Arkiv

Posts Tagged ‘skattenedsættelse’

Skattereform – sådan!

23. oktober 2012 4 kommentarer

Skattereform – sådan!

USA´s præsident – Ronald Reagan – der i den danske presse fremstår som manden, der har tabt alt og med journalisternes garanti vil tabe det næste valg har for nyligt formået at få vedtaget en amerikansk skattereform, som med rette kan bære titlen: REFORM! I USA betragter man det som hans største indenrigspolitiske sejr i hele hans præsidentperiode, og Senatet vedtog da også reformen med overvældende flertal. De traditionsbundne gammelpolitikere i USA havde på forhånd betegnet reformen som det rene vanvid. For Fremskridtsfolk er reformen både realistisk og et positivt tegn på, at vores politik er rigtig.

Skattereformen betegnes af internationale økonomer som den mest vidtgående skattelovsændring i den vestlige verden. Reagan selv begrænser sig til at kalde reformen for ”den anden amerikanske revolution”.

Skattereformen indeholder – modsat den danske – en meget kraftig nedsættelse af skatterne kombineret med en afskaffelse af en lang række smuthuller. Endelig er antallet af skattetrin reduceret fra 16 til kun 2 og den skattefrie bundgrænse hævet således, at personlige indtægter på op til ca. 50.000 kroner er skattefrie (Z-forslag i Fremskridt nr. 1 er på 48.000 kroner skattefrit!), det gør, at omkring 6 millioner af USA´s fattigste slipper helt for skat.

Erhvervslivet pålægges højere selskabsskat, der vil indbringe ca. 925 milliarder kroner over 5 år. Pengene bruges så til at reducere den personlige skat.

Skatteeksperterne i Kongressen har regnet ud, at omkring 20,4 millioner amerikanere vil i 1988 komme til at betale 13.000 kroner mere i skat i gennemsnit, hvorimod 76,3 millioner vil få deres skat nedsat med 6.200 kroner.

Det sker fortrinsvis ved at ændre marginalskatten. Den sænkes fra 50 % til 28 %! Amerikanere med en indkomst der overstiger den skattefrie bundgrænse på 50.000 kroner skal betale 15 % indkomstskat af indkomst op til 150.000 kroner og derefter 28 % af resten af indkomsten!

Nogle satser som kan få en skatteplaget dansker til at trække vejret endnu engang.

Udover den ekstra selskabsskat vil der ske en reduktion af mulighederne for at skattetænke. Således afvikles alle fradrag. Eneste undtagelse er fradrag for beløb, som anvendes til velgørende formål.

En af hovedmændene bag reformen er skatteeksperten Arthur Laffer, der har den grundholdning, at skatterne har en grænse, og at stigende skatter udover det punkt ikke giver større provenu (indtægt som staten får ved opkrævning af skatter og afgifter m.m. red.). Folk vil ganske enkelt bruge flere kræfter på at unddrage sig skatten og derved arbejde mindre. Arthur Laffer er overbevist om, at den lavere skat rent faktisk vil give staten flere penge i kassen!

Som Fremskridtsfolk er det meget let at se det fornuftige i denne skattereform. Desværre er USA ikke et forbillede, når Foighel (C) og Lykketoft (A) skal lave reformer.

For de mange – som påstår, at Fremskridtspartiets politik ikke er afprøvet noget steds –, er her endnu et eksempel på, hvordan den fornuftige politik finder indpas.

Kim Behnke

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 3  / 15. årgang / 30. januar 1987

13 er lykketallet i Californien

1. august 2012 15 kommentarer

13 er lykketallet i Californien 

Kaj Mieritz skrev den 11 januar 1980 om den lykkelige situation Californien er kommet i, efter at lov nr. 13 blev vedtaget.

Vi citerer direkte, hvad Mieritz skrev i dagbladet Børsen.:

” I Californien er tallet 13 lykke. Det er lovforslag nr. 13 fra 1978, der er skyld i, at Californiens økonomi udvikler sig langt bedre end i nogen anden af USA’s stater.

For os i Danmark er lovforslag 13 anskuelsesundervisning i, at økonomisk nytænkning betaler sig. Den økonomiske udvikling i Californien i de sidste 18 måneder burde være pligtstof for økonomer i Danmark. Først og fremmest dem der rådgiver regeringen.

Opskriften i lovforslag nr. 13 er ganske enkelt: Sæt skatten ned i stedet for ustandseligt at skrue den i vejret. Når folk får flere penge mellem hænderne vil aktiviteten stige, produktionen og beskæftigelsen lige så. Lavere skat betyder ganske vist færre ansatte i den offentlige sektor – og måske hen ad vejen et forringet serviceniveau. Men forringelsen kan begrænses ved eksempelvis at genindføre betaling for en række offentlige ydelser.

Et gode

Ifølge det britiske tidsskrift The Economist er der bred enighed blandt økonomer og andre akademikere, finanseksperter, erhvervsledere og endog statsansatte om, at lovforslag nr. 13 har været et overbevisende gode for staten og en vældig stimulans for økonomien.

Vedtagelsen af lovforslag nr. 13 i Californien betød, at de californiske ejendomsbesiddere fik reduceret deres ejendomsskatter med 55%. Det betød, at statens indtægter fra ejendomsskatter i 1979/1980 bliver reduceret fra 12.400 millioner dollars til 5.400 millioner dollars.

Dertil kommer, at lovforslag nr. 13 er blevet fulgt op af endnu en restriktiv skattelov i november i fjor: Et flertal på tre fjerdedele af stemmerne har bestemt, at der aldrig mere må ske nogen reel stigning i de offentlige udgifter pr. indbygger. De offentlige budgetter kan altså kun sættes i vejret i takt med inflation og befolkningstilvækst.

For den offentlige sektor i Californien har skatteændringen fået voldsomme følger. Antallet af offentligt ansatte fladt i året mellem maj 1978 og maj 1979 med 103.000 job – en reduktion på 7 pct. Det var især undervisningssektoren, der blev ramt. Der lever 22.25 million mennesker i Californien.

En målestok

Tallet sættes klart i relief af udviklingen op til skattelovens vedtagelse: I årerne op til 1978 steg antallet af offentlige ansatte årligt med 8,6 pct., mens statens befolkningstal kun voksede med 3,3 pct. Hvis tendensen var fortsat i 1979, ville der i stedet for være blevet oprettet 226.000 flere. En forskel på 329.000.

På trods af at der på et år blev 103.000 færre stillinger i den offentlige sektor, måtte kun 20.000 direkte afskediges, skriver The Economist. Af de øvrige gik en hel del på tidlig pension, mens flertallet blev optaget i et ekspanderende privat erhvervsliv.

For det er først og fremmest erhvervslivet, som nyder godt af skatteomlægningen og især den del af erhvervslivet, som ejer betydeligt fast ejendom. Standard Oil of California (Chevron) fik således en skattereduktion på mellem 12 og 24 millioner dollars (afhængig af lovens fortolkning), og Bank of America skulle betale 7 millioner dollars mindre i ejendomsskat. Pacific Gas and Electric, der forsyner hovedparten af indbyggerne i Nord-Californien, fik formindsket sin skatteregning med 60 millioner dollars. Her forlangte myndighederne dog, at besparelserne blev brugt til at nedsætte forbrugerpriserne.

Forbedring 

To professorer ved University of California har (stadig ifølge The Economist) undersøgt 68 californiske virksomheders præstationer og sammenlignet dem med tilsvarende virksomheder andre steder i USA. I perioden maj 1977 til maj 1979 (lovforslag nr. 13 blev vedtaget midtvejs), var de californiske firmaers præstationer i gennemsnit 8,4 pct. bedre end konkurrenternes.

Serviceniveau

Det er formentlig lidt for dristigt at fastslå, at den gunstige udvikling i Californien udelukkende skyldes lovforslag nr. 13. Det hører med til det korrekte billede, at staten også før skattelovene og stoppet for de offentlige udgifters stigning var inde i en bedre økonomisk udvikling end de fleste andre amerikanske stater.

Men skattelovene accelererede denne udvikling.

Det store spørgsmål er nu, hvilken indflydelse nedskæringen i den offentlige sektor vil få på det offentlige serviceniveau.

Den første reaktion har været indførelse af betaling af en række tidligere gratisydelser. I de første seks måneder efter lovens vedtagelse indførte californiske byer vederlag for 130 millioner dollars. Nu skulle der betales for at benytte biblioteker, svømmebade, zoologiske haver, tennisbaner, museer etc. Og de husejere der nu slipper billigere i ejendomsskat skal til gengæld betale for affaldshentning og brandværn.

I nybygningsområder er kommunerne begyndt at pålægge bygherrerne afgifter til etablering af veje, kloak, el, politi og brandværn, mens gader og parker i gamle byområder begynder at blive ringere vedligeholdt end før.

Stadig flere offentlige tjenesteydelser udliciteres til private virksomheder, således at det offentliges pensionsforpligtelser holdes nede.

Og hvad virkningerne bliver for de fattige og børnene står endnu tilbage at se.

Men mange i forretningsverdenen er enig med professor Arthur Laffer fra University of Southern California, som siger til The Economist:

“Det bedste vi kan gøre for de fattige er, at få økonomien til at vokse så stærkt, at der bliver en større kage at fordele og job til de fattige. Det er bedre end socialhjælp.”

Kommentar

Som i Californien-fremgang gennem skattelettelser – således har Fremskridtspartiet talt for fremgang til Danmark siden partiets start. Fremskridtspolitikken er altså afprøvet med held.

Hvornår bliver der flertal for også at prøve i Danmark?

Børsen &

Redaktionen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 5 / 8. årgang / 17 marts 1980

Franskmændene ånder lettet op

29. juni 2012 Skriv en kommentar

Franskmændene ånder lettet op

Det er blevet lettere at være franskmand!!

Jaques Chiracs borgerlige regerings privatiseringspolitik og de lettelser der er sket for erhvervslivet har nu sat deres klare tydelige spor:

1. Franske virksomheders produktion er vokset eksplosivt i denne sommer og ordrebøgerne bugner af ordrer fra ind- og udland.

2. Specielt regeringens skattelettelser overfor erhvervsvirksomheder har medført optimistiske erhvervsinvesteringer overalt i det franske produktionsliv.

3. Følgevirkningerne af ovenstående har medført et markant fald i arbejdsløsheden.

 

Hvis vi skal have franske tilstande i Danmark, så stem Z

– så kan danskerne også komme til at ånde lettet op!!

Forside artikel

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 26 / 15. årgang / 21. august 1987

Alle skatter er hæslige!

30. maj 2012 8 kommentarer

Alle skatter er hæslige!

Fremskridtspartiets udgangspunkt er, at alle former for skatter og afgifter er hæslige. Skat og afgift betyder jo, at der frastjæles nogle værdier fra en borger eller gruppe af borgere, for derefter at bruge pengene til at begunstige en anden borger eller gruppe af borgere. Det skattepolitiske mål må derfor være at reducerer skatterne og afgifterne til et absolut minimum.

Minimal offentlig sektor

Absolut minimum er de penge, som skal til for at opretholde en minimal offentlig sektor, der kun skal varetage nogle få afgrænsede opgaver. For Fremskridtspartiet er de vigtigste fælles-opgaver bl.a. følgende: Sundhed, alderdom, uddannelse, politi, domstole, demokratiet (Folketinget, byråd o.s.v. ), veje, forsvar og social sikring af de få, der absolut ikke kan klare sig selv. Der kan selvfølgelig nævnes nogle få andre opgaver, men hovedudgangspunktet er, at det meste bør foregå i privat regi.

Disse minimumsopgaver skal så betales i form af skat eller afgifter. Spørgsmålet er så, hvilken skal eller afgift, der har den mindste samfundsskade. Vurderingen er, at afgifter på forbrug (moms, punktafgifter o.s.v.) er de mindst skadelige skatteformer.

Den skadelige indkomstskat

I den modsatte ende er skatten på arbejde – indkomstskatten – den mest skadelige skat. Det er der flere grunde til:

1) Indkomstskat betyder, at arbejdsgiveren dels skal betale den løn som medarbejderen har brug for at kunne leve, og så derudover betale en skat. Skatten virker således omkostningsforøgende og dermed konkurrenceødelæggende.

2) Indkomstskatten, uanset, hvordan den sammenstrikkes, har også den virkning, at borgerne foretrækker sort arbejde. Og en lønmodtager må kikke på sin skattebillet før han siger ja til ekstra arbejde. Skatteskalaens hop betyder, at en enkelt ekstra tjent krone kan give et direkte tab!

3) Indkomstskatten, eller skat på arbejde betyder, at man straffer folk for at berige samfundet. Uanset om man er renovationsarbejder, maskinsnedker eller købmand, så er den daglige arbejdsindsats med til at gøre samfundskagen større. Da det er til alles bedste, at samfundskagen vokser, skal man ikke straffe, men belønne arbejdsindsatser.

I landet med verdens højeste skattetryk, kan det virke aldeles udsigtsløst, når borgeren først betaler en høj indkomstskat, derefter betaler 22 pct. moms på forbrug og derefter også betaler punktafgifter. Dertil kommer en mangfoldighed af: Ejendomskatter, lejeværdi af egen bolig, formueskat, arveafgift, miljøafgifter, selskabsskat o.s.v. Der er ikke mange øre tilbage af den tjente krone.

Væk med mine skatter

Man fristes derfor til at forlange skatter og afgifter fjernet i den rækkefølge, som girokortene dukker op i postkassen.

Men er det nu også den rigtige rækkefølge?

Mange gør med rette oprør mod den uretfærdige skat, der kaldes noget så usympatisk som lejeværdi af egen bolig. Spørgsmålet er imidlertid, om denne skat skal stå øverst på ønskesedlen?

Hvad er bedst – at få fjernet lejeværdien eller at få sin løn forhøjet (gennem indkomstskattenedsættelser) så meget, at det svarer til lejeværdien? For privatøkonomien er det ligegyldigt. Men for vores konkurrenceevne og vores samfundsøkonomi er det bestemt ikke ligegyldigt.

For hver milliard det er muligt at skrabe sammen til skattelettelser, da anvendes disse penge bedst på lempelser i indkomstskatten – eftersom det giver forøget konkurrenceevne. At lempe lejeværdien giver ingen konkurrenceforbedring!

EF´s indre marked med harmoniserede skatter og afgifter kan betyde, at forbrugsafgifter, som vi mener, er den bedste kilde til finansiering af en begrænset offentlig sektor, kan blive tvunget ned. Det giver behov for, at opkræve skatter og afgifter på områder, der ikke er omfattet af EF-harmoniseringer – vel at mærke stærkt reduceret skattetryk da indkomstskattens bortreduktion fortsat er målet.

Opretholdelsen af f.eks. ejendomsskatter og lejeværdi af egen bolig skal ses i det perspektiv, at der er gennemført væsentlige reduktioner i andre skatter og afgifter.

Gælden skal betales tilbage

Med en samfundsgæld på over 300 milliarder kroner til udlandet, må enhver skattelettelsesaktion gå på at skabe konkurrenceforbedring – kun gennem øget eksport kan vi fjerne udlandsgælden.

Kommer Fremskridtspartiet derfor i den behagelige situation at skulle afgøre, hvorvidt nogle milliarder kroner skal anvendes til lempelser af indkomstskatten eller lempelser af lejeværdien af egen bolig, så må det være soleklart, at indkomstskatten i bred forstand kommer først.

Men som fastslået i indledningen, så er alle skatter hæslige. Og derfor skal enhver fornuftig skattenedsættelse støttes.

Kim Behnke 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 4 / årgang 18 / april 1990

Wøldike har fået svar fra Mogens Glistrup

20. maj 2012 1 kommentar

Wøldike har fået svar fra Mogens Glistrup

FREMSKRIDT 1979-20 gengiver nogle spørgsmål af 8. november 1979 fra Kai Wøldike til folketingets medlemmer. Jeg sendte ham den 12. november følgende svar:

Kan arbejdsløsheden afskaffes eller nedsættes betydeligt ved at nedsætte samtlige lønninger med for eksempel 20 %?

Svar:

Ja – men af hensyn til de enkelte mennesker i Danmark – og det er jo det vigtigste hensyn for folketinget – kan det ikke nytte noget at foretage en så stor nedskæring af den løn, der udbetales folk. Derfor må nedsættelsen ske på indkomstskattedelen, hvorved der opnås det samfundsøkonomisk afgørende nemlig, at der overføres produktive kræfter fra det offentlige til det private.

——————–

 Er det rigtigt, at det ikke betyder en reallønsnedgang, hvis man sikrer, at priserne nedsættes med samme beløb + normal fortjeneste på lønnen + moms af samme lønnedsættelse?

Svar:

Det er ikke muligt at gennemføre en prisnedsættelse m.v. som i spørgsmålet anført. Hvis man vil forsøge på det, gør man ondt værre, fordi man skal etablere et administrationsapparat og et sådant indebærer, at samfundets kræfter anvendes forkert.

——————–

 Er det rigtigt, at man ved afskaffelse af arbejdsløsheden kan nedsætte skatterne med hele nettobeløbet, der udbetales til de arbejdsløse?

Svar:

Staten har et stadigt stigende underskud (I 1980 således knapt fire gange så  meget som arbejdsløshedsunderstøttelsen). Underskuddet finansieres ved låneoptagelse d.v.s. ved, at fremtidens skatter skal forhøjes med de til rente- og afdragsbetaling nødvendige beløb. Dette er selvsagt uholdbart og umoralsk. Blandt andet derfor må sparede arbejdsløshedsunderstøttelsesbeløb først og fremmest bruges til at nedbringe statsunderskuddet. Herved opnås også, at flere af samfundets kræfter sættes ind på den eksport, som er så nødvendig for at få tilbagebetalt gælden til udlandet.

——————–

 Er det rigtigt, at næsten fuld beskæftigelse, skabt ved konkurrenceevne, hurtigt vil forbedre vort økonomiske forhold til udlandet?

Svar:

Ja – der skal i valutaerhvervene beskæftiges langt flere mennesker end de, der er i øjeblikket og de, der er arbejdsløse. Derfor skal der nedlægges et stort antal stillinger i det offentlige og oprettes flere stillinger i valutavirksomheder.

——————–

 Er det rigtigt, at reallønnen, efter en formindskelse af vor udenlandsgæld, kan forhøjes ved nedsættelse af de ekstraordinære forbrugsafgifter, såsom: Forhøjet moms, afgift på spiritus, benzin, tobak o.s.v.?

Svar:

Reallønnen kan forhøjes ved nedsættelse af forbrugsafgifter, men det er langt lykkeligere, at gøre det ved nedsættelse af indkomstskatten jfr. Vedlagte hæfte ”Indkomstskatten… samfundsts skurk”.

——————–

To af landets førende økonomer besvarede sidste år disse fem spørgsmål med et ja. Hvornår kommer den politiske beslutning, hvor det gennemføres?

Svar:

Den politiske beslutning om at forbedre Danmarks økonomi kommer ikke før Fremskridtspartiet er styrket meget væsentligt eller udlandet giver Danmark kniven på struben ved at nægte, at yde os yderligere lån. Erfaringen viser nemlig, at der hos de partier, der selv roser sig som ansvarlige – hvad enten de kalder sig firkløver, Socialdemokrati eller radikale – er en sådan slaphed og manglende mod og handlekraft, at de pågældende partier kun gør landets økonomi værre og værre.

 

Med venlig hilsen

Mogens Glistrup 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 21 / 7. årgang / 3. december 1979

Det såkaldte gratisprincip

25. august 2011 2 kommentarer

Det såkaldte gratisprincip 

Et samfund, hvor næsten alle får tilskud fra det offentlige, er et unødvendigt svagt samfund. Det offentlige skaffer sig jo pengene ved at opkræve flere skatter hos borgerne. Derfor er det rasende uforstandigt at opkræve 10.000 kroner mere i skat hos Petersen for, at han selv – efter at der er brugt 1.000 kroner til administration – kan få udbetalt 9.000 kroner til et bestemt formål. I stedet for kunne han have haft alle de 10.000 kroner til det, han helst ville have og derfor frit ville vælge.

Som generel teori vil de fleste være enige heri et meget langt stykke.

Når vi kommer til den praktiske arbejdsopgave, siger Fremskridtspartiet: Ned med skatten. Og det er ved at tilskud fjernes til dem, som ikke er i direkte nød.

Så falder man over os og ser kun, at vi vil stjæle folks tilskud.

Det er skrigende uretfærdigt at bebrejde os skatterebeller. Den uholdbare situation er alene tilvejebragt af de egocentrerede gammelpolitikere. De bevarer indkomstskatten som det bekvemmeste middel for, at de kan skaffe sig tocifrede kronebeløb at øse ud af, så de kan opnå genvalg i et demokratisk system, der bygger på, at hver vælger kan sætte ét kryds hvorfor folk erfaringsmæssigt, som de er flest krydser ved det parti, som giver størst tilskud, til den gruppe de selv tilhører.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 22  / 15. årgang / 19. juni 1987

%d bloggers like this: