Arkiv

Posts Tagged ‘fagforening’

Erhvervspolitik – det modsatte af socialpolitik

31. august 2012 1 kommentar

Erhvervspolitik – det modsatte af socialpolitik 

Fagforeningernes enormt konservative reaktionærhed viser sig bl.a. i påstanden om, at det er en menneskeret, at staten bevarer de arbejdspladser, som er opstået engang i fortiden. I offentlig eller i privat sektor.

Det stemmer uendeligt dårligt med, at Danmarks velstand beror på hele tiden at være på toppen af den ekspresfartede tekniske udvikling.

Masser af mennesker må finde sig i at tilpasse sig et nyt arbejde, fordi det gamle ikke længere kan give dem deres udkomme.

Fremskridtsfolk går i spidsen med at sige dundrende nej til utilbørlige pres og krævementalitet. Produktionsvirksomheder skal ikke være socialpolitiske opbevaringssteder.

Tværtimod måles deres værdi på, hvor meget summen af de ressourcer der forbruges er mindre end det resultat, som fremkommer. Erhvervsvirksomhedernes sociale forpligtigelse er, at tilvejebringe størst mulig værdiskabelse. Ikke værdireduktioner.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 33 / 14. årgang / 3. oktober 1986

Fagforenings-terror

12. august 2012 5 kommentarer

Fagforenings-terror 

Politiet bør gribe ind, ballademagere skal ikke kunne ødelægge tilværelsen for uskyldige, mener Helge Dohrmann. 

– Fynske blokader eller andre ulovligheder, der har til formål at forhindre nogen i at udføre deres arbejde bør effektivt stoppes af politiet.

Sådan sagde Fremskridtspartiets landsformand Helge Dohrmann i en udtalelse, da urolighederne på arbejdsmarkedet omkring påske var på sit højeste.

Og Helge Dohrmann fortsatte: – Uanset hvor uretfærdig og asocial regeringens (V, C, CD og KrF, red.) indgreb end måtte forekomme, kan det ikke accepteres, at yderliggående ballademagere ødelægger tilværelsen for fuldstændig uskyldige mennesker. Måden, man i et demokrati demonstrerer på er ved på valgdagen at sætte sit kryds ved det rigtige parti.

Selvtægt, blokader og ulovlig tvang har kun til hensigt at skabe anarkistiske forhold, og bør derfor ikke tolereres, sluttede Helge Dohrmann.

Fagforenings-terror

I Jyllands-Posten berettede flere om, hvorledes de gennem verbal fagforenings-terror fra arbejds”kammerater” var blevet tvunget til at nedlægge arbejdet. Det fik avisen til under overskriften “Enighed gennem pression“, at skrive blandt andet:

“Else Roed arbejder i sikkerhedskontrollen i Københavns Lufthavn, og de konkrete eksempler hun selv havde oplevet var mildest talt rystende. To andre personer havde lignende historier at berette.

I kort begreb gik presset på de nævnte ud på, at såkaldte fagforenings-kammerater havde mere end antydet, at man aldeles ikke kunne garantere deres sikkerhed, dersom de ikke fulgte parolerne i fagforeningerne og nedlagde arbejdet.

Det er bemærkelsesværdigt, at den slags beslutninger altid træffes ved håndsoprækning. De hårde bananer i de faglige forsamlinger kan altså nøje se, hvem der er for, og hvem der er imod. Skriftlige afstemninger kendes ikke. Her gælder det altså, at hvis du ikke holder kæft, trit og retning, kan det komme til at ramme både dig og din familie.

Sådan er åbenbart tonen, og den turde dybest set være i skærende modstrid med det, vi normalt forstår ved dansk demokratisk mentalitet”.

Helge Dohrmann og

Morgenavisen Jyllands-Posten

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 14 og 15 / 13. årgang  / 19. april 1985

Arrogant fagbevægelse

10. januar 2012 21 kommentarer

Arrogant fagbevægelse

Fagbevægelsen har sejret ad helvede til, sagde LO´s forbundsformand, Thomas Nielsen, da han abdicerede. Om det så er godt eller skidt er en smagssag. Til gengæld kan det konstateres, at kampen har kostet store ofre. Såvel samfundsøkonomiske som privatøkonomiske. Og ikke mindst har det kostet personlig frihed. Men sejrherren er fagbevægelsens ledelse, og de vil gøre alt for at holde fast i deres sejr, koste hvad det vil.

Enhver anfægtelse af fagbevægelsens berettigelse i det moderne samfund bliver brutalt slået ned. Hvad ligner det, at Jørgen Elikofer (Børsen 28.01) latterliggør Anders Uhrskov, blot fordi denne retter en berettiget kritik mod organisationerne? Den nedtromlende og docerende stil har hele tiden kendetegnet den arrogante fagbevægelse. De tåler ikke, at der stilles spørgsmål og rejses kritik. Og enhver som ikke vil købe varen, bliver lukket ud af arbejdsmarkedet.

Sandheden er, at meget få ville være medlemmer, såfremt der var et frit valg, og såfremt der ikke var fradragsmulighed for kontingentet – kun under 20 procent af arbejdsstyrken. Skatteværdien af dette fradrag er beregnet til 2,8 milliarder kr. i 1996 (Skatteudgifter i Danmark).

I de fleste forhold har vi i Danmark organisationsfrihed, og det er et af de betydningsfulde elementer i Grundloven. Men når vi taler om fagbevægelsen, som eksisterer på grund af denne organisationsfrihed, er den personlige organisationsfrihed ophævet. Fagbevægelsen skal ikke legitimere sig, og ingen skal stille spørgsmål. Fagbevægelsen påkalder sig kollektivets ret og pligt. Vi ser det til stadighed, og for øjeblikket er der en spektakulær aktion omkring fagforeningens tvang i Nyhavn. Her er der nogle ansatte, som ikke er blevet overbevist ved information, de skal nu tvinges til medlemsskab af et bestemt forbund. Selv kan de ikke se noget behov for at være organiserede. Denne aktion støttes som sædvanlig af højtråbende venstrefløjsaktivister. Præcis som det blev demonstreret i Esbjerg og Århus ved de respektive konflikter over for RiBus og Århus Renholdningsselskab.

Der er ingen grund til at prale af den høje organisationsgrad i Danmark, da den kun er opnået ved tvang og statsstøtte. Der er ingen grund til at være stolte af fagforeningens sejre, som først og fremmest er en ødelæggelse af effektivitet og fleksibilitet på arbejdsmarkedet. Fagforeningerne kan ikke bidrage med noget nyttigt for den moderne medarbejder, som netop kræver fleksibilitet og individuel behandling. Hele fagbevægelsens fundament er kollektivismen.

Vi ser det, når unge ikke kan få lov til at arbejde til en løn, som de selv finder passende. Vi ser det, når de ældre ikke kan få arbejde. For begge disse grupper er årsagen til ledighed, at de ikke på det givne tidspunkt er den løn værd, som fagbevægelsen kræver, de skal have. På den måde er fagbevægelsen kun til for de personer, som er højtydende og resten falder ud af arbejdsmarkedet. Og det er fagbevægelsen ligeglad med. Hvor er solidariteten med de arbejdsløse? Det er jo samfundets opgave at tage sig af de personer, som falder ud. På den anden side er fagbevægelsen heller ikke meget værd for den stærke gruppe af medarbejdere, som i stigende grad er individuelt kontraktansatte.

Det er ganske korrekt, når Jørgen Elikofer omtaler fagbevægelsens mange opgaver i samfundet. Imidlertid overser han, at det faktisk er et af problemerne ved fagbevægelsen. De er nemlig ikke underlagt den folkelige, parlamentariske og juridiske kontrol, som resten af den offentlige sektor er. Samfundet lider af et demokratisk efterslæb i forhold til organisationerne. Kun set fra organisationernes egen interesse i magt er dette et gode. Vi andre er tvunget til at acceptere denne stat i staten. Det frie valg er vi blevet frataget for længe siden.

De undersøgelser fagbevægelsen i øvrigt selv laver er ikke meget værd. Hvad ligner det for eksempel at blive ved med at omtale al jobskabelse i USA som “burgerjobs”. Det er et skræmmebillede uden hold i virkeligheden. I USA er ledigheden særdeles lav, og kun få af de nyskabte jobs er lavtlønnede. Lav løn skal desuden ses, som en entre på arbejdsmarkedet og lav løn skal ses i forhold til skattetryk.

Fagbevægelsen harsejret ad helvede til” – den har skabt en underklasse af folk på overførselsindkomst, som ikke kan få plads på arbejdsmarkedet, men som henvises til at være kartoteksnumre hos sagsbehandlere.

Kim Behnke

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 4 / 25. årgang / april 1997


Demokratiet i opbrud

16. juni 2011 12 kommentarer

Demokratiet i opbrud

Græsrodsbevægelserne består af små aggressive grupper i samfundet. De har aversion mod så forskelligartede ting som: Elmaster i naturen, løn- og arbejdsforhold, kønsroller, bilisme, EF, kernekraft og meget andet. Det eneste de har tilfælles er, at de virker samfundsnedbrydende, idet de ikke vil acceptere det parlamentariske samfunds spilleregler og uden hensyn til andre grupper i samfundet, tiltager de sig magt. De gør det gennem vold, fysiske blokader og med overenskomststridige strejker og arbejdsnedlæggelser. Nogle af dem har på det seneste fremkaldt borgerkrigslignende tilstande i de større byer. Deres overblik over samfundsproblemerne svarer præcis til det niveau, græsrødder befinder sig på!

Selv i de bedste samfund – hvortil Danmark endnu en stakket stund hører –, er der splittelsestendenser og evigt utilfredse medborgere. Det er godt, for de holder politikerne oppe på mærkerne og medvirker til en stadig forbedring af samfundsforholdene. Til gengæld er det katastrofalt, hvis man ikke holder dem under kontrol, og at de bliver de dominerende kræfter. De har nemlig hverken evne eller lyst til samarbejde og koordination, vægtning og vurdering af de mange hånde og modstridende interesser i et kompliceret samfund. De har kun én ting i hovedet: Trivsel for deres egne ideer!

Samfundet er meget sårbart overfor minoriteters anslag. En håndfuld edb-operatører kan lamme bank- og handelsverdenen, nogle få postarbejdere, der bliver vrede over ikke at få deres vilje kan med et par stykker madpapir sabotere det elektroniske apparatur, så teknikere i timevis må søge efter fejlen. Typografer og journalister har tit standset nyhedsformidlingen i både radio, tv og pressen. Havnearbejdere og rengøringsfolk kan i lunefulde sindsstemninger bringe vort samfund tilbage til forholdene omkring århundredeskiftet til skade for den majoritet af befolkningen, som overhovedet intet har med problemstillingerne at gøre.

Det er tragikomisk, at først dannede det arbejdende folk – og med god grund – faglige organisationer til at varetage sine interesser. Sidenhen blev almindelige mennesker slaver af dette system, som de tidligere havde været det af benhårde arbejdsgivere og ridefogeder.

Og nu underkender medlemmerne de forhandlingsresultater, deres repræsentanter har forhandlet sig frem til. Det synes åbenbart, at folkeskolen har forsømt en af sine vigtigste opgaver: At forklare børnene og de unge om samfundets kontinuitet, at det ikke er højere løn, som sikrer materiel velstand, men produktion, at lønposens tal og købekraften ikke hænger sammen. Vi kan med lethed bevilge hinanden svimlende lønninger, men resultatet er kun svimlende priser! Vi kan nedsætte arbejdstiden til 20 timer om ugen og give hinanden længere ferier. Så bliver produktionen så dyr, at vi ikke kan konkurrere med udlandet og afsætte vore varer, vi bliver fattigere!

Desværre er Fremskridtspartiet det eneste parti i Folketinget, som med rette kan kalde sig folkets parti, idet det ikke hytter en enkelt samfundsklasse på de andres bekostning, men ser på nationens interesser og søger at træffe de bedst mulige afgørelser for Danmark som et hele –, en politik der ulykkeligvis ikke tiltaler de kortsynede masser, og som det er et hestearbejde at komme igennem med.

Vi lever i et såkaldtrepræsentativt demokrati, som indebærer, at vi vælger vore ledere og bør kunne have tillid til, at de sørger for Danmarks vel – og dermed for os alle.

Kører hver samfundsgruppe sit eget race, ender samfundet som en jungle, hvor kun den stærkeste overlever –, den der kan true med og gennemføre de værste skurkestreger. En tilstand vi er på vej imod. Vore folkevalgte har svigtet vor tillid, de har nedbrudt landets økonomi, ødelagt udlandets respekt for Danmark på så at sige alle områder: Moralsk, forsvarspolitisk og kulturelt. Og nu – for at sætte kronen på værket – smuldrer de Danmark ud til mågerne ved at åbne grænserne for alverdens ulykkelige, som hellere skulle blive i deres egne lande og kæmpe for bedre levevilkår. Sådan som danskerne har gjort det i århundreder!

Danmarks velfærd blev jo ikke opbygget på udnyttelse af kolonier eller ved social bistand fra omverdenen, men gennem hårdt og målbevidst arbejde af flittige mennesker, der samarbejdede i stedet for at slå hinanden ihjel.

Frost-Hansen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 20 / 15. årgang / 5. juni 1987

Det ”socialistiske” liv

24. august 2008 4 kommentarer

Det ”socialistiske” liv

Man fristes til at tro, at socialismens mål i Danmark er, at have fuld kontrol over alle danskeres liv fra vugge til grav.

Når børn fødes, kommer en sundhedsplejerske – der ud over at måle og veje barnet – blander sig grundigt i børneopdragelsen. Samtidig opfordres man kraftigt til at sende sit barn i vuggestue. Og når pædagogerne i institutionerne først får fingre i børnene, er det ikke sjovt at være forældre. Børnenes prægning hjemmefra bliver modarbejdet, og det forventes, at alle hjemmets problemer bliver diskuteret med personalet i institutionen. Hvilket de bruger lang tid på – internt – at snakke om. Og endelig er det ”uansvarlige forældre”, der selv passer børnene i hjemmene, hørte jeg to socialister sige i den kommunale valgkamp. Sikkert fordi forældrene ikke kan opdrage børnene godt nok til at blive ”gode socialister”.

Gennem skoletiden er det også pædagoger, der har fat i børnene. Men heldigvis ikke i samme grad. Der er forskel på lærere og skoler, selv om det er svært for en ikke-socialist at opholde sig på lærerværelser.

På arbejdspladserne skal vi alle være solidariske, hvad det så end betyder og være gode fagforeningsmedlemmer. Og hvem sidder på fagforeningerne? Hvis man ikke vil være medlem der, må man enten have en arbejdsgiver uden overenskomst, være selvstændig, eller søge nyt job, hvilket let fører til arbejdsløshed. Og på landets bistandskontorer ved vi, at de ikke deler vores holdninger.

Når vi bliver pensioneret, får vi endelig fri. Socialisterne kan ikke lægge beslag på den periode. Men bare vent. Måske skal vi en dag i beskyttet bolig eller på plejehjem. Så har de os igen.

På trods afpædagogiseringen af samfundet – også gennem Tv – er det imponerende, så mange der har modstået, og er blevet borgerlige. Men det er desværre ikke nok. Vi må have gjort ”såkaldt frivillighed” til frivilligt og ikke en samfundsopgave. Alle burde have fuld indflydelse på deres eget liv og ikke have det ”administreret af solidariske hensyn.

Fremskridtspartiet

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr.  4 / 22. årgang / april 1993

Man strejker for at få mere i løn

17. august 2008 8 kommentarer

Man strejker for at få mere i løn


Stiger lønningerne eller noget som helst andet, vender det blot tilbage som en 10-dobbelt merpris på alle varer, fordi procentsygdommen i alle tænkelige led følger automatisk med.


F.eks. skal en købmand tjene ca. 10 % for at få forretningen til at løbe rundt. Derfor må han nødvendigvis lægge 10 % på alle de varer uanset, hvad denne vare koster.


Vil man have mere i løn, skal de mange med det nuværende syge system altid forlange mindre i løn, thi da får man alle varer langt billigere, og det er kun reallønnen, der tæller. Det hjælper ikke at få mere i løn, når virkningen er, at varepriserne stiger 50 %.


Hvis fagforeningerne og andre vil have mere i realløn, skal de ved lønforhandlingerne forlange mindre i arbejdsløn. Det er fagforeningernes filosofi, der bevirker, at mange bliver rige uden at røre en finger – en følge af, at fagforeningerne ikke kan se, hvordan de økonomiske kræfter arbejder.


Derfor bliver de rige rigere og de fattige fattigere som igen fører til det store skattecirkus med administration og posekiggeri som det største erhverv i samfundet.


E.  Simonsen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridtspartiet nr. 2 / 36. årgang / 25. maj 2008

%d bloggers like this: