Arkiv

Posts Tagged ‘den frie konkurrence’

15 fremskridt – for erhvervslivet

15. november 2011 83 kommentarer

15 fremskridt  for erhvervslivet 

  1. Markedsføringsloven liberaliseres markant.
  2. Lukkeloven afskaffes.
  3. 100 % fradrag for forskningsudgifter.
  4. Erhvervszoner erstatter tilskudsordninger.
  5. Hjemmeserviceordningen afskaffes.
  6. Anpartsordninger for småskibe indføres.
  7. Styrkelse af dansk søfart gennem internationale aftaler.
  8. Genindførsel af ret til nedskrivning af varelager.
  9. Reduktion af kapitalkrav ved oprettelse af nye virksomheder.
  10. Afskaffelse af etableringsydelse.
  11. Indslusningsløn for unge.
  12. Afskaffelse af unødigt offentligt formularbureaukrati.
  13. Fri og hurtig etableringsret for alle erhverv.
  14. Reduktion af alle konkurrencehæmmende skatter og afgifter.
  15. Realisering af EU’s indre marked.

 —————————————————————————————————————————————————-

Dansk erhvervsliv er krumtappen i det danske velfærdssamfund. Det er i det private erhvervsliv, samfundets værdier skabes. Derfor skal der gives frihed og stimuleres til fornyet vækst i den private sektor.

Dansk erhvervsliv har evnen og muligheden for at forøge sin produktion og eksport. Det kræver imidlertid, at den offentlige sektor letter skattebyrden og den administrative byrde, der tynger erhvervslivet unødigt.

FREMSKRIDTSPARTIET er tilhænger af vækst og udvikling i erhvervslivet. Det giver bedre samfundsøkonomi og nye arbejdspladser. Derfor skal centrum for samfundets vækst flyttes fra den offentlige sektor til den private sektor.

FREMSKRIDTSPARTIET vil ikke føre såkaldt ”aktiv erhvervspolitik” gennem tilskud og reguleringer. Erhvervslivet skal derimod have vækstfrihed og lavere skatter, hvorved den frie konkurrence afgør, hvem der overlever. 

Kilde: Fremskridt valg ´94 – september 1994

 

Må citeres med fuld kildeangivelse

Væk med indkomstskatten

12. maj 2011 107 kommentarer

Væk med indkomstskatten 

For længst har man gradvist flyttet skatten over på forbruget, det har vi alle mærket, men alligevel beholdt den helt urimelige indkomstskat til skade for erhvervene og betalingsbalancen og til glæde for de ca. 200.000 offentligt ansatte, der uproduktivt beskæftiger sig med kontrol og statistik af de færre og færre, der endnu prøver at passe deres produktive arbejde trods det, at de godt ved, at en stor del af deres indtjening går til administrationsudgifter.

Det kan undre, at der stadig strejkes og forhandles om større lønninger, der kun medfører flere ansatte i den offentlige sektor i form af flere skattekroner, det offentlige får ind ad denne vej.

Strejkede man for mindre skattetryk, ville nok flere kunne tilslutte sig disse protester.

For den almindelige lønmodtager har man dog fundet en mellemløsning, idet arbejdsgiveren bliver pålagt at tilbageholde den del af lønnen, der beregnes som skat. På den måde ”opdager” lønmodtageren ikke, hvor meget han aflades for, og bortset herfra har han vel fået en vis kompensation for det tilbageholdte i form af opnåede ”lønforhøjelser, så det udbetalte efterhånden tangerer den faktiske løn, og skatten dermed et overset problem.

Men tilbage bliver de selvstændige.

De må stadig betale efter de gamle normer, dvs. har man et nogenlunde år – arbejdsmæssigt set, falder ”straffen” for dette året efter, der måske er mindre godt. Så opstår der skattegæld, som må afdrages sammen med nye tilkommende skatter og besværligheder såsom at skulle føre tilsyn med momsopkrævning, trække skat for de ansatte og i det hele taget være underlagt nye uhyrligheder, som det offentlige pålægger disse selvstændige, der ofte er mindre håndværkere og næringsdrivende med en ikke ubetydelig arbejdsdag sammenlignet med den timenedsættelse, deres personale har opnået. I alles interesse bør en retfærdig skattelovgivning tilstræbes. Den nuværende skattelov er uforståelig for menigmand og meget besværlig at arbejde efter.

Systemet favoriserer de, der via en god revisor eller lignende kan finde ”smuthuller” i form af fradragsberettigede investeringer og andre specielle goder, ligesom den nedværdigende mistanke hele systemet bygger på reduceres ved en revisors mellemkomst.

Lovgivningen forhindrer også mange nye arbejdspladser i at opstå, da den almindelige mening er, at det er for besværligt, og ”dårligt kan betale sig” at tage en unødig risiko med de ulemper, der følger med systemet.

Ved skat på forbrug alene opnås en simplere skattefordeling, idet den enkelte kommer til at råde over egen indtjening.

Herved frigøres en meget stor del af den stab af kontrollanter, der koster mange penge for det uproduktive arbejde, ligesom det skader det private erhvervs mulighed for at beskæftige sig med det, der skal betale landets valutagæld nemlig produktivitet og eksport.

Det er helt sikkert, at man ved at overgå til den reelle forbrugsskat vil se hele prisniveauet og arbejdslønnen dale til det halve af det nuværende provenu eller sagt på en anden måde: Til den reelle varepris som udbud og efterspørgsel bestemmer. Og dermed vil den frie konkurrence igen være herskende på hele markedet til gavn for samfundet som helhed.

En stor del af den offentlige forsorg kan samtidig reduceres, idet enhver – uden alt for store anstrengelser – bør kunne tjene til dagen og vejen i modsætning til nu, hvor man overvejer, om det kan ”betale sig at arbejde”. Der vil igen kunne opstå mindre servicefag, ligesom mange vil finde det attråværdigt at starte egen virksomhed, når ”sort” arbejde er legalt.

Vi skal lære at tænke selvstændigt

Hvad borgerne vil bruge deres penge til, bør være det offentlige uvedkommende. Det nuværende system vil ingen savne. Det koster ikke mindst administration i form af penge, der igen kan omsættes til tid, kræfter og risiko.

Vi har kun ét liv, og det skal udnyttes uden, at andre ”snager” i anvendelsen.

Der vil altid være sociale tabere, det kan man ikke se bort fra, og de må hjælpes, men de bør være undtagelserne.

De ældres pension må naturligvis ikke nedskæres, det har altid været Fremskridtspartiets mening.

Kun med stemmesedlen kan vi ændre systemet.  Det er enhvers ret.

Vi tiltror den danske befolkning så megen sund fornuft, at den kan omstilles til selv at administrere. Det ses tydeligt, hvor megen magt regeringen (V, C, CD og KrF, red.) har til i dag at manipulere med priser og værdier ved at tage fra nogle forbrugsvarer og helt umotiveret at lægge højere pris på andre.

Det gør man kun i nød.

Regeringen er i nød!

Lad os benytte denne konstatering og ændre denne del af tilværelsen til fordel for os selv.

H. Knudsen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 25 / 15. årgang / 14. august 1987

%d bloggers like this: