Arkiv

Posts Tagged ‘Jens Otto Krag’

Fortryder Anker Jørgensen?

6. november 2012 11 kommentarer

Fortryder Anker Jørgensen?

Demokratiets livskraft er størst, når debatterne kan ske for åbent tæppe. Anker Jørgensens hyppige advarsler om faren for demokratiet består ikke i de mange partier – store eller små – men kun i hemmelighedskræmmeriet eller fortielser.

Derfor endnu en opfordring til statsministeren om i fuld udstrækning at debattere landets problemer for åbent tæppe.

I forbindelse med Tv-debatten den 1. oktober havde Billed-Bladet planlagt en artikel om Mogens Glistrup og Anker Jørgensen. Hver især var opfordret til at skrive om modparten.

 

Den 19. september sendte Billed-Bladet følgende brev til Mogens Glistrup:

Kære Glistrup:

Det er med sorg jeg skriver til dig for at fortælle dig, at dit indlæg i sidste øjeblik er taget ud. Efter at Anker Jørgensen havde sagt nej, besluttede bladets ledelse trods alt at droppe sagen, fordi vi ikke må beskyldes for at tage parti. Sådan mener man, det kunne virke på nogle mennesker, hvis vi bragte dit indlæg alene.

Jeg er ked af, at du har ulejliget dig forgæves, men regner med, at vi er lige gode venner af den grund. Hils din kone mange gange.

Venlig hilsen

Leif Kjeldsen

 

Nedenstående gengiver vi den artikel, Mogens Glistrup havde skrevet, idet det dog skal tilføjes, at Billed-Bladet ville have kortet artiklen en smule ned:

Da fremskridtsbevægelsen var spædbarn, kom mange dybt fortvivlede til os og sagde med næsten ens ord: ”Min bedstefar var socialdemokrat. Min far var socialdemokrat. Selv har jeg altid stemt socialdemokratisk. Jeg har aldrig troet, jeg skulle tvivle, men nu kan jeg altså ikke holde det ud længere. Kildeskatten, Rifbjerg og alt det der. Det kan da ikke være socialdemokratisk politik. Jeg kan simpelt hen ikke blive ved mere. Er det mig, der er fej? Er det mig, der svigter? Eller er det Krag og de andre fine?

Samme Jens Otto Krag fortæller ikke om tilsvarende oplevelser i sin offentliggjorte dagbog. Utvivlsomt må imidlertid også han have mødt holdningen og fornemmet dens udbredthed. Derfor var det ikke overraskende at han – der jo ikke længere var nogen årsunge – benyttede først givne lejlighed til at lade sig erstatte af en arbejdsmand. De 13 år med cand. politter som socialdemokratiske partiledere havde kostet dyrt i retning af tabt kontakt med de virkelige samfundsproblemer.

Arbejdsmanden var Anker Jørgensen. Vi fremskridtsfolk modtog ham i største spænding. Skulle han blive med- eller modspiller i vor kamp mod den nye herremandsklasse, som de 13 år havde skabt?

Olympiadetalen

Det første sikre tegn på, hvor det bar hen, var hans olympiade tale. Blot muligheden for offentlige besparelser – den eneste vej at komme ud af skattemoradset på – blev kaldt for ”falsk tale”. Ved enhver olympiade – sagde Anker Jørgensen – sættes nye rekorder, og sådan er også naturloven for hver finanslov. Det offentliges udgifter må nødvendigvis blive større og større.

Hermed var handsken til fremskridtsbevægelsen kastet. Da vi få måneder senere i Gallup-tilslutning var Socialdemokratiets jævnbyrdige, udfordrede vi gang på gang Anker Jørgensen til at komme og diskutere med os. Han undslog sig konsekvent og undtagelsesfrit. Men omsider kom dog en socialdemokrat – Erhard Jacobsen. Med ham dystede vi møde efter møde om sygdomsbærmen i den danske samfundsøkonomi – at stat og kommuner har ladet sine udgifter svulme så stærkt ud over den økonomiske bæreevne.

I løbet af et halvt års tid var Erhard Jacobsen blevet klar over, hvilken vej de stærke befolkningsstrømme bar. På fjernsynsskærmen så vi Anker Jørgensen holde sin ”til venstre for midten-tale”. Direkte kontakt med ham var aldeles uopnåelig. Hans forhold til fremskridtsbevægelsen var blot, at han efter avisernes sigende arbejdede med, om han dog ikke kunne få puttet mig i fængsel.

Men snart skulle han få endnu flere problemer. Den Erhard Jacobsen, der skulle have gjort socialdemokratiarbejdet med at knække Fremskridtspartiet, indgik nu i de manges brigade, der simpelt hen ikke længere kunne bære over deres samvittighed fortsat at slutte op om Socialdemokratiet, som var blevet så totalt ændret siden Staunings og H. C. Hansens dage.

For at knuse oprøreren Erhard Jacobsen, før denne nåede partimæssigt at etablere sig tilstrækkeligt fast, kastede Anker Jørgensen Danmark ud i et valg. Snart stod det klart, at dette stykke partitaktik slog fejl. Befolkningen havde fået nok af socialdemokraternes olympiske rekorder.

Foragt for fair play

Men midt i valgkampen kammede udviklingen over. Anker Jørgensen havde været i Middelfart og talt om Middelhavet. Med socialdemokraternes sædvanlige nævnenyttighed til at ville løse alle andre landes problemer, havde han groft fornærmet olielandene. Det førte nu til boykot af Danmark, og det blev Anker Jørgensens redning. Med suveræn foragt for alle fair play synspunkter og særregler, lod Danmarks Radio nemlig socialdemokraterne – især Erling Jensen – køre en trommeild af valgpropaganda med det hovedindhold, at i en sådan national krisesituation, måtte man da slutte op om regeringspartiet.

Derfor gik Anker Jørgensen ud af valgslaget som nr. 1. Stadig leder af Danmarks største parti. Men det næststørste blev Fremskridtspartiet. Og derfor kunne han nu ikke længere undslå sig for at møde os ved officielle lejligheder.

Første gang, jeg traf ham på tomandshånd, var et par dage efter valget. Da statsministersekretæren viste mig ind, sad han ved et lille bord i et kæmpestort isnende koldt lokale. Menneskekontakten mellem os føltes endnu koldere.  Hans uforstående foragt var tydelig for dette nymodens sammenrend af apolitiske fremskridtsfolk. Også jeg skulle imidlertid sige noget. Jeg kom til at formulere mig på den måde, at jeg nok vidste, at en statsminister fik umådeligt mange tal på sit arbejdsbord hver dag og knapt kunne huske dem alle, men jeg ville dog lige gerne genopfriske hans hukommelse med ét tal, han måske havde glemt, nemlig at vælgerne havde udrustet Fremskridtspartiet med 28 folketingsmandater.

Det skæve smil hvormed han svarede ændrede aldeles stemningen. Det nærmest forårsvarmede. Det udtrykte til 100 %, at jeg da også måtte forstå den knibe, han var i. Kastet ud i at være leder for det parti, som i to generationer havde været den danske arbejders. Og så nu alle disse bryderier fordi andre havde fejlet.

Andres fejl

Siden da har ånden fra den 6. december 1973 altid været det dominerende, når jeg tænker på Anker Jørgensen. Nok har ikke i de knapt tre år vi har haft fælles arbejdsplads én eneste gang villet sludre uformelt med mig. Vi påtrængende fremskridtsfolk skal bestemt ikke tro, at vi er noget – at vi skulle være lige så gode som de gamle. Men selv om han altså dag ud og dag ind passerer forbi mig på Christiansborg uden et ord eller en kommentar til, hvad der er oppe – selv på trods af det, fornemmer jeg altså – ærlig eller falsk – en vis gensidighedens sympati fra december mødets tøbrud.

Men med en enkelt begrænsning: Fra Folketingets talerstol taler man lige ned til ministrene. Nærmest sidder statsministeren. Og normalt virker Anker Jørgensen som den forstående lytter, som det er inspirerende at henvende sig til. Men ikke når K. B. Andersen undtagelsesvis er på visit i Danmark og sidder ved hans side. Han er legemliggørelsen af det inkvisitoriske fremskridtshad. Og påvirkelig som han er af sine nærmeste omgivelser, konkurrerer  Anker Jørgensen med sin udenrigsminister ved de lejligheder om at hidse sig op mod banditten Glistrup.

Ganske oplagt er det skammeligt, at der skal være så elendig en kontakt mellem de to største politiske partier inden for arbejdslivet.

Derfor var den 13. september 1976 en lykkens dag. Anker Jørgensens fok erkendte da omsider, at man ikke får Z-bevægelsen dræbt ved fortsat at lade som om, vi ikke eksisterede. Folkestyre betyder debat. Debat med dem man er uenige med så det folk, der skal styre også kan bedømme de eksisterende opfattelser over for hinanden.

Og selv om vi fremskridtsfolk har svært ved at forstå at 913.155 ved sidste valg holdt fast ved det socialdemokratiske parti, må vi naturligvis respektere det og respektere, at deres politiske leder er Anker Jørgensen. Måtte den seneste udvikling klart konstatere, at han ikke længere til de mindreværdiges kreds henregner de 414.219, som satte deres krydser i den anden ende af stemmesedlen.

Vi er alle sammen mennesker.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 17 / 4. årgang  / 7. oktober 1976

Nu gælder det valgkampen

15. juni 2012 Skriv en kommentar

Nu gælder det valgkampen  

– I sin nyligt offentliggjorte dagbog fortæller Jens Otto Krag (A), at Socialdemokratiet brugte ca. 5 millioner kroner på valgkampen i 1971.

Hvad kan Fremskridtspartiet stille op imod sådanne summer anvendt til annoncering, plakater, propagandamaterialer og alle andre former for PR, Mogens Glistrup?

– Bl.a. som følge af resultatet af udgiften på de 5 millioner, er pengene jo forringet en del siden, og derfor er det vel realistisk at regne med, at socialdemokraterne mindst vil bruge 7 millioner kroner på den kommende folketingsvalgkampagne.

Venstre og De konservative vil vel næppe stå tilbage for Socialdemokratiet?

– Næppe, og de nævnte tre partier råder jo over den afgørende indflydelse i Radiorådet (Danmarks Radio, red.) samt en betydelig dagspresse, hvor de har haft mere end halvtreds gange så lang tid til at gøre befolkningen bekendt med deres synspunkter, end Fremskridtspartiet har.

Skulle vi derfor på lige fod med disse partier, hvad det økonomiske angår i valgkampen, skulle vi nok have haft i al fald det dobbelte beløb altså ca. 14.000.000.00 kroner.

Tæring efter næring

– Ifølge den seneste opgørelse lød Landskassens beholdning pr. 31. oktober på 224.222,22 kroner. Der mangler altså en pæn del for at nå op på bare en enkelt million.

– Ja, og det er således umiddelbart klart, at vi må indstille os på at føre en i økonomisk henseende skrabet valgkamp.

– Det har været talt og skrevet om en valgavis i op imod 800.000 eksemplarer?

– Om vi overhovedet får råd til at udgive en egentlig valgavis vil afhænge af, hvordan pengetilgangen bliver i den tid, der er tilbage, før folketingsvalget udskrives. Foreløbig må vi jo sætte tæring efter den næring, vi har. Som et led heri er vi begyndt at udfærdige fordringsløse pjecer på små fire sider, hvor vi samler de oplysninger om partiets synspunkter, der kan have særlig interesse for den ene eller den anden befolkningsgruppe. Den første pjece koncentrerede sig om LO-medlemmerne, den anden om folkepensionisterne. Vi planlægger yderligere en om landbrugene, en om de erhvervsdrivende i byen og en om parcelhusejerne.

På den anførte økonomiske baggrund er det naturligvis særdeles vigtigt, at hver linje i disse oplysningstidsskrifter bliver brugt til virkelig at give klar besked. Vi modtager meget gerne hjælp ved udformningen.

– Du brugte selv betegnelsen “fordringsløse pjecer”. Selvfølgelig er det vigtigste indholdet, men retfærdigvis må det vist indrømmes, at de to foreliggende pjecer rent layout- og udformningsmæksigt pænt lever op til det “fordringsløse”.

– Arbejdsgangen er denne: Når vi har et foreløbigt tekstforslag klar, kører vi det igennem på kontortrykkemaskinen i Nygade i 10.000 eksemplarer, som vi så forsøger at få spredt ud til den pågældende befolkningsgruppe for at mærke os de reaktioner, som kommer. Når vi har hørt de forskellige indvendinger og forbedringsforslag, er det tanken at ofre en lille smule mere på et tidssvarende layout og derefter trykke de enkelte pjecer i nogle hundredetusinde eksemplarer.

– Som skal bruges hvorledes?

– Som gerne indenfor den sidste halve snes dage før valget skal uddeles til så vidtstrakte vælgerkredse som muligt. Vi kan roligt gå ud fra, at de andre partier vil bruge en stor del af deres valgkampagnemidler til at sprede løgn og bagvaskelse om, hvad Fremskridtspartiet vil. Det er jo en ringe trøst, at vi måske nok kan få dementeret disse forkerte oplysninger en måneds tid eller to efter valget. Oplysningerne skal frem til vælgerne, så de har dem i dagene op mod valget.

Appel til frivillige

– Distributionen af et så stort oplag pjecer koster mange penge.

– Derfor må vi også appellere til frivillig arbejdskraft, som er rede til indenfor den sidste halve snes dage før valget et par gange at køre deres lokaldistrikter igennem og uddele de firesidede pjecer, og hvad vi nu ellers kan få formuleret – herunder den valggrundlagsudtalelse, som første udkast findes til her i dette nummer af Fremskridt.

– Hvordan har man tænkt sig dette tilrettelagt?

– Det vil selvfølgelig ikke være muligt at organisere en sådan udbringningstjeneste fra bunden af, når valget først er udskrevet. Organisationen må tilrettelægges allerede nu og så løbende holdes a jour.

Som følge heraf er det den antagelig allervigtigste opgave for lokalgrupperne i denne til, at få opbygget et net af udbringningsgrupper, som kan mobiliseres i valgkampen. Når lokalgruppen har fundet ud af, hvor mange pjecer indenfor hvert af de ovennævnte områder man mener at kunne udbringe, bedes besked herom meddelt til: Morten XXXXXXX, Nygade XXX, 1164 København K. Meddelelsen bedes derefter, et par gange i hvert kvartal taget op til ny lokal vurdering, således at man hele tiden kan holde XXXXXXX løbende underrettet om, hvor store uddelingsopgaver hver enkelt lokalgruppe mener, at kunne påtage sig.

På den måde vil man i Nygade altid have liggende en plan, således at man kan sørge for udsendelse af det fornødne materiale til de lokale grupper i løbet af den første uge efter, at valg er udskrevet.

– I sidste nummer af Fremskridt efterlyses frivillig hjælp til Nygade-kontoret. Vil man have tilstrækkelig arbejdskraft til at løse opgaverne i en valgsituation?

– Både den omtalte udsendelsesopgave og et væld af andre hverv vil kræve, at der er langt større arbejdskraft døgnet rundt i Nygade i den periode, folketingsvalgkampen foregår end den stab, man i øjeblikket råder over.

Jeg vil derfor meget kraftigt opfordre til at folk i hovedstadsområdet, som er villige til at tage et nap med, selv sætter sig i bevægelse for at kontakte Nygade.

Mogens Glistrup og

Torben Zinglersen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 10 / 1. årgang / 16. november 1973

Når hunden bider kæppen

13. oktober 2010 Skriv en kommentar

Når hunden bider kæppen

Når man læser om en meningsløs arbejdsnedlæggelse på Helsingør Skibsværft, som er i økonomiske vanskeligheder og dårligt kan tåle det. Det er en symbolsk strejke. Arbejderne vil protestere imod, at værftets ejer, DFDS chartrer skibe i Japan.

Alle ved, at det ømme punkt ved vor eksport er omkostninger især lønninger, og vi kan naturligvis ikke strejke os til ordrer.

Hvorfor nu dette spark i løgsovsen?

Mon ikke det er en opladning af spændinger, der stadig fortsættes? For et par år siden fortalte pressen om en aktion, skibsværftsarbejderne i Helsingør havde foretaget. Ledelsen – som de har et godt forhold til – havde bedt dem om at tage ekstraarbejde for at få en nybygning færdig til en bestemt tid. I store interview fortalte arbejderne om, hvad det vil sige at ligge i bunden af et skib og nitte i stærk varme eller i iskulde om vinteren. De havde ladet familien alene i kolonihaven og fik jobbet gjort til tiden. De fik naturligvis penge for deres overarbejde, og det var det som var anledningen til, at de forelagde offentligheden deres problem: Værftet have betalt generøst, men alligevel førte dette ekstraarbejde til, at de gik ned i realløn! Dels var skatten højere naturligvis, men de mistede også forskellige goder, nedsat børnehavetilskud og den slags. Det var ikke underligt, at de var harmfulde over at miste penge ved at slide ekstra hårdt. Revisorer sagde god for tallene.

Vore høje lønninger er reelle nok, når der skal kalkuleres i eksportindustrien, men set fra en skibsværftarbejders frøperspektiv, er de hyllede i tåge. Jeg beundrer japanerne både for deres kultur og industri, men jeg har set japanske skibsværftarbejdere i funktion, og de er ikke spor dygtigere end danske arbejdere. De kan ikke være svøbt i den tåge af omser, momser, lovpligtige bidrag og enorme personlige skatter, som gør det vanskeligt at skimte fremtiden fra Helsingørs pynt.

Skattens sorte hånd

Jack London skriver i en af sine socialistiske ungdomsromaner om kapitalismens sorte hånd, der uset stjæler en kartoffel fra husmoderens pose og en klump kul fra sækken. Men her hos os skæres halvdelen af lønnen væk. Bevares af elskværdige og velmenende økonomiske dilettanter. Når skatternes højde kritiseres, er der altid en socialdemokrat, der springer op af æsken og siger noget om, at nu er der igen en, der vil afskaffe hospitaler, så folk kan dø på gaden. Nej, de 2 % af skatterne der går til sundhedsvæsenet, er der ingen, der vil røre. Det er hele det vanvittige bureaukratiske system, der svøber os alle ind i fuglefængslet af paragraffer, som i deres sublime vanvid straffer skibsværftsarbejderne, når de svigter jordbærbedet for – som Jens Vejmand – fra årle gry til aften at svinge hammeren.

Og disse skemaer når man kommer træt hjem: Hvor mange stikkelsbær og ribsbuske har De i haven? Hvor mange nætter har De tilbragt i hytten ved Vesterhavet i fjor? Venter De ikke også som vi, at De tjener 30 % mere til næste år. Her er forskudsansættelsen…

Dyr toldfri parfume

I avisen læser man, at staten nu vil skaffe penge ved at trykke nogle titusinder flere klasselotterisedler. Et lige så uværdigt påfund i en trangssituation som at sælge parfumer på statens færger i udenlandsfart til butikspriser i håb om, at nogle skal lade sig narre til at købe dem i troen på, at de er toldfrie. I statens butik i lufthavnen i Kastrup der betegner sig som afgiftsfri –  i strid med de markedsføringsregler man idømmer private handlende bøder for at overtræde – købte jeg for en måned siden et par pakker pibetobak, som var dyrere, end de kunne købes fortoldet i en dansk butik.

Får de aldrig nok disse lyseslukkere, der suger livsglæden ud af skibsværftsarbejdere og andet godtfolk? Samtidig skal vi ikke blot læse Jens Otto Krags (A) tirader om hans livs indsats med at mindske forskellen mellem rig og fattig, men ind imellem kan vi læse som for nylig i en beskeden opsats i dagbladet Politikken –, det er interessant, at man ikke finder sagen særligt opsigtsvækkende , at Krag af offentlige midler kan hente sig en årsindtægt på 900.000, efter skatten er betalt. Jyllands-Posten har for nogle dage siden brugt to sider til at remse politikeres ben op. Mange af dem nægter at udtale sig om, hvor meget de får – hvorfor det mon, er de ikke stolte af deres indsats? – men bladet skaffer oplysningerne alligevel, der for eksempel kan være 1.000 kroner i timen til en socialdemokratisk folketingsmand for et fritidsjob.

Uvidende politikere

Ved politikerne ikke, hvad der foregår i udlandet – eller bare på danske arbejdspladser? Hvilke tanker gjorde skatteminister Jens Kampmann (A) sig, da han læste om skibsværftsarbejdernes forargelse over skattebehandlingen af dem efter deres strålende eksportindsats? Jo, han har siddet med en stab af embedsmænd og udarbejdet et forslag om, at alle Danmarks hjem skal skrives i mandtal: Alle vores kasseroller, slidte sofaer og malerier med hjorten ved skovsøen skal vi notere ned på skemaer til skattevæsenet, ligesom dem vi allerede udfylder med oplysninger om, hvem vi har sovet med Sankthansaften i sommerhuset. Da forslaget blev offentliggjort, lød der en knurren fra alle hundehuse – og Anker Jørgensen trådte frem i TV og sagde, at han havde opgivet idéen – indtil videre, som han tilføjede.

Genskab arbejdsglæden

Lad os dog få noget konstruktivt. Noget der kan skabe arbejdsglæde blandt folk! Det er ikke nok med at sige, at man vil gøre alt for os – løft lidt af byrden fra skuldrene. På rette sted bør man notere sig de helsingørske skibsværftsarbejderes nervøse reaktion, der gik ud over de forkerte – som hunden, for at bruge Buddhas lignelse om mennesker man har trængt op i en krog – der bider stokken og ikke manden, der fører den.

Orbiter

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 1 / 6. årgang / 23. januar 1978

Den svenske advarsel

1. april 2009 2 kommentarer

Den svenske advarsel

På baggrund af udviklingen i Sverige og England er det meget betydningsfuldt at Fremskridtsfolkenes faglige gruppe slår igennem.

Svenskeren Erik Anners har påtaget sig det brydsomme slid at afdække Socialdemokratiets infiltration af mangfoldige samfundsområder. Gennem misbrug af lovgivningsmagten og administrationen har man forskaffet skatteyderpenge til at skabe og styrkeDen socialdemokratiska maktapparaten”.

Sådan er titlen på Anners 272 siders dokumentarafsløring. I juni 1976 er bogen udsendt i 2. Udgave på Askild og Kärnekulls forlag.

Smugsocialisering

Ligesom Jens Otto Krags (A) Fremtidens Danmark” gik også de svenske socialdemokraters efterkrigsprogram ud på en hurtig massiv socialisering. Snart indså de imidlertid, at dertil fik de ikke vælgerstøtte. I stedet satte de så ind sammen med LO ad mere gedulgte og tilsyneladende spredte veje at smugsocialisere. Stadig større dele af det svenske samfund fastlåstes i partiets skruestik: ØD, sociale boligselskaber, oplysningsforbund, lejer-, forbruger- og pensionistsammenslutninger o.s.v., o.s.v. Og ”Partiet” er i virkeligheden ensbetydende med nogle få snese partiledere. At tilfredsstille deres magtbegær og styrke deres organisationsapparater på bekostning af den enkeltes dispositionsfrihed er blevet det reelle hovedindhold i snakken omsocial retfærdighed”. ”Når det politiska läget varit ogynnsamt har socialdemokraterna visserligen tillfälligt lättat på skruven. Men så snart det blivit politisk möjgligt har skruven dragits åt igen”.

I Danmark

På de fleste punker er skræmmebilledet advarende for, hvad der vil ske i Danmark, hvis vi ikke i tide får brudt med, at et parti, hvis visioner er gennemført og som nu kun har magten tilbage at leve for, årti efter årti skal være Folketingets største. På nogle områder – for eksempel retsvæsen og fjernsyn – har socialdemokraterne endda været fermere her i landet end i Sverige til at nedbryde den lighedsgrundsætning, som de med så stor urette pynter sig med.

Der er hårdt brug for en dansk Erik Anners. Hvor finder vi ham? Vore universiteter er for depraverede (åndeligt fordærvede, red.). Radiojournalisten Helge Andersen vil næppe skrive nogen ”Hvem behersker Danmark?” Og fremskridtsfolkene er så ophængte med at berigtige de løgnehistorier, som de andre udslynger om os, at der ikke bliver tid til store tidsrøvende projekter.

Får vi fremskridtshøjskolen op at stå, er her et nærliggende studieemne. Indtil da må vi betragte Erik Ammers indgående analyser som et værdigt svar på Erling Olsens (A) og Robert Petersens (A) overfladiske, usandfærdighedsfyldte bog om Fremskridtspartiet.

Mens den bog slutter med nogle skrupforkerte regnskabstal for syn konstruerede familier i fremskridtssamfundet, er Anners afslutning 40 afbildede pampere med opregning af hver enkelt vidtforgrenede sammenfiltrede ben.

Fordærvelsesprocessen

Det er overmåde vigtigt at få en indgående analyse af den fordærvelsesproces, det danske samfund udsættes for fra de teknokrater, som nu har bemægtiget sig Sabroes og Borgbjergs gamle parti og som reelt først og fremmest virker for større magt for sig selv og de andre i kystbanesocialistbrødrelauget.

Men endnu vigtigere end skriftlige analyser er aktiv handling. Gennem vedtægtsformuleringer og på utallige andre måder har socialdemokraterne sikret sig selv magten i de mange organisationer. Derfor er det et tusindfold hårdere slid end det, Anners har udfoldet, at erobre indefra alle de mange foreninger. Det må imidlertid gøres. Nok var det fortjenstfuldt, at Eggert Petersens Mentalforening blev klaret, men der er unægteligt vigtigere opgaver.

Trediveårskrigen

Vil det kræve en trediveårskrig for fremskridtsbevægelsen at opnå flertallet på LOs kongres, så skal kampen kæmpes. Og når sejren er vundet, skal den ikke bruges til at knægte og forfølge anderledes tænkende, som socialdemokraterne nu gør. Intet LO-medlem skal tilpligtes at betale til en politisk overbevisning, der ikke er hendes eller hans.

Arbejdet er begyndt med oprettelsen af Fremskridtspartiets faglige gruppe. Indsatsen her er så vigtig, at mange bør melde sig, selv om de derved får det mere brydsomt og mindre velbetalt, end hvis de i stedet havde valgt for eksempel at gå ind i folketingsarbejdet. Det er imidlertid landets frelse og ikke den enkeltes velbehagelighed, det gælder.

Er Englands ulykke ikke tilstrækkelig anskuelsesundervisning i, hvad fortsat dansk pamperi fører os ud i?

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 20 / 4. årgang / 29. januar 1976

Undervisningsministeriet har financieret Krags parisertur

13. januar 2009 8 kommentarer

Undervisningsministeriet har finansieret Krags parisertur


Hvor er resultatet af de forskningstimer, Krag (A) har fået penge for? Var han i det hele taget kvalificeret, spørger Århus-studenter


Nogle studenter i det morsomme fag “Statskunst” kunne i sommer ikke forstår, hvor deres lektor var blevet af. De savnede hans inspirerende vejledning, men før det gik så galt, at den forsvundne lektor blev efterlyst i Pressens Radioavis, kunne man dog fra officiel side berolige dem med, at han bare var taget et par måneder til byen Paris for at studere.


Lektoren hedder Jens Otto Krag og han var tidligere ansat som kontorchef i Handelsministeriet, har været minister for dit og dat og desuden socialdemokratisk partiformand, inden han overtog posten som videnskabsmand ved Århus Universitet.


Andre studenter savnede egentlig ikke lektor Krag, men undrede sig over, at han pludselig var taget til Paris for at studere fransk, eftersom det var statskunst, han fik løn for at undervise i.


½ million plus statspension

Heldigvis blev alle gåder løst. Brikkerne faldt på plads for nylig, da lektor Krag blev udnævnt til EF-ambassadør. Den månedlange parisertur skyldtes ikke usalig trang til pjæk fra statskunsten, men derimod målbevidst kundskabstilegnelse, idet lektoren får brug for meget fransk i sin ny gerning.


Efter sigende betaler EF bedre end Århus Universitet. Lønnen udgør kvit og frit firehundredesyttentusinde kroner om året plus fribolig og ambassadørbil. Desuden har lektoren livsvarig pension fra en tidligere stilling som statsminister.


Hvis det kræves af ham, vil han få råd til at betale det meste af lektorlønnen tilbage til Århus Universitet, der altid jamrer over utilstrækkelige bevillinger. Han burde måske gøre det frivilligt, inden Dronningens foged kommer. Når man underviser i ét fag, kan man ikke pludselig rejse til Paris for at dygtiggøre sig i et andet fag blot for senere at få lejlighed til at føre sig frem i et helt tredje fag. Man kan ikke læse fransk for undervisningsministeriets penge, mener f.eks. Moderate Studenter, der udgiver bladet Pegasus. Og dette blad, der handler om alt andet end heste, rejser desuden spørgsmålet, om lektor Krag har opfyldt sine andre forpligtelser over for universitetet. Krag er også blevet betalt for 20 timers ugentlig forskning. Desværre har man endnu ikke haft lejlighed til at studere resultatet af lektor Krags forskning, med mindre denne skulle være blevet udmøntet i nogle modernistiske digte og politiserende kronikker i Dagbladet Politiken.


Gratis New York-tur

Det er ikke alene studenter, der undrer sig over den rejselystne lektor. Også folketingskolleger er det faldet for brystet, at Krag skal til New York i november-december som en af den socialdemokratiske gruppes repræsentanter ved FNs generalforsamling. Krag har jo meldt sig ud af dansk politik. Han deltager ikke i udvalgsarbejde og han har tilkendegivet, at han aldrig mere vil bestige Folketingets talerstol. Hvorfor skal han så pludselig være aktiv, når det drejer sig om at komme på Amerikarejse spørger man?


Svaret må vel være, at der sikkert er tale om en overenskomst mellem ham og Anker Jørgensen, da denne i sin tid fik overdraget det socialdemokratiske dødsbo.


Neuf

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 10 / 1. årgang  / 16. november 1973

%d bloggers like this: