Arkiv

Posts Tagged ‘lån’

Forslag om annuitetslån hilses velkomment – men det er bare ikke nok

8. august 2012 Skriv en kommentar

Forslag om annuitetslån hilses velkomment – men det er bare ikke nok 

Regeringens (A, B, Centrum Demokraterne (D) og KrF, red.) forslag om at genindføre annuitetslån som boligfinansiering og lempe stempelafgiften hilses velkommen af Fremskridtspartiets finansordfører, Kim Behnke.

Fremskridtspartiet stemte imod de tvungne mikslån, da de blev indført og har siden benyttet alle boligdebatter i Folketinget til at argumentere for genindførelse af annuitetslån. Derfor hilser partiet regeringens nye forslag meget velkomment.

Situationen på det danske boligmarked er imidlertid så alvorlig, at ændrede lånetilbud ikke er nok. Realkreditinstitutionernes forfejlede lånepolitik må ændres markant og regeringens vægelsind og manglende fasthed i skattereformdebatten må afløses af stabilitet og vished. Og regeringen må klart og uden omsvøb erklære rentefradragsretten som hellig og klippefast, siger Kim Behnke.

Først når hele boligmarkedet får genetableret tilliden til fremtiden, vil hushandlerne igen finde sit normale leje.

Fremskridtspartiet opfordrer regeringen til at følge de fornuftige forslag om annuitetslån og lempelse af stempelafgiften op af yderligere forslag til normalisering af boligmarkedet, siger Kim Behnke.

Kim Behnke

Pressemeddelelse

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 4 / 21. årgang / april 1993

Wøldike har fået svar fra Mogens Glistrup

20. maj 2012 1 kommentar

Wøldike har fået svar fra Mogens Glistrup

FREMSKRIDT 1979-20 gengiver nogle spørgsmål af 8. november 1979 fra Kai Wøldike til folketingets medlemmer. Jeg sendte ham den 12. november følgende svar:

Kan arbejdsløsheden afskaffes eller nedsættes betydeligt ved at nedsætte samtlige lønninger med for eksempel 20 %?

Svar:

Ja – men af hensyn til de enkelte mennesker i Danmark – og det er jo det vigtigste hensyn for folketinget – kan det ikke nytte noget at foretage en så stor nedskæring af den løn, der udbetales folk. Derfor må nedsættelsen ske på indkomstskattedelen, hvorved der opnås det samfundsøkonomisk afgørende nemlig, at der overføres produktive kræfter fra det offentlige til det private.

——————–

 Er det rigtigt, at det ikke betyder en reallønsnedgang, hvis man sikrer, at priserne nedsættes med samme beløb + normal fortjeneste på lønnen + moms af samme lønnedsættelse?

Svar:

Det er ikke muligt at gennemføre en prisnedsættelse m.v. som i spørgsmålet anført. Hvis man vil forsøge på det, gør man ondt værre, fordi man skal etablere et administrationsapparat og et sådant indebærer, at samfundets kræfter anvendes forkert.

——————–

 Er det rigtigt, at man ved afskaffelse af arbejdsløsheden kan nedsætte skatterne med hele nettobeløbet, der udbetales til de arbejdsløse?

Svar:

Staten har et stadigt stigende underskud (I 1980 således knapt fire gange så  meget som arbejdsløshedsunderstøttelsen). Underskuddet finansieres ved låneoptagelse d.v.s. ved, at fremtidens skatter skal forhøjes med de til rente- og afdragsbetaling nødvendige beløb. Dette er selvsagt uholdbart og umoralsk. Blandt andet derfor må sparede arbejdsløshedsunderstøttelsesbeløb først og fremmest bruges til at nedbringe statsunderskuddet. Herved opnås også, at flere af samfundets kræfter sættes ind på den eksport, som er så nødvendig for at få tilbagebetalt gælden til udlandet.

——————–

 Er det rigtigt, at næsten fuld beskæftigelse, skabt ved konkurrenceevne, hurtigt vil forbedre vort økonomiske forhold til udlandet?

Svar:

Ja – der skal i valutaerhvervene beskæftiges langt flere mennesker end de, der er i øjeblikket og de, der er arbejdsløse. Derfor skal der nedlægges et stort antal stillinger i det offentlige og oprettes flere stillinger i valutavirksomheder.

——————–

 Er det rigtigt, at reallønnen, efter en formindskelse af vor udenlandsgæld, kan forhøjes ved nedsættelse af de ekstraordinære forbrugsafgifter, såsom: Forhøjet moms, afgift på spiritus, benzin, tobak o.s.v.?

Svar:

Reallønnen kan forhøjes ved nedsættelse af forbrugsafgifter, men det er langt lykkeligere, at gøre det ved nedsættelse af indkomstskatten jfr. Vedlagte hæfte ”Indkomstskatten… samfundsts skurk”.

——————–

To af landets førende økonomer besvarede sidste år disse fem spørgsmål med et ja. Hvornår kommer den politiske beslutning, hvor det gennemføres?

Svar:

Den politiske beslutning om at forbedre Danmarks økonomi kommer ikke før Fremskridtspartiet er styrket meget væsentligt eller udlandet giver Danmark kniven på struben ved at nægte, at yde os yderligere lån. Erfaringen viser nemlig, at der hos de partier, der selv roser sig som ansvarlige – hvad enten de kalder sig firkløver, Socialdemokrati eller radikale – er en sådan slaphed og manglende mod og handlekraft, at de pågældende partier kun gør landets økonomi værre og værre.

 

Med venlig hilsen

Mogens Glistrup 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 21 / 7. årgang / 3. december 1979

Om Fremskridtspartiets indflydelse

9. april 2012 3 kommentarer

Om Fremskridtspartiets indflydelse 

I tiåret 1965 til 1975 voksede det offentlige forbrugs andel af varer og tjenester. Siden 1975 er denne udviklingstendens brudt, idet den offentlige forbrugsandel har været stort set konstant i årerne 1975 til 1978.

Sådan står at læse på side 259 i finansministerens Budgetredegørelse 1979.

Når man læser videre, får man konstateret, at med SV-regeringens dannelse mistede Fremskridtspartiet indflydelse. Det offentlige forbrug eksploderede. Der nævnes følgende vækstprocenter fra 1978 til 1979:

Fritids- og voksenundervisning 16 %
Miljøbeskyttelse 14 %
Idræts og fritidsfaciliteter 12 %
Teater, film, musik m.v. 10 %
Rekreative områder og skov 9 %
El-forsyning 9 %
Dagforanstaltninger for børn og unge 9 %
Bistand til ældre 8 %
Kollektiv trafik 7 %

Alt sammen dejlige områder. Men Danmark har simpelthen ikke råd til det. Der er langt mere presserende opgaver, som skal løses herunder, at skabe orden i dansk samfundsøkonomi. At fortsætte med at låne, låne og låne ender i en katastrofe.

Tværtimod skal vi sørge for at opnå overskud overfor udlandet, så vi kan tilbagebetale den allerede opståede gæld. Den eneste vej hertil er, at vi alle slider hårdt i det for et styrket Fremskridtsparti.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 11 / 7. årgang / 25. juni 1979

Lånestempelafgiften

6. februar 2012 1 kommentar

Lånestempelafgiften 

Ofte hører man de venstreforvirrede reportere i TV og radio tale om kapitalismens krise og manglende egnethed til at klare problemet.

I virkeligheden burde man udtrykke den allerstørste beundring for, hvad private erhvervsvirksomheder kan præstere til trods for, at staten giver dem usle arbejdsvilkår ved at baste og binde arbejdsmuligheder og arbejdsglæde med skadelige skatter, afgifter og restriktioner.

Disse slag mod Danmarks velstand – og dermed også mod Danmarks velfærd – kommer dumpende et efter et, og offentligheden får aldrig noget sammenhængende overblik over, hvor alvorlig helheden er blevet.

En af de i sig selv små skærpelser er den bebudede forhøjelse af stempelafgiften på pantebreve til 5 %.

Skal virksomhederne fungere, må blodomløbet – kreditformidlingen – ske uhindret af propper. Hæmmer man kreditformidlingen, gør man det i disse år altafgørende produktionsliv lidt mindre konkurrencedygtig.

Selvfølgelig er et statsunderskud på over 40 milliarder kroner aldeles uacceptabelt, når 1980 bliver sjette år i træk med stigende underskud. Men det skal ikke bekæmpes ved stigende skatter og afgifter, men derimod ved at staten indskrænker sine udgifter til, hvad samfundets bærekraft kan strække til efter, at gammelpartierne i så høj grad år efter år har molesteret den danske samfundsøkonomi.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 21 / 7. årgang / 3. december 1979

Lavere rente og nye skatter betaler for regeringens frådsen

13. december 2011 1 kommentar

Lavere rente og nye skatter betaler for regeringens frådsen

Også i år vil regeringens (A, B, Centrum Demokraterne (D) og KrF, red.) gældsætning af det danske samfund fortsætte. Det er dybt uansvarligt og aldeles kritisabelt, siger Fremskridtspartiets finansordfører, Kim Behnke, i en kommentar til regeringens seneste budgetoversigt.

– Når regeringens finansminister, Mogens Lykketoft (A), kan hovere over ”kun” at forøge statens driftsunderskud med 2,7 milliarder kroner på trods af nye udgifter for 12 milliarder kroner, så skyldes det ikke kyndigt politisk håndværk, men helt andre forhold, siger Kim Behnke og fortsætter:

– Den lavere rente giver et betydeligt bidrag til finansministeren i ´94, eftersom statens enorme gæld bliver lidt billigere at forrente. Dertil kommer, at regeringen finansierer mange af de nye udgifter – fx fremrykkede anlægsprojekter – med lånte penge. Det giver en yderligere gældsbyrde og renteåg for kommende finanslove. Endelig medfører skattereformen nye miljøafgifter, højere benzinafgifter, skærpet erhvervsbeskatning og andre forhøjelser af skatteniveauet, at der kommer ekstra penge i statskassen.

Fremskridtspartiet afviser at deltage i finansministerens jubel og efterlyser i stedet en plan for afvikling af statens alt for store gæld, siger Kim Behnke.

Kim Behnke

Pressemeddelelse

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 1 / 22. årgang / januar 1994

200.000 for mange offentligt ansatte = overforbrug og gældskrise

19. maj 2011 67 kommentarer

200.000 for mange offentligt ansatte = overforbrug og gældskrise 

De nye overenskomster giver allerede, – før de er trådt i kraft – økonomiske tømmermænd til både amter og kommuner. Alene her i 1987 vil arbejdstidsnedsættelsen sammen med lønstigninger betyde flere milliarder i ekstra udgifter for de kommunale kasser. Sammen med de nye store miljøkrav giver de nye overenskomster et voldsomt pres på de kommunale kasser.

Den seneste opgørelse over kommunernes kassebeholdninger viser, at 70 kommuner har så ringe en kassebeholdning, at den kun dækker 3 ugers betalinger eller mindre.

Kommunal lånoptagning

Mange kommuner – der hidtil har haft en høj grad af selvfinansiering – presses nu til at lånefinansiere anlægsopgaver, som man tidligere klarede uden lånoptagning.

Fra såvel amter som kommuner tales der allerede nu om meget store skattestigninger i 1988.

Lønfremgang sluges af skattestigninger

De kommende skattestigninger fra amter og kommuner vil mange steder sammen med prisstigninger blive betydeligt større end de lønstigninger, der er opnået ved de sidste overenskomstforhandlinger.

Ud over skattestigningerne må befolkningen også regne med stigninger i varepriser og tjenesteydelser som en direkte følge af arbejdstidsnedsættelsen og lønstigningerne.

Katastrofekurs

Kommunernes stigende lånoptagning vil – som statens lånoptagning – på længere sigt medføre, at økonomien i kommuner og amter totalt ødelægges.

Som Fremskridtspartiet gang på gang har påpeget, må vi lære at ”sætte tæring efter næring”.

I stat – amter og kommuner er der i dag mindst 200.000 for mange offentligt ansatte i forhold til den valutaindtjening, de produktive erhverv hjembringer.

Vekselrytteri

Dagens Danmark befinder sig i den groteske situation, at vor økonomi er ringere end Brasiliens. Brasilien standsede som bekendt forleden betaling af renterne på sin udlandsgæld. I modsætning til Danmark havde Brasilien indtil oktober 1986 overskud på handelsbalancen. Danmark kom ud af 1986 med et underskud på handelsbalancen samt Danmarkshistoriens største underskud på betalingsbalancen, og vi måtte samtidig optage nye lån i udlandet til betaling af den store rentebyrde, vor udlandsgæld bebyrder os med.

Det er slet og ret vekselrytteri af værste art.

Z har løsningen

Det er katastrofalt, hvis regeringen (V, C, CD og KrF, red.) fortsætter med sine syge forklaringer af den økonomiske status.

Reaktionen på de nye overenskomster har endnu engang tydeliggjort, at vi blot forringer erhvervenes konkurrenceevne og påføre befolkningen nye tyngende skatter med den løn- og skattepolitik, der føres i dagens Danmark.

Der findes kun en vej ud af uføret: Det er den vej Fremskridtspartiet viser.

Styrk derfor fremtidens parti ved at tage aktivt del i den politiske debat og den personlige agitation.

Danmark har nu – mere end nogensinde – brug for den politik, vi står for.

Johs. Sørensen

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 10 / 15. årgang / 20. marts 1987

Bøvle Danmark

19. april 2011 7 kommentarer

Bøvle Danmark

I min skoletid – længe før uvidenhed var anerkendt som en menneskeret, dovenskab blev kaldt skoletræthed og dumhed for alternativ intelligens –, havde Danmark et fint renommé ude i verden.

Min geografilærer fortalte, at man som dansker kunne gå ind i enhver bank i Canada og låne penge til jordkøb – på sit glatte ansigt. Overalt vidste man, at der var gods i danskerne.

Tiderne skifter. I dag skal man ikke reklamere med at være dansk, når man færdes i udlandet. Reaktionerne veksler fra venlig overbærenhed over lettere fnisen og uartige bemærkninger til kølig foragt. I pænt internationalt selskab ser man os som forkælede børn og skrækindjagende eksempler på, hvor galt det kan gå, når et folk udvikler bøvleriet til en kunstart.

Og vi er jo blevet et folk af bøvlere – mennesker, der mener at have en guddommelig ret til alverdens goder uden, at vi vil påtage os de dermed forbundne pligter.

Vi under alverdens folkeslag – ’Bolivias højlandsindianere, pakistanske bønder og Indiens sultende masser for slet ikke at tale om afrikanerne (men naturligvis ikke naboen – det dumme svin) hver sit parcelhus med bil i carporten, farve-tv og et liv i velfærd, men på den anden side, vil vi ikke røre en finger for at opnå disse tilstande. Bortset naturligvis fra at skænke penge – som vi låner!

Bøvlere anser principielt pligter som indgreb i den personlige frihed, og følgelig er de mennesker, som skaber arbejdspladser i deres øjne suspekte og strafværdige individer, som ikke hører hjemme i det mønstergyldige bøvler samfund.

Bøvlerne mener desuden, at alle problemer – menneskelige, økonomiske og politiske – kan løses ved strejker, faglige møder (i arbejdstiden forstår sig) og optog med hylekor og faner. De drages uimodståeligt mod de personer, som taler højest om solidaritet og retfærdighed.

Videre er det typisk for bøvlerne, at de betragter staten som den naturlige forsørger, når forældrene falder fra.

I denne tro bestyrkes de også daglig af deres regering bestående af super-bøvlere valgt på god demokratisk – og af massemedierne, der fortæller dem, at det er onde, udenlandske magter – især de multinationale selskaber og præsident Reagan –, der er skyld i alle fortrædeligheder, medens de selv er skyldfri og rene som nyfalden sne.

I de senere år har bøvlerne knyttet stærke bånd til fæller i udlandet. Med dem udveksler de værdifulde erfaringer. Vi har jo her i landet to institutioner, der har udviklet sig til forbilleder for alverdens bøvlere. Postvæsenet og Danmarks Radio – så at sige vore esser i ovennævnte erfaringsudveksling.

Først og størst er postvæsenet, hvis studierejser i det sydlige Europa og de mellemamerikanske bananstater har medført indførelse af nye og vigtige teknikker mht. ineffektivitet og pakkebehandling. I postterminalen – i årevis Danmarks dyreste syltekrukke – havde man efter sigende et slogan, der lød: Tag telefonen – samtalen bliver ikke væk undervejs! Det var kort før, KTAS også blev overtaget af bøvlerne.

Ledelsen talte om indskrænkninger – af økonomiske grunde. Personalet om udvidelser – af arbejdsmæssige grunde. Så den ansvarlige minister stillede – 500 nye stillinger i udsigt. Set fra enhver synsvinkel forbilledligt bøvleri.

Vor anden mønsterbøvlevirksomhed er Danmarks Radio, som efterhånden er ved at fortrænge postvæsenet fra den gule førertrøje – undskyld – røde!

Her producerer en medarbejderstab (bl.a. ca. 600 journalister) på størrelse med en mindre provinsbys befolkning Europas mindste og måske ringeste udbud af radio- og tv-programmer. Og med det absolut maksimale antal fejl og tekniske vanskeligheder på trods af det dyreste og mest avancerede udstyr der kan købes for penge.

Mikrofonprøver har man for længst forkastet som udemokratisk. I dag behøver en speaker ikke at kunne læse en tekst uden at hakke eller stamme i den. Man retter sig selv med et frejdigt ”om igen” og i fjernsynet med et lille smil; betror eventuelt seeren at det sandelig var et svært ord at sige. Man fumler med manuskripter, der ikke passer sammen med de viste billeder. Glemmer med usvigelig sikkerhed at trykke på en knap som får mikrofonen til at virke.

Det er heller ikke mere nødvendigt at kunne stave for at skrive undertekster – lige så lidt, som det er nødvendigt med sprogkundskaber for at oversætte.

Danmarks Sproglærerforening forsøgte for år tilbage at få Danmarks Radio til at ansætte kvalificerede sprogfolk til dette job, men man holder sig konsekvent til skuespillere og andre uden nævneværdige sproglige forudsætninger.

En sprogbehandling som ville have været kritisabelt i en 3. mellem i gamle dage er ej heller nogen hindring for en strålende karriere. Altafgørende er nemlig hvorvidt fagforeningsbogen er iorden!

Men lad os ikke fortvivle –, de nævnte institutioner har et absolut modstykke for at skabe balance: Skattevæsenet!

Der fungerer alt friktionsfrit. Skatteopkrævninger når ud til tiden. Momsregnskaber behandles hurtigt og effektivt. Ingen slinger i valsen.

Det er nok kun et spørgsmål om tid, hvornår bøvlerne også holder deres indtog der, og så er der nok en del, som vil fejre det som en festdag – værdig til den gamle flaske whisky (43 %), som i årevis har ventet på en virkelig anledning.

Claus Frost-Hansen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 13 / 15. årgang / 10. april 1987

At låne er at leve

13. april 2011 14 kommentarer

At låne er at leve

Der var en gang en konge, der hed Ludvig den 16. Ved sin tronbestigelse i 1774 erfarede han, at landet – Frankrig – var en økonomisk ruin. Stor sparsommelighed var eneste redning. I de dage – bør man vide –, var kongen det, som Folketinget er idag. Heller ikke dengang havde folket et klap at skulle have sagt. Preben Wilhjelm (VS) skrev nylig i en kronik, at ”folkets meninger naturligvis ikke skal påvirke lovgivningen” –, eller skrev han stemninger?

Nå – hip som hap – hvem kan skelne? I hvert fald var det en replik, som Ludvig ville have elsket. Nuvel – og hvad gjorde kongen så ved synet af den tomme statskasse? Han jamrede. Sparsommelighed var for ham et ukendt begreb. Folket var så ludfattigt, at der ikke var noget at hente der bortset fra et svin eller en høne nu og da, når skatteopkræverne var heldige. Adelens og kirkens folk var skattefri, – de støttede kongen og mente, at det kunne være nok. Gode råd var en mangelvare, men hoffolkene hjalp ham. Så dukkede der en mægtig smart fyr op – Charles Alexander de Callone –,,der var kendt for sine mange gode idéer. Han havde et valgsprog, som også mange af vore politikere ville nikke genkende til. Han sagde: ”Vil man låne, må man føre sig frem med flothed, så ingen er i tvivl om, at man har magt over tingene!”. Det virkede fint – også dengang. Så han blev finansminister.

På kun 3 år lånte han 800 millioner francs til sin herre og mester. En sum som der er svær at omsætte til nutidspenge, men det var en hulens masse. Kongen var begejstret. Til sin dronning – Marie Antoinette – købte han lystslottet St. Cloud for 8 millioner og til sig selv et andet – Ramboillet – for 16 millioner. Videre overlod en falleret hertug ham en række mindre godser for 12 millioner. Det var herlige tider. Hoffet, adelen og kirkefyrsterne havde aldrig kendt dem bedre. Se hvor vidunderligt vi har det, sagde de til hinanden – lyt til vor skønne musik, læs de nye forfattere Descartes og Pascal. Intet land kan måle sig med vort, hvad angår kultur og levemåde. Det går forrygende godt! Strålende fester, maskeballer og jagtselskaber afløste hinanden og overalt hvor Callone færdedes, hørte han behagelige ord og så smilende ansigter. Han var sandelig dagens mand.  Når store lån forfaldt, arrangerede han enestående middage for de europæiske finansfolk. Han gav flotte gaver til deres hustruer og elskerinder og fik nye lån til at dække de gamle – plus lidt ekstra til at gøre godt med ved hoffet.

Callone vidste godt, at situationen var uholdbar, og sagde det også til kongen, men han var bedøvende ligeglad og havde arvet en talemåde fra sin far. “Efter os kommer syndfloden”, sagde han og tilføjede -, “men det haster jo ikke”! Det lo man meget af ved hoffet i de dage.

Callone smilte også, men lidt anstrengt, og han grublede. Jo mere han gjorde det, blev han klar over, at den eneste redning ville være at opkræve skatter hos de privilegerede stænder. Han tænkte, at når de så de barske kendsgerninger i øjnene, ville de falde til føje. Og så indkaldtes statsrådet. Callone meddelte forsamlingen, at gælden nu var på 125 millioner livres. En livre var dengang en guldmønt med meget høj værdi – noget i retning af en normalborgeres årsindtægt. Han sagde, at det var bydende nødvendigt at ophæve privilegierene og svare skat. Folket var så udpint, at man end ikke havde brød at sætte på bordet, hvis man havde et bord. Det var ved den lejlighed, – siges det –, at Marie Antoinette lo en perlende latter og mente, at så kunne folket jo bare spise kager. Hendes sociale forståelse var virkelig ikke noget at skrive hjem til Mor Maria Theresia i Wien om. Men Callone havde forregnet sig. Forsamlingen afviste pure at betale skat, og så fyrede kongen ham. Det var i 1787.

To år senere kom revolutionen, hvor kongen, dronningen og en masse andre blev et hoved kortere. Callone havde i mellemtiden skaffet sig et job i udlandet som konsulent for et stort handelshus.

Nuvel. Kan vi så 200 år senere lære noget af denne historie? Det burde vi kunne. I et demokrati er det os, der styrer landet. Vi kan ikke – som fortidens konger og ministre – træde tilbage og for långiverne – de udenlandske banker –, er det heller ingen løsning at kappe hovederne af os. Vi hæfter solidarisk, og må selv rydde op i vor rodede økonomi.

I dag låner vi mere end 100.000.000 kroner – om dagen! – til at betale afdrag og rente på vor gæld. Gud fri mig vel, hvor Callone ville have beundret os! Det faktum at det ikke er en lille forædt overklasse, som har soldet pengene op, men selve folket, der har levet over evne og foræret milliarder af lånte kroner til fjerne, fremmede folkeslag, det interesserer ikke vore kreditorer en bønne. De vil se deres moneter igen og samme slags, som de har lånt os: D-mark, dollars og francs. Så det hjælper ikke at speede seddelpressen op. Kun producerede varer er konvertibel valuta.

I et Tv-interview for år tilbage blev professor Anders Ølgaard spurgt, om han kunne vise vej ud af vort økonomiske dilemma. Han svarede med sit glade smil: Javist! Men, folk vil ikke følge den!

Om historien gentager sig? Ja, mon ikke – til vi lærer vor lektie.

C. F.-Hansen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 6 / 15. årgang / 20. februar 1987 

Socialdemokratisk overbudspolitik

27. november 2009 2 kommentarer

Socialdemokratisk overbudspolitik

Socialdemokraterne har altid haft en særlig evne til at bruge løs af skatteydernes penge og låne det i udlandet, som manglede til sin overbudspolitik.

Dette absolut kedelige talent har rigtig udfoldet sig her i 1991.

Vi har hørt en Jimmy Stahr, som har lovet flere penge til Det Kongelige Teater, danske film og museer.

Vi har hørt en Ole Espersen, som vil give flygtninge, som rejser hjem, økonomiske ydelser i op til et år efter de har forladt Danmark og ydermere sende pension til disse hjemvendte flygtninge.

Vi har hørt en Svend Auken, som vil eftergive FN – 600 millioner kroner, som vi har til gode for vores FN-styrke på Cypern.

Vi har set socialdemokratiet med assistance fra SF og de Radikale (B) ødelægge Danmarks anseelse i udlandet – først omkring Golf-krisen i såvel befrielsen af Kuwait og siden omkring beskyttelsen af kurderne. Dernæst vil man blokere for Danmarks og EFs samhandel med Sydafrika, ud fra nogle holdninger, som ikke gælder for andre lande, vi handler med.

Et negativt billede dannes af danskere, og det gavner ikke de mulige udenlandske investeringer og dermed nye arbejdspladser. Det kan ligeledes skade eksportmuligheder og dermed også beskæftigelsen.

Det ville være meget ulykkeligt for Danmarks økonomi, beskæftigelse og anseelse såfremt Socialdemokratiet igen fik regeringstaburetterne, og desværre gør det alternative flertal – S, SF og R det muligt. Heldigvis kan vælgerne ændre det, og bør gøre det, når chancen byder sig.

Johannes Sørensen

Landsformand 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 7 / 19. årgang  / august 1991

Velfærdssamfundet!!!

23. november 2009 5 kommentarer

Velfærdssamfundet!!!

For den almindelige dansker er de faktiske daglige forhold vel egentlig ganske gode. Aldrig tidligere i vor historie har man ved lånoptagning, belåning af konjunktur- og inflationsgevinster m.v. haft mulighed for at bo så godt, spise så dyrt, klæde sig så moderne, købe så mange nye biler, hårde hvidevarer, video- og Tv-apparater, holde så lange ferier, rejse så meget og få så meget udbetalt fra de offentlige kasser uden arbejdsindsats o.s.v. – o.s.v.

Den private lille egoisme trives i dag så godt som aldrig før. Hvis man en kort stund gider høre på de uduelige politikere eller som forleden lange aften i TV se og lytte til, hvad forskellige økonomer m.fl. mener om landets økonomiske situation, så kan man nok lige acceptere, at der muligvis bør gøres noget, men hvorfor egentlig? – Vi har det da nogenlunde! Og er det alligevel nødvendigt med indgreb og tilbageholdenhed, så skal det i hvert fald ikke være overfor os eller lige på vort område.

Det børnefjendske samfund

Ved læsning af dagens aviser m.v. afsløres dagligt nogle af de problemer vort velfærds- og lånesamfund også er belemret med. Flere og flere børn er de sidste årtier af fortravlede, udearbejdende forældre blevet overladt til pasning og opvækst i samfundets forkvaklede institutionssystemer.

Resultatet er, at flere og flere børn i disse år henvises til skole- og kliniske psykologer, kommer under psykiatrisk behandling, får støttepædagog, hjemmepædagog eller bliver anbragt under forskellige former uden for eget hjem.

Børne- og ungdomskriminaliteten er – sammen med voksenkriminaliteten – stærkt stigende, og hvis ikke flere og flere lovovertrædelser blev gjort straffrie – afkriminaliseret, så ville tallene for kriminalitetens stigning være chokerende store.

Dagligt beretter pressen om voldelige og blodige overfald på såvel børn, unge, voksne og ældre. Væbnede overfald på såvel sagesløse som banker og lignende er desværre nu også blevet en af vi danskes dagligdag.

Behandlersamfundet

Familien, der tidligere var det centrale – det samlende og faste ståsted for det enkelte menneske og det grundlæggende for hele samfundet er gennem de sidste 25 år blevet mere og mere tilsidesat og familiens opgaver overtaget af de såkaldte behandlere. I behandlersamfundet tales der i dag ofte mere om: Min dagplejemor, min pædagog, min lærer, min vejleder, min sagsbehandler, min læge, min hjemmehjælper, min omsorgsassistent, min hjemmesygeplejerske, min bankvejleder, min revisor, min skilsmissesagfører, min o.s.v. – o.s.v., end der tales om min mor og min far eller min familie.

I stedet for hjemmets tryghed og lille overskuelige verden er der nu i mange danskes hverdag – lige fra vugge til grav – kommet en sværm af vejledere og behandlere, der alle har en eller anden form for autoritet. Det er sikkert bl.a. derfor, mange børns og unges tillid og tro på autoriteter kan være på et meget lille sted.

Jeg hører ikke til dem, der mener, at alt det gamle var godt, og alt det nye dårligt, men vil vi have genskabt et menneskeværdigt, varmt og rigt samfund, så må meget genprivatiseres og det naturlige i børneopdragelse- og pasning genindføres.

Barnets naturlige base skal igen være familien, og dermed vil grunden til en rolig og harmonisk ungdoms- og voksentilværelse være lagt.

Privatisering

Ved en udstrakt privatisering af de alt for mange opgaver, der i dag løses af det offentlige, kan vi genskabe et trygt og frit menneskeværdigt samfund.

En klar forudsætning for gennemførelse af disse privatiseringstanker er den grundlæggende skatte, friheds– og socialpolitik som Fremskridtspartiet står for.

Med en skatte- og frihedsreform – der kan skabe gode konkurrencevilkår for danske eksportvarer -vil der over en overskuelig periode i forbindelse med en vidtgående privatisering, kunne skabes arbejdspladser i den produktive sektor til de mange offentligt ansatte, der vil blive overflødige i Fremskridtssamfundet.

Derfor er Fremskridtspolitikken så aktuel som nogensinde!

Johs. Sørensen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 3 /16. årgang / 29. januar 1988

%d bloggers like this: