Arkiv

Posts Tagged ‘ferie’

Slut med statsbetalt ferie og orlov

21. december 2011 1 kommentar

Slut med statsbetalt ferie og orlov

Regeringen (A, B og Centrum Demokraterne (D), red.) har med sin seneste analyse af udviklingen i den offentlige forsørgelse dokumenteret, at det nu må være definitivt slut med at sende titusinder på statsbetalt ferie og orlov hvert år, siger Fremskridtspartiets finansordfører Kim Behnke.

– I mere end 10 år har et flertal i Folketinget sendt stadig flere arbejdsduelige personer væk fra arbejdsmarkedet og over på statsbetalt ferie eller orlov. Fremskridtspartiet har advaret imod denne blindgyde – vores advarsler var og er berettigede.

 – Regeringen tegner nu i sin seneste budgetredegørelse et fremtidsbillede, hvor stadigt flere personer flyttes over på statsbetalt overførselsindkomst samtidig med, at de danske skatter vil stige til helt urealistiske højder. Dansk økonomi vil kollapse, eftersom produktionen ikke vil kunne bære dette åg. Det må derfor være slut med snak og bortforklaringer, siger Kim Behnke og fortsætter:

– Folketinget må allerede til efteråret vedtage en afvikling af statsbetalt orlov, vedtage stop for tilgang af efterlønsmodtagere samt en sanering af bistandslovens gavebod. Belært af erfaringer fra New Zealand må tiden være inde til at få vedtaget en overlevelsespakke for det danske velfærdssamfund. Den New Zealandske erfaring siger, at fjernelse af offentlige tilskud samtidig med en markant nedsættelse af indkomstskatterne er vejen frem mod en sund økonomi og flere i beskæftigelse. Fremskridtspartiets politik er ikke længere blot teori, men veldokumenteret succes fra kiwiens hjemland.

 – Vækst i den private sektor med nye virksomheder og flere i rigtig beskæftigelse er den eneste farbare vej for et fortsat velfærdssamfund i Danmark. Regeringen har med sine egne analyser dokumenteret behovet for en markant ændring af den gældende politik. Fremskridtspartiet medvirker gerne til at bringe dansk økonomi og velfærd ind på rette vej, slutter Kim Behnke.

Kim Behnke

Pressemeddelelse

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 6 / 24. årgang / juni 1996

Kulturferie med statsstøtte

21. marts 2010 Skriv en kommentar

Kulturferie med statsstøtte

Danske mænd og kvinder: Vågn dog op!

Lad være med – som i plejer – at spare hele året for at få råd til ferie.

Meld jer til en af Kulturministeriets ø-lejre og få 3/4 million i tilskud.

Ganske vist må I så finde jer i kun at have fem forskellige øer at vælge imellem, men her kan I så lære meget om trivsel, samarbejde, den menneskelige natur o.s.v.

Se, alt dette er dansk kulturferie med statsstøtte.

Der findes dog stadigvæk den gammeldags måde at holde ferie på. Som f.eks. at tage til Rom for at se Colosseum, til Athen for at se Akropolis. Til Paris for at gå på Louvremuseet.

Men ak! Før vi kan tage til disse steder, må vi først betale for ikke at deltage i Kulturministeriets ø-lejre. Og de sørgelige rester af vore penge kan vi så anvende på det, der interesserer os selv.

Skattebetaleren

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 5 / 1. årgang / august 1973

Op med turismen – ned med tilskud

26. juni 2009 34 kommentarer

Op med turismen – ned med tilskud

Alle taler om betalingsbalancen og dens manglende balance. Skal vi for alvor have orden i landets økonomi, må vi spille på alle strenge for at få valutakassen fuld.

Turisme er en god indtægtskilde, eftersom erhvervene har et stort arbejdskraftindhold og ikke mange importerede råvarer.

Men hver gang talen kommer op, går Arne Melchior (Centrum Demokraterne, (D) og hans ligesindede på barrikaderne og forlanger flere offentlige tilskud. Udsendelsen af farvestrålende kataloger gør imidlertid ikke det hele. Der skal også være nogle gode turisttilbud, når turisterne kommer frem.

Spild af skatteyderpenge

Overalt i landet findes dyrt betalte erhvervschefer og andre med snablen dybt nede i skatteyderlommerne, som forsøger at stjæle virksomheder fra nabokommunerne. Resultatet er et enormt spild af skatteyderpenge.

I stedet burde vi overalt i landet give erhvervslivet frihed til – på tværs af alle bureaukratiske grænser -, at indgå kommercielle samarbejder for at få flere turister til landet. I stedet for at beskatte de eventuelle overskud i virksomhederne med verdens højeste skattetryk skulle virksomhederne have mulighed til f.eks. at sætte penge i projekter, hvis formål er at udvikle nye projekter, der kan tillokke turister og ikke mindst deres penge.

Aktiviteter og attraktioner

Når man rejser ude i verden, må man til stadighed erkende, at vores hvide strande og bølgende kornmarker langt fra kan måle sig med Disney World og lignende. Vi har ikke nødvendigvis brug for et enormt behov for at kunne præsentere nutidens turister for aktiviteter og attraktioner, der får dem til at besøge landet mere end én gang – og endnu bedre – til at anbefale Danmark hjemme hos dem selv.

Turisme er også et spørgsmål om mentalitet. I stedet for at kikke surt efter tyske og hollandske turister skulle vi hellere opfatte dem som omvandrende profit-muligheder. Den danske mentalitet trænger til igen at få en saltvandsindsprøjtning af handelstalent og købmandskab. I stedet for at lægge hindringer i vejen for turisternes udfoldelser så skal vi finde på nye måder at underholde dem, så de føler sig godt tilpas under opholdet.

Se Florida

Orlando i staten Florida i USA er verdens største turistområde. Byens 1 million indbyggere besøges hvert år af 11 millioner turister. Alle ved, at turisterne lægger gode penge, og derfor bydes alle velkommen, som var de de eneste besøgende.

Folketingets opgave er ikke uvæsentlig. Afbureaukratisering, reducerede skatter, erhvervsfrihed og andre turistfremmende tiltag bør være overskriften langt mere end det traditionelle tilskudsræs.

Kim Behnke

Finansordfører

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 3 / 8. årgang / marts 1990 

Forskel på fisk i Danmark?

7. september 2008 122 kommentarer

Forskel på fisk i Danmark?


Da krigen brød ud i Libanon sommeren 2006, formodede Udenrigsministeriet, at der nok var nogle få hundrede danskere i landet, som man nu skulle evakuere.


Stor var overraskelsen derfor i de øvre kredse, da det viste sig, at vældige horder af de såkaldte nye danskere var rejst på ferie i deres fædrene land, men ministeriet reddede dem alle, både kriminelle, allerede udviste og svindlere.


At tusinder af de såkaldte nye danskere hvert år rejser til deres fædrene lande, – som de dygtigt er oplært i at sige er farligt for dem -, er et faktum, som er særdeles velkendt ude i befolkningen. At det kunne overraske i København er ikke engang overraskende.


Overraskende er heller ikke et andet faktum, at tusinder af dem rejste til fædrelandet med dansk kontanthjælp og understøttelse. Det er som bekendt ikke tilladt. Rigtige danskere skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet, og det kan man naturligvis ikke i udlandet. At det sker i udbredt grad konstant, ved både kommuner og rigtige danskere (nogle blandt de kommunalt ansatte forarges til tider over, hvad de hindres i at afsløre).


Bliver en ægte dansker afsløret i den slags svindel, så falder mors hammer.


Bliver de såkaldte nye danskere afsløret i samme svindel, så lægger mor hammeren til side, for hun vil i hvert fald ikke risikere noget.


Alle – med tænkeevnen i behold – ved, at formentlig 98 % af de reddede fra Libanon var på ferie i fædrelandet med understøttelse fra de danske kasser – altså en ulovlig handling. Denne handling kunne snildt afsløres ved at sammenkøre nogle registre, men uha-nej-da, det vil mor Danmark absolut ikke risikere.


Så er det, at man kan se, at der alligevel er forskel på fisk i Danmark!


Da rockerne skulle afsløres, kunne man sagtens sammenkøre registre. Da de nye danskere skulle afsløres i den samme svindel, var det pludselig forbudt.


Kan ministeren (Rikke Hvilshøj, V, red.) mon forklare dette?


E. Mortensgaard

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 3-4 / 34. årgang / september-oktober 2006

De mange “gyldne håndtryk”

30. august 2008 1 kommentar

De mange “gyldne håndtryk”


“De gyldne”begravelser eller bedre de “gyldne håndtryk i den offentlige sektor findes på alle niveauer.

Danmarks Radio og TV er nok den største bidragsyder af gyldne håndtryk. Repræsentationskassen står åben for medarbejderne året rundt, og det skal være udgifter af en virkelig voldsom størrelsesorden, før der kræves bilag.


Trænger medarbejderne til ferie, tages kamera og mikrofon på nakken, og man drager ud i den store verden. De optager en 10.minutters udsendelse og holder 3 ugers ferie. Er der en enkelt lille bryllupsrejse, der skal finansieres, ordnes det let og elegant med Tv-kamera og mikrofon som en del af bagagen. De kulturelle venner kan såmænd også få en gratis rejse, blot de husker at tage båndoptageren med til et enkelt interview med en berømt udlandsdansker på det fashionable feriested.


Det gyldnehåndtryk uddeles også til tjenestemænd af en vis klasse. De får en tjenestetid i en international organisation til en høj løn, og indkomsten er næsten renset for indkomstskat. Det er morsomt, at det netop er disse grupper, der taler om indkomstskattens velsignelser og nødvendighed, for at finansiere deres skattefri jobs i de internationale organisationer.


For nu ikke at få for meget vrøvl med kollegaerne hjemme i det skatteplagede land, så laves der tusindvis af nicher og møder med skattefri serviceydelser for mødedeltagerne. Råd, kommissioner og klinikker til frelse af befolkningen giver ekstra indkomster til at betale den høje indkomstskat. Alt foregår heldigvis inden for normal arbejdstid. Behandler-samfundet sørger for, at behandlerne kan leve, som de gør, og samtidig har de råd til at betale skat.


Alle de mennesker der ikke deltager i dette cirkus, må da sige til sig selv, at det er en grundlæggende fejl, at offentligt ansatte kan vælges til besluttende organer, og at de har stemmeret.


Som forholdene er, er det forståeligt, at alle partier – undtagen Fremskridtspartiet – mener, at den offentlige sektor skal bibeholdes i den størrelse, den har.

Ole Maisted

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 12 / 12. årgang / 23. marts 1984

Det sovende vidunder på skatteyderbetalt ferietur til Amerika

25. august 2008 4 kommentarer

Det sovende vidunder på skatteyderbetalt ferietur til Amerika

Vor store statsmand, hr. trafikminister (Arne Melchior, CD, red.), agter nu – i vågen tilstand? – at lægge Amerikas Forenede Stater for sine fødder. God bless America!

Centrum Demokrat-bossen Erhard Jacobsens specielle ondskabsfuldhed over for det danske folk, det sovende vidunder Arne Melchior, har bestilt vækning til på søndag, den 20. januar.

Da agter ministeren for trafik, censur og tegneseriefigurer sig nemlig til det store udland. For skatteborgernes regning, forstås.

Målet er i første række det fornemme hotel Waldorf Astoria i New York. årsagen er, at her skal SAS-chefen, svenskeren Jan Carlzon, hyldes i anledning af at flyselskabet i 1984 blev kåret til “Airline of the year”. Og da Melchior har det med at kline sig op ad kendte og betydningsfulde personligheder – det smager jo altid lidt af fugl – har han altså, i denne for danske interesser aldeles ligegyldige anledning, ladet skatteyderne invitere sig på en ugelang ferie til Amerika. På første klasse selvfølgelig, og med et mindre hof fra såvel ministeriet som Vejdirektoratet som følge. Fornemt skal det nemlig være når Melchior – ud i egen indbildning Erhards kronprins og Schlüters stedstedfortræder – skal ud i den store verden.

Motorvej til Israel?

For skam skyld skal nogle timer af ferieturen anvendes til “undersøgelse af mulighederne for salg af dansk vejekspertise til udviklingslandene”, som det hedder.

Man kunne frygte det kan ende med, at Melchior forærer et par dansk finansieret motorveje til Israel.

Nej fra Anders And

Embedsmænd fra trafikministeriet har på ministerens udtrykkelige ordre i den seneste tid været travlt beskæftiget med at forsøge, at overtale amerikanerne til at lade Anders And tage imod fætter Arne i Kennedy Airport i New York.

Men den er Walt Disney-folkene ikke hoppet på. De ønsker ikke Donalds gode navn og rygte ødelagt hjemme i Staterne.

T. Zinglersen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 3 / 13. årgang / 18. januar 1985

Glistrups ønskedanmark

22. august 2008 30 kommentarer

Glistrups ønskedanmark


Jeg holder mest af Danmark for der bor danskerne, og de taler dansk. Og der er de smilende landskaber og vandskaber. Tivoli. Traditionen fra Jeppe Aakjær, Gunnar Nu, Poul Henningsen og Osvald Helmuth. Imperials roastbeef og Faxe Fad. Endog det danske vejr vil jeg prise. Et år boede jeg et sted, hvor der dødsikkert ikke faldt en dråbe regn mellem 18. marts og 10. september. Frem for en så ensformig grundbaggrund for tilværelsen er den hjemlige omskifteligheds-usikkerhed så langt at foretrække. Kort sagt: Danmark er det, jeg er vant til. Og pattedyr er vanedyr.


Men dermed ikke være sagt at jeg ønsker, at Danmark skal forblive, som Danmark er. Tværtimod er der så meget at være utilfreds med at jeg – ihukommende Rasmus Rask` stærke ord om, at sit fædreland skylder man alt, man kan udrette – har sat mit liv ind på at få fjernet en hel del af de ufrø, der i den sidste snes år er føget ud over landet.


Fordi landets ledelse siden 19. februar 1960 har ligget hos nogle møghase. Langt fjernet fra idealet om at folkets langsigtede tarv ganske skal fortrænge popegoisme og lurvet partitaktik. Selv om danskerne selv er blevet fuppet til at vælge dem ved efter valg, fortjener de bestemt ikke så ringe ledelse. Men efter 2 årtiers katastrofestyre er det på tide at besinde sig og nøgternt gøre op hvilke muligheder, der er tilbage for at redde mest muligt for vore børns og børnebørns Danmark. Vor generation har ved fejt at skyde problemerne ud til fremtiden skabt alvorlig frygt for landets vilkår i næste århundrede.


Derfor bør 1980`erne blive oprydningensårti. Med hårdt arbejde og ringe udbytte må vi alle sone Jens Otto Krags (A), Hilmar Baunsgaard (B), Poul Hartlings (V), Poul Schlüters (C) og de mange andres forbrydelser. Vi må droppe misundelsesfølelser, kompensationsdjævle og smålighed, så vi kan levere vore efterkommere et gældfrit og lykkeligt Danmark. Vi kan simpelthen ikke være bekendt at forlange, at de ud over at løse deres egen tids problemer også skal betale for vore tabte slag.


Når målet er nået, skal vi sikre, at vanstyret aldrig kan gentage sig. Ved at give fremtidens Mads Clausen`er, Eilif Krogagere, Simon Spise`er og tusinder andre igangsættere albuerum fri for bagtalelse, skatteplyndring, ØD-fodlænke og papirhammergok.  Kun derved vil i rigdom vi drive det så vidt, at der bliver penge til varigt og stærkt at bistå de uforskyldt svage – de syge, de handicappede, de ældre. For her er statens aller eller vigtigste opgave. De rige, de velbegavede, de højtuddannede vil nemlig under alle omstændigheder svømme ovenpå. Om så systemet er indrettet à la Peking eller i Moskva-style eller som i Washington eller i Anker Christophersens afgrundsland. De der reelt gavnes ved, at produktionslivet gives mulighed for at bage en langt større samfundskage, er de svage. Ligesom det er dem, der undgælder på længere sigt, når vanregimente får lov at holde sig ved magten som i den sidste snes år i Danmark.


Den indlysende fællesmålestok for hvad der er godt for Danmark, er den størst mulige lykke for det størst mulige antal. Eller – mere beskedent udtrykt – mindst mulig menneskelig ulykke. Derfor skal der frem for noget andet sættes ind for at gavne dem, som ikke selv har forudsætningerne for at være deres egen lykkes smede. Sygehusene skal forbedres, folkepensionen forhøjes og socialbistanden afbureaukratiseres.


I næste række kommer, at den størst mulige menneskelykke skabes ved det mindst mulige regereri. Selvgjort er velgjort, mens mukkeri og mere-vil-have-mere-krævementalitet er resultatet af at dreje om ad tilskudsvejen, hvor børnehaver, bustransport, teaterbilletter og tusind af andre udgifter betales på den økonomisk mest ødsle spildfacon – over skattebilletten. I ønskedanmark skal staten derfor ikke tvinge dem, der hellere vil dyrke deres haver til at betale balletpigerne på Det Kgl. Teater, fordi de nu finder at være den fine og rigtige kultur mens derimod den Hellerupkontorchef, som elsker at gå i operaen ikke bidrager til ham, der hellere vil samle på frimærker eller læse Ib Henrik Cavling. Z-vikingerne vil tilbage til den menneskelige frihed, hvor den enkelte selv kan vælge og bestemme over sit produktionsresultat, sin indsats her i samfundet. Borte skal tage den desværre stadig omsiggribende ensretning, hvortil vi indoktrineres, så snart vi drejer op på oplukkeknappen til fjernsyn eller radio fra Danmarks statsmonopoliserede udspredning af ensidige undergravninger af menneskelig tilfredshedsfølelse.


Men Ole Espersen (A) og Karl Hjortnæs` (A) rædselskabinetter skal ikke fordunkle, at danskeren anno 1981 utvivlsomt har langt, langt bedre livsvilkår end hans tipoldefar havde i 1881. Årsagerne er mangfoldige: Teknikkens enorme udvikling, lægevidenskabens store landvindinger, hundredetusinders samvittighedsfulde flid og slid, det internationale handelssamkvems udbygning og at vi i det forløbne hundredår stort set har undgået virkelig store ødelæggelser ved krige, naturkatastrofer eller epidemier. Netop med alle de muligheder som foreligger for, at Fremtidens Danmark bliver lykkens Danmark, er det så nedtrykkende at opleve, at uduelige folketingspartier spiller fandango med Danmarks fremtid.


Lad os lægge alt småligt kævl til side og i fællesskab løse problemerne så vi ikke mere skal leve i angst for fremtiden, men hver for sig på social gældfri basis kan hygge os med, hvad der nu optager den enkelte: Sommerhus, charterferie, lystbådssejling, familiehygge, bingo, folkedans, Danmarks Melodibog, og hvad der nu får 5 millioner til at føle glædens blod  strømme gennem kroppen.


Og sådan at man kan leve et helt liv uden at opleve at der på gulvmåtten, –  når man kommer hjem – ligger en stor gul kuvert fra et eller andet myndighedskontor, som på kancellikaudervælsk dekreterer, at man ikke må dit eller dat. Det er nemlig stort set forkert, når nutidens herskere tror at den, som er givet et skrivebordsembede også ved bedre, hvad der er godt, og hvad der er skidt for den enkelte. Men skytset skal naturligvis ikke rettes mod skrankepaven som person.


Skylden i den nuværende misere ligger ikke hos de offentligt ansatte. De handler blot efter gældende love. Derfor er det dem, der har lavet alle lovene – eller rettere dem, der undlader at ophæve tåbelighederne –, som er ulykkernes bagmænd. Når den store le bortskærer bedrevidenlovene, bliver den formindsket med over 90 %. Da er lykke-for-alle-landet oprundet.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 4 / 9. årgang / 30. januar 1981

%d bloggers like this: