Arkiv

Posts Tagged ‘dansk eksport’

Socialistisk gok

28. juni 2012 Skriv en kommentar

Socialistisk gok

”Den væsentligste grund til ubalancen er et offentligt overforbrug til forældede marxistiske mærkesager, en betragtelig sjofling af det eksporterende erhvervsliv og et socialistisk gok i nødden på folk, der er dumme nok til at spare op”.

H. Mathiesen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 2 / 8. årgang / 4. februar 1980

Alle skatter er hæslige!

30. maj 2012 8 kommentarer

Alle skatter er hæslige!

Fremskridtspartiets udgangspunkt er, at alle former for skatter og afgifter er hæslige. Skat og afgift betyder jo, at der frastjæles nogle værdier fra en borger eller gruppe af borgere, for derefter at bruge pengene til at begunstige en anden borger eller gruppe af borgere. Det skattepolitiske mål må derfor være at reducerer skatterne og afgifterne til et absolut minimum.

Minimal offentlig sektor

Absolut minimum er de penge, som skal til for at opretholde en minimal offentlig sektor, der kun skal varetage nogle få afgrænsede opgaver. For Fremskridtspartiet er de vigtigste fælles-opgaver bl.a. følgende: Sundhed, alderdom, uddannelse, politi, domstole, demokratiet (Folketinget, byråd o.s.v. ), veje, forsvar og social sikring af de få, der absolut ikke kan klare sig selv. Der kan selvfølgelig nævnes nogle få andre opgaver, men hovedudgangspunktet er, at det meste bør foregå i privat regi.

Disse minimumsopgaver skal så betales i form af skat eller afgifter. Spørgsmålet er så, hvilken skal eller afgift, der har den mindste samfundsskade. Vurderingen er, at afgifter på forbrug (moms, punktafgifter o.s.v.) er de mindst skadelige skatteformer.

Den skadelige indkomstskat

I den modsatte ende er skatten på arbejde – indkomstskatten – den mest skadelige skat. Det er der flere grunde til:

1) Indkomstskat betyder, at arbejdsgiveren dels skal betale den løn som medarbejderen har brug for at kunne leve, og så derudover betale en skat. Skatten virker således omkostningsforøgende og dermed konkurrenceødelæggende.

2) Indkomstskatten, uanset, hvordan den sammenstrikkes, har også den virkning, at borgerne foretrækker sort arbejde. Og en lønmodtager må kikke på sin skattebillet før han siger ja til ekstra arbejde. Skatteskalaens hop betyder, at en enkelt ekstra tjent krone kan give et direkte tab!

3) Indkomstskatten, eller skat på arbejde betyder, at man straffer folk for at berige samfundet. Uanset om man er renovationsarbejder, maskinsnedker eller købmand, så er den daglige arbejdsindsats med til at gøre samfundskagen større. Da det er til alles bedste, at samfundskagen vokser, skal man ikke straffe, men belønne arbejdsindsatser.

I landet med verdens højeste skattetryk, kan det virke aldeles udsigtsløst, når borgeren først betaler en høj indkomstskat, derefter betaler 22 pct. moms på forbrug og derefter også betaler punktafgifter. Dertil kommer en mangfoldighed af: Ejendomskatter, lejeværdi af egen bolig, formueskat, arveafgift, miljøafgifter, selskabsskat o.s.v. Der er ikke mange øre tilbage af den tjente krone.

Væk med mine skatter

Man fristes derfor til at forlange skatter og afgifter fjernet i den rækkefølge, som girokortene dukker op i postkassen.

Men er det nu også den rigtige rækkefølge?

Mange gør med rette oprør mod den uretfærdige skat, der kaldes noget så usympatisk som lejeværdi af egen bolig. Spørgsmålet er imidlertid, om denne skat skal stå øverst på ønskesedlen?

Hvad er bedst – at få fjernet lejeværdien eller at få sin løn forhøjet (gennem indkomstskattenedsættelser) så meget, at det svarer til lejeværdien? For privatøkonomien er det ligegyldigt. Men for vores konkurrenceevne og vores samfundsøkonomi er det bestemt ikke ligegyldigt.

For hver milliard det er muligt at skrabe sammen til skattelettelser, da anvendes disse penge bedst på lempelser i indkomstskatten – eftersom det giver forøget konkurrenceevne. At lempe lejeværdien giver ingen konkurrenceforbedring!

EF´s indre marked med harmoniserede skatter og afgifter kan betyde, at forbrugsafgifter, som vi mener, er den bedste kilde til finansiering af en begrænset offentlig sektor, kan blive tvunget ned. Det giver behov for, at opkræve skatter og afgifter på områder, der ikke er omfattet af EF-harmoniseringer – vel at mærke stærkt reduceret skattetryk da indkomstskattens bortreduktion fortsat er målet.

Opretholdelsen af f.eks. ejendomsskatter og lejeværdi af egen bolig skal ses i det perspektiv, at der er gennemført væsentlige reduktioner i andre skatter og afgifter.

Gælden skal betales tilbage

Med en samfundsgæld på over 300 milliarder kroner til udlandet, må enhver skattelettelsesaktion gå på at skabe konkurrenceforbedring – kun gennem øget eksport kan vi fjerne udlandsgælden.

Kommer Fremskridtspartiet derfor i den behagelige situation at skulle afgøre, hvorvidt nogle milliarder kroner skal anvendes til lempelser af indkomstskatten eller lempelser af lejeværdien af egen bolig, så må det være soleklart, at indkomstskatten i bred forstand kommer først.

Men som fastslået i indledningen, så er alle skatter hæslige. Og derfor skal enhver fornuftig skattenedsættelse støttes.

Kim Behnke 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 4 / årgang 18 / april 1990

Wøldike har fået svar fra Mogens Glistrup

20. maj 2012 1 kommentar

Wøldike har fået svar fra Mogens Glistrup

FREMSKRIDT 1979-20 gengiver nogle spørgsmål af 8. november 1979 fra Kai Wøldike til folketingets medlemmer. Jeg sendte ham den 12. november følgende svar:

Kan arbejdsløsheden afskaffes eller nedsættes betydeligt ved at nedsætte samtlige lønninger med for eksempel 20 %?

Svar:

Ja – men af hensyn til de enkelte mennesker i Danmark – og det er jo det vigtigste hensyn for folketinget – kan det ikke nytte noget at foretage en så stor nedskæring af den løn, der udbetales folk. Derfor må nedsættelsen ske på indkomstskattedelen, hvorved der opnås det samfundsøkonomisk afgørende nemlig, at der overføres produktive kræfter fra det offentlige til det private.

——————–

 Er det rigtigt, at det ikke betyder en reallønsnedgang, hvis man sikrer, at priserne nedsættes med samme beløb + normal fortjeneste på lønnen + moms af samme lønnedsættelse?

Svar:

Det er ikke muligt at gennemføre en prisnedsættelse m.v. som i spørgsmålet anført. Hvis man vil forsøge på det, gør man ondt værre, fordi man skal etablere et administrationsapparat og et sådant indebærer, at samfundets kræfter anvendes forkert.

——————–

 Er det rigtigt, at man ved afskaffelse af arbejdsløsheden kan nedsætte skatterne med hele nettobeløbet, der udbetales til de arbejdsløse?

Svar:

Staten har et stadigt stigende underskud (I 1980 således knapt fire gange så  meget som arbejdsløshedsunderstøttelsen). Underskuddet finansieres ved låneoptagelse d.v.s. ved, at fremtidens skatter skal forhøjes med de til rente- og afdragsbetaling nødvendige beløb. Dette er selvsagt uholdbart og umoralsk. Blandt andet derfor må sparede arbejdsløshedsunderstøttelsesbeløb først og fremmest bruges til at nedbringe statsunderskuddet. Herved opnås også, at flere af samfundets kræfter sættes ind på den eksport, som er så nødvendig for at få tilbagebetalt gælden til udlandet.

——————–

 Er det rigtigt, at næsten fuld beskæftigelse, skabt ved konkurrenceevne, hurtigt vil forbedre vort økonomiske forhold til udlandet?

Svar:

Ja – der skal i valutaerhvervene beskæftiges langt flere mennesker end de, der er i øjeblikket og de, der er arbejdsløse. Derfor skal der nedlægges et stort antal stillinger i det offentlige og oprettes flere stillinger i valutavirksomheder.

——————–

 Er det rigtigt, at reallønnen, efter en formindskelse af vor udenlandsgæld, kan forhøjes ved nedsættelse af de ekstraordinære forbrugsafgifter, såsom: Forhøjet moms, afgift på spiritus, benzin, tobak o.s.v.?

Svar:

Reallønnen kan forhøjes ved nedsættelse af forbrugsafgifter, men det er langt lykkeligere, at gøre det ved nedsættelse af indkomstskatten jfr. Vedlagte hæfte ”Indkomstskatten… samfundsts skurk”.

——————–

To af landets førende økonomer besvarede sidste år disse fem spørgsmål med et ja. Hvornår kommer den politiske beslutning, hvor det gennemføres?

Svar:

Den politiske beslutning om at forbedre Danmarks økonomi kommer ikke før Fremskridtspartiet er styrket meget væsentligt eller udlandet giver Danmark kniven på struben ved at nægte, at yde os yderligere lån. Erfaringen viser nemlig, at der hos de partier, der selv roser sig som ansvarlige – hvad enten de kalder sig firkløver, Socialdemokrati eller radikale – er en sådan slaphed og manglende mod og handlekraft, at de pågældende partier kun gør landets økonomi værre og værre.

 

Med venlig hilsen

Mogens Glistrup 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 21 / 7. årgang / 3. december 1979

Tiden arbejder for Fremskridtspartiet

1. maj 2012 4 kommentarer

Tiden arbejder for Fremskridtspartiet

Uretten kan ikke bære et nederlag! Og det er uretten, der præger det danske folketing.

Vi må kende vores besøgelsestid, for tiden er med os. Og kun hvis vi svigter ideologien og de sunde tanker, Fremskridtspartiet er bygget op på, vil vælgerne svigte os. Og derfor skal vi stå fast.

Kompromis – mellemting er ”noget bras” – for at benytte et statsministerudtryk (Poul Schlüter, C, red.). Vi skal ikke være kompromissøgende – tværtimod –, for det vil være farligt ikke mindst på det økonomiske område. Vi vil – ved for en hver pris at søge kompromis – kompromittere os, og denne kompromispolitik vil igen ende i alles kamp mod alle – netop den situation Danmark befinder sig i.

Samfundsøkonomisk skal fanen holdes højt. Vi har alt for længe hørt på Keynes og Gallbraiths letsindige principper. Følgen er blevet gældsætning og økonomisk morads for både de enkelte og fællesskabet.

Den økonomiske frihed – liberalismen – må frigøre sig, fra det socialistiske vildnis vi er langt inde i.

Rundt omkring os præger nye principper – fremført af den internationale finansekspert Lafall – udviklingen og fremgangen. Se blot på Japan, USA og England! Dem må vi lære af.

Principperne er:

  • Skatterne fjernes eller holdes på et lavt niveau. Virksomhederne og de enkelte mennesker får lov til at beholde indtjening og overskud.
  • Pengene vil efter god forretningsskik blive investeret i nye arbejdspladser, der sætter yderligere gang i erhvervslivet, produktudviklingen og eksporten.
  • Det vil overalt tjenes sunde penge, – penge der ligger en produktion og værdiskabelse bagved. Og der vil blive et sundt forbrug på baggrund af velstand i stedet for et forbrug, der modsvarers af oppustede, fiktive værdier og gældsættelse af befolkningen og samfundet.

Hvis ikke vi finder ud af det, forarmes landet, og vi ender i økonomisk trældom og politisk forvirring.

A. Th. Riemann

PS. Læs Guy Sormans nye bog ”Den liberale løsning”.

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 1 / 15. årgang / 16. januar 1987

Trafikskat!

6. april 2012 8 kommentarer

Trafikskat!

IngeMarie Nielsen og Preben kan ikke rigtig blive enige om principperne for en trafikskat. IngeMarie Nielsen vil gøre driften billig af hensyn til konkurrenceevnen. Preben Laugesen vil gøre anskaffelsen dyr for at begrænse import af biler og forbrug af benzin.

Nu er spørgsmålet, hvad er det Danmark lever af? Vi sælger en hel masse produkter, som for en mindre dels vedkommende består af importerede af os bearbejdede råvarer, mens resten er arbejdsløn, energi, skatter, omkostninger og avancer. Råvarerne og energien importerer vi, resten har vi jo selv.

Jo flere råvarer og jo mere energi vi importerer, des mere kan vi eksportere, og des mere kan vi få solgt af vor arbejdskraft, vore omkostninger, skatter og avance.

Det er altså en helt misforståelse, at der skal spares på energi. En landmand ville aldrig finde på at spare på foderet. Og det er også energi.

Vor konkurrenceevne er ikke berørt af de høje råoliepriser til leverandørlandene. Vore konkurrenter må betale samme priser. Men vor konkurrenceevne forringes, når vi selv belægger vor trafik med afgifter, som overvæltes på eksportpriserne, og gør dem unødigt høje. Enhver skat som indgår i varens pris, forsøges nemlig betalt af køberen, ved eksport altså af udlandet. Men udlandet vil ikke betale vore skatter, hvis varen ligesågodt kan købes i et land med lavere overvæltelige skatter.

Det er rigtigt, som Laugesen påpeger, at en del mennesker vil anskaffe store benzinslugende biler. Men gamle udslidte biler er heller ikke benzinbesparende. Men efter IngeMarie Nielsens forslag vil det være meget få, som har råd til den spøg. Det vil også være ganske få, som udskifter de gamle biler, de har med nye registreringsafgiftsfri. Det har de nemlig heller ikke råd til. Men når nye biler kun koster ca. 15.000 kroner fremover, bliver det lettere at etablere sig, afskrivningerne bliver små, presset på bankernes finansiering bliver ca. 3½ milliard kroner mindre pr. år, hvorfor vi kan forvente en lavere rente, så bliver eksporterhvervenes omkostninger sandsynligvis så meget lavere, at de bliver konkurrencedygtige.

Er man konkurrencedygtig, er der ingen ende på, hvor stor eksporten kan blive og derfor heller ingen grænse for, hvor mange mennesker vi kan beskæftige. Det er det, IngeMarie Nielsen har blik for. Alene det kvalificerer hende til finansministerposten.

F. Beyer

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 1 / 6. årgang  / 23. januar 1978

Handling nu – ellers ser det skidt ud for dansk økonomi

19. januar 2012 5 kommentarer

Handling nu – ellers ser det skidt ud for dansk økonomi 

– Den nuværende regering (A, B og Centrum Demokraterne (D), red.) er ved at gøre tidligere regeringers kunststykke efter, hvad angår dansk økonomi. Den økonomiske tendens er kraftigt for nedadgående, og hvis ikke regeringen sadler om og begynder at føre en stram og fornuftig økonomisk politik, så går det galt.

Det siger Fremskridtspartiets finansordfører, Kim Behnke, som reaktion på udtalelser fra finansminister Mogens Lykketoft (A) om, at regeringen ikke har tænkt sig at stramme det finanspolitiske greb, hvis den økonomiske vækstpause trækker ud.

– At finansministeren har tænkt sig at føre en lempet finanspolitik betyder reelt, at den alt for store offentlige administration må reduceres markant, og så må der for alvor gøres noget ved statens gæld, der alene i år vil vokse med omkring 30 milliarder kroner.

Det nytter ikke, at regeringen bare sidder med hænderne i skødet uden at gøre noget. Vi har i forbindelse med finansloven for 1996 fremlagt en række forslag, der vil gavne det private erhvervsliv betragteligt og sætte en stopper for ekspansionen i den offentlige sektor.

Problemet er, at regeringen slet ikke har formået at sætte ægte gang i de økonomiske hjul. I stedet har man pålagt erhvervslivet den ene grønne afgift efter den anden og øget de offentlige udgifter til skade for dansk eksport. Når finansministeren ikke har tænkt sig at gennemføre nogen finanspolitiske stramning i år, hvis den nuværende vækstpause fortsætter, så viser det blot, at regeringen helt har mistet grebet om dansk økonomi.

Regeringen udviser med andre ord en bekymrende mangel på mod til at foretage de nødvendige ændringer, der skal til for at forbedre Danmarks økonomi.

Regeringen er nødt til at lempe vilkårene for det private erhvervsliv og stoppe de huller, hvorfra statens penge fosser ud.

Hvis det ikke sker, så vil underskuddet igen stige voldsomt, når arbejdsløshed og mismod breder sig i kølvandet på vækstpausen, slutter Kim Behnke.

Kim Behnke

Pressemeddelelse 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 2 / 24. årgang / februar 1996

Vanetænkning om udlicitering

16. december 2011 12 kommentarer

Vanetænkning om udlicitering

En påstand om at kun 20-25 % af de offentlige opgaver egner sig til udlicitering fortjener egentlig at blive underbygget af argumenter, ellers kan det forekomme en anelse svært at tage ordene for gode varer.

Om det er Århus-lektoren Peter Munk Christiansen selv, der ikke har argumenteret for sin sag, eller om det er Børsens journalist, der har frasorteret argumenterne, fremgår ikke af en artikel om sagen i Børsen.

Det nærmeste vi kommer et argument er, hvor Peter Munk Christiansen citeres for følgende:

Der er således ikke megen fornuft i at udlicitere undervisning i folkeskolerne samt en række komplicerede opgaver i sundhedsvæsenet.

Men det er jo for det første ikke noget argument – det er en påstand og endda en påstand, der allerede nu er gennemhullet af virkelighedens verden. Hverken privathospitaler eller privatskoler er noget ukendt begreb i Danmark.

Selve begrebet udlicitering betyder jo blot, at man laver en beskrivelse af, hvilket produkt man ønsker. Det kan være sig: Rengøring, undervisning, affaldshentning eller buskørsel og så beder man,  hvem der måtte være interesseret i at lave produktet om at komme med et tilbud. Laves udliciteringsmaterialet tilstrækkeligt godt – eller med andre ord: Er man i stand til at beskrive det produkt, man ønsker tilstrækkeligt godt – så er det fuldstændigt ligegyldigt hvem der udfører det – resultatet vil være nøjagtigt det samme.

Altså – hvis der er en kommune, der ønsker at udlicitere undervisningen i folkeskolen, så er det op til byrådet at bestemme, hvilken ydelse man ønsker samt, hvorvidt man vil acceptere ændringer i forhold til det oprindeligt ønskede produkt.

Nøjagtig som det er byrådet, der tager stilling til, hvilken undervisning kommunen selv ønsker at stille til rådighed med hvilke faciliteter.

Det er min konklusion, at stort set alt kan udliciteres.

Dansk teknologisk Institut (DTI) opgjorde i 1993 udliciteringspotentialet til ca. 80 milliarder kroner. DTI redegjorde samtidig for, at hvis der blev udliciteret for 80 milliarder kroner, så ville det aflede et eksportpotentiale på 26 milliarder kroner. En succesfuld udlicitation kræver blot, at beskrivelsen af det ønskede er tilstrækkeligt præcis samt, at man under overgangen fra den ene arbejdsgiver til den anden tager et passende hensyn til de ansatte.

Kim Behnke

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 11 / 24. årgang / november 1996

Statens malkeko?

14. august 2011 5 kommentarer

Statens malkeko? 

Det er beskæmmende at landbruget, der er et af Danmarks største eksporterhverv og som er i stærk konkurrence med andre landes mere eller mindre statsstøttede landbrug, også må kæmpe imod den danske regering (Socialdemokratiet, red.) idet landbruget gang på gang bliver pålagt nye restriktioner og udgifter, der virker erhvervshæmmende.

Landbrugserhvervet er efterhånden blevet så mishandlet af lovgivningen at den konjunkturtilbagegang, der er overalt nu med ekstra stor tyngde rammer brede dele af landbruget.

At det virkelig er en alvorlig situation, når man tænker på, at 4.000 optagne landmænd så sig nødtvungent til at bruge tid på at deltage i et af de største protestmøder, der nogensinde er afholdt på tværs af alle partiskel indenfor landbruget.

Da det især er de nyetablerede og dermed unge og produktive i landbruget, der af den grund er i store vanskeligheder, er det af afgørende betydning, at dette rettes op ved lovindgreb, inden det er for sent.

En af de urimeligheder der straks kunne rettes er hele problemstillingen om beskatningen af landbrugets stammebesætning. Det er et gammelt krav, som både skatte- og afgiftsminister Jens Kampmann (A) og senere Anders Andersen (V) lovede at løse, men der er intet gjort udover snak derom. Statsminister Anker Jørgensen lovede oven i købet ved åbningen af folketinget den 3. oktober 1978, at der ville blive fremsat lovforslag om dette – uden at gøre det.

I statsministerens lovkatalog ved sidste åbningstale var der ikke antydning af, at nu ville man indfri de givne løfter!

Om det er fordi statsministeren er blevet så glad ved landbruget, at han vil have statens malkeko som præmiedyr i landbrugets stambesætning, skal tiden vise, men det må befrygtes.

Fremskridtspartiet, der jo som mål har et frit landbrug, hvor ingen bliver forskelsbehandlet vil derfor presse på også her, hvor en del af landbruget er blevet pålagt økonomiske byrder med tilbagevirkende kraft, fordi skattemyndighederne ændrede en mangeårig praksis således, at tidligere rigtige og godkendte selvangivelser blev genbehandlet hvorved mange nyetablerede landbrugere, der havde øget produktionen med større besætninger blev pålagt store skattekrav i form af efterreguleringer og restskat.

En sådan fremgangsmåde fra myndighedernes side vil Fremskridtspartiet ikke være med til, og vi har derfor stillet følgende spørgsmål til ministeren:

Vil ministeren indfri de tidligere givne løfter til landbruget om ændring af beskatningen af landbrugets stambesætning?

Det vil nu vise sig, om regeringen (Socialdemokratiet, red.) vil holde løfterne til landbruget, men vi har jo sørgelige erfaringer, så vi har ikke det bedste håb.

Det må derfor håbes, at den tid snart kommer, hvor Fremskridtspartiet får indflydelse også på landbrugets forhold, så det igen kan blive bonden, der bestemmer, hvor stor en ”fedtprocent” statens malkeko skal producere!

Ernst Schmidt

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 21 / 7. årgang / 3. december 1979

Når hunden bider kæppen

13. oktober 2010 Skriv en kommentar

Når hunden bider kæppen

Når man læser om en meningsløs arbejdsnedlæggelse på Helsingør Skibsværft, som er i økonomiske vanskeligheder og dårligt kan tåle det. Det er en symbolsk strejke. Arbejderne vil protestere imod, at værftets ejer, DFDS chartrer skibe i Japan.

Alle ved, at det ømme punkt ved vor eksport er omkostninger især lønninger, og vi kan naturligvis ikke strejke os til ordrer.

Hvorfor nu dette spark i løgsovsen?

Mon ikke det er en opladning af spændinger, der stadig fortsættes? For et par år siden fortalte pressen om en aktion, skibsværftsarbejderne i Helsingør havde foretaget. Ledelsen – som de har et godt forhold til – havde bedt dem om at tage ekstraarbejde for at få en nybygning færdig til en bestemt tid. I store interview fortalte arbejderne om, hvad det vil sige at ligge i bunden af et skib og nitte i stærk varme eller i iskulde om vinteren. De havde ladet familien alene i kolonihaven og fik jobbet gjort til tiden. De fik naturligvis penge for deres overarbejde, og det var det som var anledningen til, at de forelagde offentligheden deres problem: Værftet have betalt generøst, men alligevel førte dette ekstraarbejde til, at de gik ned i realløn! Dels var skatten højere naturligvis, men de mistede også forskellige goder, nedsat børnehavetilskud og den slags. Det var ikke underligt, at de var harmfulde over at miste penge ved at slide ekstra hårdt. Revisorer sagde god for tallene.

Vore høje lønninger er reelle nok, når der skal kalkuleres i eksportindustrien, men set fra en skibsværftarbejders frøperspektiv, er de hyllede i tåge. Jeg beundrer japanerne både for deres kultur og industri, men jeg har set japanske skibsværftarbejdere i funktion, og de er ikke spor dygtigere end danske arbejdere. De kan ikke være svøbt i den tåge af omser, momser, lovpligtige bidrag og enorme personlige skatter, som gør det vanskeligt at skimte fremtiden fra Helsingørs pynt.

Skattens sorte hånd

Jack London skriver i en af sine socialistiske ungdomsromaner om kapitalismens sorte hånd, der uset stjæler en kartoffel fra husmoderens pose og en klump kul fra sækken. Men her hos os skæres halvdelen af lønnen væk. Bevares af elskværdige og velmenende økonomiske dilettanter. Når skatternes højde kritiseres, er der altid en socialdemokrat, der springer op af æsken og siger noget om, at nu er der igen en, der vil afskaffe hospitaler, så folk kan dø på gaden. Nej, de 2 % af skatterne der går til sundhedsvæsenet, er der ingen, der vil røre. Det er hele det vanvittige bureaukratiske system, der svøber os alle ind i fuglefængslet af paragraffer, som i deres sublime vanvid straffer skibsværftsarbejderne, når de svigter jordbærbedet for – som Jens Vejmand – fra årle gry til aften at svinge hammeren.

Og disse skemaer når man kommer træt hjem: Hvor mange stikkelsbær og ribsbuske har De i haven? Hvor mange nætter har De tilbragt i hytten ved Vesterhavet i fjor? Venter De ikke også som vi, at De tjener 30 % mere til næste år. Her er forskudsansættelsen…

Dyr toldfri parfume

I avisen læser man, at staten nu vil skaffe penge ved at trykke nogle titusinder flere klasselotterisedler. Et lige så uværdigt påfund i en trangssituation som at sælge parfumer på statens færger i udenlandsfart til butikspriser i håb om, at nogle skal lade sig narre til at købe dem i troen på, at de er toldfrie. I statens butik i lufthavnen i Kastrup der betegner sig som afgiftsfri –  i strid med de markedsføringsregler man idømmer private handlende bøder for at overtræde – købte jeg for en måned siden et par pakker pibetobak, som var dyrere, end de kunne købes fortoldet i en dansk butik.

Får de aldrig nok disse lyseslukkere, der suger livsglæden ud af skibsværftsarbejdere og andet godtfolk? Samtidig skal vi ikke blot læse Jens Otto Krags (A) tirader om hans livs indsats med at mindske forskellen mellem rig og fattig, men ind imellem kan vi læse som for nylig i en beskeden opsats i dagbladet Politikken –, det er interessant, at man ikke finder sagen særligt opsigtsvækkende , at Krag af offentlige midler kan hente sig en årsindtægt på 900.000, efter skatten er betalt. Jyllands-Posten har for nogle dage siden brugt to sider til at remse politikeres ben op. Mange af dem nægter at udtale sig om, hvor meget de får – hvorfor det mon, er de ikke stolte af deres indsats? – men bladet skaffer oplysningerne alligevel, der for eksempel kan være 1.000 kroner i timen til en socialdemokratisk folketingsmand for et fritidsjob.

Uvidende politikere

Ved politikerne ikke, hvad der foregår i udlandet – eller bare på danske arbejdspladser? Hvilke tanker gjorde skatteminister Jens Kampmann (A) sig, da han læste om skibsværftsarbejdernes forargelse over skattebehandlingen af dem efter deres strålende eksportindsats? Jo, han har siddet med en stab af embedsmænd og udarbejdet et forslag om, at alle Danmarks hjem skal skrives i mandtal: Alle vores kasseroller, slidte sofaer og malerier med hjorten ved skovsøen skal vi notere ned på skemaer til skattevæsenet, ligesom dem vi allerede udfylder med oplysninger om, hvem vi har sovet med Sankthansaften i sommerhuset. Da forslaget blev offentliggjort, lød der en knurren fra alle hundehuse – og Anker Jørgensen trådte frem i TV og sagde, at han havde opgivet idéen – indtil videre, som han tilføjede.

Genskab arbejdsglæden

Lad os dog få noget konstruktivt. Noget der kan skabe arbejdsglæde blandt folk! Det er ikke nok med at sige, at man vil gøre alt for os – løft lidt af byrden fra skuldrene. På rette sted bør man notere sig de helsingørske skibsværftsarbejderes nervøse reaktion, der gik ud over de forkerte – som hunden, for at bruge Buddhas lignelse om mennesker man har trængt op i en krog – der bider stokken og ikke manden, der fører den.

Orbiter

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 1 / 6. årgang / 23. januar 1978

Fiasko for Schlüters Moskva-safari

21. november 2008 15 kommentarer

Fiasko for Schlüters Moskva-safari

Det mest positive der kan siges om statsminister Poul Schlüters (C) nylig afsluttede rejse til Moskva, må vel være, at han ikke, som det ellers er sædvane når danske ministre rejser ud, forærede værtslandet nogle hundrede millioner i såkaldt ulandsbistand.

Bortset fra dette enkeltstående lyspunkt må turen til Rusland betegnes som en total fiasko. End ikke en enkelt udrejsetilladelse til en dansk gift sovjetborger lykkedes det Schlüter at få magthaverne i Kreml til at underskrive. Handelsmæssigt var safarituren også en dyr oplevelse. Ganske vist blev der indgået handelsaftaler om dansk eksport for 90 millioner kroner, men samtidig blev Danmark prakket for 120 millioner kroner russiske varer på. Altså et underskud på ca. 30 millioner kroner.

Hvor er logikken?

Det er meget svært at se logikken i den udenrigspolitik, regeringen fører. I EF, FN og andre internationale forsamlinger optræder Danmark stærkt fordømmende overfor et vestligt orienteret land som Sydafrika. Dagen efter står Danmarks statsminister respektfuldt og bukker for de ledere i Moskva, der blæser på alt, hvad der hedder menneskerettigheder, samtidig med at de myrder løs i Afghanistan.

Lille Danmark kan naturligvis ikke ændre forholdene i hverken Sydafrika eller Rusland, men vi skal heller ikke være hyklere og gå Moskvas ærinde.

I øvrigt er det påfaldende, så ivrige danske regeringer altid bliver efter at optræde på de skrå brædder i udlandet, når de ikke længere magter problemerne herhjemme.

Efter julepakke, påskepakke og kartoffelpesten er det forståeligt, at ingen herhjemme står i vejsiderne og vifter med små dannebrogsflag, når statsministeren passerer.

Det gjorde man i Moskva, hvor rørende…

Helge Dohrmann

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 39 / 14. årgang / 14. november 1986

%d bloggers like this: