Arkiv

Posts Tagged ‘Mogens Glistrups skattepolitik’

Fremskridtspartiet er næststørste arbejderparti

8. marts 2012 2 kommentarer

Fremskridtspartiet er næststørste arbejderparti

Mange politikere kan ikke forstå, at en arbejder kan tænke sig at stemme på Fremskridtspartiet.

Her er forklaringen: Mekaniker Petersen er en solid, velbetalt lønarbejder med god orden i sin private økonomi, han passer sit arbejde upåklageligt, sørger for prompte betaling af husleje og andre faste udgifter og aflevere pligtskyldigt de nødvendige husholdningspenge til sin kone. Familiens indbo og beklædning er betalt og luksusforbrug tillader den sig kun, når alle nødvendige udgifter er dækket.

Dette luksusforbrug består bl.a. i, at Petersen og hans kone, hver ryger 6-7 cigaretter om dagen og lørdag, og søndag tager de sig en snaps til frokosten. På månedsbasis drejer det sig om en flaske Rød Aalborg og 400 cigaretter.

Hvis mekaniker Petersen havde været diplomat, ville prisen for snapsen og cigaretterne havde været ca. 35 kr., som altså udgør prisen for selve varerne inklusive forhandlerens fortjeneste. Men Petersen slipper ikke så let. Han må betale 60 kr. for snapsen og 240 kr. for cigaretterne, og han har regnet ud, hvor meget han skal skrabe sammen for at betale de 300 kr. Han bor i en kommune, der bl.a. yder betydelige tilskud til kursus i porcelænsmaling og bridge og i et amt, der kan få en hospitalsseng til at koste 1,5 millioner kroner, så hans marginalindkomstskat ligger, selv om hans indtægt kun ligger i den pæne mellemklasse, på 60 procent. Han skal derfor tjene 750 kroner – syvhundrede femti kroner – for at kunne finansiere indkøbet af snapsen og cigaretterne til 35 kroner.

Om indkomstbeskatning har Petersen gennem de senere år hørt mange smukke ord fra politikere fra forskellige partier. Først skulle retten til at fradrage betalte skatter ophæves, så kunne de store indtægter beskattes højere til gavn for de mere beskedne indkomstklasser. Kildeskatten skulle overflødiggøre selvangivelsen og oms, og moms skulle indføres til lettelse af de direkte skatter.

Fradragsretten for skatterne blev ophævet, men Petersens indkomstskat steg. Kildeskat blev iværksat, og Petersens selvangivelse blev dobbelt så tyk og indviklet. Oms blev introduceret, afløstes af momsen, som blev forhøjet, men Petersens indkomstskat faldt ikke.

Petersen har også i perioder anbragt nogle marginalkorner på en sparekassebog med lang opsigelse til en – som han syntes – god rente. Men når året var gået, var den opsparede kapitals købekraft formindsket med en halv snes procent, og renten viste sig efter fradrag af indkomstskat og pengeværdiforringelse at være negativ.

Petersen har nok lagt mærke til, at hans trækprocent i år er lidt lavere end sidste år, men han har også læst om det enorme underskud på statsregnskabet, som han regner med før eller senere at skulle være med til at dække.. han fik også nogen lettelse på momsen gennem nogle måneder i slutningen af forrige og begyndelsen af dette år, men han har også set, at denne lettelse var ved at slå bunden ud af valutakassen. Dette forhold skal også nok få konsekvenser for ham, mener han.

Nu siger Petersen:

Det er muligt, at der ikke er hold i Glistrups påstande, det kan jeg slet ikke overskue. Det er også muligt efter Glistrups model vil være uretfærdigt over for mange, der har hjælp behov og vil reducere omfanget af offentlige ydelser til befolkningen som helhed i utålelig grad. Men en ting ved jeg med sikkerhed: De øvrige politikere kan jeg ikke stole på! Jeg ville nok ikke bryde mig om, at Fremskridtspartiet fik stemmeflerhed i Folketinget, og det er der næppe heller chance for, men jeg kan da vise, hvad jeg mener om de øvrige partier, der aldrig har kunnet leve op til deres løfter, og det gør jeg ved at stemme på Fremskridtspartiet.

Redaktionen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 6 / 5. årgang / 24. marts 1977

Z-mandaters betydning

6. marts 2011 2 kommentarer

Z-mandaters betydning

Gunstigere resultater kan opnås ved større Z-tilslutning.

Med Grünbaums (socialdemokratisk økonomiminister, red.) ophævelse af skattefradragsretten i 1966, åbnedes sluserne for en enorm skatteforøgelse i Danmark. Værst var stigningskurven i VKR-flertalsregeringens dage, og Danmark opnåede da også den absolutte førsteplads i verden, hvad skattetryk angår i årerne 1971-74. Efter at Fremskridtspartiet er kommet i Folketinget, er stigningskurven brudt, og vi er nu ikke absolut førende i verden, men er jævnbyrdige med Holland, Norge og Sverige. Det er dog stadig alt for højt. Arbejdsløshed, valutastigning og inflation vidner herom

Vi skal videre frem ad skatteafviklingsvejen, og det skal være den af Fremskridtspartiet anviste, at først og fremmest indkomstskatten lettes. Den udgjorde i 1974 52 pct. af skattetrykket, men Fremskridtspartiets vælgersejr i 1973 førte den ned til 47 pct. af de udskrevne skatter i 1975, og det bliver også niveauet i 1976, hvis regeringens (Socialdemokratiet, red.) finanslovforslag følges.

Metoden til afvikling af indkomstskatten er først og fremmest forhøjelse af den skattefrie bundgrænse og dermed udskillelse af flest mulige småindkomsttagere fra det administrationskrævende skattesystem.

Ved kildeskattens indførelse i 1970 blev bundgrænsen sat til kr. 5.000. Igennem de følgende fem år – til og med 1974 – steg den kun med kr. 2.000 eller med gennemsnitlig 400 kr. om året. Ved de skattelove, der er vedtaget efter, at Fremskridtspartiet er kommet i Folketinget, er stigningen blevet kr. 2.000 alene i 1975 og yderligere kr. 1.800 i 1976, således at personfradraget nu er kommet op på kr. 10.800. Selv dette tal er urimeligt lavt, men det vil kunne ses, at selv om Fremskridtspartiet kun udgør et ret isoleret mindretal i Folketinget, har selve den store vælgeropbakning bag partiet medført, at der dog er kommet skred i udviklingen i den retning, som Fremskridtspartiet har arbejdet for.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 2 / 4. årgang  / 29. januar 1976 

Indkomstskatten fylder 75 år

5. september 2010 22 kommentarer

Indkomstskatten fylder 75 år

Denne artikel burde være sat i sørgeramme.

Der er vel næppe noget, der har påvirket samfundsudviklingen mere uheldigt end netop indkomstskattesystemet.

Den 15. maj var fødselsdagen for den af vor første Venstreregering indførte indkomstskat (se om dens historie FREMSKRIDT 1973-2 side 8, 1975-19 side 1 og 1977-17 side 5) den havde nogle midlertidige forløbere, da omkostningerne ved de slesvigske krige skulle dækkes. Tilsvarende var oprindelsen i indkomstskattens fædreland, England.

Man bruge indkomstskatten i forbindelse med Napoleonskrigene og genoplivede den som permanent – under Robert Peels regering – i 1842, da den første industrialisering var under udvikling.

Men nu har samfundet ændret sig totalt. Og det har indkomstskattesystemets indretning også. Det er ikke mere luksusoverskuddet fra meget velhavende mennesker, som beskæres let.

Dermed afsløres skatteformens mange grundlæggende svagheder. Fx umuligheden i nøjagtigt at definere den indkomst, som man ønsker at beskatte.

Socialdemokraterne har som bekendt gennem den sidste generation indoktrineret om indkomstskattens fortræffeligheder. Fradrag, som forringer beskatningen, er noget ondt. Ingen ofre er for store for at sikre skattekontrol computerens minutiøse udspionering af den enkelte borgers mest intime og personlige livstilrettelæggelse.

I propagandahysteriet påstås bl.a., at skattetrykket bliver mindre, hvis fradragsjunglen blev saneret og alle selvangav korrekt. Professor Parkinson har tilsyneladende levet forgæves med sin påvisning af, at det offentliges udgifter med umættelighed stiger mindst lige så hurtigt som skatteprovenumulighederne.

Som en af baggrundene for flertalsskiftet i september 1976 til Fälldins VKR-regering blev det svenske skattesystem angrebet fra uventede hold. Astrid Lindgrens 102 % Pomperipossa-kamp mod finansminister Gunner Sträng kulminerede i Expressen for den 15. marts 1976. en måneds tid senere – den 22. april – tog Ingmar Bergmann i samme blad afsked med Sverige, fordi ”hvem som helst i dette land når som helst og hvor som helst kan blive angrebet og fornedret af en særskilt slags bureaukrati, der vokser som en galopperende kræftsygdom”.

Hjælpeløsheden overfor disse Orwellske tendenser blev af den stockholmske juraprofessor, Jacob Sundberg, den 30. november 1977 brugt som udgangspunkt for en forelæsning om Högskatteamhället”. Den er nu udkommet som nr. 39 i den skriftsserie, der udsendes af ”Institut för offentlig och International Rätt” ved Stockholm Universitet.

Sundberg fortæller, at den svenske marginaltekst var ca. 55 % i 1960 på indkomster omkring 60.000 kroner. Inflation har nu ført denne indkomst op på det dobbelte med en marginalskat på ca. 77 % til følge. Når man kun kan beholde 23 % til sig selv af den valuta, der hedder beskatbare kroner, søger man via skattetænkning at opnå indtjening i andre valutaer. Derfor opstår eksempelvis konferencehoteller, hvor gæsterne tilbringer tiden i luksus uden omkostninger, opblomstring af særlige livsforsikringer og indtjeninger, der viser sig i udlandet eller hos juridiske personer, som fonde, anpartsselskaber o.s.v.

Modtrækker herimod er det skattebureaukrati som Sundberg kalder den store gøgeunge. Det påfører befolkningen bogholderibyrder, som den ikke kan leve op til. Med sine vilkårlige skønsafgørelser skattevalter det, som ingen troede muligt i et retssamfund.

Og sådan fortsætter den onde spiral: Hårdere tryk fører til hårdere modtryk, der igen fører til hårdere tryk o.s.v. Nye herskende klasser vokser frem såvel i skatteforvaltningen som blandt skatterevisorer og advokater.

I 1974 udsendte USA´eren S. Duarte på forlaget Arlington House Publishers New Rochelle, New York, en 300 sider tyk bog herom – The income tax is obsolete”. I historiske og økonomiske analyser fastslår han, hvordan denne skatteform er politisk eksplosiv, ofte personlig smertefuld og en grusom påmindelse om prisen for det nuværende samfund. Efterhånden er det ikke bare skatteetikken, der står på spil, men det medvirker til at forkvakle den grundlæggende moral på mange andre felter også.

Der er kun en vej ud deraf: Fremskridtsideologiens sejr.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 8 / 6. årgang / 22. maj 1978

Indkomstskatteafskaffelse

20. januar 2010 40 kommentarer

Indkomstskatteafskaffelse

Fra første Fremskridtsfærd har det været et hovedpunkt at afvikle den fædrelandsødelæggende indkomstskat.

Det er skidt, så længe blot ét eneste frø er tilbage fra den ukrudtsplante. For så kan den igen vokse sig stor.

Hvor vidunderfuldt om Folketinget derfor med Fremskridtspartiets Esbjerg-visioner den 3. februar 1973 kunne erklære: ”I dag totalafskaffer vi indkomstskatten med øjeblikkelig virkning”.

Men det lader sig ikke gøre. Derfor opstilles her den klogeste rækkefølge for udryddelsen af indkomstskattens forfærdeligheder:

  • Socialsolidarisk og velstandsmæssigt mest gavnligt er at opfordre den malkeko, som alene kan lægge fremtidens guldæg. Derfor er det vigtigste af alt:

a) Forberede afskrivningsmuligheder (så tidssvarende ny teknologi hurtigst kan vinde indpas)

b) Afskaffelse af den samfundsforkalkende kapitalvindingsbeskatning (så ressourcerne sprænger stavnsbåndet og hurtigst kan finde herhen, hvor de under samfundsomskiftelighederne til enhver tid gør mest nytte).

Se nærmere side 26 i ”Sådan reddes Danmark (1989).

c) Leasingsærforfølgelserne ophæves (så enorme folkekræfter frigøres til gavn for produktionsapparatets modernisering).

d) Underskudsoverførselsretten udvides (så de, der løber en risiko og disponerer langsigtet, prisgives mindre).

  • Den alt for lave skattefri bundgrænse forhøjes stærkt (så folk med de laveste indtægter kan få deres privatforbrugsmuligheder forbedret i takt med de offentlige ydelsers bortfald og lønomkostningspresset kan sænkes).
  • Kommunale enhedsskatter (så skatten ikke opdeler det økonomiske livsgrundlag i 275 forskellige zoner).
  • 22 % -skattesatsen lempes (så alle indkomstskatteydere opnår samme lempelse).
  • 6 % og 12 % -skatten lempes. (når avislæsningsmiljøskadede vil give dette førsteprioritet, har indoktrineringen heldigvis ikke særligt meget smittet z-folket. Det fremgår af en opinionsundersøgelse fra 3. – 10. maj 1990 til et Kaj Dige Bach-blad. Der spurgtes om, hvad der er den vigtigste grund til at gennemføre en skattereform. For alle vælgere gav dette fordelingen i nedenstående første kolonne og for z-folk i kolonnen til højre:
Lavere marginalskatForenkling af skattesystemetLettelser for almindelige lønmodtagere og dårligst ligestilledeAndetVed ikke 20 %30 %43 %1 %6 % 7 %79 %14 %0 %0 %

Selskabsskatten og virksomhedsskatten lettes. (Her er tale om en bred forskellighedsvifte af skatteydere, for eksempel finansverdenen og hjemmemarkedserhverv, at det ikke er noget særligt velegnet område til at drive målrettet fornuftspolitik. Til syvende og sidst betales al skat af produktionen og så er det at foretrække, at skattebetalingsvejen er så kort som mulig. De forkætrede arbejdsgiverafgifter, som vi ved EF-harmoniseringen nok kommer til at godtage langt, langt flere af, har i al fald bl.a. den fordel. Når Z stadig gå imod dem, skyldtes det, at de andre partier lægger dem oven i de hidtidige horrible skatteplyndringer, men ved EF-tilpasningen bliver det dominerende skattenedsættelser, der så til en mindre grad måske afbødes af forhøjede socialafgifter. 

Overensstemmende hermed stemte Fremskridtspartiet mod regeringen (V, C og B, red.) den 29. maj 1990.

  • Formueskattenedsættelser (Erhvervsbladets 1988-lobby.kampagne var sagligt svagt funderet, fjr. for eksempel side 83-87 i ”Ud af skattereformfælderne”) (Udgivet af Mogens Glistrup i 1986, red.)
  • Lettelser på enkeltindkomstskatter er normalt ikke hensigtsmæssige. (Reduktion i folkepensionistbeskatningen, fjernelse af lejeværdien, mindre skat på overarbejde o.s.v. sker derfor som led i skatteskalamildnelser og ikke hurtigere).

I Fremskridts-fortiden (før november 1987) talte vi om uændrede forbrugsafgiftssatser. Den tid er forbi med den igangværende Europa-udvikling. Ved siden af 220 milliarder til udryddelse af indkomstskatten skal derfor skaffes 40 milliarder til forbrugsafgiftslettelser (inkl. afskaffelse af boligopvarmningsskatterne.).

Da de nuværende offentlige udgifter andrager 570 milliarder kroner vil vi alene have råd til offentlige udgifter på 310 milliarder kroner. Men da vi må forudse, at realrenteafgiften (20 milliarder kroner) og forskellige andre afgifter ikke vil kunne opretholdes med det nuværende provenu, skal vi reducere de offentlige til ca. 280 milliarder kroner. Det skal i alt væsentligt fuldbringes over årerne 1991-1996 inkl.

I hvert af disse år foreslås besparelser på ca. 60 milliarder kroner eller i alt 360 milliarder og en merudgift til sundhedsvæsenet, folkepensionen m.v. på 10 milliarder kroner årligt. Herefter har vi netto formindsket de offentlige udgifter med 30 milliarder kroner. Ad denne vej kommer derfor kun beskedne bidrag til nedbringelse af statens underskud, der i 1991 med den nuværende politik forudses at blive 30 milliarder kroner med stigende tendens.

Indfrielse af statsgælden (ca. 500 milliarder kroner) må derfor ske ved realisation af aktiver, såsom ATP-fonden, Lønmodtagernes Dyrtidsfond, andre særlige fonde, statens ejendomme og aktier og vidtgående privatiseringer. Da sådanne kun kan foretages én gang, må Fremskridtspartiet sige nej til mange yderligere privatiseringer, indtil vi har tilstrækkelig sikkerhed i form af, at der ikke sker det, at privatiseringsprovenuet soldes op i merforbrug til offentlige udgifter, sådan som regeringen både i 1989 og 1990 har anvendt privatiseringspengene til frådseorgier sammen med dens socialdemokratiske bonkammerater.

Det var derfor ved ja-stemmerne til lovene om Statsanstalten og Kastrup Lufthavn, at Z-gruppen begik sine hidtil største 1990-bommerter.

Mogens Glistrup

Ovennævnte må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 6 / 18. årgang / juni 1990

Indkomstskatten er ubrugelig

1. juli 2009 67 kommentarer

Indkomstskatten er ubrugelig

Den er samfundsskadelig og uretfærdig.

Det er en grundtanke i fremskridtspolitikken, at de samlede offentlige udgifter skal nedsættes kraftigt, så borgerne skal af med mindre i samlede skatter og afgifter.

De samlede skatter og afgifter består af så forskelligartede ydelser som f.eks. indkomstskat, moms, ejendomsskat, told, A/S skat, afgift på øl, spiritus og tobak o.s.v., o.s.v.

En beskæring af de offentlige udgifter ville derfor kunne udmøntes i lempelser af mange slags skatter og afgifter.

Skat på arbejdsindsats

Fremskridtspartiet mener imidlertid, at det frem for alt er indkomstskatten, der skal lettes eller fjernes, fordi den i bund og grund er en skat på arbejde og på den indsats, hvorved arbejdspladser skabes. Da indfrielse af udlandsgælden og fortsat velfærdsfremgang først og fremmest kræver arbejdsindsats, er det særdeles uforstandigt, at bevare denne skatteform.

En 1903-model

Dertil kommer, at indkomstskatten hører til i tidligere tiders stillestående, let overskuelige samfund. Det er aldeles umuligt, at udforme den på hæderlig vis i det samfund, der nu er under udvikling. Dels udspecialiserer indtægtsdannelsen sig på mange forskellige arbejdsområder, så det ikke lader sig gøre for et embedsmandsapparat at foretage en rimelig og ligelig bedømmelse. Dels bevirker den stigende internationalisering, at kontrolarbejdet umuliggøres mere og mere for flere og flere skatteydere.

Indkomstbegrebet kunne bruges i det prisstabile, enkle samfund, vi havde ved indkomstskattens indførelse i 1903. Manglerne trådte ikke så skarpt frem, fordi satserne var så små – toppen lå på 2½ % og skavankerne var derfor ikke til at få øje på.

Uanvendelig

På baggrund af sit lektorat i skatteret ved Københavns Universitet og sin erfaring fra praktisk skattearbejde er Mogens Glistrup nået til den entydige konklusion, at indkomstskattebegrebet er aldeles uanvendeligt som beskatningsgrundlag under nutidens forhold.

Forslagene om at rydde op i fradragsjunglen hører kun hjemme hos ukyndige romantikere og hos kynikere, der ønsker et øget skattetryk.

Indkomstskatten er direkte samfundsskadelig, idet den beskatter arbejdsindsats og til trods for mange års ihærdigt arbejde på at gøre den millimeterretfærdig, er resultatet kun blevet en uoverskuelig jungle af regulativer, som til trods for et enormt administrationsapparat ikke giver retfærdighed.

Redaktionen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 19 / 4. årgang / 4. november 1976

%d bloggers like this: