Arkiv

Posts Tagged ‘love’

Dyneløfterloven gavner Fremskridtspartiet

5. maj 2012 2 kommentarer

Dyneløfterloven gavner Fremskridtspartiet

Den såkaldte dyneløfterlov indebærer, at myndighederne kan aflægge kontrolbesøg hos enlige forsørgere, hvoraf nogle ikke er så enlige, som de burde være. Loven vil dog ikke medføre større besparelser i de offentlige udgifter, men blot resultere i, at visse enlige bærer sig lidt mere praktisk ad. F.eks. er det ikke en enlig forsørger forbudt at have en logerende i sit hjem, og hvis der på døren til soveværelset ved hjælp af en tegnestift er anbragt et visitkort med den logerendes navn, har dyneløfteren ingen juridisk adgang til værelset, hvor dynerne er anbragt. Den enlige forsørgers samlever vil sikkert også kunne finde en eller anden rar tante eller bekendt hos hvem, han er tilmeldt. Og hans pyjamas kan stuves af vejen om morgenen.

Loven medfører, som så mange andre love, at borgerne reagerer uforudset praktisk og snedigt således, at lovene ikke virker efter hensigten, men blot forøger administrationsbyrden.

Rent fremskridtsmæssigt vil de praktiske omgåelser af den pikante dyneløfterlov medføre, at endnu flere får øjnene op for, at landet trænger til en totalsanering af sine hushøje lovkomplekser.

Neuf

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 9 / 1. årgang / 2. november 1973

Over 500 nye offentlige ansatte

8. april 2012 Skriv en kommentar

Det går fortsat den gale vej: Over 500 nye offentlige ansatte

Ifølge en nylig offentliggjort statistik har vort medlemskab af EF betydet, at over 500 nye embedsmænd kan godte sig over et fedt og lukrativt job i centraladministrationen 

Når man nu betænker, at EF har til opgave at forene landene og nedbryde toldskranker, tager man sig til hovedet, når det kan læses, at over halvdelen af de 500 nye skatteborgerbetalte skrivebordsnusserer har fundet tidsfordriv i toldvæsenet.

Færre ting at fortolde, men flere toldere. Forstå det, hvo der kan.

Nye love = nye institutioner

Det lader til at være en ufravigelig regel i dagens Danmark, at når nye love skal føres ud i praktik, ja, så formerer statsinstitutionerne sig. Nu er der således oprettet et nyt direktorat for vejtransport. Årsagen er en bestemmelse om, at vognmænd nu skal have særlig tilladelse til at køre med vogntog med mere end seks tons totalvægt.

Også Teknologirådet skal nu i funktion.

Det sker med et sekretariat under Handelsministeriet. Også her vil der ske nyansættelser.

Fremskridtspartiet

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 8 / 1. årgang / 15. oktober 1973

Retsbevidsthed?

30. marts 2012 8 kommentarer

Retsbevidsthed?

Citat fra ”Kriminalitet i velfærdssamfundet”:

”Eftersom det er loven, der definerer kriminaliteten, er det også nærliggende at prøve at begrænse den ved at gøre det ulovlige lovligt”. 

Det er jo i sandhed et citat, som kan få det til at risle lovlydige borgere koldt ned ad ryggen. Talrige eksempler kan nævnes, men det mest ydmygende eksempel for de danske lovgivere må være ”det sociale eksperiment” Christiania, som nu på 16. år fortsætter sine ”lovliggjorte” ulovligheder, fordi en flok slatne beslutningstagere ikke tør være konsekvente.

Den seneste udvikling i ”det sociale eksperiment” drejer sig om 12 ulovlige værtshuse, som ikke har bevilling, og som heller ikke er momsregistreret – forståeligt nok til stor irritation for restauratørstanden, der skal overholde et hav af forskellige lovbestemmelser for at drive deres forretning. Disse 12 ulovlige ”værtshusdriverter” har – for at vise deres foragt for retssystemet – endog ikke søgt værtshusbevilling, skønt forsvarsministeren (Hans Engell, C, red.) på sine grædende knæ har tigget dem herom. Men – ak nej – for ikke at tabe ansigt kastes det ”skidne vand” videre til justitsministeren (Erik Ninn-Hansen, C, red.) og finansudvalg, så er der politisk flertal for ulovlighederne af en sådan art – ikke mindst af hensyn til den lovlydige del af den danske befolkning.

PS.

Ligegyldigt hvad der sker i samfundet af alskens elendighed, har beslutningstagerne en løgn parat til at skjule elendigheden.

J. Lorenzen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 2 / 15. årgang / 23. januar 1987

Forældede synspunkter

27. marts 2012 1 kommentar

Forældede synspunkter 

Socialister og forstokkede arbejderførere har svært ved at acceptere Fremskridtspartiet som et arbejderparti.

Det skyldes, at de stadig lever i samfundet, som det var på Karl Marx’s tid. Dengang gik det dybe klasseskel imellem arbejdsgiverne på den ene side og arbejderne på den anden.

Nu deler samfundet sig imidlertid mellem de produktive, der udfører nyttigt arbejde på den ene side og nasserne i den herskende klasse på den anden. Det er pinende nødvendigt, at vi her i landet får indført en tilstand, så man ikke først og fremmest belønner dem, der kan udnytte indviklede lovkomplekser eller udføre goldt administrationsarbejde. Skal landets problemer løses, sker det kun ved at vort eneste råstof af betydning, vor arbejdskraft, får bedst mulige vilkår at udfolde sig under. Om arbejdskraften så viser sig i form af lønarbejde eller i form af arbejdsgiverrisiko skaber ikke nu om dage de store skel.

Jo før man får øjnene op for, at sammenhængen er sådan nu om dage, des tidligere kan vi komme af med det uføre, som de mange års dårlige politik har bragt os i.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 17 / 4. årgang / 7. oktober 1976 

Nu går våren gennem Danmark

24. april 2009 59 kommentarer

Nu går våren gennem Danmark

Dygtige danskere har i årtier haft ulyst til at arbejde med partipolitik og offentlig administration. Udfordringerne fra den faglig-erhvervsmæssige udvikling har været så kæmpemæssige, at alle gode kræfter er ofret på arbejdspladsen. Derfor var de tider forbi, hvor det offentlige liv kunne tælle skikkelser som I. C. Christensen og K. K. Steincke.. Derfor har de på Slotsholmen beskæftigede i mange år gjort deres arbejde for dårligt. I Folketinget såvel som i “den røde bygning”.

Med selvforstærkende virkning har dette afskrækket endnu flere egnede fra at gå ind i statsstyrelsen. Leden ved ordskvalderet med kunstig grøftegravning og forældede talemåder har holdt mangen en velegnet kvinde og mand væk fra Christiansborg-klubben.

Pæredansk

Men nu går våren gennem Danmark. For første gang i en generation ser det ud til, at det nytter noget at slutte op omkring et tidssvarende politisk parti, som har kastet de gamle partiers vraggods af forældet tankemateriale og hellige køer over bord.

Forstår tilstrækkeligt mange, at det er nu et aktivt arbejde må gøres, så kan Fremskridtspartiet blive den skelsættende fornyelse i forhold til de mere end hundrede år gamle ideologier og tankesæt, der ligger til grund for vore fem gammelpartier.

Det ny parti er pæredansk og gennemdemokratisk. De første mål, vi har sat os er, at rydde op i det af centraladministrationsembedsmændene skabte og af de nuværende politikere bekræftede hængedynd af blanketpapir, indkomstskat og lovuforståelighed. Naturligvis skal det ikke gå ud over de syge, de gamle og de andre socialt svagt stillede

Spareprogrammer

Man har sagt, at aldrig har et politisk parti med så få mandater (nul) haft så stor indflydelse i dansk politik. Man henviser til, hvordan alle politiske partier var ved at falde over hinanden i iver efter at gennemføre spareprogrammer, den første dag Folketinget samledes, efter at Gallup havde forkyndt, at Fremskridtspartiet repræsenterede 5,8 pct. af vælgerne.

Af disse i hast opstablede projekter blev det Socialdemokratiets 44 punkts program, som fik finanspolitisk realitet. Det er imidlertid et typisk eksempel på gammelpolitikernes visionsløshed. Mere eller mindre tilfældigt samler man i hast nogle brokker fra de forskellige ministeriers ukrudtsbede. I øvrigt kører man så i traditionelle baner med at kalde forøgelsen af skatteplyndringen for besparelser. Hvis vi i oppositionen havde brugt sådanne falske varebetegnelser, så havde man pudset politiet på os. Men det gør man jo ikke over for magthaverne.

Anker Jørgensen og følge turnerer nu land og rige rundt og proklamerer, at denne spareplan virkelig er udtryk for en fundamental ny økonomisk politik. I de sidste 20 år er befolkningen imidlertid blevet stopfodret med bragesnak om, at denne eller hin skatteforhøjelsesbuket skulle repræsentere en virkelig konstruktiv løsning på landets problemer. Lige så mange gange er man blevet skuffet. Derfor er de fleste nu immune overfor nye taler af den slags.

Også denne gang vil det gå sådan, at skatteforhøjelserne nok vil blive varige, hvis der ikke sker et skifte i folketingsarbejdet. På ny må ofrene bæres aldeles forgæves og mellem påske og pinse eller til oktober får vi nye skatteforhøjelser. Fordi marts-spareprojektet var perspektivløst.

Ingen lapperier

Fremskridtspartiet ønsker ikke, at man skal kaste sig ud i den slags lapperier. I stedet skal der arbejdes langsigtet ud fra en sammenhængende nytænkning. Fremskridtspartiet kan derfor først love lettelser fra 1. januar 1975, men allerede nu vil vi gennemføre den lovgivning, som indeholder disse lettelser.

En lov i sommeren 1973 om et skattefrit bundfradrag på 60.000 kr. fra 1. januar 1975 og derpå følgende total-afvikling af indkomstskatten over fem år ville få enorme psykologiske og dermed økonomiske virkninger.

Hermed være naturligvis ikke sagt, at Socialdemokratiets 44 spareprogrampunkter ikke også rummede noget godt. Eksempelvis var det da strålende, at Anker Jørgensen vandrede til Canossa og udskød det ny menneskefjendske bureaukrati, som han så ivrigt havde søgt at sælge til befolkningen under en anden falsk varebetegnelse, nemlig “Økonomisk Demokrati“.

Parcelhusejerforfølgelse

Omvendt var de værste tidsler i 44 punktsprogrammet parcelhusejerforfølgelsen. Man burde have skabt den jordforbindelse hos politikerne, at man for et par måneder siden havde tvangsindlagt dem til at udfylde en snes selvangivelser for de mennesker, der indenfor de seneste år har købt parcelhus. De ville da have lært, at det at være parcelhusejer ikke er, hvad vor finansminister (Henry Grünbaum, A, red.) forestiller sig – efter at han for nogle år siden solgte sit hus nord for København og flyttede ind i en stor, billig lejelejlighed.

Ej heller er det, hvad mange af gammelpartiernes medlemmer oplever, at sidde velkonsoliderede med gamle medbragte lån.

For titusindvis af familier i dette land er parcelhusanskaffelsen en anstrengelse af økonomien helt ud til den yderste bristegrænse. Noget som familien alligevel gennemfører for at give børnene de lykkeligste opvækstvilkår. Enhver forværring af parcelhusejernes stilling medfører, at tusindvis kommer ud over bristegrænsen med unødig menneskelig ulykke til følge. Stavnsbåndsreglerne i kapitalvindingsskatteforslaget fører til en uhensigtsmæssig fordeling af landets boligmasse og katastrofer i flyttesituationer. Statsministerens forsøg på at bagatellisere dette, viser blot, hvordan den megen omgang med cand. polit’er har fået Anker Jørgensen til at miste folkeroden.

Af interesse er ikke en blodløs gennemsnitsborgers forhold på lang sigt, men rækkehusprioritetsbestyrer Peter Hansens chance for at klare de førstkommende terminer.

Uberettiget hetz

Da mine øjne første gang løb ned over Socialdemokratiets 44 spareprogrampunkter, tittede jeg naturligt nok med særlig interesse efter, om staten ville opgive at bortøde den snes millioner kroner af skatteyderpengene, som ifølge beslutning af ministre og topembedsmænd skal bruges på, gennem politiapparat og andre myndighedsmisbrug, at genere mig og helst få mig knaldet. Enhver i dette land ved jo, at disse millionudgifter alene er iværksat, fordi jeg tillod mig åbent at oplyse, at de velbjærgede i dette land ikke reelt er underkastet noget indkomstskattetryk.

At det forholder sig på den måde, har alle politikere og topembedsmænd jo vidst i masser af år. At røbe det for åben Tv-skærm udløste, at jeg ene af alle skal bære en uberettiget hetz, som vist ingen anden har været udsat for i mands minde. Dette er blot et eksempel på, at modenhedsgraden er for lav hos vore nuværende politikere og papirembedsmænd i administrationen og domstolene.

Saglige argumenter

Kunne vi dog blot komme dertil i Danmark, at man i den offentlige debat ikke altid forsøgte at ramme modstanderpersonen, men i stedet med saglige argumenter imødegik hans synspunkter. En sådan sanering ville utvivlsomt bevirke, at adskillige dygtigheder, der nu ser på landets styre med afsky, ville være rede til at gå ind og gøre en aktiv politisk gerning.

Sandheden er jo imidlertid den, at blandt de mange dårlige traditioner, gammelpartierne har opbygget, er også den, at man bestemt ikke modtager nye politiske bevægelser med åbne arme. Den behandling, Fremskridtspartiet har været ude for, er nok ikke principielt så meget anderledes, end hvad der f.eks. blev Aksel Larsen og Niels Westerbyes partier til del. Et kendetegn for kampagnen mod Fremskridtspartiet er imidlertid, at de forskellige faser er kommet så hurtigt efter hinanden, at menigmand ikke har kunnet nå at glemme den ene, før man var ude i den anden.

Man fastslog

Fremskridtspartiets barnevuggetale i Grøften i Tivoli den 22. august 1972 blev fulgt op med, at man søgte at latterliggøre os. Man fastslog, at vi aldrig kunne samle de af valgloven krævede 16.480 underskrifter. Derefter prøvede man længst muligt at fortie den ny folkebevægelse, der skød op i efteråret 1972. Da underskriftsindsamlingen havde rundet de første 10.000 underskrifter, begyndte man at fastslå, at ét var, at folk skrev under. Men der ville nok ikke være mere end en enkelt vælger, som ville sætte sit kryds ved partiet, hvis det opstillede ved det kommende valg.

Senere blev den almindelige stemmespildskampagne den fremherskende. Partiet ville aldrig komme over de 58.000 stemmer som gammelpartiernes gennem – udemokratiske valglov kræver for repræsentation i Folketinget. Derfor var det stemmespild, at tænke på partiet på valgdagen.

Mistænkeliggøre

Herefter søgte man at mistænkeliggøre de mennesker, der ville være kandidater eller stillere for partiet. De ville tabe enhver agtelse hos deres medborgere. Da der desuagtet var en hel del modige mennesker, som indfandt sig til den folkelige møderække, som tåler sammenligning med højskolens barndomsår og Jakob Knudsens rundrejser i vore bedste- og oldeforældres tid, kom beskyldningerne om, at det der skete ved disse møder, var hel- eller halvfascisme. Gammelpolitikerne tænker nu en gang i tankebanerne fra det årti, hvor de dannede sig deres politiske opfattelse, nemlig 1930´erne.

Denne facistgrammofonplade faldt snart hjælpeløs til jorden, fordi den absolut intet havde på sig. Så begyndte landets folkekårne mænd at forvrænge Fremskridtspartiets programpunkter.

Den politiske situation i Danmark foråret 1973, kan lettest udtrykkes med en omskrivning af Piet Heins lille digt – sådan:

I partipolitisk polemik

er dette nu det brugte trick,

at dutte Fremskridtsfolk en mening på

hvis vanvid alle kan forstå.

 

Mogens Glistrup

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 1 / 1. årgang / maj 1973

Elementært samfundskendskab

31. oktober 2008 2 kommentarer

Elementært samfundskendskab


Det er fup, når nogle foregiver, at Folketinget i lilleputstaten Danmark nævneværdigt magter og evner at påvirke den store verden.


Krig eller fred, livsvilkår i Sydafrika og Chile, almindelige økonomiske konjunkturer, teknikkens udvikling o.s.v. er forhold, som danskerne må affinde sig med. Ganske som de blæser ind over os udefra med vestenvinden (eller undertiden med den barske øst-kulde).


Det danske folketing skal derfor holde op med at spilde tid på at kandestøbe om de sten, danskerne alligevel ikke kan løfte. I stedet skal folketingsmedlemmerne koncentrere sig om Danmarks ressourcer. De består stort set af de værdier, som kan produceres af de 5,1 millioner danskere plus det, vi kan drage ud af jorden og af havet omkring Danmark.


Vælgernes opgave

Efter hvilke grundprincipper disse råstoffer skal forvaltes, er det folketingsvælgernes opgave at fastlægge.

Folketingspolitikken kan nemlig føre til, at der ud af grundlaget kommer et stort nationalprodukt. Eller at den samlede samfundskage bliver mindre.


Sammensætningen af kager er også noget, Folketinget kan bestemme en del om: Skal der være mange boliger, megen ulandshjælp, mange bøger eller, hvordan skal produktet fordeles?


Det tredje spørgsmål, hvor Folketinget har den vigtigste finger med i spillet, er afgørelsen af, hvor meget af kagen der skal tilfalde hver befolkningsgruppe: De ældre, børnene, landbrugerne, bureaukraterne o.s.v.


Sammenhæng

Det ville være lykkeligt, om de tre opgaver kunne klares hver for sig uafhængigt af hinanden. Men sådan er det ikke.


Opgave nr. 1 – Størst muligt nationalprodukt – løses bedst ved meget langt at give erhvervslivet tøjlesløshed: Ingen skat, ingen formynderilov o.s.v. Men så må Folketinget helt give op overfor opgave nr. 2 og nr. 3. Derfor er der ingen tvivl om, at vi skal have nogle skatter og nogle formynderlove.


Det praktiske liv

I praktisk politik adskiller Fremskridtspartiet sig fra de andre partier ved, at vi påviser, at de er gået alt for langt i retning af, at skatteplyndre og restriktions-lovjungle-befænge befolkningen. Med det resultat, at det samlede nationalprodukt er blevet for lille.


Samtidig med at opgave nr. 1 altså løses elendigt af det nuværende styre, har Folketinget helt overdrevne forestillinger om, hvor stærkt det i virkelighedens verden gennem lovreguleringer og skatte-omfordelinger kan detailpåvirke løsningen af opgave nr. 2 og nr. 3 efter sine ønskemål. Derfor er resultatet blevet, at Danmark er langt fattigere og befolkningen langt ufriere end nødvendigt, og at virkningerne i det praktiske liv af de mange love er ret forskelligt fra, hvad gammelpartierne forestillede sig, da de skrev lovene.


Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 8 / 14. årgang / 28. februar 1986

Kategorier:Økonomi, Mogens Glistrup, Skat og afgifter, Uncategorized, Velfærdsstaten Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Minister indrømmer grov lovsjusk

27. august 2008 1 kommentar

Minister indrømmer grov lovsjusk

Allerede i foråret advarede Fremskridtspartiet mod de nye landbrugslove. Først nu er pråsen gået op for landbrugsministeren (Niels Anker Kofoed, V, red.).

Folketingsflertallet, bestående af firkløverregeringspartierne (V, C, Centrum Demokraterne (D) og KrF, red.), de radikale (B) og Socialdemokratiet, spiller højt spil med demokratiet, når de gentagne gange indgår deres såkaldte forlig, for så kort tid efter at komme rendende og meddele, at nu har de skiftet holdning og opfattelse.

Det siger Fremskridtspartiets landsformand Helge Dohrmann på baggrund af, at landbrugsminister Niels Anker Kofoed nu vil have ændret lovgivningen om landbrugets nitratforurening, kun bare tre måneder efter ministeren selv stemte for loven i Folketinget.

Det hele minder mere og mere om en slem rodebutik, hvor det er tilfældigheder om parti-taktiske hensyn mere end sund fornuft, der fører til, hvilke love befolkningen skal leve med.

Masser af folketingsmedlemmer og ministre stemmer for lovforslag, de end ikke kender indholdet af. Først lang tid senere, når det endeligt går op for dem, hvad det egentlig er, de har været med til at vedtage, kommer de farende og forlanger loven ændret. De bør naturligvis lære at læse forslagene igennem og kende konsekvenserne for befolkningen, inden de stemmer, siger Helge Dohrmann.

Spørgsmål til ministeren
Også Pia Kjærsgaard har reageret oven på landbrugsministerens holdningsskift. Hun spørger Niels Anker Kofoed om han finder det er god embedsførelse for en minister, at deltage i noget han selv indrømmer er grov lovjaskeri?

Allerede ved vedtagelsen advarede Fremskridtspartiet mod loven og dens alvorlige konsekvenser for meget store dele af dansk landbrug.

Det er karakteristisk, at Folketinget og firkløverregeringen, i en situation, hvor dansk landbrug i forvejen er helt nede på knæene rent økonomisk, nu har vedtaget regler om såkaldte miljøforbedrende foranstaltninger, der vil påføre landbruget en yderligere udgift på omkring 3.500 millioner kroner, sagde Ove Jensen, der var partiets ordfører (se FREMSKRIDT nr. 25-85, side 3).

T. Zinglersen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 28 / 13. årgang / 23. august 1985

Glistrups ønskedanmark

22. august 2008 30 kommentarer

Glistrups ønskedanmark


Jeg holder mest af Danmark for der bor danskerne, og de taler dansk. Og der er de smilende landskaber og vandskaber. Tivoli. Traditionen fra Jeppe Aakjær, Gunnar Nu, Poul Henningsen og Osvald Helmuth. Imperials roastbeef og Faxe Fad. Endog det danske vejr vil jeg prise. Et år boede jeg et sted, hvor der dødsikkert ikke faldt en dråbe regn mellem 18. marts og 10. september. Frem for en så ensformig grundbaggrund for tilværelsen er den hjemlige omskifteligheds-usikkerhed så langt at foretrække. Kort sagt: Danmark er det, jeg er vant til. Og pattedyr er vanedyr.


Men dermed ikke være sagt at jeg ønsker, at Danmark skal forblive, som Danmark er. Tværtimod er der så meget at være utilfreds med at jeg – ihukommende Rasmus Rask` stærke ord om, at sit fædreland skylder man alt, man kan udrette – har sat mit liv ind på at få fjernet en hel del af de ufrø, der i den sidste snes år er føget ud over landet.


Fordi landets ledelse siden 19. februar 1960 har ligget hos nogle møghase. Langt fjernet fra idealet om at folkets langsigtede tarv ganske skal fortrænge popegoisme og lurvet partitaktik. Selv om danskerne selv er blevet fuppet til at vælge dem ved efter valg, fortjener de bestemt ikke så ringe ledelse. Men efter 2 årtiers katastrofestyre er det på tide at besinde sig og nøgternt gøre op hvilke muligheder, der er tilbage for at redde mest muligt for vore børns og børnebørns Danmark. Vor generation har ved fejt at skyde problemerne ud til fremtiden skabt alvorlig frygt for landets vilkår i næste århundrede.


Derfor bør 1980`erne blive oprydningensårti. Med hårdt arbejde og ringe udbytte må vi alle sone Jens Otto Krags (A), Hilmar Baunsgaard (B), Poul Hartlings (V), Poul Schlüters (C) og de mange andres forbrydelser. Vi må droppe misundelsesfølelser, kompensationsdjævle og smålighed, så vi kan levere vore efterkommere et gældfrit og lykkeligt Danmark. Vi kan simpelthen ikke være bekendt at forlange, at de ud over at løse deres egen tids problemer også skal betale for vore tabte slag.


Når målet er nået, skal vi sikre, at vanstyret aldrig kan gentage sig. Ved at give fremtidens Mads Clausen`er, Eilif Krogagere, Simon Spise`er og tusinder andre igangsættere albuerum fri for bagtalelse, skatteplyndring, ØD-fodlænke og papirhammergok.  Kun derved vil i rigdom vi drive det så vidt, at der bliver penge til varigt og stærkt at bistå de uforskyldt svage – de syge, de handicappede, de ældre. For her er statens aller eller vigtigste opgave. De rige, de velbegavede, de højtuddannede vil nemlig under alle omstændigheder svømme ovenpå. Om så systemet er indrettet à la Peking eller i Moskva-style eller som i Washington eller i Anker Christophersens afgrundsland. De der reelt gavnes ved, at produktionslivet gives mulighed for at bage en langt større samfundskage, er de svage. Ligesom det er dem, der undgælder på længere sigt, når vanregimente får lov at holde sig ved magten som i den sidste snes år i Danmark.


Den indlysende fællesmålestok for hvad der er godt for Danmark, er den størst mulige lykke for det størst mulige antal. Eller – mere beskedent udtrykt – mindst mulig menneskelig ulykke. Derfor skal der frem for noget andet sættes ind for at gavne dem, som ikke selv har forudsætningerne for at være deres egen lykkes smede. Sygehusene skal forbedres, folkepensionen forhøjes og socialbistanden afbureaukratiseres.


I næste række kommer, at den størst mulige menneskelykke skabes ved det mindst mulige regereri. Selvgjort er velgjort, mens mukkeri og mere-vil-have-mere-krævementalitet er resultatet af at dreje om ad tilskudsvejen, hvor børnehaver, bustransport, teaterbilletter og tusind af andre udgifter betales på den økonomisk mest ødsle spildfacon – over skattebilletten. I ønskedanmark skal staten derfor ikke tvinge dem, der hellere vil dyrke deres haver til at betale balletpigerne på Det Kgl. Teater, fordi de nu finder at være den fine og rigtige kultur mens derimod den Hellerupkontorchef, som elsker at gå i operaen ikke bidrager til ham, der hellere vil samle på frimærker eller læse Ib Henrik Cavling. Z-vikingerne vil tilbage til den menneskelige frihed, hvor den enkelte selv kan vælge og bestemme over sit produktionsresultat, sin indsats her i samfundet. Borte skal tage den desværre stadig omsiggribende ensretning, hvortil vi indoktrineres, så snart vi drejer op på oplukkeknappen til fjernsyn eller radio fra Danmarks statsmonopoliserede udspredning af ensidige undergravninger af menneskelig tilfredshedsfølelse.


Men Ole Espersen (A) og Karl Hjortnæs` (A) rædselskabinetter skal ikke fordunkle, at danskeren anno 1981 utvivlsomt har langt, langt bedre livsvilkår end hans tipoldefar havde i 1881. Årsagerne er mangfoldige: Teknikkens enorme udvikling, lægevidenskabens store landvindinger, hundredetusinders samvittighedsfulde flid og slid, det internationale handelssamkvems udbygning og at vi i det forløbne hundredår stort set har undgået virkelig store ødelæggelser ved krige, naturkatastrofer eller epidemier. Netop med alle de muligheder som foreligger for, at Fremtidens Danmark bliver lykkens Danmark, er det så nedtrykkende at opleve, at uduelige folketingspartier spiller fandango med Danmarks fremtid.


Lad os lægge alt småligt kævl til side og i fællesskab løse problemerne så vi ikke mere skal leve i angst for fremtiden, men hver for sig på social gældfri basis kan hygge os med, hvad der nu optager den enkelte: Sommerhus, charterferie, lystbådssejling, familiehygge, bingo, folkedans, Danmarks Melodibog, og hvad der nu får 5 millioner til at føle glædens blod  strømme gennem kroppen.


Og sådan at man kan leve et helt liv uden at opleve at der på gulvmåtten, –  når man kommer hjem – ligger en stor gul kuvert fra et eller andet myndighedskontor, som på kancellikaudervælsk dekreterer, at man ikke må dit eller dat. Det er nemlig stort set forkert, når nutidens herskere tror at den, som er givet et skrivebordsembede også ved bedre, hvad der er godt, og hvad der er skidt for den enkelte. Men skytset skal naturligvis ikke rettes mod skrankepaven som person.


Skylden i den nuværende misere ligger ikke hos de offentligt ansatte. De handler blot efter gældende love. Derfor er det dem, der har lavet alle lovene – eller rettere dem, der undlader at ophæve tåbelighederne –, som er ulykkernes bagmænd. Når den store le bortskærer bedrevidenlovene, bliver den formindsket med over 90 %. Da er lykke-for-alle-landet oprundet.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 4 / 9. årgang / 30. januar 1981

Skadeserstatning

16. august 2008 2 kommentarer

Skadeserstatning

Lægerne skændes om årsagen til hjerneødelæggelsen hos malere. Skyldes den de opløsningsmidler, de har brugt, er det en arbejdsskade, og skal der udbetales arbejdsskadeerstatning?

Det er hul i hovedet, at loven er sådan.

Hvordan samfundet skal hjælpe handicappede medborgere, bør ikke have forbindelse med årsagen til skaden.

Det burde være så hamrende ligegyldigt, om Randersdamen fik perforeret sin livmoder, fordi lægen fortsætligt ville skade hende, eller der indtraf et uforudset jordskælv, mens han opererede og operationsredskabet derfor smuttede.

Retsreglen om, at opnåelse af skadeserstatning skal bero på skyld, stammer fra en forlængst forsvunden tid, hvor samfundet som sådan ikke kunne hjælpe sine handicappede.

Som reglens navn – culpareglen – viser, stammer den fra det gamle Rom.

Her, ca. to årtusinder senere, skal vi frigøre os fra at forbinde skadeslidtes restitution med skadeforvolderens skyld.

Hvordan skadeforvolderen skal straffes skal bero på helt andre betragtninger.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 44 / 14. årgang / 19. december 1986 

Det sku´ være så godt ….

3. august 2008 108 kommentarer

Det sku´ være så godt …

 

Regeringen (A og B, red.) – og i særlig grad finansminister Mogens Lykketoft (A) – er ved at boble over af stolthed. Aldrig før har det gået så godt for dansk økonomi. Aldrig før har Socialdemokratiet vist så flotte resultater. Det er nogle af de overskrifter, der blev brugt af regeringen i forbindelse med præsentationen af finanslovsforslaget for 1998.

 

I ubehagelig propagandastil har finansministeren brugt skatteyderpenge på at få fremstillet en prale-brochure om regeringens “fantastiske” politik. Dertil kommer, at finansministeren bruger billeder af smarte unge på Miami Beach som omslag til det ene hæfte.

 

Jeg bliver vred, når jeg ser den type propaganda og manipulering. Jeg bliver vred på vegne af de mange tusinder i det danske samfund, som ikke oplever at leve i et velfærdssamfund. Hvorfor bruger Lykketoft ikke et billede af en gammel hjemløs posedame, der leder efter tomme flasker i skraldespanden foran Det Kgl. Teater? Hvorfor brugte Lykketoft ikke et billede af en sindslidende, som er blevet efterladt i en lejlighed og går amok med en brødkniv efter at have taget forkert medicin? Hvorfor brugte Lykketoft ikke et billede af grædende pårørende til den syge mand, der døde, mens han var på venteliste? Hvorfor brugte Lykketoft ikke et billede af en ensom gammel dame i en beskidt lejlighed, hvor hjemmehjælpen ikke har været i flere uger på grund af faglige møder og dårlig arbejdsplanlægning? Hvorfor brugte Lykketoft ikke et billede af 2. generationsindvandrere på Nørrebro i København, som skriger “ud med danskerne”, mens de kaster sten efter politiet?

 

Alle ovenstående forslag til billeder på finanslovsforslaget er helt aktuelle billeder fra dagens Danmark. Men i stedet vælger regeringen at bruge smarte unge fra USA. Det er, fordi regeringens politik er falsk og udtryk for et glansbillede af Danmark, som ikke passer til virkeligheden. Lykketoft, Nyrup (A) og Jelved (B) vil helst ikke mindes alt for meget om virkeligheden, når de har dyr regeringsmiddag på Marienborg. De vil helst ikke konfronteres med virkeligheden uden for de tonede ruder i den store BMW-ministerbil.

 

Virkelighedens Danmark er, at der i disse år ansættes et uhyggeligt stort antal nye offentligt ansatte. Kommuner, amter og staten nyansætter som aldrig før. I 1994 var regeringens eget skøn, at der frem til år 2.000 skulle nyansættes ca. 25.000 personer. Nu har vi ved udgangen af 1997 allerede nået ca. 75.000 nye medarbejdere i det offentlige. De skal alle have skrivebord, computer og et kontor, hvorfor der også nybygges og indkøbes i uansvarligt omfang. Men hvad meget værre er, så vil hver eneste af disse folk fremover plage danskerne med bureaukrati og regulering. Hver eneste af dem vil finde på nye love og regler for at berettige sin egen stilling. Det bliver ikke rart.

 

Virkelighedens Danmark er også, at regeringen – nu gennem flere år med opsving i Danmark – ikke har formået at få nedbragt den 800 mia. kr. store statsgæld. Tvært imod så stiger gælden fortsat. Man har nemlig brugt en række engangsindtægter til at holde driftsudgifterne nede. Men driftsudgifter – som løn til medarbejdere og sociale ydelser – skal jo ydes hvert år fremover. Regeringen skubber derfor en udgiftspukkel foran sig på ca. 22 mia. kroner,  som bliver finansieret fra engangsindtægter.

 

I 1998 er det salg af aktier, opstramninger af kredittider for landbruget og restanceinddrivelse, som vil pynte på budgettet. Lykketoft hævder, at vi får overskud på statens driftsbudget i 1998. Sandheden er, at det aner han ikke noget om. For det første så vil salget af aktier måske slet ikke blive til noget i 1998  eller måske først i slutningen af året, hvorved driftsudgifterne for længst er afholdt. For det andet så har regeringens skøn over orlov, efterløn, delpension m.v. vist sig ikke at holde de seneste år. Skønnet holder givet heller ikke i 1998, og så er der underskud igen.

 

Noget af det sikre på finansloven er ulandspengene og pengene til miljø- og katastrofer i udlandet. Hele 17 mia. kr. vil flertallet dræne Danmark for i 98. Det er fortsat KUN Fremskridtspartiet, som stemmer imod bevillingerne! Snik snak fra Venstre og Konservative (C) krydret med pressemeddelelser er intet værd, når de fortsat stemmer JA i Finansudvalget.

 

Det er også sikkert, at kulturbudgetterne stiger, lige som der fortsat ydes store summer til de politiske partier, erhvervstilskud og andre unødvendige udgifter.

 

Skatter og afgifter vil foreløbigt blive forhøjet med 800 mio. kroner.  Man har ikke endnu besluttet sig for, hvad der skal forhøjes, regeringen og socialisterne skal dog nok nå til enighed. Miljøskatterne har nu nået 60 mia. kr. om året – og stiger fortsat. Kun en brøkdel går til forbedring af miljøet. Resten går til flygtninge, bureaukrati og andre unødvendige udgifter.

 

Vi får derfor et meget spændende efterår, hvor vi igen har som vigtigste opgave i Fremskridtspartiet at kæmpe imod Lykketofts budgetter. At stille forslag om forbedringer til de svageste i vores samfund og udstille regeringens elendige politik for befolkningen. Politiken bliver nemlig ved med at være elendig, indtil vi får en ny regering. Først når hele befolkningen i kor råber: Nyrup, Jelved og Koch – nu har vi fået nok, kan vi få en finanslov, som er ansvarlig.

Kim Behnke

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 9 / 25. årgang / september 1997

Kategorier:Det radikale Venstre, Socialdemokratiet, Velfærdsstaten Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,
%d bloggers like this: