Arkiv

Posts Tagged ‘dansk skat’

Fed skattetænkning – fagforening vil ikke betale skat

2. august 2012 6 kommentarer

Fed skattetænkning – fagforening vil ikke betale skat

Nyt fra Folkebevægelsen for Frie Fagforeninger er kommet i besiddelse af dokumentationsmateriale, der afslører, hvad der sker, når fagforeninger, i dette tilfælde Lokomotivpersonalets Afdeling, holder tillidsmandsmøde.

Lokomotivpersonalets Afdeling er en afdeling under Dansk Jernbaneforbund.

Den 14. og 15. april 1988 var Lokomotivpersonalets Afdelings tillidsmænd samlet til et 2 dages møde på Hotel Landssoldaten i Fredericia. Af det skriftlige referat fra mødet fremgår det, at der er en betydelig harme over, at rige organisationer som fagforeninger og deres fonde skal til at betale skat af renteindtægter over et vist beløb. (De første 200.000 kr. er skattefri).

Lokomotivpersonalets Afdeling skal for 1987 betale 146.000 kr. i skat. Men af formanden Ulrik Salmonsens beretning fremgår det, at der har været gang i skattetænkningen.

Ulrik Salmonsen siger: “Hvis ikke vi havde foretaget investeringer i offsetmaskine, renovering af huset m.v. var Schlüters (Danmarks daværende statsminister (C), red.) andel blevet endnu større”, sagde formanden Ulrik Salmonsen og fortsætter: “Det er en streg i regningen, at vi nu skal aflevere disse penge til Schlüter og hans kumpaner. Vi har derfor undersøgt, hvordan vi eventuelt kan undgå at betale denne skat. Det er en mulighed at anskaffe et antal sommerhuse, som kan udlejes billigt til medlemmerne af Lokomotivpersonalets Afdeling. Det er afdelingens holdning, at det er bedre, at medlemmerne får glæde af pengene på denne måde”.

Ovenstående er ordret fra Lokomotivpersonalets Afdelings eget referat.

Kilde: Bladet Nyt fra Folkebevægelsen for Frie Fagforeninger

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 40 / 16. årgang / 2. december 1988

Nye skatter hele tiden

23. juni 2012 216 kommentarer

Nye skatter hele tiden

Regeringen (A og B, red.) har siden 1993 indført nye skatter og afgifter, som betyder, at vi i dag – efter bare 6 år – betaler 100.000 millioner kroner mere i skatter og afgifter. I samme periode er der indført 75 nye skatter og afgifter. Hvis de offentlige udgifter var blevet holdt i ro over de 6 år, så kunne vi i dag have klaret os med f.eks. 15 pct. moms, eller 5 pct. point lavere indkomstskat. Men det seneste år er det med Pinsepakken gået rigtigt hurtigt.

Alene vores boligejere vil komme til at betale 3.300 millioner kroner mere i skat i 1999. Når Pinsepakken er helt gennemført i år 2002 vil boligejerne betale 10.000 millioner kroner mere om året end før Pinsepakken.

En familie som bor i eget hus, har bil og en kapitalpension vil – når Pinsepakken er helt gennemført – komme til at betale 25.000 kr. mere om året i skatter og afgifter. For hele befolkningen er det 22.000 millioner kroner!

Fremskridtspartiet

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridtspartiets nyhedsbrev nr. 1 / 18. marts 1999  

Alle skatter er hæslige!

30. maj 2012 8 kommentarer

Alle skatter er hæslige!

Fremskridtspartiets udgangspunkt er, at alle former for skatter og afgifter er hæslige. Skat og afgift betyder jo, at der frastjæles nogle værdier fra en borger eller gruppe af borgere, for derefter at bruge pengene til at begunstige en anden borger eller gruppe af borgere. Det skattepolitiske mål må derfor være at reducerer skatterne og afgifterne til et absolut minimum.

Minimal offentlig sektor

Absolut minimum er de penge, som skal til for at opretholde en minimal offentlig sektor, der kun skal varetage nogle få afgrænsede opgaver. For Fremskridtspartiet er de vigtigste fælles-opgaver bl.a. følgende: Sundhed, alderdom, uddannelse, politi, domstole, demokratiet (Folketinget, byråd o.s.v. ), veje, forsvar og social sikring af de få, der absolut ikke kan klare sig selv. Der kan selvfølgelig nævnes nogle få andre opgaver, men hovedudgangspunktet er, at det meste bør foregå i privat regi.

Disse minimumsopgaver skal så betales i form af skat eller afgifter. Spørgsmålet er så, hvilken skal eller afgift, der har den mindste samfundsskade. Vurderingen er, at afgifter på forbrug (moms, punktafgifter o.s.v.) er de mindst skadelige skatteformer.

Den skadelige indkomstskat

I den modsatte ende er skatten på arbejde – indkomstskatten – den mest skadelige skat. Det er der flere grunde til:

1) Indkomstskat betyder, at arbejdsgiveren dels skal betale den løn som medarbejderen har brug for at kunne leve, og så derudover betale en skat. Skatten virker således omkostningsforøgende og dermed konkurrenceødelæggende.

2) Indkomstskatten, uanset, hvordan den sammenstrikkes, har også den virkning, at borgerne foretrækker sort arbejde. Og en lønmodtager må kikke på sin skattebillet før han siger ja til ekstra arbejde. Skatteskalaens hop betyder, at en enkelt ekstra tjent krone kan give et direkte tab!

3) Indkomstskatten, eller skat på arbejde betyder, at man straffer folk for at berige samfundet. Uanset om man er renovationsarbejder, maskinsnedker eller købmand, så er den daglige arbejdsindsats med til at gøre samfundskagen større. Da det er til alles bedste, at samfundskagen vokser, skal man ikke straffe, men belønne arbejdsindsatser.

I landet med verdens højeste skattetryk, kan det virke aldeles udsigtsløst, når borgeren først betaler en høj indkomstskat, derefter betaler 22 pct. moms på forbrug og derefter også betaler punktafgifter. Dertil kommer en mangfoldighed af: Ejendomskatter, lejeværdi af egen bolig, formueskat, arveafgift, miljøafgifter, selskabsskat o.s.v. Der er ikke mange øre tilbage af den tjente krone.

Væk med mine skatter

Man fristes derfor til at forlange skatter og afgifter fjernet i den rækkefølge, som girokortene dukker op i postkassen.

Men er det nu også den rigtige rækkefølge?

Mange gør med rette oprør mod den uretfærdige skat, der kaldes noget så usympatisk som lejeværdi af egen bolig. Spørgsmålet er imidlertid, om denne skat skal stå øverst på ønskesedlen?

Hvad er bedst – at få fjernet lejeværdien eller at få sin løn forhøjet (gennem indkomstskattenedsættelser) så meget, at det svarer til lejeværdien? For privatøkonomien er det ligegyldigt. Men for vores konkurrenceevne og vores samfundsøkonomi er det bestemt ikke ligegyldigt.

For hver milliard det er muligt at skrabe sammen til skattelettelser, da anvendes disse penge bedst på lempelser i indkomstskatten – eftersom det giver forøget konkurrenceevne. At lempe lejeværdien giver ingen konkurrenceforbedring!

EF´s indre marked med harmoniserede skatter og afgifter kan betyde, at forbrugsafgifter, som vi mener, er den bedste kilde til finansiering af en begrænset offentlig sektor, kan blive tvunget ned. Det giver behov for, at opkræve skatter og afgifter på områder, der ikke er omfattet af EF-harmoniseringer – vel at mærke stærkt reduceret skattetryk da indkomstskattens bortreduktion fortsat er målet.

Opretholdelsen af f.eks. ejendomsskatter og lejeværdi af egen bolig skal ses i det perspektiv, at der er gennemført væsentlige reduktioner i andre skatter og afgifter.

Gælden skal betales tilbage

Med en samfundsgæld på over 300 milliarder kroner til udlandet, må enhver skattelettelsesaktion gå på at skabe konkurrenceforbedring – kun gennem øget eksport kan vi fjerne udlandsgælden.

Kommer Fremskridtspartiet derfor i den behagelige situation at skulle afgøre, hvorvidt nogle milliarder kroner skal anvendes til lempelser af indkomstskatten eller lempelser af lejeværdien af egen bolig, så må det være soleklart, at indkomstskatten i bred forstand kommer først.

Men som fastslået i indledningen, så er alle skatter hæslige. Og derfor skal enhver fornuftig skattenedsættelse støttes.

Kim Behnke 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 4 / årgang 18 / april 1990

De fortiede skandalers sag

2. august 2008 36 kommentarer

De fortiede skandalers sag

I 1970 kunne jeg ikke længere udholde stiltiende at betragte, hvor dilettantisk og pamperagtigt Danmark blev regeret.

Skulle landet undgå at komme helt ned i møget med sociale katastrofer i titusindvis til følge, måtte der gøres en aktiv indsats.

Fra jeg startede aktionen gik kun få timer, før landets finansminister (Poul Møller, C, red.) og samtlige daværende folketingspartier erklærede min person aldeles afskyelig.

Uafbrudt siden da har etablissement med alskens tricks, svinestreger og ufine midler søgt at tvære mig ud. Herom kan skrives tusinder af veldokumenterede sider. Og de vil engang blive skrevet. Men endnu har ingen haft mod til at afsløre, hvordan restgarantier er tilsidesat på samlebånd for at få knaldet mig personligt. Udsættes en forløben mexicaner eller andre for en promille af, hvad jeg har måttet stå model til, skriger Cavling-prisvindere straks op og vækker den offentlige samvittighed. Men fra den, der præcist har fremlagt de foranstaltninger, som må gennemføres for at redde det danske samfund fra afgrunden, holder de sig væk. Det vil nemlig kræve bortrydning af pjalte, nassere og misbrugere. Og dem skal Danmarks Radio pressens såkaldte gentlemen eller andre inden for magtsystemet ikke have noget af at lægge sig ud med.

De værste har været jurister. I sådan nogle er indgroet følgagtighed over for det bestående system. Og jeg er følt som en væmmelig klasseforræder, der bør udryddes. Et Z-hovedmiddel til at klare Danmarks situation er nemlig at mindske og nedklassificere juristers-papirnussers- arbejde. Derfor har retsvæsenet og dets kolleger særdeles onde øjne mod mig.

Nu er det ikke sådan, at danske dommere og andre jurister udråber, at de vil være korrupte. Mekanismen er mere indviklet. Eller rettere skinhellig. Men det kommer ud på det samme.

Blikkenslagerbanden gør det grove arbejde

Den danske magthaver spiller den fine mand ud af til. Som Nixon i Watergate. Han havde jo sin blikkenslagerbande. Den danske blikkenslagerbande blev et par embedsmænd i Statsskattedirektoratet (Carl Døssing og Niels V. Bendtsen). De to tjener deres herrer med tusinder af sider papir. Derefter finder alle – højesteret, ligningsråd, ligningskommissionen, landsskatteret o.s.v., at det hele er så stort og indviklet, at man må henholde sig til de to. Efterhånden som flere instanser har sagt dette gennem årerne, kan de henvise til hinanden.

Sådan er den juridiske arbejdsmetode, når en besværlig samfundskritiker med djævlens vold og magt skal kanøfles. Hellere ”solidarisk” med embedsbrøderne end at beskytte anklagedes retssikkerhed.

Nok har retsfærdsskænderne efterhånden sammenvævet mere end hundredetusinde sider papir. Men som i kaiserens Ny Klæder er virkeligheden såre simpel: Mine modstandere påstår, at næsten en million aftaler, som jeg har formidlet, og som behørigt er bogført i mit bogholderi straks efter dispositionernes foretagelse, skulle være nul og niks Dette fiktionspåfund begrundes ene og alene med det aldeles uholdbare, at kontooverførelser er betydningsløse. I det pengeløse samfund, som vi er på vej ind i, sker flere og flere betalinger ved, at en konto godskrives et beløb og en anden belastes med det. Det må selvfølgelig godkendes af retsordenen. Og bliver det. For alle andre end mig.

Alle, der har gennemarbejdet sagen ved, at alt jeg har foretaget mig  er juridisk og moralsk korrekt i enhver henseende. Men de styrende ville tabe ansigt ved åbent at erkende det. Derfor holder de sammen som ærtehalm i forfølgelsen af mig.

Det begyndte med Leo Lemvigh. Den 28. august 1973 og flere gange senere indrømmede han, at der ikke var kød på angrebet mod mig, men at jeg, hvis sagen alligevel skulle blive fortsat, nok skulle få lejlighed til at forsvare mig. Men da Hartling havde brug for et valg i maj 1974, kunne Lemvigh ikke holde sit løfte. Tiltale blev udspredt for alle vinde, uden at man forinden hørte mine synspunkter.

På grund af uduelige forsvarere kom mine synspunkter heller ikke frem i byretten. Men selv om det fremlagte ensidigt var anklagerens materiale, opdagede byretten alligevel min uskyld. Men avancecementslystne kunne ikke holde til at frifinde Glistrup. Anderledes kan det ikke forklares, at byretten på den ene side på papiret godtager, at jeg som advokat i hundredtusindvis af tilfælde gennem mere end en snes år i stigende omfang har begået forsætlig skattesvig for hundredvis af millioner kroner. Og at dommen på den anden side lader mig beholde min advokatbestalling og nøjes med en i forhold til anklagen lille bøde.

Nu fortsætter de så i landsretten forsøget på at køre mig sønder og sammen. I yderligere et par hundrede heldagsretsmøder er anklageren fremturet i at forføre domstolen ved udelukkende at dynge skinbeviser op i denne absolut intet oppustede rekordtykke sag. Jeg er påduttet de samme umulige forsvarere i landsretten, som i byretten viste sig så uskadelige for systemets interesser. For deres pæne artighed modtager de godt og vel en million kroner. For at fjerne enhver mulighed for god tro hos landsrettens dommere om, at anklageren alene er ude på restfordrejning og justitsmord, har jeg derfor måttet bruge en stor del af denne sommer til at forberede en liste over nogle af de beviser, der må føres, hvis man virkelig for alvor skal bedømme det fiktionsnonsens, som hele anklagen mod mig er stablet op på.

Magthavernes og mediernes forsøg på at smadre mig

Det har været en hård streg i regningen for gammelpartierne, administrationen og domstolene, at de ikke for længst totalt har udraderet mig. Først ødelagde de min advokatvirksomhed ved, at ottespaltede avisoverskrifter stemplede mig som en ågerkarl, testementebedrager og storsvindler. De fratog mig eksekutorbevillinger og forsøgte også på andre måder at smadre mig. Men en hundrede procent ren samvittighed, en god ven, trofaste klienter, selvopofrende medarbejdere og en ubrydelig familiestøtte fik mig til at udholde, hvad der nok havde knækket de fleste.

Så kom de mange år med opslidende uretssager. De af Poul Møller iværksatte undersøgelser gav myndighederne det kæmpechok, at ét menneske her i de tusinde urimelige loves land havde rent mel i posen. Og det var ham, de helst ville have til livs. Men dernæst fik de mange års retssagshelvede væsentligt værre end hvad fremmede lande byder daværende systemkritikere – ikke mig til at bryde sammen og begå selvmord eller flygte ud af landet, som de så inderligt håbede. Man så hen til, at byretsdommen endeligt skulle mase mig til plukfisk. Det gjorde den ikke. Så blev de desperate. Lavede totalt om på fiktionsteorien og sendte mig skattebilletter på mange millioner kroner ud over, hvad jeg havde tjent. Helt uden forbindelse med gældende skattelov beordrede man disse millionansættelser i de sidste par år. Men de våben, de fandt på til at ruinering af mig, har nu på det allersidste vist sig at være boomerangs. Regnes det hele konsekvent igennem, fører den nye fiktionsmetode til, at jeg skal have penge tilbage fra skattevæsenet.

Men i deres gennemført lovløse ligningsraid har skattefolkene fortrinsvis gennemgået de konti i mit bogholderi, som førte til forhøjelse af min indkomst, og ikke dem, der ville resultere i nedsættelser. I møde i Lyngby Ligningskommission den 26. juni 1980 tilstod blikkenslagerbanden, at sådan forholder det sig. Man undskyldte sig med, at staten ikke har ressourcer nok til at gennemregne de konti, der ville give mig fradrag.

Dagen efter afsagde Østre Landsret en dom, hvis oplysninger afslørede, at blikkenslagerne skam havde lavet i al fald en af disse opgørelser (234.176 kr. blot for én af de tusinder af klienter, der ville føre til fradrag). Det havde man gjort for at ramme den pågældende klient, men fortiet det i min sag, hvor det modstående fradrag skulle have optrådt.

I det hele taget er det mest modbydelige i myndighedernes ondskab uden grænser, at de har overfaldet hundredvis af mine klienter. Ene og alene fordi det skulle bidrage til at slagte mig. De menneskelige omkostninger har været umådelige ved denne nederdrægtige gidselmaltraktering. Men i dag er Danmark ikke så nær afgrunden, som det ville have været uden Fremskridtsbevægelsen.

Og når de gamle partier give op den dag, de ikke kan låne mere i udlandet, står Fremskridtspartiet parat med de helt præcise og gennemarbejdede løsninger til at genrejse landet og undgå de værste sociale katastrofer.

Derfor har det hele været den enorme pris værd.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 16 / 9. årgang / 1. maj 1981 

%d bloggers like this: