Arkiv

Posts Tagged ‘fremmedarbejdere’

Indvandrerpolitik gledet ud af kontrol

24. maj 2012 1 kommentar

Indvandrerpolitik gledet ud af kontrol 

Pia Kjærsgaard siger, Socialdemokratiet er til grin. Var et så uskyldigt prædikat blot fyldestgørende, når det gælder Christiansborg. Imidlertid kræves langt skarpere ord, hvis situationens alvor skal afspejles med partierne, der nu kværner om sammenhold for enhver pris, så Fremskridtspartiet igen kan køres ud på et sidespor. Det skyldes deres syn på indvandringen, siger man.

Hvad er Fremskridtspartiets synspunkter i denne henseende? Argumenter!  Hvis i såkaldte politikere blev afkrævet en forklaring, ville det jo blot afsløres, at Fremskridtspartiet ønsker at sætte bremsen i en indvandrerpolitik, der for længst er gledet ud af kontrol.

Lad os også få en forklaring på, hvorfor en aftale fra 1979 med Tyrkiet eksisterer, ifølge hvilken tyrkiske statsborgere kan opnå livslangt ophold i Danmark, bare de har haft 12 måneders arbejde i landet? Hvad skal vi så med de dyre DNA-tests? Er det spil for galleriet for at give danskerne en falsk forestilling om kontrol?

Og hvornår har i fået et mandat til at uddele jobs, boliger, uddannelsespladser, m.v. til et stadigt voksende antal tyrkere endda med dobbelt statsborgerskab?

K. Holt 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 3 / 8. årgang /  marts 1990

Facts om gæstearbejdere: Kun 5 % bliver danskere

28. april 2009 14 kommentarer

Facts om gæstearbejdere: Kun 5 % bliver danskere

Problematikken omkring gæstearbejderne i Danmark blev berørt ved landsmødet. Fremskridtspartiets redaktion bringer her nogle kendsgerninger.

I de sidste 5 folketingsår er der bevilget dansk statsborgerskab til 1.837 personer fra lande i Sydeuropa, Nordafrika, Pakistan og Mellemøsten. Der er i alt fra disse lande bosat 37.592 indbyggere pr 1. januar 1981. Det vil med andre ord sige, at kun ca. 5 % af indvandrerne er blevet danske statsborgere i den nævnte periode.

Her følger listen over lande, hvis borgere i de sidste 5 folketingsår har opnået dansk statsborgerskab.

I parentes anfører vi antallet af indvandrere ved nytår:

Land Antal med dansk statsborgerskab Indvandrere ved nytår
Jugoslavien 320 7.317
Tyrkiet 52 15.832
Pakistan 348 6.598
Italien 129 1.695
Spanien 113 1.002
Marokko 106 2.117
Portugal 30 250
Tunesien 17 162
Algeriet 56 282
Libyen 7 8
Ægypten 262 491
Saudi Arabien 0 13
Jordan 49 673
Syrien 57 105
Irak 41 98
Iran 43 232
Libanon 96 133
Israel 128 576

Udlændinge – som er gift med en dansker – kan opnå dansk indfødsret efter 3 år. Dog kan udenlandske kvinder, – der er gift med danske mænd – nøjes med at opholde sig i Danmark i 1 1/2 år, men denne regel udløber i 1983.

Nordiske statsborgere og dansk sydslesvigere får statsborgerskab efter 2 år.

Politiske flygtninge skal vente i 6 år, mens øvrige må vente i 7 år.

I november 1973 indførte Danmark et såkaldt indvandrerstop. Det vil efter gældende 7-års regel betyde, at stort set alle gæstearbejdere i Danmark, – såfremt de ønsker det – vil kunne opnå dansk statsborgerskab.

Fremskridtspartiet har i hele den periode, vi har været repræsenteret i Folketinget stemt for, at udlændinge – efter 7 års ophold i Danmark – kan få statsborgerskab. Det, der har vakt opsigt, har været, at gæstearbejderne, der har begået kriminelle handlinger, efter Fremskridtspartiets opfattelse ikke burde kunne blive danske statsborgere.

H. C. Hansen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 34  / 9. årgang / 2. oktober 1981

Assimilation eller permission

3. april 2009 64 kommentarer

Assimilation eller permission

Fremmedarbejderproblemet igen.

Sidst i august 1980 forsøgte nogle af pressens folk at rejse en hetz mod Mogens Glistrup baseret på, at Glistrup ved et politisk møde blandt mange andre spørgsmål også havde svaret på, hvad Fremskridtspartiets fremmedarbejderpolitik går ud på.

Peter Brixtofte fra Venstre der er den af alle Venstrefolk, som er mest hadefuld overfor Fremskridtspartiet, stod straks på vognen og hylede med på pressens urimelige beskyldninger mod Fremskridtspartiet.

Netop medens alt dette var på sit højeste i medierne, indsamlede Gallup meningsmålinger rundt i Danmark og TÆNK en alvorlig ”bet” for vore modstandere, det blev et meningsmålingsresultat, der gav stor fremgang til liste Z.

Omkring 10. september kom så de beskedne avisnotitser om, at man alligevel ikke ville rejse sag mod Glistrup for hans udtalelser. Nej, selvfølgelig ikke for Glistrup har ikke på nogen måde udtalt sig racistisk, og så ville man selvfølgelig tabe sagen, men hvad, nu havde pressen jo også haft de store avisoverskrifter med ”Sag mod Glistrup for racistiske udtalelser”, og man havde derforuden mærket, at befolkningen var helt på linje med Glistrup i denne sag.

Riemann faktisk frikendt

Onsdag den 10. september blev der også afsagt kendelser ved Vestre Landsret, og A. Th. Riemann fik stadfæstet en lille bøde, som retten i Hobro i sin tid idømte Riemann, men når man tænker på, hvor voldsomt det lød i pressen, hvad Riemann havde gjort omkring EF-valget, ja, så må man notere, at Vestre Landsret ikke turde gå imod ytringsfriheden i Danmark, for selvfølgelig er en sølle bøde på kr. 4.000,- ikke en straf, der står i nogen som helst relation til det, sagen i medierne var blæst op til.

Hvad Riemann havde gjort var såmænd blot at tale med et sprog, som ellers er hverdagsdanskernes talemåde, og selvfølgelig havde Riemann ikke nogen ønsker om at dyrke racisme, men han blev udsat for det, som fremskridtsfolk så let bliver udsat for, at man samler et bestemt ordvalg op og omstiller ordvalget på syv forskellige måder, hvorefter man får noget helt andet ud af det, end hvad den pågældende havde på hjerte.

Redaktøren på FREMSKRIDT mener, at A. Th. Riemann for længst er frikendt af den danske befolkning i sagen vedrørende den påståede racediskriminering, og vi tager det som et bevis på, at der ikke er blevet givet en straf af nogen betydning. Vi tror, at Landsrettens dommere inderst inde alle er enige med A. Th. Riemann. Vi gratulerer Riemann med sejren med, at man ikke fik held til at knægte ytringsfriheden, og som så ofte før har vi i FREMSKRIDT bragt overdyrlæge Riemanns udmærkede artikler.

Vor hilsen og lykønskning skal denne gang være, at vi nedenstående bringer en artikel skrevet af Riemann om dette emne.

Overdyrlæge A. Th. Riemann skriver:

Diskussionen om ”fremmedarbejderne” er aktuel overalt i Europa. Her i landet føler flere og flere ubehaget ved det fremmedelement, der på mange måder påvirker dansk kultur, mentalitet og økonomi.

Dagligt læser man om narkotikamisbrug, snavset prostitution, voldtægt, røveri, rå knivoverfald og bestialske mord. Den danske godmodighed afløses i stigende grad af fremmedartet vildskab og råhed.

Stadig oftere bliver vi ”husvilde” i vore egne byer når offentlige steder som banegårde, rutebilstationer, cafeterier og lignende er erobret og besat af ”fremmede”, der overalt ublufærdigt maser sig frem.

Svage karakterer og umodne danskere lader sig let påvirke af ”det fremmede”. Dels interesserer gammel dansk sædvane dem ikke, dels er de dårligt lærte og ved intet om den kulturarv og sunde mentalitet, vore forfædre opbyggede også vort livsgrundlag på. Det lette og overfladiske er sat i højsædet og i høj grad båret frem af umodne journalister i presse, radio og TV samt forvirrede pædagoger i skoler og på læreanstalter.

