Arkiv

Posts Tagged ‘omsætning’

Frit samfund med uafhængigt TV

9. august 2012 11 kommentarer

Frit samfund med uafhængigt TV

Jersey er et selvstændigt velhaversamfund. Minimale skatter og toldfrie goder. Sådan skaber befolkningen sig gratis TV. Flere programmer for en brøkdel af udgifter. 

Da Elisabeth den anden, dronning af England, i sommer besøgte sine kære undersåtter på øen Jersey, mindedes hun med afsky et årstal, kendt af alle danske skolebørn: 1066. Det var året, da Wilhelm Erobreren, Vikingehøvding og hertug af Normandiet, indtog England hjulpet af blandt andre tapre Jerseyfolk, der siden ynder at omtale England og Skotland som ”vore nordlige besiddelser”.

138 år senere skiltes Storbritannien og Nordmandiet for evigt, men Jersey og de øvrige kanaløer holdt sig til England, men sikrede sig ubrydeligt selvstyre under kongefællesskab.

Der ligger Jersey så ved Frankrigs kyst, begunstiget af Golfstrømmen, palmekranset, en uafhængig atlanterhavsø med stolte traditioner.

45 kvadratmiles, 75.000 indbyggere, hvoraf 6.000 franske. Engelsksprogede, med fransk oversættelse i alle officielle dokumenter.

Højeste beskatning 22 %

Med 11-13 meters forskel på tidevandsstanden er det evigt usikkert, om bølgerne sprøjter op på hotelvinduerne, eller man skal spadsere en kilometer ud for at finde vandet. Ellers er alting sikkert og solidt i staten Jersey. Indkomstskatten er en såre beskeden udgift for almindelige mennesker og kan end ikke for millionærer stige til mere end 22 % af skattepligtig indtægt. Moms har man aldrig hørt om. Told og afgifter er beskedne. Spiritus, tobak og parfume er toldfrit. Omsætningen enorm. Kunstigt nok – for der skal jo også findes særheder – er vin beskattet, så det koster det samme som i London. Selv en mousserende pærevin er der told på. En god whisky koster 24 danske kroner. Cigaretter 12-25 øre. Arveafgifter og grundskatter kendes ikke. Arbejdsløshed findes ikke. Lønniveauet er rimeligt takket være den minimale indkomstskat.

Offentlige hverv ulønnede

Jersey regeres af ”The assembly of the States” med 54 folkevalgte medlemmer (der er ingen partier) og the Bailiff som præsident, udnævnt af dronningen. Medlemmerne er ulønnede. Det er det lokale politi også – en slags sognefogedordning – som fungerer godt. Kun hovedgaden – Statsborgerskab. Heliger – har et lille korps af flinke og venlige Bobbyer. Forbrydelser er få og sjældne.

Naturligvis sværmer millionærerne om Jersey, men de får ikke uden videre adgang. Først må de garantere en indtægt på ½ million om året og opfylde en række andre betingelser. Knapheden på byggemoden jord lægger også grænser for tilstrømningen. Fremmedarbejdere er derimod altid velkomne.

Levefoden stiger stadig. Man malker turister og lokker dem til indkøbsorgier, selv om alt ikke er lige billigt. Man malker også de fede Jerseykøer og sælger prægtige frimærker. Men først og fremmest er det kapitalmarkedet, der vejer til, skønt man her har restriktioner mod storfinansielle interesser.

På denne baggrund af uafhængighed, frihed for offentlig udbytning af et land, hvor man beholder udbyttet af sin indsats, og føler sig som et frit menneske uden stress, finder vi et lilleputsamfund, der nærmer sig det ideelle.

Gratis TV til 42.000 hjem

Jersey har eget pengesystem, der følger pundet, men i øvrigt er uafhængigt af britiske finanser, eget postvæsen, der giver kæmpe overskud, eget flyvevæsen, der løber smukt rundt.

Imponerende er også Jerseys eget TV. Kanaløerne skabte i 1962 deres eget kommercielle Televisionsselskab, der i nært samarbejde med det engelske sender 12 timer i døgnet foruden undervisning heraf 4-5 timer med lokalt stof. Øens egne indbyggere købte aktier for 150.000 pund, hvoraf den lokale avis tegnede sig for 30 % og Guernsey-avisen for 20 %.

Men, siger generaldirektør Kenneth Killip i Statsborgerskab Helier, vi betaler kun 15 % i udbytte, hvad der naturligvis er for lidt i forhold til 1962-kapitalværdien. Vi driver imidlertid også andre forretninger. f.eks. udlån af Tv-apparater og reklamevirksomhed, så vi håber at nå et bedre regnskabsresultat. Vi køber programmer i London for ca. 40.000 pund årligt, men det er i virkeligheden kun en fjerdedel af den egentlige kostpris. Vi har 340 aktionærer og 64 ansatte i alt til samtlige aktiviteter. Det er en meget flittig og interesseret stab, vi arbejder med.

Reklamer, der ikke bryder ind i programmerne, omfatter seks minutter for hver sendetime. 42.000 hjem modtager vort program, der aflyttes tæt. BBC kan også modtages på øerne, men ses kun af nogle få procent.

Gratis for seerne

Udsendelserne koster ikke kanaløernes seere en øre. Alt finansieres kommercielt. En sammenligning med dansk TV er vanskelig, fordi vi her kører tre radioprogrammer, medens man ikke på Channal Islands har egen radio. Skønsmæssigt er de samlede Jerseyudgifter imidlertid kun en ethundredeoghalvtredsindstyvendedel af de tilsvarende danske Tv-udgifter, og arbejdet udføres af et antal mennesker, der er tredive gange mindre. Bortset fra at vi i Danmark også har en provinstjeneste, er det i øvrigt uden betydning, om man sender til en million seere eller til 42.000.  Til gengæld sender Jersey langt flere Tv-timer end Danmark.

M. Jørgensen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 13 / 6. årgang / 28. august 1978 

Bliver folk skræmt, køber de jord op

18. juni 2012 1 kommentar

Bliver folk skræmt, køber de jord op

Og den nuværende økonomi gør befolkningen utryg – og derfor jordspekulationen, siger Mogens Glistrup. 

På et spørgsmål fra en vælger om hvad man kan gøre mod især jordprisstigningerne, har jeg svaret følgende:

Desværre er det ikke korrekt, at man kan løse de samfundsøkonomiske problemer ved at flytte midlerne fra passive investeringer i papirer og jord til produktive investeringer i arbejdspladser.

Hver gang der er en, som investerer sine opsparede midler i jord eller værdipapirer, er der jo en anden, som sælger jorden eller værdipapirerne, og sælgeren skal derefter til at anbringe sine penge et eller andet sted. Enten fra ham eller fra et senere omsætningsled havner midlerne i aktive arbejdspladser eller i forbrug, som skaber arbejde.

Derimod er det da rigtigt, at den nuværende økonomiske politik skaber en sådan utryghed hos befolkningen, at man lader sine penge søge over i faste værdier som jord. Det indebærer en væsentlig ekstra prisstigning på jorden. Med andre ord: Køberen kommer til at betale mere, end han ellers skulle, og sælgeren får mere ud af det. For samfundsøkonomien som sådan spiller dette ikke nogen rolle, men fordelingsmæssigt indebærer det virkninger, som man finder utiltalende.

Der kan ikke rådes bod herpå ved at anvende øgede skatter. En værdistigningsafgift eller anden omsætningsskat vil blot blive lagt på prisen og bevirke, at udbuddet bliver mindre eller i hvert tilfælde forsinket. Dette fører til yderligere skævheder i form af prisstigninger.

Den eneste holdbare vej til at bekæmpe de for store prisstigninger på jord er derfor, at man sørger for, at der bliver ført en sund økonomisk politik, så folks opsparing ikke skræmmes over i jorden i unaturligt stort omfang.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 20 / 6. årgang / 20. november 1978

Grænsehandelen?

29. december 2011 10 kommentarer

Grænsehandelen?

Det hører til sjældenhederne, at man møder nogen, som ligefrem roser den nuværende SV-regering. Derfor var det lidt af en oplevelse forleden at træffe en, som ikke alene var tilfreds, men som også i høje toner lovpriste den nuværende og tidligere regeringer af samme skuffe.

Vedkommende forretningsmand pointerede med stolthed, at hans forretning var inde i en rivende udvikling. Dag for dag steg omsætningen, danske kunder væltede i en stadig stigende strøm ind i forretningen, varer blev langet over disken, og kasseapparaterne snurrede, så det var en lyst for ejeren og hans ansatte.

De fleste har sikkert allerede gættet det – vedkommende jeg talte med var ikke dansker, men derimod en tysk forretningsmand syd for grænsen.

At stadig flere forbrugerbevidste danskere henlægger deres indkøb til udenlandske forretninger beviser til fulde, hvorledes dåreagtige og vanvittige folketingsflertal misrøgter landet. De senere års kæmpeafgiftsforhøjelser er simpelthen landsskadelige. Grænsehandelen og dermed valutaudstrømningen blomstrer som aldrig før. Tusinder af familier – ikke alene i Sønderjylland – men langt op i Jylland og på Fyn, har lagt deres indkøbsvaner helt om. En ugentlig indkøbstur syd for grænsen bliver mere og mere almindelig.

Grænsehandelen er ikke som tidligere kun noget med billige cigaretter, vin og spiritus, nej – også ganske almindelige dagligvarer som konserves, frugt, kaffe og sukker m.m. kan nu med stor prisfordel erhverves på den anden side af grænsen. Dertil kommer så SV-kludremiklernes seneste afgiftsforhøjelser på benzin, som har gjort også denne vare særdeles eftertragtet hos benzinforhandlerne i Tyskland. Presset har været så stærkt dernede, at tankstationerne blev tvunget til at rationere salget af benzin til danskere samt lukke i aften- og nattetimerne, fordi deres leverandører ikke kunne klare leverancerne.

Skatteministeren (Anders Andersen, V, red.) sidder og roder rundt i sine tomme cigarkasser og råber på højere afgifter for at få bunden dækket. Resultatet ser vi på grænsehandelen, valutaudstrømningen, smuglerierne, beskæftigelsen og den faldende turisme. Man jagter simpelthen danskerne og turisterne ud af landet og frister mange til at begå smuglerier.

Hvorledes dette vanvid vil ende, såfremt man blot dalrer videre med hyppige moms- og afgiftsforhøjelser, kan ethvert fornuftigt menneske indse.

Fremskridtspartiet har gang på gang fortalt regeringen og andre afgiftssyge partier, hvad konsekvensen ville blive. Tilsyneladende er de revnende ligeglade. Forholdene i Mellemafrika, udenlandsrejser og burhøns optager sindene mere – end ikke henvendelser fra De samvirkende Købmandsforeninger, De danske Handelsforeningers Fællesorganisation, Dansk Tekstil Union, Vin og Spiritus organisationen m.fl. har formået at ruske de såkaldte ”ansvarlige” op af deres kroniske dvaletilstand.

Men senest i slutningen af 1981 – når tre-døgns reglen skal liberaliseres, som EF kræver det, bliver folketinget nødt til at foretage sig noget, om ikke det hele skal ende i det rene ragnarok.

Helge Dohrmann

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 18 / 7. årgang  / 15. oktober 1979

%d bloggers like this: