Arkiv

Posts Tagged ‘socialpolitik’

Pensionister forstår ikke skrivebordsfolkenes snak

19. oktober 2012 1 kommentar

Pensionister forstår ikke skrivebordsfolkenes snak

Glistrup anmelder Lena Vedel-Pedersen.

Lena Vedel-Pedersen har gennem et stort antal radiobrevkassesvar placeret sig som en førstetalsmand for, at den sociale forvaltning er til for klienternes skyld og ikke omvendt.

Dette grundsynspunkt gennembelyser hun på ny i en 178 sider stor bog, som hun har udsendt på Chr. Erichsens Forlag om “RET OG PLIGT FOR PENSIONISTER, som situationen var ifølge de i sommeren 1973 gældende love og bestemmelser.

På et klart og nøgternt – og derfor også smukt – sprog forsyner hus læseren med et væld af præcise oplysninger.

Fremskridtspartiets tilhængere har imidlertid ekstra glæde af bogen.

Ud af næsten hver side stråler, at vi er på rette vej med vore socialpolitiske reformtanker.

Den nuværende ordning er så kompliceret, at alt for mange af socialsektorens skatteydermidler havner hos socialrådgivere og embedsmænd, som skal holde styr på systemet (eller manglen på system). De klienter, som burde have haft disse penge, bliver i stedet forvirrede og utrygge. Det gælder, når sagsbehandlingerne trækker ud – i uger, måneder og år, hvor hurtig hjælp ville have været særlig værdifuld på grund af den trængte situation, ansøgeren typisk står i. Det gælder også, når pensionsbeløb springer op og ned måned for måned på mystisk vis. Det er ikke noget rimeligt krav, at pensionisten til bunds skal kunne forstå skrivebordsfolkenes snak om, at den ene måned er der efterreguleringer med tilbagevirkende kraft, den næste såkaldt normalpension, der tredje en fornyet forhøjelse og den fjerde et ændret skattetræk. Søvnløshed og usikkerhed overfor fremtiden bliver uundgåeligt konsekvensen hos hundredtusindvis af pensionister.

Selv størrelsen af folkepensionen og andre sociale ydelser vil jo utvivlsomt blive markant højere, hvis Fremskridtspartiets synspunkter sejrer over gammelpartiernes bureaukratværk.

Det er imidlertid en udvikling, som vil tage ca. fem år. På vore møder samler interessen sig derfor ofte om de 350 kr., som pensionen efter vort forslag skal udgøre hver onsdag. Vi bliver jo svar skyldig, når man spørger, hvad gammelpartierne vil give i den tilsvarende periode, 1. januar 1975 til 31. marts 1976. De har jo ikke så langtrækkende planer konkret udformet endnu. Det næste spørgsmål til møderne er så ofte: “Hvad er det tilsvarende beløb nu? Heller ikke herpå kan der svares konkret. De mange komplicerede sondringer i nugældende lov giver et alt for flimrende billede. Vi er imidlertid bestemt ikke unfair overfor de andre, hvis vi angiver følgende tre ugebeløb:

  • 260 kr. til en enlig folkepensionist.
  • 170 kr. til en folkepensionist gift med en ikke-folkepensionist.
  • 200 kr. til en folkepensionist gift med en anden folkepensionist.

På vore møder kommer der imidlertid også mange andre forespørgsler om, hvor store pensionsydelserne er i øjeblikket. Da det jo er svært at holde alle disse tal i hovedet, er det nyttigt at have Lena Vedel-Pedersens bog ved hånden og på forhånd at have studeret i den så grundigt, at man nogenlunde hurtigt kan slå op i den. Man må så blot huske, at tallene er fra før 1. oktober 1973, og at der siden da er sket en mindre pristalsregulering.

Gavnligt er det også at læse Lena Vedel-Pedersens bog, hvis man hører til blandt de forhåbentligt mange Fremskridtsfolk, der forbereder mere eller mindre fuldstændige manuskriptudkast til den pjece, som vi gerne i løbet af vinterens løb skulle have udsendt om Fremskridtspartiets socialpolitiske forslag. Det er jo desværre ikke i ringe omfang lykkedes vore modstandere at forvanske og fordreje den kendsgerning, at vore pensionister kan forvente de bedste kår.

Mogens Glistrup

Lena Vedel-Pedersen:

Ret og pligt for pensionister / (178 sider. Chr. Erichsens Forlag, 1973).

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 8 / 1. årgang / 15. oktober 1973

Reklamer

Ældrepolitik

15. september 2012 4 kommentarer

Ældrepolitik 

Fremskridtspartiet kræver flere rigtige plejehjem til afløsning for ældreboliger og andre kollektive boligformer for ældre.

Fremskridtspartiet forlanger tryghed og forbedret omsorg for de svageste ældregrupper, herunder de senildemente. Disse grupper har langt mere brug for tryghed end for forkromede boliger.

Fremskridtspartiet kræver derfor, at regeringen (A, B, Centrum Demokraterne (D) og KrF, red.) omgående tager initiativ til, at kommunerne igen kan etablere rigtige plejehjem med fast normeret personale efter bistandslovens regler. Fremskridtspartiet vil ikke længere acceptere, at den svageste gruppe i vort samfund skal nøjes med fjernbetjent hjemmehjælp i stedet for kærlig og omsorgsfuld pleje.

Resolution vedtaget på Fremskridtspartiets landsmøde

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 10 / 21. årgang / oktober 1993

Invalidepension bør være hjælp til selvhjælp

7. september 2012 16 kommentarer

Invalidepension bør være hjælp til selvhjælp 

Fremskridtspartiets forslag vil afskaffe den følelse af nyttesløshed, der nu forpester tilværelsen for mange handicappede. 

Desværre sker debatten omkring samfundets bistand til invalidepensionisterne ofte i en atmosfære af, at hjælpen til de handicappede medborgere skal udkrystalliseres som et resultat af forargelse og had mellem de såkaldte samfundsklasser.

Fremskridtspartiet ligger ikke på denne gammeldags linje. Partiet erkender, at mere end 90 % af den danske befolkning nok er indstillet på, at det offentlige i meget vidt omfang med pengepungen skal være solidarisk overfor de medborgere, som bliver ramt af invaliditetens forbandelser. Dette selvfølgelige fremhæves, fordi et klip TV bragte for nogen tid siden, fejlagtigt har fået nogle til at tro, at Fremskridtspartiet mener noget andet.

21.000 nye invalide

Skal vi imidlertid hjælpe invaliderne må løsningen af denne, som af alle andre arbejdsopgaver, ske på realistisk grundlag. Det slår ikke til med blot at lade følelserne strømmer over. Ifølge tidligere offentliggjort materiale var der i finansåret 1972/73 på ny tale om 21.000 nye invalidepensionister. Da en gennemsnitsårgang i aldersgrupperne 22 til 66 år er på 63.000 danskere, vil det sige, at den stadig stigende tendens af nye invalidepensionstilkendelser er nået op på, at en tredjedel af en normal årgang tilkendes invalidepension.

Uanset, hvor stort et hjerte man har, kan man sige sig selv, at skatteyderne ikke kan blive ved med at bære en byrde af den størrelse, og at der følgelig må gøres noget.

Enhver af os har jo givetvis kendskab til tilfælde, hvor malerarbejde eller andet er blevet udført sort af en person, der havde sit alibi overfor skattevæsenet i orden, fordi han var invalidepensionist, mens han i øvrigt var særdeles habil til at udføre sit arbejde.

Rotteræset

Hele den opdragelse som massemedierne i de senere år har plaget den danske befolkning med har også haft den uheldige virkning, at der findes unge mennesker, som har fundet det rigtigt at stå af rotteræset i foragt for det elendige samfund, vi gamle har givet dem at leve i og i stedet ernære sig ved invalidepension.

Det nytter naturligvis ikke at henvise den slags tilfælde til skærpet kontrol fra lægerne. En læge er til for at hjælpe sin patient. Gør han ikke det, går patienten blot til en anden læge.

Samfundsmagten må derfor få en vis form for styring af tilgangen af nye invalidepensionister. Så længe krige, vulkanudbrud eller lignende ikke er gået hen over vort land, kan tilvæksten af virkeligt invalide i en befolkning som vor ikke være over ca. 10.000 om året. Blandt dem, der er indstillet til invalidepension på et givet tidspunkt, bør pensionen derfor højst tilkendes 60 nye pr. arbejdsdag i invalideforsikringsretten. På den måde opnås i øvrigt som tillægsgevinst en mulighed for, at også denne del af finansloven kan styres budgetteknisk mere hensigtsmæssigt end nu.

Ud i produktionen

Blandt de invalidepensionsberettigede vil der være mange, der kan påtage sig lettere arbejdsopgaver som for eksempel telefonbordspasning, billetsalg, datakodning i Edb-maskiner og vagtopgaver. Både af hensyn til de pågældende selv og af hensyn til samfundet, foreslår Fremskridtspartiet, at de bliver ansat i det offentlige eller i private virksomheder til fuld tarifmæssig løn. I stedet for at udbetale invalidepension gives der så et tilskud til arbejdsgiveren til delvis dækning af denne løn. Dette tilskud bliver faldende år for år, efterhånden som den handicappede opnår rutine i hvervet, og derfor kan gøre sådan fyldest, at produktionen kan bære en fuld løn til ham. I tilslutning til disse tilskudsordninger, vil de sparede penge på invalidepensionens budget også kunne anvendes til særindretning af arbejdsstederne for de handicappede ude på de almindelige produktive arbejdspladser.

Selvrespekten

Blandt andet ved Fremskridtspartiets forslag om afvikling af indkomstbeskatningen, boligsikring og andre indtægtsbestemte indtægtsoverførsler vil vi afskaffe den følelse af nyttesløshed, der under det nuværende system forpester tilværelsen for mange handicappede, fordi de straffes økonomisk så hårdt, hvis de kommer ud i arbejdslivet, uden at det sker skjult for myndighederne. Hjælp til selvhjælp og genskabelse af selvrespekten er ikke det mindst værdifulde, som samfundet kan yde til mange af vore invalider. Desværre har de nuværende revalideringscentre i meget vidt omfang spillet fallit, dels fordi de er blevet så bureaukratiske i deres form, og dels fordi det nok i centrene skorter på forståelsen af, at det at gå på arbejde ikke er nogen byrde for et menneske.

Det er med praktiske realisable forslag som de anførte, at man gør gavn overfor invalidepensionisterne og ikke ved blot at slynge om sig med følelsesladede postulater, som desværre har præget meget af diskussionen om dette emne i den tid, der er hengået, siden Fremskridtspartiet henledte offentlighedens opmærksomhed på, at her ikke var noget, hvor man blot kunne lade stå til.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 3 / 1. årgang  / juli 1973

Vinteren er over os

1. juni 2012 Skriv en kommentar

Vinteren er over os 

I 10.000-vis af villaejere kæmper i denne tid mod snemasser, fordi mangfoldige kommuner overlader det til villaejerne selv at sørge for snerydning af fortove og gader.

Mange må op timer før, de skal på arbejde for at ordne snerydningen, da de i modsat fald bliver truet med både ”bål og brand”. Det er ikke en særlig smart måde at starte en normal arbejdsdag på, så man kan yde en normal arbejdsindsats.

10.000-vis af villaejere har nået pensionsalderen med, hvad det medfører af færre kræfter og måske skrantende helbred og må ligeledes tage kampen op mod snemasserne pga. ”bål og brand”-truslerne, og for en masse pensionistvillaejere er denne kamp næsten uoverkommelig.

I betragtning af at begge grupper villaejere – via skattekronerne – betaler store beløb til vore arbejdslediges understøttelse, er den tanke nærliggende, at disse 10.000-vis af arbejdsledige gør vinterlivet lettere for de plagede villaejere ved at overtage snerydningspligten og samtidig gøre et nyttigt stykke arbejde for den udbetalte arbejdsløshedsunderstøttelse.

LO

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 2 / 15. årgang / 23. januar 1987

Dyneløfterloven gavner Fremskridtspartiet

5. maj 2012 2 kommentarer

Dyneløfterloven gavner Fremskridtspartiet

Den såkaldte dyneløfterlov indebærer, at myndighederne kan aflægge kontrolbesøg hos enlige forsørgere, hvoraf nogle ikke er så enlige, som de burde være. Loven vil dog ikke medføre større besparelser i de offentlige udgifter, men blot resultere i, at visse enlige bærer sig lidt mere praktisk ad. F.eks. er det ikke en enlig forsørger forbudt at have en logerende i sit hjem, og hvis der på døren til soveværelset ved hjælp af en tegnestift er anbragt et visitkort med den logerendes navn, har dyneløfteren ingen juridisk adgang til værelset, hvor dynerne er anbragt. Den enlige forsørgers samlever vil sikkert også kunne finde en eller anden rar tante eller bekendt hos hvem, han er tilmeldt. Og hans pyjamas kan stuves af vejen om morgenen.

Loven medfører, som så mange andre love, at borgerne reagerer uforudset praktisk og snedigt således, at lovene ikke virker efter hensigten, men blot forøger administrationsbyrden.

Rent fremskridtsmæssigt vil de praktiske omgåelser af den pikante dyneløfterlov medføre, at endnu flere får øjnene op for, at landet trænger til en totalsanering af sine hushøje lovkomplekser.

Neuf

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 9 / 1. årgang / 2. november 1973

Overvejelser omkring tjenestemandspensionen

20. april 2012 14 kommentarer

Overvejelser omkring tjenestemandspensionen

Forskellige indlæg i dagspressen viser, at Fremskridtspartiet endnu ikke har oplyst nok om tanker og overvejelser vedrørende tjenestemandspensionens fremtid. 

Udgangspunktet er, at det nu er urimeligt, at to 74-årige medborgere nu får vidt forskellige månedspensionsbeløb udbetalt fra det offentlige, fordi den ene i sine aktive år har været ansat som tjenestemand, mens den anden har været smed eller fisker. De skatteydermidler, der kan afses til alderspensioner, må fordeles således, at der ikke gøres forskel efter, hvilken arbejdsplads de gamle i sin tid var beskæftiget på.

Fire grupper

Gennemførelsen af dette grundsynspunkt kan naturligvis ikke ske fra den ene dag til den anden. Der må overgangsregler til. Det er dem, der for tiden tumles med.

Tjenestemændene opdeles i fire grupper:

1) De, som allerede er blevet pensionister, vil blive ramt særligt hårdt, hvis der skulle ske en reel beskæring af deres pensionsrettigheder. Vi vil derfor indskrænke os til godt og vel, at halvere den nuværende pension. Dette betyder, at tjenestemandspensionister typisk beholder realværdien af den nuværende pension. Indkomstskatten bortfalder jo samtidig. Hvis månedspensionen efter nedskæringen er for eksempel 2.000 kr., stiger den ikke, før samfundet er blevet så rigt, at den almindelige folkepension kommer op over 2.000 kr.

2) De tjenestemænd, der er født i 1914 eller tidligere, har i vidt omfang indrettet deres tilværelse på, at de vil opnå en tjenestemandspension. De får derfor en pension på fra 1 til 40 % af den nuværende, gradueret efter fødselskvartalet.

3) De, der bliver ansat efter ordningens gennemførelse, vil ikke få nogen særlig pension.

4) Tilbage er så de allerede tjenestemandsansatte, som er født efter 1914. De har ikke nogen kontraktmæssig ret til at opnå større pension end den almindelige folkepension. Juridisk er de underkastet den til enhver tid gældende tjenestemandslovgivning, men den bør naturligvis udformes rimeligt. Imidlertid betyder indkomstskattefjernelsen netop for denne gruppe så umådelig meget, at der herved gives rigelig kompensation for den “lønnedgang“, som ligger i, at de pågældende til sin tid må affinde sig med den samme folkepension som andre.

Ingen forventning

Som viceskoleinspektør Erik Kamper helt rigtigt garanterer i B.T. den 18. juni, er der heller ikke under det nuværende styre mange midaldrende tjenestemænd, der venter nogensinde at få udbetalt mere i alderspension, end deres medborgere får.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 4 / 1. årgang / august 1973

Forkæl pensionisterne

18. februar 2012 3 kommentarer

Forkæl pensionisterne 

De mennesker, som har arbejdet i 50 til 55 år for at skaffe mad på eget bord og tag over hovedet, har derudover betalt et væsentligt bidrag til den offentlige husholdning.

Derfor er det en pligt for det offentlige, at der ydes disse ældre et vederlag, som de kan leve af, når de forlader arbejdsmarkedet.

I gammel tid gik de ældre på såkaldt aftægt og skulle underholdes af deres børn. Derfor var det nødvendigt at sikre sig en stor børneflok således, at der var nogen til at betale mad og husly, når man blev gammel.

Enkelte havde ingen børn ,eller børnene nægtede at give deres forældre de nødvendige midler. For disse gamle var der dengang kun fattiggårdene at henvende sig til. Her fik de så sparsom husly og elendig mad.

Fattiggårdene blev som regel drevet af private bidrag. I 1987 har vi ingen fattiggårde, og børnene betaler ikke direkte til deres forældre, men betaler skat. En skat som blandt andet skal gå til at sikre de ældre en ordentlig alderdom.

Ordentligt sted at bo

De ældre har mindst lige så stort behov som unge for at have en anstændig bolig. Den nuværende skatte- og pensionslovgivning gør imidlertid, at mange ældre må flytte fra deres hjem, ganske enkelt fordi pengene ikke rækker til huslejen.

Den mest rimelige måde at sikre de ældre en god bolig vil være ud fra følgende muligheder:

  • Den (de) ældre skal have mulighed for at blive boende i egen lejlighed / hus så længe som muligt. En anstændig folkepension kombineret med boligydelse og varmehjælp skal gøre dette muligt for de ældre.
  • Såfremt familien påtager sig at passe deres ældre, så skal de have den nødvendige økonomisk bistand, da familiepleje er billigere end en institutionsplads.
  • De ældre som af sygdom eller senilitet ikke længere kan klare sig selv skal alligevel blive boende hjemme eller hos familie, såfremt hjemmehjælp kan gøre det muligt.
  • Først når helbredet kræver egentlig plejehjemsplads, skal de ældre på plejehjem.
  • Hvis de ældre skal på sygehus pga. sygdom, så skal de udskrives igen lige, så snart de er raske nok til at komme hjem/på plejehjem.

Medmenneskelig politik

Resultatet af denne politik bliver først og vigtigst, at de ældre får en mere menneskelig alderdom.

Forholdene nu hvor sygehusene bruges til at opbevare ældre, indtil der bliver en plejehjemsplads er uanstændig. Lige så uanstændigt er det, at man flytter folk på plejehjem, før det er nødvendigt. Det er både billigere og menneskeligt bedre, at de ældre bliver i eget hjem så længe som muligt. Ændrede økonomiske forhold og udvidet brug af hjemmehjælp er her kodeordene.

Anstændig pension

Folketingets flertal har bevilget sig selv en ekstra pension på ca. 5.000 kroner om måneden. Samtidig får pensionisterne kun ca. 71 kroner mere pr. måned. Dertil kommer ganske vist en pristalsregulering af pensionen.

Men fakta er, at ganske få får en ENORM pension udbetalt fra det offentlige (herunder ikke mindst folketingsmedlemmer, topembedsmænd og ministre). Samtidig med får den store flerhed af pensionister kun en sølle pension.

Fremskridtspartiets forslag er 48.000 kroner skattefrit om året til enlige og det dobbelte til ægtepar/samlevende. Dertil kommer så boligydelse og varmesikring.

Endelig vil Fremskridtspartiet friholde de ældre fra beskatning af deres pensionsopsparinger.

På længere sigt, når den skattefrie bundgrænse hæves, vil pensionister selvfølgelig også kunne arbejde skattefrit. Denne anstændige folkepension skal ALLE have og ikke mere fra det offentlige, uanset om man hedder Statsminister, Generaldirektør eller Hofmarskal. Såfremt man ønsker en højere pension end folkepensionen, så må man tegne en privat pension hvis udbetaling, der så friholdes fra skat.

Fremskridtspartiet står helt alene

På trods af hvad de andre partier siger og gør, så er Fremskridtspartiet det eneste parti, som vil give de ældre bedre kår. De andre partiers forslag giver kun omflytning af penge og sammenlagt dårligere forhold for vore ældre. Det er op til alle Fremskridtsfolk at lade de ældre få budskabet om, at Fremskridtspartiet er deres parti!

Kim Behnke

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 14 / 15. årgang / 24. april 1987

%d bloggers like this: