Archive

Posts Tagged ‘lønninger’

Det dynamiske arbejdsmarked – Dansk dynamik

20. maj 2013 32 kommentarer

2. Det dynamiske arbejdsmarked

Kilde:

DANSK DYNAMIK– En helt ny vækststrategi.

Fremskridtspartiets folketingsgruppe, 1993

 Må gengives med fuld kildeangivelse

 —————————————————————–

Selv om verdensøkonomien i disse år er præget af global afmatning, så er den høje danske arbejdsløshed langt fra et konjunkturbetinget fænomen. Uanset hvor stort det kommende opsving bliver, vil ledigheden i Danmark forblive på et uacceptabelt højt niveau. Det er derfor helt uansvarligt at indtage en afventende position og håbe på, at arbejdsløsheden langsomt forsvinder.

Arbejdsløsheden forsvinder ikke, blot fordi efterspørgselen øges. For eksempel oplevede vi fra 1984 til 1987 en særdeles gunstig efterspørgselsudvikling, men det bragte kun arbejdsløsheden ned på omkring 8 %. Og det var vel at mærke fra et lavere ledighedsniveau, end de 12 %, vi oplever i dag.

Det understreger med al ønskelig tydelighed, at den høje ledighed skyldes strukturproblemer på arbejdsmarkedet. Det er her problemerne skabes, og det er her problemerne skal løses. Det er imidlertid ikke ligegyldigt, hvordan det sker.

2.1. Myter om arbejdsløshedens årsager

Først må der gøres op med de myter, der hersker om arbejdsløsheden. Én af de mest sejlivede er forestillingen om, at teknologien overflødiggør den menneskelige arbejdskraft. Myten næres blandt andet af, at der i de seneste år har været en markant produktivitetsfremgang, samtidig med at ledigheden er steget voldsomt. På den baggrund fremsættes ofte forhastede konklusioner om, at teknologien generelt fortrænger arbejdspladser.

Fordi to begivenheder indtræffer samtidigt, er det ikke ensbetydende med, at der er en sammenhæng. I 1960´erne, hvor produktivitetsvæksten var væsentligt større, var der fx næsten ingen arbejdsløshed. Det er muligt at påvise, at teknologien med tiden skaber flere arbejdspladser (1). Produktion, som ikke tidligere var teknisk mulig, er i dag grundlaget for tusinder af arbejdspladser. Alene det faktum at arbejdsstyrken i dag er større end nogen sinde før viser, at teknologien ikke har reduceret beskæftigelsen.

Men den teknologiske udvikling har ikke kun bidraget til flere, men også til bedre arbejdspladser. Arbejdsmiljøet er løbende blevet forbedret ved, at det ensformige og fysisk belastende arbejde er blevet erstattet af procesautomation. I stedet er der opstået arbejdspladser, der er blevet mindre monotone og fysisk krævende.

En anden sejlivet myte er forestillingen om, at der kun eksisterer en given mængde arbejde. I det omfang det måtte være tilfældet, kan arbejdsløsheden kun reduceres, hvis den givne arbejdsmængde fordeles, eller hvis en række personer forlader arbejdsstyrken. Og rent faktisk har myten været grundlag for de sidste 20 års arbejdsmarkedspolitiske initiativer. Arbejdstidsforkortelsen var fx et forsøg på at fordele arbejdet, mens efterlønsordningen og betalt forældreorlov var forsøg på at reducere arbejdsstyrken. Men på trods af foranstaltninger er ledigheden alligevel fortsat med at stige. Forklaringen er naturligvis, at arbejdsmængden ikke er konstant, men at den nærmere er en funktion af arbejdsstyrken.

At reducere arbejdsstyrken er derfor det samme som at reducere samfundets potentielle produktionskapacitet. Derved afskærer vi os fra den mulige velstand, som kunne opnås under et mere fleksibelt arbejdsmarked. Arbejde avler ganske enkelt arbejde, idet arbejdsindkomster anvendes til køb af ydelser, som andet arbejde har frembragt osv. (2).

Endelig er det en udbredt forestilling, at vi savner en overordnet erhvervspolitisk strategi i Danmark. Derfor fremsættes der lejlighedsvis forslag om, at staten skal spille en større og mere aktiv rolle i udviklingen af bestemte virksomhedstyper. Et krav, der i sig selv er uhåndterligt, fordi det hele tiden skifter form og indhold.

I begyndelsen af 80´erne ønskede man at skabe en såkaldt iværksætterkultur, dvs. fremme underskoven i dansk erhvervsliv. Derefter opstod idéerne om såkaldte industrilokomotiver, der skulle trække underskoven med sig. Og endelig fødtes strategien om at fremme såkaldte servicevirksomheder, der skulle eksporter den offentlige sektors knowhow til underudviklede lande. Fælles for de tre strategier er dog, at de ikke bidrog til skabelsen af én eneste arbejdsplads i den private sektor. Skal der overhovedet drages nogen lære af denne periode, så er det, at erhvervslivets udviklingsmuligheder ikke fremmes i et overflødigt statsligt ilttelt.

2.2 Arbejdsmarkedspolitiske foranstaltninger

De arbejdsmarkedspolitiske foranstaltninger i Danmark er en ren katastrofe. I de sidste 20 år er midlerne til ”aktiv” ledighedsbekæmpelse firedoblet samtidig med, at arbejdsløsheden er eksploderet til et hidtil uset niveau på omkring 323.000 helårsledige (ultimo 1992).

På den baggrund forekommer det bemærkelsesværdigt, at et flertal af Folketingets partier ønsker, at intensivere indsatsen yderligere. Det sker ganske vist ud fra en argumentation om, ar arbejdsløsheden ville have været endnu større uden de pågældende foranstaltninger. Men de sparsomme undersøgelser der er foretaget af de forskellige ordninger viser, at de ikke har nogen dokumenteret beskæftigelseseffekt.

En række arbejdsmarkedsforskere, der har undersøgt de såkaldte arbejdsmarkedsuddannelser (AMU) når ligefrem til det paradoksale resultat, at kursister med en forudgående høj ledighed stilles beskæftigelsesmæssigt ringere efter deltagelse i et AMU-kursus (3).

Arbejdsmarkedsstyrelsen har foretaget mindre detaljerede undersøgelser af de såkaldte arbejdstilbud (ATB), og også her er resultatet nedslående. Det har nemlig været umuligt at påvise nogen gunstig beskæftigelsesvirkning.

Effekten af den kommunale ledighedsbekæmpelse kendes ikke, idet der ikke foreligger en samlet undersøgelse. Lokale erfaringer viser dog, at de såkaldte løntilskudsordninger ikke bidrager til varig beskæftigelse, men kun tjener som opbevaringspræmie for de private arbejdsgivere.

Ud fra en samlet vurdering kan det altså konstateres, at den såkaldt ”aktive” arbejdsmarkedspolitik er mislykkedes; de mange foranstaltninger skaber ikke nye og varige arbejdspladser. Denne konklusion deles også af det såkaldte Zeuthen-udvalg, som dog er forbløffende konsekvensløst i sine anbefalinger (4). Udvalget forudsætter således grundløst, at det nuværende aktiveringssystem kan smidiggøres og omlægges, så der skabes positive beskæftigelseseffekter.

Aktiveringsordningernes eneste sikre effekt er imidlertid, at de bidrager til usynliggørelsen af den reelle arbejdsløshed. Personer, der deltager i en af de pågældende ordninger, bliver nemlig ikke registreret som ledige i den officielle arbejdsløshedsstatistik. Ved at summere antallet af helårspersoner, der er omfattet af aktiveringsordningerne med den officielle ledighed, fremkommer den mere retvisende bruttoledighed på ca. 400.000 (jf. tabel 2.1.).

Tabel2.1.:

Udviklingen i bruttoledigheden 1988-1992

Officiel ledighed Personer omfattet af aktiveringsordninger Bruttoledighed
1988

244.000

32.100

276.100

1989

265.000

48.100

313.100

1990

272.000

63.500

335.500

1991

296.000

74.600

370.600

1992

323.000

77.000

400.000

Kilde: Arbejdsmarkedsstyrelsen og Zeuthen-udvalget

Tabellen omfatter kun de statslige arbejdsmarkedsforanstaltninger, hvorfor de kommunale beskæftigelsesinitiativer – med ca. 43.000 ledige – er udeladt. Det samme er efterlønsordningen og delpensionen, der også må betragtes som delvis skjult ledighed. Bruttoledigheden er derfor et undervurderet skøn.

Fremskridtspartiet ønsker gradvis at afskaffe de omtalte foranstaltninger; ikke fordi vi er modstander af en beskæftigelsespolitisk indsats, men fordi det nuværende system årligt koster mellem 12 og 14 mia. kroner uden nogen påviselig effekt. Vi er derfor fremmede over for tanken om at intensivere yderligere og peger i stedet på en helt anden vej.

2.3 Virksomhedsrelateret uddannelse (VRU)

Uddannelse er investering i arbejdstagernes produktionsevne. Der er altså en sammenhæng mellem en persons kundskabsniveau og hans relative produktivitet. Hvori denne sammenhæng består, afhænger naturligvis af den arbejdsfunktion, der skal udføres. I de fleste job kræves en række generelle kundskaber, mens der i andre job også kræves specifikke kundskaber. Og det er netop denne sondring, der er udgangspunktet for Fremskridtspartiets forslag om virksomhedsrelaterede uddannelser (VRU).

Den generelle uddannelse varetages i dag af folkeskolen, tekniske skoler, handelsskoler, gymnasier og de højre læreranstalter. De giver eleverne en række grundlæggende kundskaber, som de kan anvende i deres senere arbejdsliv. Uddannelserne er således ikke i sig selv kompetencegivende.

Når en virksomhed ansætter en medarbejder, sker det med andre ord ikke ud fra den forudsætning, at personen øjeblikkelig vil kunne varetage jobfunktionen. Der er en naturlig oplæringstid, ligesom der løbende kræves efteruddannelse. Og det er vel at mærke uddannelse, som er specifik for den enkelte virksomhed, og som ikke kan varetages i offentligt regi.

I Japan findes der af samme grund ingen formaliserede arbejdsmarkedsuddannelser. Uddannelsen foregår i virksomhederne ved, at ældre medarbejdere oplærer nytilkomne og yngre medarbejdere i de specifikke kundskaber, og de yngre medarbejdere oplærer de ældre medarbejdere i de nye generelle kundskaber. Spørgsmålet er i øvrigt blevet grundigt belyst af Det økonomiske Råd i deres seneste rapport fra november 1992.

Det er en del af forklaringen på AMU-kursernes overflødighed; de imødekommer hverken virksomhedernes krav om generelle eller specifikke kundskaber. Kurserne fungerer oftest som et opbevaringssted, hvor ledige uden udsigt til beskæftigelse behændigt kan gemmes af vejen.

Fremskridtspartiet er modstander af denne form for passiverende arbejdsmarkedsuddannelse. Vi er imidlertid opmærksomme på, at virksomhedernes muligheder for at uddanne deres personale er et omkostningsfølsomt problem. Derfor ønsker vi at etablere en fradragsordning for uddannelse, så virksomhedernes afskrivning af fysisk kapital (maskiner) suppleres med en afskrivningsret for menneskelig kapital (uddannelse).

Virksomhedernes valg mellem køb af nye maskiner eller uddannelse af arbejdskraften vil dermed ikke hvile på et skattemæssigt grundlag, men alene på den mest hensigtsmæssige produktionssammensætning.

En sådan nytænkning betyder, at virksomhederne ikke fraholder sig en udvidelse af medarbejderstaben på grund af oplæringsomkostninger. De vil tværtimod kunne foretage en mere fleksibel personaleplanlægning, der er afstemt efter deres langsigtede behov. Omvendt kan arbejdstagerne koncentrere sig om de generelle kundskabsforbedringer med en forsikring om, at den specifikke jobtræning tilbydes af arbejdsgiverne.

2.4. Dagpengessystemets skadevirkninger

Den høje arbejdsløshed skyldes imidlertid ikke alene manglende kundskaber hos arbejdsstyrken. Det høje ledighedsniveau kan primært tilskrives indretningen af det nuværende dagpengesystem, som på mindst tre afgørende områder fortrænger beskæftigelse.

For det første bidrager den relativt høje dækningsgrad for de lavtlønnede til en sammenpresning af lønstrukturen. Dagpengenes størrelse udgør en nedre grænse for den løn, de arbejdsløse er villige til at acceptere. Det er derfor ikke overraskende, at de seneste års arbejdsmarkedsforskning har påvist en uheldig sammenhæng mellem dækningsgraden og ledighedens varighed (5).

En lavere dækningsgrad for de lavtlønnede ville kunne øge udbuddet af arbejdspladser med et lavere lønindhold. Det høje ydelsesniveau fungerer i praksis som en politisk fastsat minimumsløn. Der kan naturligvis fremføres fordelingspolitiske indvendinger imod en reduktion i dækningsgraden, men det ændre ikke hovedsynspunktet. De lavtlønnedes indkomstnedgang kan nemlig kompenseres ved social- og skattepolitiske tiltag, der neutraliserer virkningerne af en lavere dagpengesats.

For det andet er varighedsperioden betydeligt længere i Danmark end i de lande, vi normalt sammenligner os med. Og det er indlysende, at kombinationen af høj dækningsgrad og lang oppebæringsperiode virker ødelæggende for den enkeltes tilskyndelse til at søge arbejde. OECD har også ved flere lejligheder beskrevet dette forhold som en afhængighedskultur, der stimulerer langtidsledighed og nedbryder den enkeltes selvværdsfølelse (6).

Endelig udgør finansieringen et selvstændigt problem, idet staten alene bærer udgifterne ved en stigning i ledigheden. Den arbejdsløshed, der måtte opstå som følge af omfattende lønstigninger ved overenskomstforhandlinger, afspejles således ikke direkte i øgede omkostninger for den enkelte lønmodtager, men kun indirekte i form af højere skatter.

Det påvirker naturligvis løndannelsen negativt.

Selvom disse tre fortrængningseffekter er velkendte, så kniber det kolossalt med at finde effektive løsninger. Forslagene fra det såkaldte Zeuthen-udvalg imødekommer ganske vist Fremskridtspartiets ønske om en finansieringsform, men vi har stærke reservationer over for de enkelte forslags indhold.

For eksempel finder vi det bemærkelsesværdigt, at Zeuthen-udvalget opererer med modeller, der alene er baseret på øget arbejdsgiverfinansiering. Det vil jo blot forstærke den skadelige adfærd ved overenskomstforhandlingerne, i det lønmodtagerne ikke engang indirekte mærker konsekvenserne af deres lønkrav i form af højere skatter. Virksomhedernes konkurrenceevne svækkes imidlertid mærkbart; de skal både dække de højere løn- og dagpengeudgifter.

Af den grund er det også uforståeligt, at regeringen (V og C, red.) lader dette element indgå i forhandlingerne om en arbejdsmarkedsreform. Det sker ganske vist med den begrundelse, at det vil reducere den ”midlertidige hjemsendelse”. Men det er der ikke det mindste belæg for. Det kan med større ret hævdes, at en øget arbejdsgiverbetaling vil fortrænge de arbejdspladser, som er forbundet med midlertidig hjemsendelse. Forsøget på at begrænse den midlertidige hjemsendelse kan derfor ende med en permanent hjemsendelse. Fremskridtspartiet præsenterer derfor en alternativ finansieringsmodel, der skaber sammenhæng mellem lønkrav og ledighedsrisiko.

2.5. En adfærdsrigtig dagpengemodel

Det er bydende nødvendigt at afpolitisere arbejdsmarkedet. De naturlige tilpasningsmekanismer, som kendes fra de andre markeder skal genskabes, og arbejdsmarkedets socialpolitiske funktion skal afvikles. I det omfang den nuværende indkomstfordeling ønskes fastholdt, må det ske via socialpolitikken og ikke ved politisk indblanding i løndannelsen.

Fremskridtspartiet ønsker derfor, at der foretages en gradvis privatisering af A-kassesystemet, så det får karakter af en egentlig forsikringsordning. Hovedkravet til en reform må imidlertid være, at erhvervslivets omkostningsniveau generelt forbliver uforandret. Fremskridtspartiet accepterer med andre ord ikke en løsning, der øger omkostningerne for én type virksomhed mod en reduktion for andre typer af virksomheder. Derfor kan vi ikke medvirke til en dagpengereform, der forøger antallet af arbejdsgiverbetalte ledighedsdage.

Dagpengesystemet bør indrettes på en sådan måde, at de personer der bruger det også finansierer det. Forestår brugerne selv finansieringen af dagpengesystemet igennem en forsikringsordning, vil de personer, der modtager arbejdsløshedsdagpenge uden reelt at være arbejdssøgende blive udskilt fra A-kassen, hvorved den sande ledighed vil fremstå.

Under et privatiseret A-kassesystem vil brugernes bidrag typisk afhænge af den ledighedsrisiko, der er i den for den pågældende A-kasses fagområde. Det skaber en adfærdsrigtig afvejning mellem fremsatte lønkrav og forøget ledighedsrisiko, idet denne sammenhæng mærkes direkte i form af højere eller lavere bidrag. Løndannelsen vil derfor blive præget af en ansvarlighed, der er i overensstemmelse med lønmodtagernes egne interesser.

Privatiseringen af A-kasserne skal imidlertid ske sideløbende med, at der gives overkompenserende skattelettelser. Det vil betyde, at den finansieringsmæssige omlægning opleves som en netto-gevinst af den enkelte lønmodtager. Og i den forbindelse kan de fordelingspolitiske ønsker tilgodeses ved at give lavindkomstgrupperne en relativt større skattekompensation.

Den anførte privatisering af A-kasserne vil være en bevægelse i retning af et mere dynamisk arbejdsmarked, hvor en hurtig og effektiv tilpasning af arbejdskraften reducerer ledighedsrisikoen. Det er samtidig en bevægelse væk fra den ”afhængighedskultur”, som kontinuerligt ødelægger velstand og begunstiger passivitet. Endelig er det er tilbud om øget vækst og beskæftigelse; ikke blot i de nærmeste år, men helt ind i det nye årtusinde.

Det hele er alene et spørgsmål om vilje, og denne vilje er Fremskridtspartiet i besiddelse af.

Henvisninger

  1. Se fx, ”Produktivitet skaber velstand, ikke arbejdspladser” i Ugebrevet Industrien, 9. november 1992, s. 6-7.
  2. Se fx Niels Blomgren-Hansen, ”Arbejde avler arbejde”, Den Grimme Ælling, nr. 4, november 1991.
  3. Jensen, Peter m.fl., ”Arbejdsmarkedsuddannelserne, evalueringen af effekten på arbejdsløshed og løn”, Working Paper 91-3, Århus Universitet, august 1991.
  4. ”Rapport fra Udredningsudvalget om Arbejdsmarkedets Strukturproblemer 1-5”, Udredningsudvalgets Sekretariat, København, juni 1992.
  5. 5. Jensen, Peter, ”Empirical studies of individual labour market behavior”, Licentiatafhandling, Århus Universitet, 1989.
  6. OECD – Economic Outlook 51, Paris, juni, s. xi.

Demokratiet i opbrud

16. juni 2011 12 kommentarer

Demokratiet i opbrud

Græsrodsbevægelserne består af små aggressive grupper i samfundet. De har aversion mod så forskelligartede ting som: Elmaster i naturen, løn- og arbejdsforhold, kønsroller, bilisme, EF, kernekraft og meget andet. Det eneste de har tilfælles er, at de virker samfundsnedbrydende, idet de ikke vil acceptere det parlamentariske samfunds spilleregler og uden hensyn til andre grupper i samfundet, tiltager de sig magt. De gør det gennem vold, fysiske blokader og med overenskomststridige strejker og arbejdsnedlæggelser. Nogle af dem har på det seneste fremkaldt borgerkrigslignende tilstande i de større byer. Deres overblik over samfundsproblemerne svarer præcis til det niveau, græsrødder befinder sig på!

Selv i de bedste samfund – hvortil Danmark endnu en stakket stund hører –, er der splittelsestendenser og evigt utilfredse medborgere. Det er godt, for de holder politikerne oppe på mærkerne og medvirker til en stadig forbedring af samfundsforholdene. Til gengæld er det katastrofalt, hvis man ikke holder dem under kontrol, og at de bliver de dominerende kræfter. De har nemlig hverken evne eller lyst til samarbejde og koordination, vægtning og vurdering af de mange hånde og modstridende interesser i et kompliceret samfund. De har kun én ting i hovedet: Trivsel for deres egne ideer!

Samfundet er meget sårbart overfor minoriteters anslag. En håndfuld edb-operatører kan lamme bank- og handelsverdenen, nogle få postarbejdere, der bliver vrede over ikke at få deres vilje kan med et par stykker madpapir sabotere det elektroniske apparatur, så teknikere i timevis må søge efter fejlen. Typografer og journalister har tit standset nyhedsformidlingen i både radio, tv og pressen. Havnearbejdere og rengøringsfolk kan i lunefulde sindsstemninger bringe vort samfund tilbage til forholdene omkring århundredeskiftet til skade for den majoritet af befolkningen, som overhovedet intet har med problemstillingerne at gøre.

Det er tragikomisk, at først dannede det arbejdende folk – og med god grund – faglige organisationer til at varetage sine interesser. Sidenhen blev almindelige mennesker slaver af dette system, som de tidligere havde været det af benhårde arbejdsgivere og ridefogeder.

Og nu underkender medlemmerne de forhandlingsresultater, deres repræsentanter har forhandlet sig frem til. Det synes åbenbart, at folkeskolen har forsømt en af sine vigtigste opgaver: At forklare børnene og de unge om samfundets kontinuitet, at det ikke er højere løn, som sikrer materiel velstand, men produktion, at lønposens tal og købekraften ikke hænger sammen. Vi kan med lethed bevilge hinanden svimlende lønninger, men resultatet er kun svimlende priser! Vi kan nedsætte arbejdstiden til 20 timer om ugen og give hinanden længere ferier. Så bliver produktionen så dyr, at vi ikke kan konkurrere med udlandet og afsætte vore varer, vi bliver fattigere!

Desværre er Fremskridtspartiet det eneste parti i Folketinget, som med rette kan kalde sig folkets parti, idet det ikke hytter en enkelt samfundsklasse på de andres bekostning, men ser på nationens interesser og søger at træffe de bedst mulige afgørelser for Danmark som et hele –, en politik der ulykkeligvis ikke tiltaler de kortsynede masser, og som det er et hestearbejde at komme igennem med.

Vi lever i et såkaldtrepræsentativt demokrati, som indebærer, at vi vælger vore ledere og bør kunne have tillid til, at de sørger for Danmarks vel – og dermed for os alle.

Kører hver samfundsgruppe sit eget race, ender samfundet som en jungle, hvor kun den stærkeste overlever –, den der kan true med og gennemføre de værste skurkestreger. En tilstand vi er på vej imod. Vore folkevalgte har svigtet vor tillid, de har nedbrudt landets økonomi, ødelagt udlandets respekt for Danmark på så at sige alle områder: Moralsk, forsvarspolitisk og kulturelt. Og nu – for at sætte kronen på værket – smuldrer de Danmark ud til mågerne ved at åbne grænserne for alverdens ulykkelige, som hellere skulle blive i deres egne lande og kæmpe for bedre levevilkår. Sådan som danskerne har gjort det i århundreder!

Danmarks velfærd blev jo ikke opbygget på udnyttelse af kolonier eller ved social bistand fra omverdenen, men gennem hårdt og målbevidst arbejde af flittige mennesker, der samarbejdede i stedet for at slå hinanden ihjel.

Frost-Hansen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 20 / 15. årgang / 5. juni 1987

Afskaffelse af arbejdsløsheden

9. juni 2011 53 kommentarer

Afskaffelse af arbejdsløsheden

Arbejdsløsheden skyldes, at prisen på arbejdskraft er så høj, at firmaernes efterspørgsel efter arbejdskraft er mindre end udbuddet.

Sættes prisen ned, vil der komme balance. Bliver prisnedsættelsen tilstrækkelig stor, tipper forholdet over. Der bliver større efterspørgsel end udbud altså overbeskæftigelse.

Prisen på arbejdskraft hedder løn.

Men ordet ”løn” bruges forvirrende nok på nudansk i to vidt forskellige betydninger. De fleste tænker på det, som de får for at arbejde.

Denne økonomiske størrelse er imidlertid ret ligegyldig i forbindelse med kampen mod arbejdsløsheden.

Her drejer det sig om den betydning af ordet ”løn”, som udtrykker, hvad arbejdsgiveren skal betale for at få udført arbejde. I denne omkostning indgår udover udbetalingen til medarbejderen også kildeskat.

Derfor er det denne skat, vi skal have fat i og nedsætte, når vi skal stille om fra et arbejdsløshedssamfund til et overbeskæftigelsesland.

Nedsættes kildeskatten – skatten på arbejde – tilstrækkeligt opnås, at prisen på arbejdskraft falder til det punkt, hvor arbejdsløshedsproblemet er totalt forsvundet.

Men hvad skal vi dog gøre af alle de varer, der bliver produceret, når alle mennesker kommer i arbejde? Dem skal vi i vidt omfang sælge til udlandet for at stoppe Danmarks gældsætningsforblødning og tilbagebetale den allerede pådragne valutagæld.

Anderledes udtrykt: Vi demonterer en bombe mod vore børns og børnebørns livsmuligheder. Danmark kan jo under ingen omstændigheder blive ved med at låne og låne i det uendelige. Når bare priserne bliver lave nok, er der i udlandet marked for alt, hvad vi overhovedet kan producere.

Danmark er jo blot så lille et fnug på globussen, at det overhovedet ikke kan mærkes ude i den store verden, om vi så tidoblede vor eksport.

Midlet til at klare såvel arbejdsløsheden som betalingsbalancen hedder derfor skattelettelse.

Og reallønfremgang på holdbar vis får vi kun, hvis langt flere slutter op om Fremskridtspartiets kamp for lavere skatter.

Arbejdspladser flyttes til produktionen fra den alt for overoppustede offentlige sektor.

Da de andre partier ikke fortjener nogen stemmer.

Sådan som de opfører sig nuomdage, er valget let: Gå fra A til Z.

Mogens Glistrup  

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 12 / 15. årgang / 3. april 1987  

200.000 for mange offentligt ansatte = overforbrug og gældskrise

19. maj 2011 67 kommentarer

200.000 for mange offentligt ansatte = overforbrug og gældskrise 

De nye overenskomster giver allerede, – før de er trådt i kraft – økonomiske tømmermænd til både amter og kommuner. Alene her i 1987 vil arbejdstidsnedsættelsen sammen med lønstigninger betyde flere milliarder i ekstra udgifter for de kommunale kasser. Sammen med de nye store miljøkrav giver de nye overenskomster et voldsomt pres på de kommunale kasser.

Den seneste opgørelse over kommunernes kassebeholdninger viser, at 70 kommuner har så ringe en kassebeholdning, at den kun dækker 3 ugers betalinger eller mindre.

Kommunal lånoptagning

Mange kommuner – der hidtil har haft en høj grad af selvfinansiering – presses nu til at lånefinansiere anlægsopgaver, som man tidligere klarede uden lånoptagning.

Fra såvel amter som kommuner tales der allerede nu om meget store skattestigninger i 1988.

Lønfremgang sluges af skattestigninger

De kommende skattestigninger fra amter og kommuner vil mange steder sammen med prisstigninger blive betydeligt større end de lønstigninger, der er opnået ved de sidste overenskomstforhandlinger.

Ud over skattestigningerne må befolkningen også regne med stigninger i varepriser og tjenesteydelser som en direkte følge af arbejdstidsnedsættelsen og lønstigningerne.

Katastrofekurs

Kommunernes stigende lånoptagning vil – som statens lånoptagning – på længere sigt medføre, at økonomien i kommuner og amter totalt ødelægges.

Som Fremskridtspartiet gang på gang har påpeget, må vi lære at ”sætte tæring efter næring”.

I stat – amter og kommuner er der i dag mindst 200.000 for mange offentligt ansatte i forhold til den valutaindtjening, de produktive erhverv hjembringer.

Vekselrytteri

Dagens Danmark befinder sig i den groteske situation, at vor økonomi er ringere end Brasiliens. Brasilien standsede som bekendt forleden betaling af renterne på sin udlandsgæld. I modsætning til Danmark havde Brasilien indtil oktober 1986 overskud på handelsbalancen. Danmark kom ud af 1986 med et underskud på handelsbalancen samt Danmarkshistoriens største underskud på betalingsbalancen, og vi måtte samtidig optage nye lån i udlandet til betaling af den store rentebyrde, vor udlandsgæld bebyrder os med.

Det er slet og ret vekselrytteri af værste art.

Z har løsningen

Det er katastrofalt, hvis regeringen (V, C, CD og KrF, red.) fortsætter med sine syge forklaringer af den økonomiske status.

Reaktionen på de nye overenskomster har endnu engang tydeliggjort, at vi blot forringer erhvervenes konkurrenceevne og påføre befolkningen nye tyngende skatter med den løn- og skattepolitik, der føres i dagens Danmark.

Der findes kun en vej ud af uføret: Det er den vej Fremskridtspartiet viser.

Styrk derfor fremtidens parti ved at tage aktivt del i den politiske debat og den personlige agitation.

Danmark har nu – mere end nogensinde – brug for den politik, vi står for.

Johs. Sørensen

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 10 / 15. årgang / 20. marts 1987

Der er intet valg

30. januar 2011 Skriv en kommentar

Der er intet valg

Man kan altid være bagklog, men det var indlysende i september, august og december, at forligene ikke duede. De måtte ende i forlig.

For at komme ud af problemerne må man begynde med at fjerne den overflødige del af det offentliges virke, man må nedsætte det offentliges forbrug. Herved kan skatterne lettes. Skattelettelserne skal bruges til reallønsfremgang og dyrtidsregulering, så erhvervenes lønudgifter kan undgå at stige, men så vi samtidig kan holde vort privatforbrug.

Da lønudgifterne i udlandet stiger, vil de eksporterende og importkonkurrerende erhverv atter blive konkurrencedygtige. Dette giver øget beskæftigelse og bedre valutabalancen.

Denne fremgang er imidlertid helt fremmed for de skiftende forligspartier. Dybest set er offentlige besparelser dem inderligt imod. Forligspartiernes regeringsudøvelse i de sidste 15 år er årsagen til, at vi ikke er bedre rustet til at modstå den modgang, der begyndte med oliekrisen.

Fordi forligspartierne mangler denne nytænkning, har de heller ingen mulighed for at forbedre Danmarks situation. De kan højst håbe på, at have regeringsmagten, hvis bedre tider når os fra udlandet.

Formodentlig har de erkendt, at deres udgiftspolitik har ført til nye underskud, som på grund af deres sparemodvilje kun kan dækkes af et øget skattetryk. Men naturligvis tør man kun øge skatterne lige efter et valg, og så måtte man jo se at få et!

Den 15. februar er det intet valg. Der er kun ét middel mod øgede skatter, øget arbejdsløshed og øget valutagæld: Det er at stemme på Fremskridtspartiet.

Redaktionen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 3 / 5. årgang  / 10. februar 1977

Lønforhøjelse

7. november 2010 1 kommentar

Lønforhøjelse

De gamle partier vil have et skattefrit bundfradrag for 1980 på 14.800 kroner.

Fremskridtspartiet foreslår 38.000 kroner.

Dette beløb vil være det lykkeligste, når der skal gøres en kraftindsats for hurtigst muligt, at redde Danmarks økonomi. Men det betyder ikke, at vi står stejlt på tallet. Som altid er Fremskridtspartiet rede til i samarbejde at forhandle sig frem til et mellemresultat. Enhver forhøjelse af det skattefri bundfradrag er nemlig så afgjort i landets interesse.

Nås de 38.000 kroner, bliver der 23.200 kroner mere skattefrit til hver enkelt. I lønposen betyder det, at man alt efter hvilken kommune man bor i finder cirka 45 % mere af disse 23.200 kroner. Eller på årsbasis cirka 10.440 kroner. Altså knapt 900 kroner pr. måned.

Hvis man skal nå det samme resultat ved en forhøjelse af månedslønnen, skal den være på cirka 2.000 kroner. På toppen af indtægten beskattes man jo med mere end 50 %.

Punkt 1 i redningsplanen for Danmark fastslår med andre ord en månedlig lønforhøjelse på 2.000 kroner til alle (det dobbelte til ægtepar hvad enten de begge har udearbejde, eller kun en af dem har det).

For at øge mængden af beskæftigelse må prisen på arbejdskraft imidlertid nedsættes. Redningsplanen foreslår en nedsættelse med 5 %.  Har man derfor 8.000 kroner i lån om måneden, bliver der et fradrag på 400 kroner i de 2.000 kroner! Alt inklusive bliver lønforhøjelsen derfor på 1.600 kroner.

Ser man nationaløkonomisk på det, betyder det, at nogle større dele af det vi producerer, skal flyttes over til, at den enkelte i større udstrækning får frit forbrugsvalg, og selv kan disponere over nogle af sine egne midler.

Besparelsen i det offentlige bliver ikke på nogen måde ødelæggende. Der bliver rigeligt med penge tilbage til, at stat, amt og kommuner på god og betryggende vis kan varetage de nødvendige fællesskabsopgaver, og til at der ikke bliver nogen enkeltperson, som bliver ramt uforsvarligt hårdt ved overgangen til den redningsplanspolitik, som er det eneste middel til at klare Danmarks vanskeligheder.

Det skal blot sikres, at vælgerne ikke endnu engang bliver holdt for nar efter den 23. oktober ved at stemme på de augustforligspartier, som har skadet så meget. Den eneste sikre vej til at redde Danmark er at sætte kryds ved liste Z – og også få venner og naboer til at gøre det.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 17 / 7. årgang / 8. oktober 1979

Borgmestre tjener fedt på flygtningene

5. juni 2010 13 kommentarer

Borgmestre tjener fedt på flygtningene

Når kommunernes indbyggertal vokser, stiger gagen for de folkevalgte og de højtlønnede embedsmænd.

Borgmestre, udvalgsformænd og ledende embedsmænd i en række af landets mindre og mellemstore kommuner lukrere økonomisk på flygtningeinvasionen.

Det sker, fordi et direktiv påbyder folkeregistrene ud over landet at medtælle “invasionsstyrken”, når befolkningstallet gøres op. Og da såvel de folkevalgte borgmestre og udvalgsformænd som kommunernes ledende embedsmænd – kommunaldirektør, stadsingeniør, ligningschef med videre – alle aflønnes efter, hvor stor deres kommune er målt efter indbyggertal, ryger mange op på et højere løntrin, hvis flygtningestrømmen til kommunen har været tilstrækkelig omfattende.

Og hvor har den ikke været det!

Et af “skæringstallene” er 12.500. Runder en mindre kommune dette indbyggertal, klinger kasseapparatet en ekstra gang for de i forvejen højt gagerede. Eksempelvis er den ellers så fredelige og hyggelige Ebeltoft Kommune kommet i denne situation.

60 flygtninge tunge på vægtskålen

Ebeltoft Folketidende beretter blandt andet: “Befolkningstallet i Ebeltoft Kommune har for første gang i “storkommunens” 16-årige historie passeret de 12.500, hvilket fra nytår udløser en højere løn til borgmesteren og de folkevalgte udvalgsformænd.

Hvornår de ledende embedsmænd skal have højere løn, forhandles der i øjeblikket med Kommunernes Landsforening om.

Folkeregisterfører Nanny Hansen kan oplyse, at man pr 1. juli var nået frem til et samlet folketal på 12.458. Men, så kom der besked om at de 60 flygtninge, som er tilknyttet kommunen allerede i slutningen af juni også skulle tælles med, fordi de er registreret som borgere i Ebeltoft Kommune, hvorefter tallet kom op på 12.518.

Som bekendt havde man allerede sidste år regnet med at passere tallet 12.500, som bringer Ebeltoft op i en højere kategori, men det skete ikke, hvorved man kunne spare højere lønninger.

Nu ligger det imidlertid helt klart, at de nye tal udløser højere løn til de folkevalgte ledere nemlig borgmester og udvalgsformændene, hvis løn er en andel af borgmesterlønnen, siger kommunaldirektør Bent Christiansen. Derimod ligger det ikke i øjeblikket helt klart, hvornår det højere befolkningstal udløser højere løn til ledende embedsmænd. Dette spørgsmål drøfter vi i øjeblikket med Kommunernes Landsforening for at få en afklaring”.

Leder

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 28 / 14. årgang / 29. august 1986

%d bloggers like this: