Arkiv

Posts Tagged ‘boligejere’

Nye skatter hele tiden

23. juni 2012 216 kommentarer

Nye skatter hele tiden

Regeringen (A og B, red.) har siden 1993 indført nye skatter og afgifter, som betyder, at vi i dag – efter bare 6 år – betaler 100.000 millioner kroner mere i skatter og afgifter. I samme periode er der indført 75 nye skatter og afgifter. Hvis de offentlige udgifter var blevet holdt i ro over de 6 år, så kunne vi i dag have klaret os med f.eks. 15 pct. moms, eller 5 pct. point lavere indkomstskat. Men det seneste år er det med Pinsepakken gået rigtigt hurtigt.

Alene vores boligejere vil komme til at betale 3.300 millioner kroner mere i skat i 1999. Når Pinsepakken er helt gennemført i år 2002 vil boligejerne betale 10.000 millioner kroner mere om året end før Pinsepakken.

En familie som bor i eget hus, har bil og en kapitalpension vil – når Pinsepakken er helt gennemført – komme til at betale 25.000 kr. mere om året i skatter og afgifter. For hele befolkningen er det 22.000 millioner kroner!

Fremskridtspartiet

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridtspartiets nyhedsbrev nr. 1 / 18. marts 1999  

Lykketoft ødelægger muligheden for yderligere rentefald

11. juni 2012 7 kommentarer

Lykketoft ødelægger muligheden for yderligere rentefald

Det er topmålet af dumhed, når landets finansminister, Mogens Lykketoft (A), udtaler, at renten ikke kommer under 7 pct. – siger Fremskridtspartiets finansordfører, Kim Behnke.

Regeringen (A, B, Centrum Demokraterne (D) og KrF, red.) har lovet titusinder af boligejere, at deres økonomi kommer i bedring ved låneomlægning. Mange er i øjeblikket fanget i en blindgyde, eftersom renten er begyndt at stige igen.

Hovedansvaret for den utilfredsstillende udvikling for realkreditobligationerne kan placeres hos Mogens Lykketoft.

Først ødelagde regeringen markedet for realkreditobligationer ved at udstede 7 pct. statsobligationer på et aldeles destruktivt tidspunkt. Investorerne vil selvfølgelig hellere købe statsobligationer med 5,1 million kautionister end realkreditobligationer, hvorfor boligomlægningen gik i stå.

Nu fuldender Mogens Lykketoft sit angreb mod omlægningsbølgen ved at erklære, at renten ikke kommer længere ned end 7 pct. Denne selvopfyldende profeti vil komme til at koste dyrt for de tusinder af boligejere, der har hentet lånetilbud, men fortsat afventer gunstige obligationskurser.

Lykketofts handlinger viser regeringens totale mangel på forståelse for rente- og kursdannelser på et frit marked, slutter udtalelsen fra Kim Behnke.

Kim Behnke

Pressemeddelelse

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 8 / 22. årgang / august 1994

%d bloggers like this: