Arkiv

Posts Tagged ‘selvstændige erhvervsdrivende’

Væk med indkomstskatten

12. maj 2011 107 kommentarer

Væk med indkomstskatten 

For længst har man gradvist flyttet skatten over på forbruget, det har vi alle mærket, men alligevel beholdt den helt urimelige indkomstskat til skade for erhvervene og betalingsbalancen og til glæde for de ca. 200.000 offentligt ansatte, der uproduktivt beskæftiger sig med kontrol og statistik af de færre og færre, der endnu prøver at passe deres produktive arbejde trods det, at de godt ved, at en stor del af deres indtjening går til administrationsudgifter.

Det kan undre, at der stadig strejkes og forhandles om større lønninger, der kun medfører flere ansatte i den offentlige sektor i form af flere skattekroner, det offentlige får ind ad denne vej.

Strejkede man for mindre skattetryk, ville nok flere kunne tilslutte sig disse protester.

For den almindelige lønmodtager har man dog fundet en mellemløsning, idet arbejdsgiveren bliver pålagt at tilbageholde den del af lønnen, der beregnes som skat. På den måde ”opdager” lønmodtageren ikke, hvor meget han aflades for, og bortset herfra har han vel fået en vis kompensation for det tilbageholdte i form af opnåede ”lønforhøjelser, så det udbetalte efterhånden tangerer den faktiske løn, og skatten dermed et overset problem.

Men tilbage bliver de selvstændige.

De må stadig betale efter de gamle normer, dvs. har man et nogenlunde år – arbejdsmæssigt set, falder ”straffen” for dette året efter, der måske er mindre godt. Så opstår der skattegæld, som må afdrages sammen med nye tilkommende skatter og besværligheder såsom at skulle føre tilsyn med momsopkrævning, trække skat for de ansatte og i det hele taget være underlagt nye uhyrligheder, som det offentlige pålægger disse selvstændige, der ofte er mindre håndværkere og næringsdrivende med en ikke ubetydelig arbejdsdag sammenlignet med den timenedsættelse, deres personale har opnået. I alles interesse bør en retfærdig skattelovgivning tilstræbes. Den nuværende skattelov er uforståelig for menigmand og meget besværlig at arbejde efter.

Systemet favoriserer de, der via en god revisor eller lignende kan finde ”smuthuller” i form af fradragsberettigede investeringer og andre specielle goder, ligesom den nedværdigende mistanke hele systemet bygger på reduceres ved en revisors mellemkomst.

Lovgivningen forhindrer også mange nye arbejdspladser i at opstå, da den almindelige mening er, at det er for besværligt, og ”dårligt kan betale sig” at tage en unødig risiko med de ulemper, der følger med systemet.

Ved skat på forbrug alene opnås en simplere skattefordeling, idet den enkelte kommer til at råde over egen indtjening.

Herved frigøres en meget stor del af den stab af kontrollanter, der koster mange penge for det uproduktive arbejde, ligesom det skader det private erhvervs mulighed for at beskæftige sig med det, der skal betale landets valutagæld nemlig produktivitet og eksport.

Det er helt sikkert, at man ved at overgå til den reelle forbrugsskat vil se hele prisniveauet og arbejdslønnen dale til det halve af det nuværende provenu eller sagt på en anden måde: Til den reelle varepris som udbud og efterspørgsel bestemmer. Og dermed vil den frie konkurrence igen være herskende på hele markedet til gavn for samfundet som helhed.

En stor del af den offentlige forsorg kan samtidig reduceres, idet enhver – uden alt for store anstrengelser – bør kunne tjene til dagen og vejen i modsætning til nu, hvor man overvejer, om det kan ”betale sig at arbejde”. Der vil igen kunne opstå mindre servicefag, ligesom mange vil finde det attråværdigt at starte egen virksomhed, når ”sort” arbejde er legalt.

Vi skal lære at tænke selvstændigt

Hvad borgerne vil bruge deres penge til, bør være det offentlige uvedkommende. Det nuværende system vil ingen savne. Det koster ikke mindst administration i form af penge, der igen kan omsættes til tid, kræfter og risiko.

Vi har kun ét liv, og det skal udnyttes uden, at andre ”snager” i anvendelsen.

Der vil altid være sociale tabere, det kan man ikke se bort fra, og de må hjælpes, men de bør være undtagelserne.

De ældres pension må naturligvis ikke nedskæres, det har altid været Fremskridtspartiets mening.

Kun med stemmesedlen kan vi ændre systemet.  Det er enhvers ret.

Vi tiltror den danske befolkning så megen sund fornuft, at den kan omstilles til selv at administrere. Det ses tydeligt, hvor megen magt regeringen (V, C, CD og KrF, red.) har til i dag at manipulere med priser og værdier ved at tage fra nogle forbrugsvarer og helt umotiveret at lægge højere pris på andre.

Det gør man kun i nød.

Regeringen er i nød!

Lad os benytte denne konstatering og ændre denne del af tilværelsen til fordel for os selv.

H. Knudsen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 25 / 15. årgang / 14. august 1987

Antiliberalismen på forsyningstaburetten

12. marts 2009 3 kommentarer

Antiliberalismen på forsyningstaburetten

Pæn og nydelig.

TV-folket vil samstemme i at bruge disse to ord om P. Nyboe Andersen (V).

Hans fremtræden sker med Clark Gable-udstråling. Hans udtalelser harmer hverken Kristelig Lytterforening eller Uffe Ellemann-Jensen (V) eller nogen, der ligger spektret mellem de to.

I hans første 25 dage som handelsminister skete det meste af en fordobling på verdensmarkedets oliepriser. Pænt og nydeligt fulgte han sine embedsmænds ønsker om, at skrivebordsorden og formularudfyldelse måtte gå forud for det private købmandskab, der tiggede ham om at få lov til at importere på den gammeldags facon. Antiliberalismen på forsyningstaburetten har næppe været så landsskadelig siden Valutacentralens guldalder og Aksel Kristensens regeringstid.

Pæne og nydelige bogholderihobbyister opdelen deres varesortimenter i enkle ordnede typer. Hver vareart har sin bestemte pris. I sirlige lister kan man præcist aflæse, hvad denne pris var på en hvilkensomhelst dag. Også den 2. januar 1974. På kroner og øre kan man derefter aflæse, hvad der for hver enkelt vare siden da er kommet af prisstigninger ude fra. Da skrivebordssysler er det vigtigste job overhovedet, sætter man sig ned og lægger de to tal sammen og ved salg mellem 16. januar og 24. februar 1974 bruger man så lige præcis summen som sin udsalgspris. Pæne og nydelige akademikere kan slet ikke forstå, at efter disse linealretningslinier foregår det slet ikke, når der handles i det brusende og fossende forretningsliv med irrationalitetens intuition som et væsentligt indslag i hverdagsmønsteret.

Elfenbentårnsbeboere

Men det er nu blot, fordi det er gået for langsomt med at disciplinere de barbarer, som mod tidens klare tale tillader sig at disponere samfundsnyttigt. Kronjuvelen i de første 100 dages regeringsindsats fra Danmarks liberale Parti forudsætter som en selvfølgelighed, at individuelt disponerede handelsfolk og producenter kan dresseres i det kommende års tid. 3 milliarder kroner skal skatteyderne betale til arbejdsgiverne. Langt mest til de store firmaer. Mest til dem, der har rationaliseret mindst og stadig overforbruger arbejdskraft.

Personligt får jeg vel et par hundredetusinde. Tallet kan jeg måske gætte på med større nøjagtighed om et års tid. Ministeriernes elfenbenstårnsbeboere tror så, at jeg fra en eller anden dag i det tidlige forår og et års tid frem, hver gang jeg skal beregne salær for en skilsmissesag, for en ejendomshandel eller for en aktieselskabsvedtægtsændring vil sætte mig ned og sige, at nu skal klienterne have anpart i den pulje på et par hundredetusinde kroner, som nationaløkonomiprofessorens tankespind har indbragt mig i socialhjælp.

Nu er der mindst en snes andre på mit sagførerkontor udover mig selv, der også beregner salærer. Vi vil naturligvis daglig træde sammen og til hinanden rapportere, at nu har fru Madsen fået en rabat på 20 kr. og 57 øre og A/S Kanariefuglefidusen på 119 kroner sammenlignet med, hvad de skulle have betalt, hvis det offentlige ikke havde skænket mig dyrtidskompensationspenge. Sirligt og pernittengrynagtigt vil vi derefter præcist vide, at det fra staten modtagne tilskud ved årets udløb nøjagtigt modsvarer salærnedsættelserne. Naturligvis har vi i Slrivebordsakrobaternes Paradisland på forhånd helt præcis oversigt over, hvad vi vil beregne af salær i det kommende år.

Skemaer og blanketter

Det sprænger fantasiens grænser for at tro, at der blandt Danmarks hundredtusinder af erhvervsvirksomheder skulle være en eneste, der ikke er i stand til at klare disse regnestykker. Ej heller kan der være nogen, som ikke fuldt ud forstår, at skal Gamle Danmark reddes, så går vejen over en øgning af de timer, der bruges til at sidde og nusse over papirer, skemaer og blanketter. Men der kan jo være forbrydere blandt de selvstændigt erhvervsdrivende. Folk, der ikke nedsætter deres priser med de rare Nyboepenge.

Heldigvis er der da stadig i den danske befolkning nogle tilbage, som endnu ikke er ansat i det offentlige. Disse hidtil unyttige individer må nu ind og være prisinspektører, så landet kan reddes og vi i 1977 og 1978 kan få straffet rigtigt mange af de fæle forretningsfolk, når sagerne til den tid har nået vejs ende på deres lange vandring fra kontor til kontor i Monopolmyndigheder, Anklagemyndighed, Domstole og Fængselsvæsen.

Der er 28 i Folketinget, som ønsker, at vi skal skære ned på bevillingerne til universiteterne, så disse ikke kan få uddannet 2010´ernes Nyboe Andersen´er.

Men det er ikke pænt og nydeligt.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 3 / 2. årgang / 5. februar 1974

Vor tids paria – den selvstændige erhvervsdrivende

9. januar 2009 28 kommentarer

Vor tids paria:

Den selvstændige erhvervsdrivende


At der stadig er mennesker i vort samfund, der har mod på at drive egen virksomhed eller endog at starte fra bunden med en ny er egentlig ganske fantastisk.


Specielt når man betænker den risiko og de problemer, disse mennesker påtager sig. Havde der så endda i de øvrige samfundsgrupper, hos myndighederne og i pressen været en forståelse for og en anerkendelse af denne indsats. Men det er såre langt derfra.

Hvis det efter års hård indsats lykkedes at få etableret en virksomhed, der giver overskud, bliver vedkommende stemplet som kapitalist og profitjæger – og går han ned, bliver han stemplet som idiot.

Når man tænker på, at hele samfundet i allerhøjeste grad er afhængig af, at der findes mennesker, der både kan og vil sætte nye ting i gang for egen regning og risiko, er det alligevel meget lidt, der er gjort fra samfundets side for at udvikle og bistå denne mennesketype.


Vort veludviklede uddannelsessystem sigter kun på specialister, teknikere, fagfolk, økonomer etc., men der er ingen egentlig uddannelse for mennesker, der vil drive egen virksomhed.

Lånemulighederne for de mindre og nystartede virksomheder er minimale. En akademiker under uddannelse kan tappe samfundet for årlige uddannelsesomkostninger på fra kr. 50.000 til 100.000 og det i 5-8 år. Hertil kan der opnås kontant støtte til at leve for, mens der studeres, d.v.s. at samfundet investerer både 5 og 600.000 kr. i en embedsmand eller funktionær.


Modsat kan en faglært arbejder, der ønsker at starte egen virksomhed ikke hente så meget som fem flade øre nogetsteds hos det offentlige eller på kapitalmarkedet,, med mindre han kan stille sikkerhed på mere end det beløb, han skal bruge.

Det er et forhold, vi bør være opmærksomme på, når der skal udformes en erhvervspolitik.


Hvis vi ikke bedre forholdene på dette område, vil mange af dem, der er selvstændige i dag blive trætte af besværet og lade sig friste til at sælge deres virksomhed til udlandet. Kun meget få nye virksomheder vil se dagens lys. Og Danmark vil udvikle sig til at blive et filialland, hvor vi fortrinsvis er funktionærer og arbejdere, medens ledelsen ligger andetsteds.


OR


Leder i tidsskriftet“Dansk Arbejde”

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 9 / 2. november 1973 / 1. årgang

Med hvilken ret?

7. september 2008 43 kommentarer

Med hvilken ret?

 

Miljøbevægelsen kræver et organiseret modspil. Uden nævneværdige hindringer drager miljø-aktivisterne erobrende gennem landskabet. Uhyre summer smides ud til handlingsplaner og overvågningsprogrammer. Udgifter til uddannelse, forskning, lønninger og med tiden pensioner synes helt uoverskuelige.

 

Penge er kun én side ved miljøbevægelsens aktivisme. Der foreligger også et moralsk problem. Med hvilken ret påføres virksomheder omkostninger, som de ikke selv har bedt om? Med hvilken ret sættes mistillid til seriøst arbejdende mennesker? Med hvilken ret påføres landmænd, fiskere, dambrugere, smede og fabrikanter inspektion og kontrol? Producenterne har ikke sendt bud efter dem. Der er tale om et magtopbud.

 

Det politiske problem overstiger dog den økonomiske og moralske side ved miljøbevægelsens aktiviteter. Miljøpolitikken er systemændrende. Vi får et helt andet samfund. Magten glider over på politik og embedsvæsen. Kommissærerne rykker frem. Miljølovene socialiserer landet. Staten vokser ud over al måde.

 

Udslettet

Miljø-aktivismen rammer i første række de mindre næringsdrivende. Husmandskulturen er allerede så godt som udslettet. Antallet af selvejere i samtlige brancher formindskes faretruende. Når en erhvervsgruppe sættes under politisk pres, falder de mindre virksomheder først. Men embedsstanden vokser sig stor og mægtig.

 

Et oprør med miljøbevægelsen forekommer uomgængelig nødvendig. Der er ikke i en sådan politisk bevægelse indbygget hæmninger. Kun vækstkræfter gør sig gældende. Således må der sættes grænser for miljøaktivismen uden for miljøbevægelsen selv.

 

Både politisk og organisatorisk ligger de næringsdrivende helt åbent for angreb. Det konservative Folkeparti (C), Venstre og Det radikale Venstre (B) er på miljøbevægelsens side. De har stillet sig på Brundtlands-rapportens grund. Ej heller kan de store fagorganisationer bruges til noget. Fagforeningerne fører sig frem med en samarbejdspolitik. Der er imidlertid brug for en modstandspolitik.

 

Udfordring

Her er det, at Fremskridtspartiet må træde hjælpende til. Som en oprindelig oprørsbevægelse, hviler der en særlig forpligtelse på partiet. Og glem ikke konfliktmønstret i miljøkampen! En ikke-vareproducerende klasse står over for en gruppe af vareproducenter. Det synes oplagt som noget, at Fremskridtspartiet udfordrer miljøbevægelsen.

 

Partiets officielle miljøpolitik må skærpes. Her er et forslag til Fremskridtspartiets fremtidige formulering af miljøpolitikken:

 

Usand påstand

Danmark hører til blandt verdens reneste lande. Således er påstanden om den tiltagende forurening usand fra ende til anden. Fremskridtspartiet betragter miljøbevægelsen som et politisk fænomen.

 

Forureningen er opfundet af intellektuelle. Miljøet bruges som rambuk for egne interesser. Den produktive befolkning angribes. Magten glider over på politik og embedsvæsen. Samtidig erhverver kandidaterne fra de højere læreranstalter en mængde lukrative stillinger i stat, amter og kommuner.

 

Miljølovene ophæver de økonomiske frihedsrettigheder. Den private ejendomsret og dispositionsfriheden krænkes systematisk. Men netop næringsfriheden betragter Fremskridtspartiet som forudsætningen for forudsætningen for personlig og åndelig frihed.

 

Derfor vil Fremskridtspartiet bekæmpe miljøbevægelsen af al kraft. Behovet for et organiseret modspil er stort. I opgøret med miljøbevægelsen er Fremskridtspartiet at finde.

 

Vinderne

De bedst organiserede vinder altid. Miljøbevægelsen bør udfordres med en håndfast organiseret indsats. Heldigvis synes Fremskridtspartiets ledelse indstillet på en mere aktiv kamp mod miljø-aktivismen. Landsmødet i Fredericia var i den henseende meget opmuntrende. Knud Linds (Z) forslag om et stående udvalg til etablering af en miljømodstandsgruppe fortjener den højeste ros. Måske kan dette initiativ vende udviklingen. I så fald er beslutningen af historisk rækkevidde.

 

Steen Steensen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 9 / 18. årgang / oktober 1990

%d bloggers like this: