Arkiv

Posts Tagged ‘renter’

Lykketoft ødelægger muligheden for yderligere rentefald

11. juni 2012 7 kommentarer

Lykketoft ødelægger muligheden for yderligere rentefald

Det er topmålet af dumhed, når landets finansminister, Mogens Lykketoft (A), udtaler, at renten ikke kommer under 7 pct. – siger Fremskridtspartiets finansordfører, Kim Behnke.

Regeringen (A, B, Centrum Demokraterne (D) og KrF, red.) har lovet titusinder af boligejere, at deres økonomi kommer i bedring ved låneomlægning. Mange er i øjeblikket fanget i en blindgyde, eftersom renten er begyndt at stige igen.

Hovedansvaret for den utilfredsstillende udvikling for realkreditobligationerne kan placeres hos Mogens Lykketoft.

Først ødelagde regeringen markedet for realkreditobligationer ved at udstede 7 pct. statsobligationer på et aldeles destruktivt tidspunkt. Investorerne vil selvfølgelig hellere købe statsobligationer med 5,1 million kautionister end realkreditobligationer, hvorfor boligomlægningen gik i stå.

Nu fuldender Mogens Lykketoft sit angreb mod omlægningsbølgen ved at erklære, at renten ikke kommer længere ned end 7 pct. Denne selvopfyldende profeti vil komme til at koste dyrt for de tusinder af boligejere, der har hentet lånetilbud, men fortsat afventer gunstige obligationskurser.

Lykketofts handlinger viser regeringens totale mangel på forståelse for rente- og kursdannelser på et frit marked, slutter udtalelsen fra Kim Behnke.

Kim Behnke

Pressemeddelelse

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 8 / 22. årgang / august 1994

Fremskridtspartiet er næststørste arbejderparti

8. marts 2012 2 kommentarer

Fremskridtspartiet er næststørste arbejderparti

Mange politikere kan ikke forstå, at en arbejder kan tænke sig at stemme på Fremskridtspartiet.

Her er forklaringen: Mekaniker Petersen er en solid, velbetalt lønarbejder med god orden i sin private økonomi, han passer sit arbejde upåklageligt, sørger for prompte betaling af husleje og andre faste udgifter og aflevere pligtskyldigt de nødvendige husholdningspenge til sin kone. Familiens indbo og beklædning er betalt og luksusforbrug tillader den sig kun, når alle nødvendige udgifter er dækket.

Dette luksusforbrug består bl.a. i, at Petersen og hans kone, hver ryger 6-7 cigaretter om dagen og lørdag, og søndag tager de sig en snaps til frokosten. På månedsbasis drejer det sig om en flaske Rød Aalborg og 400 cigaretter.

Hvis mekaniker Petersen havde været diplomat, ville prisen for snapsen og cigaretterne havde været ca. 35 kr., som altså udgør prisen for selve varerne inklusive forhandlerens fortjeneste. Men Petersen slipper ikke så let. Han må betale 60 kr. for snapsen og 240 kr. for cigaretterne, og han har regnet ud, hvor meget han skal skrabe sammen for at betale de 300 kr. Han bor i en kommune, der bl.a. yder betydelige tilskud til kursus i porcelænsmaling og bridge og i et amt, der kan få en hospitalsseng til at koste 1,5 millioner kroner, så hans marginalindkomstskat ligger, selv om hans indtægt kun ligger i den pæne mellemklasse, på 60 procent. Han skal derfor tjene 750 kroner – syvhundrede femti kroner – for at kunne finansiere indkøbet af snapsen og cigaretterne til 35 kroner.

Om indkomstbeskatning har Petersen gennem de senere år hørt mange smukke ord fra politikere fra forskellige partier. Først skulle retten til at fradrage betalte skatter ophæves, så kunne de store indtægter beskattes højere til gavn for de mere beskedne indkomstklasser. Kildeskatten skulle overflødiggøre selvangivelsen og oms, og moms skulle indføres til lettelse af de direkte skatter.

Fradragsretten for skatterne blev ophævet, men Petersens indkomstskat steg. Kildeskat blev iværksat, og Petersens selvangivelse blev dobbelt så tyk og indviklet. Oms blev introduceret, afløstes af momsen, som blev forhøjet, men Petersens indkomstskat faldt ikke.

Petersen har også i perioder anbragt nogle marginalkorner på en sparekassebog med lang opsigelse til en – som han syntes – god rente. Men når året var gået, var den opsparede kapitals købekraft formindsket med en halv snes procent, og renten viste sig efter fradrag af indkomstskat og pengeværdiforringelse at være negativ.

Petersen har nok lagt mærke til, at hans trækprocent i år er lidt lavere end sidste år, men han har også læst om det enorme underskud på statsregnskabet, som han regner med før eller senere at skulle være med til at dække.. han fik også nogen lettelse på momsen gennem nogle måneder i slutningen af forrige og begyndelsen af dette år, men han har også set, at denne lettelse var ved at slå bunden ud af valutakassen. Dette forhold skal også nok få konsekvenser for ham, mener han.

Nu siger Petersen:

Det er muligt, at der ikke er hold i Glistrups påstande, det kan jeg slet ikke overskue. Det er også muligt efter Glistrups model vil være uretfærdigt over for mange, der har hjælp behov og vil reducere omfanget af offentlige ydelser til befolkningen som helhed i utålelig grad. Men en ting ved jeg med sikkerhed: De øvrige politikere kan jeg ikke stole på! Jeg ville nok ikke bryde mig om, at Fremskridtspartiet fik stemmeflerhed i Folketinget, og det er der næppe heller chance for, men jeg kan da vise, hvad jeg mener om de øvrige partier, der aldrig har kunnet leve op til deres løfter, og det gør jeg ved at stemme på Fremskridtspartiet.

Redaktionen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 6 / 5. årgang / 24. marts 1977

Fremskridtspartiets advarsler er ikke ubegrundede

30. december 2011 34 kommentarer

Fremskridtspartiets advarsler er ikke ubegrundede

I de sidste 20 år har Fremskridtspartiet advaret mod ikke at bruge mere end vi tjente – nøjagtigt som i en ganske almindelig privat husholdning. Men flertallet har jo ikke været de allerbedste til at lytte, og derfor er vor samlede gæld nu over 700 milliarder kroner, og vi skal til næste år betale ca. 65 milliarder kroner i renter af den gæld.

Det er en meget stor og betydelig post ud af en driftsramme på ca. 300 milliarder kroner, og hvis vi skal sammenligne renteudgiften med nogle få ting, så kan vi sige, at i personskatter får staten 81,5 milliarder kroner ind. Det vil sige, at da Fremskridtspartiet gik ud og sagde, at vi godt kunne undvære de personlige skatter til staten, så hånede alle os, men det er faktisk korrekt.

Hvis vi ikke havde haft den kolossale gæld, så kunne vi på nuværende tidspunkt næsten have afskaffet personskatten til staten. Vi kunne faktisk også fordoble folkepensionen med det beløb, vi i dag betaler i renter. Derfor har Fremskridtspartiets gentagne advarsler altså ikke været ubegrundede.

Skuespillet

Alvorligt sagt så synes jeg også, at vi skal have det lidt komiske med – nemlig skuespillet omkring Finansloven. Alle I, der læser bladet her, husker sikkert i sommer, hvor loven blev fremlagt, at fx Venstre og de konservative havde lange læserbreve i aviserne om, hvor uansvarlig Finanslovsforslaget var. Jeg henviser her bl.a. til en avisartikel i Jyllands-Posten, hvor både Venstre og konservative sagde, at der skulle spares 21 milliarder kroner, for at de kunne stemme ja til Finansloven. Samme udsagn fik vi fra begge partiers landsmøder, hvor hovedtemaet var, at regeringens (A, B og Centrum Demokraterne (D), red.) forslag var uansvarligt, og at de to partier ville have mærkbare besparelser, og de kom med skarpe trusler om, at de ville stemme imod Finansloven.

Det fik de to partier megen Tv-dækning på og megen spalteplads i aviserne. Vi andre, som har været på Christiansborg i flere år, vi kender jo systemet og ved, at det kun var skuespil og teatertorden, og da det kom til stykket, ville de jo falde til patten, som de havde gjort alle de andre år, og det skete selvfølgelig. Både V og K – som i efteråret for op som raketter – faldt ned som lam og stemte ja til Finansloven med ca. 30 milliarder kroner i underskud. Det vil sige, at vi har endnu et år, hvor gælden stiger voldsomt – den gæld som altså skal betales fremover, og da er det, at vi ansvarlige politikere spørger os selv:

Ja, men når vi nu får at vide gang på gang, at vi har opgangstider i Danmark, at det faktisk går fantastisk godt, og at der mange steder er flaskehalsproblemer – altså mangel på arbejdskraft – når vi så ikke engang i gode tider kan betale af på vores gæld og ikke engang kan betale vort eget forbrug, hvornår vil vi så være i stand til det?

Et rekordår

Danmark har haft rekordår for vort landbrug dvs. en god høst og deraf en meget stor animalsk produktion. Vi har haft kæmpe gode olieindtægter, ingen naturkatastrofer, men hvis det skulle ske, at vi fik to tørre somre, hvor afgrøderne faldt med 50 %, så var vi virkelig ude i en katastrofe, som sagde spar to til alt andet.

Det er det, Fremskridtspartiet synes er så uansvarligt. At de andre partier er så egoistiske, at selv i de gode, fede år, som Vorherre har givet os, der bruger vi bare løs af fremtidens indtægter og tror, at træerne vokser ind i himlen. Det er jo ikke sikkert, at de gør det. Derfor var det vel godt med et forsigtighedsprincip. Regeringen bruger tit ordet ”bæredygtighed” om ressourcerne. Det vil sige, at man ikke må forbruge mere, end der skabes. Det eneste område hvor regeringen og altså heller ikke V og K bruger bæredygtighedsprincippet er, når det er økonomien, det drejer sig om. Derfor stemte Fremskridtspartiet nej til Finansloven. Den er uansvarlig og forværrer blot udsigterne til at få balance på budgetterne fremover.

Men i øvrigt godt nytår.

Aage Brusgaard

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 1 / 24. årgang / januar 1996

Lavere rente og nye skatter betaler for regeringens frådsen

13. december 2011 1 kommentar

Lavere rente og nye skatter betaler for regeringens frådsen

Også i år vil regeringens (A, B, Centrum Demokraterne (D) og KrF, red.) gældsætning af det danske samfund fortsætte. Det er dybt uansvarligt og aldeles kritisabelt, siger Fremskridtspartiets finansordfører, Kim Behnke, i en kommentar til regeringens seneste budgetoversigt.

– Når regeringens finansminister, Mogens Lykketoft (A), kan hovere over ”kun” at forøge statens driftsunderskud med 2,7 milliarder kroner på trods af nye udgifter for 12 milliarder kroner, så skyldes det ikke kyndigt politisk håndværk, men helt andre forhold, siger Kim Behnke og fortsætter:

– Den lavere rente giver et betydeligt bidrag til finansministeren i ´94, eftersom statens enorme gæld bliver lidt billigere at forrente. Dertil kommer, at regeringen finansierer mange af de nye udgifter – fx fremrykkede anlægsprojekter – med lånte penge. Det giver en yderligere gældsbyrde og renteåg for kommende finanslove. Endelig medfører skattereformen nye miljøafgifter, højere benzinafgifter, skærpet erhvervsbeskatning og andre forhøjelser af skatteniveauet, at der kommer ekstra penge i statskassen.

Fremskridtspartiet afviser at deltage i finansministerens jubel og efterlyser i stedet en plan for afvikling af statens alt for store gæld, siger Kim Behnke.

Kim Behnke

Pressemeddelelse

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 1 / 22. årgang / januar 1994

200.000 for mange offentligt ansatte = overforbrug og gældskrise

19. maj 2011 67 kommentarer

200.000 for mange offentligt ansatte = overforbrug og gældskrise 

De nye overenskomster giver allerede, – før de er trådt i kraft – økonomiske tømmermænd til både amter og kommuner. Alene her i 1987 vil arbejdstidsnedsættelsen sammen med lønstigninger betyde flere milliarder i ekstra udgifter for de kommunale kasser. Sammen med de nye store miljøkrav giver de nye overenskomster et voldsomt pres på de kommunale kasser.

Den seneste opgørelse over kommunernes kassebeholdninger viser, at 70 kommuner har så ringe en kassebeholdning, at den kun dækker 3 ugers betalinger eller mindre.

Kommunal lånoptagning

Mange kommuner – der hidtil har haft en høj grad af selvfinansiering – presses nu til at lånefinansiere anlægsopgaver, som man tidligere klarede uden lånoptagning.

Fra såvel amter som kommuner tales der allerede nu om meget store skattestigninger i 1988.

Lønfremgang sluges af skattestigninger

De kommende skattestigninger fra amter og kommuner vil mange steder sammen med prisstigninger blive betydeligt større end de lønstigninger, der er opnået ved de sidste overenskomstforhandlinger.

Ud over skattestigningerne må befolkningen også regne med stigninger i varepriser og tjenesteydelser som en direkte følge af arbejdstidsnedsættelsen og lønstigningerne.

Katastrofekurs

Kommunernes stigende lånoptagning vil – som statens lånoptagning – på længere sigt medføre, at økonomien i kommuner og amter totalt ødelægges.

Som Fremskridtspartiet gang på gang har påpeget, må vi lære at ”sætte tæring efter næring”.

I stat – amter og kommuner er der i dag mindst 200.000 for mange offentligt ansatte i forhold til den valutaindtjening, de produktive erhverv hjembringer.

Vekselrytteri

Dagens Danmark befinder sig i den groteske situation, at vor økonomi er ringere end Brasiliens. Brasilien standsede som bekendt forleden betaling af renterne på sin udlandsgæld. I modsætning til Danmark havde Brasilien indtil oktober 1986 overskud på handelsbalancen. Danmark kom ud af 1986 med et underskud på handelsbalancen samt Danmarkshistoriens største underskud på betalingsbalancen, og vi måtte samtidig optage nye lån i udlandet til betaling af den store rentebyrde, vor udlandsgæld bebyrder os med.

Det er slet og ret vekselrytteri af værste art.

Z har løsningen

Det er katastrofalt, hvis regeringen (V, C, CD og KrF, red.) fortsætter med sine syge forklaringer af den økonomiske status.

Reaktionen på de nye overenskomster har endnu engang tydeliggjort, at vi blot forringer erhvervenes konkurrenceevne og påføre befolkningen nye tyngende skatter med den løn- og skattepolitik, der føres i dagens Danmark.

Der findes kun en vej ud af uføret: Det er den vej Fremskridtspartiet viser.

Styrk derfor fremtidens parti ved at tage aktivt del i den politiske debat og den personlige agitation.

Danmark har nu – mere end nogensinde – brug for den politik, vi står for.

Johs. Sørensen

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 10 / 15. årgang / 20. marts 1987

At låne er at leve

13. april 2011 14 kommentarer

At låne er at leve

Der var en gang en konge, der hed Ludvig den 16. Ved sin tronbestigelse i 1774 erfarede han, at landet – Frankrig – var en økonomisk ruin. Stor sparsommelighed var eneste redning. I de dage – bør man vide –, var kongen det, som Folketinget er idag. Heller ikke dengang havde folket et klap at skulle have sagt. Preben Wilhjelm (VS) skrev nylig i en kronik, at ”folkets meninger naturligvis ikke skal påvirke lovgivningen” –, eller skrev han stemninger?

Nå – hip som hap – hvem kan skelne? I hvert fald var det en replik, som Ludvig ville have elsket. Nuvel – og hvad gjorde kongen så ved synet af den tomme statskasse? Han jamrede. Sparsommelighed var for ham et ukendt begreb. Folket var så ludfattigt, at der ikke var noget at hente der bortset fra et svin eller en høne nu og da, når skatteopkræverne var heldige. Adelens og kirkens folk var skattefri, – de støttede kongen og mente, at det kunne være nok. Gode råd var en mangelvare, men hoffolkene hjalp ham. Så dukkede der en mægtig smart fyr op – Charles Alexander de Callone –,,der var kendt for sine mange gode idéer. Han havde et valgsprog, som også mange af vore politikere ville nikke genkende til. Han sagde: ”Vil man låne, må man føre sig frem med flothed, så ingen er i tvivl om, at man har magt over tingene!”. Det virkede fint – også dengang. Så han blev finansminister.

På kun 3 år lånte han 800 millioner francs til sin herre og mester. En sum som der er svær at omsætte til nutidspenge, men det var en hulens masse. Kongen var begejstret. Til sin dronning – Marie Antoinette – købte han lystslottet St. Cloud for 8 millioner og til sig selv et andet – Ramboillet – for 16 millioner. Videre overlod en falleret hertug ham en række mindre godser for 12 millioner. Det var herlige tider. Hoffet, adelen og kirkefyrsterne havde aldrig kendt dem bedre. Se hvor vidunderligt vi har det, sagde de til hinanden – lyt til vor skønne musik, læs de nye forfattere Descartes og Pascal. Intet land kan måle sig med vort, hvad angår kultur og levemåde. Det går forrygende godt! Strålende fester, maskeballer og jagtselskaber afløste hinanden og overalt hvor Callone færdedes, hørte han behagelige ord og så smilende ansigter. Han var sandelig dagens mand.  Når store lån forfaldt, arrangerede han enestående middage for de europæiske finansfolk. Han gav flotte gaver til deres hustruer og elskerinder og fik nye lån til at dække de gamle – plus lidt ekstra til at gøre godt med ved hoffet.

Callone vidste godt, at situationen var uholdbar, og sagde det også til kongen, men han var bedøvende ligeglad og havde arvet en talemåde fra sin far. “Efter os kommer syndfloden”, sagde han og tilføjede -, “men det haster jo ikke”! Det lo man meget af ved hoffet i de dage.

Callone smilte også, men lidt anstrengt, og han grublede. Jo mere han gjorde det, blev han klar over, at den eneste redning ville være at opkræve skatter hos de privilegerede stænder. Han tænkte, at når de så de barske kendsgerninger i øjnene, ville de falde til føje. Og så indkaldtes statsrådet. Callone meddelte forsamlingen, at gælden nu var på 125 millioner livres. En livre var dengang en guldmønt med meget høj værdi – noget i retning af en normalborgeres årsindtægt. Han sagde, at det var bydende nødvendigt at ophæve privilegierene og svare skat. Folket var så udpint, at man end ikke havde brød at sætte på bordet, hvis man havde et bord. Det var ved den lejlighed, – siges det –, at Marie Antoinette lo en perlende latter og mente, at så kunne folket jo bare spise kager. Hendes sociale forståelse var virkelig ikke noget at skrive hjem til Mor Maria Theresia i Wien om. Men Callone havde forregnet sig. Forsamlingen afviste pure at betale skat, og så fyrede kongen ham. Det var i 1787.

To år senere kom revolutionen, hvor kongen, dronningen og en masse andre blev et hoved kortere. Callone havde i mellemtiden skaffet sig et job i udlandet som konsulent for et stort handelshus.

Nuvel. Kan vi så 200 år senere lære noget af denne historie? Det burde vi kunne. I et demokrati er det os, der styrer landet. Vi kan ikke – som fortidens konger og ministre – træde tilbage og for långiverne – de udenlandske banker –, er det heller ingen løsning at kappe hovederne af os. Vi hæfter solidarisk, og må selv rydde op i vor rodede økonomi.

I dag låner vi mere end 100.000.000 kroner – om dagen! – til at betale afdrag og rente på vor gæld. Gud fri mig vel, hvor Callone ville have beundret os! Det faktum at det ikke er en lille forædt overklasse, som har soldet pengene op, men selve folket, der har levet over evne og foræret milliarder af lånte kroner til fjerne, fremmede folkeslag, det interesserer ikke vore kreditorer en bønne. De vil se deres moneter igen og samme slags, som de har lånt os: D-mark, dollars og francs. Så det hjælper ikke at speede seddelpressen op. Kun producerede varer er konvertibel valuta.

I et Tv-interview for år tilbage blev professor Anders Ølgaard spurgt, om han kunne vise vej ud af vort økonomiske dilemma. Han svarede med sit glade smil: Javist! Men, folk vil ikke følge den!

Om historien gentager sig? Ja, mon ikke – til vi lærer vor lektie.

C. F.-Hansen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 6 / 15. årgang / 20. februar 1987 

%d bloggers like this: