R E T S P O L I T I K

Det vil Fremskridtspartiet:

 

R E T S P O L I T I K

 

Fremskridtspartiet mener, at retspolitikkens væsentligste funktion er at sikre den enkelte borger mod overgreb. Til det formål har samfundet fastsat nogle normer, der danner retsningslinier for, hvad der kan accepteres og inden for hvilke grænser. Begår man en strafbar handling, skal man straffes og tage den afsoning, der er forbundet med strafudmålingen.

 

Svarer straffen ikke til den almene opfattelse af, hvad det koster at begå forbrydelsen, går det ud over retsopfattelsen.

 

Med andre ord skal strafudmålingen virke præventiv, og strafudmålingen skal sikre, at den også bliver eksekveret.

Nøgleordet er derfor sammenhæng mellem forbrydelse og straf.

 

Retspolitikken er altså til for at sikre, at den enkelte borger ikke får sine rettigheder krænket. Sker det alligevel skyldes det mangler i den nuværende retspolitik – mangler som Fremskridtspartiet i det følgende vil redegøre for.

 

Når Fremskridtspartiet har det synspunkt, at retspolitiske mangler ikke kan accepteres, skyldes det, at vi har et menneskesyn og en politisk filosofi, der bygger på den personlige frihed. Det harmonerer ikke med den løse og til tider uansvarlige politik, som et flertal i Folketinget gennem en årrække har ført. Det vil Fremskridtspartiet ændre på.

 

1. Lovene

Staten skal ikke lovgive på alle områder. Det er urimeligt, at staten kriminaliserer offerløse handlinger og handlinger, hvor et eventuelt offer kun er personen selv. Fremskridtspartiet ønsker derfor en række ændringer i forskellige love.

Enhver må leve, son han/hun nu engang finder bedst, når andre ikke generes væsentligt derved.

 

Straffeloven er næsten 70 år gammel og bærer tydeligt præg af dette. Til trods for sine mange reformer og lapperier, så synes et dybere reformarbejde uundgåeligt. Ikke alene bærer straffeloven præg af at være fra en svunden tid, hvor forbrydelser mod ejendom skulle straffes langt hårdere end forbrydelser mod personer, men mange af bestemmelserne er tillige slet ikke gearet til nutidens højteknologiske samfund. Ifølge straffeloven er det f.eks. ikke tyveri at stjæle telefontid fra en fremmedes telefon. Så selvom det måske påfører offeret et tab i tusinde kroners klassen, så straffer man alene for brugstyveri. Eller hvad med forbrydelser begået over internettet? Det grundliggende problem er, at nutidens kriminelle har ændret adfærd, uden at lovgivningen er fulgt med. Forbrydelserne er i højere grad personrelateret og langt mere rå. Og tendensen er, at det er de unge, der står for den groveste kriminalitet – ikke mindst fordi, det er blevet “legalt”, at spekulere i den kriminelle lavalder. Desuden er banderelateret, til tider organiseret, kriminalitet blevet hverdag. Og hyppigheden, hvormed forbrydelser sker, er skræmmende. Eksempelvis sker brugstyveri af biler stort set “på samlebånd”. Så snart den ene bil “giver op”, stjæles den næste. Normen har altså ændret sig fra, at det i gamle dage var sådan, at en person, der begik en kriminel handling fik sin straf og aldrig gjorde det mere – til i dag, hvor der i højere grad er tale om færre kriminelle, som til gengæld står for et hav af kriminelle handlinger.

 

Færdselsloven – er den mest konsekvente og logiske lov vi har. Færdselsloven regulerer trafikken gennem regler og påbud, som et langt stykke af vejen er fornuftige nok, men på visse områder er for restriktive. Fremskridtspartiet er f.eks. af den mening, at påbud om brug af sele og styrehjelm ikke skal dikteres, men i højere grad være op til den enkeltes eget ansvar. Stod det til Fremskridtspartiet skulle automatisk hastighedskontrol også afskaffes. Det vigtige er, at trafikanterne kører efter forholdene. De, der ikke kan finde ud af det, skal ikke bare have tilsendt et girokort, men stoppes af politiet i forbindelse med overtrædelsen.

 

2, Våben, vold og bander

Tendensen i lovovertrædelser går i retning af stadig grovere handlinger. Og i den sammenhæng er vold, våben og bander de tre faktorer, der hver for sig, eller i kombination, medvirker til at præge udviklingen. Denne udvikling skal bremses. Skal den grove kriminalitet bekæmpes effektivt, er det Fremskridtspartiets overbevisning, at satsningen skal ligge på disse områder.

 

Våben

Under den nuværende våbenlov er det paradoksale forhold opstået, at de eneste som har våben er diverse kriminelle bander – ofte med tilknytning til rockermiljøet. Fremskridtspartiet finder det fuldstændig vanvittigt at man reelt fører en politik, hvor lovlydige borgere afskæres fra at eje og besidde, selv helt banale ting som tågegasspray og småknive, mens kriminelle rask væk kan erhverve og bruge både panserværnsraketter og håndgranater. Stod det til Fremskridtspartiet burde den modsatte situation tilstræbes og Fremskridtspartiet ønsker derfor at ustraffede personer skal kunne købe velegnede forsvarsvåben, som f.eks. tåregaspatroner og stødanordninger.

 

Bander/vold

Voldelige overgreb på mennesker er den værst tænkelige krænkelse af den personlige frihed. Desværre bliver det stadig mere udbredt. Fra at være et næsten ukendt fænomen for blot tyve år siden, er bandevold blevet et hverdagsproblem.

 

Antallet af voldsanmeldelser er nogenlunde stabilt, men der er en klar tendens til at volden bliver grovere og ikke mindst meningsløst, hvilket giver en forståelig, men forfærdelig utryghed i befolkningen generelt. Det er dybt forkasteligt, og Fremskridtspartiet vil gøre alt for at vende udviklingen. Det skal igen være sikkert at gå på gader og stræder.

 

Fremskridtspartiet finder det fuldstændigt forrykt, at relativt få individer kan få lov til at terrorisere en hel befolkning. Der skal gribes ind, første gang og hver gang.

 

3. Politiet

Det danske politi kører på pumperne. Stadig flere opgaver læses over på politiet uden at bevillingerne tilsvarende øges. Samtidig bliver de kriminelle bander stadig mere rå i deres aktiviteter, hvorfor behovet for politiet aldrig har været større. Fremskridtspartiet ønsker politiet tildelt flere ressourcer, således at der kan blive slået hårdt ned på bl.a. rockernes terroraktiviteter. De øgede bevillinger skal bl.a. bruges til at ansætte mere civilt kontorpersonale, således at uddannede politibetjente ikke sidder på politistationerne og bruger deres tid på kontoropgaver, men i stedet kan være ude på gaden for at patruljere og opklare forbrydelser. Det betyder også, at nogle af politiets nuværende opgaver burde flyttes til andre instanser. F.eks. er det dobbeltadministration, at man først skal anmelde sin cykel strålet hos politiet for så bagefter at give de samme oplysninger til sit forsikringsselskab.

 

4. Straffene

Hvis vi skal forhindre, at specielt unge udvikler en kriminel løbebane, skal reglen være, at der straffes første gang – og hver gang! Voldsforbrydere skal ikke sættes på fri fod efter afhøring, men gå direkte fra anholdelse til domsafsigelse og afsoning.

 

Fremskridtspartiet ser straf som en reaktion fra samfundets side, for at slå fast, at den kriminelle handling er forkert, at gerningsmanden ikke skal gøre det igen, og for at vise andre, at det ikke kan betale sig at begå kriminalitet. Ofte er årsagen til kriminalitet, at den pågældende i sin opvækst aldrig har mødt konsekvens i forhold til sine handlinger, og dermed har mistet respekten, ikke bare for andre, men også respekten for sig selv. Med andre ord skal vi sikre, at den pågældende igen får ansvaret for sit eget liv og fremtid. Det gøres først og fremmest ved at myndighederne i alle led er konsekvente, så den kriminelle opdager, at det ikke er ligegyldigt, hvordan man opfører sig.

 

Den danske retspolitik bygger på en blødsøden holdning, hvor der fokuseres alt for meget på forbryderens baggrund og alt for lidt på offerets lidelser. I grovere voldssager kan offeret tilmed opleve, at forbryderen er sat på fri fod, førend offeret kan forlade sygesengen.

 

Fremskridtspartiet ønsker at dommene ved udmålingen af en tildelt straf, sætter offerets lidelser i centrum og ikke, som i dag gerningsmanden. Det er fuldstændigt uacceptabelt, at en person, som har banket en anden til “lirekassemand”, kan slippe af sted med at tilbringe få måneder i fængsel under henvisning til, at gerningsmanden har haft det hårdt.

 

Det kan heller ikke være rigtigt, at forbrydelser mod ting, skal straffes langt hårdere end forbrydelser mod mennesker. Med den nuværende indretning af retssystemet straffes f.eks. tyveri langt hårdere end både volds- og sædelighedskriminalitet, hvilket efter Fremskridtspartiets holdning er ude af proportioner med både ret og rimelighed.

 

5. Den kriminelle lavalder

Der syntes at være en ubehagelig tendens til, at forbryderne bliver stadig yngre. Lovovertræderne får ikke bare deres kriminelle debut i en stadig yngre alder, deres forbrydelser bliver også grovere. Mens det tidligere var små-rapserier og butikstyverier nogle unge gjorde sig skyldige i, er væbnet røverier og grove overfald på andre unge eller pensionister nu også en del af storbyens ungdomsliv. En stadig større del af disse unge spekulerer groft i, at politiet intet kan gøre, så længe de er under 15 år, og mindreårige sættes således til at gøre det grove og farlige arbejde. Det må stå klart for enhver, at tiden er løbet fra den kriminelle lavalder og Fremskridtspartiet ønsker den derfor afskaffet til fordel for en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde. Ung alder bør alene have betydning for sanktionsudvalget, herunder også strafudmålingen og ikke som i dag forhindre enhver retsforfølgelse. I den nuværende straffelov er der f.eks. lagt et øvre låg på, hvor hårdt personer under 18 år kan straffes og i domspraksis gives der også en stor rabat til sådanne mindreårige.

 

Det afgørende er, at den unge oplever en reaktion, der er så kraftig, at den virker præventiv og har det sigte, at den unge holder sig væk fra yderligere kriminalitet. Det er derfor vigtigt, at der gribes ind første gang – og hver gang. Det er langt lettere at hjælpe den unge mod at udvikle en kriminel løbebane, end det er at hjælpe dem ud af den på et senere tidspunkt.

 

6. Domstolene

Ifølge Grundloven skal domstolene være med til at vogte staten, men det forekommer unægtelig tvivlsomt om folk, som har virket i en menneskealder i et ministerium, skulle kunne frigøre sig fra den loyalitet, som netop gjorde dem til så dygtige embedsmænd. Fremskridtspartiet er derfor tilfreds med at partiet fik gennemført en uafhængig domstolsinstitution, som sikrer, at dommerne rekrutteres bredt.

 

Dommerstanden er en erhvervsgruppe, hvor det at have et bihverv snarere er reglen end undtagelsen. Det er højst uheldigt. Dels forlænges arbejdsgangen i domstolene, idet der skal tages højde for at dommerne “har tid” til at varetage dommergerningen, dels forekommer der situationer, hvor dommeren, grundet sit bierhverv, muligvis er partisk og dermed inhabil. Reglen bør være, at dommeren skal vælge, om han vil være offentlig eller privat dommer på samme måde som politifolk i dag ikke kan være ansat både i politiet og i et privat vagtværn.

 

Ligeså lidt som det virker betryggende at dommerne rekrutteres fra statens tjeneste, virker det betænkeligt, at nævninge og domsmænd, er udpeget af de politiske partier. En tiltalt må have et krav på, at de personer, som skal pådømme hans sag, er fuldstændig uvildige og ikke har nogen forudfattet holdning. Når nævningene alle er medlemmer af politiske partier, kan deres politiske overbevisning og interesser måske påvirke deres holdning til forbrydelsen. Men uanset om dette sker eller ej, så virker det næppe betryggende for den tiltalte, at noget sådan måske kan ske.

 

Fremskridtspartiet ønsker derfor, at nævninge-udvælgelsen fjernes fra de politiske partier og i stedet sker på basis af folkeregisteret, således at det bliver helt almindelige mennesker, som udpeges til domsmænd og nævninge. Derved sikres også, at strafudmålingen i højere grad kommer til at stemme overens med befolkningens opfattelse af ret og rimeligt.

 

7. Anonyme vidner

Der skal være større mulighed for af føre anonyme vidner i de grove sager, hvor det er nødvendigt for af beskytte vidnet mod fremtidige repressalier. En tiltalt må ikke dømmes alene på baggrund af et anonymt vidne. Der skal være spor på gerningsstedet eller andet, der godtgør, at den tiltalte med rette er tiltalt, ligesom der skal være andre vidner, som bekræfter hændelsen og endelig skal det være op til dommeren at tillade et anonymt vidneudsagn.

 

8. Udeblivelsesdomme

Det sker ofte, at dommeren, forsvareren, anklageren, domsmændene og vidnerne har sat tid af til et retsmøde, der efterfølgende må aflyses, fordi tiltalte ikke gider gøre fremmøde. Det er til gene for de implicerede, til skade for domstolenes ventelister og dyrt for skatteyderne. Udeblivelsesdomme kan i dag kun bruges, hvis straffen højest vil blive på 30 dage. Det betyder, at tiltalte, der udebliver fra retsmøderne, kan dømmes in absentia i straffesager med domme op til 30 dages fængsel. For straframmer over 30 dage skal tiltalte være til stede. Fremskridtspartiet foreslår derfor, at straframmen for udeblivelsesdomme udvides til at omfatte domme op til 3 måneders fængsel.

 

9. Voldgift

Fremskridtspartiet mener, at alle private aftaler, der er indgået frivilligt kun skal underlægges privat påtale og private voldgiftsafgørelser. Det offentlige skal holdes helt udenfor private aftaler, der er indgået frivilligt.

 

10. Varetægtsfængsling

Varetægtsfængsling skal kun bruges i de tilfælde, hvor der er risiko for, at forbryderen vil ødelægge beviser eller advare medgerningsmænd. Såfremt der alene er risiko for flugt, skal det overvejes om økonomisk sikkerhedsstillelse, i form af kaution, kan udgøre en tilstrækkelig garanti for, at man ikke undslipper til udlandet. I særligt grove tilfælde skal det dog være muligt at varetægtsfængsle forbrydere, såfremt det ville stride mod almindelig hæderlighed at lade personen være på fri fod indtil tidspunktet for hans retssag.

 

11. Erstatning

Udover det personlige ubehag ved at blive udsat for en forbrydelse, lides der ganske ofte også et betydeligt økonomisk tab. En person, son har været udsat for et voldeligt overfald, er måske ude af stand til at arbejde i længere tid. Et økonomisk tab, der i dag kun sker delvis kompensation af. Ofte mangler forbryderen både evnen og viljen til at kompensere for sine gerninger og den nuværende lovgivning giver kun i begrænset omfang mulighed for at hente erstatningen i statskassen. Fremskridtspartiet ønsker derfor et system, hvor gerningsmandens incitament til at yde erstatning bliver langt større.

 

12. Fængsler

Den teknologiske udvikling er tilsyneladende gået sporløst henover det danske fængselsvæsen. Kamera og anden elektronisk overvågning i og omkring fængslerne, burde kunne eliminere enhver risiko for flugt og således sikre, at fangerne ikke undslap deres velfortjente straf. Fremskridtspartiet ønsker derfor at oprette et flugtsikkert fængsel, hvor bl.a. den nyeste teknologi tages i brug. Men også i de åbne fængsler vil elektronikken kunne medføre store økonomiske og menneskelige besparelser. I Sverige og navnlig i USA er man nået langt med elektroniske fængslinger, hvor det med sensorer omkring f.eks. håndleddet sikres, at afsoneren opholder sig i sin celle på de anviste tidspunkter.

 

Fremskridtspartiet er positivt overfor sådanne initiativer, ikke kun fordi det vil give økonomiske besparelser i form af færre ansatte, men også fordi det vil være en menneskelig gevinst f.eks. at lade folk afsone kortere straffe i deres eget hjem. Elektronisk hjemmefængsel vil kun komme på tale, når den dømte ikke er farlig for sine omgivelser og når straffen er for mindre grove forhold. Elektronisk hjemmefængsling skal derfor opfattes som et supplement til det etablerede fængselssystem.

 

Men også indenfor de egentlige fængsler kan store reformer gennemføres. I USA og i England har private fængsler kunnet demonstrere ikke bare langt lavere økonomiske omkostninger, men også lange bedre afsoningsforhold for de indsatte. Der er færre klager og færre overfald på personale og andre indsatte. Der er færre selvmord blandt indsatte, og der er færre flergangsforbrydere blandt indsatte (recidiv).

 

Fremskridtspartiet er villig til at tildele de nødvendige ressourcer til både at oprette superfængsler, men også til at øge fængselskapaciteten. Straks efter idømt straf skal forbryderen påbegynde sin afsoning og ikke som i dag vente i flere måneder. Den præventive effekt må antages at være størst, når man betaler prisen hurtigst muligt.

 

13. Livsvarigt fængsel

I dag kan domstolene højest idømme en tidsbestemt straf på 16 år. Hvis domstolene finder det nødvendigt at straffe hårdere, er der kun mulighed for at idømme livsvarigt fængsel. Det skal ændres, så domstolene kan idømme en person f.eks. 30 års fængsel. Livsvarigt fængsel skal dog bevares som en mulighed til de groveste forbrydere og så skal livsvarigt fængsel være livsvarigt og ikke som i dag, hvor langt de fleste kommer ud efter ca. 16 år. Livstid bliver derved en straf, som ikke kan “overstås” og et klart signal om, at samfundet ikke tolererer grove forbrydelser.

 

14. Prøveløsladelse

Anvendelse af prøveløsladelse har taget overhånd og reelt medført en afkortelse af straffen med en tredjedel. Idømmes en forbryder 9 måneders fængsel, så skal personen også afsone 9 måneder – og ikke som i dag kun 6 måneder. Adgang til prøveløsladelse skal ikke være et retskrav, men derimod en belønning til fanger, der gennem eksemplarisk opførsel har vist vilje og fremskridt til at forbedre sig. Får en fange undtagelsesvis bevilliget udgang (ikke at forveksle med prøveløsladelse), bør den som hovedregel være ledsaget og såfremt forbryderen misbruger tilliden og stikker af eller i øvrigt overtræder vilkårene, skal det have alvorlige konsekvenser. Fremskridtspartiet foreslår, som sanktionsmulighed, at forbryderen får inddraget muligheden for udgang i resten af afsoningsperioden og ingen mulighed for prøveløsladelse.

 

15. Kriminelle udlændinge

Fremskridtspartiet hører ikke til dem, der har medlidenhed med kriminelle udlændinge. Udlændinge er gæster, så begår de kriminalitet, har de intet at gøre i Danmark. Det er en konsekvent politik som udlændinge har respekt for.

Asylansøgere, med en kriminel baggrund og udlændinge, hvor urigtige oplysninger har dannet grundlag for opholdstilladelse og eventuel statsborgerskab, skal øjeblikkelig udvises.

 

Udlændinge, der opholder sig i Danmark, skal naturligvis følge dansk lovgivning. Kriminel aktivitet bliver derfor retsforfulgt og straffet efter dansk lov. Forskellen er, at kriminelle udlændinge skal udvises af Danmark efter princippet: Jo kortere ophold i Danmark – jo mindre straf skal der til, før man udvises. Desuden mener vi i Fremskridtspartiet, at alle grove kriminelle udlændinge straks efter udstået straf, skal udvises af Danmark.

 

16. Narkotika

Narkotikamisbrug er en tragedie for den afhængige og påvirker utrolig mange mennesker. Det ødelægger narkomanens liv, splitter ofte venner og familie og skaber følgekriminalitet til gene for en stor mængde mennesker. Narkomisbrug og kriminalitet skal derfor bekæmpes og det gøres bedst ved at fjerne behovet for narko. Det er præcis, hvad den nuværende narkotikapolitik tilsigter. En narkotikapolitik, der i høj grad er Fremskridtspartiets fortjeneste.

 

Fremskridtspartiet fremsatte 4 forslag til en realistisk narkotikapolitik, hvoraf 3 – tilbud til dømte narkomaner om en behandlingsdom i stedet for en fængselsdom, afvænningstilbud, hvor det menneskelige selvværd er i højsædet og oprettelsen af et narkotikaråd – udgør grundlaget for dagens narkopolitik. Udgangspunktet for en god narkopolitik er derfor til stede, men på grund af utilstrækkelige økonomiske midler har den vist sig mangelfuld.

 

Fremskridtspartiet er derfor indstillet på at gøre noget drastisk for at komme narkokriminaliteten til livs. Først og fremmest skal der tilføres de nødvendige midler, således at de allerede vedtagne foranstaltninger kan fungere efter hensigten. Dernæst skal tilbuddet om afvænning, der strækker sig over flere år og indebærer en regelmæssig opfølgning resten af livet. Ved kapacitetsmangel på afvænningsinstitutionerne skal narkomanen tilbydes narko, således at han/hun ikke behøver, at kaste sig ud i berigelseskriminalitet for at finansiere misbruget.

 

Fremskridtspartiet er ikke tilhænger af fri narko, men indstillet på at lade narkomanerne få deres stof på en klinik, hvor stoffet skal indtages på stedet under kontrol. En sådan ordning er ikke afvænning eller led i afvænning, men udelukkende en parkeringsplads, hvor narkomanen under kontrol kan få det stof, han ellers ville være nødt til at skaffe sig illegalt på gaden. Målet må være at forbedre narkomanens sundhedstilstand, nedbringe følgekriminaliteten og ramme bagmændene. Klinikkerne skal således kun bruges, indtil narkomanen kan komme i kvalificeret afvænning.

 

Ovennævnte stammer fra brochuren:

Det vil Fremskridtspartiet – Retspolitik 1998