Arkiv

Posts Tagged ‘Fremskridtspartiets arbejdsmarkedspolitik’

Franskmændene ånder lettet op

29. juni 2012 Skriv en kommentar

Franskmændene ånder lettet op

Det er blevet lettere at være franskmand!!

Jaques Chiracs borgerlige regerings privatiseringspolitik og de lettelser der er sket for erhvervslivet har nu sat deres klare tydelige spor:

1. Franske virksomheders produktion er vokset eksplosivt i denne sommer og ordrebøgerne bugner af ordrer fra ind- og udland.

2. Specielt regeringens skattelettelser overfor erhvervsvirksomheder har medført optimistiske erhvervsinvesteringer overalt i det franske produktionsliv.

3. Følgevirkningerne af ovenstående har medført et markant fald i arbejdsløsheden.

 

Hvis vi skal have franske tilstande i Danmark, så stem Z

– så kan danskerne også komme til at ånde lettet op!!

Forside artikel

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 26 / 15. årgang / 21. august 1987

Tiden arbejder for Fremskridtspartiet

1. maj 2012 4 kommentarer

Tiden arbejder for Fremskridtspartiet

Uretten kan ikke bære et nederlag! Og det er uretten, der præger det danske folketing.

Vi må kende vores besøgelsestid, for tiden er med os. Og kun hvis vi svigter ideologien og de sunde tanker, Fremskridtspartiet er bygget op på, vil vælgerne svigte os. Og derfor skal vi stå fast.

Kompromis – mellemting er ”noget bras” – for at benytte et statsministerudtryk (Poul Schlüter, C, red.). Vi skal ikke være kompromissøgende – tværtimod –, for det vil være farligt ikke mindst på det økonomiske område. Vi vil – ved for en hver pris at søge kompromis – kompromittere os, og denne kompromispolitik vil igen ende i alles kamp mod alle – netop den situation Danmark befinder sig i.

Samfundsøkonomisk skal fanen holdes højt. Vi har alt for længe hørt på Keynes og Gallbraiths letsindige principper. Følgen er blevet gældsætning og økonomisk morads for både de enkelte og fællesskabet.

Den økonomiske frihed – liberalismen – må frigøre sig, fra det socialistiske vildnis vi er langt inde i.

Rundt omkring os præger nye principper – fremført af den internationale finansekspert Lafall – udviklingen og fremgangen. Se blot på Japan, USA og England! Dem må vi lære af.

Principperne er:

  • Skatterne fjernes eller holdes på et lavt niveau. Virksomhederne og de enkelte mennesker får lov til at beholde indtjening og overskud.
  • Pengene vil efter god forretningsskik blive investeret i nye arbejdspladser, der sætter yderligere gang i erhvervslivet, produktudviklingen og eksporten.
  • Det vil overalt tjenes sunde penge, – penge der ligger en produktion og værdiskabelse bagved. Og der vil blive et sundt forbrug på baggrund af velstand i stedet for et forbrug, der modsvarers af oppustede, fiktive værdier og gældsættelse af befolkningen og samfundet.

Hvis ikke vi finder ud af det, forarmes landet, og vi ender i økonomisk trældom og politisk forvirring.

A. Th. Riemann

PS. Læs Guy Sormans nye bog ”Den liberale løsning”.

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 1 / 15. årgang / 16. januar 1987

ØD

25. april 2012 8 kommentarer

ØD 

Regeringen (A og V, red.) gør umådelig skade ved bestandig at dænge truslen om den lønskat, man kalder ØD, over virksomhederne. Så længe man blot rumler dermed, afskrækkes både indenlandske og udenlandske investorer fra danske industrivirksomheder. Derved skabes kapitalflugten. Datterselskaber oprettes andre steder på jordkloden, hvor man er fri for den trussel. Derfor må vi tage afstand fra, at lovgivningen påtvinger økonomisk demokrati. Definitivt, kompromisløst og utvetydigt. Ellers kan dansk industri ikke forvente nogen fremtid, hvor den vil være i stand til at løse sin samfundsopgave. Og det er hjerteløst bagholdsangreb mod maskinarbejder Jensen, om han skulle ombytte den mulighed med en – i bedste fald – mikroskopisk ligegyldig anpart i en stor central fond.

Erhvervsvirksomheder kan simpelthen ikke fungere fornuftigt under det, man kalder medarbejderdemokrati. I praksis betyder nemlig en ulidelig uendelighed af møderier. Og intriger og uvenskaber i de enkelte aktives kamp for at få et flertal for et eller andet mere eller mindre virksomhedsundergravende socialistforslag, som flertallet er evigglade med. De fleste gider derfor ikke sagligt, at sætte at sætte sig ind i de længere rækkende konsekvenser af, hvad der stemmes om. Men ufred og kævlerier og usundt arbejdsklima er de sikre følger af mødedilleraseriet.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 9 / 7. årgang / 21. maj 1979

Overvejelser omkring tjenestemandspensionen

20. april 2012 14 kommentarer

Overvejelser omkring tjenestemandspensionen

Forskellige indlæg i dagspressen viser, at Fremskridtspartiet endnu ikke har oplyst nok om tanker og overvejelser vedrørende tjenestemandspensionens fremtid. 

Udgangspunktet er, at det nu er urimeligt, at to 74-årige medborgere nu får vidt forskellige månedspensionsbeløb udbetalt fra det offentlige, fordi den ene i sine aktive år har været ansat som tjenestemand, mens den anden har været smed eller fisker. De skatteydermidler, der kan afses til alderspensioner, må fordeles således, at der ikke gøres forskel efter, hvilken arbejdsplads de gamle i sin tid var beskæftiget på.

Fire grupper

Gennemførelsen af dette grundsynspunkt kan naturligvis ikke ske fra den ene dag til den anden. Der må overgangsregler til. Det er dem, der for tiden tumles med.

Tjenestemændene opdeles i fire grupper:

1) De, som allerede er blevet pensionister, vil blive ramt særligt hårdt, hvis der skulle ske en reel beskæring af deres pensionsrettigheder. Vi vil derfor indskrænke os til godt og vel, at halvere den nuværende pension. Dette betyder, at tjenestemandspensionister typisk beholder realværdien af den nuværende pension. Indkomstskatten bortfalder jo samtidig. Hvis månedspensionen efter nedskæringen er for eksempel 2.000 kr., stiger den ikke, før samfundet er blevet så rigt, at den almindelige folkepension kommer op over 2.000 kr.

2) De tjenestemænd, der er født i 1914 eller tidligere, har i vidt omfang indrettet deres tilværelse på, at de vil opnå en tjenestemandspension. De får derfor en pension på fra 1 til 40 % af den nuværende, gradueret efter fødselskvartalet.

3) De, der bliver ansat efter ordningens gennemførelse, vil ikke få nogen særlig pension.

4) Tilbage er så de allerede tjenestemandsansatte, som er født efter 1914. De har ikke nogen kontraktmæssig ret til at opnå større pension end den almindelige folkepension. Juridisk er de underkastet den til enhver tid gældende tjenestemandslovgivning, men den bør naturligvis udformes rimeligt. Imidlertid betyder indkomstskattefjernelsen netop for denne gruppe så umådelig meget, at der herved gives rigelig kompensation for den “lønnedgang“, som ligger i, at de pågældende til sin tid må affinde sig med den samme folkepension som andre.

Ingen forventning

Som viceskoleinspektør Erik Kamper helt rigtigt garanterer i B.T. den 18. juni, er der heller ikke under det nuværende styre mange midaldrende tjenestemænd, der venter nogensinde at få udbetalt mere i alderspension, end deres medborgere får.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 4 / 1. årgang / august 1973

Det bør være lovligt at arbejde

15. april 2012 3 kommentarer

Det bør være lovligt at arbejde 

Forbud imod overarbejde og ekstra arbejde.

Det er planer, som dele af fagbevægelsen og en del socialdemokratiske politikere i disse tider fremturer med. Man påstår at ved at gøre det ulovligt at lave en ekstra indsats, løses arbejdsløsheden. Det var fra samme sted, at man i sommerens løb ville forbyde unge studerende og andre unges mulighed for at tjene en sum penge til studier og private gøremål. Da var det også i overbevisningen om, at ville klare arbejdsløsheden.

Man tror, at tvang og ensretning i bedste socialistiske stil vil løse problemerne. Metoden er blevet prøvet i Østeuropa, og vi skal i vesten nu betale for deres mislykkede socialistiske eksperiment.

Det ville være en skændsel, såfremt det bliver gjort strafbart at yde en ekstra indsats – det er tilstrækkeligt, at folk flåes af skattesystemet og endvidere risikerer dagpengekarantæne ved lidt ekstra arbejde.

Danmarks gældsproblemer skal løses ved, at folk yder en ekstra indsats, og øget produktion vil også give flere arbejdspladser.

Et af Fremskridtspartiets politiske hovedmål er kampen for den personlige frihed. Det er den frihed, som socialisterne ønsker at indskrænke mest muligt. Desværre har de ikke lært af Østeuropas triste erfaringer med det socialistiske tvangssamfund.

Fremskridtspartiet vil gerne medvirke til at løse arbejdsløsheden, men det bliver aldrig via forslag, som forbyder folk at yde en ekstra indsats, men via forslag, som gør det attraktivt.

Johannes Sørensen

Landsformand 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 1 / 20. årgang / januar 1992

Skattelettelser skal skabe konkurrenceevne

24. marts 2012 20 kommentarer

Skattelettelser skal skabe konkurrenceevne

I en kommentar til regeringens (A, B og Centrum Demokraterne (D), red.) økonomiske oversigt siger Fremskridtspartiets finansordfører, Kim Behnke, at den eneste måde at øge den danske konkurrenceevne på er at give skattelettelser.

– Hvis regeringen lover arbejdsmarkedets parter at hæve bundfradraget til gengæld for en opløsning ved overenskomstforhandlingerne, vil dansk erhvervsliv få nedbragt omkostningerne og derved få styrket konkurrenceevnen. Det er samtidig den eneste vej frem, hvis vi skal skabe reelle arbejdspladser, siger Kim Behnke og fortsætter:

– Regeringen forventer en stigning i inflationen. Også derfor skal der styr på de offentlige budgetter. Inflation er som en tyv om natten. Ingen har gavn af mere i lønningsposen, når priserne også stiger. Derfor skal der gøres alt for at holde inflationen nede.

– Når regeringen siger, at den forventer 10.000 flere i arbejde til næse år, er der tale om et skønmaleri. Kun fordi regeringen har opfundet alle mulige orlovsordninger, kan den få det til at se ud som om, at ledigheden er faldet. Kendsgerningerne viser desværre noget helt andet, siger Kim Behnke.

Kim Behnke

Pressemeddelelse

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 11  / 24. årgang / november 1996

Røg af en brand

3. marts 2012 2 kommentarer

Røg af en brand 

Det mener Zmann om Ralph tusindben og andre ben! 

Danmarksmesteren i bengnaveri – Ralph Lysholt Hansen (A) – fik ved indgangen til 1978 ordentligt ørene i maskinen af den samlede dagspresse, fordi han havde det ene store ben efter det andet. Man skal love for, at han havde fået sugesnablen stukket godt ned i de offentlige pengekasser. Alt dette kunne såmænd være gået et godt stykke tid endnu, hvis ikke Lysholt Hansen var blevet fornærmet over, at han muligvis – på lige fod med andre – skulle skrive en ansøgning til direktørstillingen i Indbindingscentralen. Dette blev alligevel for meget for borgerskabet. Selv borgmesteren og borgerne i hans hjemby – Nykøbing Falster – skreg svineri.

Nogle gik endda så vidt, at de til Ekstra Bladet udtalte, at han burde smides ud af folketinget. Så gik ”jernanker” (Anker Jørgensen, red.) til telefonen og forklarede Ralph tusindben, at det var skadeligt for Socialdemokratiets omdømme i befolkningen.

Den lille, tætte og flittige mand overgav sig så. Trak sig som formand for finans- og kulturudvalget. Fra Det kongelige Teaters tilsynsråd o.s.v. Nu sidder han så derhjemme i Nykøbing ved vinduet og filosoferer over, hvorfor det gik ham så ilde. Hvorfor skulle 28 års tro tjeneste i socialismen og lighedens navn ende på denne måde?

Svaret kan han få ved at kigge i det forslag, som Fremskridtspartiet nu for fjerde gang har lagt på folketingets bord. Lige fra Fremskridtspartiets indtog på Christiansborg har det tordnet imod alle disse ben og dobbeltlønninger til folketingets medlemmer. Mod ministerventepenge, mod ministerpensioner, mod ministerdobbeltvederlag m.m. De andre havde kun en hånlig latter tilovers for Fremskridtspartiet og frydede sig over, at partiets protester over dette meningsløse pampervælde ikke vandt genklang.

Nu siger de imidlertid, at det er umoralsk, at tjenestemænd kan oppebære en tredjedel løn for ikke at bestille noget, medens de er medlem af Folketinget. Ja, de kappes nærmest over det, hvilket klart er kommet til udtryk i dagspressen og radiotinget lørdag den 14. januar.

Det bliver nu spændende at se, hvordan de øvrige partier vil sno sig for ikke at skulle støtte det forslag, som Fremskridtspartiet atter har lagt frem, og som de ved tidligere lejligheder hånede og kaldte et sammenrend mod de offentligt ansatte.

Sagen er ikke stor – set i relation til de mange øvrige kæmpeuretfærdigheder, der plager vort samfund – men den viser, at Fremskridtspartiet atter fik ret. Den viser, at det ikke er en hetz mod nogen befolkningsgruppe, når Fremskridtspartiet fremlægger sine renlivede forslag. Den viser, at statsministerens (Anker Jørgensen, red.) beskyldninger om egoisme i Fremskridtspartiet gik efter parolen, ”angreb er det bedste forsvar”. Hr. statsminister, fri os for fremover for den slags hørm fra grebningen.

Lysholt Hansens tilbagetog skal vi heller ikke beklage, og han kan heller ikke finde trøst i det gamle ordsprog: ”Det er en dårlig trøst, at de andre også har gjort det ilde”.

Z-mann

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 1 / 6. årgang / 23. januar 1978

Hæv bundfradraget – sænk ledigheden

11. februar 2012 Skriv en kommentar

Hæv bundfradraget – sænk ledigheden

I en kommentar til regeringens (A, B og Centrum Demokraterne (D), red.) økonomiske oversigt siger Fremskridtspartiets finansordfører, Kim Behnke:

Regeringens overordnede politik ligger i ruiner. Der er stadigt dundrende underskud og markante fald i overskuddet på betalingsbalancen. Samtidig er ledigheden fortsat uacceptabel høj.

Skal ledigheden ned, er den mest effektive metode at hæve den skattefrie bundgrænse massivt, for det mindsker lønpresset på virksomhederne. Det har Fremskridtspartiet sagt i 24 år. OECD, og mange andre siger det samme, men regeringen lukker øjnene, og derfor er det gået så galt.

– Fremskridtspartiet vil derfor til efteråret fremsætte forslag til at hæve bundgrænsen til 60.000 kroner. Forslaget skal indarbejdes i Finansloven for 1997, og Fremskridtspartiets økonomiske beregninger viser, at modellen er realistisk. Tabet i skatteindtægter vil være under 10 pct. Til gengæld vil langt flere komme i arbejde, hvorved der spares på overførselsindkomsterne.

Kim Behnke

Pressemeddelelse

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 6 / 24. årgang / juni 1996

Lavere skatter = flere jobs

20. december 2011 3 kommentarer

Lavere skatter = flere jobs

Fremskridtspartiet vil under forhandlingerne om næste års finanslov stille krav om skattenedsættelser. Med nye beregninger fra EU-Kommissionen i hånden der viser, at det skaber tusindvis af arbejdspladser i den private sektor at sænke skatten med 1 % af BNP, vil regeringen (A og B, red.) få svært ved at afvise kravet. Det siger Fremskridtspartiets finansordfører, Kim Behnke.

– Ifølge beregningerne kan der skabes 41.000 nye jobs, hvis det samlede skattetryk sænkes med ti milliarder kroner. Det beviser, hvad Fremskridtspartiet hele tiden har sagt. Og de ti milliarder kroner kommer rigeligt tilbage. Blandt andet i form af store besparelser på bistand og dagpenge og løn til tusinder af offentligt ansatte, der blandt andet administrerer dagpengeordninger og diverse beskæftigelseskurser, slutter Kim Behnke.

Kim Behnke

Pressemeddelelse 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 10 / 25. årgang / oktober 1997

Socialpolitik er produktionspolitik

30. oktober 2011 4 kommentarer

Socialpolitik er produktionspolitik 

Indkomstskattens afskaffelse er en foranstaltning, der kan gøre sociale tabere til sociale vindere.

Igennem 50 år er de sociale problemer grebet an på principielt samme måde. Samtidig er der sket en voldsom teknisk udvikling sådan, at mens alt legemligt arbejde tidligere var strengt, omfatter det nu alle sværhedsgrader lige fra det grove arbejde til blot at sidde ned og holde øje med, om nogle maskiner arbejder, som de skal.

Man kan godt tænke sig, at mange mennesker blev arbejdsløse, fordi de var slidt op og ikke mere var i stand til at udføre det grove arbejde. Da der ikke var andre muligheder end det grove, og da de var blevet uegnet til det, har man til sidst undgået at ansætte dem. – De var blevet sociale tabere.

I vore dage er man kommet ud over det. Når en mand ikke mere magter at være jord- og betonarbejder, kan han jo være fortræffelig til f.eks. at polere biler. Netop nu hvor der findes arbejdsmuligheder af så varieret sværhedsgrad, skulle man vente, at pensionsalderen kunne sættes op til 75 år, at næsten alle handicappede kunne komme i arbejde på egnede opgaver, så offentlig hjælp blev stærkt reduceret o.s.v.

Men det er lige det modsatte, der er sket.

Som altid hvor regnskabet afviger fra budgettet og det forventede fra virkeligheden, er det ikke nok at konstatere en forskel. Nej, man vil vide årsagen til afvigelsen, så man kan forebygge overraskelser i femtiden.

Det klassiske samfund

Lad os tænke os det helt klasseløse samfund. Lad os tænke os, at alle personer fik nøjagtig lige store indkomster f.eks. som et postbud. Selvom det – selv i et fuldt socialistisk samfund – er praktisk uigennemførligt, er det dog teoretisk tænkeligt.

Det er meget nemt at se, at en masse aktiviteter ville holde op. Kunstmalerne ville blive arbejdsløse, så deres postbuds løn ville være understøttelse og ikke arbejdsvederlag. Det samme ville gælde guldsmede, folk som er beskæftiget med fremstilling af lystbåde, dyrere møbler, motorplæneklippere, havemøbler, saunaer, svømmebassiner, guldtæpper og opvaskemaskiner for blot at tage emnerne fra et enkelt katalog. Og der kan nævnes hundredvis af andre ting, som ikke kan finde afsætning eller kun en meget begrænset afsætning, hvis alle indtægter nivelleres ned til et postbuds løn. – Men sikke en masse mennesker, der ville blive socialt nødlidende, hvis det skete.

Nu er det sådan, at i det klasseløse samfund er der stor forskel på folk. Nogle har færre børn end andre, og nogle har slet ingen.

De som har få eller ingen børn efterspørger delvis andre varer end dem med de mange. Det åbner mulighed for, at kunstmaleren får solgt et billede i ny og næ, og at der engang imellem bliver afsat en havehængesofa. Men det bliver en dyr havehængesofa for med den – som så meget andet udover det nødvendige – er den billiggørende masseproduktion hørt op.

Men det afgørende, som vi ser er, at i kraft af at ligheden er fraveget, bliver der arbejds– og produktionsmuligheder for noget ud over det strengt nødvendige, og der bliver brug for folk, som ellers ville være sociale tabere.

En million millionærer

Lad os sætte tingene helt på spidsen til den anden side og tænke os, at en hel million af Danmarks 5 millioner indbyggere var millionærer! – Hvad ville der så ske?

Ja, for almindelige arbejdsduelige og arbejdende mennesker ville der måske ikke ske så meget. Bortset fra at en millionær ikke bliver til uden, at mange mennesker har medvirket og fået deres andel og uden, at mange varer er blevet fremstillet til glæde for dem, som har købt dem.

Men netop for mange af dem, som i dag er sociale tabere og ikke erhvervsaktive åbnes talrige arbejdsmuligheder som portnere, chauffører, telefonpassere, børnepassere, som medhjælp ved lektielæsning med børn, klipning af hække og græsplæner, som havemænd, vedligeholdelse af bygninger, biler, lystbåde og mange andre ting, som hverken slider på nerver eller kræver fysisk styrke. – Med det antal millionærer som her er forudsat, kan der slet ikke skaffes folk nok.

Disse tankeeksperimenter beviser naturligvis ingenting. – Men de kan dog lede os på vej. De gør det lettere for os at forstå, at den stigende økonomiske lighed i befolkningen også skaber stigende ensretning i behovet og at de, som ikke er leveringsdygtige indenfor disse rammer er skubbet udenfor. Bliver sociale tabere.

Omvendt: Jo større økonomisk ulighed des større spredning i behovet og des større beskæftigelsesmulighed for dem, hvis evner og forudsætninger ligger udenfor det normale. – Des mindre sociale problemer.

Lørdag den 19. august skal Fremskridtspartiet drøfte socialpolitik. – Indkomstskattens afskaffelse medfører, at indkomstudligningspolitikken er opgivet. Det vil give mange mennesker betænkeligheder, fordi vi alle fra barns ben er blevet indpodet denne politiks retfærdighed, hensigtsmæssighed og demokratiske nødvendighed. Den er blevet en slags religion. Det skal nok vise sig, at der også på Nyborgmødet (Fremskridtspartiets landsmøde, red.) viser sig bekymringer.

Dynamisk samfund

Men her må man gøre sig klart, at udligningspolitikken blev til i forrige århundrede, hvor man levede i et statisk samfund. Kagen havde en given størrelse, og fik nogen mere af den, blev der mindre til andre. Udligningspolitikken var dengang et fornuftigt program, som kunne styrke den nationale solidaritet.

Sådan er det ikke mere. Nu lever vi i et dynamisk samfund, hvor kagen kan gøres ubegrænset stor. Problemet er derfor ikke at tage fra nogen og give til andre, men at sørge for at kagen gøres så stor, at de sociale tabere får mere end før og mere, end hvis kagen ikke var blevet gjort større.

Moderne socialpolitik er en produktionspolitik. – De sociale fremskridt bygger på at gøre produktionen så stor og nuanceret, at alle rimelige behov kan dækkes, og alle brugbare kræfter benyttes.

Derfor er indkomstskattens afskaffelse også en social foranstaltning, som på en lang række områder kan gøre det mindre byrdefuldt at give en forholdsvis ringe rest af håbløse tabere bedre forhold end nu.

Da jeg er hovedbestyrelsesmedlem i et af gammelpartierne, hvor ikke alle mine synspunkter er lige populære, er jeg nødt til – som i tidligere numre af Fremskridt – at lade mit indlæg fremkomme under pseudonymet “V”

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 5 / 1. årgang /august 1973

%d bloggers like this: