Arkiv

Posts Tagged ‘krævementalitet’

Erhvervspolitik – det modsatte af socialpolitik

31. august 2012 1 kommentar

Erhvervspolitik – det modsatte af socialpolitik 

Fagforeningernes enormt konservative reaktionærhed viser sig bl.a. i påstanden om, at det er en menneskeret, at staten bevarer de arbejdspladser, som er opstået engang i fortiden. I offentlig eller i privat sektor.

Det stemmer uendeligt dårligt med, at Danmarks velstand beror på hele tiden at være på toppen af den ekspresfartede tekniske udvikling.

Masser af mennesker må finde sig i at tilpasse sig et nyt arbejde, fordi det gamle ikke længere kan give dem deres udkomme.

Fremskridtsfolk går i spidsen med at sige dundrende nej til utilbørlige pres og krævementalitet. Produktionsvirksomheder skal ikke være socialpolitiske opbevaringssteder.

Tværtimod måles deres værdi på, hvor meget summen af de ressourcer der forbruges er mindre end det resultat, som fremkommer. Erhvervsvirksomhedernes sociale forpligtigelse er, at tilvejebringe størst mulig værdiskabelse. Ikke værdireduktioner.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 33 / 14. årgang / 3. oktober 1986

Glistrups ønskedanmark

22. august 2008 30 kommentarer

Glistrups ønskedanmark


Jeg holder mest af Danmark for der bor danskerne, og de taler dansk. Og der er de smilende landskaber og vandskaber. Tivoli. Traditionen fra Jeppe Aakjær, Gunnar Nu, Poul Henningsen og Osvald Helmuth. Imperials roastbeef og Faxe Fad. Endog det danske vejr vil jeg prise. Et år boede jeg et sted, hvor der dødsikkert ikke faldt en dråbe regn mellem 18. marts og 10. september. Frem for en så ensformig grundbaggrund for tilværelsen er den hjemlige omskifteligheds-usikkerhed så langt at foretrække. Kort sagt: Danmark er det, jeg er vant til. Og pattedyr er vanedyr.


Men dermed ikke være sagt at jeg ønsker, at Danmark skal forblive, som Danmark er. Tværtimod er der så meget at være utilfreds med at jeg – ihukommende Rasmus Rask` stærke ord om, at sit fædreland skylder man alt, man kan udrette – har sat mit liv ind på at få fjernet en hel del af de ufrø, der i den sidste snes år er føget ud over landet.


Fordi landets ledelse siden 19. februar 1960 har ligget hos nogle møghase. Langt fjernet fra idealet om at folkets langsigtede tarv ganske skal fortrænge popegoisme og lurvet partitaktik. Selv om danskerne selv er blevet fuppet til at vælge dem ved efter valg, fortjener de bestemt ikke så ringe ledelse. Men efter 2 årtiers katastrofestyre er det på tide at besinde sig og nøgternt gøre op hvilke muligheder, der er tilbage for at redde mest muligt for vore børns og børnebørns Danmark. Vor generation har ved fejt at skyde problemerne ud til fremtiden skabt alvorlig frygt for landets vilkår i næste århundrede.


Derfor bør 1980`erne blive oprydningensårti. Med hårdt arbejde og ringe udbytte må vi alle sone Jens Otto Krags (A), Hilmar Baunsgaard (B), Poul Hartlings (V), Poul Schlüters (C) og de mange andres forbrydelser. Vi må droppe misundelsesfølelser, kompensationsdjævle og smålighed, så vi kan levere vore efterkommere et gældfrit og lykkeligt Danmark. Vi kan simpelthen ikke være bekendt at forlange, at de ud over at løse deres egen tids problemer også skal betale for vore tabte slag.


Når målet er nået, skal vi sikre, at vanstyret aldrig kan gentage sig. Ved at give fremtidens Mads Clausen`er, Eilif Krogagere, Simon Spise`er og tusinder andre igangsættere albuerum fri for bagtalelse, skatteplyndring, ØD-fodlænke og papirhammergok.  Kun derved vil i rigdom vi drive det så vidt, at der bliver penge til varigt og stærkt at bistå de uforskyldt svage – de syge, de handicappede, de ældre. For her er statens aller eller vigtigste opgave. De rige, de velbegavede, de højtuddannede vil nemlig under alle omstændigheder svømme ovenpå. Om så systemet er indrettet à la Peking eller i Moskva-style eller som i Washington eller i Anker Christophersens afgrundsland. De der reelt gavnes ved, at produktionslivet gives mulighed for at bage en langt større samfundskage, er de svage. Ligesom det er dem, der undgælder på længere sigt, når vanregimente får lov at holde sig ved magten som i den sidste snes år i Danmark.


Den indlysende fællesmålestok for hvad der er godt for Danmark, er den størst mulige lykke for det størst mulige antal. Eller – mere beskedent udtrykt – mindst mulig menneskelig ulykke. Derfor skal der frem for noget andet sættes ind for at gavne dem, som ikke selv har forudsætningerne for at være deres egen lykkes smede. Sygehusene skal forbedres, folkepensionen forhøjes og socialbistanden afbureaukratiseres.


I næste række kommer, at den størst mulige menneskelykke skabes ved det mindst mulige regereri. Selvgjort er velgjort, mens mukkeri og mere-vil-have-mere-krævementalitet er resultatet af at dreje om ad tilskudsvejen, hvor børnehaver, bustransport, teaterbilletter og tusind af andre udgifter betales på den økonomisk mest ødsle spildfacon – over skattebilletten. I ønskedanmark skal staten derfor ikke tvinge dem, der hellere vil dyrke deres haver til at betale balletpigerne på Det Kgl. Teater, fordi de nu finder at være den fine og rigtige kultur mens derimod den Hellerupkontorchef, som elsker at gå i operaen ikke bidrager til ham, der hellere vil samle på frimærker eller læse Ib Henrik Cavling. Z-vikingerne vil tilbage til den menneskelige frihed, hvor den enkelte selv kan vælge og bestemme over sit produktionsresultat, sin indsats her i samfundet. Borte skal tage den desværre stadig omsiggribende ensretning, hvortil vi indoktrineres, så snart vi drejer op på oplukkeknappen til fjernsyn eller radio fra Danmarks statsmonopoliserede udspredning af ensidige undergravninger af menneskelig tilfredshedsfølelse.


Men Ole Espersen (A) og Karl Hjortnæs` (A) rædselskabinetter skal ikke fordunkle, at danskeren anno 1981 utvivlsomt har langt, langt bedre livsvilkår end hans tipoldefar havde i 1881. Årsagerne er mangfoldige: Teknikkens enorme udvikling, lægevidenskabens store landvindinger, hundredetusinders samvittighedsfulde flid og slid, det internationale handelssamkvems udbygning og at vi i det forløbne hundredår stort set har undgået virkelig store ødelæggelser ved krige, naturkatastrofer eller epidemier. Netop med alle de muligheder som foreligger for, at Fremtidens Danmark bliver lykkens Danmark, er det så nedtrykkende at opleve, at uduelige folketingspartier spiller fandango med Danmarks fremtid.


Lad os lægge alt småligt kævl til side og i fællesskab løse problemerne så vi ikke mere skal leve i angst for fremtiden, men hver for sig på social gældfri basis kan hygge os med, hvad der nu optager den enkelte: Sommerhus, charterferie, lystbådssejling, familiehygge, bingo, folkedans, Danmarks Melodibog, og hvad der nu får 5 millioner til at føle glædens blod  strømme gennem kroppen.


Og sådan at man kan leve et helt liv uden at opleve at der på gulvmåtten, –  når man kommer hjem – ligger en stor gul kuvert fra et eller andet myndighedskontor, som på kancellikaudervælsk dekreterer, at man ikke må dit eller dat. Det er nemlig stort set forkert, når nutidens herskere tror at den, som er givet et skrivebordsembede også ved bedre, hvad der er godt, og hvad der er skidt for den enkelte. Men skytset skal naturligvis ikke rettes mod skrankepaven som person.


Skylden i den nuværende misere ligger ikke hos de offentligt ansatte. De handler blot efter gældende love. Derfor er det dem, der har lavet alle lovene – eller rettere dem, der undlader at ophæve tåbelighederne –, som er ulykkernes bagmænd. Når den store le bortskærer bedrevidenlovene, bliver den formindsket med over 90 %. Da er lykke-for-alle-landet oprundet.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 4 / 9. årgang / 30. januar 1981

%d bloggers like this: