Arkiv

Posts Tagged ‘danmark økonomi’

Er pråsen ved at gå op for Venstre?

17. september 2012 7 kommentarer

Er pråsen ved at gå op for Venstre?

Gennem årerne har Venstre i Folketinget ligget under for alskens erhvervsorganisationers pression. På ordre fra Håndværksrådet, Landbrugsrådet, Industrirådet o.s.v. har partiet stemt for erhvervstilskud i massevis.

I de sidste 13 år har Fremskridtsfolk i indlæg efter indlæg påvist, hvor nærsynet dette har været.

Som den tålmodige lærer glæder sig, når pråsen omsider går op for den tunge elev, frydes vi Z-folk derfor over følgende 14 punkter i “Børsen”:

1. Erhvervsfremmeordningerne bør gradvis omlægges, så der anvendes færre midler til finansieringsstøtte og traditionelle anlægsprojekter, og til gengæld flere midler til forskning, uddannelse og indførelse af ny teknik i produktionen.

2. De mange forskellige ordninger bør samles i nogle få effektive ordninger. Administrationen skal forenkles af hensyn til brugerne.

3. Der skal satses mere på en iværksættelses politik med henblik på etablering af nye virksomheder.

4. Der skal sættes massivt ind på at fremme softwareprojekter (dvs. udvikling af Edb-programmel).

5. Generelt skal erhvervsstøtten gøres mindre selektiv. Der skal satses mere på de generelle virkemidler.

6. Venstre afviser at lade staten støtte nogle på forhånd udpegede teknologiske vækstbrancher (vinderstrategien). Denne strategi lider af mindst to svagheder: Risikoen for at udpege de forkerte vindere og det offentlige bureaukratis langsommelige omstilling til hastigt skiftende teknologiske vilkår.

7. Alternativet er en markedsbaseret strategi, hvor det offentliges rolle alene er at smøre markedsmekanismen, så den fremmer en vækstproces.

8. En vis erhvervsfremmende indsats kan være nødvendig på kort sigt. Men ordningerne skal være midlertidige og afvikles hurtigst muligt.

9. Direkte støtte til private virksomheder er farlig af mange grunde. Subsidier til nogle virksomheder betales blot af andre virksomheder i form af højere omkostninger.

10. Der er en risiko for, at støtten omsættes i højere omkostninger fremfor i bedre konkurrenceevne.

11. Støtte til udvalgte brancher vil altid medføre tilfældige afgrænsninger og tendens til konkurrenceforvridning.

12. Statslig støtte til erhvervslivet vikler virksomhederne ind i et net af reguleringer og kontrol friheden undermineres gradvist.

13. Erhvervsstøtteordninger er ikke til at komme af med igen. De virker som afhængighedsskabende narkotika, fordi visse virksomheder og erhvervslivets organisationer indretter sig på dem og til en vis grad lever af dem. Derfor er det farligt at indføre nye støtteordninger, og derfor er det en stor opgave at indskrænke omfanget af den bestående erhvervsstøtte.

14. Venstre er tilhængere af den frie markedsøkonomi. Vi tror på, at den frie konkurrence og selvhjulpne virksomheder sikrer forbrugerne de bedste produkter til de fordelagtigste priser. Det langsigtede mål bør derfor være helt at afvikle den direkte statslige støtte til erhvervsvirksomhederne. I takt med afviklingen af erhvervsstøtten skal beskatningen af virksomhederne lettes tilsvarende. Filosofien skal være, at virksomhederne skal have lov at beholde en større del af deres indtjening, så de selv kan finansiere det nødvendige forsknings- og udviklingsarbejde”.

Fortsat risiko

Selvfølgelig er risikoen stadigvæk stor for, at næste gang et stålvalseværk eller en landboforening vil have statspenge, vil Venstre på ny dumpe i det kortsynede stemmekøbs-hul og stemme ja. Lad os derfor skynde os at glæde os over den omvendte synder, så længe glæden kan nydes uden bitter smag i munden.

Men det er nu alligevel en million gange sikre at krydse Z end at løbe risikoen for en V-stemme, der meget vel også i fremtiden kan vise sig at være spildt for den vælger, der ønsker et selvhjulpent – og dermed stærkt – dansk erhvervsliv.

Børsen og

Mogens Glistrup 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 40 / 12. årgang / 16. november 1984

Opsvinget soldet op

6. december 2011 14 kommentarer

Opsvinget soldet op

Regeringen (A og B, red.) har soldet opsvinget op. Med den yderste venstrefløj er regeringen blevet enig om at ramme danskeren på pengepungen med nye afgifter i milliardstørrelsen. Og ikke nok med det: Finansminister Mogens Lykketoft (A) har allerede bebudet indgreb i borgernes økonomi i forbindelse med efterårets finanslovsforslag.

De indgreb – der allerede er opnået enighed om – omfatter følgende:

  • Biler bliver dyrere. Det gælder især varevogne og særligt benzinforbrugende biler.
  • Afgiften for privat kørsel i varevogne forhøjes med 5.000 kroner årligt. Samtidig indføres en indeksering af afgiften med en årlig forhøjelse på 1,5 %.
  • Registreringsafgiften ændres fra en styk-afgift til en afgift efter værdi.
  • Vægtafgiften gøres miljøafhængig.
  • Fradraget for air bags nedsættes fra 9.000 til 2.300 kroner. Samtidig indføres der en speciel afgift for biler uden air bag.
  • Passagerafgiften på udenrigsfly sættes op fra 65 til 75 kroner og indføres på indenrigsfly.
  • Tinglysningsafgiften forhøjes fra 700 til 1.200 kroner.
  • Priserne for transport i visse busser og tog nedsættes med 10 %.

I en kommentar til indgrebet siger Fremskridtspartiets finansordfører, Kim Behnke:

– Regeringen fortsætter fuldstændig uhæmmet med at pålægge befolkningen nye skatter og afgifter. Dens appetit på skatteydernes penge er umættelig. Opsvinget er soldet væk. Det, der kunne være blevet Danmarks chance er bl.a. brugt på kolossale anlægsinvesteringer, på flygtninge og indvandrere og til et kolossalt overforbrug i den offentlige sektor. I stedet burde regeringen have foretaget de nødvendige besparelser. En sådan politik er desværre ukendt for regeringen, siger Kim Behnke og fortsætter:

– Med de nye indgreb rammer man igen mobiliteten på arbejdsmarkedet. Masser af mennesker i de tyndt befolkede områder er afhængige af en bil bl.a. til og fra arbejde. De skal nu til at betale endnu mere for at passe deres job, som de også brandbeskattes af.

Afgiften på flyrejser rammer specielt erhvervslivet. Konsekvensen vil blive, at færre tager flyet, og derfor vil miljøbelastningen pr. passager blive større.

En forhøjelse af tinglysningsafgiften er også grotesk. Det er netop blevet dokumenteret, at staten tjener tykt på at folk handler bolig. Udgifterne hertil er langt højere i Danmark end i de fleste andre lande. Men hvad gør regeringen? Den sætter tinglysningsafgiften op, hvor den burde gøre det modsatte.

Regeringens påståede gulerod er så en nedsættelse af billetprisen i bus og tog. Konsekvensen heraf er, at den offentlige trafik får et endnu større underskud – et underskud der også skal hentes hjem fra skatteydernes lommer. Også derfor hænger tingene ikke sammen, siger Kim Behnke.

Fremskridtspartiet er modstander af disse indgreb. Vi ønsker i stedet opfattende besparelser, udliciteringer og privatiseringer. De skal danne basis for afdrag på gælden og skattelettelser. Der er råd til at gennemføre Fremskridtspartiets politik, men det kræver unægtelig, at der gennemføres en helt anden politik end regeringens. Lykketoft & Co. har hverken evnen eller viljen til at gennemføre de nødvendige besparelser.

Og det har de ikke, fordi Socialdemokratiet pr. definition ønsker alt styret og reguleret ned i mindste detalje. Det skaber kun ulykker og mismod. Derfor kan man med fuld ret betegne regeringen som befolkningsfjendsk.

Også af den grund er det en hovedopgave for Fremskridtspartiet at befri Danmark for den nuværende regering. Derfor kan man være helt sikker på, at regeringens forskellige raids mod befolkningens pegepung vil blive husket til den valgkamp, der dag for dag nærmer sig, fastslår Kim Behnke.

Rex og

Kim Behnke

Pressemeddelelse

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 5 / 25. årgang / maj 1997

Krakker verdensøkonomien?

26. maj 2011 1 kommentar

Krakker verdensøkonomien? 

Til den industrialiserede verdens plager – truslen om en atomkrig, den globale forurening og ulandenes foruroligende befolkningstilvækst føjer sig nu en ny bekymring: Muligheden for at verdensøkonomien bryder sammen i et gigantisk krak!

Midt i tyverne udgav den russiske økonom N. D. Kondratieff i Berlin bogen ”Die langen Wellen der Konjunktur” – en langsigtet prognose for de verdensøkonomiske sammenhænge. Han blev hurtigt erklæret for bindegal – som Oswald Spengler, der en halv snes år tidligere havde udsendt sit værk ”Vestens Undergang”, hvor han bl.a. påstod at Rusland, som på dette tidspunkt var svækket af krigen, ludfattigt og endnu rystet af revolutionen – ville blive en dominerende verdensmagt.

Spengler havde med belæg i historien hævdet, at kulturer opstår, modnes, blomstrer og visner bort. Og nu – mente han –, var det vores kultur, der befandt sig i slutningsfasen. Kondratieff mente, at det samme gjorde sig gældende i verdensøkonomien. Han sagde, at den bevægede sig i en cyklus på omkring 55 år, der kan inddeles i sinusformede bølger med op- og nedgangskonjunkturer.

De gamle pessimister blev hurtigt glemt, men i de senere år er man atter begyndt at interessere sig for dem. Som naturligt er, når det opdages, at de havde ret i mange af deres spådomme.

Ifølge Kondratieff var medgangsbølgen begyndt omkring 1920. Det var en grim ting at sige i det nye Sovjet Rusland og medførte hans deportation til Sibirien, hvor han forsvandt. Han oplevede ikke at se sine teorier blive virkeliggjort, men det gør vi!

I bogen siges, det at varepriserne begynder at falde dramatisk samtidig med, at arbejdsløsheden stiger i midten af tyverne. Han forudså at i slutningen af dette årti eller i begyndelsen af trediverne, ville der komme sammenbrud, som udløste depression, konkurser og videre øgning af arbejdsløsheden. Denne tilstand sagde han ville vare en halv snes år og så afløses af begyndende højkonjunkturer. Det slog til. Wall Street krakkene i 1929 rystede hele verden, og trediverne blev en barsk tid for de fleste mennesker.

Efter 2. Verdenskrig bevægede ”bølgen” sig atter opad – til 1973, hvor varepriserne atter begyndte at falde, arbejdsløsheden steg og blev yderligere forstærket af oliekrisen. Det var bogstavelig talt helt efter bogen og passede perfekt ind i de tre foregående cyklusser – adviserede således om begyndelsen på den næste nedgangsbølge

Siden 1974 – skriver Christopher Samuelson fra Valmet International Finansiel Times –, har verdens fondsmarkeder oplevet en utrolig opgangsperiode.

I 12 år er priserne uophørligt steget. Dow Jones Index er eksempelvis gået fra 572 til næsten 2.000 – FT Index (Financial Times) fra 146 til 1425! Et sådant opgangsmarked passer eksakt ind i mønsteret for tidligere perioder og varsler panik og sammenbrud. Det er almen bekendt, at der så at sige overalt i den industrialiserede verden er alt for store udlån. Den 3. Verden har i dag en gæld til industrilandene på omkring 1.000 milliarder dollars. Til at gøre dette utrolige tal forståeligt kan anføres, at USA´s statsgæld – et af de største i dets historie – i 1986 udgjorde godt 172 milliarder. Derfor anser en del økonomer, at et gigantisk økonomisk krak kunne ødelægge verdensøkonomien totalt, hvis en af de store gældsplagede nationer i den 3. Verden en dag erklærer, at den hverken kan eller vil betale sine gældsposter og følges af andre i samme situation. De mener, at en sådan handling vil udløse panik på de internationale børsmarkeder og vover endog det gæt, at nedgangen baseret på tidligere erfaringer kunne ligge på 80 %. Den gamle talemåde om ”så sikkert som fast ejendom” duer ikke mere. Priserne falder i deflationsperioder, og nedgangen er allerede begyndt i USA, hvor jordværdien er faldet drastisk. Der er hen ved 20 milliarder uerholdelige fordringer på landbrugsgæld, som nu må afskrives. I 1985 krakkede 120 amerikanske banker, og i 1986 var der 82, som lukkede. Årsagen var næsten altid udlån med fast ejendom som sikkerhed. I England er jordpriserne fra midten af 1985 til udgangen af 1986 faldet med ca. 40 %.

Både i Europa og i USA har banker og kreditforeninger overbelånt fast ejendom og ydet meget store energilån og forretningskreditter. Protektionisme begynder både i Europa og i USA, – en truende handelskrig mellem EF og USA er stadig en mulighed. Mellem USA og Japan har der været store økonomiske uoverensstemmelser.

Hvorledes man bedst sikrer sin kapital i disse tider, er eksperterne uenige om, men aktiekøb tilrådes ikke.

Claus Frost-Hansen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 10 / 15. årgang / 20. marts 1987

Bundløs gæld truer Danmarks fremtid

24. maj 2011 3 kommentarer

Bundløs gæld truer Danmarks fremtid

Vi reddes alene i land af øget produktion.

Men den får vi kun, når mindre skatter gør det fornuftigt at knokle løs.

I stedet har de gamle partier misbrugt vælgernes tillid ved bestandig at lade skatter og gæld vokse i stadig vildere tempo.

Kun gennem et stort Z-valg forskrækkes de til at handle mere fornuftigt. Sådan gik det i 1973, 1975, og 1977. Sådan kan det gå igen i 1987.

Men det er op til hver eneste vælger – hver for sig – at vække de andre med et Z.

Vis dem Fremskridtsvejen.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 19 / 15. årgang  / 29. maj 1987

Grønland – forbudt emne?

15. april 2011 3 kommentarer

Grønland – forbudt emne? 

Det er typisk for vor tid, at vi i dag offentligt drøfter emner, man før i tiden aldrig ville have berørt. Frejdigt fortæller man omverdenen om sit kønsliv. I kirkerne præsenterer præster deres valgprogram, og i Danmarks Radio kunne man for ikke så længe siden høre en ung mands mening om tyveri som en simpel menneskeret. Han stjal, hvis jeg husker ret, for ca. 5.000 kroner om ugen.

Tilsyneladende kan man tale om alt, men det er nu ikke tilfældet. Visse emner er tabu – oven i købet strafbare. Hvis nogen tror, at demokratiet sikrer ytringsfriheden, ja endog forpligter borgerne til at sige deres meninger, så har de misforstået noget. Eller også har vi ikke mere demokrati hertillands. Ikke desto mindre – efter at OECD har konstateret, at af 27 industrinationer ligger vi i bunden med hensyn til økonomi, må det være enhver borgers simple pligt at anvise vore kloge, men åbenbart blinde politikere muligheder for at spare. Til gavn for landets indbyggere og statens økonomi.

Reelt siver ca. 15-20 milliarder danske kroner ud af landet til fremmede og i det store og hele uvedkommende lande årligt. Vrøvlet om at ca. 60 % vender tilbage, fordi disse lande køber varer hos os er naturligvis vrøvl, for de varer vi leverer, kunne vi sælge til reelle købere. Det er, siger nogle, FN som pålægger os denne økonomiske byrde som vi, dvs. nogle politikere har accepteret. Nuvel – denne accept må de damer og herrer så tilbagekalde – med henvisning til Danmarks ubestridelige ringe økonomi, som selvsagt også annullerer fraserne om at være et af verdens rigeste lande. Intet menneske – eller land – er rigt, hvis det hele tiden skal låne til dagen og vejen.

Men lad os videre se på et andet tilfælde.

I ca. 200 år var Grønland en dansk koloni, og det kom ikke grønlænderne til skade – tværtimod. Danmark opførte sig stik modsat de store kolonimagter, som slæbte enorme rigdomme hjem til moderlandene. Belgien lukrerer såmænd stadig på fortiden i Congo, medens det tidligere koloniområde er ved at gå til i sult og nød, fordi man intet gjorde for at udvikle befolkningen og landet. Det Danmark fik ud af Grønland kan – så at sige – ligge på en trækvogn set i relation til de milliardværdier, Danmark investerede. Det kan man ikke mindst takke Den kgl. Grønlandske Handels arbejde fra 1774 og op til vore dage for. Danmark har bygget Grønland op, sørget for skoler og lærere, hospitaler, læger og sygeplejerske. Der er rejst bygninger, bygget veje og etableret tekniske installationer. Unge grønlændere er kommet på studieophold i Danmark.

Det er næppe overdrevet at sige, at hver eneste af de ca. 51.000 grønlændere har fået omkring 5 millioner i dåbsgave af den danske stat.

Indtil 1979 var Grønland en del af Danmark – vort nordligste amt. Dengang ville det have mere end upassende at minde grønlænderne om, at de var et dyrt bekendtskab. I realiteten var der jo tale om en slags egnsudvikling.

Siden Hjemmestyret indførelse i 1979 har forholdene imidlertid ændret sig radikalt. Trods det at Danmark fortsat yder milliardtilskud hvert år, får vi hele tiden mindre at skulle have sagt i det såkaldte Rigsfællesskab.

Udnyttelsen af de værdier der findes i den grønlandske undergrund, og som formentlig på få år kunne få bugt med vor enorme statsgæld, der også er Grønlands, vil man ikke høre tale om.

Grønlændernes holdning overfor danskerne er – mildt sagt – yderst uvenlig. Vi får skyld for den store drikfældighed, volden og identitetskriserne i det grønlandske samfund.

Det er urimeligt!

Der er ikke mange steder på jorden, hvor man kan leve som på oldefars tid, og de færreste ønsker det. Formentlig heller ikke de gamle grønlændere som det tidligere var skik og brug at parkere på indlandsisen for at komme af med dem, når de ikke mere var til nytte i samfundet.

Tiderne skifter og med dem vore levevilkår. Det må vi lære at leve med. Ganske vist siger man, at utak er verdens løn. Men det ville være passende, om det grønlandske hjemmestyre praktiserede lidt af den så meget omtalte solidaritet med Danmark, som har vist Grønland så megen interesse og grønlænderne så megen velvilje!

Intet kæmpemæssigt landområde med en mikroskopisk befolkning og store jordskatte kan forvente, at kunne henligge som et jomfrueligt naturreservat i vor tid – i særdeleshed ikke med en uvurderlig strategisk beliggenhed!

Danmark har en stor arbejdskraftreserve, Grønland har tilsvarende opgaver at løse. Hvornår kommer vi i gang? Til fælles gavn og udbytte.

Claus Frost-Hansen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 25 / 15. årgang / 14. august 1987

Katastrofens måned?

29. august 2010 2 kommentarer

Katastrofens måned?

December 1979 kan blive den måned, hvori folkestyret virker mest landsskadeligt i hele det danske folkestyres 130½ år lange historie.

Sådan går det, hvis det viser sig at den magt, vælgerne 23. oktober gav Anker Jørgensen er lige så stor som hans agt.

Vejen mod Danmarks Afgrund blev bygget med stigende skatter og øget restriktionsbinding af de danskes arbejdspladser. Hjernevaskindoktrineret af de herskende embedsmandsklasser vil Anker Jørgensen nu slukke bålet med benzin og overdænge nationen med endnu højere skattetryk og endnu flere papirformalitetsbindinger af de eneste, som kan hjælpe os væk fra afgrunden – produktionslivets folk.

Det, regeringen (Socialdemokratiet, red.)  kalder den lange løsning er højst en løsning på Socialdemokratiets vanskelighederikke på Danmarks.

Den fallitpolitik, som har ødelagt Danmarks økonomi i mange år, fortsætter nu med at ødelægge endnu mere.

Alle skal nu til at trælle under kraftige byrder – mindre i løn, mere i skat – men det er helt nytteløst. Byrderne bliver båret forgæves som bidrag til en politik, der kun gør ondt værre.

Baggrundene er især to:

  • Regeringen vil gerne hyppe fikse idéer om ØD, værdistigningsafgift og meget mere, som kun bidrager til at forøge arbejdsløshed, valutaunderskud og inflation.

Men finder Anker Jørgensen 89 papegøjer, der efterplaprer, hvad han siger?

De 68 er på plads. Og det er sådan ser i orden. Liste A-vælgerne stemte ikke på Socialdemokratiet, men på Anker Jørgensen. Derfor må vi alle affinde os med, at han ene mand reelt har 69 stemmer. Demokrati betyder jo, at folket har lov til at ødelægge landet og dermed deres egen og deres børns og børnebørns fremtid. Og det var præcis den linje, som blev tilkendegivet ved valget den 23. oktober. Det er en dårlig undskyldning, at det vidste man ikke. I skæbnetimen må alle sætte sig nøje ind i de samfundsøkonomiske sammenhænge og når de ikke gør det, da uden at kny tage skade for hjemgæld. Sådan er folkestyrets filosofi.

Otto Stenholt (grønlandsk folketingsmedlem, red.) er nok også på plads. Blot lovvandalismen får den tillægsparagraf, at den ikke gælder for Grønland. Så får Stenholt nok en passende betaling til sit land. Hvem kan da forlange af ham, at han skal tage hensyn til et helt andet og fremmed land, som Danmark er i forhold til Grønland?

Gallup på månedens første dag vil muligt gøre nogle så valgforskrækkede, at de leverer de sidste 20 mandater.

Men kommer det til at knibe, har Anker Jørgensen jo ministertaburetter at dele ud til for eksempel en SVKR-regering.

Kun ét kan det danske folk være helt sikker på i al denne mistrøstighed: Fremskridtspartiet kan man stole 100 % på – også efter et valg. En liste Z-stemme bliver aldrig brugt til at ødelægge landet. Vi er positive til at stemme ja til selv det mindste Fremskridt. Men når feje krysterpolitikere som sædvanlig ikke tør tage et ansvar for at gøre noget som helst rigtigt, er der som sædvanlig 20 Z-stemmer imod – og Z-ordførere og Z-betænkningsbidrag, der udpenslet forklarer, hvor skidt det går. Ganske som vi nu i snart 9 år har forklaret sandheden til interesse for næsten ingen som helst.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 21 / 7. årgang / 3. december 1979

De skyldige

12. oktober 2008 8 kommentarer

De skyldige

 

Selvfølgelig ved masser af de herskende topfolk, at det er helt forfærdeligt med den multimilliardgæld, som de påprakker den danske fremtid.

 

Men når man fortæller dem, at historien vil dømme dem hårdt, er deres typiske svar (på tomandshånd), at det ikke er historikerne, der skal genvælge dem ved det førstkommende valg, men derimod de vælgerskarer, der hungrer efter flere offentlige tilskud til dem selv.

 

Spørgsmålet er derfor hvem, der gennem vrangoplysning har forkælet og fordummet vælgerne.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 44 / 19. december 1986 / 14. årgang

%d bloggers like this: