Arkiv

Posts Tagged ‘Socialistisk Folkeparti’

SF har afsløret sig selv

8. november 2011 4 kommentarer

SF har afsløret sig selv

Inger Harms fra SF afslørede i Jydske Tidende sig selv som en af de udspekulerede, yderliggående socialister, der forarget lugter profit og kapitalisme, blot folk ejer et ganske almindeligt hus.

Sandheden om SF fremkom ved, at Inger Harms i sit indlæg varmt forsvarede de nye vurderinger og dermed de langt højere udgifter, alle fremover skal betale for at have tag over hovedet.

Ingen problemer, skriver Inger Harms, disse samfundsskabte værdistigninger skal blot indefryses som en offentlig prioritet, så mærker ejerne ikke noget.

Forkvaklet opfattelse

Magen til forkvaklet opfattelse deles forhåbentlig ikke af mange. Resultatet ville i givet fald blive, at staten i løbet af en kort årrække ejede samtlige boliger og erhvervsejendomme. Udbetalinger, investeringer og afdrag ville være nationaliseret, og der ville blive ansat stribevis af folk i den offentlige sektor – hos hvem man fremover allernådigst kunne søge om et sted at bo.

Det er en køn hjælp SF tilbyder de mange, der nu er kommet i klemme som følge af de opskruede og kunstige vurderinger. Det næste bliver vel gratis flyttebil, den dag folk nødtvunget må forlade hjemmet.

Lover og lover

Ikke desto mindre skal Inger Harms have tak. Mon dog ikke nogle af SF`s vælgere nu har fået øjnene op for, hvad dette parti står for. Normalt er fremgangsmåden den, at SF lover og lover – ganske vist uden at fortælle, hvor pengene skal komme fra – men den æder folk jo også.

I øvrigt nævnte Inger Harms overhovedet ikke lejerne. Det kan være en forglemmelse, men det kan også være, fordi SF mener, det er helt i orden, at huslejerne nu stiger kraftigt som følge af den 18. vurdering.

Helge Dohrmann

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 35 / 14 årgang / 17. oktober 1986 

Forsøg på tys-tys politik i Folketinget om tildeling af dansk indfødsret

18. september 2008 8 kommentarer

Forsøg på tys-tys politik i Folketinget om tildeling af dansk indfødsret

Socialistisk Folkeparti (F) og Centrum Demokraterne (D) har skumle planer om at formene pressen og tilhørerne adgang til folketingssalen.

I forbindelse med anden behandling af lovforslag nr. 126 om indfødsretsmeddelse til 582 udenlandske statsborgere har Fremskridtspartiet stillet ændringsforslag om, at 3 af de 582 personer udgår.

Fremskridtspartiet har den grundindstilling til spørgsmålet om tildeling af dansk indfødsret til udenlandske statsborgere, at de pågældende ikke må have begået grovere lovovertrædelser d.v.s. overtrådt straffeloven i den 7 års prøvetid, de opholder sig i Danmark.

Fremskridtspartiet mener, at politikerne på Christiansborg har et moralsk ansvar overfor de danske medborgere i forholdet til, hvem vi lukker ind i Danmark, og hvem vi giver dansk indfødsret. Vi har konstateret ved forespørgsel til indenrigsministeriet, at man igennem årerne har lukket adskillige udenlandske statsborgere ind i Danmark og givet dem dansk indfødsret, uagtet at de pågældende personer i den 7-årige prøvetid har begået grovere straffelovsovertrædelser, som de er blevet dømt for her i Danmark, f.eks. indbrudstyveri, vold, dokumentfalsk, overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, trussel om vold, drabsforsøg og røveri. Der er Fremskridtspartiets indstilling, at når der er så mange ansøgere, der ønsker dansk indfødsret, så må man kunne regne med, at man skiller bukkene fra fårene. Det sker imidlertid ikke, og hvad der er værre er at udlændinge, som har fået opholdstilladelse i Danmark, ikke nødvendigvis bliver udvist.

Knud Lind har spurgt justitsminister Ole Espersen (A), hvor høj kriminalitetsprocenten er for udlændinge i Danmark fordelt på turister og på udlændinge med forskellige nationaliteter, og om det er rigtigt, at fastboende udlændinge skal begå grovere forbrydelser for at blive udvist, og hvor høj skal strafferammen være?

Justitsminister Espersen har oplyst dertil:

“De oplysninger om det årlige antal registrerede lovovertrædelser i Danmark, som offentliggøres f.eks. i politiets årsberetning, omfatter ikke gerningsmandens nationale tilhørsforhold, og det er således ikke muligt at give de ønskede oplysninger og forholdet mellem kriminalitetshyppigheden hos forskellige kategorier af udenlandske statsborgere.

Ved afgørelser om udvisning af udlændinge p.g.a. kriminalitet skal der i hvert enkelt tilfælde foretages en samlet vurdering af sagen p.b.a. dels kriminalitets art og grovhed – dels de forhold, som måtte tale imod udvisning. Det vil som følge heraf kunne forekomme at en udlænding, som har opnået tilknytning til Danmark ikke udvises i anledning af et kriminelt forhold, som f.eks. for en turist ville have medført udvisning.”

Det vil med andre ord sige at de udlændinge, som søger indfødsret i Danmark kan have begået grovere kriminalitet under deres ophold her i Danmark. Det værste er nok at ved en undersøgelse om, en person skal have dansk indfødsret, så undersøger man i indenrigsministeriet ikke, hvad den pågældende f.eks. har lavet i sit fædreland. Man spørger ikke ambassaderne, hvilke forbrydelser de pågældende har lavet, inden de kom til Danmark. Derfor er det kun den øverste del af isbjerget, vi ser, nemlig den del af de grovere forbrydelser, som de har lavet under deres 7-årige ophold i Danmark, som indfødsretsudvalget ser.

Fru Ebba Strange (SF) og hr. Melchior (CD) har op til anden behandling af indfødsloven forsøgt at samle et flertal i Folketinget, som skulle lukke folketingssalen for presse og tilhørere, medens man behandlede lovforslag nr. 126 om de 582 ansøgere for ad den vej at hemmeligholde overfor den danske befolkning, at man rask væk i Indfødsretsudvalget giver folk dansk indfødsret, uagtet at de har begået grovere kriminalitet her i landet under deres prøvetid.

Redaktionen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 7 / 9. årgang / 20. februar 1981

Folketinget blæser på befolkningsflertallets ønske

6. september 2008 29 kommentarer

Folketinget blæser på befolkningsflertallets ønske

 

Det viste debatten om fremmedarbejderne, hvor kun Fremskridtspartiet var i overensstemmelse med, hvad et flertal af befolkningen har givet udtryk for.

 

“Der er heldigvis næppe noget parti – ud over Fremskridtspartiet -, der vil pålægge regeringen at fremsætte lovforslag af denne art.”

 

Sådan sagde Britta Schall Holberg (V), da Fremskridtspartiets forslag om at tilbyde fremmedarbejderne 25.000 kroner for at forlade landet var til første behandling i Folketinget. Og dermed afdækkede ministeren på uhyggelig vis, hvorledes såvel regeringen som Folketingets flertal i opfattelse og handling klart går imod befolkningsflertallets ønsker.

 

For resultatet af Gallups og Berlingske Tidendes meningsundersøgelse fra oktober 1984 hvor et flertal i befolkningen på hele 42 % svarede ja til spørgsmålet: “Finder De det er en god idé at tilbyde gæstearbejderne penge for at rejse hjem?”, er jo ikke ukendt hverken for indenrigsministeren eller de øvrige partier på tinge. (Se også FREMSKRIDT nr. 37-84)

Hvor galt det bag Christiansborgs tykke mure står til med respekten for befolkningsflertallets ønsker og demokratiets spilleregler fremgår vist med al tydelighed af følgende pluk fra debatten.

 

Indvandrernes livsopfattelse

 

Indenrigsminister Britta Schall Holberg (V) sagde blandt andet:

 

“Forslaget er udtryk for en tankegang, som jeg finder overordentlig beklagelig for ikke at sige farlig.”

 

Jeg gav i redegørelsen udtryk for, at regeringen fandt, at bestræbelserne på at integrere indvandrerne i det danske samfund burde fortsætte, og regeringen er stadig af den opfattelse, at det bør ske. Indvandrerne – navnlig fra det vi kalder tredjelande, dvs. lande uden for Norden, EF og Nordamerika – har ofte vanskeligt ved at klare sig i det danske samfund på lige fod med danskerne. Indvandrerne har højere arbejdsløshed end danskerne, deres børn får en dårligere uddannelse, mange indvandrere har vanskeligt ved at forstå dansk, og der kan nævnes en lang række andre problemer, som indvandrerne har i dag.

 

De problemer der vitterlig eksisterer, bør efter regeringens opfattelse i videst muligt omfang søges løst i samarbejde med indvandrere. Der er ingen tvivl om, at problemerne kun kan løses, hvis vi danskere er indstillet på, at indvandrerne i hvert fald til en vis grad kan beholde deres egne traditioner og deres egen livsopfattelse”.

 

En forkastelig tanke

 

Socialdemokratiets ordfører – Ole Vagn Christensen – der ikke plejer at være bange for at påstå, at han taler på folkets vegne, havde blandt andet disse bemærkninger:

 

“Indledningsvis vil jeg gerne slå fast, at Socialdemokratiet under ingen omstændigheder kan tilslutte sig dette usmagelige forslag hverken helt eller delvist. At sende vore indvandrere ud af landet eller hvis de nægter dette at fratage dem rettigheder, som de har i kraft af deres indvandring, er en forkastelig tanke og burde slet ikke kunne nå frem på folketingets bord. Socialdemokratiet har en indvandrerpolitik, der er stik modsat Fremskridtspartiets. Vi vil give mulighed for integration i det danske samfund og sikre retten til at etablere sig i Danmark på lige fod med andre grupper. Vi finder den gensidige kulturelle påvirkning gavnlig, og vi lægger vægt på at indvandrernes aktive deltagelse i samfundsdebatten i Danmark. Denne aktive deltagelse kan hjælpe på nogle af de problemer, vi ser nu.

 

Men som sagt vil vi naturligvis ikke støtte dette forslag. Der er ingen grund til overhovedet at takke for, at forslaget er kommet frem, tværtimod. Men når vi nu har debatten, synes vi, at det er på sin plads at råbe vagt i gevær imod racismen.”

 

Hadske angreb

 

For de konservative talte Poul Henrik Houe:

“Hvis de åbenlyse sociale og arbejdsmæssige problemer for indvandrerne skal løses, kan det formentlig kun ske ved, at indvandrerne integreres i det danske samfund, og en sådan integration fremmes ikke ved hadske angreb på en gruppe mennesker, som er anderledes i tanke- og væremåde end det, vi i daglig tale forstår ved dansk kultur.

 

Forslaget om at tilbyde 25.000 kr. til dem der ønsker at rejse hjem og undlade at betale lovfæstede ydelser, til dem som foretrækker at blive i landet, er menneskeligt og socialt set usmageligt.”

 

Venstres Jens Peter Jensen var naturligvis med på den usaglige vogn:

“Jeg ganske tilslutter mig den højtærede indenrigsministerens udtalelser om det foreliggende forslag. Jeg synes, at det var en god og lærerig beretning, vi her fik.


Det foreliggende forslag er af en karakter, som godt kunne bringe mig til ophidselse, og jeg skal derfor bruge et af de stærkeste ord, jeg anvender fra talerstolen; jeg synes, at det er et særdeles underlødigt forslag.”

 

Forsøgsordning

 

Ole Henriksen fra SF vendte sagen på hovedet, det gør man jo ofte på den fløj og stillede følgende forslag:

Kunne vi komme frem til en forsøgsordning, hvorefter Fremskridtspartiet selv lagde ryg til først, så vi fik sendt de folk ud af landet, kunne vi jo se, hvordan det fungerede, Vi kan i hvert fald ikke medvirke til dette forslag. Vi mener sådan set, at det også i denne juletid er den rene blasfemi at fremsætte den slags forslag.

 

Lone Dybkjær: – Det radikale venstre kan ikke medvirke til det foreliggende forslag og finder, at vi allerede ved, at vi har måttet gå på talerstolen og bruge den tid hertil har brugt rigelig tid på et forslag af den karakter.

 

Kan vi ikke snart blive fri for disse billige forslag, der får én til at skamme sig over at være dansker.”

 

Centrums-Demokraterne afviser meget kraftigt dette forslag, som aldrig burde være fremsat, sagde Addi Andersen (CD).”

 

VS’eren Jørgen Lenger så spøgelser:

“Indvandrerne skal efter vores opfattelse beholde deres rettigheder, og de skal også have nogle flere. Det ville være frivillighed. Det vil vi gerne diskutere ved en anden lejlighed, men ikke i dag og med det, jeg har sagt, kan det næppe komme som nogen overraskelse, at vi afviser dette forslag – dette spøgelse fra 1930´erne -, som vi overhovedet ikke vil være med til at kigge på.”

 

For kristeligheden talte formanden Kofod-Svendsen:

“Mit parti vil også klart afvise dette primitive egoistforslag.

 

Det må slås fast, at den normale og rigtige løsning er integrering d.v.s. optagelse i det danske samfund uden opgivelse af identitet i henseende til livsmønstre og religion.”

 

Ingen fortjener tak

Efter disse – og mange flere – usaglige udgydelser holdt Helge Dohrmann (Z) en flot, værdig og saglig tale, hvori han blandt andet sagde:” Jeg er jo i den situation, at ingen af ordførerne fortjener tak heller ikke ministeren. Helt bevidst har samtlige ordførere og ministeren forsøgt at fordreje forslagets indhold og forsøgt at tillægge forslagsstillerne nogle motiver – nogle mindre pæne hensigter -, som forslaget i sig selv burde give lige præcist den modsatte opfattelse af.

Hvis det virkelig forholdt sig sådan, at vi forfulgte fremmedarbejderne eller andre, var det ikke et tilbud om økonomisk bistand til at rejse hjem for, der var blevet fremsat. Så var det et forslag om udvisning, og det er der jo slet ikke tale om.

 

Den historiske baggrund er den, at uanset hvad man siger, at sidst i 1960´erne og i begyndelsen af 1970´erne – hvor vi havde de gode år -, havde vi behov for arbejdskraft her i Danmark. Andre steder i verden gik der nogle personer rundt, som ikke kunne få job i deres hjemlande. Der kom så den, synes jeg, fornuftige ordning i stand at arbejdskraften søgte derhen, hvor der var arbejde at få, og fik sin løn for det.

 

Forslaget er simpelthen fremsat som et økonomisk værn. Det lyder da vældigt flot, når man står her og siger, at vi skal være så og så gode, men med de enorme beløb vi låner i udlandet, er det jo fuldstændig vildledende, ja, jeg vil næsten kalde det vælgerbedrag at stå her og påstå, at Danmark har råd til at være en slags socialkontor for alverdens lande, og det er jo præcist det, man gør.

 

Danmark skal ikke være lukket

Man vil også lægge mærke til, at det ikke er nævnt med én eneste sætning at de, der kan klare sig selv og deres skal sendes ud af landet. Vi ønsker ikke Danmark gjort til et lukket land, tværtimod. Det er positivt, at der kommer folk her, som vil udføre et job, og som vel at mærke mange gange besidder nogle kvalifikationer, som vi måske har brug for her i landet.

 

Der er vedtaget en midlertidig lov i Vesttyskland gående ud på nøjagtigt det samme. Vil man virkelig stå her og påstå, at vesttyskerne i dag er racister? Det er jo indirekte det, man gør. Jeg vil også gøre opmærksom på den Gallupundersøgelse, som Berlingske Tidende havde. Først spørger man 1.000 personer, om de har kendskab til de tanker, der er fremsat om at yde et beløb til fremmedarbejderne, således at de kan rejse hjem. 76 % af dem der blev spurgt, havde hørt om forslaget. 42 % – et stort flertal – svarede, at det fandt de var en god idé. Vil man virkelig påstå, at over halvdelen af Danmarks befolkning, – der var nemlig et mindretal imod – er racister? Det er simpelthen under lavmålet at komme med den slags udtalelser, og derfor må jeg generelt sige om samtlige ordførere, at man har søgt efter nogle udtalelser blot for at genere forslagsstillerne. Det reelle problem springer man let og elegant hen over.

 

Sandheden er jo også, at det er mange år siden, vi fik et stop for tilgang af fremmedarbejdere, hvilket med andre ord vil sige at de, som det drejer sig om, har opholdt sig i landet i 10 år eller mere. Jeg vil også lige bede om, at man lægger mærke til, at vi aldrig har stemt imod de forskellige love om indfødsret, der har ligget på folketingets bord, dem har vi støttet hver eneste gang. Men er det for meget at forlange at personer, der har boet her i landet i over 10 år, gør deres stilling op med hensyn til, om de vil være danskere, eller de fortsat vil være fremmedarbejdere.

 

Det sociale system

Ministeren gik så vidt, at hun begyndte at nævne polakker og svenskere, og hun brugte også udtrykket “indvandrere”, ligesom flere af ordførerne gjorde det. En person der kommer her til landet med det formål at slå sig varigt ned og blive dansker er indvandrer. Det er slet ikke dem, vi taler om. Vi taler om dem, der ikke har søgt indfødsret. Dem der faktisk kun bliver her i dag for at kunne lukrere af det gode sociale system, vi har i hvert fald sammenlignet med det, de har i deres hjemlande.

 

Hr. Ole Henriksen fra SF sagde, at det var på grænsen af det acceptable, Ja, men, hvorfor skal dette være et tabuemne? Hvorfor må man ikke tale om den slags ting her i folketinget? Udenfor skal jeg love for, at det er noget, der optager sindene ret så kraftigt.

 

Som sagt er en tilsvarende lovgivning vedtaget i Vesttyskland. Vi danskere er naive. Vi må konstatere her, at selv om vi er et meget lille mindretal i folketinget, så er samtlige partier gået imod os. Det er rart at vide, at der er et flertal ude i befolkningen, som har den modsatte opfattelse.

 

Flygtningene er også blevet nævnt, og jeg skal da allerede nu røbe over for dem, der ikke bryder sig om at tale om den slags ting her, at vi for øjeblikket er ved at udarbejde et forslag om, at flygtningestrømmen til Danmark skal begrænses”, sluttede Helge Dohrmann.

 

T. Zinglersen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 2 / 13. årgang / 11. januar 1985

Kategorier:Det konservative Folkeparti, Det radikale Venstre, Folkestyre/demokrati, Fremmedarbejder-politik, Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Tossegode Danmark, Venstre Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Røde Gert med nazifortid

28. august 2008 9 kommentarer

Røde Gert med nazifortid

Danmarks økonomi har det dårligt. Trods den borgerlige regerings (V, C, CD og KrF, red.) bestræbelser stiger udlandsgælden og betalingsbalancen bliver mere og mere skæv til den forkerte side. Så regeringen er i realiteten kørt fast i sit genopretningsprogram.

Meningsmålingerne viser, at der er et svagt, men sikkert flertal for et socialistisk styre i Danmark nu, og de lidt ugunstige konjunkturer på verdensmarkedet – og de forudses – vil formentlig bringe regeringen i vanskeligheder.

Hvorom alting end er, er de socialistiske partier – anført af Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti – allerede i færd med at opstille en ministerliste for et kommende rødt kabinet.

Det bliver skæbnesvangert for Danmark, for planerne går bl.a. ud på, at Danmark skal ud af EF og NATO.

Ind bag jerntæppet

Dermed er vejen banet for den sovjetiske indflydelse, som uvægerligt medfører, at Danmark stille og roligt glider ind bag jerntæppet og bliver således det første vesteuropæiske land, der på demokratisk vis får en marxistisk regering, og nu kommer vi til det pikante:

Socialistisk Folkepartis leder, Gert Petersen blev i 1977 afsløret som tidligere leder i Danmarks Nationalsocialistiske Ungdom. Det var redaktør Erik Haaest, som bragte den forbavsende nyhed, der udløste et frådende raseri hos Gert Petersen. Han udtalte til den samlede presse:

Det er det rene vanvid og pure opspind, jeg har aldrig været nazistmedlem – alt er pure løgn!

Imidlertid var Erik Haaest i besiddelse af uigendrivelig dokumentation for sin påstand, og ikke nok dermed – han kunne også bevise, at Gert Petersen var blevet smidt ud af DNSAP i 1944, fordi det var blevet opdaget, at han skrev smædebreve til folk i Nykøbing Falster.

Gert Petersen indrømmede

Haaest anlagde sag mod Gert Petersen.

Tre dage før sagen skulle for retten, søgte Gert Petersen forlig – med breve både til retten og til Haaest – hvori han indrømmede, at han havde været medlem af DNSAP og var tidligere leder i Nationalsocialistisk Ungdom, og at han tilbagekaldte sine udtalelser.

Ejendommeligt nok har læserbreve i danske aviser om denne tragikomiske affære ikke svækket mandens appel til vælgerne. Det kunne man måske forstå, hvis Gert Petersen straks havde indrømmet og undskyldt sig med ungdommelig dårskab eller lignende. Men at han på trods af, at han fremstår som en regulær løgnhals og utroværdig person, alligevel kan være formand for et parti er temmelig forbavsende – og nu altså også som et fremtidigt ministeremne.

Til verdenspressen

Det bliver mere end interessant – det bliver sensationelt, hvis Danmark som det første land i verden, hvor en tidligere nationalsocialist – den uofficielle danmarksmester i politisk længdespring – kan smykke sig med en ministertitel.

Uden tvivl vil det også tiltrække verdenspressens opmærksomhed.

Intet sindelagsskifte

Pastor Søren Krarup skriver om Gert Petersen:

Man må sige om Gert Petersen, at han intet har lært og intet glemt. Ånden i hans sjæl er lige så hed og sværmerisk som i hans drengetid. Han sværmede dengang for nazismens resolutte øksehug i forhold til den jordiske virkelighed. I forlængelse heraf sværmede han siden for kommunismens lige så resolutte øksehug med samme virkelighed. I dag forholder han sig sværmerisk og totalitært til et absolut lighedsbegreb – naturligvis under påvirkning af den kommunisme, der bygger på en sådan metafysisk lighed. Resultatet er i alle tilfælde, at han øver vold mod den foreliggende og forskelligartede virkelighed her på jorden – in casu hans eget danske folk, som voldtages og undertrykkes af denne totalitarisme, som udmøntes i (flygtninge) politik.

Der er intet sindelagsskifte sket.

Sigurd Høy

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 28 / 14. årgang / 29. august 1986 

Nu må galskaben have en ende

17. august 2008 3 kommentarer

Nu må galskaben have en ende

 

Fremskridtspartiets finans- og energipolitiske ordfører – Kim Behnke – afviser totalt de nye skattepolitiske overgreb på befolkningen og erhvervslivet i form af energiafgifter, som Socialdemokratiet, De Radikale (B) og SF (F) lægger op til.

 

Kim Behnke siger:

 

– Det er horribelt at politikere, der ønsker at blive regnet for seriøse, overhovedet tør påstå, at Danmark er et af de få lande i Europa, der ikke har forureningsafgifter, hvorfor De Radikale sammen med Socialdemokratiet og SF ønsker indført en såkaldt CO2-afgift. Danmark er sandsynligvis i forvejen det land i verden, der har den hårdeste beskatning på noget så livsnødvendigt som varme og det på trods af, at ingen andre lande har gjort så meget for at skære ned på energiforbruget som danskerne.

 

Sig sandheden

– Sig dog sandheden om baggrunden for dette vanvittige forslag. Der er to ting, de pågældende partier vil opnå.

For det første ekstra penge i statskassen (1 milliard kroner) som de så kan formøble på ekstra offentligt overforbrug og for det andet yderligere at tilsløre naturgas fiasko-projektet. Almindelig anstændighed eksisterer tydeligvis ikke hos de pågældende partier, og taberne bliver – endnu engang – befolkningen som helhed og parcelhusejerne i særdeleshed. Vil de ikke vælge naturgas med det gode, så skal de nævnte partier nok sørge for at de tager dem med det onde.

 

Brudte løfter

Kim Behnke slutter:

Socialdemokratiet lovede inden valget – ligesom De Radikale -, at danskerne skulle få skattelettelser. Næppe er valget overstået, før disse partier totalt svigter deres valgløfter og i stedet lægger op til yderligere brandbeskatning af befolkningen på et område, der i forvejen er beskattet til den yderste grænse. Den slags politik kan bedst betegnes som VÆLGERBEDRAG af groveste karakter.

 

Kim Behnke

Pressemeddelelse

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 1 / 19. årgang / januar 1991

Forkert påstand

13. august 2008 Skriv en kommentar

Forkert påstand

 

I medierne er plantet påstanden om, at Fremskridtspartiet ved ældre debatten den 9. november skulle have svigtet folkepensionisterne.

 

Det er naturligvis helt forkert! Det forslag fra CD, SF og Socialdemokratiet, som vi stemte imod, gik ud på, dels at begrænse folkepensionsstigningen i de kommende år til meget nær nul, dels at vanskeliggøre senere forhøjelser af folkepensionen.

 

På det grundlag stemte Fremskridtspartiet selvfølgelig imod.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 39 / 17. årgang / 24. november 1989

%d bloggers like this: