at være kartoteksnumre hos sagsbehandlere.

Kim Behnke

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 4 / 25. årgang / april 1997


Til kamp mod organisationstvang

1. september 2008 5 kommentarer

Til kamp mod organisationstvang

Naturligvis er fagforeningerne et gode. Men der må være måde med alt. En af Folketingets opgaver er at værne den enkelte mod, at individets egen bestemmelsesret knuses.

I eftersommeren 1975 var slagmarkerne Bækkelund Papirværk, de fynske amtssygehuse, Info og andre arbejdspladser. Fremskridt var i front med disse angreb på den personlige frihed. Modstanden blev så sej, at Thomas Nielsens tropper derefter længe holdt sig på måtten. Men nu skal vi ruste os igen. Alarmklokkerne ringer fra Telerentsagen og i Vestervig, Harboøre og Lindknud.

Vi kan simpelthen ikke godtage, at mennesker ved boykot, chikane og personlig forfølgelse skal tvinges fra arbejdsplads, virksomhed, hus og hjem, hvis de ikke vil melde sig ind i en ganske bestemt fagforening.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 2 / 9. årgang / 16. januar 1981

%d bloggers like this: