Arkiv

Posts Tagged ‘Danmarks gæld’

Schlüters sandhedsflugt

26. august 2012 17 kommentarer

Schlüters sandhedsflugt 

Sætter man sig ind i de sidste to års udvikling, får man myrekryb over Poul Schlüters (C) selvforherligende tomme fraser om, hvor meget lettere det er blevet at være dansker på grund af firkløverregeringen (V, C, CD og KrF, red.). Hvad den sådan rent konkret har foretaget sig omtales ikke.

Men vi får da at vide, at “engang i 90´erne” afdrager vi den sidste krone på milliardgælden. Det var det, som Per Hækkerup (A) for 18 år siden daterede med fuld sikkerhed til “engang i 70´erne”. Dengang var gælden 6 milliarder og årsunderskuddet 1. Nu er gælden 201 milliard kroner og underskuddet 15.

Hvornår tør Danmarks Radio?

Om fortiden siger Schlüter:

Det er jo næsten forbryderisk, at man de sidste ti år har uddannet et tusindtal akademikere og andre med nærmest statsgaranti for arbejdsløshed.

Det var faktisk et hovedpunkt på Z-gruppens sommergruppemøde i 1974, hvor vi påpegede, hvad der skulle ske. Og det blev vi ved med år efter år. Men alle de andre – også daværende folketingsmand, Poul Schlüter, – stemte imod vore mange forslag.

Hvornår tør Danmarks Radio lade Matador- og Poul Hammerich-serierne afløse af konkret vælgeroplysning om hvad, hvilke partier har stemt for igennem de 24½ år, hvor Folketinget ødelagde Danmark?

Så vil det blive afsløret, at firkløveret og socialdemokraterne hele tiden har været og stadig er to alen af præcis det samme usmagelige stykke.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 9 / 13. årgang / 1. marts 1985

Socialdemokrater og finanslov

24. juni 2012 Skriv en kommentar

Socialdemokrater og finanslov

Den nuværende generation af topsocialdemokraters politik har ført til kæmpe arbejdsløshed, enorm valutagæld, meget høj rente, rekordskattetryk, statsunderskud (en snes milliarder) og alt for lav folkepension. Enhver må kunne se at de mennesker, der har ført denne politik ikke evner korrekt at vurdere samfundsøkonomiens sammenhænge.

Derfor ville det være urimeligt at lægge vægt på det, ledende socialdemokrater siger, når de udtaler sig om Fremskridtspartiets 800 ændringsforslag til finansloven.

Sandheden er, at en vedtagelse af forslagene over kort tid vil fjerne arbejdsløshed, valutaunderskud, lave obligationskurser og størstedelen af inflationspengeforringelsen. Derudover lempes den urimelige indkomstskat, der ikke svarer til tidens krav allerede i år, så den skattefri bundgrænse bliver 21.000 kroner, medens bundgrænsen bliver 60.000 kroner i 1977. Folkepensionen stiger til 23.400 kroner (46.800 kroner for et pensionistægtepar), og der kommer orden i statens finanser.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 7 / 4. årgang / 8. april 1976 

Tiden arbejder for Fremskridtspartiet

1. maj 2012 4 kommentarer

Tiden arbejder for Fremskridtspartiet

Uretten kan ikke bære et nederlag! Og det er uretten, der præger det danske folketing.

Vi må kende vores besøgelsestid, for tiden er med os. Og kun hvis vi svigter ideologien og de sunde tanker, Fremskridtspartiet er bygget op på, vil vælgerne svigte os. Og derfor skal vi stå fast.

Kompromis – mellemting er ”noget bras” – for at benytte et statsministerudtryk (Poul Schlüter, C, red.). Vi skal ikke være kompromissøgende – tværtimod –, for det vil være farligt ikke mindst på det økonomiske område. Vi vil – ved for en hver pris at søge kompromis – kompromittere os, og denne kompromispolitik vil igen ende i alles kamp mod alle – netop den situation Danmark befinder sig i.

Samfundsøkonomisk skal fanen holdes højt. Vi har alt for længe hørt på Keynes og Gallbraiths letsindige principper. Følgen er blevet gældsætning og økonomisk morads for både de enkelte og fællesskabet.

Den økonomiske frihed – liberalismen – må frigøre sig, fra det socialistiske vildnis vi er langt inde i.

Rundt omkring os præger nye principper – fremført af den internationale finansekspert Lafall – udviklingen og fremgangen. Se blot på Japan, USA og England! Dem må vi lære af.

Principperne er:

  • Skatterne fjernes eller holdes på et lavt niveau. Virksomhederne og de enkelte mennesker får lov til at beholde indtjening og overskud.
  • Pengene vil efter god forretningsskik blive investeret i nye arbejdspladser, der sætter yderligere gang i erhvervslivet, produktudviklingen og eksporten.
  • Det vil overalt tjenes sunde penge, – penge der ligger en produktion og værdiskabelse bagved. Og der vil blive et sundt forbrug på baggrund af velstand i stedet for et forbrug, der modsvarers af oppustede, fiktive værdier og gældsættelse af befolkningen og samfundet.

Hvis ikke vi finder ud af det, forarmes landet, og vi ender i økonomisk trældom og politisk forvirring.

A. Th. Riemann

PS. Læs Guy Sormans nye bog ”Den liberale løsning”.

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 1 / 15. årgang / 16. januar 1987

Det bør være lovligt at arbejde

15. april 2012 3 kommentarer

Det bør være lovligt at arbejde 

Forbud imod overarbejde og ekstra arbejde.

Det er planer, som dele af fagbevægelsen og en del socialdemokratiske politikere i disse tider fremturer med. Man påstår at ved at gøre det ulovligt at lave en ekstra indsats, løses arbejdsløsheden. Det var fra samme sted, at man i sommerens løb ville forbyde unge studerende og andre unges mulighed for at tjene en sum penge til studier og private gøremål. Da var det også i overbevisningen om, at ville klare arbejdsløsheden.

Man tror, at tvang og ensretning i bedste socialistiske stil vil løse problemerne. Metoden er blevet prøvet i Østeuropa, og vi skal i vesten nu betale for deres mislykkede socialistiske eksperiment.

Det ville være en skændsel, såfremt det bliver gjort strafbart at yde en ekstra indsats – det er tilstrækkeligt, at folk flåes af skattesystemet og endvidere risikerer dagpengekarantæne ved lidt ekstra arbejde.

Danmarks gældsproblemer skal løses ved, at folk yder en ekstra indsats, og øget produktion vil også give flere arbejdspladser.

Et af Fremskridtspartiets politiske hovedmål er kampen for den personlige frihed. Det er den frihed, som socialisterne ønsker at indskrænke mest muligt. Desværre har de ikke lært af Østeuropas triste erfaringer med det socialistiske tvangssamfund.

Fremskridtspartiet vil gerne medvirke til at løse arbejdsløsheden, men det bliver aldrig via forslag, som forbyder folk at yde en ekstra indsats, men via forslag, som gør det attraktivt.

Johannes Sørensen

Landsformand 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 1 / 20. årgang / januar 1992

Om Fremskridtspartiets indflydelse

9. april 2012 3 kommentarer

Om Fremskridtspartiets indflydelse 

I tiåret 1965 til 1975 voksede det offentlige forbrugs andel af varer og tjenester. Siden 1975 er denne udviklingstendens brudt, idet den offentlige forbrugsandel har været stort set konstant i årerne 1975 til 1978.

Sådan står at læse på side 259 i finansministerens Budgetredegørelse 1979.

Når man læser videre, får man konstateret, at med SV-regeringens dannelse mistede Fremskridtspartiet indflydelse. Det offentlige forbrug eksploderede. Der nævnes følgende vækstprocenter fra 1978 til 1979:

Fritids- og voksenundervisning 16 %
Miljøbeskyttelse 14 %
Idræts og fritidsfaciliteter 12 %
Teater, film, musik m.v. 10 %
Rekreative områder og skov 9 %
El-forsyning 9 %
Dagforanstaltninger for børn og unge 9 %
Bistand til ældre 8 %
Kollektiv trafik 7 %

Alt sammen dejlige områder. Men Danmark har simpelthen ikke råd til det. Der er langt mere presserende opgaver, som skal løses herunder, at skabe orden i dansk samfundsøkonomi. At fortsætte med at låne, låne og låne ender i en katastrofe.

Tværtimod skal vi sørge for at opnå overskud overfor udlandet, så vi kan tilbagebetale den allerede opståede gæld. Den eneste vej hertil er, at vi alle slider hårdt i det for et styrket Fremskridtsparti.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 11 / 7. årgang / 25. juni 1979

Hvem tilkommer afgørelsesretten?

16. januar 2012 4 kommentarer

Hvem tilkommer afgørelsesretten? 

I moderne tid skal der hver dag træffes snesevis af millioner af afgørelser i Danmark. Hvis der ikke træffes nogen afgørelse i et anliggende, er det i og for sig også en afgørelse, der ofte vil påvirke udviklingen mindst lige så kraftigt, som hvis der direkte var blevet besluttet noget.

For så vidt angår afgørelserne med noget længere rækkende betydning er der naturligt nok ganske kraftige politiske diskussioner om, hvem af de 5,1 millioner danskere der skal bestemme (for så vidt der ikke er tale om nogle af de stadig flere områder, hvor det gældssyge Danmark reelt har pantsat beslutningsretten til udlændinge).

Her har vi det helt principielle problem, som er afgørende for mangfoldige politiske enkeltemner.

David Rehlings naturfredningsdebat drejer sig eksempelvis ikke om forurening og miljø. Den angår dybest set spørgsmålet om, hvorvidt tidspunkt og omfang for eksempel gylleudkørsel fra enkelte landbrugsbedrifter skal tilrettelægges af landmanden eller en offentlig myndighed.

Den herskende klasse der dominerer fjernsyn, radio, aviser, organisationer, ministerierne, Folketing og domstole (rækkefølgen er ikke tilfældig) vil absolut have, at styring og kontrol skal ligge hos embedsmændene.

Fremskridtspartiet er ene om den personlige friheds  standpunkt nemlig, at afgørelsen oftest skal ske hos den enkelte ejer af virksomheden og den ejendom, som tingene drejer sig om.

Til festbrug kan man nok høre repræsentanter for partiet Venstre o.l. forfægte noget lignende, men det eneste der tæller er, at når der skal stemmes i folketingssalen, er disse uheldige helte  altid at finde på det sted, hvor medievinden i øjeblikket blæser kraftigst.

Og det vil den så at sige altid gøre til fordel for, at det er det offentlige, der skal have bestemmelsesretten således, at landbrugerens, fiskerens og erhvervsmandens og ejendomsejerens vilje sidder i kontorchefens bukselomme.

Jeg nævnte som eksempel den igangværende miljødebat, men kunne lige så godt have omtalt spørgsmålene om flygtninge, om redigeringen af statens fjernsyn og radio, om skoler, om private sygehuse, om asbest, og genteknologi, om ØD, om produktionssammensætninger og om et væld af andre områder. Nært beslægtet med denne problemstilling er, om man i Folketinget økonomisk via tilskuds– og skatteregler tilvejebringer den tilstand, at det er liv eller død for den enkelte næringsdrivende, at han opfører sig, som det kræves af finakademikerne, der er så umådeligt kloge udi egen indbildning.

Det er helt fundamentalt afgørende i denne konflikt kraftigt at styrke Fremskridtspartiet. Får de onde kræfter lov til at tilkæmpe sig endnu mere magt, vil det totalt kvæle frihedens livsform, som i praksis har vist sig, at være alt andet særdeles overlegent. Både hvad angår menneskelig trivsel og lykke og i henseende til at skabe økonomisk velstand, rigdom og velfærd.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 18 / 15. årgang / 22. maj 1987

Fremskridtspartiets advarsler er ikke ubegrundede

30. december 2011 34 kommentarer

Fremskridtspartiets advarsler er ikke ubegrundede

I de sidste 20 år har Fremskridtspartiet advaret mod ikke at bruge mere end vi tjente – nøjagtigt som i en ganske almindelig privat husholdning. Men flertallet har jo ikke været de allerbedste til at lytte, og derfor er vor samlede gæld nu over 700 milliarder kroner, og vi skal til næste år betale ca. 65 milliarder kroner i renter af den gæld.

Det er en meget stor og betydelig post ud af en driftsramme på ca. 300 milliarder kroner, og hvis vi skal sammenligne renteudgiften med nogle få ting, så kan vi sige, at i personskatter får staten 81,5 milliarder kroner ind. Det vil sige, at da Fremskridtspartiet gik ud og sagde, at vi godt kunne undvære de personlige skatter til staten, så hånede alle os, men det er faktisk korrekt.

Hvis vi ikke havde haft den kolossale gæld, så kunne vi på nuværende tidspunkt næsten have afskaffet personskatten til staten. Vi kunne faktisk også fordoble folkepensionen med det beløb, vi i dag betaler i renter. Derfor har Fremskridtspartiets gentagne advarsler altså ikke været ubegrundede.

Skuespillet

Alvorligt sagt så synes jeg også, at vi skal have det lidt komiske med – nemlig skuespillet omkring Finansloven. Alle I, der læser bladet her, husker sikkert i sommer, hvor loven blev fremlagt, at fx Venstre og de konservative havde lange læserbreve i aviserne om, hvor uansvarlig Finanslovsforslaget var. Jeg henviser her bl.a. til en avisartikel i Jyllands-Posten, hvor både Venstre og konservative sagde, at der skulle spares 21 milliarder kroner, for at de kunne stemme ja til Finansloven. Samme udsagn fik vi fra begge partiers landsmøder, hvor hovedtemaet var, at regeringens (A, B og Centrum Demokraterne (D), red.) forslag var uansvarligt, og at de to partier ville have mærkbare besparelser, og de kom med skarpe trusler om, at de ville stemme imod Finansloven.

Det fik de to partier megen Tv-dækning på og megen spalteplads i aviserne. Vi andre, som har været på Christiansborg i flere år, vi kender jo systemet og ved, at det kun var skuespil og teatertorden, og da det kom til stykket, ville de jo falde til patten, som de havde gjort alle de andre år, og det skete selvfølgelig. Både V og K – som i efteråret for op som raketter – faldt ned som lam og stemte ja til Finansloven med ca. 30 milliarder kroner i underskud. Det vil sige, at vi har endnu et år, hvor gælden stiger voldsomt – den gæld som altså skal betales fremover, og da er det, at vi ansvarlige politikere spørger os selv:

Ja, men når vi nu får at vide gang på gang, at vi har opgangstider i Danmark, at det faktisk går fantastisk godt, og at der mange steder er flaskehalsproblemer – altså mangel på arbejdskraft – når vi så ikke engang i gode tider kan betale af på vores gæld og ikke engang kan betale vort eget forbrug, hvornår vil vi så være i stand til det?

Et rekordår

Danmark har haft rekordår for vort landbrug dvs. en god høst og deraf en meget stor animalsk produktion. Vi har haft kæmpe gode olieindtægter, ingen naturkatastrofer, men hvis det skulle ske, at vi fik to tørre somre, hvor afgrøderne faldt med 50 %, så var vi virkelig ude i en katastrofe, som sagde spar to til alt andet.

Det er det, Fremskridtspartiet synes er så uansvarligt. At de andre partier er så egoistiske, at selv i de gode, fede år, som Vorherre har givet os, der bruger vi bare løs af fremtidens indtægter og tror, at træerne vokser ind i himlen. Det er jo ikke sikkert, at de gør det. Derfor var det vel godt med et forsigtighedsprincip. Regeringen bruger tit ordet ”bæredygtighed” om ressourcerne. Det vil sige, at man ikke må forbruge mere, end der skabes. Det eneste område hvor regeringen og altså heller ikke V og K bruger bæredygtighedsprincippet er, når det er økonomien, det drejer sig om. Derfor stemte Fremskridtspartiet nej til Finansloven. Den er uansvarlig og forværrer blot udsigterne til at få balance på budgetterne fremover.

Men i øvrigt godt nytår.

Aage Brusgaard

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 1 / 24. årgang / januar 1996

%d bloggers like this: