Arkiv

Posts Tagged ‘penge’

Boganmeldelse – Om å bruke andres penge

21. juni 2012 60 kommentarer

Boganmeldelse: Om å bruke andres penge

Juraprofessoren Fridtjof Frank Gundersen stiller op i tilslutning til Fremskridtspartiet ved stortingsvalget i næste måned. Han har netop udsendt artikelsamlingen: Om å bruke andres penge. En innføring i norsk parasittiøkonomi.

Her skildrer han bl.a. den norske problemstilling således: ”Jeg ser det som min vigtigste opgave at forsvare den enkelte skatteborger og forbruger mod det øgede magtmisbrug for organisationer i nærings- og arbejdsliv, den offentlige forvaltning og erhvervspolitikere med fælles næringsinteresser på tværs af partigrænserne. Et vigtigt led i denne kamp er at afsløre organisationernes og politikernes argumentation, når denne tager form af propaganda, som tager sigte på at føre vælgerne bag lyset.

Da kommer man ikke udenom at afsløre Højre, når partiet i Stortingsperioden ikke markere klare alternativer til Arbejderpartiets politik. Men så snart valgene nærmer sig, sætter Højre i gang med en voldsom ordduel med Arbejderpartiet. De to partier forsøger – ved hjælp af en enorm mere eller mindre partibunden presse og mangfoldige millioner kroner i statsstøtte og kollektive bidrag – at dele vælgerne i to grupper.

Ved dette valg skal illusionen personificeres ved at stille Kåre op mod Gro. Arbejderpartiet og Højre har faktisk fælles interesser af at have hverandre at skræmme vælgerne med. Højre er lige så afhængige af Arbejderpartiet som Arbejderpartiet af Højre. På samme måde som LO ville være meningsløs uden at have N.A.F. at kæmpe mod. Jeg ser det som en opgave at afsløre de velorganiserede forsøg på at markedsføre kunstige modsætninger i norsk politik.

Hulheden viser sig bedst, når vi ser, at Højre i praktisk politik ikke seriøst og konkret går ind for at reducere de offentlige udgifter.

Skal Norge reddes uden ren statskapitalisme, må vi støtte et parti, som har mod til at afstå fra at forsøge at købe sig stemmer på skatteborgernes bekostning, og som i stedet søger at skaffe sig vælgere ved at foreslå betydelige nedskæringer i offentligt forbrug og indtægtsoverførsler. Fremskrittspartiet er ikke ligesom Højre indvævet i en masse bånd og forpligtelser til de mægtige organisationer i norsk nærings- og arbejdsliv. Partiet har den uafhængige basis, som er nødvendig for at fremlægge et alternativ til forvaltningsstaten. De, som i det store og hele er enige i de grundtanker bør se det som en vigtig politisk opgave at sikre, at Fremskrittspartiets tanker bliver repræsenteret på Stortinget. Hvis ikke, vil vi komme til at opleve en stærkt amputeret politisk debat fremover. Højre vil i en sådan situation, uden at frygte stemmetab, kunne bevæge sig endda længere i retning af samarbejdspartierne, når det gælder foreksempel landbrugs-, fiskeri- og kommunalpolitik. De vil ikke risikere nogen kritik fra Stortingets talerstol. Og Fremskrittspartiet er jo praktisk talt uden presse”.

Hele bogen er på godt 200 sider og kan erhverves for 50 danske kroner hos forfatteren på adressen:

xxxxxxxxxxxxx

xxxxxxxxxxxxx

xxxxxxxxxxxxx

Forholdene er så ligeartede i Norge og Danmark, at Gundersens kan gennemarbejdes som en lærebog også i dansk Fremskridtspolitik – og udgøre en fortrinlig inspirator ved læserbrevsskrivning.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 30 / 9. årgang / 4. september 1981

Reklamer

Tiden arbejder for Fremskridtspartiet

1. maj 2012 4 kommentarer

Tiden arbejder for Fremskridtspartiet

Uretten kan ikke bære et nederlag! Og det er uretten, der præger det danske folketing.

Vi må kende vores besøgelsestid, for tiden er med os. Og kun hvis vi svigter ideologien og de sunde tanker, Fremskridtspartiet er bygget op på, vil vælgerne svigte os. Og derfor skal vi stå fast.

Kompromis – mellemting er ”noget bras” – for at benytte et statsministerudtryk (Poul Schlüter, C, red.). Vi skal ikke være kompromissøgende – tværtimod –, for det vil være farligt ikke mindst på det økonomiske område. Vi vil – ved for en hver pris at søge kompromis – kompromittere os, og denne kompromispolitik vil igen ende i alles kamp mod alle – netop den situation Danmark befinder sig i.

Samfundsøkonomisk skal fanen holdes højt. Vi har alt for længe hørt på Keynes og Gallbraiths letsindige principper. Følgen er blevet gældsætning og økonomisk morads for både de enkelte og fællesskabet.

Den økonomiske frihed – liberalismen – må frigøre sig, fra det socialistiske vildnis vi er langt inde i.

Rundt omkring os præger nye principper – fremført af den internationale finansekspert Lafall – udviklingen og fremgangen. Se blot på Japan, USA og England! Dem må vi lære af.

Principperne er:

  • Skatterne fjernes eller holdes på et lavt niveau. Virksomhederne og de enkelte mennesker får lov til at beholde indtjening og overskud.
  • Pengene vil efter god forretningsskik blive investeret i nye arbejdspladser, der sætter yderligere gang i erhvervslivet, produktudviklingen og eksporten.
  • Det vil overalt tjenes sunde penge, – penge der ligger en produktion og værdiskabelse bagved. Og der vil blive et sundt forbrug på baggrund af velstand i stedet for et forbrug, der modsvarers af oppustede, fiktive værdier og gældsættelse af befolkningen og samfundet.

Hvis ikke vi finder ud af det, forarmes landet, og vi ender i økonomisk trældom og politisk forvirring.

A. Th. Riemann

PS. Læs Guy Sormans nye bog ”Den liberale løsning”.

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 1 / 15. årgang / 16. januar 1987

Handling nu – ellers ser det skidt ud for dansk økonomi

19. januar 2012 5 kommentarer

Handling nu – ellers ser det skidt ud for dansk økonomi 

– Den nuværende regering (A, B og Centrum Demokraterne (D), red.) er ved at gøre tidligere regeringers kunststykke efter, hvad angår dansk økonomi. Den økonomiske tendens er kraftigt for nedadgående, og hvis ikke regeringen sadler om og begynder at føre en stram og fornuftig økonomisk politik, så går det galt.

Det siger Fremskridtspartiets finansordfører, Kim Behnke, som reaktion på udtalelser fra finansminister Mogens Lykketoft (A) om, at regeringen ikke har tænkt sig at stramme det finanspolitiske greb, hvis den økonomiske vækstpause trækker ud.

– At finansministeren har tænkt sig at føre en lempet finanspolitik betyder reelt, at den alt for store offentlige administration må reduceres markant, og så må der for alvor gøres noget ved statens gæld, der alene i år vil vokse med omkring 30 milliarder kroner.

Det nytter ikke, at regeringen bare sidder med hænderne i skødet uden at gøre noget. Vi har i forbindelse med finansloven for 1996 fremlagt en række forslag, der vil gavne det private erhvervsliv betragteligt og sætte en stopper for ekspansionen i den offentlige sektor.

Problemet er, at regeringen slet ikke har formået at sætte ægte gang i de økonomiske hjul. I stedet har man pålagt erhvervslivet den ene grønne afgift efter den anden og øget de offentlige udgifter til skade for dansk eksport. Når finansministeren ikke har tænkt sig at gennemføre nogen finanspolitiske stramning i år, hvis den nuværende vækstpause fortsætter, så viser det blot, at regeringen helt har mistet grebet om dansk økonomi.

Regeringen udviser med andre ord en bekymrende mangel på mod til at foretage de nødvendige ændringer, der skal til for at forbedre Danmarks økonomi.

Regeringen er nødt til at lempe vilkårene for det private erhvervsliv og stoppe de huller, hvorfra statens penge fosser ud.

Hvis det ikke sker, så vil underskuddet igen stige voldsomt, når arbejdsløshed og mismod breder sig i kølvandet på vækstpausen, slutter Kim Behnke.

Kim Behnke

Pressemeddelelse 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 2 / 24. årgang / februar 1996

Udlicitering skal højne den kommunale service

22. december 2011 4 kommentarer

Udlicitering skal højne den kommunale service 

– Finansministerens (Mogens Lykketoft, A, red.) budgetredegørelse er et glimrende bevis på, at højere skatter og øget offentlig aktivitet ikke er ensbetydende med bedre service over for borgerne. Det mål nås kun gennem udlicitering og privatisering. Det siger Fremskridtspartiets finanspolitiske ordfører, Kim Behnke, i en kommentar.

De politikere, der har benyttet enhver lejlighed til at hæve skatterne for at få bedre kommunal service har med redegørelsen fået en på hatten. Det må nu stå klart for enhver, at det er den forkerte vej at gå.

Befolkningen har krav på mere og bedre kvalitet for færre penge, og al erfaring taler for, at mange opgaver løses bedst og billigst af private. Derfor vil udlicitering også blive et af hovedtemaerne i den kommende kommunalvalgkamp, slutter Kim Behnke.

Kim Behnke

Pressemeddelelse

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 6 / 25. årgang  / juni 1997

At låne er at leve

13. april 2011 14 kommentarer

At låne er at leve

Der var en gang en konge, der hed Ludvig den 16. Ved sin tronbestigelse i 1774 erfarede han, at landet – Frankrig – var en økonomisk ruin. Stor sparsommelighed var eneste redning. I de dage – bør man vide –, var kongen det, som Folketinget er idag. Heller ikke dengang havde folket et klap at skulle have sagt. Preben Wilhjelm (VS) skrev nylig i en kronik, at ”folkets meninger naturligvis ikke skal påvirke lovgivningen” –, eller skrev han stemninger?

Nå – hip som hap – hvem kan skelne? I hvert fald var det en replik, som Ludvig ville have elsket. Nuvel – og hvad gjorde kongen så ved synet af den tomme statskasse? Han jamrede. Sparsommelighed var for ham et ukendt begreb. Folket var så ludfattigt, at der ikke var noget at hente der bortset fra et svin eller en høne nu og da, når skatteopkræverne var heldige. Adelens og kirkens folk var skattefri, – de støttede kongen og mente, at det kunne være nok. Gode råd var en mangelvare, men hoffolkene hjalp ham. Så dukkede der en mægtig smart fyr op – Charles Alexander de Callone –,,der var kendt for sine mange gode idéer. Han havde et valgsprog, som også mange af vore politikere ville nikke genkende til. Han sagde: ”Vil man låne, må man føre sig frem med flothed, så ingen er i tvivl om, at man har magt over tingene!”. Det virkede fint – også dengang. Så han blev finansminister.

På kun 3 år lånte han 800 millioner francs til sin herre og mester. En sum som der er svær at omsætte til nutidspenge, men det var en hulens masse. Kongen var begejstret. Til sin dronning – Marie Antoinette – købte han lystslottet St. Cloud for 8 millioner og til sig selv et andet – Ramboillet – for 16 millioner. Videre overlod en falleret hertug ham en række mindre godser for 12 millioner. Det var herlige tider. Hoffet, adelen og kirkefyrsterne havde aldrig kendt dem bedre. Se hvor vidunderligt vi har det, sagde de til hinanden – lyt til vor skønne musik, læs de nye forfattere Descartes og Pascal. Intet land kan måle sig med vort, hvad angår kultur og levemåde. Det går forrygende godt! Strålende fester, maskeballer og jagtselskaber afløste hinanden og overalt hvor Callone færdedes, hørte han behagelige ord og så smilende ansigter. Han var sandelig dagens mand.  Når store lån forfaldt, arrangerede han enestående middage for de europæiske finansfolk. Han gav flotte gaver til deres hustruer og elskerinder og fik nye lån til at dække de gamle – plus lidt ekstra til at gøre godt med ved hoffet.

Callone vidste godt, at situationen var uholdbar, og sagde det også til kongen, men han var bedøvende ligeglad og havde arvet en talemåde fra sin far. “Efter os kommer syndfloden”, sagde han og tilføjede -, “men det haster jo ikke”! Det lo man meget af ved hoffet i de dage.

Callone smilte også, men lidt anstrengt, og han grublede. Jo mere han gjorde det, blev han klar over, at den eneste redning ville være at opkræve skatter hos de privilegerede stænder. Han tænkte, at når de så de barske kendsgerninger i øjnene, ville de falde til føje. Og så indkaldtes statsrådet. Callone meddelte forsamlingen, at gælden nu var på 125 millioner livres. En livre var dengang en guldmønt med meget høj værdi – noget i retning af en normalborgeres årsindtægt. Han sagde, at det var bydende nødvendigt at ophæve privilegierene og svare skat. Folket var så udpint, at man end ikke havde brød at sætte på bordet, hvis man havde et bord. Det var ved den lejlighed, – siges det –, at Marie Antoinette lo en perlende latter og mente, at så kunne folket jo bare spise kager. Hendes sociale forståelse var virkelig ikke noget at skrive hjem til Mor Maria Theresia i Wien om. Men Callone havde forregnet sig. Forsamlingen afviste pure at betale skat, og så fyrede kongen ham. Det var i 1787.

To år senere kom revolutionen, hvor kongen, dronningen og en masse andre blev et hoved kortere. Callone havde i mellemtiden skaffet sig et job i udlandet som konsulent for et stort handelshus.

Nuvel. Kan vi så 200 år senere lære noget af denne historie? Det burde vi kunne. I et demokrati er det os, der styrer landet. Vi kan ikke – som fortidens konger og ministre – træde tilbage og for långiverne – de udenlandske banker –, er det heller ingen løsning at kappe hovederne af os. Vi hæfter solidarisk, og må selv rydde op i vor rodede økonomi.

I dag låner vi mere end 100.000.000 kroner – om dagen! – til at betale afdrag og rente på vor gæld. Gud fri mig vel, hvor Callone ville have beundret os! Det faktum at det ikke er en lille forædt overklasse, som har soldet pengene op, men selve folket, der har levet over evne og foræret milliarder af lånte kroner til fjerne, fremmede folkeslag, det interesserer ikke vore kreditorer en bønne. De vil se deres moneter igen og samme slags, som de har lånt os: D-mark, dollars og francs. Så det hjælper ikke at speede seddelpressen op. Kun producerede varer er konvertibel valuta.

I et Tv-interview for år tilbage blev professor Anders Ølgaard spurgt, om han kunne vise vej ud af vort økonomiske dilemma. Han svarede med sit glade smil: Javist! Men, folk vil ikke følge den!

Om historien gentager sig? Ja, mon ikke – til vi lærer vor lektie.

C. F.-Hansen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 6 / 15. årgang / 20. februar 1987 

Penge lugter ikke

3. december 2008 15 kommentarer

Penge lugter ikke


Lad de rige betale! (Man appellerer aldrig forgæves til misundelsen).


”I gamle dage var den første fordring, man stillede til en regering, at den skulle skaffe folket billigt brød. Nu anses det for den fineste statsmandskunst at fordyre det så meget som muligt. Mange politikere er endt på en lygtepæl for mindre end det, der nu kræves for at blive folketingsmedlem eller minister”.


Myndighederne har altid vist stor fantasi, når det gælder om at finde nye veje for at fylde statskassen. I den forbindelse bør man lægge mærke til, at ordet skat ofte bliver erstattet med andre betegnelser såsom afgift, gebyr eller bidrag.


Da den romerske kejser Vespian ved vor tidsregning begyndelse trængte til flere penge for at bygge nye pragtbygninger i Rom, fandt han på en hidtil ukendt afgift. Han lagde skat på toiletterne. Da dette påfund blev kritiseret, svarede han med de berømte ord: “Penge lugter ikke”.


I Danmark siger man, at vi skal arbejde os ud af samfundsproblemerne, og samtidig brandbeskatter man arbejdet og beslaglægger gennem skatter, moms og afgifter op mod 90 procent af folkets indtægter.


Den måske mest berømte – eller berygtede – skat er “den første nats ret” eller “brudeskat”. Når en af godsejerens undersåtter giftede sig, havde godsejeren krav på en afgift. Denne afgift kunne erlægges i naturalier, d.v.s. bruden måtte tilbringe bryllupsnatten sammen med godsejeren i stedet for brudgommen.


Uægte penge

Thomas Gresham (1500-tallet), som senere blev adlet, begyndte sin karrierer som købmand i London. Han var en idérig og flittig købmand og blev grundlægger af børsen i London.


Dronning Elisabeth – der som alle andre monarker havde vanskeligheder med at få penge i statskassen – gjorde sir Thomas til sin finansrådgiver, og han svigtede hende ikke. Han havde endnu en god idé.


Indtil da havde mønterne været deres vægt værd i guld eller sølv. Nu fandt den smarte Gresham på at erstatte de ægte guld- og sølvmønter med legeringer af mindre ædle metaller. De nye mønter fyldte godt i Elisabeths kasser.


Men resultatet blev i den sidste ende, at “godtfolk” lagde de ægte mønter på kistebunden, medens kun de uægte cirkulerede. Dette befordrede den økonomiske naturlov, at “dårlige penge fordriver de gode penge” med alle de slette følger dette får.


I Rusland fandt zar Peter den Store (1700-tallet) på noget andet for at fylde rigets skattekister. Han var kendt for sin positive holdning overfor alt, der kom vestfra og han søgte at fremme Vestens påvirkning i sit isolerede og primitive rige. Da den vestlige mode påbød skægløshed, indførte Peter derfor den såkaldte “skægskat” for at få de mandlige undersåtter til at rage skægget af. Dette førte –  sammen med andre urimeligheder – til oprør og stridigheder.


Preusserkongen Frederik den 2., også kaldet Frederik den Store, der levede for ca. 200 år siden, havde flere hundrede “kaffesnusere” i sin tjeneste. Det var oftest pensionerede militærfolk, hvis opgave var at lugte sig frem til ulovlig indført kaffe, d.v.s. kaffe, der ikke var betalt skat af. Preusseren havde dengang en meget høj afgift på kaffe.


Skat på vinduer og døre

Det var naturligvis langt lettere at kontrollere, hvor mange døre og vinduer folk havde i deres huse, og det benyttede man sig af i Frankrig.


Husejerne blev simpelthen skattepligtige efter hvor mange døre og vinduer, man havde ud mod gaden. Den dag i dag undrer man sig som turist over de mange ældre huse i Frankrig – særligt på landet -, der ser så tillukkede ud, men her har man altså forklaringen. Noget lignende havde man i England, hvor “vinduesskatten” først blev ophævet i 1851.


I Holland findes der – hvilket danske turister ikke kan have undgået at lægge mærke til – mange utroligt smalle huse. Også dette har sin forklaring i skatten. Det var facadebredden, der kostede skattepenge. Man kunne bygge husene, lige så højt man ville, og så dybt som det passede en, men hver centimeter mod gaden eller vejen kostede dyre skatter. Den tåbelige skattepolitik lyser os i møde i hver eneste hollandske by.


Her i Danmark er skatters følger også blevet synlige og vil helt sikkert afspejle sig i historien.


Skattens fordyrelse af biler og benzin afslører sig i de trafikfarlige “bilvrag”, der kører på vejene. Og i selve landskabet er historiske slotte og herregårde ruinprægede på grund af ejendoms- og formueskatternes plyndring.


Utålelige afgifter

Forretningslukninger i det sydlige Jylland og massetransporter af danskere til nordtyske forretningscentre symboliserer utålelige vareafgifter.


Også den store “kursusindustri” givet et tidsbillede af skatteflåningen. Kroer og hoteller i hobetal laves til konferencecentre. Det skattefrie ophold giver en behagelig skattefri ferie for “kursisten” og skæpper hos hotelejerne.


Jo, de gamle franske, hollandske og engelske byer og bygninger fortæller skattehistorie, mens Danmark bærer præg af de nye tiders grådige skatter, der årtier fremover vil give et billede af “skatte-Pouls´” (Poul Schlüter, C, red.) politik.


Skatterne sløver i arbejdstiden, men giver til gengæld travlhed i fritiden, hvor indtjente penge har 3-dobbelt værdi og sætter en ekstra skattefri “kage” på bordet eller øger charterferiens charme.


Også den enkelte familie præges af “skatte-boom´et”. Skattetænkning og skatteunddragelse er blevet et led i børne- og ungdomsopdragelsen. Det er simpelthen en nødvendig nødværge, hvis man vil overleve under rimelige forhold.


Firkløveret” (V, C, CD og KrF, red.) har sat sig et historisk monument, mens Danmark bliver fattigere og fattigere og befolkningen “småkriminelle”.

A. Th. Riemann

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 36 / 17. årgang  / 3. november 1989

Dyre herrer leder landet

22. august 2008 10 kommentarer

Dyre herrer leder landet


Statsministeren og udenrigsministeren er et par dyre herrer. I en sand kappestrid om – for lånte penge – at købe sympati i udlandet og samtidig indynde sig hos hjemlige socialister smider de sådan rundt med millionerne, at det nærmest må betegnes som uforskammet.


Heldigvis lykkedes det dog at få bremset Uffe Ellemanns (V) planer om at oprette en dyr ambassade nede hos Gadaffi i Libyen, men knap var dette afgjort, før Poul Schlüter (C) følte, at nu var det hans tur. Via Folketingets finansudvalg – hvor Fremskridtspartiets medlem var det eneste, der stemte imod -, blev der nu i den sædvanlige uskønne forening af såkaldte borgerlige partier og socialisterne besluttet at efterkomme statsministerens ønske om 250 mil. kr., som Schlüter så forfærdelig gerne ville have med i lommen, når han nu skulle til Egypten for at se antikke monumenter, pyramiderne og selvfølgelig trykke præsident Mubarak i hænderne.


Dermed har Danmark i løbet af de senere år – alene til Egypten – ydet over 950 mil.. kr. Man behøver tilsyneladende ikke rejse til Egypten for at få sand i øjnene.

Helge Dohrmann

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 7 / 17. årgang  / 24. februar 1989

%d bloggers like this: