Arkiv

Posts Tagged ‘statsstøtte’

Statens Kunstfond

16. oktober 2012 28 kommentarer

Statens Kunstfond

Bør ikke læses af folk med dårligt hjerte.

Af Peter Rindal, medlem af Statens Kunstfonds repræsentantskab.

Statens Kunstfond (SK) disponerer årligt med ca. 30 mio. kroner, som uddeles til noget, der kaldes kunst. Det foregår som følger:

SK sorterer under Kulturministeren (Grethe Rostbøll, C, red.). Den daglige ledelse er hos sekretariatet, der forvalter og udbetaler de penge, der realiseres. Tilsyn med dette har repræsentantskabet, der består af ca. 30 medlemmer, valgt af de politiske partier, kunstneriske organisationer, universiteter samt amts- og byrådsorganisationer.

Dette repræsentantskab vælger 6 tremandsudvalg, som hver får stillet et beløb til rådighed, som de kan uddele efter forgodtbefindende.

Udsmykningsudvalget

Udsmykningsudvalget giver tilskud til udsmykning af private og offentlige bygninger. Det er ofte uhyrlige summer, der udbetales til noget, man ikke behøver at være tynget af talent for at udføre. F.eks. har en maler smurt nogle potter maling på 2 dørpartier og 4 søjler i Snapstinget og modtager kr. 200.000, siger og skriver to hundrede tusind, derfor. Enhver kan gå ned i Snapstinget og overbevise sig om, at det behøver man ikke engang at være udlært maler for at udføre.

Indkøbsudvalget futter rundt og ser på malerudstillinger og køber af og til noget maling på et stykke lærred, der kunne være fremstillet i enhver skoleklasse eller af en sprøjtemaler og så tør jeg godt påstå, at det ikke har noget med kunst at gøre og at man skal være i besiddelse af ganske andre evner end kunstneriske for at få kastet slæverne ind i de uddelende udvalg.

F.eks. har man i 1990 købt “Malerier” af kunstmaleren, Henrik Have, for kr. 255.000. For et par år siden købte man 4 stk. krøllet papir i ramme for kr. 38.000. Der er mange eksempler på de skandaler, dette udvalg igennem årerne har gjort sig skyldig i, for maling på et stykke lærred er ikke en sag, som staten skal blande sig i.

4 øvrige udvalg

De øvrige 4 udvalg tilgodeser forfattere, komponister, kunsthåndværk og arkitekter. Pengene uddeles som engangsydelser, 3-årige stipendier og rejselegater, hvilket skal læses som ferierejser. Endvidere bruges der et beløb til “Ældre fortjente kunstnere” samt til understøttelse for “efterladte efter kunstnere”, disse mennesker har jo større behov for offentlige tilskud end manden, der har slidt sig til et dårligt helbred i samfundets tjeneste.

207 ydelser

Det er ved lov fastslået, at der i Danmark findes 207 mennesker, som har krav på en årlig ydelse. Det er dét man tidligere kaldte, at komme på finansloven. Disse mennesker indstilles af og vælges af repræsentantskabet og 3-mandsudvalgene. Fornylig er en mærkelig person som Jørgen Nash kommet på finansloven og kan nu, indtil sin død, hæve 62.000 kr. årligt.

SK blev startet i 1964 med et beløb på 4 mio. kr. Dette var indtil 1982 reguleret til 9 mio. kr., men siden den nuværende regering (V og C, red.) trådte til, har der været mere fart over bevillingerne og beløbet er nu ca. 30 mio. kr. Det skyldes mest radikal deltagelse i regeringen.

Nye forslag

Statens Kunstfond har forberedt en revision af loven til næste års finanslov, og man stiller krav om følgende:

  • Rådighedsbeløbet kræves forhøjet til 60 mio. kr.
  • Antallet af livsvarige ydelser kræves forhøjet fra nuværende 207 til 600 samt at disse gøres skattefri, idet de bør betragtes som hædersgaver for exceptionel indsats til gavn for det danske folk.
  • Endvidere kræves 3-mandsudvalgene at være alene om at vælge hvem, der skal tildeles disse livsvarige ydelser og det folkelige islæt udelukkes.

Der skal ret kraftige udtryk til, for at sige, hvad jeg mener om det, men trods det at jeg mener at have en meget væsentlig del af befolkningens synspunkter bag mig, har jeg kun en stemme i denne forsamling, som jeg har været medlem af i over 10 år.

Det er vanskeligt at få øje på, at SK har haft nogen gavnlig indflydelse i det danske samfund i de 26 år, den har eksisteret. Derimod er den gået fra den ene skandale til den anden, uden at det har påvirket folketingets medlemmer, der jo i sidste ende er skyld i denne uhensigtsmæssige omfordeling af skatteydermidler.

Dette er kun er brøkdel af de udskejelser, som SK har gjort sig skyldig i til gavn for ingen, men til skade for mange. Hvis nogen ønsker yderligere oplysninger, er jeg altid til tjeneste.

P. Rindal

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 6 / 19. årgang / juni 1991

Nej til 8 nye livsvarige ydelser

3. september 2012 3 kommentarer

Nej til 8 nye livsvarige ydelser 

Der er i dag blevet tildelt 8 danske kunstnere hver en årlig ydelse på 62.000 kr. af Statens Kunstfond. Medlem af Statens Kunstfond, Peter Rindal (Z), mener, at det er moralsk forkert at tildele disse en lovsikret ydelse på livstid.

Peter Rindal siger:

– Det er en sjofelhed, at man på finansloven, hvert eneste år, tildeler i alt 217 kunstnere, som ofte i forvejen oppebærer en høj årsindkomst, en fast ydelse på hver 62.000 kr. Vaclav Havel, digterpræsidenten fra Tjekkoslovakiet, afskaffede al støtte til kulturen med argumentet om at statsstøtte ensretter og gør kunsten til et redskab for magthaverne.

Peter Rindal slutter:

– Folkets kunst har kun spire i uafhængighed og selvstændighed. Det må være folks frie valg, der afgør hvilken slags kunst, der skal overleve. Et statsfinansieret organ som Statens Kunstfond kan ikke erstatte eller varetage folkets forskelligartede kunstsmag, hvorfor det moralsk set bør nedlægges.

Peter Rindal, medlem af Statens Kunstfonds repræsentantskab

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 6 / 19. årgang / juni 1991

Rindal har skrevet til samtlige folketingsmedlemmer

14. august 2012 3 kommentarer

Rindal har skrevet til samtlige folketingsmedlemmer således:

Da loven om Statens Kunstfond blev ført ud i livet i 1965, rejste der sig en bred tværpolitisk folkelig protest, hvilket næppe kan have undgået Folketingets opmærksomhed.

Siden har de midler, der stilles til rådighed for kunst og kultur givet anledning til megen kritik, mens man absolut ikke kan se nogen positive resultater. Kun nye og større grupper angler efter flere ufortjente penge.

I disse dage bruger Statens Kunstfond således 700-800.000 kroner på at udstille, hvad der er indkøbt de sidste 16 år. Det er ganske vist småpenge for jer, som sidder på Christiansborg og jonglerer med helt andre beløb, men for os, som skal betale, er beløbet betydeligt, når det kun drejer sig om noget maling på et stykke lærred plus lidt oplæsning af egne skriverier.

Når talen falder på kunst og kultur, rører der sig i de fleste af os noget ved hjerterødderne, som vi bliver stumme overfor og står som folket om kejseren uden klæder og tør næppe udtrykke vor inderste mening. Bl.a. derfor er denne lov farlig for den frie kunstudøvelse og kulturdannelse idet dem, der bliver valgt til at forestå uddelingen af midlerne har tendens til at tilgodese deres nærmeste omgivelser, ligesom det hele samler sig i bestemte kredse, som efterhånden har eneret på at bestemme, hvad der er god kunst i Danmark, og således skal honoreres med penge hentet i det producerende samfunds lønningsposer.

Derfor tillader jeg mig høfligst, men indtrængende at anmode DIG om at anse os, der jo kaldes for trækdyr for alligevel at være så voksne, at vi godt selv kan bestemme, hvor stor en del af vores indtægt der skal ofres på kunstens alter. Det er kun meget få af DINE VÆLGERE, der har givet DIG fuldmagt til at vælge for os på dette område, og derfor beder jeg DIG i Kunsten, kulturens, folkets og retfærdighedens navn – om, at medvirke til at loven om Statens Kunstfond afskaffes, som den fejltagelse den er.

P. Rindal

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 4 / 9. årgang / 30. januar 1981

Boganmeldelse – Om å bruke andres penge

21. juni 2012 60 kommentarer

Boganmeldelse: Om å bruke andres penge

Juraprofessoren Fridtjof Frank Gundersen stiller op i tilslutning til Fremskridtspartiet ved stortingsvalget i næste måned. Han har netop udsendt artikelsamlingen: Om å bruke andres penge. En innføring i norsk parasittiøkonomi.

Her skildrer han bl.a. den norske problemstilling således: ”Jeg ser det som min vigtigste opgave at forsvare den enkelte skatteborger og forbruger mod det øgede magtmisbrug for organisationer i nærings- og arbejdsliv, den offentlige forvaltning og erhvervspolitikere med fælles næringsinteresser på tværs af partigrænserne. Et vigtigt led i denne kamp er at afsløre organisationernes og politikernes argumentation, når denne tager form af propaganda, som tager sigte på at føre vælgerne bag lyset.

Da kommer man ikke udenom at afsløre Højre, når partiet i Stortingsperioden ikke markere klare alternativer til Arbejderpartiets politik. Men så snart valgene nærmer sig, sætter Højre i gang med en voldsom ordduel med Arbejderpartiet. De to partier forsøger – ved hjælp af en enorm mere eller mindre partibunden presse og mangfoldige millioner kroner i statsstøtte og kollektive bidrag – at dele vælgerne i to grupper.

Ved dette valg skal illusionen personificeres ved at stille Kåre op mod Gro. Arbejderpartiet og Højre har faktisk fælles interesser af at have hverandre at skræmme vælgerne med. Højre er lige så afhængige af Arbejderpartiet som Arbejderpartiet af Højre. På samme måde som LO ville være meningsløs uden at have N.A.F. at kæmpe mod. Jeg ser det som en opgave at afsløre de velorganiserede forsøg på at markedsføre kunstige modsætninger i norsk politik.

Hulheden viser sig bedst, når vi ser, at Højre i praktisk politik ikke seriøst og konkret går ind for at reducere de offentlige udgifter.

Skal Norge reddes uden ren statskapitalisme, må vi støtte et parti, som har mod til at afstå fra at forsøge at købe sig stemmer på skatteborgernes bekostning, og som i stedet søger at skaffe sig vælgere ved at foreslå betydelige nedskæringer i offentligt forbrug og indtægtsoverførsler. Fremskrittspartiet er ikke ligesom Højre indvævet i en masse bånd og forpligtelser til de mægtige organisationer i norsk nærings- og arbejdsliv. Partiet har den uafhængige basis, som er nødvendig for at fremlægge et alternativ til forvaltningsstaten. De, som i det store og hele er enige i de grundtanker bør se det som en vigtig politisk opgave at sikre, at Fremskrittspartiets tanker bliver repræsenteret på Stortinget. Hvis ikke, vil vi komme til at opleve en stærkt amputeret politisk debat fremover. Højre vil i en sådan situation, uden at frygte stemmetab, kunne bevæge sig endda længere i retning af samarbejdspartierne, når det gælder foreksempel landbrugs-, fiskeri- og kommunalpolitik. De vil ikke risikere nogen kritik fra Stortingets talerstol. Og Fremskrittspartiet er jo praktisk talt uden presse”.

Hele bogen er på godt 200 sider og kan erhverves for 50 danske kroner hos forfatteren på adressen:

xxxxxxxxxxxxx

xxxxxxxxxxxxx

xxxxxxxxxxxxx

Forholdene er så ligeartede i Norge og Danmark, at Gundersens kan gennemarbejdes som en lærebog også i dansk Fremskridtspolitik – og udgøre en fortrinlig inspirator ved læserbrevsskrivning.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 30 / 9. årgang / 4. september 1981

Parcelhusejernes fremtid

5. marts 2012 68 kommentarer

Parcelhusejernes fremtid

VKR-regering nummer 2 har påført Danmark alle tiders verdensrekord i gælds og skattetryk.

Det bagatelliserer medierne. Men befolkningen kommer til at bøde i mange år for firkløverrets (V, C, CD og KrF, red.) svigtende mod og manglende rygrad.

Om vi piber eller synger, må vi vedgå byrder og gæld efter Schlüter. Men vi kan også lære af vore erfaringer. Sådan gik det, fordi vælgerne ved det sidste folketingsvalg svigtede Fremskridtets parti. Og værre vil det gå, hvis det kommende valgs stemmesedler på ny gør liste Z magtesløs. Skatte- og gældsplyndring vil løbe endnu mere grassat.

Men får Z styrke, vil fremtiden opvise faldende skatter. Og dermed også betalingsbalanceforbedringer.

Folk er slet ikke klar over, hvor langt ned i skidtet det regerende folketing har smidt os. Derfor må Fremskridtskræfter bruges til at oplyse om fakta.

For kun hvis man ind til marv og ben forstår hvor galt, det er fat, kan man som vælger disponere med maksimum af fornuft (og få også andre til at stemme Fremskridt).

Udlandsgælden er røget op i ca. 550 milliarder kroner. Heroverfor står tilgodehavender på ca. 280 milliarder pålydende. Men da en del er rente- og afdragsfrie udlån til Ulande og lignende er det rimeligt at sige, at vi skylder 290 milliarder kroner væk.

Det beløb stiger til langt over 300 milliarder ved en forventede devaluering og ved det underskud der uundgåeligt i det halve års tid, som er mindsteperioden for, at Folketinget kan nå frem til betalingsbalanceoverskud.

Kun de danske som ejer hus eller andre faste værdier har styrke til direkte at betale af på denne gæld. Pro persona skylder de i gennemsnit ca. 300.000 kroner plus renter.

Fortsætter gammelpartiernes samvittighedsløse gældsstiftelse i hidtidige spor, fordobles beløbet ca. hvert femte år.

Når de udenlandske kreditorer erklærer, at Danmark har gået planken ud, ruineres mange danske gennem påførsel af førførsteprioriteter i deres faste ejendom. Der er ikke andre håndfaste værdier, som teknisk kan bruges i en fart.

Sammenlagt blev alle landets faste ejendomme pr. 1. januar 1986 vurderet til 1.516 milliarder kroner. En bankerotrekonstruktion vil nok omfatte beboelsesejendomme m.v. til en værdi af ca. 1.200 milliarder. Da der skal være en vis margen i kreditorernes interesser, og da nye lånefaciliteter bliver nødvendige for, at vi løbende kan klare vore afdragsforpligtelser, bliver før førsteprioriteterne forventeligt på ca. 40 % af vurderingsbeløbet. Er husvurderingen (parcelhus plus sommerhus) fx 1.250.000 kroner, vil det sige, at ejeren påtvinges en ny gældsbyrde på 500.000 kroner at afvikle med lige store afdrag over 5 år med tillæg af en rente i størrelsesordenen 25 % p.a. Så betydelige rystelser vil forplante sig herfra at også Christianitter, socialhjælpsmodtagere, lejere osv., vil få deres familiers velfærd ødelagt med virkning årtier ud i fremtiden.

Men selv før bankerotten vælter alle danskere omkuld, er skattekvælertaget med parcelhusejere uhyggeligt stigende fra år til år, så længe liste Z er magtesløs.

Det begyndte med, at fradragsretten blev taget fra ejendomsskatterne. Man sagde, at så ville ejendomsskatten falde tilsvarende. I stedet er den vokset stærkt. Især her i 1987. Alt er lagt op til, at 1988 bliver endnu værre.

Dernæst gennemførte regeringen 18. almindelige vurderings stigninger i ejendomsvurderingerne. Det forhøjer de lejeværdier, som bevirker, at man i kontanter skal betale skat, selv om tegnebogen ikke har fået flere penge. Sammenligner man selvangivelsens ejerskema over de seneste år, opdager man, hvor slem forringelsen er. Endda har vi heller ikke her endnu set det værste. Selv om vurderingsstigningen ikke fortsætter, vil lejeværdien – med uændret lov – stige 20 % hvert år langt ud i fremtiden.

De høje ejendomsvurderinger betød videre for omkring 100.000 parcelhusejere, at de oven i alle de andre skatter også blev belemret med formueskat (eller kraftig forøgelse af den formueskat, de i forvejen betalte). Hver en øre de herefter sparer op rammes af formueskatten: 10 kroners renteindtægt beskattes med 9,20 kroner. Opsparingsværdien fortæres derudover af inflation, som kun har holdt midlertidig pause i de år, olien og andre importvarer fladt kraftigt i pris.

Omvendt går det den, som gældsætter sig eller bruger løs, indtil han igen er kommet under de 5 kvarte millioner, som ungefähr er formueskattebundgrænsen (det dobbelte hvis man skipper vielsesattesten og er skatteplanlægningsminded). Vil man være lige så røget, som Foighel (Skatteminister Isi Foighel, C, red.) er speget, må man ofte frigøre sig for al god gammeldags opsparingsopdragelse og erkende at den mest varige og urørlige lykke, der kan opnås i Nu-Danmark er forbundet med dyre turistrejser eller andet storforbrug. Som allerede Liva Weel kvad: ”Minderne har jeg da lov at ha´. Dem kan du aldrig, nej aldrig ta´”.

Men værst af alt: Rentefradragsretten er særligt for den yngre generation blevet udhulet på det groveste. Da man lånte penge, kunne man regne med, at hver gang man havde 10.000 kroner i renteudgifter, skulle man kun selv betale 2.700 kroner. Fradragsvirkningen dækkede nemlig de 7.300. Sådan er det sidste gang på de selvangivelser, man afleverer i disse måneder. Derefter vil skattereformen og kartoffelkvaksalveriet (kartoffelkuren, red.) hurtigt komme til at betyde, at de 2.700 kroner bliver til 6.900 kroner – altså mere end en 2½-dobling. Bevares, ofte er det ”kun” 5.000 kroner, og visse overgangsregler vil i de første år mildne skaden lidt.

Men de love som Isi Foighel i 1986 fik vedtaget i Folketinget mod Fremskridtsstemmerne, vil have det nævnte indhold. Også for de mange faste lån med måske 20 års eller længere løbetid som man påtog sig i tillid til firkløvernes gentagne forsikringer og garantier om, at rentefradragsretten ikke ville blive svækket.

Fra regeringsside foreligger allerede udtalelser om, at det ” måske kan blive nødvendigt med yderligere stramninger af rentefradragsretten”.  Man skal ikke være ekspert i fuglenes tale for at oversætte dette til, at det betyder, at der vil ske yderligere udplyndringer, hvis befolkningen ikke ved førstkommende valg iværksætter et nyt Z-skatteopgør.

Fyringsolien er allerede fordyret ved regeringens påskepakke og kartoffelkur. Men nu lurer Schlüter på, hvad der er kaldt en 5-dobbelt påskepakke, så man skal betale for 10 liter, hver gang der kommer én liter i tanken.

Skattens fader og moder er de offentlige udgifter. Når Anker, Schlüter (C), Gert (F), Ellemann (V), Mimi (Centrum Demokraterne, D), Helveg (B) og deres følgesvende lader de offentlige udgifter eksplodere, vil skatten uundgåeligt også stige. Det kan man kun lægge på dem, der har noget at betale med. Altså typisk dem, der har sparet op. Så barsk er realiteternes verden.

Skylden for at det er gået så galt ligger derfor hos de folketingspartier, som i de sidste 27 år har stemt ja til finanslove, som har opbygget den offentlige sektor langt udover, hvad Danmark har råd til.

Hybridødsleri, Ulandshjælpvækst, lønstigninger til offentligt ansatte, de 12 milliarder der smides nytteløst i Kattegat varsler, at spenderingen med skatteyderpenge vil stige meget kraftigt i de kommende år, hvis gammelpartierne ikke forskrækkes hårdt af mange Fremskridtsstemmer. Den kost er den eneste, de overhovedet har respekt for.

Flimmerfordummelseskassen sætter nok lighedstegn mellem højden af social velfærd og offentlige udgifter. Det er én af de helt katastrofale fejlindoktrineringer af befolkningen. Tværtimod er produktionsforøgelse den mest effektive solidaritetsindsats overfor samfundets svage.

Folketinget kan ikke uddele større kage, end den produktionssektoren giver mulighed for at bage.

Skal vi derfor have midler til at tilbagebetale udenlandsgælden og trives i frihed for eksorbitante (enorme, red.) skatter, er der kun én vej: Stærk nedsættelse af de offentlige udgifter.

Og når vi kommer til det kardinalpunkt, er Fremskridtspartiet helt alene på broen. Kun liste Z har fremlagt de fornødne spareforslag. Om nogle af disse skal gennemføres beror alene på, at folketingsvalget 1987 giver en stærk Z-modvægt til det VKR-ødsleri, som befolkningen blev plaget med fra 1968-1971 og nu igen i perioden 1984-87. Hvert eneste Fremskridtskryds hjælper med til at mindske de uanstændige og samfundsskadelige skurkestregsanslag mod personlig frihed i Danmark.

Vælgerne må ikke på ny lade sig narre af skøn forførelsespræk. Det eneste han kan regne med er, hvordan de enkelte folketingspartier betjener folketingssalens afstemningsknapper. Her afslører kendsgerningerne brutalt, at de andre partier stemmer ja til øgede offentlige udgifter som vejrhaner, der slapt og viljeløst registrerer, hvilken vej vinden blæser den dag. Og hver dag byder på nye medieopblæsninger af så det ene, så det andet område, hvor der ønskes yderligere statsstøtte.

Der skal jo sælges aviser hver dag.

De sidste 13 års erfaring bekræfter entydigt, at Fremskridtspartiet ikke lader sig kaste hid og did af oppiskede stemningsbølger, men konsekvent siger nej til ikke absolut nødvendige offentlige udgifter.

Intet tyder på, at A, V, Q, M, B, F´erne ikke igen falder i grøften, hvis der atter kommer til at mangle Z-havkatte i folketingshyttefadet.

At stemme Z er den eneste vej til at undgå yderligere skatteforhøjelser og til at opnå de massive skattenedsættelser, som er så piskende nødvendige i det fallittruede Danmark. Uden på hver eneste parcelhusgadedør hvor der ikke stemmes Z, kan man med sandhed klistre plakaten: ”Her bor de tossede”.

Mogens Glistrup 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 13 / 15. årgang / 10. april 1987

Kategorier:Økonomi, Boligpolitik, Centrum-Demokraterne, Den offentlige sektor, Det konservative Folkeparti, Mogens Glistrup, Offentligt ansatte, Skat og afgifter, Venstre Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Arrogant fagbevægelse

10. januar 2012 21 kommentarer

Arrogant fagbevægelse

Fagbevægelsen har sejret ad helvede til, sagde LO´s forbundsformand, Thomas Nielsen, da han abdicerede. Om det så er godt eller skidt er en smagssag. Til gengæld kan det konstateres, at kampen har kostet store ofre. Såvel samfundsøkonomiske som privatøkonomiske. Og ikke mindst har det kostet personlig frihed. Men sejrherren er fagbevægelsens ledelse, og de vil gøre alt for at holde fast i deres sejr, koste hvad det vil.

Enhver anfægtelse af fagbevægelsens berettigelse i det moderne samfund bliver brutalt slået ned. Hvad ligner det, at Jørgen Elikofer (Børsen 28.01) latterliggør Anders Uhrskov, blot fordi denne retter en berettiget kritik mod organisationerne? Den nedtromlende og docerende stil har hele tiden kendetegnet den arrogante fagbevægelse. De tåler ikke, at der stilles spørgsmål og rejses kritik. Og enhver som ikke vil købe varen, bliver lukket ud af arbejdsmarkedet.

Sandheden er, at meget få ville være medlemmer, såfremt der var et frit valg, og såfremt der ikke var fradragsmulighed for kontingentet – kun under 20 procent af arbejdsstyrken. Skatteværdien af dette fradrag er beregnet til 2,8 milliarder kr. i 1996 (Skatteudgifter i Danmark).

I de fleste forhold har vi i Danmark organisationsfrihed, og det er et af de betydningsfulde elementer i Grundloven. Men når vi taler om fagbevægelsen, som eksisterer på grund af denne organisationsfrihed, er den personlige organisationsfrihed ophævet. Fagbevægelsen skal ikke legitimere sig, og ingen skal stille spørgsmål. Fagbevægelsen påkalder sig kollektivets ret og pligt. Vi ser det til stadighed, og for øjeblikket er der en spektakulær aktion omkring fagforeningens tvang i Nyhavn. Her er der nogle ansatte, som ikke er blevet overbevist ved information, de skal nu tvinges til medlemsskab af et bestemt forbund. Selv kan de ikke se noget behov for at være organiserede. Denne aktion støttes som sædvanlig af højtråbende venstrefløjsaktivister. Præcis som det blev demonstreret i Esbjerg og Århus ved de respektive konflikter over for RiBus og Århus Renholdningsselskab.

Der er ingen grund til at prale af den høje organisationsgrad i Danmark, da den kun er opnået ved tvang og statsstøtte. Der er ingen grund til at være stolte af fagforeningens sejre, som først og fremmest er en ødelæggelse af effektivitet og fleksibilitet på arbejdsmarkedet. Fagforeningerne kan ikke bidrage med noget nyttigt for den moderne medarbejder, som netop kræver fleksibilitet og individuel behandling. Hele fagbevægelsens fundament er kollektivismen.

Vi ser det, når unge ikke kan få lov til at arbejde til en løn, som de selv finder passende. Vi ser det, når de ældre ikke kan få arbejde. For begge disse grupper er årsagen til ledighed, at de ikke på det givne tidspunkt er den løn værd, som fagbevægelsen kræver, de skal have. På den måde er fagbevægelsen kun til for de personer, som er højtydende og resten falder ud af arbejdsmarkedet. Og det er fagbevægelsen ligeglad med. Hvor er solidariteten med de arbejdsløse? Det er jo samfundets opgave at tage sig af de personer, som falder ud. På den anden side er fagbevægelsen heller ikke meget værd for den stærke gruppe af medarbejdere, som i stigende grad er individuelt kontraktansatte.

Det er ganske korrekt, når Jørgen Elikofer omtaler fagbevægelsens mange opgaver i samfundet. Imidlertid overser han, at det faktisk er et af problemerne ved fagbevægelsen. De er nemlig ikke underlagt den folkelige, parlamentariske og juridiske kontrol, som resten af den offentlige sektor er. Samfundet lider af et demokratisk efterslæb i forhold til organisationerne. Kun set fra organisationernes egen interesse i magt er dette et gode. Vi andre er tvunget til at acceptere denne stat i staten. Det frie valg er vi blevet frataget for længe siden.

De undersøgelser fagbevægelsen i øvrigt selv laver er ikke meget værd. Hvad ligner det for eksempel at blive ved med at omtale al jobskabelse i USA som “burgerjobs”. Det er et skræmmebillede uden hold i virkeligheden. I USA er ledigheden særdeles lav, og kun få af de nyskabte jobs er lavtlønnede. Lav løn skal desuden ses, som en entre på arbejdsmarkedet og lav løn skal ses i forhold til skattetryk.

Fagbevægelsen harsejret ad helvede til” – den har skabt en underklasse af folk på overførselsindkomst, som ikke kan få plads på arbejdsmarkedet, men som henvises til at være kartoteksnumre hos sagsbehandlere.

Kim Behnke

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 4 / 25. årgang / april 1997


Barske realiteter

23. oktober 2011 2 kommentarer

Barske realiteter 

Det er nogle barske realiteter, der blotlægges for skatteborgerne, når Rigsrevisionens beretninger tilstilles statsrevisorerne. Det seneste grelle eksempel er revisionens bemærkninger til den såkaldte ”filmstøtte” fra Statens Filminstitut. Heraf fremgår det at tre fjerdedele af de projekter, der får ”manuskriptstøtte” ryger lige i papirkurven!

Den fjerdedel som ”overlever” og udmøntes i en film overlever kun i kraft af en skatteborgerbetalt statsstøtte på op til 939 kroner pr. solgt billet!

I en konklusion hedder det:

Filmstøtte – som en statsopgave under Filminstituttet – ser Rigsrevisionens som udtryk for en konstant tilbagegang siden 1960´erne – i tilskuertallet med faldende entreindtægter til følge!

Nu er det desværre sådan, så Rigsrevisionen kun har den beføjelse at kunne uddele ”næser” til de implicerede skattekronemisbrugere. Der skal ikke mange skatteborgerovervejelser til for at finde ud af, hvor ”næserne” skal placeres. Dels hos de ansvarlige politikere som har bevilget 46 millioner skattekroner til filmstøtten dels hos de uansvarlige i Statens Filminstitut, som har bevilget samme beløb til støtte for noget makværk, som ingen publikumsinteresse har.

LO

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 1 / 15. årgang / 16. januar 1987

%d bloggers like this: