Arkiv

Posts Tagged ‘Anker Jørgensen’

Fortryder Anker Jørgensen?

6. november 2012 11 kommentarer

Fortryder Anker Jørgensen?

Demokratiets livskraft er størst, når debatterne kan ske for åbent tæppe. Anker Jørgensens hyppige advarsler om faren for demokratiet består ikke i de mange partier – store eller små – men kun i hemmelighedskræmmeriet eller fortielser.

Derfor endnu en opfordring til statsministeren om i fuld udstrækning at debattere landets problemer for åbent tæppe.

I forbindelse med Tv-debatten den 1. oktober havde Billed-Bladet planlagt en artikel om Mogens Glistrup og Anker Jørgensen. Hver især var opfordret til at skrive om modparten.

 

Den 19. september sendte Billed-Bladet følgende brev til Mogens Glistrup:

Kære Glistrup:

Det er med sorg jeg skriver til dig for at fortælle dig, at dit indlæg i sidste øjeblik er taget ud. Efter at Anker Jørgensen havde sagt nej, besluttede bladets ledelse trods alt at droppe sagen, fordi vi ikke må beskyldes for at tage parti. Sådan mener man, det kunne virke på nogle mennesker, hvis vi bragte dit indlæg alene.

Jeg er ked af, at du har ulejliget dig forgæves, men regner med, at vi er lige gode venner af den grund. Hils din kone mange gange.

Venlig hilsen

Leif Kjeldsen

 

Nedenstående gengiver vi den artikel, Mogens Glistrup havde skrevet, idet det dog skal tilføjes, at Billed-Bladet ville have kortet artiklen en smule ned:

Da fremskridtsbevægelsen var spædbarn, kom mange dybt fortvivlede til os og sagde med næsten ens ord: ”Min bedstefar var socialdemokrat. Min far var socialdemokrat. Selv har jeg altid stemt socialdemokratisk. Jeg har aldrig troet, jeg skulle tvivle, men nu kan jeg altså ikke holde det ud længere. Kildeskatten, Rifbjerg og alt det der. Det kan da ikke være socialdemokratisk politik. Jeg kan simpelt hen ikke blive ved mere. Er det mig, der er fej? Er det mig, der svigter? Eller er det Krag og de andre fine?

Samme Jens Otto Krag fortæller ikke om tilsvarende oplevelser i sin offentliggjorte dagbog. Utvivlsomt må imidlertid også han have mødt holdningen og fornemmet dens udbredthed. Derfor var det ikke overraskende at han – der jo ikke længere var nogen årsunge – benyttede først givne lejlighed til at lade sig erstatte af en arbejdsmand. De 13 år med cand. politter som socialdemokratiske partiledere havde kostet dyrt i retning af tabt kontakt med de virkelige samfundsproblemer.

Arbejdsmanden var Anker Jørgensen. Vi fremskridtsfolk modtog ham i største spænding. Skulle han blive med- eller modspiller i vor kamp mod den nye herremandsklasse, som de 13 år havde skabt?

Olympiadetalen

Det første sikre tegn på, hvor det bar hen, var hans olympiade tale. Blot muligheden for offentlige besparelser – den eneste vej at komme ud af skattemoradset på – blev kaldt for ”falsk tale”. Ved enhver olympiade – sagde Anker Jørgensen – sættes nye rekorder, og sådan er også naturloven for hver finanslov. Det offentliges udgifter må nødvendigvis blive større og større.

Hermed var handsken til fremskridtsbevægelsen kastet. Da vi få måneder senere i Gallup-tilslutning var Socialdemokratiets jævnbyrdige, udfordrede vi gang på gang Anker Jørgensen til at komme og diskutere med os. Han undslog sig konsekvent og undtagelsesfrit. Men omsider kom dog en socialdemokrat – Erhard Jacobsen. Med ham dystede vi møde efter møde om sygdomsbærmen i den danske samfundsøkonomi – at stat og kommuner har ladet sine udgifter svulme så stærkt ud over den økonomiske bæreevne.

I løbet af et halvt års tid var Erhard Jacobsen blevet klar over, hvilken vej de stærke befolkningsstrømme bar. På fjernsynsskærmen så vi Anker Jørgensen holde sin ”til venstre for midten-tale”. Direkte kontakt med ham var aldeles uopnåelig. Hans forhold til fremskridtsbevægelsen var blot, at han efter avisernes sigende arbejdede med, om han dog ikke kunne få puttet mig i fængsel.

Men snart skulle han få endnu flere problemer. Den Erhard Jacobsen, der skulle have gjort socialdemokratiarbejdet med at knække Fremskridtspartiet, indgik nu i de manges brigade, der simpelt hen ikke længere kunne bære over deres samvittighed fortsat at slutte op om Socialdemokratiet, som var blevet så totalt ændret siden Staunings og H. C. Hansens dage.

For at knuse oprøreren Erhard Jacobsen, før denne nåede partimæssigt at etablere sig tilstrækkeligt fast, kastede Anker Jørgensen Danmark ud i et valg. Snart stod det klart, at dette stykke partitaktik slog fejl. Befolkningen havde fået nok af socialdemokraternes olympiske rekorder.

Foragt for fair play

Men midt i valgkampen kammede udviklingen over. Anker Jørgensen havde været i Middelfart og talt om Middelhavet. Med socialdemokraternes sædvanlige nævnenyttighed til at ville løse alle andre landes problemer, havde han groft fornærmet olielandene. Det førte nu til boykot af Danmark, og det blev Anker Jørgensens redning. Med suveræn foragt for alle fair play synspunkter og særregler, lod Danmarks Radio nemlig socialdemokraterne – især Erling Jensen – køre en trommeild af valgpropaganda med det hovedindhold, at i en sådan national krisesituation, måtte man da slutte op om regeringspartiet.

Derfor gik Anker Jørgensen ud af valgslaget som nr. 1. Stadig leder af Danmarks største parti. Men det næststørste blev Fremskridtspartiet. Og derfor kunne han nu ikke længere undslå sig for at møde os ved officielle lejligheder.

Første gang, jeg traf ham på tomandshånd, var et par dage efter valget. Da statsministersekretæren viste mig ind, sad han ved et lille bord i et kæmpestort isnende koldt lokale. Menneskekontakten mellem os føltes endnu koldere.  Hans uforstående foragt var tydelig for dette nymodens sammenrend af apolitiske fremskridtsfolk. Også jeg skulle imidlertid sige noget. Jeg kom til at formulere mig på den måde, at jeg nok vidste, at en statsminister fik umådeligt mange tal på sit arbejdsbord hver dag og knapt kunne huske dem alle, men jeg ville dog lige gerne genopfriske hans hukommelse med ét tal, han måske havde glemt, nemlig at vælgerne havde udrustet Fremskridtspartiet med 28 folketingsmandater.

Det skæve smil hvormed han svarede ændrede aldeles stemningen. Det nærmest forårsvarmede. Det udtrykte til 100 %, at jeg da også måtte forstå den knibe, han var i. Kastet ud i at være leder for det parti, som i to generationer havde været den danske arbejders. Og så nu alle disse bryderier fordi andre havde fejlet.

Andres fejl

Siden da har ånden fra den 6. december 1973 altid været det dominerende, når jeg tænker på Anker Jørgensen. Nok har ikke i de knapt tre år vi har haft fælles arbejdsplads én eneste gang villet sludre uformelt med mig. Vi påtrængende fremskridtsfolk skal bestemt ikke tro, at vi er noget – at vi skulle være lige så gode som de gamle. Men selv om han altså dag ud og dag ind passerer forbi mig på Christiansborg uden et ord eller en kommentar til, hvad der er oppe – selv på trods af det, fornemmer jeg altså – ærlig eller falsk – en vis gensidighedens sympati fra december mødets tøbrud.

Men med en enkelt begrænsning: Fra Folketingets talerstol taler man lige ned til ministrene. Nærmest sidder statsministeren. Og normalt virker Anker Jørgensen som den forstående lytter, som det er inspirerende at henvende sig til. Men ikke når K. B. Andersen undtagelsesvis er på visit i Danmark og sidder ved hans side. Han er legemliggørelsen af det inkvisitoriske fremskridtshad. Og påvirkelig som han er af sine nærmeste omgivelser, konkurrerer  Anker Jørgensen med sin udenrigsminister ved de lejligheder om at hidse sig op mod banditten Glistrup.

Ganske oplagt er det skammeligt, at der skal være så elendig en kontakt mellem de to største politiske partier inden for arbejdslivet.

Derfor var den 13. september 1976 en lykkens dag. Anker Jørgensens fok erkendte da omsider, at man ikke får Z-bevægelsen dræbt ved fortsat at lade som om, vi ikke eksisterede. Folkestyre betyder debat. Debat med dem man er uenige med så det folk, der skal styre også kan bedømme de eksisterende opfattelser over for hinanden.

Og selv om vi fremskridtsfolk har svært ved at forstå at 913.155 ved sidste valg holdt fast ved det socialdemokratiske parti, må vi naturligvis respektere det og respektere, at deres politiske leder er Anker Jørgensen. Måtte den seneste udvikling klart konstatere, at han ikke længere til de mindreværdiges kreds henregner de 414.219, som satte deres krydser i den anden ende af stemmesedlen.

Vi er alle sammen mennesker.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 17 / 4. årgang  / 7. oktober 1976

Ankers sande tanker – partisplittelse hos A

13. oktober 2012 1 kommentar

Ankers sande tanker – partisplittelse hos A

Anker Jørgensen har sagt noget klogt om de indre forhold i Socialdemokratiet. De er i al fald ikke bedre end i Fremskridtspartiet, men til forståelsen kan vi Fremskridtsfolk lære noget ved at kaste blikket ind bag naboens vinduer:

”Gruppen i Folketinget virker splittet, fordi den mindste forskel i synspunkter bliver blæst op til den helt store uenighed. I virkeligheden er der ikke tale om nogen splittelse.

Nogle af medlemmerne siger for meget for at gøre sig bemærket. Her må man forstå, at det netop er en del af demokratiet, at den enkelte politiker siger sin mening. Nogen større beherskelse og selvdisciplin var dog ønskværdig.

Den sideordnede opstilling kalder på den enkeltes aktivitet. Det kan være sundt, men det kan også være farligt.

Det bør gælde, at man har en åben debat indadtil, men optræder enig udadtil. Men det er klart, at der i store spørgsmål som eksempelvis EF, atomkraft i et så stort og åbent parti som Socialdemokratiet er forskel på opfattelserne.

Hverken en million socialdemokratiske vælgere eller 66 folketingsmedlemmer tænker ensrettet. Det ville mildest talt også være pinligt, hvis det var tilfældet”.

Dette stod at læse i Aktuelt for 10. februar 1980. Og er jo sådan set blot en uddybning af Øberg-citatet i FREMSKRIDT 1980-3 side 21. Men det var dejligt, om det kunne sive ind i de titusinder, som – midlertidigt (?) – har opgivet Fremskridtspartiet på grund af den tåbelige oppustning af de påståede strammer/slapper-modsætninger.

Fremskridtspartiet

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 6 / 8. årgang  / 14. april 1980

Ingen forskel

25. september 2012 Skriv en kommentar

Ingen forskel 

Kun realitetsforvanskede udenomssnakkere kan hævde, at Poul Schlüter (C) og Uffe Ellemann (V) skulle være mindre socialistiske end Anker Jørgensen og Gert Petersen (F).

Mogens Glistrup 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 23 / 15. årgang / 26. juni 1987

Fuld fart bak!

17. maj 2012 2 kommentarer

Fuld fart bak!

Under en debat med Mogens Glistrup på Østrigsgade Skole den 10. april 1978 benægtede finansminister Heinesen (Knud Heinesen, A, red.) vigtigheden af den arbejdsplads og den valutaindtjening, som Københavns Frihavn udgør i kraft af sin funktion som indfaldsport for Japan-biler til bl.a. EF.

Heinesens partifæller på Københavns Rådhus er dog gået ind for at bevare arbejdspladsen Københavns Frihavn. Statsministeren (Anker Jørgensen, red.) er af EF blevet pålagt at true japanerne med bl.a. bilimportboykot, såfremt Japan ikke vil importere flere EF-produkter.

Har finansministeren og statsministeren gjort sig konsekvenserne af en importbegrænsning klar?  Følgevirkninger som økonomisk ruin for importører og serviceværksteder, nedlagte arbejdspladser og et tab for Københavns Kommune berettede finansministeren nemlig ikke noget om. Han udtrykte blot, at der var vigtigere valutaindtjenende beskæftigelser, men ikke hvilke og hvornår, han ville sætte dem i gang.

Det blev heller ikke nævnt, hvorledes de bilproducerende EF-lande ville godtgøre de tab, som de nævnte indgreb ville påføre Danmark.

P. V. Aagesen

Medlem af Københavns Borgerrepræsentation

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 10 / 6. årgang  / 19. juni 1978

To måder at se tingene på:

8. maj 2012 5 kommentarer

To måder at se tingene på:

Det er besynderligt at se, hvorledes Socialdemokratiet og Fremskridtspartiet ud fra samme målsætning: At gøre det bedre for befolkningen kan komme til de stik modsatte synspunkter om, hvad der skal gøres.

Takket være EF kunne mange danskere dette nytår få champagne og anden mousserende vin til en rimelig pris. Danske socialdemokrater havde været nødt til at fjerne de to ekstra afgifter vi tidligere havde. Dels fordi vinen er mousserende, dels fordi den er aftappet i udlandet.

Lige før EF forsøgte de danske vinhandlere at få regeringen (Socialdemokratiet, red.) til at fjerne den særlige luksus-afgift på mousserende vine, men socialdemokraterne sagde: Nej, er i vanvittige? Vi har lige måttet sætte skatterne op igen og hvad tror i kommunisterne og SF vil sige til, at vi nedsætter prisen på denne overklassedrik?

Det lød jo virkelig socialt: Først lægger man store afgifter på den harmløse og behagelige tilsætning af kulsyre til vin, og så kalder man det asocialt at ville nedsætte afgifterne. Fremskridtspartiets synspunkt er naturligvis dette: Hvorfor i alverden skal fisker Hansen ved Thorup Strand eller landmand Petersen på Lolland ikke kunne servere en flaske mousserende vin nytårsaften uden at ruinere sig, når de året rundt i billedbladene kan se de socialdemokratiske spidser drikke champagne?

Socialdemokratiet: Japan må eksportere mindre.

Fremskridtspartiet: Japan må eksportere mere!

Både K. B. Andersen og Anker Jørgensen har truende løftet pegefingrene: Japan må standse med at sende så mange udmærkede produkter til Danmark, eller falder fars hammer.

Det er udtryk for den fantasiløse opfattelse af økonomien som er Socialdemokratiets og som også giver sig udslag i, at man vil erstatte traktorer med håndskovle for at afhjælpe arbejdsløsheden. Fremskridtspartiets påstand om, at japanerne skal eksportere mere lyder paradoksalt, men hvorfor skulle vi ikke have gavn af det nye Japans mange idéer og store viden, ligesom Japan tidligere har hentet knowhow hos os?  Vist skal Japan eksportere mere og ikke mindre, men den eneste måde de kan komme til at gøre det er ved at importere mere af også danske varer – ellers har vi jo ikke noget at betale deres eksport med!

Japanernes fejl er IKKE, at de vil eksportere deres mange fine produkter til os, men at de laver kunstige told og andre skranker for dansk eksport til Japan.

GATT – Den internationale Told- og Handelsaftale og den konservative Poul Møller er enige med Fremskridtspartiet og uenige med Socialdemokratiet. For nylig udtalte GATT’s  generaldirektør:

Får de protektionistiske kræfter egentlig gennemslagskraft, vil det ramme alle lande hårdt.

Redaktionen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 2 / 6. årgang / 13. februar 1978 

Skatteyderbetalte udenlandsrejser

30. april 2012 2 kommentarer

Skatteyderbetalte udenlandsrejser

Flertallet af de skatteyderbetale udenlandsrejser er overflødige.

Derfra kan man imidlertid ikke slutte, at Fremskridtsfolk altid skal holde sig hjemme. Nu om dage foregår udviklingen nemlig på den måde, at ganske afgørende beslutninger bliver truffet på internationale kongresser og det, der er blevet besluttet internationalt, bruges så senere hen som mere eller mindre tvingende argumenter i den hjemlige danske debat.

En aktuel illustration – der imidlertid blot er ét eksempel blandt hundreder – er, at der i FNs arbejdsorganisation (ILO) i 1974 blev vedtaget en konvention, hvori tre hovedprincipper blev formet således:

  1. Der skal sikres ret til frihed til uddannelse.
  2. Uddannelsesfriheden skal ikke alene kunne bruges til erhvervsmæssig uddannelse, men også til uddannelse i almene samfundsmæssige emner til uddannelse i fagforeningsvirksomhed.
  3. Der skal under uddannelsefriheden ydes en økonomisk støtte til deltagerne af en sådan størrelse, at deltagerne bevarer deres hidtidige indtægtsniveau gennem fortsat udbetaling af løn eller ved udbetaling af tilstrækkelig kompensation herfor”.

Når specialister på arbejdsområdet sidder i den hyggelige receptionistskåleatmosfære, som præger internationale kongresser, glider den slags skønne udgydelser meget let ned. Der er så meget, der skygger for udsigten til, hvordan de skønne idealer i grunden kan gennemføres i den prosaiske virkelighed indenfor nationens økonomiske bærekraft.

Er der Fremskridtsrepræsentation, er det selvfølgelig ikke således, at man kan forvente en sådan gennemslagskraft, at Fremskridtsfornuften slår igennem til at blive det altdominerende. På den anden side er opgaven med Fremskridtsindflydelse i de afgørende udviklingsfaser ikke så håbløs som man umiddelbart skulle tro. Dels er de fleste andre udsendinge nogle dovne hunde, og derfor kan de flittige Fremskridtsfolk ved internationale konferencer reelt få nok så stor indflydelse på en hel del formuleringer. Dels er der i andre landes delegationer ofte folk, som er mere modtagelige for Fremskridtsargumenter, end de etablerede magthavere er på Anker Jørgensens  og Arne Melchiors (CD) hjemmebane.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 14 / 7. årgang / 3. september 1979

Nye kræfter må til

12. marts 2012 Skriv en kommentar

Nye kræfter må til

De gamle politiske partier er desværre kørt fast. 

I deres fortvivlelse er de svajet hid og did med den ene reform efter den anden uden jordforbindelse.

Redningen ligger derfor hverken i at sætte kryds ved Ninn-Hansen (C) eller ved Anker Jørgensen.

Hvis samfundet ikke skal synke dybere og dybere i sumpen, så det ikke mere får råd til at sørge for sine gamle, er der kun én mulighed på valgdagen: At give stor indflydelse til Fremskridtspartiet.

Fremskridtspartiet

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 11 / 1. årgang / 23. november 1973

%d bloggers like this: