Arkiv

Posts Tagged ‘finans’

Bliver folk skræmt, køber de jord op

18. juni 2012 1 kommentar

Bliver folk skræmt, køber de jord op

Og den nuværende økonomi gør befolkningen utryg – og derfor jordspekulationen, siger Mogens Glistrup. 

På et spørgsmål fra en vælger om hvad man kan gøre mod især jordprisstigningerne, har jeg svaret følgende:

Desværre er det ikke korrekt, at man kan løse de samfundsøkonomiske problemer ved at flytte midlerne fra passive investeringer i papirer og jord til produktive investeringer i arbejdspladser.

Hver gang der er en, som investerer sine opsparede midler i jord eller værdipapirer, er der jo en anden, som sælger jorden eller værdipapirerne, og sælgeren skal derefter til at anbringe sine penge et eller andet sted. Enten fra ham eller fra et senere omsætningsled havner midlerne i aktive arbejdspladser eller i forbrug, som skaber arbejde.

Derimod er det da rigtigt, at den nuværende økonomiske politik skaber en sådan utryghed hos befolkningen, at man lader sine penge søge over i faste værdier som jord. Det indebærer en væsentlig ekstra prisstigning på jorden. Med andre ord: Køberen kommer til at betale mere, end han ellers skulle, og sælgeren får mere ud af det. For samfundsøkonomien som sådan spiller dette ikke nogen rolle, men fordelingsmæssigt indebærer det virkninger, som man finder utiltalende.

Der kan ikke rådes bod herpå ved at anvende øgede skatter. En værdistigningsafgift eller anden omsætningsskat vil blot blive lagt på prisen og bevirke, at udbuddet bliver mindre eller i hvert tilfælde forsinket. Dette fører til yderligere skævheder i form af prisstigninger.

Den eneste holdbare vej til at bekæmpe de for store prisstigninger på jord er derfor, at man sørger for, at der bliver ført en sund økonomisk politik, så folks opsparing ikke skræmmes over i jorden i unaturligt stort omfang.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 20 / 6. årgang / 20. november 1978

Konservativt krav om balance på de offentlige budgetter er et blålys

2. februar 2012 2 kommentarer

Konservativt krav om balance på de offentlige budgetter er et blålys

– Hvis et nyt universitet i København til 1,7 milliarder kroner er de Konservatives eneste betingelse for at indgå finanslovsforlig med regeringen (A, B og CD, red.), er partiet mere uansvarligt, end Fremskridtspartiet troede, siger Fremskridtspartiets finanspolitiske ordfører, Kim Behnke:

– Alle konservative (C) krav om balance på de offentlige budgetter falder til jorden, hvis partiet er parat til at påføre staten endnu en milliardudgift samtidig med, at partiet vil afsætte et trecifret millionbeløb til DSB. Ydermere har de konservatives krav om markante lettelser for boligejerne vist sig kun at være tom snak.

– Fremskridtspartiet stiller sig helt uforstående over for, hvis et såkaldt økonomisk ansvarligt parti kan stemme for en finanslov, der betyder et nyt dundrende milliardunderskud. Derfor vil Fremskridtspartiet også i år fremsætte sig eget forslag til finanslov, hvor vi beviser, at det kan lade sig gøre at skabe balance på de offentlige budgetter samtidig med, at der bruges penge på de svageste i samfundet og ikke det ene prestige projekt efter det andet, slutter Kim Behnke.

Kim Behnke

Pressemeddelelse

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 11 / 24. årgang / november 1996

Udlicitering skal højne den kommunale service

22. december 2011 4 kommentarer

Udlicitering skal højne den kommunale service 

– Finansministerens (Mogens Lykketoft, A, red.) budgetredegørelse er et glimrende bevis på, at højere skatter og øget offentlig aktivitet ikke er ensbetydende med bedre service over for borgerne. Det mål nås kun gennem udlicitering og privatisering. Det siger Fremskridtspartiets finanspolitiske ordfører, Kim Behnke, i en kommentar.

De politikere, der har benyttet enhver lejlighed til at hæve skatterne for at få bedre kommunal service har med redegørelsen fået en på hatten. Det må nu stå klart for enhver, at det er den forkerte vej at gå.

Befolkningen har krav på mere og bedre kvalitet for færre penge, og al erfaring taler for, at mange opgaver løses bedst og billigst af private. Derfor vil udlicitering også blive et af hovedtemaerne i den kommende kommunalvalgkamp, slutter Kim Behnke.

Kim Behnke

Pressemeddelelse

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 6 / 25. årgang  / juni 1997

At låne er at leve

13. april 2011 14 kommentarer

At låne er at leve

Der var en gang en konge, der hed Ludvig den 16. Ved sin tronbestigelse i 1774 erfarede han, at landet – Frankrig – var en økonomisk ruin. Stor sparsommelighed var eneste redning. I de dage – bør man vide –, var kongen det, som Folketinget er idag. Heller ikke dengang havde folket et klap at skulle have sagt. Preben Wilhjelm (VS) skrev nylig i en kronik, at ”folkets meninger naturligvis ikke skal påvirke lovgivningen” –, eller skrev han stemninger?

Nå – hip som hap – hvem kan skelne? I hvert fald var det en replik, som Ludvig ville have elsket. Nuvel – og hvad gjorde kongen så ved synet af den tomme statskasse? Han jamrede. Sparsommelighed var for ham et ukendt begreb. Folket var så ludfattigt, at der ikke var noget at hente der bortset fra et svin eller en høne nu og da, når skatteopkræverne var heldige. Adelens og kirkens folk var skattefri, – de støttede kongen og mente, at det kunne være nok. Gode råd var en mangelvare, men hoffolkene hjalp ham. Så dukkede der en mægtig smart fyr op – Charles Alexander de Callone –,,der var kendt for sine mange gode idéer. Han havde et valgsprog, som også mange af vore politikere ville nikke genkende til. Han sagde: ”Vil man låne, må man føre sig frem med flothed, så ingen er i tvivl om, at man har magt over tingene!”. Det virkede fint – også dengang. Så han blev finansminister.

På kun 3 år lånte han 800 millioner francs til sin herre og mester. En sum som der er svær at omsætte til nutidspenge, men det var en hulens masse. Kongen var begejstret. Til sin dronning – Marie Antoinette – købte han lystslottet St. Cloud for 8 millioner og til sig selv et andet – Ramboillet – for 16 millioner. Videre overlod en falleret hertug ham en række mindre godser for 12 millioner. Det var herlige tider. Hoffet, adelen og kirkefyrsterne havde aldrig kendt dem bedre. Se hvor vidunderligt vi har det, sagde de til hinanden – lyt til vor skønne musik, læs de nye forfattere Descartes og Pascal. Intet land kan måle sig med vort, hvad angår kultur og levemåde. Det går forrygende godt! Strålende fester, maskeballer og jagtselskaber afløste hinanden og overalt hvor Callone færdedes, hørte han behagelige ord og så smilende ansigter. Han var sandelig dagens mand.  Når store lån forfaldt, arrangerede han enestående middage for de europæiske finansfolk. Han gav flotte gaver til deres hustruer og elskerinder og fik nye lån til at dække de gamle – plus lidt ekstra til at gøre godt med ved hoffet.

Callone vidste godt, at situationen var uholdbar, og sagde det også til kongen, men han var bedøvende ligeglad og havde arvet en talemåde fra sin far. “Efter os kommer syndfloden”, sagde han og tilføjede -, “men det haster jo ikke”! Det lo man meget af ved hoffet i de dage.

Callone smilte også, men lidt anstrengt, og han grublede. Jo mere han gjorde det, blev han klar over, at den eneste redning ville være at opkræve skatter hos de privilegerede stænder. Han tænkte, at når de så de barske kendsgerninger i øjnene, ville de falde til føje. Og så indkaldtes statsrådet. Callone meddelte forsamlingen, at gælden nu var på 125 millioner livres. En livre var dengang en guldmønt med meget høj værdi – noget i retning af en normalborgeres årsindtægt. Han sagde, at det var bydende nødvendigt at ophæve privilegierene og svare skat. Folket var så udpint, at man end ikke havde brød at sætte på bordet, hvis man havde et bord. Det var ved den lejlighed, – siges det –, at Marie Antoinette lo en perlende latter og mente, at så kunne folket jo bare spise kager. Hendes sociale forståelse var virkelig ikke noget at skrive hjem til Mor Maria Theresia i Wien om. Men Callone havde forregnet sig. Forsamlingen afviste pure at betale skat, og så fyrede kongen ham. Det var i 1787.

To år senere kom revolutionen, hvor kongen, dronningen og en masse andre blev et hoved kortere. Callone havde i mellemtiden skaffet sig et job i udlandet som konsulent for et stort handelshus.

Nuvel. Kan vi så 200 år senere lære noget af denne historie? Det burde vi kunne. I et demokrati er det os, der styrer landet. Vi kan ikke – som fortidens konger og ministre – træde tilbage og for långiverne – de udenlandske banker –, er det heller ingen løsning at kappe hovederne af os. Vi hæfter solidarisk, og må selv rydde op i vor rodede økonomi.

I dag låner vi mere end 100.000.000 kroner – om dagen! – til at betale afdrag og rente på vor gæld. Gud fri mig vel, hvor Callone ville have beundret os! Det faktum at det ikke er en lille forædt overklasse, som har soldet pengene op, men selve folket, der har levet over evne og foræret milliarder af lånte kroner til fjerne, fremmede folkeslag, det interesserer ikke vore kreditorer en bønne. De vil se deres moneter igen og samme slags, som de har lånt os: D-mark, dollars og francs. Så det hjælper ikke at speede seddelpressen op. Kun producerede varer er konvertibel valuta.

I et Tv-interview for år tilbage blev professor Anders Ølgaard spurgt, om han kunne vise vej ud af vort økonomiske dilemma. Han svarede med sit glade smil: Javist! Men, folk vil ikke følge den!

Om historien gentager sig? Ja, mon ikke – til vi lærer vor lektie.

C. F.-Hansen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 6 / 15. årgang / 20. februar 1987 

Befolkningen straffes på grund af det offentlige overforbrug

27. november 2008 1 kommentar

Befolkningen straffes på grund af det offentlige overforbrug


Regeringens (A og B, red.) nyeste razzia ned i skatteydernes lommer for at pålægge dem nye afgifter, er det klokkeklare bevis på, at Nyrup & Co. ikke kender ordet besparelser. De nye afgifter skal efter planen give to mia. kr., hvilket svarer til en halv pct. af statens udgifter. Det beløb evner regeringen desværre ikke at finde på budgetterne. Alene i finansloven for i å er der ellers nok at tage fat på.


De offentlige udgifter til udlændinge er på 11,6 mia. kr. Men hertil bortødsles yderligere milliarder til udgifter, som ikke umiddelbart lader sig opgøre.


Regeringen hæver miljøafgifterne, fordi vi skal værne om miljøet. Når danskerne så ændrer adfærd og gør det, regeringen siger, kvitterer den med at hæve miljøafgifterne. Derfor handler det reelt for regeringen om at skaffe flere penge.


Regeringen har ikke format til at gennemføre de nødvendige massive besparelser, der skal danne grundlag for skattelettelser og afdrag på gælden. Regeringen er uduelig, og er kørt fast. Derfor er det for Fremskridtspartiet en hovedopgave, at befri Danmark for den nuværende regering.


Fremskridtspartiet arbejder for en ikke-socialistisk regering, der har evnen og viljen til at rette op på samfundet. Derfor er et folketingsvalg nødvendigt hurtigst muligt.

Resolution vedtaget på amtsrepræsentantmødet

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 5 / 25. årgang  maj 1997

Udenrigsministeren skal stå skoleret i finansudvalget

26. november 2008 26 kommentarer

Udenrigsministeren skal stå skoleret i finansudvalget


Fremskridtspartiets finanspolitiske ordfører Kim Behnke forlanger, at udenrigsministeren (Uffe Ellemann-Jensen, V, red.) afgiver en redegørelse i Folketingets finansudvalg. Hvis udenrigsministeren ikke svarer finansudvalget tilfredsstillende på spørgsmål vedrørende skandalen om de 500 millioner kroner fra et dansk ulandsprojekt, der er forsvundet ud i den blå luft, vil Kim Behnke forlange, at udenrigsministeren kommer i samråd i finansudvalget.


Jeg vil vide, hvad regeringen (V og C, red.) vil gøre for, at der iværksættes en tilbagebetaling af det rentefri lån, som Danmark har ydet Fillipnierne. Regeringen må hellere have en god forklaring, for ellers ser jeg ingen anden udvej end, at udenrigsministeren må i samråd i finansudvalget for at redegøre for skandalen, siger Kim Behnke.


Måske er vi ligefrem nødt til at rejse en forespørgselsdebat om DANIDAs og regeringens kontrol med u-landsmidlerne.

Statsrevisorerne har jo lige kritiseret DANIDA og udenrigsministeren for Kenya-skandalen.


I forvejen er skatteyderne til grin, når f.eks. de ældre ikke kan modtage de mest basale ydelser fra det offentlige samtidig med, at der bruges milliarder af kroner på det ene mere groteske ulandsprojekt end det andet. Derfor er det nødvendigt, at vi holder regeringen i en meget kort snor, hvad angår kontrollen af u-lands-milliarderne, slutter Kim Behnke.


Kim Behnke

Pressemeddelelse

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 2 / 20. årgang / februar 1992

Ingen forskel

14. november 2008 24 kommentarer

Ingen forskel

Der lød ikke megen firkløverros til Venstres politiske ordfører Svend Heiselberg, da han i forrige uge tog bladet fra munden og kritiserede regeringens (V, C, CD og KrF, red.) økonomiske politik, som han blandt andet betegnede som en kræftknude.

Heiselbergs egen gruppeformand Ivar Hansen, havde ifølge Ekstra Bladet denne kommentar:

Jamen, vi er sgu da ikke begejstrede for at bruge skatter og afgifter alene som finanspolitisk instrument, og vist er det da også en traver fra Anker Jørgensens storhedstid. Men der var en så hurtig olieprisudvikling i gang, at vi var nødt til at gribe til hurtigtvirkende midler, og da vi jo ikke kan røre indkomstpolitik eller statslige udgifter, var der kun skatter og afgifter at ty til.

Bemærk sætningen”… og da vi jo ikke kan røre indkomstpolitik eller statslige udgifter…”! Det er firkløverpolitik i en nøddeskal og en mindst lige så velkendt og fortærsket “traver fra Anker Jørgensens storhedstid“, som forhøjelse af skatter og afgifter.

Det er ikke til at få øje på nogen forskel.

T. Zinglersen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 14 / 14. årgang / 18. april 1986

%d bloggers like this: