Arkiv

Posts Tagged ‘skattestigninger’

200.000 for mange offentligt ansatte = overforbrug og gældskrise

19. maj 2011 67 kommentarer

200.000 for mange offentligt ansatte = overforbrug og gældskrise 

De nye overenskomster giver allerede, – før de er trådt i kraft – økonomiske tømmermænd til både amter og kommuner. Alene her i 1987 vil arbejdstidsnedsættelsen sammen med lønstigninger betyde flere milliarder i ekstra udgifter for de kommunale kasser. Sammen med de nye store miljøkrav giver de nye overenskomster et voldsomt pres på de kommunale kasser.

Den seneste opgørelse over kommunernes kassebeholdninger viser, at 70 kommuner har så ringe en kassebeholdning, at den kun dækker 3 ugers betalinger eller mindre.

Kommunal lånoptagning

Mange kommuner – der hidtil har haft en høj grad af selvfinansiering – presses nu til at lånefinansiere anlægsopgaver, som man tidligere klarede uden lånoptagning.

Fra såvel amter som kommuner tales der allerede nu om meget store skattestigninger i 1988.

Lønfremgang sluges af skattestigninger

De kommende skattestigninger fra amter og kommuner vil mange steder sammen med prisstigninger blive betydeligt større end de lønstigninger, der er opnået ved de sidste overenskomstforhandlinger.

Ud over skattestigningerne må befolkningen også regne med stigninger i varepriser og tjenesteydelser som en direkte følge af arbejdstidsnedsættelsen og lønstigningerne.

Katastrofekurs

Kommunernes stigende lånoptagning vil – som statens lånoptagning – på længere sigt medføre, at økonomien i kommuner og amter totalt ødelægges.

Som Fremskridtspartiet gang på gang har påpeget, må vi lære at ”sætte tæring efter næring”.

I stat – amter og kommuner er der i dag mindst 200.000 for mange offentligt ansatte i forhold til den valutaindtjening, de produktive erhverv hjembringer.

Vekselrytteri

Dagens Danmark befinder sig i den groteske situation, at vor økonomi er ringere end Brasiliens. Brasilien standsede som bekendt forleden betaling af renterne på sin udlandsgæld. I modsætning til Danmark havde Brasilien indtil oktober 1986 overskud på handelsbalancen. Danmark kom ud af 1986 med et underskud på handelsbalancen samt Danmarkshistoriens største underskud på betalingsbalancen, og vi måtte samtidig optage nye lån i udlandet til betaling af den store rentebyrde, vor udlandsgæld bebyrder os med.

Det er slet og ret vekselrytteri af værste art.

Z har løsningen

Det er katastrofalt, hvis regeringen (V, C, CD og KrF, red.) fortsætter med sine syge forklaringer af den økonomiske status.

Reaktionen på de nye overenskomster har endnu engang tydeliggjort, at vi blot forringer erhvervenes konkurrenceevne og påføre befolkningen nye tyngende skatter med den løn- og skattepolitik, der føres i dagens Danmark.

Der findes kun en vej ud af uføret: Det er den vej Fremskridtspartiet viser.

Styrk derfor fremtidens parti ved at tage aktivt del i den politiske debat og den personlige agitation.

Danmark har nu – mere end nogensinde – brug for den politik, vi står for.

Johs. Sørensen

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 10 / 15. årgang / 20. marts 1987

Landsformanden har ordet…november 1991

24. august 2009 Skriv en kommentar

Landsformanden har ordet

November 1991

Kære partifæller!

Den kommunale budgetlægning er nu overstået for året 1992, og resultatet blev til trods for nedskæringer og omlægninger en skattestigning på 0,19 % som landsgennemsnit. Bag tallet skjuler sig forskelle fra mindre skattelettelser til forholdsvis store skattestigninger. Alt i alt en udvikling i den forkerte retning og med øget arbejdsløshed til følge. Det er bydende nødvendigt, at alle gode Fremskridtsfolk på alle niveauer lokalt – i amts- og byråd og Folketing går til fornyet kamp mod den udvikling. Skatterne skal ned og ikke op!

Dobbeltmoralen trives i bedste velgående og specielt blandt regeringspartiernes (V og C, red.) repræsentanter. Sidst er det i skrivende stund kommet til udtryk ved statsministerens (Poul Schlüter, C, red.) udtalelser ved K´s landsråd. Statsministeren advarer mod fremmedhad og taler ren fremskridtstale angående straffede flygtninge og indvandrere, hvor han nu pludselig er enig med Fremskridtspartiet i vor modstand mod at give statsborgerskab til før nævnte. Såvel Venstres ledende politikere som Konservative regeringsmedlemmer bakker i pressen disse holdninger op. Sågar ledende Socialdemokrater mener nu, at flygtningeloven skal strammes.

Men, hvor var de med deres holdninger, da de forleden nedstemte Fremskridtspartiets forslag om nægtelse af dansk statsborgerskab til straffede personer? En helt ny undersøgelse viser, at 87 % af flygtninge og indvandrere ikke kommer i arbejde efter endt uddannelse, så kommunerne får ikke de ventede skatteindtægter. Ifølge regeringens nye lovudkast til fordeling af udgifterne til flygtninge, skal statens andel af kontanthjælpsudgifterne nedsættes allerede efter 1½ år, hvor der nu ydes 100 % statsrefusion i 6½ år.

Fremskridtspartiet må derfor på dette livsvigtige område markere sig særdeles kraftigt, pågående, utrætteligt og uden angst og bæven.

Venstre og Konservative scorer alt for mange billige point på at omtale Fremskridtspartiets forslag og politik på flygtninge- og indvandrerområdet som om det var deres egne forslag og meninger. Når der så senere i Folketinget skal tages stilling til sådanne forslag fra os – ja, så stemmer de imod. Det er dobbeltmoral af værste slags.

Blandt andet derfor er det så vigtigt, at Fremskridtsfolk på alle niveauer deltager i den daglige debat.

Lad os vise, at vi både kan, vil og tør´.

Johannes Sørensen

Landsformand 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 10 / 19. årgang / november 1991

Lapperier på et værkbrudent system

20. januar 2009 3 kommentarer

Lapperier på et værkbrudent system

 

Utroligt, at regeringen (Venstre, red.) blot vil fremture med det hidtil kendte – ikke dyrtidsportionerne, men indkomstskatten bør fjernes

Historien giver mange eksempler på, at selv store og mægtige kulturer er bukket under. Atlantis sank under havet, Romerriget opløstes, inkariget udslettedes. Og i dag sidder så vore historikere og grunder over, hvordan dette kunne ske og skriver tykke bøger om emnet. 

Skulle det hænde, at en arkæolog om nogle tusinde år sidder i sin udgravning og spekulerer over årsagen til Coca Cola kulturens undergang og hans pensel så afdækker et forstenet trækkort fra Kildeskattedirektoratet, da vil han have fundet svaret.

Arbejdsglæden ødelægges

Indkomstbeskatningen er den mest samfundsskadelige, sociale foreteelse vi i dag har i vort land. Millioner af arbejdstimer bliver hvert år spildt på at udregne indtægter, udspekulere fradrag, snyde skattefolkene, udfylde skemaer, gå til retssager, udfylde selvangivelser osv. Arbejdsglæden bliver ødelagt.

Når mange trækdyr endnu fortsætter med at arbejde hårdt, skyldes det kun gammel vane, for hver gang de tager et initiativ og udretter noget, så giver skattevæsenet dem et kraftigt rap over fingrene, så det er kun et spørgsmål om tid, inden de mister lysten. Og flere og flere opdager, at man sagtens kan indskrænke sin indsats i samfundet og så i stedet for lønnen indkassere nogle sociale ydelser, der sammen med den sparede skat muliggør et uændret eller måske hævet forbrug. Systemet forekommer skræddersyet til at sabotere ansvarlighed og erstatte denne med ugidelig ligegyldighed, hvilket på lidt længere sigt aldeles sikkert fører mod stagnation og undergang.

Vælgernes ønske klart

Valgkampen drejede sig i stor udstrækning om disse forhold, og d. 4. december var vælgernes tale tydelig og klar: Man ønskede i stor udstrækning, at Fremskridtspartiets idéer skulle vinde indpas og man gav en yderst alvorlig advarsel til gammelpartierne, der havde ført landet ud i et morads af offentlige udgifter og stigende skatter.

Så fik vi regeringen Hartling (V). Mange glædede sig; nu skulle der til at ske noget nyt i dansk politik. I spændingsfyldt forventning afventede vi regeringens udspil. Og bjerget barslede – den ynkeligste lille mus.

Regeringens utrolige udspil

Forslaget om dyrtidsportionerne adskilte sig på ingen måde fra, hvad vi i det sidste par tiår havde fået fra de kolde hjerner i Slotsholmens kontorer. Det indebar yderligere administration og overførsel af offentlige ydelser til sagesløse borgere til gengæld for afgivelse af nogle hårdt tilkæmpede dyrtidsportioner. Og der oveni to måneders illusorisk prisstop.

V-S aftalen

Men Venstres idéer var for tåbelige og da Hartling for enhver pris ville beholde magten gik han ind i de hemmelige forhandlinger med Socialdemokratiet. Resultatet blev om muligt endnu værre end regeringens oprindelige planer. Ikke blot fik vi forøgede skatter gennem den tvungne opsparing, men som en forstærkning af idiotien hælder man så pengene, der kommer ind herved direkte ud af vinduet i form af tilskuddene til arbejdsgiverne. Arbejderne vil så selvfølgelig kræve deres del af disse i form af lønforhøjelser og så får vi netop en omkostningsforøgelse, hvor man tilsigtede det modsatte.

Ondets rod

Det forekommer utroligt, at regeringen ønsker at fremture således med komplicerede lapperier på et værkbrudent system, i stedet for at gå til ondets rod og reparere de grundliggende misforhold, der skaber inflation og økonomiske problemer. Og disse er netop det overhåndtagende offentlige forbrug og indkomstskatterne. Dette er, hvad vælgerne så desperat prøvede at udtrykke d. 4. december. Hvorfor vil man dog ikke lytte?

Løsningen

Vi forventer slet ikke, at regeringen skal afskaffe indkomstskatten totalt – det skal Fremskridtspartiet nok gøre i løbet af halvfjerdserne – men man kunne gøre en god gerning ved at gennemføre de første skridt af afviklingen nu. Dette har specielt prisstigningerne gjort påkrævet, men på længere sigt er det den eneste brugbare løsning på vore økonomiske problemer.

Ole Gerstrøm

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 5 / 2. årgang / 5. marts 1974

Plyndringstogtet

15. december 2008 4 kommentarer

Plyndringstogtet


Med ikrafttrædelse pr. 1. januar har Folketinget vedtaget lovene om den såkaldte skattereform.


I de måneder der er gået siden regeringspartierne (V, C, CD og KrF, red.), de radikale (B) og Socialdemokratiet indgik aftalen, har det flere gange været hævdet, at skattereformen er ensbetydende med skattelettelser.


Udvalgsarbejdet, og de konkrete eksempler der er blevet belyst afslører desværre, at det forligspartierne kalder skattelettelser, er lige præcis det modsatte – nemlig skattestigninger.


En af metoderne man anvender for at vildlede befolkningen, er at sammenligne skatten for 1986 med den forventede skat i 1987. Da 1987 imidlertid er det såkaldte overgangsår og skattereformens endelig virkning først indtræder i 1988, giver det sammenligningsgrundlag et fuldstændigt forvrænget billede af de faktiske forhold.


Sandheden er, at Lykketoft (A) / Foighel (C)-alliancen igen koster skatteyderne flere penge. Kun i de tilfælde hvor familier med børn opnår nogle forhøjede børnetilskud, og dette indregnes i husstandsindkomsten, kan der påvises positive ændringer i den disponible indtægt.


Stigende lejeværdi, ejendomsskatter, realrenteafgift, leasingbegrænsninger, skat på kursgevinster, skattebureaukrati, julepakke, påskepakke, evt. midsommerpakke, vil yderligere forstærke det igangværende plyndringstogt mod sagesløse skatteborgere.


Helge Dohrmann

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 12 / 14. årgang / 4. april 1986

Regeringens socialdemokratiske Ebberød Bank-forlig

11. december 2008 1 kommentar

Regeringens socialdemokratiske Ebberød Bank-forlig


Indkomstskattestigning på 5 mia. kr.


Fremskridtspartiet har krævet folkeafstemning, det tør gammelpartierne ikke.


– Det socialdemokratiske Ebberød Bank-forlig, der nu gennemtrumfes med en tilslutning fra en blok på knapt 50,3 pct. af folketingsmedlemmerne er i skrigende modstrid med, hvad befolkningen udtalte sig om efter den valgkampagne, der foregik for bare tre måneder siden, udtaler Mogens Glistrup til Fremskridt.


– I forhold til det forlig, statsministeren (Poul Hartling, V, red.) kunne have fået med 112 mandaters støtte, øger det foreliggende forlig indkomstskattetrykket med omkring fem milliarder kroner.


Tilhængere af sætningen “folkets vilje skal være landets lov” må under disse omstændigheder begribeligvis mene, at forliget bør prøves ved en folkeafstemning. Det har Fremskridtspartiet da også foreslået. Men mod noget så formasteligt, som at befolkningen skulle bestemme i sine egne væsentlige anliggender, vendte sig de seks gammelpartier samt Centrums demokraterne og Kristeligt Folkeparti. Det må da være nok, at man skal tåle, at disse urimelige vælgere taler, når der skal være folketingsvalg.


Permanent nødsituation

– Siden 1950´erne har gammelpartierne hvert halve år eller så erklæret, at nu var landet kommet ud i en enestående nødsituation, fortsætter Mogens Glistrup. De har derefter gennemført storpolitiske forlig, som forkyndtes at ville frelse Danmark. Bluff og blålys har det været hver gang, så sandt som enhver i løbet af få måneder har indset, at det ikke hjalp et hak.


Forligene er hver gang gået ud på at pålægge befolkningen nye byrder til bestridelse af løskøbte offentlige udgifter. I reglen er det blevet lovet, at på lidt længere sigt ville følge lettelse af indkomstskatten. Løfterne er imidlertid aldrig blevet holdt. Tværtimod.


Ved folketingsvalget den 4. december 1973 skabtes en ny situation. Regeringen (Venstre, red.) kunne nu have løst de påtrængende økonomiske problemer ved at begynde med indkomstskattenedsættelse. Den ville have haft 112 mandaters støtte herfor i folketinget.


De 112 kunne have gennemført finanslovsbesparelser på ca. 3 ½ milliard kroner. Nu trumfede forliget i stedet 1.550 millioner igennem. De mellemliggende to milliarder må betales af skatteyderne.


Facit bliver, at vælgerne må udtrykke sig tydeligere til gammelpartierne ved næste folketingsvalg. De førte for spagfærdig tale den 4. december. Hård lud til skurvede hoveder…


Mogens Glistrup og

T. Zinglersen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 5 / 2. årgang / 5. marts 1974

Utilfredse Venstrefolk

28. november 2008 37 kommentarer

Utilfredse Venstrefolk

Hundredvis af organiserede venstrefolk har siden sidste folketingsvalg henvendt sig til mig og forsigtigt spurgt, om jeg dog ikke på en eller anden måde kunne gøre medlemmerne af Venstres folketingsgruppe opmærksomme på, at de burde lægge stilen om og ophøre med at føre socialdemokratisk/radikal politik.

Mit svar til de utilfredse venstrefolk har hver gang været, at jeg om fornødent i folketingssalen højt ville citere Venstres partiprogram for at minde dem om, hvad de egentlig er blevet valgt på, men at jeg i øvrigt ikke forventede de store resultater, fordi Venstre på Christiansborg er blevet et dikkende lammehale-parti, der er langt mere optaget af at skaffe flere flygtninge til landet, forholdene i Tyrkiet og dans på de bonede gulve i udlandet, end de er i at løse hjemlige problemer.

Stor var derfor min overraskelse, da Venstres koteletsvinger i Haderslev-kredsen – folketingskandidat Eva Kjær Hansen – på et møde har udtalt, at Fremskridtspartiet faktisk var skyld i alle landets ulykker, og den eneste redning lå i nogle flere stemmer til partiet Venstre.

Må det være tilladt at spørge Eva Kjær Hansen, hvad disse eventuelle Venstrestemmer skulle bruges til? Fem lange år har Venstre nu siddet som det næststørste regeringsparti. Samtidig med at gælden er blevet fordoblet, skatterne steget og titusinder af selvstændige – heriblandt mange landmænd – har fået tilværelsen ødelagt af sindssyge miljøindgreb. Nu vil Eva Kjær Hansen måske hævde, at Venstres ansvar ikke er større end de øvrige regeringspartier. Nej såmænd, de radikale har da også et medansvar, men Eva Kjær Hansen kommer ikke uden om, at de stemmer, der ved sidste valg faldt på Venstre, er blevet misbrugt på det groveste til – under en såkaldt borgerlig regering – at føre socialdemokratisk politik. Den slags fejltagelser risikeres ikke, hvis Fremskridtspartiet får stemmerne. Derimod er det at spille hasard, hvis vælgerne deponerer deres stemmer hos Svend Heiselberg, Peder Sønderby eller Eva Kjær Hansen.

Hvem husker ikke, da Venstre for få år siden pludselig dannede fælles regering med Socialdemokratiet? Noget sådant kan næppe udelukkes igen, hvis ministertaburetterne er i fare.

Derfor skal Venstres mandatstørrelse reduceres og Fremskridtspartiet styrkes.

Helge Dohrmann

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 29 / 15. årgang / 4. september 1987

Firkløveret for historiens domstol

21. november 2008 6 kommentarer

Firkløveret for historiens domstol

En lidenskabsløs og ærlig sammenligning af Schlüters (C) indsats med folkestyrets 34 forudgående statsministre placerer parfumesælgeren på 22. pladsen.

Værre var kun C.C. Hall og D.G. Monrad, der førte landet ud i 1864-katastrofen. Symptomatisk for demokratiet var alle tre overmåde populære, og for dem alle skyldtes folkeyndesten, at befolkningen kun ser kortsigtet på, at der ser ud til at gå så udmærket lige i øjeblikket. De tre lederes indsats bestod derfor særligt i at indsprøjte optimisme og letsindighed i skærende modstrid med de virkelige kendsgerninger, som blev fortiet. Når de to 1860´er-folk bedømmes værre end Schlüter, skyldes det, at de havde en endnu lettere parlamentarisk basis end den sikre flertalsdannelse, som Schlüter havde til sin rådighed 19. august 1987. Men at indpasse dansk politik i det internationale klima, som er afgørende for statsmandskunst i lilleputriget Danmark, er ikke den almindelige, sorgløse danskers ærinde.

Og medierne hjælper ham sandt for dyden heller ikke hermed.

Derfor hyldes den Schlüter,  som sætter gældsrekord under forhold, hvor den forfærdelige udlandsgæld på 149.000 millioner kroner – han fik i arv – burde være nedbragt klækkeligt i de orkanagtige medvindsår fra november 1982.

I halvåret før socialdemokraterne rendte af regeringspladsen var Svend Auken den reelle statsminister. Sporerne fra den periode tyder på, at hvis han blev Schlüters afløser, ville Schlüter rykke op fra at have været den trediedårligste statsminister til pladsen som den fjerdedårligste.

Det hindrer ikke, at samme Svend Auken har kunnet give et korrekt signalement af hovedtrækkene i firkantregeringens (V, C, CD og KrF, red.) virke på den økonomiske politiks område:

“Jeg tror simpelt hen ikke, at statsministeren kan sige 5 sammenhængende ord uden at rose sig selv og sin regering for alt det, man mener er gået godt og give andre mennesker skylden for alt det, der ikke er gået så godt. Man får det indtryk, at de store underskudstal nærmest er det bedste bevis for, hvor succesrig regeringens politik har været, og at de mange indgreb – overenskomstindgreb, julepakke, påskepakke, pinsepakke, kartoffelkur o.s.v. – kun er en understregning af, at det er at fordøje virkningerne af dens egen succes.

Vor udlandsgæld er blevet næsten fordoblet. Konkurrenceevnen er alvorligt forringet. Skattetrykket og realrenten sætter rekord. Væksten i produktiviteten er stagnerende. Virksomhederne mister markedsandele. Forskningsmæssigt og teknologisk halter vi langt bagefter.”

Det er selvsagt endnu ikke muligt at vurdere om trekantstatsminister Poul Schlüter skulle blive bedre end firkantfiaskoen af samme navn.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 3 / 16. årgang / 9. september 1988

%d bloggers like this: