Arkiv

Posts Tagged ‘Muhamedanismen’

Opskriften på et muhamedaner-helvede!

24. oktober 2012 26 kommentarer

Opskriften på et muhamedaner-helvede!

Det er ganske enkelt umenneskeligt. Bare ved at læse beretningen, græder hjertet. Tænk så på de stakler, der lever midt i disse forfærdende tilstande, og nu har gjort det i mere end en håndfuld år.

Jeg taler om de små øsamfund i Indonesien. Der, hvor næsten paradisiske tilstande herskede, hvor ingen behøvede at sulte – naturen gav rigeligt til alt og alle. Temperaturen var året rundt, p.g.a. det omgivende hav så tilpas, at det bare var herligt sommer og vinter. Og de mange mennesker kom fortrinligt ud af det med hinanden på trods af, at de omfattede flere forskellige trosretninger. Den katolsk kristne dog den dominerende.

Da kom en slange ind i paradiset. En slange i form af nye love fra regeringen. Regeringen havde et voldsomt overskud af fødsler blandt de muslimske grupper på hovedøerne. Man besluttede nu, under ekspræsident Suharto, at sende mægtige grupper af disse til andre øer. Endda totalt i et hundredtusindtal. Rent umiddelbart en sød og menneskelig tanke – lade de rige dele med de fattige. Der var protester, men regeringen og de ledende kvalte modstanden.

Få år senere gik det galt. Pludselig udgjorde muslimerne 40-45 % af befolkningen, og nu forlangte de muslimske tilstande. Vi har alle gennem årerne læst om de hundredvis af nedbrændte landsbyer, som fulgte i kølvandet på de forfærdende tilstande, hvor muslimerne nedbrændte de kristne kirker, og de kristne svarede igen ved at nedbrænde moskeer. Hele muslimske eller kristne kvarterer og forretninger blev raseret, huse brændt ned, alt og alle blev voldtaget, skændet og/eller dræbt. Og et hundredtusindtal af mennesker på flugt, brændt eller tortureret ihjel.

Men endnu er det ikke slut. Newsweek (Februar /12, 2001) har genbesøgt et par af øerne. Det er forfærdende læsning. November 2000 ankom en flok muslimer fra naboøen med sværd i hånd til en landsby på øen Kesui og forlangte, at de skulle omvende sig. De fleste af de 100 indbyggere var romersk katolske. De følte sig tvunget til at sige ja til en omvendelse. På dette tidspunkt var de uvidende om, hvad en omvendelse til Islam medførte.

Thomas Oury (billede i artiklen, red) fortæller, at den 5. december ankom muslimske kvinder til deres hjem. De tog hans 6-årige datter, Emillian, og omskar hende (skærer noget af hendes kønsdele bort). “Det var bare så smertefuldt for hende”, forklarer Thomas.

Fire dage senere kom de muslimske mænd. Thomas – og de andre mænd i landsbyen – havde jo sagt ja til omvendelse, nu skulle de omskæres (have forhuden skåret bort fra penis). Og omskåret blev de. Med samme sløve barberblad, som måtte skære 2-3 gange. Thomas fik en så slem infektion, at han ikke engang kunne bære bukser mere.

Den 15. december flygtede 69 personer fra byen. Af disse havde de 63 allerede været tvunget “under muslimsk behandling”. De flygtede til øen Ambon, den tidligere attraktion for store grupper af turister. Men også denne ø er ramt af infektionen, eftersom muslimerne – i øvrigt efter opfordring fra præsident og parlament – var ankommet i hobetal. Snart udgjorde de 40-45 % af indbyggerne. For et par år siden eksploderede det hele i et kristent-muslimsk blodbad; 8.000 dræbte og 500.000 mennesker stod tilbage uden hjem. “Verdens til dato værste borgerkrig”, kaldes den.

Tilbage er resterne. Ambon ligner i dag de sørgelige rester i Beirut. Alt er udbombet og udbrændt. Der er nu skarpt adskilte distrikter i det, der var byer, med neutralt ingenmandsland, bevogtet af militæret. For 2 uger siden blev et dusin mennesker dræbt i en regn af kugler.

På alle, de over 1.000, øer er man nu nødt til at kæmpe hårdt for sin religion. Kommer muslimerne først ind, bliver alle omskåret, og økonomien er få år senere kørt i sænk. Begge de to hovedreligioner (kristendom og islam) kæmper hårdt mod den anden.

I en anden kristen landsby på Kesui fortæller Tommy Rusin om, hvordan de (muslimerne) en dag for nylig kom og forlangte, at alle skulle omvende sig. En kristen lærer, David Balubum, nægtede. Han blev trukket til side. Resten af eftermiddagen blev hans afskårne hoved båret rundt i landsbyen, som opfordring til omvendelse. To andre protesterede også, og hovedforbindelsen blev prompte afbrudt. Deres hoveder blev sat på 2 pæle nær den muslimske moske. Resten konverterede straks til islam. Nogle dage senere blev alle i landsbyen, fra 2 år og op, selv de gamle og syge, omskåret. “The razor-blade wasn´t clean and the pain was unimaginable”.

Ambon: Blot for 5 år siden var det områdets foretrukne ferieparadis, med betagende strande, vældige turistområder, en enestående natur, venlige mennesker, og et velstående samfund. Så ændrede regeringen på strukturen – fordelte de store fødselsoverskud fra muslimske øer rundt på de kristne øer. Derefter forsøgte man at tvinge en integrering igennem; alle skulle holde af hinanden.

Men helvede brød løs i paradis. Tusinder og atter tusinder er brændt ihjel. I hundredvis er kirker og moskeer brændt ned til grunden. Tusinder og atter tusinder overlevede – men måtte acceptere at blive omskåret.

På mindre end 5 år ændredes Indonesiens vel nok smukkeste ø – fra et rigt og blomstrende samfund – til en rygende og stinkende ruinhob, hvor folket på begge sider, nu lever i usselhed, fattigdom og frygt.

Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal afslutte! Kan ikke rigtig finde ord. Så jeg stopper bare her.

E. Mortensgaard

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 3 og 4 / 29. årgang / marts og april 2001

Muhamedanerfrit område

22. august 2012 54 kommentarer

Muhamedanerfrit område

Muhamedanismen er bloddryppende og uforsonlig ildhu. Undertrykkende, hævnstraffende og totalitær.

Eksempler herpå er dens værdighedsforfængelighed, dens uvederhæftighed, dens straffebarbari, dens kvindeundertrykkelse, dens terrorisme, dens ytringsfrihedsknægtelse, dens demokratiudelukkelse, dens uroskabende æresbegreber og dens århundredelange utilgivenhed overfor menneskeadfærd, der højst kan dadles som enkeltfejltrin, men – som når lejlighed byder sig – fører til hæmningsløs brutal udryddelse af den skyldige (eller dennes familie).

Helheden er, at muhamedanismen på grusom vis blander sig med detailreguleringer i næsten alle samfundsforhold, og for den Allah-tro er der ingen tvivl om, at Islams forskrifter går forud for alt. Også de af det danske Folketing vedtagne paragraffer. Ud i alle enkeltheder angiver Koranen Allahs formål med verden og med mennesket. Absolut lydighed og underkastelse overensstemmende med hele Koranens indhold er den pligt, som går frem for alt på samtlige tilværelsens områder. I de spørgsmål, som Koranen  direkte beskæftiger sig med, må den gamle tekst følges, uanset at samfundsforudsætningerne i øvrigt er nok så meget ændrede i forhold til Beduinklanens ørkentilværelse i det syvende århundrede. Problemer, som er opstået i de 1337 år, siden Koranen blev færdigskrevet, skal løses ud fra spidsfindig fortolkning med det ene mål at udfinde, hvad de hellige tekster ville have udtalt om emnet.

Muhamedanismen er altså et næsten altdækkene regelsæt for alle aspekter i det enkelte menneskes liv og i alle samfundets forgreninger.

Ordet Islam betyder underkastelse

Den vigtigste – religiøse såvel som juridiske og moralske – pligt er loyalt, trofast, selvudslettende og ensrettet at udvide muhamedanismens diktatorområde. Med magt, med svig, med børnefødselsforøgelse, med frihed til at bryde enhver aftale med en vantro, med forhånelser mod dem, der venligt har taget imod de fremmede og med alle andre resultatsøgende midler.

Den, der ikke er for muhamedanerforskrifterne, er gudsbespottelig og derfor hjemfalden til likvidering. I Koranens 4. Sura vers 77-105 udpensles, at ingen af Satans Venner – det vil sige jøder og kristne – må muhamedanerne tage til ven.

De skal gribes og dræbes, hvor de end findes. Muhamedaneren må aldrig blive slap i forfølgelsen af dem. 9. Sura, 17-18 vers fastslår, at vantros gerninger er spildte. De skal forblive i ilden i evig tid. I 2. Sura lyder befalingen til muhamedanerne: “Dræb de hedenske, hvis i overhovedet får fat i dem”. Det er den grundlæggende forpligtigelse til Jihad (Hellig Krig).

Dør den rettroende efter at have dræbt mange ikke-muhamedanere eller kamp for Muhameds direktiver, vil han øjeblikkelig komme i Paradis og her leve til evig tid i den vidunderligste oase med masser af vand og et utal af villige, skønne kvinder. Følgelig higer den rettroende efter at blive martyr ved at dø i kamp mod de kristne.

Svend Auken, Arne Melchior (CD), Gert Petersen (SF), Kirsten Lee (B) m.fl. iførte sig derfor falske pænhedsglorier, da de nedtonede muhamedanismen til blot at være en religion mellem så mange andre religioner. Denne etikettering er falsk varebetegnelse. Muhamedanismen er en verdensødelæggerbevægelse.

Det centrale er ikke gudsdyrkelsesforskrifter, men først og sidst ganske bestemte bindende regler for, hvad som helst dens tilhængere skal foretage sig i enhver livssituation. Totaliteten i dens sammenhængende befalinger lader sig ikke dele op i en religiøs og en ikke religiøs del. Det er derfor afsporing at kræve tolerance overfor de intolerante muhamedanere ud fra moralske eller juridiske opstød om religionsfrihed o.l.

Muhamedanerne er en stærk fantastgruppe, som i over tusinde år i handling har bevist, at deres selvsikre hadefuldhed er dødsensfarlig alvor.

Hvor muhamedanismen har fået magt til det, massakrerer den på det grusomste andre folkeslag. Se blot på kurdere, armenier og Sudans kristne. Giftgas, terrorisme og myrderier trives intetsteds tilnærmelsesvis så stærkt som hos de atombestræbende folkeslag i PLO, Libyen, Irak, Khromeniland og Pakistan.

Samuel Rushdie-aktionerne og de tilløb til terror, Danmark har haft stammer alle fra organiserede muhamedanere. De vil undertrykke os “vantro hunde”. Forsvarer vi os ikke, er risikoen betydelig for koranisering af Danmark.

Fremskridtsmodstanderne  har selvsagt ret i, at generaliserende udtalelser om store menneskegrupper ikke er dækkende for hvert enkelt individ i gruppen. Men denne observation er betydningsløs for Folketingets rette behandling af den her omtalte påtrængende problemkreds. Juridisk tekniske grunde nødvendiggør en enhedsløsning, fordi det ikke er menneskeligt muligt at udskille i tilstrømningsmængden fra de muhamedanske lande, hvem der ikke vil være farlige. Og der er intet forgjort i at afvise “pæne” muhamedanere. Danmark kan nemlig få lige så “pæne” mennesker andetsteds fra i langt større antal, end vi overhovedet kan huse fremmede. Det lille Danmark kan højst rumme en brøkdel af en promille af de 3.500 millioner mennesker, der har det skidt. Så det er vanvittigt at tilbyde nogle af disse få danske pladser til de 1.100 millioner muhamedanere i stedet for at hjælpe blandt de 2.400 millioner ikke-muhamedanere.

Som vore bedsteforældre udryddede tuberkulosen og vore forældre børnelammelsen, er folkesagen for den forhenværende generation derfor at arbejde målbevidst og beslutsomt hen imod Danmark som muhamedanerfrit område. Tolerancens eneste grænse er nemlig ikke at tolerere intolerancen.

Der ligger selvsagt ikke i udtrykket muhamedanerfrit område, at vi skal udvise samtlige muhamedanere, vi har i øjeblikket. En sådan udlægning er lige så tåbelig, som hvis tilhængere af et tuberkolosefrit Danmark i 1920´erne var blevet mødt med en beskyldning om at ville skyde alle tuberkolosepatienter på stedet.

De muhamedanere, som Folketinget har tildelt dansk indfødsret vil det endda volde ganske store – til dels uoverkommelige – folkeretlige besværligheder at få ud igen. Mange, der har boet her i lang tid – måske er født og opvokset her – er så indgroet i det danske samfund, at det bliver svært for et princips skyld at smide dem ud.

Udover udvisningen af dem, der ikke kan klare egen økonomi samt de kriminelle, kan vi imidlertid som altovervejende hovedregel lade være med at tillade indrejse for personer fra muhamedanske lande. Det nationale forsvarsberedskab fører også til at nægte de pågældende indføds– og valgret i Danmark.

En detaljeret gennemgang af problemerne kan selvsagt ikke ske indenfor den spalteplads, der står til rådighed for “Glistrups Hjørne” i Fremskridt. Den, der ønsker uddybning eller supplering henvises derfor til mit bogmanuskript “De fremmede i landet“.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 10 / 18. årgang / november 1990

%d bloggers like this: