Arkiv

Posts Tagged ‘Regeringen Anker Jørgensens arbejdsmarkedspolitik’

Klokkerent LO-udspil mod arbejdspladserne

18. september 2012 11 kommentarer

Klokkerent LO-udspil mod arbejdspladserne

Om så jorden slår revner, og himlen falder ned… ja, koste hvad det vil, Thomas Nielsen vil have den totale styring over al kapital i Danmark.

Den halv-avisløse tid bruges til at slå på stortromme for det dødssyge socialdemokratiske luftkastel kaldet ØD/OD. Radioavisen var i påskedagene fyldt med snak om, at nu er der flertal for Aukens og Thomas Nielsens dille om OD/ØD.

Ved nærmere læsning viste det sig, at det der er flertal for, blot er det, der hele tiden har været lovligt og muligt uden at ændre på den bestående lovgivning.

Det drejer sig slet og ret om, hvorvidt borgerne synes, det er godt, at virksomhedernes overskud deles, og det gør man jo i allerhøjeste grad allerede. De fleste steder endda så voldsomt, at der kun er det rene og nøgne underskud tilbage, men underskudsdeling tales der ikke nær så meget om.

Dateret 15. april og bragende rødt udsendtes et særnummer af LO-bladet. På side 2 i bladet bringes et billede af en smilende Thomas Nielsen, og LO-bossen citeres for en udtalelse om, at LO vil sætte hjulene i gang. Hvis det er muligt for LO at sætte hjulene i gang, forudsætter det i hvert fald, at hjulene står stille- og vi kan jo nok være enige om, at der er mange af erhvervslivets hjul, der står stille. Men når nu det er tilfældet ifølge LO, hvorfor vil LO så fortsætte i ledtog med det parti, der har sat hjulene i stå, nemlig Socialdemokratiet.

Hvad rummer LO-bladets særnummer i øvrigt?

Jo, man lancere en eneste stor nedrakning af erhvervslivets ledere, hvilket ”Fremskridt” kan illustrere ved at gengive et af bladets karikatur tegninger. Det er ”Hosby-Huse, det går ud over, og tegningen viser en ”rigtig fæl og ækel arbejdsgiver”, der med cigar i munden og fed mave står og uddeler ”overskud” i form af søm til forhutlede, lasede, duknakkede arbejdere med ”hatten i hånden”.

Ja, så grov er LO – og så tror man, at man kan få virksomhedernes indehavere til at ansætte flere folk, og man tror, at nye tør starte virksomheder, når de ser, hvad de kan vente fra LO`s side.

Sagen er, at de vedholdende trusler om ØD og OD holder tusindvis af virksomhedsindehavere tilbage fra at tage nye initiativer. Hvorfor skal man dog risikere kapital, når eventuel profit blot skal opsuges af og administreres af Thomas Nielsen og hans LAKAJER?

Hvorfor finder danske lønmodtagere sig i, at LO kører denne hetz mod virksomhedsindehavere? Hvad skal denne mistænkeliggørelse af erhvervslivets folk til for, hvis det da ikke er, fordi alle privatejede arbejdspladser efter LO`s program skal lægges øde?

LO har formået at få Instituttet for Statskundskab ved Århus Universitet til at kompromittere sig sammen med meningsmålingsinstituttet AIM. Man har stillet nogle ledende spørgsmål om ØD og OD, og følgelig fået de svar man ønskede, og herudfra er det så, at LO`s gigantiske reklamenummer affyres. Hvis det skulle være ærligt, så skulle man naturligvis have stillet ærlige spørgsmål som f.eks.: 

”Når det nu er således under allerede eksisterende lovgivning, at enhver arbejdstager og arbejdsgiver frit, individuelt eller kollektivt kan aftale overskudsdelingsordninger, er der så grund til at lovgive herom?”

Hvad ville alle have svaret?

At så behøver Folketinget selvfølgelig ikke blande sig mere i den sag;

Hvis man desuden havde spurgt, om det er rimelig, at erhvervsvirksomheder skal dele deres overskud med skatteministeren (Mogens Lykketoft, A, red.) på en måde således, at der efter en deling med skatteministeren ikke er overskud nok til en rimelig konsolidering af virksomhederne, bør skatteministerens part af virksomhedernes overskud så ikke reduceres til fordel for den sikring af danske arbejdspladser, der følger af bedre konsolidering af danske virksomheder, ville alle så ikke logisk have svaret JA? Jo, selvfølgelig.

Man kunne også have spurgt, om det er logisk at trække kapital ud af virksomhederne via kunstige ordninger for derefter at påberåbe sig, at den kapital, man har trukket ud af virksomhederne, skal bruges til at konsolidere med via Thomas Nielsen styrede tilskud? Ja, selvfølgelig ville alle svare, at så ville det være langt mere rationelt blot at lade kapitalerne blive i virksomhederne

Og se, denne belysning afslører jo, at det ikke er virksomhederne Thomas Nielsen og Svend Auken vil styrke, nej, man vil styrke LO`s magt.

Redaktionen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 16 / 9. årgang / 1. maj 1981

Personaleloftet er et falsum

31. marts 2012 3 kommentarer

Hækkerup tilstår: Personaleloftet er et falsum

Postbudenes næstformand, Robert Klestrup, har forholdt Per Hækkerup (A), at personaleloftet rent praktisk medfører, et betydeligt antal overarbejdstimer. Det er almindeligt, at et københavnsk postbud har 150-160 timers arbejde udover sine 179 overenskomstmæssige timer.

– Personaleloftet løser ikke spare problemet, tilstår Hækkerup, hvorpå han lancerer en fantastisk udtalelse om, at personaleloftet er en ganske god præventiv foranstaltning. Hvis loftet ikke var der, siger den begavede økonomiminister, ville man være tilbøjelig til at udvide personalestaben mere end strengt nødvendigt.

Og personaleloftet betyder, at de offentlige institutioner må føre absolutte beviser for, at de har brug for mere personale.

De offentlige institutioner har imidlertid god rutine i at bevise, at de har brug for mere personale og der er ingen tvivl om, at man fortsat gør, hvad man kan for at udvide sine butikker. Administrationsomsætningen forøges desuden i takt med lovgivningsaktiviteten, således at den bureaukratiske maskine stadig er godt kørende.

Når personaleloftets historie engang skal skrives af en humoristisk anlagt historiker, vil man opdage, at personaleloftet er et falsum. Det er nedskæring, der er brug for. Personaleloftet gavner ingenting i sig selv, for man har glemt, at det kun kan virke i forbindelse med et lovgivningsloft.

Neuf

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 7 / 1. årgang / oktober 1973 

Arbejdsløsheden

3. februar 2010 4 kommentarer

Arbejdsløsheden

Efter to års Anker Jørgensen-styre må vi konstatere, at han ikke magter at afskaffe arbejdsløsheden.

Et fortsat Anker Jørgensen-styre betyder øget arbejdsløshed.

Arbejdsløsheden opstod på tre måneder i efteråret 1974. Baggrunden var dels oliekrisens økonomiske omslag, dels at den daværende Hartling-regering (V) sad med hænderne i skødet.

Ved sin tiltræden i februar 1975 erklærede Anker Jørgensen, at det var hans regerings allervigtigste formål at afskaffe arbejdsløsheden igen. Socialdemokraterne kunne simpelthen ikke godtage situationen og ville derfor sætte alt ind på dette punkt frem for noget som helst andet.

Efter to års Anker Jørgensen-styre må vi konstatere, at han ikke evner at nå det af ham selv satte mål. Tværtimod har arbejdsløsheden bidt sig fast, og regeringen (A) må erkende, at en fortsættelse af dens politik snarere vil føre til flere end til færre arbejdsløse.

Der kan absolut ikke søges nogen som helst undskyldning herfor i udenlandske forhold. Ingen nævneværdig modvind ude fra har mødt Danmark i de sidste tre år. At udlandet også har en del arbejdsløse behøver ikke at betyde, at vi skal have folk ubeskæftigede. Danmark er så lille en dråbe. Vi dækker kun godt en tusindedel af verdens befolkning. Ikke flere end der bor i et væld af fremmede storbyer. Arbejdsløshedsproblemet i Danmark angår ca. 300.000 mennesker, som er ubeskæftigede eller fejlbeskæftigede. Intet i udlandet hindrer os i, at sætte dem i gang. der er 2.700 gange så mange købedygtige forbrugere i Vesteuropa, Nordamerika, Japan o.s.v.

Det bestående produktionsapparat skal udnyttes

Danmark har produktionsapparatet stående fra dengang, vi havde overbeskæftigelse for tre år siden. Vi har den uddannede arbejdskraft og er i det hele taget i en fortrinlig position til at frembringe eftertragtede varer.

Det er nødvendigt for os at gå i gang hermed. Det er nemlig den eneste måde, hvorpå vi kan komme ud af vor valutagæld. Vi må producere nogle varer, som kan sælges i udlandet eller udkonkurrere noget af den alt for store import, der i Hækkerups (A) tid mere og mere er blevet en dødsensalvorlig trussel for Danmarks fortsatte selvstændighed.

Det kan ikke nytte noget, at anskue problemet som om det kun drejede sig om de registrerede arbejdsløse. Skal krafttaget med valutabesværlighederne lykkes, skal mange flere over i den egentlige produktion. For eksempel må denne ikke mere tynges af så dyr en offentlig sektor  og så megen gold administration, som erhvervslivet nu må betale for. Derfor vil Fremskridtspartiet i de næste to år nedlægge 4.300 stillinger i det offentlige pr. måned (der vil kun i meget begrænset omfang være tale om afskedigelser, idet afgangen klares ved naturlig afgang og omrokeringer). Men også mange af de arbejdstimer, der nu i erhvervslivet bruges til regnskaber, ATP-opgørelser, cirkulærelæsning, statistikindberetninger o.s.v. forsvinder ved Z-planens gennemførelse og herfra vil titusinder også strømme over til den egentlige produktion.

Over samme to-årsperiode formindskes antallet af universitetsstuderende fra ca. 59.000 til 28.000.

Ca. en fjerdedel af invalidepensionisterne – eller omkring 35.000 – må have en rimelig tilværelse ved, at de kan få arbejde på normale arbejdspladser og dermed ikke mere føle sig som udstødte af samfundet.

Inden for de næste par år skulle der altså helst skaffes arbejde til godt 300.000 mennesker. Fremskridtspartiet erkender imidlertid, at man ikke kan få arbejdsløshedstallet ned under 25.000, men så langt skulle vi også kunne nå i løbet af nogle få måneder og derefter fastholde dette niveau.

Plan for arbejdsløshedens afskaffelse

Hvordan vil vi dog gøre det?

  • På vore finanslovsforslag har vi fundet plads til, at staten kan betale sygelønnen og 5-ugers reglen altså ophæves. Dette vil utvivlsomt medføre, at mange af Danmarks 350.000 erhvervsvirksomheder vil beskæftige én eller to medarbejdere flere.
  • Kapitalvindingsskatten afskaffes straks. Herved vil landbruget med følgevirksomheder kunne nybeskæftige ca. 18.000 og byerhvervene ca. 10.000 mennesker.
  • Arbejdsformidlingen effektiviseres ved, at den overføres til fagforeningerne og andre private. Dette vil få skønsmæssigt 8.000 flere i arbejde.
  • De høje skatter  og den kunstigt lave pris på daginstitutioner har tvunget mange kvinder ud på arbejdsmarkedet. Når forældrene selv får lov til at bestemme og ved skattenedsættelse får råd til at gøre dette effektivt, forventes omkring 30.000 mødre og/eller fædre, at forlade arbejdsmarkedet.
  • Den omstændighed, at erhvervslivet fremover kan påregne indkomkstskattefrihed og afskaffelse af restriktioner bevirker, at de tidligere og nytilkomne danske arbejdsgivere vil investere i titusindvis af nye arbejdspladser.
  • Udenlandske firmaer bliver tilskyndet til at placere deres europæiske filialer i Danmark, når Danmark bliver pionerlandet med afskaffelse af indkomstskat og restriktioner.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Femskridt nr. 3 / 5. årgang / 10. februar 1977

Pas på pamperne!

7. maj 2009 1 kommentar

Pas på pamperne!

Lad os være taknemmelige for fæhovederne. Uden dem kunne vi socialister ikke få succes.

Denne kyniske udtalelse af en snedig socialist dækker godt over de senere års politiske udvikling. Og nu søger man på ny at narre befolkningen. Man kan ikke komme længere ad skatteplyndringens vej, men der er andre metoder.

Indkomstpolitik, reformer, fordelingstaktik og økonomisk demokrati. Bag etiketterne står det faktum, at vi igen skal plukkes.

Økonomisk demokrati” er misundelse i politisk funktion. Røde og halvrøde politikere søger at bilde os ind, at det er lønmodtagerne, der får medbestemmelsesret, når fagforeningspaver dykker ned i lønningsposen og vil bestemme, hvad ugelønnen skal bruges til.

Fremskridtspartiet siger klart fra, når der ud fra socialistisk side lægges op til konfiskation af produktionsmidlerne i løbet af 10-15 år med tilstande som øst for jerntæppet til følge.

De ansatte skal have del i den formuestigning, der i dag ensidigt kommer erhvervslivets ejere til gode, siger man, og det lyder forjættende i manges ører. Selv såkaldte liberale som Venstre, radikale (B) og de kristelige er hoppet på limpinden og har hver deres forslag om ”økonomisk demokrati”.

Disse borgerlige partier leger med ilden, når de forsøger at præke fornuft, medens de er med til at udbrede galskaben.

Vi må med hænder og fødder, oplysning, propaganda og krav om folkeafstemning sætte os imod det ”økonomiske demokratis” økonomiske diktatur.

Det står enhver dansker frit for at bruge sin ugeløn eller sine sparepenge til at købe aktier for og derigennem få indflydelse på ledelse og udbytte. Det har man imidlertid altid opfordret til i fagforeningen eller Socialdemokratiet. Tværtimod, da bryggerierne for nylig inviterede arbejderne til aktietegning på særdeles gunstige vilkår, gik socialisterne voldsomt imod. Man ville godt lave vrøvl på arbejdspladsen, men ikke tage et medansvar.

Aktionærernes stilling er da heller ikke misundelsesværdig. Udbyttet er sparsomt og der bliver kun lidt tilbage, når staten har været der med sin dobbeltbeskatning. Propagandaen mod erhvervslivet er i bund og grund falsk, når man taler om kæmpeudbytte og arbejderudnyttelse og bliver ikke mere sand af socialisternes voksende og pågående agitation.

Med Jern-Anker og L.O.-Thomas i spidsen lancerer socialisterne deres idé om en ”lønmodtagerfond”. Idéen er kynisk. Man søger at lokke lønmodtagerne til at betale uden at kende noget som helst til værdien af det, man betaler for.

Kapitalisterne skal finansiere fonden, hævder man. De skal nemlig gennem en lønskat købe sig ud af deres egne virksomheder. Med bind for øjnene skal erhvervslivet overlade produktionsapparatet til embedsmænd og socialister. En speciel lønmæssig ”merværdiskat” skal gøre erhvervslivet mørt og modent til offentlig overtagelse.

Små virksomheder, der ikke kan klare lønmodtagerfondens afgifter, må naturligvis lukke og overgive sig til de store statsdrevne foretagender.

”Økonomisk demokrati” har intet med retfærdighed at gøre. Det drejer sig simpelthen om magt til at ekspropriere fabrikker og virksomheder uden erstatning. Uanset navne som ”Ø.D.” eller ”lønmodtagerfond” bliver resultatet afskaffelse af den private ejendomsret og indførelse af statskapitalisme og diktatur.

A. Th. Riemann

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 9 / 4. årgang / 6. maj 1976

Ungdomsarbejdsløshed – hvorfor dog?

30. april 2009 12 kommentarer

Ungdomsarbejdsløshed – hvorfor dog?

Selvom understøttelser kan være store, føler den ungdom, der er arbejdsløs sig sat udenfor. De føler, der er noget galt med et samfund, der ikke kan bruge sin ungdom, og det har de ret i. Det er en forfærdelig dom, Socialdemokratiet har fældet over sig selv og sin politik ved at have skabt denne ungdomsarbejdsløshed.

Hvordan er det sket? Det har jo ikke været med vilje, det er ikke noget, Anker Jørgensen har stræbt imod. Han vil sprede hygge, men han er hildet i partiets forældede ide om, at staten skal dirigere alt, og enhver der vil sætte noget i gang skal kontrolleres i alle ender og kanter og have den ene arm bundet på ryggen.

Når jeg tænker på arbejdsløsheden blandt unge, mindes jeg en elskelig kunstmaler, jeg engang kendte. Han hed også Jørgensen og var en charmerende mand med stor følelse både for sin familie og for de undertrykte i samfundet. Han tjente en masse penge og brugte dem også, – han kunne gå ud og sælge et maleri for 5.000 kroner, og straks lavede han en fest, købte dyre kjoler og pels til sin kone og fandt på flotte ting til børnene. De skulle alle have det så godt. Det sårede ham lidt, da han engang overraskede børnene med et legehus til 4.000 kroner, som de ikke engang gad sove i én eneste nat. Nå, så måtte han forære det til naboerne. Børnene skulle naturligvis ikke tvinges til at bruge legehuset. Men det havde jo kun kostet et lille maleri, og han kunne sælge mange flere, og der kom nye fester og nyt indbo, skønt det gamle kun var et år gammelt, men han kunne ikke lide farverne mere. Og der kom flere af de berømte fester, hvor vin og øl flød, og Jørgensen drak sin faste skål: Skål! Vi har det vel nok godt i det lille Danmark!

Vinteren var ikke rigtig noget for Jørgensen, men så tog han til Sydfrankrig med hele familien og logerede sig ind på gode hoteller og nød solen og den franske mad, og blot på en formiddag kunne han jo male et billede, som betalte for en uges ophold.

Men pludselig kunne han ikke sælge malerier mere. Ligesom med danske møbler i Amerika – der havde været på mode i et par år -, var Jørgensens malerier ikke mere det, som kunderne i udlandet var interesseret i. Det havde jo aldrig været nødvendigt at spare op. – Vi ligger lunt i svinget her i familien, plejede Jørgensen at sige, – ikke at han så ned på andre, som tjente meget mindre og alligevel sparede op – som de tyrkiske fremmedarbejdere, han så sidde på cafeen, hvor han fik sig en whisky engang imellem. Han kunne godt finde på at give øl til dem alle sammen og trække sin overfrakke til 1.200 kroner af og give den til en forfrossen tyrk, selvom frakken endnu ikke var betalt. Jo, han var et godt menneske ham Jørgensen.

Men nu stod han der. Og børnene – der nu var store og skulle have en uddannelse – dem havde Jørgensen jo lært at penge – det skidt -, det er jo bare noget, man har, når man er en Jørgensen, som alt lykkes for! Nu var det slut! Af hele den gyldne strøm – der var gået gennem Jørgensens hænder -, var der ikke noget tilbage!

Han havde simpelthen soldet sine børns fremtid op.

Ikke underligt at børnene er bitre på Jørgensen.

Observer

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 22 / 5. årgang / 19. december 1977

Meningsløse ofre

7. april 2009 2 kommentarer

Meningsløse ofre

Deltagerne i dette års augustforlig bør allerede nu afsende postkort til venner og bekendte med ønsket om en glædelig jul, såfremt de da ikke er i besiddelse af en mere end almindeligt veludviklet sans for galgenhumor.

Thi fra augustforlig nr. 2 til december d.å. vil reallønnen nemlig – efter alle eksperters bedømmelse – falde omkring 6 procent, så den søde juletid vil få en kraftig smag af bittermandel i den nationale risengrød og vil således – ud fra materielle betragtninger – blive alt andet end sød og glædelig.

Tilsyneladende regner den socialdemokratiske julemand Jørgensen og hans tre veltjente vatnisser – Hartling (V), Helveg (B) og Schlüter (C) – dog med, at den almindelige offervilje omkring denne højtid kan få befolkningen til at sluge bittermandler uden at kny. I så fald vil de – når julefreden toner bort – brat blive revet ud af denne vildfarelse. Folk og vælgere i almindelighed er ikke dumme, så når det til fulde går op for dem, at deres penge slet ikke er gået til et godt formål, men at arbejdsløsheden, underskuddet og gælden tværtimod er steget – ja, så vil de gøre oprør og kræve lønforhøjelser som kompensation for deres meningsløse ofre.

Til den tid – om ikke før – vil augustforliget revne med et brag, og alle vil klandre hinanden, men aldrig sig selv for det dårlige resultat og ende med i skøn samdrægtighed at skyde skylden på de udefra kommende vanskeligheder.

Men det er ikke verdenskonjunkturerne, der er skyld i vort høje omkostningsniveau med deraf følgende forringet konkurrenceevne, betalingsbalanceunderskud, arbejdsløshed og reallønsnedgang, og de bærer heller ikke skylden for vor store udenlandsgæld.

Skylden bæres af de tre vatnisser, – der sammen og hver for sig – gennem tyve år har tilladt Socialdemokratiet at lægge sin klamme hånd på en stigende del – nu over halvdelen – af nationalindkomsten.

Derfor er det egentligt rystende ligegyldigt, hvad de finder på i den netop påbegyndte folketingssamling – et nyt kriseforlig eller et rask lille valg, så længe de ikke forstår, at der kun er én – gentager én – løsning på samtlige problemer nemlig OFFENTLIG SPARSOMMELIGHED med deraf følgende skattelettelser, med deraf følgende reallønsfremgang uden omkostningsforøgelser etc. etc.

Det er en såre enkel løsning, men ingen papløsning af den grund.

Sandheden er som bekendt altid enkel og altid ilde hørt.

Redaktionen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 17 / 5. årgang / 10. oktober 1977

Forliget løser ikke landets krise

19. januar 2009 Skriv en kommentar

Forliget løser ikke landets krise

 

Forligspartiernes hensigtserklæring er en samling løse ender, der ikke binder partierne.

 

Landets flere end 100.000 arbejdsløse skal ikke regne med at komme i arbejde foreløbigt. Det danske erhvervsliv skal heller ikke forvente, at dets omkostningsniveau stabiliseres. Det politiske forlig mellem regeringen (Socialdemokratiet, red.), Venstre, Centrum Demokraterne (D), radikale (B) og Kristeligt Folkeparti løser ikke arbejdsløshedssituationen, hverken på kort eller på langt sigt.

Fremskridtspartiet står i dag som landets førende oppositionsparti efter at Venstre har valgt side og i stedet for en ikke-socialistisk løsning, som der er flertal for i Folketinget, har valgt den socialdemokratiske udgiftspolitik.

 

Forligspartiernes hensigtserklæring er en samling løse ender, der ikke på nogen måde binder forligspartierne til at gennemføre varige løsninger. Tværtimod vil befolkningen til vinter atter opleve panikagtige natteforhandlinger på Christiansborg i et nyt forsøg på at løse landets krise.

Landets to største organisationsdominerende partier forsøger endnu en gang at indbilde befolkningen, at der kan drysses fem milliarder kr. ud, – uden samtidig at fortælle, at skatteyderne i sidste ende skal betale gildet.

 

Forligspartiernes løsning styrker ikke eksporterhvervene, de vil alvorligt forværre Danmarks betalingsbalance, vil øge importen, skabe rekordunderskud og vil kun skaffe få tusinder i midlertidigt arbejde. Forligspartierne har ikke gennemført den nødvendige politik: Stabilisere erhvervslivets omkostningsniveau og afskaffe arbejdsløsheden.

 

Fremskridtspartiet vil som landets førende oppositionsparti leve op til det ansvar, forligspartierne har svigtet.

 

Hovedhjørnestenen i forliget er en midlertidig momsnedsættelse. Denne vil katastrofalt forværre Danmarks betalingsbalance. Sammenlagt med de øvrige forligsforslag vil det betyde, at et finansunderskud i år og næste på et tocifret milliardbeløb. I stedet for en momsnedsættelse har Fremskridtspartiet foreslået en forhøjelse af den skattefri bundgrænse fra 1. oktober til 21.000 kr. Dette vil give gennemsnitsdanskeren ca. 400 kr. mere i lønningsposen om måneden. Samfundsøkonomisk vil det øge forbrugsproduktionen og derved afskaffe arbejdsløsheden – uden en momsnedsættelses uheldige følger. Samtidig vil det tilskynde tusindvis af arbejdsløse til at skaffe sig et arbejde. En lettelse af skattetrykket vil samtidig stabilisere erhvervslivets omkostningsniveau, uden hvilke det danske erhvervsliv ikke kan konkurrere med udlandet. Det er ikke statslige millioner, dansk erhvervsliv har brug for, men et lavere omkostningsniveau.

 

Fremskridtspartiet

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 15 / 3. årgang / september 1975

%d bloggers like this: