Røg af en brand

Røg af en brand 

Det mener Zmann om Ralph tusindben og andre ben! 

Danmarksmesteren i bengnaveri – Ralph Lysholt Hansen (A) – fik ved indgangen til 1978 ordentligt ørene i maskinen af den samlede dagspresse, fordi han havde det ene store ben efter det andet. Man skal love for, at han havde fået sugesnablen stukket godt ned i de offentlige pengekasser. Alt dette kunne såmænd være gået et godt stykke tid endnu, hvis ikke Lysholt Hansen var blevet fornærmet over, at han muligvis – på lige fod med andre – skulle skrive en ansøgning til direktørstillingen i Indbindingscentralen. Dette blev alligevel for meget for borgerskabet. Selv borgmesteren og borgerne i hans hjemby – Nykøbing Falster – skreg svineri.

Nogle gik endda så vidt, at de til Ekstra Bladet udtalte, at han burde smides ud af folketinget. Så gik ”jernanker” (Anker Jørgensen, red.) til telefonen og forklarede Ralph tusindben, at det var skadeligt for Socialdemokratiets omdømme i befolkningen.

Den lille, tætte og flittige mand overgav sig så. Trak sig som formand for finans- og kulturudvalget. Fra Det kongelige Teaters tilsynsråd o.s.v. Nu sidder han så derhjemme i Nykøbing ved vinduet og filosoferer over, hvorfor det gik ham så ilde. Hvorfor skulle 28 års tro tjeneste i socialismen og lighedens navn ende på denne måde?

Svaret kan han få ved at kigge i det forslag, som Fremskridtspartiet nu for fjerde gang har lagt på folketingets bord. Lige fra Fremskridtspartiets indtog på Christiansborg har det tordnet imod alle disse ben og dobbeltlønninger til folketingets medlemmer. Mod ministerventepenge, mod ministerpensioner, mod ministerdobbeltvederlag m.m. De andre havde kun en hånlig latter tilovers for Fremskridtspartiet og frydede sig over, at partiets protester over dette meningsløse pampervælde ikke vandt genklang.

Nu siger de imidlertid, at det er umoralsk, at tjenestemænd kan oppebære en tredjedel løn for ikke at bestille noget, medens de er medlem af Folketinget. Ja, de kappes nærmest over det, hvilket klart er kommet til udtryk i dagspressen og radiotinget lørdag den 14. januar.

Det bliver nu spændende at se, hvordan de øvrige partier vil sno sig for ikke at skulle støtte det forslag, som Fremskridtspartiet atter har lagt frem, og som de ved tidligere lejligheder hånede og kaldte et sammenrend mod de offentligt ansatte.

Sagen er ikke stor – set i relation til de mange øvrige kæmpeuretfærdigheder, der plager vort samfund – men den viser, at Fremskridtspartiet atter fik ret. Den viser, at det ikke er en hetz mod nogen befolkningsgruppe, når Fremskridtspartiet fremlægger sine renlivede forslag. Den viser, at statsministerens (Anker Jørgensen, red.) beskyldninger om egoisme i Fremskridtspartiet gik efter parolen, ”angreb er det bedste forsvar”. Hr. statsminister, fri os for fremover for den slags hørm fra grebningen.

Lysholt Hansens tilbagetog skal vi heller ikke beklage, og han kan heller ikke finde trøst i det gamle ordsprog: ”Det er en dårlig trøst, at de andre også har gjort det ilde”.

Z-mann

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 1 / 6. årgang / 23. januar 1978

For hårde ord?

For hårde ord?

I min post lå en kopi af et brev til Anker Jørgensen:

———————————————————————————

”Det er mærkeligt, at der aldrig er nogen, der spørger, – når der skal spares –, hvorfor der ikke skæres ned på ministres løn og pensioner, som er så høje?

Altid fattige borgeres hus og hjem og nu også deres pension.

De sagde i TV, at det ikke var Dem, som havde ført Danmark mod afgrunden. Jo, det er det nemlig. I er uduelige som ledere alle sammen. I tænker kun på at bjerge jer selv, og I går overhovedet ikke foran med at spare. Dyre biler og rejser som er unødvendige, men så eftertragtede. Ud at se sig om. Lise Østergård (A) tilbringer det meste af sin tid på at se sig om i verden.

Her kan man høre radiointerviews med Mogens Glistrup

Vi kan ikke være tjent med, at:

1. have en skatteminister der snyder i skat

2. have en formand i Folketinget (K.B. Andersen, A, red.), der opfører sig som en klovn, og som også kan lide at se sig om i verden til ingen nytte.

3. vore penge gives til Ulande uden effektiv kontrol.

4. vore penge gives til kommunister og partisaner m.m.

5. der gives penge til alt og alle, bare man går på socialkontoret.

6. der gives kunstnerstøtte. Kan de ikke leve af deres kunst, må de tage andet arbejde. Det må vi alle.

7. folk der ikke går på arbejde, ikke selv kan passe deres børn.

Send alle fremmedarbejdere hjem, deres brødre og søstre og bedsteforældre, som går og nasser på os, som til sidst stikker os en kniv i ryggen.

Hvordan tror De, at en dansker strandet i Tyrkiet eller Pakistan ville blive behandlet? Nul hjælp!

Vi er lede og kede af tykke, fede og uduelige ministre, som sidder og nasser på landet og kører det hele i sænk.

Havde i været kloge og forudseende og hele tiden været med, var det aldrig sket. Chamberlain troede også, han var så klog.

Havde det været Iran, var i for længst blevet destrueret. Det kan nås endnu.”

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 1 / 8. årgang / 21. januar 1980

Arne Melchior har haft personlig vinding

Arne Melchior har haft personlig vinding 

Den tidligere trafikministers økonomiske manipulationer med skatteborgernes penge var langt mere belastende end Ritts (Ritt Bjerregaard, A, red.) vilde ridt på Ritz.

Usympatisk.

Sådan karakteriserede Fremskridtspartiets statsrevisor, Henrik Warburg, Arne Melchiors (Centrum Demokraterne, D) økonomiske fiksfakserier med skatteydermidler i Trafikministeriet.

Henrik Warburg har mange års erfaring som politisk udpeget statsrevisor og er så højt estimeret, at han i dag beklæder formandsposten i statsrevisoratet. Her er hans medrevisorer, alle udpeget af Folketingets partier, Hagen Hagensen fra de konservative, socialdemokraterne Ritt Bjerregaard og Kristian Albertsen, Ivar Hansen, Venstre, samt Bjørn Poulsen fra SF.

Om Melchior-skandalen sagde Henrik Warburg: Der ligger så megen personlig vinding i den, og selv om beløbene er små, gør det sagen usympatisk. Set ud fra finanslovens store tal er beløbene selvfølgelig små. Men der er for mange af dem, og når de bliver lagt sammen danner de en mosaik, som er uacceptabel.

En almindelig privat borger ville uden tøven få skattevæsenet i hælene, hvis han havde handlet på samme måde. Når jeg ser på de bilag, som Melchior har givet for repræsentation i hjemmet, er jeg helt sikker på, at skattevæsenet aldrig ville have anerkendt tilsvarende for private næringsdrivende. Det er helt sikkert. Og der må da i det mindste gælde de samme regler for en minister som for almindelige borgere.

Det er for dårligt af en minister at føre sit embede på den måde, sagde Henrik Warburg og understregede overfor Morgenavisen Jyllands-Posten, at det særligt belastende var sammenblandingen af Arne Melchiors private økonomi med statens finanser.

Høj cigarføring

Foruden sin 60-års fødselsdagsfest til over 36.000 kroner, har storrygeren Melchior – der ynder høj cigarføring – så rigeligt også kunnet få dækket sit tobaksforbrug uden at skulle have hånden i egen pung. Alene i 1985 løb Trafikministeriets indkøb af tobaksvarer op i omkring 50.000 kroner!

Ved sin tiltrædelse trøstede Melchior for åben Tv-skærm de ansatte i ministeriet med, at han ikke ville opholde sig meget på kontoret. Det løfte holdt han. Omkring 50 kostbare og overflødige udlandsrejser nåede han at foretage i løbet af ca. 3 år.

Foighels eksempel

Arne Melchiors mange privatøkonomiske jongleringsfiduser med offentlige midler leder tankerne hen på de forhold, der i sommeren 1984 blev afdækket omkring kollegaen Isi Foighel (C). (FREMSKRIDT nr. 29-84).

Også skatte- og afgiftsministeren er nemlig en sand mester i at holde hænderne fra egne lommer. Lettere glider det, når det er skatteborgernes, der skal gramses i. Således lod Foighel skatteyderne betale fødselsdagsgave til sin broder, værtindegaver, blomsterbuketter i læssevis, samt mere eller mindre familiære middage på Hotel King David i Jerusalem og Hotel Sheraton Tel Aviv, hvor ministerens datters og svigersøns nyfødte skulle fejres. 750,00 kroner fik tjeneren på Hotel King David i drikkepenge. Foighel kan nemlig godt være rundhåndet, blot det ikke skal ske for egne midler. End ikke indkøb af en beskeden æske tændstikker lader han finansiere fra egen lomme. Regningen sendes videre til statskassen.

Jo d’herrer Melchior og Foighel har været et par yndige repræsentanter for Schlüters (C) “spare”–regering (V, C, CD og KrF, red.).

Melchior måtte gå, afgifts-Foighel trækkes vi fortsat med.

Hold stien ren

Alle, der disponerer over betroede midler bør holde deres sti hundrede procent ren og udvise respekt for skatteydernes penge. Et postbud eller en jernbanefunktionær under Melchiors tidligere ministerium ville sandsynligvis blive afskediget omgående, hvis han glemte at afregne nogle få hundrede kroner, siger Helge Dohrmann i en kommentar til ministerskandalen.

Selv om Melchior i fremtiden muligvis kommer til at betale en del af sine cigarer selv, kommer han ikke til at suge på labben. Nogle embedsmænd bliver afskediget i unåde og uden pension. Det gælder ikke en minister, som har lånt af kassen. Derfor kan jonglør-Melchior roligt se fremtiden i møde. Skatteyderne sørger uretfærdigt godt for ham. Foruden lønnen som folketingsmedlem på ca. 220.000 kr., og som stiger 70.000 kr. til oktober, kan han i de kommende to år også hæve “ventepenge”, som er på omkring 236.000 kr. I alt altså en skatteyderbetalt årsindkomst på godt 458.000 kr.

Og når vælgerne engang – og det sker snart! – smider ham ud af Folketinget, er han sikret livsvarig pension.

Jo, Fanden hytter sine ….

g-mand

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 27 / 14. årgang / 22. august 1986