Respekten for menneskenes og dyrenes liv forsvinder under påvirkning af tilbagestående folks mentalitet, som efterabes på foragtelig måde af de danskere, der lefler for nedbrydning og fremmede skikke.

Fremmede skikke skaber råhed i Danmark

Som ”de fremmede i deres hjemlande på barbarisk vis skærer halsen over på en kamel på åben gade under jubel og Allah-råb, laver danske efterabere happening med mishandling og drab af haner på danske teatre, medens børn på legepladser underholdes med lemlæstelse og aflivning af kaniner.

Jo, råheden breder sig i fodsporene på ”de fremmede” og deres danske følgesvende. Danskerne er så sandelig blevet lærenemme og har efterhånden og i lige så høj grad medskyld i degenerationen og forfaldet.

Tidligere når der var tilløb til fremmed mentalitets løbskhed, blev der grebet resolut ind, men i dag er alt blevet overfladisk, frit og løst.

For år tilbage slagtedes i kødbyen i København en del kreaturer til Mellemøsten under den såkaldte schæchtning og dertil hørende rituelle ceremonier. 3-4 stærke slagtersvende kastede sig over de fredelige dyr og væltede dem brutalt ned på stengulvet, hvorefter en messende ”præst” med en skarp kniv gemt bag ryggen sneg sig frem til dyret og med et dybt snit skar halsen over.

Dyret måtte ikke skydes eller bedøves, som man normalt gør det før slagtningen, og kun forkroppen blev godkendt til føde for de rettroende, medens bagkroppen blev overladt ”de kristne hunde”.

I 30´erne blev schæchtning forbudt, men er nu genopstået. F.eks. har man på et slagteri i Vendsyssel ansat en muhamedaner, hvis eneste opgave er at gennemføre schæchtningsritualet under slagtning og derigennem sikre eksport til hans rettroende racefæller. Metoden er rå, utiltalende og udansk.

En farlig folkevandring

Fremmedarbejderproblemet er ikke blot et dansk problem. Det eksisterer i alle EF-lande og vil blive langt større. Når Tyrkiet midt i 80´erne optages i fællesmarkedet, vil 10 millioner arbejdsløse tyrkere oversvømme Europa og skabe voldsomme sociale problemer og måske vælte vores velfærdsstat.

I Tyskland – ligesom i Danmark – er fødselstallet i løbet af 70´erne gået ned med ca. 35 pct., men befolkningstallet holdes oppe af fremmed indvandring. Man lader sig langsomt, men sikkert fortrænge i sit eget land, og det er farligt. Det går måske endda hurtigere, idet de ”fremmedes” fødselstal er fire gange så højt!

I nogle distrikter i Tyskland er 30-70 pct. af skolebørnene ”fremmedarbejderbørn” og på sygehusene, hvor forholdene er de samme, er det blevet nødvendigt at lære læger og sygeplejersker tyrkisk. Problemet er indlysende aktuelt og desuden voksende i Vesttyskland, der nu huser 5 millioner ”fremmede”, hvoraf den ene million er illegalt indvandret. Alene i Vestberlin bor der 100.000 tyrkere. I løbet af de næste 15 år vil 35 pct. af den vesttyske ungdom være ”fremmedarbejderbørn”.

Harmonien ødelægges

Fremmedarbejderproblemet bliver om få år et overlevelsesproblem for det tyske folk og den tyske kultur. Gadebilledet i Tyskland præges i stigende grad at tusinder af unge, dårligt uddannede, arbejdsløse og forbitrede ”udlændinge”. Den sanering af de ”fremmedes” slumkvarterer man har gennemført i mange byer, har vist sig ikke at fremme forståelsen mellem befolkningsgrupperne, tværtimod er isolationen og afstanden blevet større. Had og aggression er blevet en direkte følge, og kriminaliteten er fortsat stærkt udbredt i de uundgåelige ”fremmedarbejder-øer”.

Både vi og Ulandene skades

Den politiske udvikling tager også en uheldig retning, hvor ”fremmedarbejderne” formerer sig, og som kendsgerningerne viser, organiserer de sig i venstredrejede partier.

I Danmark kan vi nikke genkendende til de tyske forhold, og den risiko er også vi i færd med at arbejde os ind i. Sandsynligvis er det lignende omstændigheder, der for tiden er ved at udvikle til en folkerejsning mod ”fremmedarbejderne” i Norge.

I øvrigt er eksporten af ”fremmedarbejdere” efterhånden ved at blive en boomerang for Mellemøsten selv, idet en stor del af ”fremmedarbejderne” kommer fra landsbyerhvervet, hvilket har medført at visse områder, der tidligere eksporterede landbrugsvarer, ikke længere kan brødføde sig selv. Også en tiltrængt industrialisering går i stå, når arbejdskraften emigrerer. Som modstykke har ”fremmedarbejderne” øget den europæiske arbejdsløshed betydeligt.

Politikerne burde lære af folket

De lande der har modtaget ”fremmedarbejdere” er ikke udlændingefjendtlige, og det er vi heller ikke i Danmark. Havde vi været det, var problemerne opstået, men de fleste mener, at nu må der stoppes og ryddes op.

En tysk gallupundersøgelse viser, at 79 pct. af befolkningen ønsker stop for indvandring. 50 pct. ønsker ”fremmedarbejderne” sendt hjem, medens kun 13 pct. vil have dem integreret i befolkningen. En undersøgelse her i landet vil sikkert vise samme store flertal for en fornuftig ordning.

”Fremmedarbejderne” selv havde, da de planlagde udrejsen til europæiske lande ingen ønsker om at immigrere for stedse. 70 % fortæller, at deres plan gik ud på højst 5 års ophold. Først senere har forskellige omstændigheder gjort, at de er groet fast.

Det vil derfor være helt på sin plads og acceptabelt for alle parter, dersom indvandringslandene begrænser opholdstilladelserne til 5 år.

Som værter må vi kræve respekt af gæsterne

Når vi rejser til fremmede lande, søger vi at respektere derboende folks levevis, mentalitet og kultur. Det samme må vi kræve af ”fremmede” i vort land. Vi byder ”fremmede” velkommen som flittige arbejdere eller gæster, for vi har selv historien igennem haft udbytte af at besøge andre lande og stifte bekendtskab med deres kultur og levemåde, men vi vil ikke acceptere, at vores land og levevis nedbrydes eller ændres efter andres forgodtbefindende.

Vi har fået mange dygtige ”fremmede” til Danmark i de senere år, og en del har opnået topstillinger og naturligvis fuld ligestilling med danske kollegaer, og de er velkomne i andre lande, men vi har også fået et ”bundfald”, der enten ikke kan eller ikke vil klare sig selv.

En fornuftig fremmedarbejderpolitik

Det problem der vitterligt er opståe må løses, og her må det første bestå i at indføre et indvandringsstop. Derefter bør der dannes en fond eller tegnes en forsikring, der sikrer midler til hjemsendelsen. I den forbindelse må man sørge for at ”fremmedarbejderbørn”, der naturligvis heller ikke må integreres i gæstelandet bevarer deres nationale, kulturelle og religiøse egenart.

Når arbejdet eller opholdstilladelsen er endt, må ”fremmedarbejderne”, og vi kunne skilles i god forståelse i respekt for hinanden og med et farvel og tak for den tid, der er gået.

Deklarationen om racisme og racediskrimination på verdenskongressen i Geneve i 1957 burde tilføjes følgende:

Enhver politik der vil gennemtvinge et mindretals assimilation til herskende folkegrupper, skal straks ophøre!

A.Th. Riemann

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 17 / 8. årgang / 29. september 1980 

Påtrængende ”gæster”

16. september 2008 1 kommentar

Påtrængende ”gæster”

Det var en fantastisk Tv-udsendelse den 21. november 1980.

En ”fremmedarbejder” erklærede frejdigt, at ”fremmedarbejderne” vil beholde deres ”identitet”, – kultur, sprog og levemåde i Danmark, selvom man kræver arbejde, undervisning og sociale goder.

”Fremmedarbejdernes” talsmand hævdede tillige, at Danmark skylder ”fremmedarbejderne” tusindvis af millioner kr.!

Kendsgerningerne er, – som Glistrup fremhævede -, at udgifterne til ”fremmedarbejderne” er i færd med at sprænge mange kommunekasser. De  unddrager sig skatter, belaster valutabeholdningen, øger betalingsbalanceunderskuddet og forværrer kriminalitet. Alt dette er der masser af beviser på.

Lad os dog se realistisk på forholdene og ved udformning af en fremmedarbejderpolitik studere forholdene i andre EF-lande, der har de samme problemer.

Et ordsprog fra ”fremmedarbejdernes” hjemlande siger:

Hellere en slange end en fremmed i huset!

Vi har alt for mange ”fremmede” i Danmarks hus.

A. Th. Riemann

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 5 / 9. årgang / 6. februar 1981

Vær ikke blåøjet overfor musliminvasionen der hærger Dannevang

15. september 2008 12 kommentarer

Vær ikke blåøjet overfor musliminvasionen der hærger Dannevang

Justitsmordet på Riemann var lige så uanstændig som dommen i 1633 over Gallilei. Erfaringerne med fremmedarbejderne burde opfordre til forsigtighed med de såkaldte flygtninge – fortroppen for Koranen og dens bud om hellig krig advarer Mogens Glistrup i denne artikel.

Asylansøgninger – fra dem der kalder sig flygtninge – rejser juridisk to problemer.

A.
Hvordan defineres en flygtning? En person som erklærer, ikke at kunne leve under et vist politisk system, og som måske endda har smuglet sig ud af sit fædreland kommer i kraft af selve asylsagen i et sådant modsætningsforhold til hjemlandets regime, at det kan være forbundet med fysisk og psykisk risiko at sende vedkommende hjem dertil, hvor han er statsborger.

B.
Når man har defineret, hvad en flygtning er, bliver asylansøgerens opgave blot at indrette sine oplysninger efter det begreb, som flygtningenævnet arbejder efter. Ingen kan jo bevismæssigt efterprøve, hvorvidt det er rigtigt eller forkert, hvad ansøgeren fortæller. Man kan ikke få loyal bistand fra hjemlandets myndigheder, og det er ganske naturligt, at ansøgeren ikke har kunnet medbringe dokumentation for sine påstande. Ingen kan modbevise mandens påstand om, at han ikke tør vende hjem eller med nogen rimelig sikkerhed spå om, hvordan hjemlandet vil behandle ham åbent eller i det skjulte straks ved tilbagekomsten eller efter nogen tid.

Ad A og B:

Disse to betragtningssæt bider sig selv i halen så selve det, at man er asylansøger er selvbærende til, at man også er asylberettiget.

Sætter man sig virkelig ind i problemstillingen, indser man let det aldeles tåbelige og naive i de andre folketingspartiers gelasne opvartning, af de asiater som nu oversvømmer Danmark. Hvis ikke vælgerne styrker Fremskridtspartiet, kan det meget let være fortroppen for Koranens forlangende om, at muhammedanerne gennem hellig krig skal undertvinge de vantro. Selv om Riemann af domstolene blev straffet herfor, er det jo bl.a. en statistisk kendsgerning, at Asienfolkeslagene formerer sig langt stærkere end danskerne.

Justitsmordet på Riemann var lige så uanstændigt som dommen af 22. juni 1633 over Gallilei for at påstå, at jorden er rund og ikke pandekageflad.

Deres Mekka

Det er nærmest blasfemisk at sammenligne Islams rejsebureau-aktivitet nu-om-dage med danskerflugterne i 1940`erne.

Hverken danske jøder eller modstandsfolk flygtede rundt om den halve jordklode. De måtte tage det første, det bedste land på den anden side af Øresund. Hvor Iranere og Ceylonesere ikke nøjes med lige, at sætte over de smalle bugter som skiller dem fra lande, der kunne være deres Mekka, hvis de blot ville flygte. Sverige tog imod folk fra samme kulturkreds i årene op til 1945. Mennesker som kun ville være hinsidan rent midlertidigt og først og sidst var engagerede i deres hjemlands kamp for at blive af med den nazistiske besættelsesmagt.

Nutidens muslim-invasion af Danmark er folk  som uden komplekser sætter sig fast ved det danske spisebord for at blive her i generationer ud i fremtiden og som kalder sig indvandrere. Erfaringen med fremmedarbejdere skulle opfordre os til forsigtighed med nu at være lige så blåøjede overfor de såkaldte flygtninge, der nu hærger Dannevang.

Magter det ikke

Det er enormt overfladiske personer, der oversvømmer medierne med deres påstande om, at det rige Danmark skal hjælpe folk i nød. Dels er Danmark ikke et rigt land, men lader som om det ved gældsætnings-narkomani. Dels magter lilleput-Danmark nu engang ikke at afbøde blot en milliontedel af de ulykker og uretfærdigheder, som indtræffer jorden rundt. Vi gør både omverdenen og os selv den største tjeneste ved at koncentrere os om at bringe orden i vort eget hus og ikke føle os selv som så kolossalt overgode, at vi kan hjælpe alle de andre.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 7 / 13. årgang / 15. februar 1985

Landsforræderi

14. september 2008 8 kommentarer

Landsforræderi

 

Thor A. Bak – professor, dr. phil. og formand for Dansk Flygtningehjælp – ved bedst!

 

At omkring 60 % af den danske befolkning er uenig med ham i flygtningespørgsmålet, er ikke fordi han har uret, men skyldes at flertallet er helt igennem tåbeligt, er ringere mennesker med små-racistiske tilbøjeligheder og fremfører meningsløse indvendinger.

 

Det tilbagelod flygtningehjælps-formanden ingen tvivl om, da han i forrige uge optrådte i monopolfjernsynet som “Ugens gæst”, med journalisterne Georg Metz og Klaus Laursen som villige mikrofonholdere, der kun bidrog til seancen med et mindre sortiment af veltilpassede stikord.

 

Det var ikke småting, professoren fik fyret af i sin forelæsning. Han ville meget nødig angribe nogen, som ikke var tilstede, bedyrede han og fortsatte så tiden ud med at svine pastor Søren Krarup til og beskyldte ham for at have skjulte hensigter og Fremskridtspartiet for “at udnytte situationen nu og spille meget kontant på dette her”, som dr. phil. -professoren så gribende formulerede sig.

 

Det blev også afdækket at for at opfylde hr. Baks definition på en flygtning, der har krav på vor fulde humanitære, sociale og økonomiske hjælp, skal en iraner blot løseligt kunne godtgøre, at han i sit hjemland har nægtet at gøre militærtjeneste!

 

Til de mange, der i takt med stigningen i muhamedaner-invasionen nærer frygt for danskheden og vor kristne kultur, havde flygtningehjælps-formanden kun hån: “Så kunne man lige så godt bekymre sig over, om ikke snart marsboerne kom”, lød det.

 

Heller ikke en usmagelig sammenligning med forholdene i årerne 1940-45 og svenskernes modtagelse af jøder og danske modstandsfolk, afholdt Bak sig fra.

 

Hans manipulation med økonomien var lige så grov. Sølle 140 millioner kroner bedyrede Bak, at det hele menageri kostede i 1984. Herre Gud, kun lig med 200 betydningsløse ekstra kroner til pensionister og arbejdsløse, mente den velaflagte kemiprofessor og tidligere rektor for Københavns Universitet, men “glemte” at oplyse om, at Folketingets finansudvalg har fået foretaget beregninger, der viser, at skatteyderne må påregne at bløde om imod en milliard kroner til hr. Baks foretagende alene i 1985  (FREMSKRIDT nr. 3-85). Derimod fejlede hukommelsen intet, da det gjaldt at minde om behovet for flere penge til flere tolke, flere penge til flere sproglærere og flere penge til flere socialpædagoger.

 

Når hr. professoren – der for stort set alt hvad han har beskæftiget sig med gennem livet er blevet fedt betalt af skatteyderne – mener, han for åben Tv-skærm kan tillade sig at håne og tilsvine flertallet at de selv samme skatteydere som værende ringere mennesker med små-racistiske tilbøjeligheder, kan vi også tillade os at fortælle professoren, hvilket ord der kunne falde os i pennen som en mulig beskrivelse af hans udgydelser og virke i denne sag: Landsforræderi.

 

Og i den sammenhæng kan man som gerne tage en bred del af DR-monopolet´s medarbejdere med. For den platte facon de i den enøjede Tv-avis og ringe orienterende Radioavis, har behandlet fremmedarbejder– og flygtningetemaerne på kunne fortjene samme karakteristik.

 

Som TV-A´s Kirsten Bohl så rammende formulerede sig i “Før deadline” om et indslag i Tv-avisen om flygtninge: “Lad os bare indrømme vi prøver at påvirke!”

 

Ja, det er der sgu ingen, der er i tvivl om.

 

T. Zinglersen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 6 / 13. årgang / 8. februar 1985

Hvorfor statsborgerskab når…?

10. september 2008 7 kommentarer

Hvorfor statsborgerskab når…?

Som så ofte før erfares ting ved rene tilfældigheder. Således også for professor dr. jur. Ole Hasselbalch som ved et tilfælde fik Lovtidende B i hænderne, som bl.a. indeholder navne på personer, der har fået tildelt dansk statsborgerskab.

Normalt fylder svenskerne og andet godtfolk navnelisterne. Men i dette tilfælde var det ganske anderledes. Ud af 544 tilhørte 204 denne kategori. Resten var hovedsageligt marokkanere og pakistanere, som betingelsesløst havde fået dansk statsborgerskab. I tiåret 1976-87 havde små to tusinde fra disse eksotiske lande opnået statsborgerskab, og tendensen er støt stigende.
Professoren kommer med bl.a. disse betragtninger i midtpunkt i Jyllands-Posten efter at have gjort sin “opdagelse”:

“Når opnåelse af statsborgerskab er en så vigtig ting, at der ligefrem skal en lov til for at få det, så må man vel også gå ud fra, at de, der laver denne lov holder øje med de tendenser, som aftegner sig i denne lovgivning. Men gør de det?

Kan det virkelig være rigtigt, at der i en periode med arbejdsløshed og dramatisk voksende økonomiske vanskeligheder for landet uddeles statsborgerskaber til store persongrupper, som tydeligvis aldrig kan være kommet her ved tilfældigheder endsige som flygtninge? Kan det virkelig være rigtigt, at man blot ved simpelt hen at komme her og være her kan kvalificere sig til statsborgerskab? Og kan det være rigtigt at de, der endnu ikke er statsborgere, bare kan blive her, selv om der er arbejdsløshed?

Ved opslag i Karnovs Lovsamling lader der sig hurtigt finde i al fald en delvis besvarelse af disse spørgsmål. Ifølge reglerne om meddelelse af indfødsret er der således en vis automatik i uddelingen af dansk statsborgerskab. Denne er udmøntet i et cirkulære, hvoraf det fremgår, at statsborgerskab normalt vil kunne opnås efter syv års ophold – dog kortere, hvis man erhverver en dansk ægtefælle eller en flygtning. For børn og ældre gælder andre regler. Men altså normalt syv år. Det fremgår også af Karnov, at ret til deltagelse i kommunevalg opnås allerede efter tre års ophold i landet.

Det er indlysende, at sådanne regler kan være fornuftige nok, når det drejer sig om at få et menneskeligt samvirke til at fungere under omstændigheder, hvor der finder tilfældig udveksling af mennesker sted mellem nationerne. Det vil i almindelighed være urimeligt at fastholde personer i en anden national tilhørighed, end den de har indlevet sig i.

Men det er lige så klart, at i en situation hvor der er opnået et enormt befolkningstryk i visse dele af verden, er en praksis, som tillader uddeling af andele i et land til personer, der blot har haft held til at opholde sig der længe nok ødelæggende for dette land.

Jeg spørger derfor nu lige ud de, der har og har haft ansvaret for udviklingen på dette område: Hvad er meningen? Har i taget højde for, at der er ved at opstå et helt andet billede på indvandrerområdet end det, som tegnede sig, dengang indfødsreglerne blev skabt?

Repræsenterer det nummer af Lovtidende, jeg henviste til blot en sanseløs videreførelse af en praksis, som for længst har mistet sin begrundelse?

Hvad er i det hele taget meningen med at fastholde et stort antal gæstearbejdere her i landet i årtier efter, at begrundelsen for deres tilstedeværelse er faldet væk?

Hvordan kan antallet af udlændinge fra fjerne lande, som opholder sig her på denne basis oven i købet vokse trods af voksende arbejdsløshed i Danmark?

JL

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 20 / 16. årgang / 3. juni 1988

%d bloggers like this: