Arkiv

Posts Tagged ‘statsgæld’

Socialdemokratiet bange for at VKZ får flertal

30. september 2012 18 kommentarer

Socialdemokratiet bange for at VKZ får flertal 

Når hovedparten af landets erhvervsledere og andre med tilknytning til den private sektor holder ferie, er der grund til, at den bliver brugt til grundigt at overveje, hvorledes udviklingen skal være efter efterårets folketingsvalg. Som alt står i øjeblikket, vil Socialdemokratiet kun kunne fortsætte, hvis de danner regering med støtte fra SF. Er det ønskeligt for dansk erhvervsliv? Eller vil man hellere prøve den mulighed, som meningsmålingerne har vist i mere end et år – et VKZ-flertal?

At VKZ ikke længere blot er teoretiske drømme, vidner Socialdemokratiets adfærd om. De er bange, meget bange, for at miste regeringsmagten. De ved, at hvis Nyrup må forlade statsministerposten og blive formand for et mindre folketingsudvalg, da vil Socialdemokratiet ikke komme i regering mere i dette årtusind.

Derfor er de bange, og derfor har de allerede givet smagsprøver på, hvorledes de vil søge at skabe et ekstremt skræmmebillede af, hvad et VKZ-flertal vil betyde. Det er der ingen grund til at blive skræmt over.

Fakta er, at den væsentligste opgave for et VKZ-flertal bliver at flytte centrum for den økonomiske udvikling i samfundet tilbage til den private sektor. Mens den nuværende regering (A, B, CD og KrF, red.) har brugt alle midler for at flytte vækstcentrum ind i staten, så skal et VKZ-flertal bruge ændrede skattelove, erhvervslove, arbejdsmarkedslove, finanslove m.v. til at flytte væksten over, hvor den er samfundsgavnlig, nemlig i den private sektor.

Den nuværende regering har mødt ethvert problem i samfundet med nye love, flere regler, flere embedsmænd og mere planøkonomi. Den nuværende regering tror på, at det er politikere og kommissærer, som skal styre udviklingen. Konsekvensen er blevet stigende skatter, afgifter og gebyrer for erhvervslivet til skade for erhvervsfriheden, konkurrenceevnen og beskæftigelsen. Det er på trods af, at den nuværende regering lovede, at den ikke ville forringe konkurrenceevnen. Hvordan tror man så, det vil blive, hvis CD og KrF bliver skiftet ud med SF?

Mange (alt for mange) ledere i erhvervslivet har valgt den typiske danske “lad-os-nu-se” holdning over for regeringens politik. De meget betydelige flytninger af ideologiske hegnspæle, som regeringen har gennemført – specielt inden for erhvervsområdet, har ikke alle vist deres sande ansigt endnu. Kommuners adgang til privat erhvervsdrift, ødelæggelse af udligningscirkulæret, statslige fonde til erhvervsinvesteringer m.v. er initiativer, som først om nogle år vil vise, hvor planøkonomiske og socialistiske de er. I mellemtiden rinder sandet ud af den private sektors timeglas. Erhvervsledere må derfor tænke lidt længere end til næste termin. De må bruge sommerferien til grundigt at tænke over hvilket politisk klima, de ønsker i Danmark.

Vil man have den planøkonomiske “tredje vej” med den snigende socialdemokratisme, der efter værste salamimetode skærer sig ind på erhvervslivets frihed? Eller vil man have et politisk flertal, hvis hovedmålsætning er at skabe fornyet vækst i den private sektor? VKZ vil møde problemer i samfundet ved at fjerne love, afbureaukratisere og deregulere til fordel for friheden og mangfoldigheden.

Den nuværende regering har gennemført hovedparten af sine initiativer for lånte midler. Væksten i den offentlige sektor har vi slet ikke haft råd til. Alene statens gæld vil i år runde 700 milliarder kroner. Hvor tror man, disse penge skal komme fra? Er det ved at ansætte flere embedsmænd i ToldSkat? Ved at lave nogle kulturprojekter? Ved at systemeksportere vores børnehaver til Østeuropa? Nej, midlerne kan kun komme fra den private sektor. Det bliver den private sektor, som gennem de næste mange år skal afdrage den store gæld. Skal det gøres muligt, må erhvervslivet have vækstfrihed og forbedret konkurrenceevne. Det hjælper jo ikke, at der bliver færre om at løfte byrden!

Ledere og beskæftigede i alle private erhverv fra fiskere, landmænd, industri, transport og håndværk, for slet ikke at tale om handel og service, må derfor bruge sommerferien til – meget grundigt – at overveje, hvad de vil satse på til efteråret. Det er en vigtig beslutning, måske den vigtigste. Det er langsigtede investeringer, der foretages, når Folketinget sammensættes ved efterårets valg.

Kim Behnke 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 8 / 22. årgang / august 1994

Kategorier:Økonomi, Den offentlige sektor, Erhvervspolitik, Folkestyre/demokrati, Skat og afgifter, Socialdemokratiet Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Hvorfor holder Socialdemokratiet fast ved en politik, der er så åbenlys forkert?

21. august 2012 97 kommentarer

Hvorfor holder Socialdemokratiet fast ved en politik, der er så åbenlys forkert? 

Jeg tænker her på Socialdemokratiets politik m.h.t. den voldsomt store offentlige sektor, der har medført en forskel mellem udgifter og indtægter i milliardklassen.

Statsgælden kommer op på ca. 400 mia. kr. i 1983 som et resultat af mange års forsyndelser. Tallet sættes i relief, når man kan konstatere, at de personlige indkomster i 1983 forventes at udgøre 390,7 mia. kr., og de samlede skatter og afgifter vil beløbe sig til 234,3 mia. kr.

Hvis man havde ønsket, at der skulle være balance mellem statens indtægter og udgifter, skulle der have været opkrævet skatter og afgifter for yderligere ca. 400 mia. kr.

Man trykker statspapirer

Det turde Socialdemokratiet ikke. I stedet valgte man at trykke statspapirer, der kunne sælges – skulle man tro – til Socialdemokratiets politiske modstandere, nemlig kuponklipperne. For at dække underskuddet ind, måtte Socialdemokratiet give kuponklipningen imellem 10 til 20 mia. kr. i skattefri gevinster forlods, for at nogle overhovedet ville købe statspapirerne. Dernæst måtte Socialdemokratiet give kuponklipperne ca. 40 mia. kr. i renteindtægter. Altså en stensikker indkomst af passive investeringer der ikke har medvirket til nye produktive arbejdspladser.

Hvem skal nu betale denne statsgæld, kursgevinster og renteindkomster til kuponklipperne? Det skal de lønmodtagere, der ikke har mere i indkomst, end til at betale skatter, husleje og andre fornødenheder. Fremskridtspartiet finder, det er en ejendommelig fordelingspolitik, Socialdemokratiet fører. Dette parti tager fra de fattige og giver til de rige (kuponklipperne).

Det er ikke os, der er asociale

Når Socialdemokratiet skælder Fremskridtspartiet ud for at være asocialt, så kan Fremskridtspartiet melde hus forbi. I stedet for at skabe balance på de offentlige budgetter har Socialdemokratiet ved sin asociale politik yderligere skabt over 300.000 arbejdsløse i den private sektor. Det kan man da kalde fiasko på alle fronter.

Socialdemokratiet har haft travlt med at forsvare kuponklippernes, de finkulturelles, de højtlønnede offentligt ansattes interesser, frem for almindelige lønmodtageres interesser. Oven i alle de andre ulykker Socialdemokratiet har påført de mindre indkomster her i landet, har Socialdemokratiet forbitret bekæmpet Fremskridtspartiets idé med at hæve den skattefri bundgrænse. Socialdemokratiet vil kun være med til at forbedre statens budget ved at opkræve nye skatter og afgifter.

De lave indkomster skal ud af skattesystemet

Uanset hvordan man vender og drejer skattelovene, så må det være indlysende, at det er en fordel for de laveste indkomster, at de bliver løftet ud af skattesystemet. At hæve den skattefri bundgrænse er et udtryk for, at de laveste indkomster ikke kan bære skattebyrden.

Hvordan Socialdemokratiet kan få en sådan skattepolitik til at være asocial, kan kun være et udtryk for, at Socialdemokratiet har mistet enhver tillid til, at indkomstskatten er anvendelig til noget som helst.

Hvis det skulle være tilfældet, så støt Fremskridtspartiet i, at vi får afskaffet et asocialt skattesystem.

Ole Maisted

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 38 / 11. årgang / 28. oktober 1983 

Kategorier:Økonomi, Den offentlige sektor, Offentligt ansatte, Skat og afgifter, Socialdemokratiet Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Radikal særbehandling

7. maj 2012 Skriv en kommentar

Radikal særbehandling

I sit partiblad – Berlingske Tidende – udtaler finansminister Palle Simonsen (C) om forliget vedrørende finansloven 1987:

I drøftelserne med de radikale (B) er sket nøjagtigt det samme, som er sket i de foregående tre år, nemlig at for at nå til enighed, må de radikale naturligvis have nogle af deres ønsker opfyldt.

Det glemmes undertiden i den offentlige debat, at når man skal indgå en politisk aftale, må man naturligvis betale noget på nogle områder.

Sådan set er dette ikke andet end banaliteter. Men det tør jo nok siges, at i forhold til Fremskridtspartiet følger firkløverne (V, C, CD og KrF, red.) til stadighed en helt anden kurs.

Det skyldes måske, at man tror, at Fremskridtspartiet under alle omstændigheder vil stemme imod et hvilket som helst finanslovsforslag. Det er imidlertid ikke korrekt. Vi vil blot have en rimelig indflydelse på, at de offentlige udgifter falder betragteligt. Selvfølgelig ser vi helst et finanslovsforslag, som fører til formindskelse af statens gæld. Men der er ikke nogen principiel barriere hos Fremskridtspartiet, som hindrer os i – i givet fald – at stemme for et underskudsforslag eller for den sags skyld imod et finanslovsforslag, som udviser overskud.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 1 / 15. årgang / 16. januar 1987

Statsudgiftsvækst i 1987

26. april 2012 77 kommentarer

Statsudgiftsvækst i 1987

Det er regnskabsfusk, når Palle Simonsen (C) m.fl. påstår, at de offentlige udgifter holdes i ro i disse år. Men det er rigtigt, at firkløverne (V, C, CD og KrF, red.) anvender alskens Tribini-tricks for at bilde folk ind, at der skulle være offentligt udgiftsstop eller måske endda besparelser.

En af regeringens bedragerimetoder er at tale nettotal: Altså ikke sammenligne de faktiske udgifter, men derimod udgifter med fradrag af, hvad der kommer ind i gebyrer osv. Og det er ikke småting. Ifølge budgetredegørelse 1986 har tallene inden for statens område udviklet sig således i Schlüter-epoken (C):

År Milliarder kroner
1982 31,3
1983 33,5
1984 37,7
1985 40,9
1986 45,1
1987 49,9

I VCQMB-sminkekrukken findes andre ”indtægter på udgiftskonti”. De er kommet op i størrelsesordnen 5-6 milliarder. Energiministeriet er en af topscorerne, når de skal lænse A. P. Møller-selskaberne for kapital, der unægtelig kunne være anvendt langt mere fornuftigt end at forsvinde i den bundløse statskasse. Små 60 milliarder kroner af de samfundsressourcer – som staten beslaglægger – går altså helt uden om det, som Palle Simonsen oplyser som statens samlede udgifter.

Herudover kommer en række andre narreværker: Fx at statens renteudgifter konteres som ”negative indtægter”. I 1987 forventes det at blive 52,8 milliarder kroner, hvortil kommer afdragsforpligtigelser m.v. for 105.609.300.000 kroner. Næsten alle disse ca. 160 milliarder statsudgifter stammer fra statsgæld, som de fire partier har stemt for. Det gælder lige fuldt gælden før som efter det formelle statsministerskifte i 1982.

Et tredje bogholderifup – hvormed Palle Simonsen bluffer befolkningen – er først begyndt her i 1987. Det gælder børnetilskud, som nu også skal være med til at være negative indtægter og derfor ikke formelt påvirker det statsudgiftstal, som regeringen foregøgler befolkningen.

For 1987 drejer det sig om 2,9 milliarder kroner, men allerede i 1988 bliver tallet fordoblet.

Kontingentudgiften til EF (6,5 milliarder i 1987) behandles på tilsvarende vis.

Dernæst er femkløversnakken om at holde de offentlige udgifter i ro blændværk, for så vidt staten vælter udgiftsområder over på kommunerne og derefter bryster sig af, at statsudgifterne ikke skulle være steget.

Det, som interesserer såvel samfundsøkonomien som borgernes privatøkonomi er selvfølgelig, hvor meget de samlede offentlige udgifter stiger som følge af det nuværende løsslupne og letsindige folketingsflertals fædrelandsødelæggende frådserier med borgernes penge.

Specielt for 1987 er en af Simonsens julelege bag hans såkaldte udgiftsloft, at den største post vedrørende statsrefusion af de kommunale sociale udgifter kun dækker 11 måneder. Ganske tilsvarende er boligministeriet jonglørekspert. Det øger bestandig det tilskudsberettigede byggeri. Man omlægger de tekniske udbetalingsregler, så staten skyder en voksende udgiftsdyne foran sig, men ministrene foregiver, at de holder deres budget i ro.

De udgiftstal som Palle Simonsen taler om skifter fra artikel til artikel. Men, de er så at sige altid for lave. Også af den grund er de renset for inflation. Men de virkelige udgifter som statskatteyderne skal skrabe sammen til, er de virkelige priser altså inklusive mellemliggende prisstigninger.

En række statsudgifter klares helt uden om Palle Simonsens finanslovstal ved, at regeringen lader nogle formelt statsuafhængige betale som fx Danmarks Radio, DONG, elselskaberne osv. Storebæltsbroen går altså under området. Angiveligt fordi de radikale hellere vil stå til søs, når de skal fra Sjælland til Danmark.

Efter finanslovens vedtagelse myldrer det ind med yderligere statsudgifter, som vi først får det samlede tal på, når tillægsbevillingsloven for 1987 forelægges i 1988. Altså efter valget: Miljøtiltag, arbejderbeskyttelse, EF, lønforhøjelser for offentligt ansatte osv. Finanslovslæseren får unægtelig det modsatte indtryk. Han støder på en post på 1,8 milliarder til endnu ikke fundne besparelser – et tal Palle Simonsen er blevet nødt til at nedfælde, fordi ikke engang summen af hans mange andre tyvetricks har været nok til at skjule, at han ikke har noget som helst styr på statsudgifterne. I lodret modstrid med hvad han selvpralende fremfører, hver gang han får ordet skriftligt eller mundtligt.

Mogens Glistrup 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 5 / 15. årgang  / 13. februar 1987

Parcelhusejernes fremtid

5. marts 2012 68 kommentarer

Parcelhusejernes fremtid

VKR-regering nummer 2 har påført Danmark alle tiders verdensrekord i gælds og skattetryk.

Det bagatelliserer medierne. Men befolkningen kommer til at bøde i mange år for firkløverrets (V, C, CD og KrF, red.) svigtende mod og manglende rygrad.

Om vi piber eller synger, må vi vedgå byrder og gæld efter Schlüter. Men vi kan også lære af vore erfaringer. Sådan gik det, fordi vælgerne ved det sidste folketingsvalg svigtede Fremskridtets parti. Og værre vil det gå, hvis det kommende valgs stemmesedler på ny gør liste Z magtesløs. Skatte- og gældsplyndring vil løbe endnu mere grassat.

Men får Z styrke, vil fremtiden opvise faldende skatter. Og dermed også betalingsbalanceforbedringer.

Folk er slet ikke klar over, hvor langt ned i skidtet det regerende folketing har smidt os. Derfor må Fremskridtskræfter bruges til at oplyse om fakta.

For kun hvis man ind til marv og ben forstår hvor galt, det er fat, kan man som vælger disponere med maksimum af fornuft (og få også andre til at stemme Fremskridt).

Udlandsgælden er røget op i ca. 550 milliarder kroner. Heroverfor står tilgodehavender på ca. 280 milliarder pålydende. Men da en del er rente- og afdragsfrie udlån til Ulande og lignende er det rimeligt at sige, at vi skylder 290 milliarder kroner væk.

Det beløb stiger til langt over 300 milliarder ved en forventede devaluering og ved det underskud der uundgåeligt i det halve års tid, som er mindsteperioden for, at Folketinget kan nå frem til betalingsbalanceoverskud.

Kun de danske som ejer hus eller andre faste værdier har styrke til direkte at betale af på denne gæld. Pro persona skylder de i gennemsnit ca. 300.000 kroner plus renter.

Fortsætter gammelpartiernes samvittighedsløse gældsstiftelse i hidtidige spor, fordobles beløbet ca. hvert femte år.

Når de udenlandske kreditorer erklærer, at Danmark har gået planken ud, ruineres mange danske gennem påførsel af førførsteprioriteter i deres faste ejendom. Der er ikke andre håndfaste værdier, som teknisk kan bruges i en fart.

Sammenlagt blev alle landets faste ejendomme pr. 1. januar 1986 vurderet til 1.516 milliarder kroner. En bankerotrekonstruktion vil nok omfatte beboelsesejendomme m.v. til en værdi af ca. 1.200 milliarder. Da der skal være en vis margen i kreditorernes interesser, og da nye lånefaciliteter bliver nødvendige for, at vi løbende kan klare vore afdragsforpligtelser, bliver før førsteprioriteterne forventeligt på ca. 40 % af vurderingsbeløbet. Er husvurderingen (parcelhus plus sommerhus) fx 1.250.000 kroner, vil det sige, at ejeren påtvinges en ny gældsbyrde på 500.000 kroner at afvikle med lige store afdrag over 5 år med tillæg af en rente i størrelsesordenen 25 % p.a. Så betydelige rystelser vil forplante sig herfra at også Christianitter, socialhjælpsmodtagere, lejere osv., vil få deres familiers velfærd ødelagt med virkning årtier ud i fremtiden.

Men selv før bankerotten vælter alle danskere omkuld, er skattekvælertaget med parcelhusejere uhyggeligt stigende fra år til år, så længe liste Z er magtesløs.

Det begyndte med, at fradragsretten blev taget fra ejendomsskatterne. Man sagde, at så ville ejendomsskatten falde tilsvarende. I stedet er den vokset stærkt. Især her i 1987. Alt er lagt op til, at 1988 bliver endnu værre.

Dernæst gennemførte regeringen 18. almindelige vurderings stigninger i ejendomsvurderingerne. Det forhøjer de lejeværdier, som bevirker, at man i kontanter skal betale skat, selv om tegnebogen ikke har fået flere penge. Sammenligner man selvangivelsens ejerskema over de seneste år, opdager man, hvor slem forringelsen er. Endda har vi heller ikke her endnu set det værste. Selv om vurderingsstigningen ikke fortsætter, vil lejeværdien – med uændret lov – stige 20 % hvert år langt ud i fremtiden.

De høje ejendomsvurderinger betød videre for omkring 100.000 parcelhusejere, at de oven i alle de andre skatter også blev belemret med formueskat (eller kraftig forøgelse af den formueskat, de i forvejen betalte). Hver en øre de herefter sparer op rammes af formueskatten: 10 kroners renteindtægt beskattes med 9,20 kroner. Opsparingsværdien fortæres derudover af inflation, som kun har holdt midlertidig pause i de år, olien og andre importvarer fladt kraftigt i pris.

Omvendt går det den, som gældsætter sig eller bruger løs, indtil han igen er kommet under de 5 kvarte millioner, som ungefähr er formueskattebundgrænsen (det dobbelte hvis man skipper vielsesattesten og er skatteplanlægningsminded). Vil man være lige så røget, som Foighel (Skatteminister Isi Foighel, C, red.) er speget, må man ofte frigøre sig for al god gammeldags opsparingsopdragelse og erkende at den mest varige og urørlige lykke, der kan opnås i Nu-Danmark er forbundet med dyre turistrejser eller andet storforbrug. Som allerede Liva Weel kvad: ”Minderne har jeg da lov at ha´. Dem kan du aldrig, nej aldrig ta´”.

Men værst af alt: Rentefradragsretten er særligt for den yngre generation blevet udhulet på det groveste. Da man lånte penge, kunne man regne med, at hver gang man havde 10.000 kroner i renteudgifter, skulle man kun selv betale 2.700 kroner. Fradragsvirkningen dækkede nemlig de 7.300. Sådan er det sidste gang på de selvangivelser, man afleverer i disse måneder. Derefter vil skattereformen og kartoffelkvaksalveriet (kartoffelkuren, red.) hurtigt komme til at betyde, at de 2.700 kroner bliver til 6.900 kroner – altså mere end en 2½-dobling. Bevares, ofte er det ”kun” 5.000 kroner, og visse overgangsregler vil i de første år mildne skaden lidt.

Men de love som Isi Foighel i 1986 fik vedtaget i Folketinget mod Fremskridtsstemmerne, vil have det nævnte indhold. Også for de mange faste lån med måske 20 års eller længere løbetid som man påtog sig i tillid til firkløvernes gentagne forsikringer og garantier om, at rentefradragsretten ikke ville blive svækket.

Fra regeringsside foreligger allerede udtalelser om, at det ” måske kan blive nødvendigt med yderligere stramninger af rentefradragsretten”.  Man skal ikke være ekspert i fuglenes tale for at oversætte dette til, at det betyder, at der vil ske yderligere udplyndringer, hvis befolkningen ikke ved førstkommende valg iværksætter et nyt Z-skatteopgør.

Fyringsolien er allerede fordyret ved regeringens påskepakke og kartoffelkur. Men nu lurer Schlüter på, hvad der er kaldt en 5-dobbelt påskepakke, så man skal betale for 10 liter, hver gang der kommer én liter i tanken.

Skattens fader og moder er de offentlige udgifter. Når Anker, Schlüter (C), Gert (F), Ellemann (V), Mimi (Centrum Demokraterne, D), Helveg (B) og deres følgesvende lader de offentlige udgifter eksplodere, vil skatten uundgåeligt også stige. Det kan man kun lægge på dem, der har noget at betale med. Altså typisk dem, der har sparet op. Så barsk er realiteternes verden.

Skylden for at det er gået så galt ligger derfor hos de folketingspartier, som i de sidste 27 år har stemt ja til finanslove, som har opbygget den offentlige sektor langt udover, hvad Danmark har råd til.

Hybridødsleri, Ulandshjælpvækst, lønstigninger til offentligt ansatte, de 12 milliarder der smides nytteløst i Kattegat varsler, at spenderingen med skatteyderpenge vil stige meget kraftigt i de kommende år, hvis gammelpartierne ikke forskrækkes hårdt af mange Fremskridtsstemmer. Den kost er den eneste, de overhovedet har respekt for.

Flimmerfordummelseskassen sætter nok lighedstegn mellem højden af social velfærd og offentlige udgifter. Det er én af de helt katastrofale fejlindoktrineringer af befolkningen. Tværtimod er produktionsforøgelse den mest effektive solidaritetsindsats overfor samfundets svage.

Folketinget kan ikke uddele større kage, end den produktionssektoren giver mulighed for at bage.

Skal vi derfor have midler til at tilbagebetale udenlandsgælden og trives i frihed for eksorbitante (enorme, red.) skatter, er der kun én vej: Stærk nedsættelse af de offentlige udgifter.

Og når vi kommer til det kardinalpunkt, er Fremskridtspartiet helt alene på broen. Kun liste Z har fremlagt de fornødne spareforslag. Om nogle af disse skal gennemføres beror alene på, at folketingsvalget 1987 giver en stærk Z-modvægt til det VKR-ødsleri, som befolkningen blev plaget med fra 1968-1971 og nu igen i perioden 1984-87. Hvert eneste Fremskridtskryds hjælper med til at mindske de uanstændige og samfundsskadelige skurkestregsanslag mod personlig frihed i Danmark.

Vælgerne må ikke på ny lade sig narre af skøn forførelsespræk. Det eneste han kan regne med er, hvordan de enkelte folketingspartier betjener folketingssalens afstemningsknapper. Her afslører kendsgerningerne brutalt, at de andre partier stemmer ja til øgede offentlige udgifter som vejrhaner, der slapt og viljeløst registrerer, hvilken vej vinden blæser den dag. Og hver dag byder på nye medieopblæsninger af så det ene, så det andet område, hvor der ønskes yderligere statsstøtte.

Der skal jo sælges aviser hver dag.

De sidste 13 års erfaring bekræfter entydigt, at Fremskridtspartiet ikke lader sig kaste hid og did af oppiskede stemningsbølger, men konsekvent siger nej til ikke absolut nødvendige offentlige udgifter.

Intet tyder på, at A, V, Q, M, B, F´erne ikke igen falder i grøften, hvis der atter kommer til at mangle Z-havkatte i folketingshyttefadet.

At stemme Z er den eneste vej til at undgå yderligere skatteforhøjelser og til at opnå de massive skattenedsættelser, som er så piskende nødvendige i det fallittruede Danmark. Uden på hver eneste parcelhusgadedør hvor der ikke stemmes Z, kan man med sandhed klistre plakaten: ”Her bor de tossede”.

Mogens Glistrup 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 13 / 15. årgang / 10. april 1987

Kategorier:Økonomi, Boligpolitik, Centrum-Demokraterne, Den offentlige sektor, Det konservative Folkeparti, Mogens Glistrup, Offentligt ansatte, Skat og afgifter, Venstre Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Kun Fremskridtspartiet tør rydde op

21. januar 2012 4 kommentarer

Kun Fremskridtspartiet tør rydde op 

Ja, så har Folketinget haft jule- og nytårsferie – faktisk velfortjent, for uanset hvad man mener om det arbejde, der foregår i Folketinget, så foregår der et stort og tungt stykke arbejde med utrolig megen læsning, skrivning, debat, udvalgsmøder m.v., som sammenlagt giver meget lange arbejdsdage og det uanset hvilket parti, man tilhører. For landet som helhed der tror jeg, det er udmærket, når Folketinget holder pauser, så sker der trods alt færre og mindre ulykker fra den kant.

Aviserne og pressen har gjort et stort nummer ud af 3 ting de sidste par måneder og har gentagne gange sagt, at NU bliver der folketingsvalg o.s.v., men kære læser, det er kun for at lave en overskrift og for at få spændingen til at stige, så I måske læser hele teksten og får noget at snakke om. De 3 ting, jeg her tænker på, og som har været mest omtalt, er:

Nyrups radikale rådgiver

Niels Helveg Petersens (B) selvbiografi hvor han blandt andet skriver, at han var en slags rådgiver for Poul Nyrup (Poul Nyrup Rasmussen, A, red.), inden han tog kampen op med Svend Auken  gav stor omtale og blev udråbt som den helt store mærkværdighed, men det kan den jo næppe være. Enhver, der vil forsøge at tage magten fra en anden, er nødt til at sondere terrænet for at finde ud af, hvad baglandet mener, og selv om det ikke har stået i Niels Helvegs bog, så vil jeg da regne med, at alle var klar over, at inden Nyrup tog kampen op med Svend Auken, så var det helt naturligt, at Nyrup både spurgte sine egne tillidsfolk til råds, men også de andre partier, han skulle kunne samarbejde med efter en eventuel sejr over sin partifælle Svend Auken.

Det er jo noget, enhver ved, og det er ikke blot på Christiansborg, det sker, men også andre steder. Hvis f.eks. en person ønsker at blive formand for en idrætsklub eller en lokal partiforening, så må han også sondere terrænet for at vælte den siddende formand.

Salman Rushdies danmarksbesøg

Sagen om Salman Rushdies besøg i Danmark gav jo også anledning til det store postyr i pressen, men jeg vil da gerne lige fortælle læserne, at mange har spurgt, om vi ikke havde andet at få tiden til at gå med, og hvordan vi har tid til at beskæftige os med sådanne bagateller. Her vil jeg gerne sige, at vi menige medlemmer af Folketinget ikke har brugt så meget som 2 minutter på Rushdie-sagen Det er kun lige de ministre, der har været involveret i sagen plus enkelte andre partiledere, der har udtalt sig.

Én ting må vi jo så støtte Statsministeren (Poul Nyrup Rasmussen, A, red.) i, og det er, at hvis regeringen (A og B, red.) ikke havde udvist stor forsigtighed, og der måske under Rushdies besøg var sket en bombesprængning, hvorunder 2-300 danskere var omkommet, så ville regeringen jo blive bebrejdet, at den ikke havde taget eventuelle advarsler alvorligt. Selv om vi alle går ind for ytringsfrihed – også for Rushdie i hans hjemland – så må vi sige, at det han har skrevet er en hån imod den religion, der er gældende i hans land. Hvis en person skrev en meget, meget kritisk bog om kristendommen, den danske folkekirke og om den måde danskerne gebærder sig på inden for det kristne område, så ville der også være folk her, der ville reagere. Jeg husker endnu den kamp, der var for 5-10 år siden inden for Indre Mission her i landet bl.a. om kvindelige præster, om vielse af bøsser og lesbiske, gravpladser til muslimer o.s.v.

Religion er et ømtåleligt punkt for næsten alle folkeslag. Dette skriver jeg ikke for at forsvare muslimerne, for jeg synes selvfølgelig, det er helt urimeligt, at de bruger mordtrusler o.s.v. mod dem, der ytrer sig imod deres religion, men enhver sag skal altid ses fra to sider. Det viste sig, at Salman Rushdie ikke selv var særlig ydmyg eller taknemlig over, at regeringen arrangerede prisoverrækkelsen her i landet for EU. Rent faktisk havde vi ingen forpligtelser til at gøre det.

Finansloven

Den tredje ting, der har været meget omtalt som emne for udskrivningen af valg, har jo været finansloven, og som det er sket hver eneste gang i de otte år, jeg har siddet i Folketinget, så har oppositionen været meget kritisk over for den siddende regering og truet med både det ene og det andet og i samtlige år – fra 1993 og frem – hvor vi har haft en socialistisk regering, har Venstre og Konservative fire måneder før finanslovsvedtagelsen brystet sig i den ene avisartikel og Tv-udsendelse efter den anden med, at nu ville de rigtigt rette op på tingene, nu ville de finde besparelser, det var en uforsvarlig finanslov, regeringen fremlagde o.s.v., men hvert eneste år er de fuldstændig faldet til patten, og det vidste jeg allerede, da jeg så deres første udtalelse for fire måneder siden, at det ville de også gøre i år.

V og K farer op som trold af en æske for at prøve at bilde befolkningen ind, at de ønsker noget andet end socialisterne, men ved målstregen falder de ned og stemmer for hele den socialistiske finanslov. Det er altså mere et propagandanummer end et reelt ønske om forandringer, og vi må vel også sige, at selv om Mogens Lykketoft (A) som finansminister får megen skældud, så er han såmænd nok lige så hård over for sine egne kernevælgere, som en VK-regering ville være.

Det hjælper altså ikke, at hvis f.eks. Venstre alene bliver større, det er kun, hvis Venstre og Konservative sammen med Fremskridtspartiet får et flertal ved det kommende valg, at der virkeligt vil blive ryddet op, for hvis Fremskridtspartiet bliver en VK-regerings parlamentariske grundlag, så vil vi jo konstant holde den kurs, de lægger op til hvert eneste år i forbindelse med finanslovsforhandlingerne og op til et folketingsvalg.

Det bedste finanslovsforlig Danmark har haft, det var i 1990, hvor Fremskridtspartiet gik sammen med den daværende borgerlige regering. Der kom vitterligt forbedringer. Derfor kan jeg godt love allerede nu, at der ikke kommer folketingsvalg, (med mindre der sker noget helt uforudsigeligt), før september 1998. Grunden til at jeg tør forudsige det er, at den eneste der kan udskrive valg før den 21. september 1998, er statsminister Poul Nyrup Rasmussen, og det gør han ikke.

Hvorfor skulle han frivilligt udskrive valg, nu hvor han står til at miste 10-15 af sine folketingsmedlemmer?

CDs (Centrum Demokraterne, red.) udtræden af regeringen vil ikke fremprovokere et valg. CD er trådt ud af trekløveret for bedre at kunne profilere sig, men vil – for ikke at tvinge Nyrup til en Dronningerunde – gøre alt for at hjælpe S og R til at hutle sig igennem de næste halvandet år. Men samtidig vil CDs partiformand – Mimi Jacobsen – og partiets gruppeformand – Peter Duetoft – udtale sig kritisk om regeringens politik.

Det radikale Venstre (B) ønsker heller ikke et valg. Hvis de fremprovokerer et folketingsvalg, er de faktisk nødt til at skifte side – altså gå over til V og K igen.

Hvis Enhedslisten og SF går sammen med de borgerlige partier, så kan de vælte regeringen på enkelte lovforslag, men det er ikke ensbetydende med et valg.

Da V og K sad som regering, kom de også i mindretal ved afstemningen om flere lovforslag, f.eks. CO2-afgiftsloven, men da valgte VK-regeringen jo at lave en lov om CO2-afgift, selvom de selv var imod – altså i stedet for at udskrive folketingsvalg.

Hvis f.eks. de borgerlige plus SF og Enhedslisten fandt sammen om et mistillidsvotum til regeringen, så betød det heller ikke valg. Det ville blot betyde, at Nyrup var nødt til at foretage en ny Dronningerunde, hvor alle partier bliver inviteret for at anbefale, hvem der så skal danne regering. Derved ved både SF og Enhedslisten, at de vil komme i et dilemma. De er nødt til at pege på Nyrup igen, så derfor vil de ikke ydmyge sig selv ved at tvinge Nyrup til at foretage en Dronningerunde, som igen vil betyde, at et flertal vil pege på ham. Så derfor kære læser: alt det der med valgtrusler og valgrumlen har intet på sig. Det er, hvad jeg kalder et spil for galleriet.

Men fakta er, at Danmark har en samlet gæld på ca. 800 milliarder kroner, hvilket er ca. kr. 154.000 pr. indbygger. Og det er altså både det nyfødte barn og den 90-årige på plejehjemmet, der skal betale denne gæld, og der er reelt kun mellem 6-700.000, der arbejder i de produktive erhverv, som kan betale forrentning og afdrag på denne gæld. Derfor er det faktisk ikke så rosenrødt, som mange vil gøre det til.

Det eneste parti, der virkelig tør rydde op og gøre noget ved problemerne, er Fremskridtspartiet. Husk det, ved det kommende valg!

Hermed vil jeg ønske alle et godt nytår.

Aage Brusgaard

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 1 / 25. årgang / januar 1997

Handling nu – ellers ser det skidt ud for dansk økonomi

19. januar 2012 5 kommentarer

Handling nu – ellers ser det skidt ud for dansk økonomi 

– Den nuværende regering (A, B og Centrum Demokraterne (D), red.) er ved at gøre tidligere regeringers kunststykke efter, hvad angår dansk økonomi. Den økonomiske tendens er kraftigt for nedadgående, og hvis ikke regeringen sadler om og begynder at føre en stram og fornuftig økonomisk politik, så går det galt.

Det siger Fremskridtspartiets finansordfører, Kim Behnke, som reaktion på udtalelser fra finansminister Mogens Lykketoft (A) om, at regeringen ikke har tænkt sig at stramme det finanspolitiske greb, hvis den økonomiske vækstpause trækker ud.

– At finansministeren har tænkt sig at føre en lempet finanspolitik betyder reelt, at den alt for store offentlige administration må reduceres markant, og så må der for alvor gøres noget ved statens gæld, der alene i år vil vokse med omkring 30 milliarder kroner.

Det nytter ikke, at regeringen bare sidder med hænderne i skødet uden at gøre noget. Vi har i forbindelse med finansloven for 1996 fremlagt en række forslag, der vil gavne det private erhvervsliv betragteligt og sætte en stopper for ekspansionen i den offentlige sektor.

Problemet er, at regeringen slet ikke har formået at sætte ægte gang i de økonomiske hjul. I stedet har man pålagt erhvervslivet den ene grønne afgift efter den anden og øget de offentlige udgifter til skade for dansk eksport. Når finansministeren ikke har tænkt sig at gennemføre nogen finanspolitiske stramning i år, hvis den nuværende vækstpause fortsætter, så viser det blot, at regeringen helt har mistet grebet om dansk økonomi.

Regeringen udviser med andre ord en bekymrende mangel på mod til at foretage de nødvendige ændringer, der skal til for at forbedre Danmarks økonomi.

Regeringen er nødt til at lempe vilkårene for det private erhvervsliv og stoppe de huller, hvorfra statens penge fosser ud.

Hvis det ikke sker, så vil underskuddet igen stige voldsomt, når arbejdsløshed og mismod breder sig i kølvandet på vækstpausen, slutter Kim Behnke.

Kim Behnke

Pressemeddelelse 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 2 / 24. årgang / februar 1996

%d bloggers like this: